Iran - og den mellemøstlige magtbalance

Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2007/2008 Kaptajn Søren Vinther Jensen Iran - og den mellemøstlige magtbalance

Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2007/2008 Kaptajn Søren Vinther Jensen Maj 2008 SPECIALEEMNE Iran - og den mellemøstlige magtbalance PROBLEMFORMULERING Er der sammenhæng mellem Irans position i den mellemøstlige magtbalance og den førte udenrigspolitik? Antal ord: 20.996

ABSTRACT The primary subject of this thesis is Iran - and the Middle Eastern balance of power from which the thesis statement is deducted: Is the Iranian position in the Middle Eastern balance of power and her foreign policy connected? Building on the foundation of Kenneth N. Waltz s structural realism the Iranian position in the regional balance of power is analysed. The analysis reveals that Iran is among the most powerful states in the region but there are future challenges which question the current position. Three cases of Iranian foreign policy are analysed in order to determine to which extent Iran seeks to strengthen her own position, weaken that of her opponents or seeks to improve her position in other ways. The thesis concludes that the Iranian foreign policy to a large extent is aimed at improving her position through a combination of strengthening own economic, political and to some extent military power, but also by undermining the powers of her opponents. The striving towards more power is, however, opposed by the extensive US presence in the region. A presence which must be reduced or removed before the Iranian power potential can be fully exploited. i

RESUMÉ Specialets overordnede emne er Iran - og den mellemøstlige magtbalance, og opgavediskussionen har ledt frem til følgende problemformulering: Er der sammenhæng mellem Irans position i den mellemøstlige magtbalance og den førte udenrigspolitik?" En problemformulering der søges besvaret gennem en todelt analyse, der tager udgangspunkt i en afdækning af den nuværende magtbalance i Mellemøsten med fokus på Iran, for derefter at analysere Irans førte udenrigspolitik med det formål at undersøge graden af sammenhæng mellem politikken og positionen. Opgavens primære teoretiske fundament er den strukturelle realisme, som bl.a. anfører, at staters samlede styrke afgøres af mere end blot den militære magt, men også omfatter størrelse på befolkningen og territoriet, adgangen til naturressourcer, samt den økonomiske og politiske styrke. Gennem en operationalisering af disse magtfaktorer opstiller specialet et analyseskelet, der anvendes til at afdække de relative magtforhold mellem seks udvalgte stater i Mellemøsten. Analysen af staternes magtfaktorer afdækker en balance, hvori Iran er positioneret blandt de tre stærkeste stater sammen med Tyrkiet og Saudi Arabien, men den afslører også, at Iran står over for en række udfordringer i forhold til at fastholde sin magtposition. Udfordringerne består primært inden for befolkningsudviklingen, den økonomiske udvikling samt i forhold til den militære styrke. I analysens anden del analyseres tre udenrigspolitiske temaer med udgangspunkt i fire spørgsmål, der har til formål at afdække sammenhængen med den nuværende magtposition og de kommende udfordringer: I hvilken udstrækning ses den førte politik at være rettet mod en styrkelse af Irans magtmidler? I hvilken udstrækning ses den førte politik at være rettet mod en svækkelse af modstanderes magtmidler? I hvilken udstrækning ses den førte politik at søge at bidrage til en forbedring af Irans position gennem andre midler - fx etablering af alliancer eller nedbrydning af modstanderens alliancer? Hvilken andre forklaringer kan der være på den førte politik? De tre cases - det iranske atomprogram, Irans involvering i Levanten og Irans involvering i Irak - er udvalgt, fordi de dels afspejler den internationale debat i forhold til Iran, dels giver tre forskellige indfaldsvinkler til Irans ageren i forhold til de regionale naboer. Analysen viser, at Iran aktivt bruger sin udenrigspolitik til at styrke sin magtposition, såvel direkte ved at styrke egne forhold som indirekte ved at svække modstanderes. I de tre cases søger landet primært at styrke sin politiske magt, sekundært den økonomiske, mens en forholdsvis svag militær magt primært søges kompenseret gennem bestræbelser på at anskaffe atomvåben. Svækkelsen af modstanderne er primært rettet mod Israel og Irak, hvilket er i direkte sammenhæng med den identificerede magtbalance. Israel er således nærmeste udfordrer, ii

mens Irak på sigt vil udgøre en væsentlig aktør, som kan true Irans position. Iran vil desuden kunne udnytte et fortsat svagt Irak til at udfordre den saudiske position. Evnen til at udøve den iranske magt er hæmmet af den udbredte amerikanske tilstedeværelse i regionen, hvorfor denne må reduceres eller helt fjernes for at give Iran plads til at agere med den magt landet reelt har. Analysen har vist, at dele af den førte udenrigspolitik søger at opnå netop dette og samtidig sikre, at det amerikanske incitament til at returnere til regionen mindskes. Derved svækkes desuden de allianceforhold USA indgår i, hvilket er med til at styrke Irans position. Dertil kommer, at Iran søger at styrke egne allianceforhold gennem investeringer i Syrien. Særligt én anden forklaring på den iranske politik bør fremhæves - ønsket om at positionere sig som den shiitiske bannerfører. Ønsket har naturligt såvel religiøse som historiske rødder, men som også bør betragtes som en investering i en fremtidig magtposition. Positionen som den primære shiitiske stat kan bidrage positivt til den samlede iranske magt, såfremt det lykkes at få vækket de shiitiske befolkninger i regionen. Specialet konkluderer afslutningsvis, at der er en klar sammenhæng mellem Irans udenrigspolitik og landets position i den regionale magtbalance. Specialet har således afdækket sammenhængen mellem den iranske magtbalanceposition og den førte udenrigspolitik. iii

INDHOLDSFORTEGNELSE Side 1. INDLEDNING...6 1.1. Motivation og relevans....6 1.2. Opgaveanalyse....6 1.2.1. Formål...6 1.2.2. Opgavediskussion...6 1.2.3. Opstilling af problemformulering....8 1.3. Metode....9 1.3.1. Formål...9 1.3.2. Metodiske overvejelser....9 1.3.3. Den praktiske metode....10 1.4. Valg af teori....10 1.5. Afgrænsninger....11 1.6. Det empiriske grundlag....11 1.7. Specialets struktur...11 2. OPERATIONALISERING AF TEORI...13 2.1. Den strukturelle realismes grundidé...13 2.2. Waltz s magtfaktorer...13 2.2.1. Befolkningens størrelse....14 2.2.2. Territoriets størrelse...15 2.2.3. Adgangen til naturressourcer...15 2.2.4. Økonomisk kapacitet...16 2.2.5. Militær styrke....16 2.2.6. Politisk stabilitet og kompetence...17 2.2.7. Vurdering af de relative magtforhold...18 2.3. Analysen af Irans førte politik...18 3. MAGTBALANCEANALYSEN...20 3.1. Befolkningens størrelse....20 3.2. Territoriets størrelse...22 3.3. Adgang til naturressourcer...23 3.4. Økonomisk kapacitet...25 3.5. Militær styrke....26 3.6. Politisk stabilitet og kompetence....28 3.7. Det samlede relative styrkeforhold....30 3.7.1. Det samlede relative styrkeforhold...30 3.7.2. Atomvåbens betydning....31 3.7.3. Den forventede udvikling....31 3.8. Alliancer og samarbejde....32 iv

3.9. Sammenfatning...33 4. ANALYSE AF IRANS FØRTE POLITIK...34 4.1. Det iranske atomprogram....34 4.1.1. Styrkelse af egne magtmidler?...35 4.1.2. Svækkelse af modstanderes magtmidler?...37 4.1.3. Anden form for styrkelse af magtpositionen?...37 4.1.4. Andre forklaringer?...37 4.1.5. Sammenfatning...38 4.2. Irans involvering i Levanten....39 4.2.1. Styrkelse af egne magtmidler?...40 4.2.2. Svækkelse af modstanderes magtmidler?...40 4.2.3. Anden form for styrkelse af magtpositionen?...41 4.2.4. Andre forklaringer?...41 4.2.5. Sammenfatning...42 4.3. Irans involvering i Irak...42 4.3.1. Styrkelse af egne magtmidler?...43 4.3.2. Svækkelse af modstanderes magtmidler?...44 4.3.3. Anden form for styrkelse af magtpositionen?...45 4.3.4. Andre forklaringer?...45 4.3.5. Sammenfatning...46 4.4. Sammenfatning...46 4.4.1. Styrkelse af egne magtmidler....46 4.4.2. Svækkelse af modstanderes magtmidler....47 4.4.3. Anden form for styrkelse af magtpositionen...47 4.4.4. Andre forklaringer....47 5. KONKLUSION...48 5.1. Magtbalanceanalysen...48 5.2. Analyse af Irans førte politik...48 5.3. Konklusion....49 5.4. Resultaternes pålidelighed....50 5.5. Perspektivering...50 BIBLIOGRAFI...52 TILLÆG A - OPGAVENS GEOGRAFISKE AFGRÆNSNING...A-1 TILLÆG B - SPECIALETS STRUKTUR...B-1 TILLÆG C - LANDENES DEMOGRAFISKE STRUKTUR...C-1 v

1. INDLEDNING 1.1. Motivation og relevans. Mellemøsten har over de seneste årtier opnået en betydelig strategisk rolle i den internationale politik. En rolle der hovedsageligt skyldes de store forekomster af olie og gas. Betydningen understreges af, at verdens eneste globale supermagt er massivt til stede i regionen og har tætte bånd til en række af staterne. Således er USA to gange i løbet af de sidste to årtier gået i krig med Irak og har indgået alliancer med flere stater i området. Med fjernelse af Saddam Hussein styret som følge af den seneste krig, er den regionale magtbalance påvirket i betydelig grad, og der er dermed skabt mulighed for, at øvrige stater kan søge at udbygge egen magtposition i det tomrum et svækket Irak efterlader. En af disse stater er Iraks nabostat, Iran, der gennem en årrække har ført en konfrontatorisk politik over for USA og flere af de øvrige stater i regionen. Efter omstyrtningen af Saddam Hussein styret har Iran tilsyneladende overtaget rollen som regionens problembarn, hvilket bl.a. understreges af debatten omkring det mulige iranske atomvåbenprogram. En debat der senest har ført til vedtagelse af en resolution i De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråd med yderligere sanktioner mod Iran til følge. Men hvorfor er det, at Iran gang på gang ligger sig ud med det internationale samfund, og hvor stærk en stat er Iran reelt? Det er interessen for at søge at forstå den iranske politik i forhold til det samlede spændingsfelt i Mellemøsten, der er motivationen bag valget af Iran - og den mellemøstlige magtbalance som emne for dette speciale. 1.2. Opgaveanalyse. 1.2.1. Formål. Formålet med opgaveanalysen er at diskutere det overordnede specialeemne med henblik på at udlede en mere specifik problemformulering. Indledningsvis gennemføres en opgavediskussion, hvori specialeemnets ordlyd diskuteres for at præcisere betydningen af denne. På den baggrund opstilles problemformuleringen, som derefter diskuteres for yderligere at præcisere, hvordan denne forstås. 1.2.2. Opgavediskussion. Specialets emne - eller problemstilling - Iran - og den mellemøstlige magtbalance ligger op til en kortlægning af den regionale magtbalance med fokus på Irans placering i denne. Det er derfor indledningsvis væsentligt at diskutere, hvad der forstås ved Mellemøsten og magtbalance. Mellemøsten For at kunne undersøge den regionale magtbalance er det indledningsvis nødvendigt at definere regionen. Hvis man sammenholder definitioner på Mellemøsten, varierer disse en 6

del. De bredeste inkluderer det nordlige Afrika, mens de smalleste alene omfatter Golfstaterne eller Levanten 1. Da opgavens fokus er rettet mod Iran rejser spørgsmålet om inddragelse af Pakistan og/eller Afghanistan sig også. Buzan og Wæver (Buzan, 2003) afgrænser Regional Security Complexes ud fra staternes primære sikkerhedsmæssige fokus, hvilket giver mening i forhold til at diskutere magtbalancen mellem staterne. En stat vil næppe have nogen særlig interesse i at sammenligne sig magtmæssigt med en stat, som den ikke deler en sikkerhedsmæssig problemstilling med, og dermed ikke konkurrerer mod. Derfor må regionen i denne opgave omfatte Golfstaterne, idet Iran er en af disse, men også staterne i Levanten må inddrages, da der er særlige relationer mellem disse stater og Iran, herunder ikke mindst spændingerne mellem Israel og Iran. Opgaven vil ikke omfatte Pakistan og Afghanistan, da disse - ud fra Buzan og Wæver tilgangen - har deres primære sikkerhedsmæssige fokus andetsteds. For Afghanistans vedkommende primært internt rettet, men dertil mod Pakistan, og Pakistan primært rettet mod Indien og Afghanistan. Derimod er Tyrkiet inddraget, hvilket ikke er helt i tråd med den traditionelle forståelse af Mellemøsten. Landet har gennem en årrække primært været rettet mod Europa, men er begyndt at orientere sig mere mod Mellemøsten (Buzan, 2003: p. 212). Dette skyldes ikke mindst kurderproblematikken, herunder PKK s angreb ind i Tyrkiet fra Irak, men også de mulige udsigter til at Iran anskaffer atomvåben. Kortet i bilag 1 illustrerer opgavens geografiske afgrænsning. Magtbalance Magtbalance eller balance af magt indikerer, at der hersker en relativ rolig eller i det mindste stabil tilstand mellem forskellige magtkilder eller poler. En antagelse der er grundlæggende for den strukturelle realisme, som den er formuleret af Kenneth N. Waltz (1979). Waltz tager udgangspunkt i staters ageren i det internationale system, og antager at stater som minimum har interesse i at sikre sin egen overlevelse. Dette leder dem til at anskaffe militære kapaciteter m.m. for at sikre sig mod angreb fra modstanderne og dermed potentiel undergang. Gennem såvel interne som eksterne tiltag tilpasser staterne deres magt i forhold til hinanden, hvilket skaber magtbalancen. En tilstand i hvilken der hersker fred. Et system, der afhænger af en række aktørers egen perception af balancen og af de interne magtforhold, og af disse aktørers ageren ud fra perceptionen, vil befinde sig i en skrøbelig balance. En skrøbelighed der tiltager med antallet af aktører, da der bliver flere at balancere. Hvis staternes eneste interesse var fastholdelse af den fredelige tilstand - og dermed minimumskravet om egen overlevelse - ville balancen principielt kunne vare ved. Men hvis blot en enkelt stat ønsker at øge sin indflydelse udover dette niveau påvirkes den samlede balance. En påvirkning der kan føre til et sikkerhedsdilemma, såfremt de øvrige stater ikke vil acceptere en relativ forringelse af deres egne magtforhold. 1 Med Levanten forstås et geografisk område, hvis udstrækning dækkes af staterne Israel, Libanon, Syrien, Jordan og de palæstinensiske områder (Gaza og Vestbredden). Specialets brug af Levanten omfatter derfor disse stater og områder. 7

Specialet bygger på den grundantagelse, at stater som minimum ønsker at sikre egen overlevelse, men at de, når den er sikret, ønsker at opnå mest mulig magt for bedst muligt at kunne fremme egne interesser. Den medfølgende risiko er, som nævnt, udløsning af et sikkerhedsdilemma. 1.2.3. Opstilling af problemformulering. Specialeemnet ligger som nævnt op til en kortlægning af magtbalancen i Mellemøsten, en kortlægning der bør anskueliggøre, hvordan Iran er positioneret i forhold til sine naboer, herunder hvor Iran har særlige styrker og svagheder. Gennem en analyse af Irans udenrigspolitik er det dermed muligt at undersøge, i hvilken udstrækning denne kan ses som et udtryk for et ønske om at forbedre landets position, herunder hvorvidt politikken ses målrettet mod de identificerede styrker og/eller svagheder. På den baggrund opstilles følgende problemformulering for specialet: Er der sammenhæng mellem Irans position i den mellemøstlige magtbalance og den førte udenrigspolitik?" I det efterfølgende diskuteres problemformuleringen med henblik på at få operationaliseret denne til brug for specialets teori- og empirivalg, struktur m.m. Irans position i den mellemøstlige magtbalance Der forstås herved, hvor magtfuld Iran er i forhold til de øvrige stater i Mellemøsten, og det er derfor nødvendigt at sammenholde Irans magtmidler med de tilsvarende hos de øvrige stater i regionen. Analysen skal primært anskueliggøre, hvilket udgangspunkt Iran har for at forbedre sin magtposition og skal desuden identificere, hvilke stater Iran ses at konkurrere med i bestræbelserne på at udbygge sin position. Til brug for analysen er der behov for at opstille et teoretisk funderet analyseskelet, der kan afdække magtpositionen. En komplet analyse af samtlige stater i Mellemøsten vil ikke kunne gennemføres inden for specialets begrænsninger. Dertil kommer, at formålet ikke er en komplet kortlægning af den mellemøstlige magtbalance, men alene Irans placering i denne, og at magtbalanceanalysen primært skal lægge op til anden del af analysen. Udover naturligvis Iran, er det derfor alene nødvendigt at analysere de stater, der placerer sig omkring Iran i magtbalancen (lidt lavere, tilsvarende og større magtposition), og de stater Irans førte politik kan antages at rette sig imod. Da staternes indbyrdes magtposition ikke er evident, før analysen har været gennemført, må udvælgelseskriteriet være en forventning om, hvem der udgør de mest magtfulde stater i regionen. I analysen vil derfor indgå Irans største mellemøstlige naboer - Irak, Saudi Arabien og Tyrkiet - samt Israel og Syrien grundet de særlige forhold omkring Irans rolle i forhold til Israel. Som bekendt er USA s tilstedeværelse i regionen massiv, hvorfor USA nødvendigvis må inddrages i opgavens diskussion og analyse. Landet vil ikke blive inddraget i magtbalanceanalysen, men vil blive inddraget i den efterfølgende analyse. 8

Den førte udenrigspolitik Dette spørgsmål ligger op til en analyse af den politik Iran fører over for primært sine regionale naboer, med henblik på at afdække hvordan Iran søger at udbygge sin magtposition. Analysen har primært til formål at identificere, i hvilken udstrækning Iran søger at udbygge sin position, herunder om det alene er inden for enkelte dele af magtbegrebet. I forlængelse heraf bør det undersøges, hvilke andre forklaringer der kan være på den førte politik. For at skabe grundlag for den efterfølgende vurdering af sammenhængen mellem positionen og politikken, må analysen tage afsæt i det teoretiske fundament bag magtbalanceteorien og sammenholdes med det analyseskelet, der anvendes til kortlægning af magtbalancen. Sammenhæng mellem position og den førte politik Besvarelse af specialets hovedspørgsmål sker gennem en sammenfatning af den gennemførte analyse, på baggrund af hvilken der konkluderes, i hvilken udstrækning Irans førte politik kan ses at have sammenhæng med landets magtposition. 1.3. Metode. 1.3.1. Formål. Formålet med dette afsnit er at analysere specialets analyseramme, for derved at danne grundlag for valg af teori og empiri. Afsnittet indeholder en diskussion af specialets undersøgelsesdesign samt af den praktiske metode - specialets analysemodel. 1.3.2. Metodiske overvejelser. Grundlæggende benytter specialet sig af den deskriptive skrivemetode, da denne ses at højne læsevenligheden. Dertil kommer, at emnets kompleksitet vurderes at egne sig dårligt til den klassisk-empiriske skrivemetode. De enkelte cases i analysens anden del indledes med en redegørelse, der har til formål at ridse casen op og præsentere de væsentligste elementer, men i den efterfølgende analyse anvendes den deskriptive metode. Til analyse af den førte udenrigspolitik er udvalgt tre cases: Det iranske atomprogram Det iranske atomprogram er en væsentlig del af den politiske debat omkring Mellemøsten, og har som nævnt senest resulteret i vedtagelse af endnu en resolution i FN s Sikkerhedsråd. Casen vil kunne bidrage til at forklare den førte politik, herunder hvorvidt der er en sammenhæng med positionen i magtbalancen. Irans involvering i Levanten Involveringen i Levanten er endnu et af de centrale emner i den iranske udenrigspolitik. Det særlige ved netop denne case er, at den omfatter involvering i et område, der ikke ligger direkte op til Iran, og derfor kan tjene til at afdække, i hvilken udstrækning Iran søger at påvirke sin position med mere indirekte midler. Irans involvering i Irak Involveringen i Irak er valgt som den sidste case og er kendetegnet ved at omhandle Irans involvering i sit umiddelbare naboland. Dertil kommer, at invasionen af Irak efterlod et magttomrum, hvilket giver lejlighed til at undersøge, hvorvidt og hvordan Iran søger at udnytte dette. 9

1.3.3. Den praktiske metode. En todelt analyse giver som udgangspunkt mulighed for enten en sekventiel eller en parallel analysemodel. I den sekventielle baseres analysen i det andet analyseafsnit på resultatet af det første, mens de to analyser i den parallelle model foretages uafhængigt af hinanden. I praksis vil det eksempelvis betyde, at analysen af Irans udenrigspolitik i den sekventielle model vil søge at afdække, hvorvidt Irans politik fokuserer på identificerede styrker eller svagheder. Analysen vil i den parallelle model søge at afdække, hvorfor Iran agerer som landet gør, for derefter at sammenholde dette med de identificerede styrker og svagheder. Da specialets primære fokus er på koblingen mellem den iranske magtbalanceposition og den førte politik anvendes den sekventielle analysemodel, da denne bedst tilgodeser fokusering på hovedspørgsmålet. Analysens anden del vil dog blive søgt bredt ud for at afdække eventuelle andre forklaringer på den førte politik. Derved sikres, at analysen ikke bliver for ensidig. Analysens anden del afsluttes med en komparativ analyse, hvori sammenhængen mellem politikken og positionen diskuteres. Den skitserede analysemodel er vedlagt i bilag 2, ligesom strukturen beskrives yderligere i pkt. 1.7. 1.4. Valg af teori. Specialet behandler den internationale politik ud fra et systemisk perspektiv, idet det er sammenhængen mellem staterne, der er det interessante, snarere end det er staterne selv. International politik er kendetegnet ved, at der er en række skoler eller teoretiske retninger, der beskæftiger sig med emnet, om end med forskellige grundlæggende antagelser. Waltz betragtninger omkring magtbalance er en del af det værk (Waltz, 1979), der anses for at være det grundlæggende inden for den strukturelle realisme, og som danner det primære teoretiske fundament for specialet. Teorien spiller en væsentlig rolle i begge de to analysedele, idet dens anvendelse af magtbegrebet et centralt for den første del, mens de mere grundlæggende præmisser vil være styrende for den anden del. For at kunne foretage magtbalanceanalysen er det nødvendigt at definere magt. I den traditionelle forstand vil magt primært omfatte militære virkemidler, men det er ifølge Waltz ikke nok. Waltz indregner derfor en række magtfaktorer i det samlede billede af en stats magt; befolkningens størrelse, territoriets størrelse, adgangen til naturressourcer, økonomisk kapacitet, militær styrke og politisk stabilitet og kompetence (Waltz, 1979: p. 131). Det er denne forståelse af magt, der anvendes i specialet. For at kunne foretage en rimelig analyse af magtbalancen, er der behov for en yderligere operationalisering af Waltz magtfaktorer - en operationalisering, som Waltz ikke selv bidrager med. Denne opgaves forfatter har derfor opstillet sin egen operationalisering gennem diskussion af de enkelte faktorer. Operationaliseringen fremgår af kapitel 2 og udgør det analytiske skelet for den første analysedel. 10

Den anden analysedel fokuserer som nævnt på den førte politik, og dermed Irans bidrag til den internationale politik, hvilket netop er den strukturelle realismens primære fokus. I den operationalisering der skal bidrage til at skabe fokusering for den anden analysedel, tages derfor udgangspunkt i Waltz grundidé med det formål at opstille spørgsmål, der søges afdækket i analysen. Operationaliseringen fremgår af kapitel 2. 1.5. Afgrænsninger. Da den strukturelle realisme tager sit udgangspunkt i det internationale system og staternes ageren i dette, inddrager specialet ikke som udgangspunkt ikke indenrigspolitiske forhold. Enkelte af magtfaktorer ses dog placeret i spændingsfeltet mellem indenrigs- og udenrigspolitiske forhold (eksempelvis politisk stabilitet og økonomisk kapacitet), hvorfor det kan være nødvendigt kort at inddrage særligt dimensionerende indenrigspolitiske forhold. 1.6. Det empiriske grundlag. Der er grundlæggende brug for to typer af empiri til opgavens analyseafsnit. Magtbalanceanalysen stiller krav til empiri, der i størst mulig grad er sammenlignelig for alle de analyserede stater, hvorfor empiri af statistisk karakter bør udgøre fundamentet. Dette kan suppleres med mere fokuseret empiri, der dækker særlige facetter for enkelte lande. I analysen af Irans førte udenrigspolitik er der mulighed for at inddrage mere specifikke kilder, da der her er behov for indsigt snarere end bredde i kildedækningen. En række forskellige kilder søges inddraget for dels at bidrage med så mange perspektiver som muligt dels at give flere vinkler på de enkelte perspektiver. Derved sikres størst mulig grad af troværdighed. Der anvendes desuden en række internetbaserede nyhedsmedier og lign. for at gøre analysen så opdateret som muligt. Troværdigheden af disse medier vil være varierende, hvorfor oplysningerne er søgt bekræftet ved anden kilde. Specialet bygger alene på åbne kilder, om end enkelte kræver abonnement til forskningsdatabaser og lign., hvorfor specialet ikke er klassificeret. Kildeindhentningen er afsluttet 22. marts 2008. 1.7. Specialets struktur. Herunder beskrives specialets struktur, idet der gives en kort opsummering af formålet med de enkelte dele. Strukturen er desuden illustreret i bilag 2. Kapitel 1 - Indledning I dette kapitel foretages indledningsvis en opgaveanalyse på baggrund af hvilken problemformuleringen opstilles og diskuteres. På baggrund heraf opstilles specialets metode, der gennemføres valg af teori og empirisk grundlag. Kapitel 2 - Operationalisering af teori I kapitel 2 operationaliseres den valgte teori med henblik på at målrette denne til brug for den efterfølgende analyse. Kapitel 3 - Magtbalanceanalysen Dette kapitel er det første analysekapitel og har til formål at afdække Irans position i den regionale magtbalance. 11

Der gennemføres indledningsvis en analyse af hver magtfaktor med udgangspunkt i den i kapitel 2 gennemførte operationalisering. Disse analyser sammenfattes til en samlet vurdering af de udvalgte staters positionering i forhold til hinanden. Afslutningsvis diskuteres allianceforholds betydning for balancen. Kapitel 4 - Analyse af Irans førte politik I dette kapitel gennemføres en analyse af udvalgte cases, med henblik på at afdække om Irans førte politik kan ses at være rettet mod landets placering i den regionale magtbalance. Strukturen for analysen opstilles i kapitel 2. Kapitel 5 - Konklusion I dette kapitel opsamles og konkluderes på resultatet af de gennemførte analyser med henblik på at besvare problemformuleringen som opstillet i kapitel 1. 12

2. OPERATIONALISERING AF TEORI Formålet med dette kapitel er at opstille målepunkter og lign. inden for den valgte teori, for derved at sikre størst mulig grad af ensartethed i den efterfølgende analyse. Kapitlet indledes med en sammenfattet præsentation af grundidéen for den strukturelle realisme, hvorefter magtfaktorerne operationaliseres. Afslutningsvis foretages operationaliseringen til brug for den udenrigspolitiske analyse. 2.1. Den strukturelle realismes grundidé 2. Grundtanken i den strukturelle realisme er, at stater befinder sig i et anarkisk system. Der er med andre ord ikke nogen overstatslig myndighed, og staterne er derfor nødt til selv at garantere deres sikkerhed - self-help (Waltz, 1981). Denne sikkerhedsgaranti kan opnås gennem enten magtmaksimering (offensiv) eller sikkerhedsmaksimering (defensiv). Defensiven kan ske ved enten at opbygge ugennemtrængelige forsvarsværker, ved at true modstanderen til at afstå fra offensiven eller ved at love massiv gengældelse. Mens det første og tredje element af defensiven er tæt knyttet til de militære kapaciteter, åbner det andet element op for anvendelse af flere og andre magtmidler end det militære. Waltz s magtfaktorer gennemgås nærmere i pkt. 2.2. Alle stater er naturligt ikke lige stærke, og for mange stater vil det således ikke været muligt at sikre sig selv mod mulige modstandere. I Mellemøsten ligger eksempelvis Kuwait indeklemt mellem tre store lande med betydeligt flere ressourcer end landet selv (Irak, Iran og Saudi Arabien), og det vil ikke være muligt for Kuwait at opstille et ugennemtrængeligt forsvar eller afskrække sine store naboer på egen hånd. Er staten således ikke i stand til selv at balancere sine potentielle modstandere, vil de søge at gøre det ved at indgå aftaler (alliancer) med andre stater om at hjælpe hinanden. Derved opnår den mindre stærke stat at fremstå stærkere over for modstanderen end sin egen størrelse berettiger, da et angreb vil medføre inddragelse af andre staters ressourcer. Endeligt er det væsentligt at understrege, at det er det relative magtforhold, der er interessant, hvorfor en stat kan forbedre sin position ved at øge sin egen styrke, mens også ved at søge at svække modstanderen. Der er dog det forhold, at en forøgelse af egen styrke giver en fordel i forhold til samtlige andre stater, mens en svækkelse af en anden stats styrke vil resultere i, at alle andre stater styrkes relativt i forhold til den svækkede stat. Gevinsten tilfalder altså ikke kun én selv. 2.2. Waltz s magtfaktorer. Waltz foretager som nævnt ikke en yderligere operationalisering af magtfaktorerne, hvilket gør dem mindre egnede til en grundig analyse. I det efterfølgende opstiller denne opgaves forfatter derfor sin egen operationalisering, der danner grundlaget for den efterfølgende magtbalanceanalyse. Som nævnt er det staternes indbyrdes magtforhold, der er interessant, og resultatet af analysen skal derfor være en vurdering af den relative magtfordeling, frem for den absolutte styrke. Desuden er det væsentligt at analysere, hvordan staternes styrke kan forudses at udvikle sig, da det bidrager til at give et billede af den fremtidige balance, herunder om der er behov for særligt fokus for at fastholde sin position. 2 Afsnittet bygger på Waltz (1979 og 1981). 13

En nøjagtig afdækning af en stats styrke kræver indgående analyse af hver enkelt magtfaktor, hvilket ligger uden for denne opgaves formål, da det primære sigte er en analyse af sammenhængen mellem den førte politik og positionen i magtbalancen. I operationaliseringen er derfor udvalgt de mest centrale elementer inden for faktorerne. Magtbalanceanalysen gennemføres indledningsvis som en analyse af hver af magtfaktorerne, i hvilken der gives en vurdering af landenes relative magtforhold på skalaen meget lav, lav, mellem, høj og meget høj. Efter at have gennemført de isolerede analyser af magtfaktorerne, underkastes disse en sammenfattende analyse, der har til formål at fremkomme med den samlede relative magtfordeling staterne imellem. Analysen ind til dette punkt vil ikke omfatte eventuelle atomvåben, da der ses at være en risiko for, at atomvåben kan sløre billedet af de militære magtforhold i øvrigt. Atomvåbenspørgsmålet vil derimod blive diskuteret i forlængelse af den sammenfattende analyse, hvilket giver mulighed for at erkende, i hvilken grad atomvåben ses at påvirke magtbalancens øvrige faktorer. Såfremt diskussionen af eventuelle atomvåben resulterer i et behov for at justere på den opstillede magtbalance, foretages ændringerne på dette tidspunkt. Som anført i pkt. 2.1. kan en relativ svag stat kompensere for sin svaghed ved at indgå alliancer med andre stater og på den måde søge at afbalancere en stærkere modstander. Efter den samlede vurdering af staternes individuelle styrker, diskuteres således eventuelle alliancers betydning for det samlede billede. Allianceaspektet vil ikke influere på staternes rangering, da alliancer per definition er flygtige, og det vil derfor give et forkert billede. Diskussionen af alliancers betydning giver desuden mulighed for at identificere, i hvilken udstrækning relativt svagere stater søger at afbalancere en regional pol. 2.2.1. Befolkningens størrelse. Befolkningens størrelse er relevant, fordi den udgør arbejdsstyrken, den er rekrutteringsgrundlaget for de væbnede styrker, og jo større befolkning jo flere mennesker taler regeringen på vegne af og dermed med større vægt. I forhold til sidstnævnte giver antallet af indbyggere i sig selv målingen, men i forhold til de to første pointer er der behov for at analysere befolkningens sammensætning. Arbejdsstyrken udgøres typisk af aldersgrupperne fra omkring 15-20 år til omkring 55-60 år afhængigt af samfundsstrukturen, hvorfor størrelsen af disse aldersgrupper i sig selv er relevant. Arbejdsstyrken skal som sagt bidrage til den økonomiske kapacitet, der bl.a. skal sikre økonomi til de offentlige budgetter og om muligt skabe overskud for staten. Arbejdsbyrden skal i den forbindelse kompensere for de dele af befolkningen, der står uden for arbejdsstyrken, hvilket primært omfatter unge og ældre. Byrden af disse er dog varierende med samfundsstrukturen. I forhold til de væbnede styrker er det typisk den mandlige del af befolkningen der udgør basen, og primært aldersgrupperne fra omkring 15-20 år til omkring 55-60 år, idet dette antageligt vil variere fra land til land. I analysen af den demografiske struktur er det derfor nødvendigt at inddrage forholdet mellem mænd og kvinder samt aldersgruppernes relative fordeling. I den ideelle struktur er der balance mellem kønnene og afbilledet danner strukturen en pyramideform, idet denne 14

form illustrerer en jævn fordeling mellem aldersgrupperne. Det skal understreges, at pyramideformen ikke nødvendigvis er udtryk for en ideel samfundsstruktur, da vurderingen alene foretages ud fra et magtperspektiv. Demografien kan tillige bidrage til at give et billede af, hvordan styrken kan forventes at udvikle sig. Er der eksempelvis meget små ungdomsårgange, vil dette alt andet lige føre til en svækkelse på sigt. 2.2.2. Territoriets størrelse. Territoriets størrelse er relevant ud fra en defensiv militær tilgang. Et stort territorium giver således mulighed for at lade sig falde tilbage, trække kampen i langdrag og tvinge kampen ind på kendt territorium, hvor det må antages, at man har befolkningens støtte, bedre adgang til logistik m.m. Ud fra samme perspektiv er landskabstypen med til at fastlægge styrken, idet nogle landskabstyper tilgodeser en forsvarskamp, mens andre tilgodeser en angrebskamp. Bjergrigt terræn som eksempelvis i Schweiz er således nemmere at forsvare end åbent terræn. Statens geografiske placering bør desuden inddrages i denne faktor, da den er afgørende for statens handlefrihed i forhold til bl.a. handel og militære deployeringer. Adgang til åbent hav er i den forbindelse et gode, da det giver staten mulighed for at ud- og indskibe varer, enheder m.m., som det passer dem. Omvendt er en land-locked stat afhængig af, at andre stater tillader transporter til landet - transporter som i øvrigt kan blive pålagt told og dermed fordyre varerne. For så vidt angår udviklingen inden for denne faktor er det relevant at undersøge, hvorvidt der er disputter over geografiske områder, og om der er løsrivelsestendenser i landet. 2.2.3. Adgangen til naturressourcer. Naturressourcer dækker over en bred vifte af forskellige typer af ressourcer, der i større eller mindre grad er medvirkende til statens økonomiske kapacitet. Energiressourcer er i den forbindelse centrale, som markedet ser ud p.t., og de høje olie- og gaspriser giver store indtægter hos de nettoeksporterende lande, mens det for de nettoimporterende lande betyder stigende udgifter. Andre naturressourcer som eksempelvis guld bidrager på lignende vis om end ikke i samme målestok. Da naturressourcerne kan have indflydelse på såvel denne faktor som den økonomiske kapacitet, inddrages rådigheden over ressourcerne i analysen af denne faktor, mens produktionen inddrages i analysen af den økonomiske kapacitet. Det er i forhold til denne faktor dog væsentligt at konstatere, hvorvidt staterne er nettoimportør eller nettoeksportør af centrale ressourcer, da det giver grundlag for at vurdere effekten af eventuelle pressionsmidler. Diversiteten i statens naturressourcer udtrykker statens sårbarhed overfor faldende priser og produktion på enkelte områder. Udover energiressourcer og ressourcer i øvrigt der primært bidrager til statens indtægter, omfatter faktoren også de ressourcer, der er nødvendige for at brødføde nationen. Produktionen bør således være tilstrækkelig til at brødføde nationen, mens overproduktion vil bidrage til indtægtsniveauet i lighed med de øvrige naturressourcer. Med hensyn til udviklingen er det bl.a. nødvendigt at undersøge udviklingen i landbrugsjorden, da eksempelvis en vigende grad af fertilitet i jorden peger på aftagende produktion. 15

Afhængig af den regionale/globale adgang til en bestemt ressource kan den - ud over at bidrage til indtægtsgrundlaget - anvendes som pressionsmiddel. Et eksempel er energiressourcer, som bl.a. Rusland for nyligt har anvendt som pressionsmiddel over for såvel EU-lande som Ukraine. En styrke er derfor adgangen til kritiske ressourcer samt mængden af dem. 2.2.4. Økonomisk kapacitet. Staternes generelle økonomiske kapacitet er udtrykt i bruttonationalproduktet (BNP), og en sammenligning af staternes BNP giver således det første målepunkt i forhold til at afdække det relative styrkeforhold. Denne måling favoriserer som udgangspunkt befolkningsrige stater, idet disse alt andet lige vil have en større produktion og dermed BNP. For at få et mere nuanceret billede af landenes økonomiske kapacitet inddrages derfor BNP pr. indbygger (capita), idet dette tal kan ses som et udtryk for velfærden i landet, men mere væsentligt også for produktiviteten. Et land med et højt BNP pr. capita har således en høj produktivitet, mens et lavt BNP pr. capita peger på en lav produktivitet og dermed et udviklingspotentiale. Udnyttelse af dette potentiale kan kræve en række arbejdsmarkedspolitiske tiltag, såsom uddannelse, investeringer m.m., hvilket ligger uden for dette speciales emnefelt, hvorfor alene produktivitetsniveauet vil blive identificeret, og der vil blive konkluderet på, i hvilken udstrækning landet har udviklingspotentiale. Udviklingen i den økonomiske kapacitet er afbilledet i den økonomiske vækst, som udtrykkes i procent af BNP. Da væksten kan variere væsentligt fra år til år anvendes et femårs gennemsnit som grundlag for analysen af udviklingspotentialet, idet det seneste års vækstrate er medtaget, for at give en indikation af om økonomien på det seneste har præsteret over eller under gennemsnittet, og dermed om tendensen er stigende eller faldende. Den økonomiske sårbarhed bør desuden undersøges, da en økonomi, der hviler på en række forskellige indtægtskilder, er mere modstandsdygtig, end en økonomi der hviler på enkelte indtægtskilder. 2.2.5. Militær styrke. Selve størrelsen af de væbnede styrker har værdi, men det er ikke uden betydning om styrkerne er defensivt eller offensivt orienterede. Offensive midler kan være nødvendige for at kunne føre en tilstrækkelig stærk defensiv, men giver desuden større vægt som pressionsmiddel i forhold til naboer, da de også kan anvendes offensivt. Til måling af disse aspekter anvender Waltz (2000: p. 12) størrelsen på de væbnede styrker (stående styrker og reserver), antallet af kampvogne, pansrede mandskabsvogne og kampfly. Udover denne numeriske betragtning bør der foretages en vurdering af kapaciteternes teknologiske stade, idet der eksempelvis er væsentlig forskel på den effekt et moderne kampfly leverer i forhold til et kampfly fra eksempelvis 1970 erne. Dertil kommer, at vestligt produceret materiel i udgangspunktet vil kunne levere en højere effekt som følge at et generelt højere teknologisk stade. Den højere effekt vil eksempelvis i nogen grad kunne kompensere for et relativt mindre antal soldater. Walts indregner desuden størrelsen af forsvarsbudgettet målt som procent af BNP, uden at han anfører betydningen af dette. Til afdækning af det relative styrkeforhold synes tallet ikke at have den store værdi. Det giver naturligvis en umiddelbar indikation af, om landet anvender en stor del af sine midler på forsvaret eller om det anvender en mindre del, men 16

uden at inddrage størrelsen af BNP og de væbnede styrker har denne indikation ingen reel værdi. Heller ikke den absolutte værdi giver i sig selv nogen særlig værdi, idet der kan være stor forskel på styrkernes størrelse, sammensætning m.m., som må inddrages for at kunne foretage en nyttig sammenligning. Derfor udregnes landenes forsvarsbudget pr. soldat, hvilket giver et relativt billede af, hvor meget staterne anvender på deres væbnede styrker. I den forbindelse indikerer et højt tal, at der anvendes mange midler til eksempelvis lønninger, indkvarteringsforhold, øvelser, investeringer m.m. En høj værdi peger således på et højere træningsniveau (flere øvelser), en større moral (højere løn/bedre forhold) og en større effekt (større investerings- og dermed teknologisk niveau). Eftersom et højt tal også indikerer investeringsgraden, peger det desuden på en stigende udvikling i det teknologiske niveau. Som tidligere anført behandles eventuelle atomvåben ikke på dette tidspunkt i analysen. 2.2.6. Politisk stabilitet og kompetence. Hvor de ovenstående faktorer i stor udstrækning kan vurderes ud fra statistik, forholder det sig anderledes med den politiske stabilitet og kompetence, eller med andre ord den politiske styrke. Et stabilt styre er kendetegnet ved, at styreformen har været fremherskende i en længere periode - eventuelt med samme magthaver - og ved konsistensen i den førte politik. Det er altså mindre væsentligt, om der er tale om demokrati eller autokrati, det er snarere væsentligt, at staten har fundet sit leje, som det er afbilledet herunder. Politisk ustabilitet kan bl.a. aflæses i revolutioner, kupforsøg og gennemførte kup. Figur 1. Statsstabilitet i forhold til styreform (Breitenbauch, 2005) Med politisk kompetence forstås evnen til at føre sin politik ud i livet, hvilket typisk vil indebære evnen til at afbalancere forskellige interesser fra forskellige eksterne aktører, men også til at få disse til at acceptere sin egen politik. En stat der på afgørende områder må give indrømmelser til sine naboer må altså i udgangspunktet karakteriseres som værende svag, mens en stat der formår at få andre til at give afgørende indrømmelser må karakteriseres som værende stærk. Analysen af denne faktor - og særligt den politiske kompetence - må have en anden karakter end analysen af de øvrige faktorer, da den ikke kan baseres på statistik og dermed en nøgtern analyse. Den må i stedet baseres på anden form for empiri, hvilket medfører en mere diskuterende analyseform, som indebærer risiko for, at forfatterens egne holdninger og forståelse præger resultatet. 17

Dertil kommer, at statens styrke i de øvrige faktorer vil være med til at bestemme den politiske magt, da en i øvrigt stærk stat vil have nemmere ved at gennemtvinge sin vilje politisk. Desuden bygger anvendelsen af den politiske magt i stor grad på modstanderens perception. Disse faktorer gør det vanskeligt at fremkomme med et præcist billede af de relative politiske magtforhold, hvorfor resultatet af analysen af denne faktor bør anvendes med nogen forsigtighed. 2.2.7. Vurdering af de relative magtforhold. Det kan diskuteres, om de enkelte faktorer er lige vigtige og dermed bør have samme vægt i den samlede vurdering. Waltz anfører, at States are not placed in the top rank because they excel in one way or another. Their rank depends on how they score on all of the following items: [ ] (Waltz, 1979: p. 131), hvilket indikerer, at en stat må besidde væsentlige kapaciteter inden for alle faktorerne for at kunne karakteriseres som værende stærk. Vigtigst vurderes dog at være den økonomiske, militære og politiske faktor. Den økonomiske får stadig større betydning i en globaliseret verden, da det giver større mulighed for at lægge økonomisk pres på en modstander, og dermed mulighed for at kunne understøtte den førte politik. Den militære styrke - og særligt den offensive - er væsentlig i forhold til at kunne true en eventuel modstander til at give indrømmelser, men også til at sikre statens overlevelse. Den politiske styrke er nødvendig for at kunne manøvrere i forhold til øvrige stater, og formå at få egen politik gennemført og dermed egne interesser varetaget. Disse tre faktorer vil derfor veje tungest i den samlede vurdering, idet der indledningsvis tages udgangspunkt i en gennemsnitlig vurdering af staternes styrke i alle faktorerne. Ved jævnbyrdighed vil styrkeforholdet i de tre nævnte faktorer afgøre udfaldet. Det skal dog bemærkes, at resultatet af analysen af den politiske styrke ikke selvstændigt vil blive anvendt til at afgøre den indbyrdes placering af to stater, da den som nævnt er omfattet af nogen usikkerhed. 2.3. Analysen af Irans førte politik. Analysen af Irans førte udenrigspolitik gennemføres som nævnt på tre cases; Irans atomvåbenprogram, Irans involvering i Levanten og Irans involvering i Irak. Analysen har til formål at undersøge, i hvilken udstrækning den førte politik bidrager til en forbedring af Irans position i den regionale magtbalance. Det er altså ikke alene interessant, om - og hvordan - Iran søger at forbedre sin egen magtbase, men også i forhold til hvem. En relativ magtforøgelse i forhold til den identificerede svageste stat vil således ikke have samme betydning som en forøgelse i forhold til de stater med nær samme styrke som Iran selv, da det giver mulighed for at bevæge sig op ad den magtbaserede rangliste. Hver af de tre cases indledes med en redegørelse, der har til formål at fremhæve de væsentligste elementer i casen, og dermed udgør grundlaget for den efterfølgende analyse. Derefter undersøges følgende spørgsmål for at afdække, i hvilken udstrækning den førte politik har indflydelse på Irans magtbalanceforhold. I hvilken udstrækning ses den førte politik at være rettet mod en styrkelse af Irans magtmidler? Den direkte styrkelse af egne magtmidler ses som den klassiske måde at forbedre sin position på. Ved denne tilgang øges den relative styrke i forhold til alle andre aktører. 18

Analysen vanskeliggøres af, at en række af de forhold der påvirke magtmidlerne er interne forhold, som ligger uden for specialets emnefelt. I hvilken udstrækning ses den førte politik at være rettet mod en svækkelse af modstanderes magtmidler? Udover at styrke egne magtmidler kan positionen forbedres ved at svække modstanderens magtbase. Dermed opnås en relativ gevinst i forhold til den pågældende modstander - en gevinst også andre aktører vil nyde gavn af. I hvilken udstrækning ses den førte politik at søge at bidrage til en forbedring af Irans position gennem andre midler - fx etablering af alliancer eller nedbrydning af modstanderens alliancer? Alliancer har som nævnt til formål at balancere en stærkere aktør, hvorfor indgåelse af alliancer bidrager til at styrke den relative styrke over for denne, mens et forsøg på at undergrave andres alliancer vil virke svækkende på deres styrke. Hvilken andre forklaringer kan der være på den førte politik? Det undersøges om der ses andre forklaringer på den førte politik. Afslutningsvis opsummeres for hver case, i hvilken udstrækning den førte politik ses at bidrage til en styrkelse eller svækkelse af Irans magtposition, herunder om der er særlige magtmidler, der styrkes/svækkes. 19

3. MAGTBALANCEANALYSEN Som anført i kapitel 1 vil magtbalanceanalysen omfatte i alt seks stater; Iran, Irak, Israel, Saudi Arabien, Syrien og Tyrkiet. Disse staters relative styrkeforhold vil i det efterfølgende blive analyseret inden for de enkelte magtfaktorer med udgangspunkt i operationaliseringen fra kapitel 2. Resultatet af delanalyserne er efterfølgende sammenfattet i en vurdering af det overordnede styrkeforhold. Med udgangspunkt i dette styrkeforhold diskuteres betydningen af eventuelle atomvåben, og styrkeforholdet justeres såfremt diskussionen godtgør det. Dermed fremstår det endelige relative styrkeforhold staterne imellem. Analysen tager udgangspunkt i landenes egne styrker og inddrager derfor som nævnt ikke allianceforhold. Dermed skabes et reelt billede af landenes indbyrdes styrkeforhold, mens den efterfølgende alliancediskussion vil bidrage til at nuancere billedet af den samlede magtbalance. 3.1. Befolkningens størrelse. De væsentligste nøgletal vedrørende staternes befolkninger fremgår af Figur 2. Som det ses adskiller Tyrkiet og Iran sig markant fra de øvrige lande med et befolkningstal på henholdsvis 73 og 69 mio., hvilket er knap tre gange så meget som den næste gruppe af lande, Irak, Saudi Arabien og Syrien, mens det er ti gange så meget som Israel, der har den mindste befolkning. For alle landene gælder det, at der er en positiv befolkningstilvækst, om end der er nogen forskel i størrelsen. Irak, Saudi Arabien og Syrien har således omtrent dobbelt så stor tilvækst som Tyrkiet og Iran målt i procent af befolkningen, hvilket indikerer, at disse lande over tid vil reducere den relative styrke Tyrkiets og Irans befolkningsstørrelser giver dem. Med den aktuelt højere tilvækst målt i antal øger Tyrkiet og Iran altså den absolutte forskel til de øvrige lande, men de vil ikke kunne vedblive med at være omtrent tre gange så store, hvorfor den relative styrke mindskes over tid. Dertil kommer, at arbejdsstyrkens størrelse bør ses i forhold til den samlede befolkning, da den bl.a. skal bidrage til at opretholde statsinstitutioner m.m., hvorfor en lavere procentvis tilvækst (og dermed fremtidig arbejdsstyrke) på sigt medfører en svækkelse. Tyrkiet og Iran er i ovenstående behandlet under ét, idet de er tilnærmelsesvis lige store og har omtrent samme procentvis tilvækst, men den lille forskel i tilvækst medfører, at den iranske befolkning vokser en smule mere end den tyrkiske (ca. 25.000 årligt). Dertil kommer, at Irans arbejdsstyrke er noget højere end den tyrkiske, hvilket skyldes, at en større andel (procentvis) af den iranske befolkning indgår i arbejdsstyrken, hvorfor Iran vil få mere ud af sin tilvækst. Netop arbejdsstyrken er, som anført i kapitel 2, særligt relevant, idet det er denne del af befolkningen, der bidrager til den økonomiske kapacitet. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Iran og Syrien har større arbejdsstyrker end visse af de større stater. For Irans vedkommende er det som nævnt Tyrkiet, mens det for Syriens vedkommende drejer sig om Saudi Arabien. Man kan altså populært sige, at Syrien og Iran får mere ud af sine befolkninger. 20