Hvorom der ej kan tales, bør der ikke ties - Traumesamtaler i et narrativt perspektiv Af Anette Holmgren (Artiklen er udgivet i Fokus på Familien nr. 4 2010) Abstrakt: Traumer kan hverken ties eller tales ihjel. Deres forstyrrende effekt kan sjældent fuldstændig bortfalde, men de kan miste en del af deres indflydelse, hvis omgivelserne har øje for andet end ubehaget og smerten i de ubehagelige hændelser. Denne artikel vil anskueliggøre, at ingen kun er ofre for traumer. Der er altid en respons i forhold til traumatiske hændelser, det vil sige en handling, noget man har gjort. Disse handlinger, selv når de blot er en tanke, udtrykker modstand og handlekraft, dér hvor man muligvis troede, at man intet havde gjort. Dette betyder også, at ingen oplever traumatiske begivenheder uden at disse efterlader sig viden og færdigheder, som personen uvægerligt vil tage med sig videre i livet. Opmærksomheden på hvad personen gjorde i den ubehagelige situation, samt opmærksomhed på viden og færdigheder der kan relateres til de traumatiske begivenheder, kan åbne op for nye forståelser og tilbyde platforme, hvorfra samtale bliver mulig. Hukommelsen som folder Da jeg var 12 år gammel sprang jeg ud fra en vippe og ramte kanten af swimmingpoolen og brækkede ryggen. Jeg lå mange måneder på et hospital, hvor jeg hverken kunne gå eller tale. På hospitalet roterede forbrændte børn rundt i væskebade. Sådan begyndte den amerikanske musiker og multikunstner Laurie Andersen sin fortælling om barndommens hospitalsoplevelser, da hun i juli 2009 gav koncert sammen med husbonden Lou Reed i DR s koncerthus. Jeg har fortalt historien om dengang jeg brækkede ryggen mange gange fortsatte hun, men der var altid noget mærkeligt ved beretningen. Som om noget manglede. En dag, mens jeg fortalte historien, blev jeg pludselig bragt tilbage til hospitalet. Transporteret tilbage i tiden. Jeg huskede for fuld styrke, det jeg havde glemt. Lugten af brændt kød og lyden af børn der dør. Sanseoplevelser jeg havde rengjort min historie for på samme måde, som sygeplejersken fjernede sporene af de døde børn.
Laurie Andersons beretning understregede for os, hendes publikum, hvordan måden vi fortæller vores liv, former det selvsamme liv gennem ord, og hvordan hukommelsen fremhæver nogle og mørklægger andre dele af oplevelserne udenfor vores bevidste kontrol. Det er fortællingen om, hvordan smertefulde oplevelser, der ikke udsættes for opmærksom og nysgerrig undersøgelse, kan stivne og fastlåses i en bestemt form. En form, der i Laurie Andersons fortælling, fjernede flere og flere spor: You tell your story ( ) and you hold on to it. And every time you tell it, you forget more. (L.Andersen, DR s koncerthus, juli 2009) Det er ikke kun smertefulde oplevelser, som kan blive renset for detaljer. I forsøget på at skabe mening og en form for konsistens i tilværelsen, former vi vores erfaringer efter bestemte mønstre eller temaer. Disse mønstre eller temaer former beretninger om vores fortid; de danner baggrund for vores forståelse af nutiden, og de skaber forventninger og billeder af fremtiden. Hele meningstilskrivelsesprocessen, altså hvordan vi får tilværelsen og livet til at hænge sammen i fortid, nutid og fremtid, er en kompliceret og mangefacetteret proces. Men en form for (menings- )komprimering finder helt sikkert sted. Det er umuligt at bevare alle detaljer i det levede liv. Det er denne tilværelsens komprimering, som efterlader sig bestemte spor fra forskellige oplevelser. Den franske filosof Gilles Deleuze (2005) taler om, at hændelser i livet samler sig som folder i vores hukommelse. I samtaler kan hukommelsesfolderne udfoldes og vise sig at indeholde hidtil oversete hændelser, der kan danne basis for mere nuancerede tolkninger og konklusioner. Hermed opstår en ny fold eller en ny fortælling, som bidrager til det samlede billede af oplevelsen - på samme måde som lugten af brændt kød og lyden af børn der døde, tilførte Laurie Andersens nye billeder og forståelser af barndommens hospitalsophold. Med åbningen af en sanseoplevelsernes fold forstod hun pludselig den uvirkelige fornemmelse, hun hidtil havde følt, når hun fortalte sin historie. Åbningen af folden skabte en forbindelse mellem nutiden og barndommens oplevelser, som ikke havde været verbalt tilstede før. Sprog og sansning Baggrunden for denne artikel er, at jeg igennem mange år har hørt professionelle med en ikketerapeutisk uddannelse udtrykke bekymring og tilbageholdenhed i forhold til at gå ind i en samtale om traumatiske begivenheder. Det er som om, traumer og samtaler om traumer er omgivet af en form for (ære)frygt og ærbødighed. En (ære)frygt skabt af fordomme om, at samtaler om traumer kun kan, eller helst skal, varetages af veluddannede krise- og/eller traumeterapeuter.
Dette kan muligvis kædes sammen med strukturalistiske ideer om at psyken, indeholder undertrykte kræfter, som ikke kan kontrolleres, hvis de slippes fri. Disse ideer opstod med udviklingen af psykoanalysen som metaforer,, men er igennem tiden transformeret til kulturelle sandheder om mennesket, nærmest i kraft af de mange gange de er blevet sagt. Bearbejdningen af disse kræfter bør foregå med varsomhed og under særlige kontrollerede og styrede former. Former som terapeutisk praksis har taget patent på. Et andet forhold der spiller ind er nyere terapeutiske ideer om, at traumatiske oplevelser skal tales væk. At man ved at fortælle og genfortælle sin historie gentagne gange kan fratage begivenhedernes deres traumatiserende indflydelse. Disse former for traumeterapi stoppede omkring 80 erne, da man blev klar over, at genfortællinger af de ubehagelige begivenheder i nogle tilfælde fastholdt traumerne og bragte muligheder for re-traumatisering, det vil sige en genoplevelse af de ubehagelige oplevelser som effekt af samtalen. Problemet har efterfølgende været, at bekymringen for re-traumatisering har efterladt professionelle, der arbejder med traumatiserede mennesker, i en form for samtale vacum. Narrativ praksis benytter sig af en anden metafor om det psykiske end beskrevet ovenfor. I en narrativ forståelse af livet, vil der altid være dele af det levede liv, som ikke bliver en del af de fortællinger, vi fortæller om livet. Bevidstheden indeholder ikke-bevidste erfaringer, men disse ses ikke som ubevidste fortrængte konflikter, men som netop ikke-bevidstgjorte hændelser og dele af hændelser, der ikke har fået plads i det, der bliver fortalt om et hændelsesforløb. Ikke alle hændelser kan inddrages i fortællingerne om livet. Hændelser der ikke i øjeblikket kan tilskrives mening og som samtidig er ubehaglelige forbliver sanseoplevelser, indtil personen kan skabe forståelse omkring hændelsen. andsynligvis bevare mennesket en stor del af disse ikke-fortalte hændelser lagret som ikke sproglige sanseoplevelser. Disse sanseoplevelser kan bringes ind i bevidstheden gennem pludselig opstået meningsfulde sammenhænge, hvorved de sprogliggøres og sammenkædes med tidligere hændelser og fortællinger om hændelser, som vi så i indledningen med lugte og lyde fra hospitalet. Alle kender til dette. Hvordan hændelser og ting der sker i nutiden pludselig bringer ting man ikke har tænkt på meget længe frem i bevidstheden eller hvordan nye forståelser af sammenhænge kan sætte gamle forståelser i et nyt lys.
I en narrativ, eller en post-strukturalistisk forståelse, kan ikke sproglige fornemmelser, beskrives som sansninger, der ikke har fået form og derfor ikke endnu er kædet sammen i en meningsfuld beskrivelse eller fortælling eller i et meningsfuldt udsagn. Vigtigheden af at kunne tale om traumatiske erfaringer Traumatiske oplevelser omgives ofte med tavshed. De fleste af os har oplevet ubehagelige ting i livet, som vi ikke har fortalt til andre. Både i min praksis og i min undervisning er jeg næsten dagligt ude for, at mennesker fortæller om begivenheder, de ikke har talt om tidligere. Jeg har bare aldrig tænkt, at det var noget, man kunne tale med andre om Jeg har nok tænkt, at det ikke ville hjælpe noget at tale om det Jeg har jo mest haft lyst til at glemme det. Mange mennesker har dårlige erfaringer med at fortælle andre om ubehagelige oplevelser, sikkert fordi disse "andre" ikke har erfaringer med at lytte til voldsomme hændelser. Hvis vi som professionelle ikke kan eller vil tale om de traumatiske hændelser, risikerer vi at cementere sandheder som, at det ikke hjælper at tale eller, at det er bedre at prøve at glemme eller, værst af alt, at personen tænker det er mig selv, den er gal med. Traumehierarki Indenfor den professionelle verden synes der at være en form for hierarkisk inddeling af besværligheder. Bestemte problematikker, herunder traumer, synes at kræve særlige uddannelser eller særlige terapeutiske færdigheder, mens andre problematikker godt kan klares af f.eks. pædagogisk personale. Jeg har aldrig helt forstået, at en person godt kan tale med forældre om, hvordan de skal være sammen med deres børn, men ikke kan tale med dem om traumatiske hændelser, som muligvis gør livet med børnene rigtig vanskeligt. Jeg mener, at det er meget uhensigtsmæssigt at reservere varetagelsen af bestemte problematikker, herunder traumer, til særlige faggrupper, frem for at udvikle forståelser og metoder, der kan bruges af alle, der møder effekterne af traumatiske hændelserne i deres daglige arbejde. Når professionelle udtrykker varsomhed med at tale med et barn eller en voksen om traumatiske oplevelser, handler dette sandsynligvis om en bekymring for at kunne komme til at skade. Jeg har hørt professionelle sige: Man skal ikke lukke op for noget, man kan risikere ikke at kunne lukke igen eller man skal ikke gå i gang med noget, man ikke er uddannet til. Det handler altså om en
etisk ordentlighed. Men alle professionelle bliver nødt til at kunne forholde sig til traumatiske hændelser, blandt andet fordi de mennesker, vi taler med, ikke nødvendigvis skelner imellem, om de taler med en uddannet terapeut eller ej. Her er det andre faktorer som gør sig gældende, nemlig om samværet er rart, tillidsfuldt, ikke fordømmende og lyttende. Under sådanne samværsformer sker der ikke sjældent det, at mennesker får lyst til at tale om deres liv, herunder muligvis traumatiske eller ubehagelige hændelser. Hvad er et traume? I de senere år, hvor jeg har beskæftiget mig mere indgående med effekten af traumatiske oplevelser i menneskers liv, er min forståelse af traumatiske hændelser blevet tiltagende bredere. Det betyder, at jeg i dag mener, man kan betegne selv mindre rystelser som traumatiske. Samtidig er jeg gentagne gange blevet mødt med en ulyst hos mennesker, jeg taler med, til at tale om fortidige hændelser som traumatiske, fordi de derved indskriver sig under paraplyen af traumatiserede. Den næsten diagnostiske betegnelse traumatiseret skaber en totalisering, som desværre er effekten af måden, man ofte beskriver mentale vanskeligheder på. Betegnelser, der lægger sig ud over hele personligheden, skaber et forkert eller skævt billede af, hvordan vanskelighederne opleves. Jeg ser det som en konstant bestræbelse for alle professionelle at blive langt bedre til at lave beskrivelser, der er tættere forbundet med menneskers faktiske oplevelser. Traumehuller I forhold til traumatiske hændelser, giver det for indeværende mening for mig at tale om, at vi kan falde i traumehuller. At falde i et traumehul er betegnelsen for det som sker, når nutidige hændelser skaber hukommelsesspor til tidligere hændelser, som har været traumatiske. Alle kender til dette. I hverdagen oplever vi det, som at have særlige sårbarheder. De fleste ved, hvor de har ømme punkter. Men ikke alle er opmærksomme på de hændelser, som kan have spillet en rolle i forhold til ømheden og som kan have skabt den. Ømme punkter opstår ikke af sig selv, lige som blå mærker heller ikke kommer af sig selv. Ømme punkter har sit udspring i konkrete oplevelser i det levede liv. Da jeg var 14 år var jeg med en gruppe af piger og en gymnastiklærer taget fra den lille by i Jylland, hvor vi boede, til København, for at deltage i et stort skoleatletikstævne. Stævnet gik godt
og på togturen hjem klumpede vi os sammen i 6- personers kupeen for i fællesskab at beundre guldmedaljerne. Et sted imellem Horsens og Skanderborg gik vi i samlet flok gennem toget ned til togkiosken. På vej tilbage til vores kupé bliver en kupédør pludselig åbnet og en ung mand stikker hovedet ud og kikker på de forreste piger i flokken. Han smiler bredt og udbryder: Aah, schöne mädchen. De forreste piger fniser og skynder sig videre. Jeg går bagerst i flokken og nærmer mig den unge mand. Idet jeg går forbi, ranker jeg ryggen en smule i forventning om det kommende kompliment, og ser den unge tysker i øjnene. Nein, du bist hässlich siger han, da han ser mig. Jorden forsvandt under mig. Skammen var total. Jeg vidste det jo godt. Jeg vidste jo godt, at jeg var hæslig. Hvordan kunne jeg overhovedet have forestillet mig, at han ville sige andet. Havde de andre hørt det? Ingen sagde noget. Og jeg sagde intet. Jeg sagde intet i 20 år. Men oplevelsen brændte sig fast. Den koblede sig på tidligere kommentarer omkring mit udseende og blev til et ømt punkt en fold i min bevidsthed, som selv ikke fremtidige komplimenter har kunnet vaske helt væk. Nogle mennesker er så plaget af traumatiske oplevelser, at de sjældent oplever stunder uden for et traumehul. De oplever, at der ikke er mange øjeblikke eller steder med hvile og tryghed. Traumatiske oplevelser er som et blåt mærke eller et åbnet sår i bevidstheden. Selvom vi forstår et blåt ømt punkt, er det alligevel ømt. Traumatiske hændelser kan lagre sig i vores hukommelse, enten som fornemmelser af sårbarhed eller ubehag uden tilknyttede erindringer eller som bevidste erindringer om ubehagelige oplevelser. Både bevidste og ikke bevidste traumatiske hændelser folder sig i bevidstheden sammen med konklusioner om verden, om andre mennesker og om en selv. Når man ikke kan få den traumatiske hændelse til at give mening ud fra kendt viden om verden og reflektere over hændelsen i lyset af denne ivden, må man Selv midt i traumatiske oplevelser forsøger mennesker at få det, som sker med dem, til at give mening. For mange mennesker, men ikke alle, er oplevelsen af traumer uforenelig med nogen velkendte temaer og med nogen foretrukken fortælling om deres identitet, hvilket vil sige temaer og beretninger om identitet, som er forbundet med en selvbiografisk hukommelse og med et indre livs sprog, som organiserer oplevelser og erfaringer og har en karakteristisk narrativ struktur.
Den traumatiserede oplevelses uforenelige natur fører et menneske ud i territorier af mening, som er afspaltede fra disse velkendte temaer og fortællinger om selvet. På grund af dette bliver de former for mening, der produceres i disse territorier, som regel dybt negative og ikke åbne for revision på samme måde som de former for mening, som er forbundet med fortællinger om selvet, er det andre oplevelser af ens liv, som kunne modsige disse former for mening, har ikke megen virkning på dem. (Michael White, 2008, s.85) I forsøget på at forstå, hvad der er overgået dem, skaber mennesker konklusioner om sig selv og om verden, som i lyset af ubehaget i de traumatiske oplevelser ofte vil være negative og destruktive. Disse konklusioner er efterfølgende med til at give mening til fremtidige hændelser, og bliver en slags selvopfyldende profeti om livet og identiteten. Dette er en af grundene til, at det i høj grad kan betale sig at adressere selv mindre traumatiske oplevelser, før disse får tilegnet sig omfattende definitionsmagt over livet. Traumer træder på værdierne Traumet bidrager til nedgørelse af det, mennesker tillægger værdi. Det er devalueringen af, hvad man værdsætter, og hvad der betyder noget for et mennesker, som meget signifikant leder til udviklingen af en fornemmelse af at være ødelagt. (Michael White, 2008) Eksempelvis træder mobning voldsomt på et barns ønske om og værdier i forhold til at være en del af fællesskabet. I forsøget på at holde fast i egne værdier om at være accepteret og god nok, forsøger børn, der bliver mobbet, ofte næste dag at rette op på det, som gårsdagens mobning handlede om. Problemet for det mobbede barn er dog, at dagen efter omhandler mobningen et nyt tema, så langsomt mister man initiativet og fornemmelsen af at kunne gøre noget ved situationen (Bo H. Nikolajsen, 2009). Kaethe Weingarten, skriver i sin bog Common Shock (2003, s.55) følgende (min oversættelse): Jeg husker at sidde ved aftensbordet en aften hvor mine forældre skændtes. Jeg tegnede et otte-tal i mit hoved omkring mine forældre, måske hundrede gange. Det var som om linjen i mit hoved kunne skabe en usynlig grænse mellem dem og mig, hvor jeg kunne være sikker. Da jeg endelig forlod bordet, gik jeg ind på mit værelse og nævnte aldrig skænderiet til nogen. Ikke engang til min søster som var der.
Hvis nogen havde spurgt mig om mine forældre skændtes, ville jeg have sagt nej. Ikke fordi jeg ville lyve, men fordi de ord ikke ville have fanget den kortvarige disharmoni imellem mine forældre. Min far eksploderede overfor min mor. Mine forældre skændtes ikke. Derfor ville en sædvanlig måde at spørge til episoden på ikke vække genklang. Det er ofte sådan, at når et begreb mislykkes i forsøget på at beskrive menneskers oplevelser, vanskeliggøres artikulationen af oplevelsen og tavshed opretholdes i mangel af bedre. Stilheden i min familie omkring min fars uregelmæssige og uforudsigelige raseri overtrumfede alt andet, i det mindste for mig. Det satte grænser for min tillid, min følelse af sikkerhed og min fornemmelse af at høre til. Tavsheden skabte en isolation, som jeg igennem hele mit liv har arbejdet på at gå imod, i relation til min egen familie og mine venner og med mine klienter og kollegaer. Traumatiske hændelsers nedbrydning af det, som mennesker værdsætter, og som har betydning i deres liv, er samtidig det, som kræver særlig opmærksomhed i samtaler om traumatiske hændelser. Der vil nemlig altid i en beretning om ubehagelige hændelser findes handlinger, som går i retning af varetagelse af det, som personen værdsætter. Disse handlinger er ofte usynlige eller ikke tillagt betydning i de dominerende fortællinger om ubehaget. Det er udfoldelsen af disse handlinger som kan skabe en genetablering til egne værdier og dermed til fornemmelsen af sig selv. Hvordan vil jeg vende tilbage til senere i kapitlet. Bevidsthedstrømmen Forståelsen af, hvordan traumatiske hændelser øver indflydelse på menneskers liv, må nødvendigvis indbefatte en forståelse af den menneskelige bevidsthed. En sådan forståelse kan altid kun være en metaforisk beskrivelse, med mindre man forsøger at forstå bevidsthed udelukkende i neurologiske termer. Den engelske psykolog og filosof William James (1842-1910l), var den første som foreslog at beskrive bevidsthed som en strøm. Han anså bevidsthedsstrømmen som en sammenhængende fornemmelse af verden og selvet over tid. Denne form for bevidsthed, mente han, var en del af hukommelsessystemet og udvikles omkring 5 års alderen i forbindelse med, at barnets ydre tale og leg i højere grad bliver til et indre liv. Barnet udvikler bevidsthed i takt med at sanseindtryk lagres i hukommelsen og disse kobles med mening og erfaring opsamlet i samspillet med omverden. Efterhånden etableres en indre verden, som resonerer med den ydre verden i en konstant
udveksling. I takt med at det ydre liv bliver til indre liv, sker der, hvad man kan kalde en fordobling af bevidstheden. Det vil sige, at det lille barn bliver i stand til på en gang at foretage en handling og at reflektere over handlingen. Man kan tale om, at bevidstheden opererer både med et mig (den der handler) og et jeg (den instans, der kan betragte mig et, der handler) (R.Meares, 2000) Når man handler og er aktiv er denne indre del af bevidstheden ikke så mærkbar. Den bliver mere synlig, når man er i ro og opmærksomheden rettes mod den indre tale og billedverden. Det indre liv er fyldt af fantasier, forestillinger, analogier og metaforer og fungerer ved at skabe sammenligninger og sammenkædninger mellem forskellige dele af vores sansninger og erfaringer. Det er bevidsthedsstrømmen, der gør, at mennesker kan skabe sammenhæng i livet. Uden bevidsthedsstrømmens kreative karakter ville livet fremstå som en lang række af ikke forbundne hændelser. Alle de sammenkædninger, konklusioner og meningsskabelsesaktiviteter,en person udfører i løbet af en dag (og muligvis også om natten), er resultatet af bevidsthedens strømninger. Men bevidsthedsstrømmen er mere end blot indre tænkning og refleksion. Den australske psykiater Russel Meares (2000) er en af de personer, som har videreført William James ideer. Han påpeger, at den menneskelige bevidsthed, består ikke kun af et jeg som kan reflektere over et mig, men at bevidstheden også består af en fornemmelse af migselv, som er forskelligt fra både jeg et og mig et. Det er denne del af bevidshedsstrømmen, (fornemmelsen af sig selv) som får et menneske til at føle sig som sig selv, det vil sige som den samme person, livet igennem på trods af de forandringer, der er sket. Meares blev opmærksom på dette via et fænomen, som blandt andet opstår, når mennesker befinder sig i vanskelige og pressede situationer, og efterfølgende ser tilbage på disse og ikke kan genkende deres egne reaktioner. Meares mener, at man kan beskrive bevidstheden i disse situationer, som et jeg der kigger på sig selv, men ikke føler sig som sig selv. En person vil i sådan en situation sige: Jeg ved, det var mig, der gjorde det, men jeg var ikke mig selv." Bevidsthedsstrømmen består altså også af denne fornemmelse af sig selv, som man i særlig pressede situationer kan miste eller have vanskeligt ved at mærke. Det er dette fænomen, der kan få en person til at sige: Jeg er helt ude af mig selv eller jeg føler mig ved siden af mig selv eller jeg kan ikke genkende mig selv.
Når mennesker udsættes for alvorlige chok, vil de ofte opleve det som om, de har handlet i trance eller udenfor deres egen bevidsthed. Man føler i disse situationer, at man ikke har kontrol over sig selv, men man ved godt, at man er sig selv. Fornemmelsen af sig selv, siger Meares, kan ødelægges af traumatiske hændelser, ligesom traumer i barndommen kan forhindre dens etablering (Meares, 2000). Et barn, der ikke har haft mulighed for at etablere et stabilt og rigt indre liv, fordi det hele tiden er blevet forstyrret af ydre uro, som har krævet dets opmærksomhed, er i risiko for ikke at etablere en særlig stabil fornemmelse af sig selv. Uden en stabil fornemmelse af sig selv, lever man uden stabile referencepunkter. Livet opleves som noget, der overgår én og som noget, der kun kan tages stilling til ud fra tænkning og ikke ud fra en fornemmelse af sammenhænge, som passer med ens erfaringer. Man har mistet eller aldrig etableret en resonansboks med hvilken, man kan møde livet, hvilket gør livet meget sårbart, fordi man kun kan møde livet med ydre handlinger eller færdiglavede konklusioner (ibid). Det er en stabil fornemmelse af sig selv, som muliggør, at et menneske kan møde livet med en vis form for ro og overblik begrundet i den viden og erfaring, man har med sig. Dette betyder, at man netop ikke er i fare for at miste sig selv, når man deltager i livet. Selv mindre traumatiske hændelser kan efterlade børn og voksne med en fornemmelse af, at det, som skete, hændte udenfor deres kontrol, og at de i situationen mistede herredømmet over situationen og dermed over deres liv. Fornemmelsen af at miste sig selv sker, når man enten ikke kan skabe mening i forhold til hændelsen eller når man ikke bevidst kan fastholde eller beskytte det, som man værdsætter. Disse hændelser lagrer sig i hukommelsen og kan bevirke, at man i nutiden kan oplever begivenheder, som skaber spor tilbage til disse tidligere hændelser, og at fornemmelsen af at miste sig selv gentages. Dette vil som regel lede til forskellige forsøg på selvbeskyttelse. Mødet med effekterne af traumer Mødet med effekterne af traumatiske oplevelser kan både være skræmmende og besværlige og meget ofte uforståelige. Når professionelle står overfor reaktioner, som de ikke forstår, og som udefra synes ude af proportioner med situationen, så har man næsten altid stødt ind i traumatiske erfaringer. Den, der står udenfor, kan ikke begribe kraften i de reaktioner, man møder.
Traumatiske erindringer udløses uvægerligt af generel stress, af specifikke belastninger og/eller af specifikke udløsere. Disse udløsere afspejler visse aspekter af det oprindelige traume, og de kan være interne, som for eksempel ved en specifik følelsesmæssig eller sensorisk oplevelse, eller eksterne, som for eksempel ved visse omstændigheder eller relationelle hændelser. Disse eksterne udløsere kan være forbundet med omstændigheder, i hvilke der er opfattet fravær af social gyldighed eller med oplevelser af nedgørelse, og måske i forbindelse med latterliggørelse eller kritik. (M.White 2008, s.83) Traumer efterlader spor af stædighed, afvisning, påståelighed, let antændelighed, isolation, tavshed, vrede, spændte muskler og blokering af refleksion og "mærkning". Når traumatiske erindringer invaderer hverdagsbevidstheden, er resultatet ofte en adskillelse af de to sider af bevidstheden fordoblingen af bevidstheden ophæves. Man har ikke længere et udsigtspunkt i nutiden, hvorfra det er muligt at bevare en bevidsthed om, at det, man oplever, stammer fra et andet tidspunkt i ens liv (M.White, 2008,.s.84) Når man bliver ramt på et ømt punkt eller i et åbent sår, så reagerer man med en eller anden form for beskyttelse. I det perspektiv vil de beskrevne uforståelige reaktioner meget ofte være et forsøg på selvbeskyttelse. Et forsøg på at forsvare sig imod "mærkningen" af nuværende eller tidligere traumatiske oplevelser. Responser som fremtidige færdigheder. For nylig var jeg med min mand i Oslo for at fortælle om traumearbejde. Efter foredraget kom en kvinde op til os. Hun fortalte, at hun, mens vi talte, var kommet i tanke om en episode fra hun var barn. Det var bare en lille episode, sagde hun, men jeg har aldrig glemt det. Jeg var 4 år. Jeg gik med min mor på fortovet. Jeg danser af sted. Pludselig kommer jeg til at støde ind i en dame. Damen slår vredt ud efter mig med sin taske, og i samme sekund hiver min mor mig hårdt i armen, så jeg flyver væk fra damen. Du skal gå ordentligt, siger min mor til mig. Min eneste tanke var undren. Hvorfor er nogle mennesker sådan? undrede jeg. Hvorfor slår nogen ud efter børn?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg husker det, sagde hun, men jeg kan se alt for mig: Damen, fortovet, min mor. Er du stadig god til at undre dig når mennesker gør uforståelige ting? spurgte jeg. Ja! Det er du udbryder hendes gode kollega, som står ved siden af: Det er lige det du gør. Kvinden ser på os med et lille smil og siger: Det har jeg aldrig tænkt på før, men jeg gør jo det. Jeg undres. Undren var på mange måder en brugbar respons i den givne situation. En respons som ikke placerede skyld eller førte til selvbebrejdelse. Mit bud er, at denne kvinde i mange situationer har draget nytte af sin evne til at undres. Når den alligevel kan kategoriseres som et traumerespons, hænger det sammen med, at kvinden sandsynligvis ikke hidtil har haft mange andre responsmuligheder overfor meningsløshed. En traumerespons opleves som eneste mulige handling i mødet med situationer, som skaber spor tilbage til traumet. For ikke længe siden udspillede en almindelig hverdagssituation sig i vores familie. Fra tidligt om morgenen havde jeg fornemmelsen af min mand var i dårligt humør eller måske lidt fortravlet. Jeg kunne godt have ærgret mig over dette, men besluttede mig for ikke at lade mig gå på af hans humør. Rimelig godt tilfreds med min beslutning gik resten af dagen sin gang. Vi talte ikke så meget sammen, men jeg havde en udmærket dag. Om aftenen spurgte min mand mig, hvorfor jeg havde trukket mig hele dagen. Det er da klart, når du var i dårligt humør. Jeg ville bare ikke lade mig gå på af det sagde jeg. Hvorfor spurgte du mig ikke bare sagde han. Jeg har faktisk ikke været i dårligt humør. Jeg gik helt i stå. Det var ikke et sekund faldet mig ind, at jeg kunne have spurgt. I stedet havde jeg fulgt et traumemønster, som jeg uden besvær kan spore tilbage i min historie til situationer, hvor jeg har følt mig magtesløs overfor at gøre noget ved andres dårlige humør og i stedet har udviklet en færdighed i ikke at lade mig gå på. En færdighed jeg i nære relationer behersker i så udpræget grad, at jeg bliver blind for dens konsekvenser. Dette hverdagseksempel udspiller sig hver dag i hjem overalt i verden. Jeg tror,at langt de fleste skænderier i hjemmet, i skolen, på arbejdspladsen, i politik, har spor til traumatiske hændelser i menneskers historie. Forståelse af disse sammenhænge kan være medvirkende til at øge antallet af handlemuligheder, når vi møder hændelser, der bringer traumereaktioner til live i nutiden. Bevidstheden synliggør muligheden for valget - at der altid er et alternativ, at vi ikke behøver at være ofre for eller slaver af traumatiske begivenheder.
Hvordan tale om traumatiske hændelser? Det er som sagt muligt at mindske traumatiske oplevelsers indflydelse på en persons liv. Følgende beskrivelser, som omhandler, hvordan man kan tale med mennesker, der har været udsat for traumatiske oplevelser, gælder både, hvis disse oplevelser er sket for nylig, og hvis det er oplevelser, som er sket tidligere i en persons liv. Op af floden Michael White (2008) har beskrevet genoplevelsen af traumatiske begivenheder som at blive kastet ud i en brusende flod. Mens man er i flodens brus kan man ikke gøre andet end at kæmpe for at holde hovedet over vandet. Man har ingen steder at stå eller finde hvile. Når man skal tale med mennesker, som mærker effekterne af et traume, er det vigtigt, at personen har et sted at stå, hvorfra det er muligt at tale om de ubehagelige oplevelser. Et sted hvorfra traumet kan betragtes. Michael White har beskrevet dette som, at man skal kunne stå på flodbredden og se på floden af traumatiske hændelser. Man skal altså stå et sikkert sted og ikke ude midt i oplevelserne, for at kunne tale om oplevelserne. Sagt på en anden måde, så skal man have tilstrækkelig følelsesmæssig afstand til oplevelserne, så det er muligt at betragte dem, uden at blive kastet ud i floden. Jeg har ofte prøvet at tale med både voksne og børn om ubehagelige hændelser, og mens vi har talt, er oplevelserne pludselig rykket så tæt på, at det samme ubehag, som mærkedes i selve situationen, genkaldes kropsligt. Med metaforen om floden, kan man sige, at personen er på vej ud i floden. Flodbredden er der, hvor personen er forankret til meningsfuld forståelse og til egne værdier. En samtale om traumer kræver, at den professionelle hele tiden har opmærksomheden rettet netop mod genetableringen og fastholdelsen af personens relation til mening og til sig selv og herigennem forsøger at hjælpe personen til at forblive på bredden. Med udsigtspunkt fra flodbredden kan det være muligt for en person at se på dele af den ubehagelige hændelse, som muligvis ikke har fået så meget opmærksomhed. Dette drejer sig både om alternative meningstilskrivelser og om modstandshandlinger, som ikke tidligere er blevet bemærket.
Efterhånden som de alternative historier bliver udviklet i terapeutiske samtaler, bliver de til øer, hvor man kan finde sikkerhed og næring, så til øgrupper og til sidst til kontinenter af sikkerhed, der åbner andre livsverdener for de mennesker, som konsulterer os. Som et resultat af disse samtaler opdager mennesker, at de har et andet sted at stå, som gør det muligt for dem at give udtryk for deres traumatiserende oplevelser uden at blive defineret af disse oplevelser. (M.White2008 s.67) Hvis man taler om traumatiske oplevelser på måder, der bringer én tilbage til den traumatiske oplevelse uden afstand til oplevelsen og uden et andet sted at stå i relation til oplevelsen, vil man atter opleve sig defineret af det, som skete. Dette er mange steder beskrevet som re-traumatisering. Veninden der forsøgte at tage sit eget liv Følgende er uddrag af en samtale med Lisa. Lisa kom til mig, fordi hun for nylig havde været ude for, at hendes veninde Eva, for øjnene af hende, havde forsøgt at tage sit eget liv. Episoden skete til en stor fest på en skole. Veninden overlevede uden fysiske mén, og der var ikke brug for læge, da episoden fandt sted. Lisa var efterfølgende meget chokeret og ulykkelig. Når hun forsøgte at tale om episoden sagde personerne omkring hende, at det da var godt, der ikke var sket noget; det hjalp hende bare ikke. Derfor var hun holdt op med at tale om hændelsen og mente, at de fleste nok troede, hun var kommet over det, der var sket. Vi kommer ind i samtalen, efter Lisa har fortalt om selve episoden. Jeg spørger grundigt til Lisas handlinger (altså til hvad hun har gjort), fordi det er ved at koble handlingerne eller responserne til mening og værdi, at man kommer til alternative beskrivelser af de traumatiske hændelser. Lisa havde ikke behøvet tale med en terapeut. Hun kunne have talt med en lærer, en pædagog, en fra hendes familie eller omgangskreds eller en anden, som var i stand til at lytte efter responser og samtidig være omsorgsfuld og forstående i forhold til ubehaget i oplevelsen.
Når jeg lytter til din beskrivelse af forløbet, synes jeg, det lyder som om, du havde en fornemmelse af, at du ikke skulle råbe ud til alle, at en person netop havde forsøgt at tage sit eget liv? Ja Hvordan kunne du fornemme det? For det første, det er bare ikke fedt for hende, det der med at der kommer så meget opmærksomhed om det. Heller ikke fedt for mig, at hver gang folk kommer hen og spørger, hvad er der galt, og så skal jeg stå og fortælle det til alle. Det havde jeg bare ikke lyst til på det tidspunkt. Hvad ville du godt passe på? Jeg havde bare ikke lyst til, at alle skulle vide det, også fordi det ville ødelægge aftenen fuldstændig. Man kommer ligesom for at hygge sig, og så sker der sådan no get her, det går ud over alle andre. Så noget af det du prøvede på, det var, at det ikke ville ødelægge aftenen for alle? Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad man skal sige..bare..der skulle ikke komme for meget opmærksomhed.. Også for Evas skyld? Ja Hvad ville du godt beskytte hende imod? Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvorfor hun har gjort det, om det er pga. opmærksomhed. Fra dit perspektiv synes du så, at hun ikke skulle udsættes for, at alle vidste det om hende? Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ville, jeg var i chok og kunne ikke tænke klart. Alligevel har du gjort nogle ting, for at hele festen ikke skulle komme til at handle om selvmordsforsøget. Du siger, at du gerne ville bevare den festlige stemning, og du ville heller ikke skabe mere drama? Ville du også gerne selv kunne have en ordentlig fest? Altså, det ville jeg gerne, men det kunne jeg overhovedet ikke. Der var nogen som godt kunne se, at jeg havde det virkelig ikke godt. Jeg ringede så til min mor, og hun sagde, at jeg skulle snakke med en lærer. Hvad syntes du om det forslag?
Det var smart, men jeg havde bare ikke lyst til det på det tidspunkt... jeg ved det ikke, jeg havde bare ikke brug for en lærer dér. Synes du ikke helt, det kom lærerne ved? Jo, det synes jeg helt klart. Men den aften havde jeg bare ikke lyst til at tale med dem. De lærere, jeg havde lyst til at fortælle det til, var der ikke på det tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at gå hen til en tilfældig lærer og tale om det her. Hvorfor ikke? Jeg ved det ikke (græder). Det det havde jeg bare ikke lyst til På dette tidspunkt i samtalen mærker Lisa ubehaget, hun stod i den aften. Frem for at spørge mere til, hvor ubehageligt det måtte have været, hvilket ville bringe hende endnu tættere på oplevelsen og hermed længere ud i floden, er jeg interesseret i at skabe mening i forhold til ubehaget og forsøge at forstå, hvilke værdier der bliver truet i denne situation. Hvad ville du ikke risikere hvad kunne du risikere? Ja, men altså, det er ikke alle lærere, jeg kender lige godt, og jeg kunne risikere at gå hen til én og ikke ane, hvordan vedkommende ville reagere. Hvad kunne du frygte, at en lærer kunne gøre i sådan en situation? Jamen bare skabe total drama ud af det, og så kommer der det ene og det andet, og så sker der en hel masse, og det hele kører bare op. Så ender det i det, jeg slet ikke ville have, det skulle ende i, med at alle bliver involveret i det, og festen kom til at handle om, at hun havde forsøgt at tage sit liv. Ja,det er det, jeg kan fornemme, at du har haft et ønske om, at det ikke skulle blive mega dramatisk og, at festen ikke skulle handle om det? Men så ender det så med, at jeg går hen til en lærer. Jeg tror, jeg stod og snakkede med ham i 20 min. Hvad prøvede du at få ham til? Bare fortælle ham, hvordan jeg havde det og bare.. Prøvede du også at sige til ham, at han ikke skulle gøre for meget? Ja, det sagde jeg til ham, at han ikke skulle skabe noget stort ud af det her. Det sagde du til ham?
Lisa; Ja, det sagde jeg til ham. Jeg synes ikke, det var det, som festen skulle handle om nu. Det er sket, og der skal tages fat i det, men der skal ikke skabes noget stort drama ud af det. Hvad synes du om, at du i den situation, hvor du lige har stået sammen med en, som er sprunget ud og faldet ned, hvad synes du om, at du i den situation kan guide en lærer til ikke at skabe stort drama? Jeg ved det ikke..jeg forstår det ikke rigtig (smiler) Forstår du det ikke? Nej Du står i en situation, som du aldrig har oplevet før, og så formår du at handle på en måde, så festen ikke bliver ødelagt for de andre, og så der ikke bliver skabt vildt meget drama. Du guider en lærer ved at fortælle, hvordan du har det og sige, at der ikke skal skabes noget stort ud af det her. Jeg tror da, det er godt, at jeg talte med en lærer om det. Så de ved, hvad der sker, også når det er dem, der holder festen. Det er dem, der har ansvaret. Så du får lagt ansvaret hen, hvor det skal lægges? Det er selvfølgelig godt nok. Der VAR ikke særlig mange, der vidste det. Og det sjove var, at efter jeg havde talt med læreren, så gjorde han noget, men det ødelagde ikke festen, ligesom jeg håbede på, at det ikke ville gøre. Altså, jeg tog hjem efter det der, men da jeg var inde og sige farvel, så var alle folk stadig glade, og det havde ikke påvirket festen, og det syntes, jeg var godt. Kan du genkende dig selv som en, der kan være medvirkende til at ting ikke kører helt så meget op? Ja, jeg synes godt, at jeg kan overskue sådan nogle ting, det synes jeg også, at jeg har kunnet før på skolen. For eksempel når der har været sådan noget tøsefnidder. Jeg gider det virkelig ikke. Der er bare altid det der pigefnidder, sladder og jeg ved ikke hvad. Derfor har jeg da mange gange, når der har været to, som har været oppe og skændes for vildt, der har jeg da sat mig ned og snakket med dem hver især og prøvet at finde ud af det Har du det? Ja, det har fungeret meget godt, synes jeg. Jeg gider bare ikke sådan noget.
Så du har på en eller anden måde været med til at tale ting ned i stedet for at tale det op? Ja. I dette eksempel bevirker samtalen, at Lisa får øje på, hvordan det lykkes hendes at fastholde og bevare sit ønske om ikke at lave unødvendigt drama i en meget vanskelig situation. Dette er naturligvis ikke det eneste, der kunne fortælles om Lisas handlinger og responser i situationen, det er en fortælling, blandt mange mulige. Det er samtidig en fortælling, der går imod den dominerende fortælling hun kom med - en fortælling om, at hun intet kunne gøre, og at hun havde været magtesløs. Samtalen muliggør, at det bliver muligt for Lisa at tænke og tale om episoden fra et andet ståsted. Samtidig tydeliggør samtalen at Lisa ikke bryder sig om unødig dramatik. Værdier kommer ikke ud af ingenting og Lisas erfaringer med dramatik fra andre dele af hendes liv, kunne være temaer i eventuelle fortsatte samtaler., Genetablering af bevidsthedsstrømmen Med metaforen om bevidsthedsstrømmen kan man sige, at hændelser bliver til traumer, når de bevirker, at bevidsthedsstrømmen bliver brudt, og personen ikke kan etablere sammenhæng mellem den traumatiske hændelse, og det personen almindeligvis kender og værdsætter. Dette kan efterlade personen med en oplevelse af indre uro, brud af sammenhænge og manglende viden om handlemuligheder i eventuelle fremtidige lignende situationer, hvilket naturligvis skaber utryghed og vagtsomhed. Men der kan aldrig kun fortælles én historie om en given episode. Uanset hvor meget en person oplevede sig ved siden af sig selv eller oplevede sig uden kontrol i situationen, vil der altid være elementer af noget andet. Dette andet er fokus i en narrativ samtale om ubehagelige oplevelser. Det er opmærksomheden på hvad der ellers er tilstede, som giver mulighed for at tilføje beretningen om traumer noget mere og dermed skabe en genetablering af bevidsthedsstrømmen. Der er altid en respons Når mennesker udsættes for ubehagelige hændelser, vil man altid forsøge at mindske skaderne af det ubehagelige. Man vil, hvor undseeligt det end syntes, forsøge at beskytte sig selv, mod effekten af det ubehagelige. Dette kan ske, både mens det ubehagelige foregår og bagefter, hvor følelser,
billeder og tanker står tilbage. Forsøg på beskyttelse kan være at lukke øjnene, at forsøge at løbe væk, at skrige eller at blive helt stille. Det kan være at forsøge at opføre sig virkelig pænt eller at lave ballade ved enhver given lejlighed. Det kan være at søge trøst i bøger, i mad, i naturen, hos venner, hos dyr eller hos en Gud. Det kan være at søge hjælp eller forsøge at klare det selv. Det kan være at forsøge at beskytte andre. Samtaler om traumatiske hændelser er samtaler, hvor man altid lytter både til beretningen om det skete og til spor efter det som personen fortsat tillægger værdi på trods af det, som de har været igennem. I narrativ praksis kaldes dette for princippet om dobbelt lytning. Jeg anvender udtrykket dobbelt lytning for at beskrive min position i disse samtaler. Når jeg møder mennesker, som konsulterer mig om en traumatisk oplevelse og deres eftervirkninger, lytter jeg til historier om traumet, men jeg lytter også efter udtryk for, hvad mennesker har fortsat med at tillægge værdi i deres liv på trods af, hvad de har været igennem. Jeg finder også tegn på den pågældende persons reaktioner på det traume, han eller hun oplevede. Og jeg forsøger at etablere en kontekst, så de mange lag i disse reaktioner kan blive udførligt og detaljeret afdækket og virkningsfuldt anerkendt og respekteret. (MW,2008 s.43) Mona havde igennem sin barndom været udsat for gentagne traumatiske hændelser. Hun havde tidligere haft flere samtaleforløb, og ønskede egentlig ikke at tale mere om sine barndomsoplevelser. En dag berørte vi alligevel nogle af oplevelserne og efterfølgende udspillede følgende samtalesekvens sig. Hvordan overlevede du? Mona: Det er der mange som har spurgt mig om. Jeg bad til Gud. Man kunne have stoppet her og været tilfreds med, at Mona som barn trods alt havde haft en Gud at trøste sig hos. Men handlingen bede til Gud giver mig ikke en klar fornemmelse af, hvad det er Mona værdsætter. Jeg hører om en handling, men kender endnu ikke forbindelsen til, hvad der er betydningsfuldt for Mona. For at skabe forbindelse til sig selv, genetablering af bevidstheds-
strømmen, skal responserne kobles til betydning. Jeg må blive ved at spørge, til jeg får en fornemmelse for, hvad der var betydningsfuldt for Mona i situationen. Hvad bad du for? Mona: Jeg bad for kærlighed og indsigt Jeg forstod godt, at et barn bad Gud for kærlighed, men jeg forstod ikke, hvordan indsigt var vigtig. Derfor spurgte jeg videre om indsigten, men jeg kunne ligeså vel have spurgt mere til kærlighed. Hvordan indsigt? Mona: Da jeg var 8 år fik jeg på et tidspunkt nye sko og jeg bad om aftenen til, at jeg måtte få dem på næste dag. Denne lille fortælling forklarede mig betydningen af indsigt. Det handlede her om forældrenes indsigt i, hvad man ønsker sig allermest, når man er 8 år og har fået nye sko. Mona havde ikke tidligere været bevidst om eller i tale sat sin værdsættelse af indsigt på denne måde. Mens vi talte, mærkede hun for første gang i mange år sig selv som 8 årig. Det var som om, erindringen åbnede for folder i bevidstheden, der ellers havde været lukket i selvbeskyttelse i mange år. Det var ikke lykkes de traumatiske hændelser at ødelægge Monas tilknytning til indsigt. Denne tilknytning havde hun bevaret igennem livet og hendes egne færdigheder i den retning, var højt udviklede. Ved at opdage sin egen værdsættelse af indsigt, da hun var barn, genetableredes en kontinuitet igennem livet. Et "mig selv", i relation til indsigt. Et "mig selv", som en person der altid har værdsat indsigt. Et "mig selv", som den samme person igennem hele livet. På denne måde genetablerer bevidsthedsstrømmen sig og kan danne begyndende resonans eller ståsteder, når fremtidige hændelser bringer de traumatiske oplevelser tilbage. Hendes viden og relation til indsigt bliver en viden hun kan holde fast i, som er forankret i tid, når traumevindene blæser. Spørgsmål der kan bringe responser frem I mange sammenhænge har man som professionel ikke meget tid til rådighed før nye aktiviteter kalder. Alligevel er det muligt i sådanne situationer at have fokus på dobbeltlytning, hvis et barn eller en voksen beretter om en ubehagelig hændelse, eller hvis man som professionel har været vidne til en ubehagelig hændelse. I disse situationer kan spørgsmål som:
Hvad gjorde du for dig selv som hjalp lidt? Hvordan kom du på det? Er du glad for, at du trods alt kunne komme op med det? Hvorfor var det godt? Hvad er du trods alt glad for lykkes for dig i situationen? Hvorfor er du glad for det? Hvad er du glad for, det lykkedes dig ikke at gøre i situationen? Hvorfor er du glad for det? Disse spørgsmål har alle til formål at genetablere forbindelsen til noget, som personen værdsætter. De leder til, hvad der er vigtigt for personen og de leder til færdigheder, til noget personen har været i stand til, på trods af den ubehagelige oplevelse. Min handling gjorde det hele være Beretningerne om responserne på de overgreb eller ubehagelige hændelser, man har været udsat for, er sjældent en del af en persons fortælling om de traumatiske oplevelser, med mindre oplevelsen fortælles som en heltehistorie. Ofte er børn og voksnes selvbeskyttelseshandlinger blevet problematiseret eller endda hånet af andre, og synes dermed at have bidraget til yderligere ubehag og negative selvfølelser. Jeg husker, at jeg engang som barn blev troet at være en dreng af den lokale barber, og han klippede mit hår helt tæt og afsluttede med en gang barbersprit. Det var først med nabofamiliens rungende latter, at misforståelsen gik op for mig, og mit held se, jeg fik barbersprit på i stedet blev til skam han troede, jeg var en dreng. Næste dag lånte jeg min fars strikkede hue for at beskytte mig selv for klassekammeraternes latter, hvorved jeg gjorde mig selv til frikvarterets jagede offer: Hvem kan rive huen af Anette. Forsøget på beskyttelsen endte i ydmygelse på skolens græsplæne, med den jagtende flok omkring mig; den strikkede hue revet af og det drengeklippede korte hår udsat for spottende latter.
En kvinde, jeg talte med, fortalte mig følgende om barndommens traumatiske oplevelser med ydmygelser og kaos: En aften mens vi spiste aftensmad, rejste min mor sig pludselig op og løb hen til altanen og begyndte at klatre over for at hoppe ud. Min far så på hende med foragt og kommanderede: Lad hende være, hun er hysterisk. Det kunne jeg ikke, så jeg løb hen og tog fat om hendes ben og trak hende ind. Bagefter lå hun på gulvet i stuen og skreg. Min far sagde, at jeg skulle spise min mad. Hvor var det godt, du trak hende ind, sagde jeg. Kvinden så overrasket på mig. Synes du? sagde hun. Jeg har altid selv tænkt, at det var lidt latterligt. Hun var jo sikkert ikke sprunget, som min far sagde. Inden udgivelsen sendte jeg mit kapitel til denne kvinde for at få hendes godkendelse til at skrive om episoden. Hun sendte mig følgende svar: Kære Anette, Da jeg læste kapitlet tænkte jeg Hold da op. Var det sådan jeg havde udtrykt mig i sessionen? Jeg kom til at le, fordi det lyder jo helt vanvittigt og det var det jo også! Men jeg har aldrig tænkt, at det var latterligt, at jeg trak min mor ind. Men min far syntes, at det (jeg) var latterligt. En anden gang, var min mor sprunget i en havn, i iskoldt vand, for at begå selvmord, men blev reddet i sidste øjeblik. Min fars eneste kommentar var: Det var da ærgerligt, at det ikke lykkedes. Underforstået, at jeg da var en idiot, at jeg ikke kunne se, at hendes liv var værdiløst! Jeg både så og fornemmede, at min mor var i affekt, da hun var på vej til at springe ud fra altanen fra tredje sal. Jeg skreg og flåede i hende for at stoppe hende. Rædslen over, hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke havde kunnet bevæge mig ud af min lammelse og chok, da hun rejste sig og skreg: nu springer jeg din djævel til min far. Og rædslen over min fars kynisme, da han efterfølgende snerrede: nu sætter du dig ned og spiser. Imens lå min mor på gulvet med totalt nervesammenbrud og skreg og rystede. Jeg rystede også så meget, at jeg ikke kunne få gaflen ind i munden og jeg var rystende angst for også, at blive lagt for så voldsomt og uforståeligt et had, at jeg alligevel forsøgte at spise. Hvis der var noget jeg var ked af eller bekymret for, sagde min far altid: Du er lige så hysterisk som din mor, og det var jo de ekstreme situationer, han relaterede til, så det var vanskeligt for mig at turde tro på mine egen impulser og reaktioner. Det var så ydmygende og frygteligt at være en del af denne episode, som der aldrig siden blev nævnt et ord om.
Denne og andre frygtelige spisesituationer, har gjort så stort et indtryk på mig, at jeg hele mit liv har haft store problemer med bl.a. at spise med glæde ved et spisebord. Da du i situationen mødte mig med stor forståelse og indsigt og oven i købet som en engel udtalte disse ord: Hvor var det godt, at du trak hende ind, blev oplevelsen gestaltet på plads for mig. Oplevelsen handlede pludselig ikke mere om min far og mor, men om mig! Og jeg var ikke hysterisk og dum, men havde handlet på en måde som kunne værdsættes. Du kan referere til samtalen som du har hæftet dig ved den eller du kan korrigere den i forhold til det her skrevne. Jeg er bare så involveret i oplevelsen, at jeg blev nød til at kommentere.. NB. Jeg tror jeg var ca. 9/10 år Kærlig hilsen M Når det ikke er lykkes modstandshandlingerne at fjerne ubehaget, tillægges det, man trods alt forsøgte at gøre, sjældent værdi. Og hvis effekten af ens handlinger, er hån eller latterliggørelse fra andre, så skaber beskyttelseshandlingerne blot yderligere negative følelser og tanker. For at kunne inddrage responser eller beskyttelseshandlinger i beretningen om ting, der er hændt en, har man brug for andre, som kan være medvirkende til at fremhæve handlingernes intention og bekræfte disse som meningsfulde og netop intentionelle handlinger. Man har brug for andre, der kan tydeliggøre, at disse handlinger, uanset deres effekt, var et forsøg på at gøre noget. I samtaler om traumer kan responserne knyttes til personlige værdier og dermed trækkes ud af tilfældighedernes lys. Jeg tog for eksempel ikke min fars hue på, fordi jeg var et fjols, der ikke kunne tænke og forud se, at det ville gøre det hele meget værre, hvilket jeg selv mente. Jeg tog huen på, for at tage vare på mig selv. Når kvinden, jeg talte med, som barn ikke adlød sin far, var det ikke fordi, hun ikke kunne skelne hysteri fra alvor; men fordi hun ville sikre sig, at moderen ikke denne gang lykkedes med selvmordsforsøget. Dermed sikrede hun samtidig sig selv som én, der ikke bare havde ladet selvmordet ske. Traumesamtaler som konventionalisering af erfaring. Jeg er for nylig blevet opmærksom på, hvordan man kan genetablere forbindelsen til sig selv ved at forsøge at etablere en fortælling omkring hændelsen. Dette kan ske ved at skabe en ramme for det ubehagelige på måder, der giver plads til personens oplevelse, ved at konventionalisere det skete.