Nedenfor finder du udsagn fra de deltagende kunstnere på Forårsudstillingen 2012

Nedenfor finder du udsagn fra de deltagende kunstnere på Forårsudstillingen 2012 Diego Agulló (ES, f. 1980) & Dmitry Paranyushkin (RU, f. 1981) The Humping Pact (2011) repræsenterer en overtagelsesakt af omgivelserne, fastfrosset i tid. Det er en æstetisk meditation over menneskets trang til at fremture i det nytteløse og udtænke det umulige. Vores elskovsakt er en hyldest til dysfunktionelle rum, der stadig udstråler kreativt potentiale. Vi forsøger at opbygge et intimt og personligt forhold til rummet på den mest effektive måde, ved at forblive loyale mod dets krav og trofaste i vores bestræbelser. Besøg: www.humpingpact.com Sofie Alsbo (DK, f. 1982) I forbindelse med Sofie Alsbos videoværk Tribe Absurdia (2010) har hun bemærket, at dette citat repræsenterer hendes værk. Den smukkeste og dybeste følelse vi kan opleve, er fornemmelsen af det mystiske. Den er kilden til al sand videnskab ~~ Albert Einstein (via YaHoWha) Claus Bjerre (DK, f. 1972) Visitors (2012) er en serie stole, hvor jeg arbejder med den interesse der er omkring historiefortællingen, som ofte bliver knyttet til design i dag. Her synliggjort ved at jeg har slidt stolene så kraftigt, at de fremstår på samme måde som et stykke drivtømmer på en strandkant. De fremstår både som en serie der forsvinder mere og mere, og som historien om én stols forløb, fra at være næsten hel til næsten at være forsvundet. Stolene undersøger også hvornår et stykke design fremstår med patina og hvornår det bare er helt almindelig slidt. Tom Bogaert (BE/JO, f. 1966) Tom Bogaerts værk Jordan Cucumber (2010-2012) er akrylmaling på friske agurker, værket er baseret på den tanke, at der er nogle, der argumenterer for, at der ikke er nogen grund til at evakuere bosættelserne på Vestbredden og slet ikke nogen grund til at oprette en stat for palæstinenserne i de besatte områder, eftersom der allerede eksisterer en palæstinensisk stat i nabolandet Jordan. Det forslag, der går ud på, at palæstinenserne fra Vestbredden simpelthen skal tage til Jordan for at få løst alle deres problemer, kaldes Jordan-løsningen. Arabiske ledere kalder det for Jordan-agurken, fordi det arabiske ord khiyar både kan oversættes som løsning og agurk. Den rådne agurk afspejler Jordan-løsningens status som politisk mulighed. 1

Mikkel Damsbo (DK, f. 1979) & Gitte Broeng (DK, f. 1973) Den lille tegneserie Relocating Mother (2012) af Mikkel Damsbo og Gitte Broeng er oprindelig lavet til tryk. På Forårsudstillingen vises de 7 originaltegninger. Damsbo er arkitekt og tegneserietegner, Broeng digter. De er begge optaget af forholdet mellem arkitektur og menneskelig erfaring. I tegneseriegenren arrangeres indbyrdes forbundne rum i sekvenser, der skaber en narration næsten som en 2-dimensionel bygning. Relocating Mother fortæller om forandringer i livet og fantasien. Som en følge heraf bliver arkitektoniske rum, tanker og erindring flettet ind i hinanden. Ann Iren Buan (NO, f. 1984) Værket Whatever I do, All Remains the Same (2011) er et igangværende projekt, der består af en række skulpturer og tegninger. Udgangspunktet er tegninger i stor skala, i størrelser op til 10 x 1,5 meter. Papiret mættes med utallige lag pastelfarve i en meget fysisk, monoton og tidsrøvende proces. Dernæst bliver tegninger brutalt formgivet. Det forhåndenværende værk består af adskillige lag papir fra tidligere skulpturer. Hver gang papiret bliver udstillet, bliver det mere slidt og laset for til sidst at opløses. I sit værk fokuserer Buan på følelser af sårbarhed og ubehag, understreget af udtryksfuldheden i hendes behandling af sine yndlingsmaterialer. Ben Carey (AU, f. 1987) Ben Carey har skrevet dette udsagn om sine værker zero david (2011) zero jo (2011) zero josh (2011) zero karly (2011). At finde nulpunktet er at afsøge den historiske subjektifikations dybder og grave det, der stadig en genstand, frem og befri den fra dens middelbare vedhæng og begrebsindhold. Hverken fortid eller nutid er ansvarlig for et sådant øjebliks visdom. Tæt på at skulle modtage en skadelig arv længes generationen i opstigende linje, som lider under historien, efter at blive befriet fra sin verden præget af Kapitalfastsættelse. Vores umiddelbare kunst, vores rå kunst, begynder således: alt vil blive dekontekstualiseret med det samme, fuldstændigt og i offentlighed, til nulpunktet og derudover - helt ind i para-kapitalområder. Christina Schou Christensen (DK, f.1973) I mit værk Viskositet (2011) har jeg udviklet en viskos glasur altså en meget sejtflydende glasur jeg undersøger hvordan glasur kan bruges som en formgivende masse og keramisk udtryk. Eksperimenterne viser hvor langt glasuren kan strækkes, hvordan den formes og hvor meget den kan bære udsmeltningen af glasuren sker i ovnen under høje temperaturer og er dermed uden for min kontrol. 2

Julie Clifforth (DK, f. 1984) Min motivation for dette videoværk A3 (2011) er en forsat fascination af lys og skygger. Dokumenteringen i videoen bygger på den lysmæssige funktionen af maskiner, i dette tilfælde en kopimaskine og scanner. Maria Dabow (DE, f. 1983) Værket Þoka (2011) er en sort/hvid super-8 film, der, undersøger samspillet mellem tilstedeværen og forsvinden samt skiftet fra det genkendelige til det, som tilsyneladende virker uklart og tvetydigt for øjet. Filmoptagelsernes besynderlige, maleriske defekthed reflekteres også i værkets lyd: Det er som om filmkornene får det til at knitre. En lav brummende støj skaber en truende fornemmelse, imens sangen fra en havfrue forstyrrer billedet og danner en verden i verden der overskrider det utvetydige og skaber en atmosfære af uhygge i fraværet af narration. Øystein Dahlstrøm (NO, f. 1976) Mine projekter bunder ofte i erfaringer hentet fra det arkitektoniske rum og fra materialet, såvel som fra en genstands metaforiske beskaffenhed. Relic (2011) er en del af et større projekt, hvor jeg forsøger at udforske det fotografiske medie og en tings skulpturelle potentiale og egenskaber. Jeg er interesseret i tingen som meningsbærer eller symbol på vores kultur og civilisation, erfaringer og eksistentielle associationer. Ved hjælp af fotografi og computermanipulering rekonstruerer jeg tingenes eksistens ved at skabe en spænding mellem virkelighed og fantasi, figuration og abstraktion. Gair Dunlop (GB, f. 1960) Dounreay Atomic Research Establishment på nordkysten af Caithness i Skotland er et stort, diffust monument over solidt byggeri, forfejlet optimisme og tilsvarende ingeniørkunst. Uhåndgribelige alkymistiske processer og en grundliggende følelse af romantisk videnskab er indfanget som rav på arkivfilm og i dets kolossale strukturer. De sidste to års mulighed for adgang til anlægget og til UKAEA Arkivet i Harwell har betydet, at Gair Dunlop har kunnet udforske drømmen om og konsekvenserne af højtflyvende videnskab i en fjern kommune. Filmen Atom Town: life after technology (2011) undersøger de forskellige stadier af processen, fra opdagelse, konstruktion og videnskabelige fremskridt til hensygnende optimisme. Arkivmateriale fra TV-udsendelser, undervisningsfilm og videoer og fra amatørfilmmagere sammenlignes med nye HD videooptagelser. Besøg: www.atomtown.org.uk 3

Gerhard Eckel (AT, f. 1962) Kunstværket Random Access Lattice (2011) er en lydskulptur, der kan udforskes med en højtaler, som man bevæger omkring inden i en 2x2x2 m kube. Kuben er fyldt med 4 timers digte på 44 forskellige sprog. Optagelserne er arrangeret i et tredimensionalt net, et gitterværk. Der er et lydspor for hver ottende cm langs hver af nettets akser. En streng på 2 m indeholder 7 sekunders lyd. Markørerne, som er sluttet til højtaleren, følges af 8 kameraer, som registrerer dens position med millimeterpræcision. Dette arrangement forvandler éns krop til et sanseredskab, der udforsker de indspillede stemmer ned til mindste detalje ved at trænge ind i deres lydvæv. Guðrún Einersdóttir (IS, f. 1957) Værket Materia Landscape (2011) udgør en del af Det Materielle Landskabsprojekt - et eksperiment med varierende olietyper og oliemængder, der sigter mod at udvikle forskellige resultater i tørringsperioden (som varer 12-14 måneder) og dermed et nyt landskab. Pernille Feilberg (DK, f. 1974) Jeg har en fascination af silke. Den undselige silkelarve, der tålmodigt spinder kilometerlange tråde til sin puppe og transformerer sig til et vægtløst væsen. Silkesommerfuglens livscyklus er en lang sammenhængende kæde af forandringer, som jeg i projektet Cocoon (2010-2011) har skildret gennem forskellige stadier. Udstillingsprojektet består af 8 sammenstrikkede modeller, der svæver i en cirkel. Teknikker og materialesammensætninger ændres med flydende overgange fra model til model. Projektet er enkelt og grafisk i sort-hvid og er strikket op i en blanding af rå, ubehandlede silketråde og fint forarbejdede silkegarner fra Japan og Indien. Jeg arbejder ud fra tanken om, at materialet i sig selv er et smykke, en dekoration, men samtidig også en brugsgenstand, som er formet så den passer til kroppen. Materialerne og strikteknikkerne skaber værket uden kunstige tiltag som tilskæring, broderi eller tilsætning af andre stoffer og materialer. I mit arbejde med dette udstillingsprojekt har jeg lagt vægt på at udfordre de formgivningsmæssige muligheder og bevare fordybelsen og den legende tilgang til designprocessen. David Gates (GB, f. 1979) Nedenfor har David Getes skrevet udsagnet til de tre værker Tree (2011) Cheetah (2011) Zebra (2011). Billedet kæmper for at holde sig på overfladen. Denne overflade, der består af præstationer, stolthed, fejltagelser, et skin af konstruerede ideer kan undersøges med friske øjne igen og igen. Forladt af virkeligheden og adskilt fra den trænger de undersøgende ned i historiens 4

dybe mørke og erindringens subjektivitet med et løst greb om det følelsesmæssige og det ukvantificerbare. De leger med historiens upålidelighed og kunst. Marcie Miller Gross (US f. 1958) I et af mine seneste værker Working Parts (Wedges, Blocks and Slabs) (2011) er jeg fascineret af det rumlige samspil mellem elementær og abstrakt form. Gennem kumulative byggemetoder med brugsmaterialer, først og fremmest industrielt filt, undersøger jeg det visuelle, umiddelbare forhold mellem masse og tomrum, materialitet og tyngde og disse små faste legemers opslugende stilhed. Styret af natursystemer og geometri har disse genstande deres rod i Froebels gaver, i dyre- og mineralriget, med mangfoldige associationer, der spænder fra delelementer og deres arrangering, arkitektoniske fragmenter, stenmarkører, kiler og plader. Gennem en særlig bevægelse af folden udforsker værket Hung (2010) en bøjelig plades umiddelbare fremtræden, med hensyn til materialitet og tyngde, alt i mens det drager én ind i sin opslugende stilhed. Jeg er fascineret af evnen til at forvandle rummet med dets mørke, tyngde, masse og varme. Min interesse i dets iboende, udtryksfulde kropslighed og upræcise men alligevel destillerede form finder sine paralleller i kunstneriske fortilfælde som f.eks. minimalisme og den japanske kunstretning Mono-ha. Ásdís Sif Gunnarsdóttir (IS, f. 1976) Ásdís Sif Gunnarsdóttir er videokunstner, performancekunstner og poet. I relation til hendes performance ved Forårsudstillingen har hun reflekteret over sit værk og skrevet udsagnet nedenfor. Opførelse af poesi med tilknyttede musikalske toner og et beat der optræder i fem minutter eller mindre, nogle ord og farven blå er fremtrædende. Jeg er ikke sikker på om det er min stemme eller en dyb mandestemme. Hvorfor er farven blå? En hvid paryk? Det må være på grund af den måde jeg har det i denne måned Jonas Del Pin Hamilton (DK, f. 1985) MOVEMENT NEVER STOPS: Jonas Del Pin Hamilton har I forbindelse med sit fotoværk Slide in all directions #1 (submerging) (2011) og fotoværket Slide in all directions #2 (submerging) (2011), bl.a. fundet inspiration i en passage fra Erlend Loes Fakta om Finland, og har også har fået kunstneren Lars Troels Møller til at knytte nogle poetiske ord til hans værker. Jeg driver i alle retninger mod et fællesskab af destinationer i uvisheden hvor det hele sker! Ustandseligt, forandrende Lars Troels Møller 5

Jeg drømmer om vand igen. Drømmer at vandet er på mig og i mig og omkring mig, og at det flyder og strømmer og drypper, og jeg har hørt at det at drømme om vand betyder forandring og hver gang jeg drømmer om vand tænker jeg: for satan, forandring nu igen. Holder det aldrig op! Fakta om Findland, Erlend Loe Kevin Hviid (f. 1978, DK) Værket Rum i bevægelse (2011-2012) er beskrevet ud fra disse observationer. Tese (Kevin Hviid) #1 Køkkenet/ spisesalen Tungt trykket, nedenunder, gab, detalje, skala, fordeling, organisering, blanding TESE: Varme, dufte, forberedelse, damp, nydelse, krydderi, Duften spredes i de store rum, der forberedes til nydelse. Alle samles. Samlende rytmer. Indtagelse. Luften er fyldt. Skala: 1:50 #2 Dansesalen Tvistet, forskel, dynamik, vridning, krop, nærvær TESE: Luften omslutter, indikerer vibrationer. Man udspændes mellem rum, fra små til store. Luften er tung. Takter løfter, fladerne glider og overlapper. Rum danner lyd og lyden skaber rum. Balance. Skala: 1:50 #3 Vagttårnet / fyrtårnet / giraffen Højde, kobling, led, knæ, størrelse Forankret, opadgående TESE: Man går op, og op og op. Stiger. Ser langt. Man ledes langs fladerne. Opdager retninger, som skaber genveje. Havgus. Lettere luftlag. Skala: 1:50 Anne Haaning (DK, f. 1977) Værket Bars, Lines and Measures (2012) konfronterer den gennemtrængende og ofte sløvende støj fra vor tids kultur. Det søger ikke at nægte verden flere billeder. Det bestræber sig i stedet på at skabe bevægelige billeder, der antager de fysiske genstandes egenskaber ved f.eks. at udnytte de særlige forhold, der gælder for sted, tid, størrelsesforhold og materiale. Skabt med det formål at få beskueren i tale bliver det immaterielle gjort følbart og slår bro mellem virkelighed og fantasi. 6

Jan Ijäs (FI, f. 1975) Værket Sweet Mov(i)e (2011) er genbrugte videooptagelser fra nettet af mennesker, der bevæger sig alene foran kameraet. Bevægelserne antyder ikke samleje, men simulerer det. Værket Two Islands (2012) består af film om to enorme lossepladser i NYC, den første er en nu lukket almindelig losseplads, som på et vist tidspunkt var den største i verden; den anden er en kirkegård af ukendt indhold, stadig i brug. Two Islands filmen spørger ligeud: hvad fortæller eksistensen af disse to mægtige bjerge af økonomisk og socialt skrald og forkastet overflod om vores civilisation og om den rigeste nation i verden, og hvilken slags arv vil arkæologerne se i dem, når de om nogle århundreder studerer dem? Björn Oskar Jönsson (SE/DK, f. 1986) Midlertidig marmor (2011) er en skulptur lavet fra sammenpresset brugt emballageplastic fra et shoppingcenter. Det bliver holdt sammen af båndstrammere og er skåret over på to sider for at vise det marmor-lignende snit. Marmor, et klassisk tempelmateriale, der her opstår ud af skradet fra shoppingcentret. Kalle Jørgensen (DK, f.1976) & Kristine Sundahl (DK, f. 1977) Værket Gitterværk (2011) er en arkitektonisk installation, der består af sammensatte træelementer der danner fleksible gitterskærme. I kraft af de enkelte elementers udformning, kan gitteret både fremstå tæt og massivt nogle steder, samtidig med det kan synes luftigt og transparent andre steder. Gitteret er opbygget af elementer, der som perler er trukket på metaltråd. Mellem elementerne sidder der kugleled således at elementerne kan bevæges i forhold til hinanden. Elementerne er i en skala lig kroppens lemmer. Intentionen med værket er at skabe en fleksibel rumlighed, der arbejder med lysets foranderlighed og positive og negative rumligheder der kan udvikle vores fornemmelse af rum. Barbara Knezevic (IE, f. 1977) Denne kube med titlen More than the sum of our parts (2011) genkalder minimalistisk skulptur. Den består af 9.000 sorte Crayola farvestifter, smeltet og støbt i en kubeform. Den henviser umiddelbart til kunstpraksisser, som er selvrefererentielle, som kun drejer sig om sig selv; og samtidigt handler den om arbejde, produktion og peger mod handlinger, der har at gøre med tegn og tegninger. Værket er sammensat af elementer, der har undergået en forvandlingsakt, en indbyrdes tilnærmelse af materialer og betydninger, hvor genstandene bliver til noget andet end sig selv. Den bredere undersøgelse i værket beskæftiger sig med måden genstandene fungerer på og med det menneskelige forhold til dem, som kunstgenstanden kendetegner. 7

Skulpturen Self-supporting object (2011) består af 60 fyrretræskosteskafter som er drejet i hver ende, så der fremkommer to spidser, der virker dødbringende. Kosteskafterne er bundet sammen af pallegummibånd, den slags der anvendes på fabrikker til at pakke varer og kasser. Sat sammen på denne måde og holdt i balance på deres fine tilspidsede ender kan kosteskafterne stå frit. De små indgreb, der er lavet i disse materialer, har gjort dem næsten uigenkendelige. Dette værk beskæftiger sig med en kunstgenstands potentiale for forvandling. Inge Koenen (NL, f. 1965) I forbindelse med sit fotografi Hero (2010) har Inge Koenen skrevet nogle overvejelser om sit værk. Et sårbart væsen, forhistorisk af udseende, med kejtede forben, ude af stand til at flyve. Men intelligent, optimistisk og overmodigt. Han forsøgte at flyve men faldt død til jorden. Nu ligger han som et visnet insekt på vindueskarmen. I virkeligheden var denne helt den svageste af kuldet. De andre vippede ham ud af reden. Og han faldt. Død. Taber eller helt. Det er alt sammen et spørgsmål om perspektiv... Daisuke Kosugi (JP/NO, f. 1984) Installationen Attention (stairs)(2012) består af små maskiner som slår på forskellige dele af rummet. Lyden varierer afhængigt af de forskellige materialer, deres placering og resonans, og afgøres til sidst af kombinationen mellem rummet og hvor modtageren står. Slagfrekvensen er programmeret som en tilfældighed i et interval. Hovedfokus i dette værk er: Auditiv opmærksomhed, cocktailparty-effekten, perception af rummet gennem resonans, genkendelse og projektion af forskellige materialer gennem lyd og modstridende visuel information. Karen Lise Krabbe (DK, f. 1955) Hvad foretager de døde ting sig, når vi vender ryggen til eller forlader et rum? Er de her stadig, når vi sover? Jeg fanges let af det første indtryk og ønsker ofte at forlænge dette blanke øjeblik. Sekundet, hvor man ikke ved, hvad man ser, ikke erkender, ikke genkender, men bare ser noget en væren, der er der, fordi jeg ser den. Det første syn denne illusion har en vis ret til at eksistere, for en tid og derpå, hvad så, er det så stadig en illusion, eller fortjener den et navn? 8

Disse tanker følger og forfølger mig, de er grundstenen i mit arbejde. Jeg bedriver en slags uorganiseret grundforskning inden for gruppen silikater, som glas for en stor del består af. I værket Materialernes Mummel (2011) opstår kaos og et tredje materiale, en slags supernatur. Jeg udforsker disse nye (til tider ældgamle, for jeg er ikke altid den første) kompositmaterialers æstetiske og fysiske potentiale. I denne proces, hvor nysgerrighed over for materialet frembringer værket, kickstarter det nye materiale en lykkelig stund og får mig til at glemme, hvad jeg har lært og heraf vokser de nye superarter. Resultatet er ofte uventet og føles som en gave. Besøg: www.youtube.com/watch?v=20zstderth8 www.youtube.com/watch?v=ytshnsckz0a Gilles T. Lacombe (FR, f. 1949) Gilles T. Lacombe har med sin skulptur Défense de touches (2010) skabt et monument for elefanterne. Lacombes gigantiske svævende skulptur er på én og samme tid, et skrøbeligt og kraftfuldt værk, der dækker over erindring, sorg, natur og kultur. Skulpturen er konstrueret som modellen på et skib, hvor træ-skelettet danner formen på en kæmpe elefantstødtand. Formen er en tredobbelt størrelse af en faktisk elefanttand, der er at finde på Muséum d Histoire Naturelle i Paris. Det utraditionelle ved dette æstetiske værk, er selve den belægning der omslutter skelettet Lacombe har indsamlet over 4000 stykker tangenter fra kasserede klaverer, herefter har han brugt elfenbensbeklædningen fra tangenterne til at dekorere skulpturens skelet. Hvis man går tæt på skulpturen vil man opdage, at elfenbensbeklædningen har forskellige nuancer af hvid - dette kan fortælle os hvilket geografisk sted elfenbenet kommer fra, og det skildrer den uhyggelige historie om elefantens truede tilværelse. Værket repræsenter ikke blot de mange elefanter, der gennem historien har måttet lade livet for deres stødtænder, men også de mange kasserede klaverer der har haft deres eget liv i diverse hjem, koncertsale, cafeer og værtshuse, hvor elfenbensbeklædningen har fået farve af tidens tand. Kristina Lindberg (SE, f. 1981) Kristina Lindberg er skulptør og uddannet ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam samt Konsthögskolan Valand i Göteborg hvor hun tog sin mastereksamen i kunst 2011. Lindbergs praksis tager ofte et konceptuelt udgangspunkt i moderne skulpturhistorie, hvor både dens konventioner og begrænsninger udforskes som blandt andet ses i værket Omen (2012). Jeg er interesseret i at finde ét punkt i en historie, hvor den grundlæggende form eller materiale præsenterer sig for eksempel tilstedeværelsen af en cirkels bevægelse og mønster i rørelse i historien og naturen eller at belyse parallelle aspekter mellem processen af tilblivelsen af et objekts form og Jegets / identitetens opbygning. 9

Nkule Mabaso (ZA, f. 1988) Billeder af race og image er blevet en moderne besættelse, og selv de mest overfladiske dele af menneskekroppen er udsat for intens bearbejdning og genstand for bekymring. Fokuseringen på fysisk og seksuel tiltrækning er et nyttigt udgangspunkt for en undersøgelse af kvindelighedens opståen og de talrige muligheder, den åbner, for en omformulering af kvindeidentiter via styling-procedurer. I mit værk Red Hot Lips (2011) og Sta-Soft-Fro Conspicuous Individualism (2011) udforsker jeg den moderne sorte kvindes identitet, der bryder med strukturer og hierarkiske værdier, der stammer fra kolonitidens racisme, og sætter spørgsmålstegn ved konstruktionen af skønhed, som den udtrykkes i politikken omkring hår. Hår anvendes som et polyvalent, stærkt symbolsk materiale, der optræder som en metafor for mere generelle samfundsspørgsmål. Den fysiske og materielle anvendelse af hår i mine værker er en måde at afprøve grænserne for traditionel kunst. Dorte Marcussen (DK, f. 1955) DR s koncerthus blev indviet d. 17. januar 2009. Arkitekten er Jean Nouvel. Koncertsalen er koncerthusets største rum Orkesteret med 92 musikere er opstillet som ved koncerten Piazzolla - Latin Nights, der blev opført 27. maj 2010. Der er fuldt hus. Alle de 1797 pladser er besat, også kongelogen og de 16 pladser til rullestole. Publikum har taget fint tøj på, men ingen kvinde vil opleve at møde en anden med samme kjole som hende selv. Kongens Nytorv blev grundlagt i 1670 af Christian d. 5 Kongen bestemte, at torvet skulle bebygges med fornemme hus det første var Gyldenløves Palæ - i dag Charlottenborg. I 1688 indviedes haveanlægget i barokstil. Midt i haveanlægget står rytterstatuen af Christian 5 udført af den franske billedhugger Abraham César Lamoureux. De 80 træer i Krinsen er lindetræer plantet i 2001. Torvet fik sin harlekinsbelægning ved renoveringen af torvet i 2004-2005. Gemma Mamelade (GB, f. 1979) Gemma Mamelade har i forbindelse med sit værk Strange Birds (2011) bemærket, at et hold førende parapsykologer under et forsøg med ekstrasensorisk perception hos dyr i 1957 opdagede, at duer var i stand til at bestemme menneskers køn ud fra visuel observation. Anders Scrmn Meisner (DK, f. 1981) Værket Stuffed and Exhibited (2011) er 18 collager bestående hovedsagligt af kunstnerens egne tegninger og udklip fra historie og natur bøger fra 1950'erne. Værkernes tematiske omdrejningspunkter er kolonisering og slavehandel både fra et historisk og nutidigt perspektiv samt menneskets behandling af naturen. Et eksempel er kunstnerens selvopfundne terminologi 10

"Future Indians". Et begreb som dækker over grupper af både mennesker og deres kultur hvis eksistens grundlag er truet af virksomheder, forurening og teknologiske fremskridt. I mellem de historiske aspekter har kunstneren samtidig implementeret personlige udtryk, små digte og referencer til individer der befinder sig i midt i alt dette. Elin Melberg (NO, f. 1976) Under skabelsen af værket I wish I wish I wish in vain (2011) ønskede jeg at fordybe mig i den kontrollerede brug ad detaljen. I wish I wish I wish in vain udforsker behovet for kontrol. Jeg ønsker at kontrollere livet ved pertentligt at indsætte skinnende billeder og spejle i et forsøg på at skabe en verden, der er så helt igennem smuk og naiv, at den næsten får én til at føle sig tryg. Kunstværket, et boksrum, er helt dækket af tusindvis af perler, blanke fotografier og spejlmosaikstykker. Jeg skaber min personlige tolkning af spændingsfeltet mellem kontrol og ikke-kontrol, og af hvor sårbar denne balance kan være, samtidigt med at jeg lader beskueren få del i oplevelsen af denne tolkning. Gulv og loft er smykket med over tres tusind spejlmosaikstykker, og det skaber en dybde, en druknende og uendelig følelse blandt detaljerne og de roterende lysreflekser i rummet. Carina Sveistrup Mikkelsen (DK, f. 1985) I vores samfund kasseres mange funktionsdygtige produkter. Vi forholder os ofte til et produkts ydre og bestemmer os måske for, at udseendet ikke længere lever op til vores æstetiske standarder. Vi erstatter derfor denne genstand med en ny og mere moderne model. Vi glemmer at undersøge, hvad der gemmer sig hinsides produktets skal og får desværre ikke muligheden for at opleve, hvilken skønhed og magi der kan gemme sig under overfladen. Termokanden er et klassisk eksempel på et masseproduceret dagligdags produkt. Vi kender alle termokanden og har derfor også bestemte værdier knyttet til denne. Jeg har set bort fra dette kendskab, ændret de hertil knyttede værdier og afslører hermed termokandens indre i min installation Termokanden (2011). Termokanderne er hentet på lossepladsen. Salla Myllylä (FI, f. 1961) Salla Myllyläs værk Fadeout (2012) er en animeret HD-video, der afspilles bagfra; billederne giver beskueren mulighed for at forestille sig udtoningsprocessen. Solen har bleget gamle køkkengardiner i et sommerhusvindue. I juli måned genoptegnede jeg mønstret med farveblyanter. 11

Når man farvelægger, lærer man også mønstret at kende: ærter, kålrabi, porrer, æbler, tomater og jordbær. Det smukkeste jævne lys begynder kl. 4 om eftermiddagen, når det direkte sollys bevæger sig væk fra vinduet. De næste tre timer er de bedste til farvelægning. Sebastian Neubauer (DE, f. 1980) The Metaphysical Possibility of Joy in the Mind of Someone Unhappy (2011), det består af en plyshaj, der er konserveret i en glasmontre i en blanding af forskellige gasser (kvælstof, ilt, argon og kultveilte). Det blev oprindeligt bestilt i 2011 af Kunstverein Hannover, som solgte et Begrænset Oplag (et fotografi af installationen) i 2011 til mange kunstsamlere for en uoplyst sum, som generelt formodes at have været på 200. Titlen på Don Thompsons bog, The 12 Million Stuffed Shark: The Curious Economics of Contemporary Art, tyder imidlertid på en højere sum. Olof Nimar (SE, f. 1985) Værket består af en videodokumentation af en performance, en kort tekst i en ramme og en grafitblyant, som er placeret oven på rammen (2011). I denne performance ses jeg i færd med at tegne med grafitblyanten, en vældig cirkel på græsmarken. Men præcis som der står i stykkets tekst, opstår der tvivl om cirklens form. Selvom der foreligger specifik viden om formen og retningen, fortalte mine erfaringer fra cirklens udførelse mig noget andet. Viden og erfaringer bliver sat op mod hinanden. Og i løbet af videoen vises der en tydelig horisont, denne rette linje, som vi får at vide, er en cirkel. John K. Raustein (NO, f. 1972) Værket Herbarium 1998-2012 (2012) er en samling af forskellige blomster. Blomsterne er møjsommeligt broderet og derefter beundret af kaffedrikkende og kagespisende mennesker verden over. De er samlet ind gennem en tiårsperiode og til sidst bevaret og monteret. Disse samlinger er uundværlige hjælpemidler ved studier af socialt liv i forskellige dele af verden. Værket (UggaBugga)StilebenD37 1011 (2011) er iscenesatte øjebliksbilleder - ophøjelse af hverdagsmaterialer der kan stå som arbejdstitel på mine sidste projekter. Jeg arbejder råt og hensynsløst med enkle tekstile materialer. Jeg udforsker, hvordan jeg kan udnytte forskellige materialers naturlig iboende egenskaber som lethed, tyngde og stivhed, og hvordan disse opfører sig mod tiden. Ved hjælp af enkle greb og teknikker udnytter og presser jeg disse egenskaber til der opstår nye dimensioner og uventede rum. Gentagelser giver volumen, variationer giver energi og bevægelse. Jeg forenkler, forstørrer og repeterer i et tilsyneladende tilfældigt udtryk, på denne måde fortæller jeg fortalte historier. Inspirationen til mit arbejde finder jeg i naturen, kunsthistorien eller fra flygtige tilfældige hændelser i hverdagen. Jeg ønsker at genskabe disse minder, oplevelser og give dem en ny iscenesættelse. Tom Reynolds (GB, f. 1985) 12

Hybrid 2056; brickworks and laboratory (2011) er en snittegning hentet fra projektet "The Mucking Brickworks and Night School of Architecture". Projektet stiller forslag om den fremtidige udvikling af Thames Gateway-området i London, hvor teglværket leverer materiale og laboratorium for udbygningen. Det bliver en labyrint i konstant forvandling, der eksisterer på grænsen mellem ruin og konstruktion, udvundet af Londons ler og skjult i tomrummet skabt af den selv samme by. For yderligere information, se: www.tomreynolds.eu Sean Rogg (GB, f. 1970) I relation til Sean Roggs videoværk W, or the dream of childhood (2011), har han skrevet disse ord: Tykt krøllet hår på en lille pige er spredt ud over græsset, en lille dreng ligger ved siden af hende, de kigger ikke på hinanden. Pludselig høres ekkoet fra en voksen, i baggrunden lyder en blid, forsigtig og øm stemme, som melodien fra en vuggevise. En musikalsk vise i øret på barnet og charmen fra det franske sprog. Men hvem er stemmens ejermand? Vi er ikke sikre: der opstår en uro mellem hvad vi hører og hvad vi ser: det paradoksale ved stemmen, sprogets spil og fantasiens opblomstring. Ida Rödén (SE, f. 1981) Ida Rödén er en tværfaglig kunstner, der arbejder i skæringspunktet mellem det konceptuelle fotografi, kreativ skrivning, skulptur og installation. Hendes kunstneriske praksis er et forsøg på at forme og udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion, historie og fantasi, sansning og fysisk realitet. A Reunion of Lost People (2011) er manipulerede dokumenter, der omhandler møder, der aldrig har fundet sted i det virkelige liv. Hvert ansigt er en kombination af mellem tre og fem individer hentet fra en database over personer, der er meldt savnet. Personerne på disse fotografier er fiktive identiteter, tilstede og fraværende på en og samme tid. De har muligvis mistet deres plads i det virkelige liv, men via disse dokumenter får de en smule liv tilbage. Anna Samsøe (DK, f. 1987) nooriginnowhere #4 (2011) er inspireret af et fænomen på YouTube hvor unge mænd, ofte forklædt med et stykke klæde der skjuler deres ansigt, udlever en lyst til at danse eller vise deres krop på mere eller mindre ukonventionel vis. YouTube skaber et forum hvor disse fyre kan udtrykke sig og dele interesser uden at blive forfulgt af det omgivende samfund. Videoen nooriginnowhere #4 er et bidrag og en hyldest til dette samfund. Gro Sarauw (GB, f. 1979) 13

Værket I m (S)hot In Every Direction (2011) er en genlæsning af -og parafrase over Le Corbusiers tabte mesterværk The Philips Pavilion (1958) d. 25 februar 2012, satter en live performance scenen for det der var og det der skabes i nuet : Opførelsen foregik via Skype, hvor musik og billeder tilførte værket en flygtighed som en form for krydsning mellem real tid og kunstnerisk tid. Der er tale om tidsmæssige forskydninger, som hele tiden omvendes, genopfindes og samles i et både moderne og post-moderne udtryk. Glasset er derfor ikke en model af den originale pavillon, men i stedet kun et udstik af den grundplan som Le Corbusier kaldte maven for bygningen. Fons Schiedon (DE, f. 1980) Vindheksen er et ikonisk element i amerikanske westernfilm, hvor den oftest bruges til at symbolisere trøstesløshed. Det er et billede, der hører til en kultur, som romantiserer den frie eksistens, som i Bob Nolans sang Tumbling Tumbleweeds, hvorfra værket Nowhere to go (but I ll find just where the trail will wind) (2011) låner sin titel. I sangen lader en omvandrende mand sit hjerte lede ham til et sted, hvor han måske kan komme til at høre til, hvilket minder om den måde, vinden synes at give den viljeløse vindheks en retningssans. Vindhekse gror i ødemarken og formerer sig - når de er udvokset - ved at rive sig løs fra deres rødder og sprede deres sporer, mens vinder triller dem over store afstande. Der er et tragisk element tilstede her. For at denne rejse kan tage sin begyndelse, skal planten først dø, og kun dens frø overlever. Dens mission, der skal sikre artens fremtid, er egentlig en vandring efter døden. Til brug for denne installation blev der sendt en nylig død busk fra Utah til Tyskland, hvor den blev låst inde i sin nuværende kasse. Her bliver den holdt i konstant kunstig bevægelse, så man er sikker på, at den kan blive ved med at rulle magtesløst rundt i, hvad der kan synes, en evighed. Kari Steihaug (NO, f. 1962) Værket Archive: The Unfinished Ones (2010) er en hyldest til ufuldendtheden, som er at finde blandt levn og fragmenter, blandt livets tågede og uafklarede facetter. Det handler om poesien i det ufuldkomne og om at rette opmærksomheden mod det, der er mislykket og forfejlet. Ingen har lyst til at vise et ufærdigt strikketøj frem; det bliver ofte anbragt i en pose bagest i skabet. Samtidigt er det forbundet med personligt engagement og bliver ofte gemt fra generation til generation. Eftersom det aldrig blev til en ulden hat, en varm sok eller en barneluffe og dermed ikke opfyldte den rolle i en eller andens liv, som det var tiltænkt, blev det til noget andet. Strikketøjet blev bærer af, eller redskab for, tid og tanker, sorger og glæder, håb og drømme. David Stjernholm (DK, f. 1986) 14

I additionel farveteori, omhandlende lys, kan alle farver skabes ud fra et blandingsforhold af rød, grøn samt blå. Dette stemmer overens med øjets farveinddelte tapceller, som er grundlaget for vores syn og farveopfattelse. I værket B/W-RGB RAINBOW (2011) ses tre detaljeudsnit af en regnbue, affotograferet i sort/hvid, med henholdsvis rødt, grønt og blåt filter. Ved brug af disse filtre optræder den prioriterede farve lysere end normalt, og nye rumligheder afsløres i den ellers velkendte farvepalet. Absolut stilhed hører til bland de begreber som vi som mennesker kun er i stand til at bruge teoretisk, men aldrig vil kommer til at sanse og opleve. Vores krop og tilstedeværelse er sig selv alt for støjfremkaldende til at dette ville være muligt. Værket ANECHOIC CHAMBER CUBE (2011) indeholder et ikke-tilgængeligt rum uden lyd, indstøbt i beton. Külli Suitso (DK, f.1974) Nedenfor har Külli Suitso skrevet et udsagn til sine tre malerier, Nature morte II (2011) Nature morte IV (2011) Drømmen (2011). I historiens løb har folk i forskellige kulturer haft vidt forskellige skikke, riter, traditioner, religiøse overbevisninger, helte og guder samt mørkere kræfter og alt, hvad man har anset for negativt. Hver nation betragter sin egen kulturelle sfære og sin egen verdensanskuelse som den rigtige og mest naturlige, uanset hvilket århundrede det drejer sig om. Indblik i andre traditioner og kulturer kan komme som et chok - de er anderledes, de er forkerte! Det er praktisk talt det samme som at sætte spørgsmålstegn ved MINE/VORES/EGO-aktiviteter. Folk har ofte indlevet sig totalt i deres egen MIN/VORES-livsstil, og i deres iver efter at beskytte og retfærdiggøre den glemmer de at træde et skridt tilbage og se tingene på afstand. Det er ikke usædvanligt udelukkende at lægge mærke til billedet på en papkasse... Laila Svensgaard (DK, f. 1974) Som en spejlet medspiller forsøger mit nutidige selv at stille sig i dialog med mit datidige selv. Men i den forsøgte spejling fremstår refleksionen mere som en forskydning, ligesom mindet kan anskues som en forskydning af øjeblikket. Tiden, som i sin natur er en forskydende faktor, spiller ind og umuliggør den ellers tilsyneladende mulige spejling. Desuden er fotoværkerne Untitled (reclining) (2011) også et billede på øjeblikkets konstruktion. Sådan som mindet og hukommelsen på sin vis også kan forstås som konstruktioner, mindet værende hukommelsens strukturerede billede af datiden i fotografiets konstruktion af nutiden. Hanne Mago Wiklund (SE, f. 1981) Et liminalt rum er i psykologien betegnelsen for et sted, hvor grænserne forsvinder. Vi står ved en tærskel parate til at krydse over fra det, vi var, til det, vi vil blive til. Som en åbningsportal til noget andet kan døren ses som en tærskel, der befinder sig på en midterkant uden at tilhøre nogen af siderne. 15

Mit værk Liminal Space Protection against hard surface (2011) og min øvrige kunst balancerer mellem virkelighed og fiktion, der er ingen egentlig virkelighed men en verden af fortællinger og erindringer, narrative historier fra en anden verden og en anden tid, der danner et keramikstøbt trompe l oeil i polyesterbeton. Dette rejser spørgsmålet om, hvad beskyttelse er. Og har en yderside altid en inderside? Erik Östensson (SE, f. 1978) I værket The circle and the line #IV (2011) forsøger jeg at forvandle menneskekroppen til en abstraktion. Jeg føler, at billederne bliver stærkere, jo mere jeg gør dette. Mit mål med denne proces er at få kroppen til at holde op med at være en krop og i stedet blive til en form. Det er min ambition at få disse former til at blive opfattet som symboler, med den forskel at de ikke er definerede men åbne for fortolkning. Billedet, der er vist her, skal ses som et symbol eller et tegn, som sammen med resten af værket danner en tekst. En tekst som ikke er letforståelig. Fortolkningen vil i stedet afhænge af beskueren. 16