Notat 28. juli 2003 klm Center for frivilligt socialt arbejde Om at kvalificere den frivilliges selvdannelse Kvalificering af frivillige inden for det sociale område handler ikke om at kopiere bestemte kompetenceprofiler, der kan gøre de frivillige til surrogat-professionelle, der udfylder hullerne i den offentlige indsats.. Kvalificering af frivillige tager udgangspunkt i den frivilliges egen berørthed og eget engagement og forsøger herudfra at understøtte og kvalificere den frivilliges egen udvikling af sin frivillige indsats. Det sker på to måder: - Dels ved at understøtte den frivilliges eksistentielle selvrefleksion, der berører grundlaget for den frivilliges engagement og den identitet og mening, der skabes herigennem. - Dels ved at understøtte den frivilliges udvikling af funktionelle kompetencer, som er vigtige for at kunne udføre det frivillige arbejde til gavn for brugeren og sig selv samt for at kunne udvikle de organisatoriske rammer for det frivillige arbejde på et autonomt og demokratisk grundlag. Disse to aspekter spiller sammen i det, som her skal kaldes den frivilliges selvdannelse. Bliver det frivillige sociale arbejde professionaliseret? Frivilligt socialt arbejde har i varierende omfang professionelle træk, afhængigt af, hvordan professionalisme defineres. Modsætningen til frivilligt arbejde er ikke professionelt arbejde, men lønnet arbejdet. Den frivillige verden tæller såvel den ulønnede professionelle som den beåndede amatør og hverdagsmager. Aktiviteter inden for Uddannelsespuljen udgør et begrænset bidrag til den samlede kvalificering af det frivillige sociale arbejde. Det er ikke herfra, en eventuel professionalisering kommer. Men uddannelsespuljens bidrag er vigtigt, fordi giver mulighed for at udvikle og udbrede tilgange til kvalificering af frivillige, der tager udgangspunkt i de frivilliges egen berørthed, eget engagement og egne organisatoriske værdier. Berørthed som eksistentiel åbenhed og autencitetsmulighed Frivilligt socialt arbejde tager typisk udgangspunkt i det at være berørt af et socialt eller sundhedsmæssigt problem. Det kan være sygdom og handicap, arbejdsløshed, boligløshed, minoritetspositioner, misbrug, tab af nærmeste, omsorgssvigt eller savnet af trygge og stimulerende opvækstvilkår. Der er her tale om vilkår, som bryder med samfundsmæssige forestillinger om normalitet og kan være socialt ekskluderende og begrænsende. Berørtheden kan være mere eller mindre direkte: Man kan selv være direkte udsat for problemet. Man kan være pårørende eller nærtstående til en, der er udsat. Eller man kan blot være generelt socialt engageret. Eksistentielt er berørthed en åbenhed for tilværelsens endelighed og sårbarhed og muligheden for et meningssammenbrud i enhver tilværelsesfortolkning. Men netop en sådan åbenhed (angst eller besindelse) indebærer tillige muligheden for at bryde med tillærte og autoriserede fortolkningsrum og skabe sit eget i stedet. At blive ramt af sygdom eller miste et barn kan være et totalt sammenbrud i den meningsfylde, som ens tilværelse har haft. Den berørte kan ikke ændre det skete eller frasige sig et givent vilkår. Men den berørte kan i beslutsomhed overtage vilkåret som netop sit eget og gennem en ofte lang fortolkningsproces gennemetablere en meningssammenhæng. 1
Dette kan eksemplificeres med selvhjælpsgrupper, hvor deltagerne netop har erfaret meningssammenbrud og er nødt til at skabe fortællinger, som ved at blive gentaget og genspejlet i andre, ligestilledes fortællinger over flere år opbygger en ny meningsfylde, som er ens egen. Det kan eksemplificeres med efterlønsmodtageren, der ved at arbejde i en genbrugsbutik rekonstruerer og videreudvikler en arbejdsidentitet og en tilknytning til et fællesskab. Og det kan eksemplificeres med den unge, restløse projektmagers gentagne iscenesættelser af nye aktiviteter, der indgår som led i dennes egen personlige dannelses- og perfektioneringsprojekt. Skabelsen af mening sker således ikke i ophøjet ensomhed, men i konkrete hjælpe- og samarbejdsrelationer til andre. Berørthed er altså også en åbenhed for socialitet som eksistentielt grundvilkår at vi er henvist til hinanden i udviklingen af eksistensen som et rum af fortolkningsmuligheder. Den sociale sammenhæng rækker videre, idet de berørte gennem hjælpe- og samarbejdsrelationer er med til at skabe og vedligeholde et samfund, der beror på aktivt medborgerskab og en demokratisk kultur. Den selvdannelse, som berørtheden kan sætte i gang, udfolder sig inden for en sammensat kontekst af flere koncentriske lag: - Det er et individuelt dannelsesprojekt, - der udfolder sig gennem konkrete hjælpe- og samarbejdsrelationer, - og som derigennem er med til at skabe og vedligeholde demokratiske værdier. Demokratiets sjæl er i denne sammenhæng ikke en abstrakt, universel fornuft (liberalisterne), en rent formel konstitution (ross ianerne) eller specifikke fællesskabers normer (kommunitaristerne), men den enkeltes dannelse af sig selv som en fri og myndig medborger (Finn Thorbjørn Hansen). Heri ligger endvidere, at den generelle tendens til individualisering ikke er en historie om solidaritetens og demokratiets forfald, men derimod en chance for at tage den demokratiske dannelse alvorligt. Dannelseshjulet Den frivilliges selvdannelse foregår i et vekselspil mellem to aspekter: På den ene side den eksistentielle selvrefleksion, som indebærer den radikale spørgen til tilværelsens mening og udviklingsperspektiver. På den anden side udviklingen af de fornødne funktionelle kompetencer, som kan være nødvendige for at kunne bedrive et stykke konkret frivilligt arbejde. 2
Funktionelle kompetencer Eksistentiel selvrefleksion Temaerne for de to aspekter kan være forskellige. I fokus for den eksistentielle selvrefleksion kan stå spørgsmål som f.eks.: - Hvordan vil jeg skabe mig selv og min tilværelse? - Hvordan får jeg greb om min egen berørthed? - Hvad er meningen med mit engagement? - Hvordan er samspillet mellem at hjælpe andre og hjælpe sig selv? - Hvilke etiske fordringer må jeg møde? I den funktionelle kompetenceudvikling fremstår en række meget praktiske spørgsmål som f.eks.: - Hvad skal jeg forstå og gøre for at gavne brugeren? - Hvordan undgår jeg, at min hjælpetrang krænker brugeren? - Hvordan beskytter jeg mig selv? - Hvordan kommunikerer jeg? - Hvordan bruger jeg forskellige hjælpemetoder og medier? - Hvordan tiltrækker jeg nye frivillige? - Hvordan udvikler vi demokratiet i organisationen? - Hvordan inddrager vi brugerne i beslutningsprocesser? - Hvordan skaffer vi det økonomiske grundlag? Hvor den eksistentielle refleksion forholder sig til selve meningen med at udføre frivilligt socialt arbejde (hvorfor?), forholder den funktionelle kompetenceudvikling sig til metoderne (hvordan?). Reduceres kvalificeringsindsatsen til funktionel kompetenceudvikling er der tale om en grundløs indlæring af metoder, som risikerer ukritisk at overtage indforståede kompetenceopfattelser fra givne professioner. Udfolder den eksistentielle refleksion sig uden sammenhæng til det konkrete, udadrettede arbejde risikerer den at blive tilsvarende grundløs som en abstrakt indadskuen. Udfordringen er derimod at gøre det eksistentielle perspektiv nærværende i enhver kompetenceudvikling. Metoder læres, fordi de tjener anliggender som er betydningsfulde for tilværelsen. Og det at kunne mere, beherske flere metoder afdækker nye fortolkningsmuligheder i tilværelsen. 3
Det er i denne sammenhæng vigtigt at skelne mellem personlig udvikling og eksistentiel udvikling. Personlig udvikling har en psykologisk tilgang og personligheden som sin genstand. Eksistentiel udvikling har en filosofisk tilgang og spørger radikalt til betydningen af at være menneske, grundlaget for vores engagement og etiske stillingtagen og vor udlægning af verden. Det er på ingen måde en nødvendigvis introspektiv affære, men kan udfoldes gennem interessen for en ydre sag (f.eks. at lave god rådgivning eller udvikle attraktive organisatoriske miljøer). En eksistentiel tilgang er således ikke udtryk for en psykologisering af temaerne, men mere en radikal spørgen til grundlaget og meningen. Medborgeren som dannelsesideal Kvalificering af frivilligt socialt arbejde forudsætter et dannelsesideal det vil sige en forestilling om værdier, som er mere ønskværdige at realisere i dannelsen end andre. Jeg skal her tage udgangspunkt i antagelsen om, at selvdannelse udvikler sig gennem hjælpe- og samarbejdsrelationer. Her skal fokuseres på selve hjælperelationen. Frivillig og bruger konstituerer sig i forhold til hinanden i en hjælperelation. I nogle tilfælde er skellet uklart og meget nemt at overskride. I en selvhjælpsgruppe kan den frivillige igangsætter spille en meget tilbagetrukken og understøttende rolle og hurtigt glide ud af hjælpeforholdet, hvorefter medlemmerne indgår i symmetriske hjælperelationer til hinanden. I andre tilfælde, f.eks. i rådgivninger og sociale caféer, er skellet mellem frivillig og bruger mere synligt og bliver undertiden bevidst markeret. Brugeren kan ikke overgå til at være frivillig uden et meget tydeligt statusskift. Hjælperelationen mellem frivillig og bruger kan beskrives ud fra to modsatte, idealtypiske relationer: forholdet mellem behandler og klient og forholdet mellem medborger og medborger. Tilpasningssocialisering Dannelsessocialisering Medborger - Medborger Dialogisk forhold Frivillig - Bruger Behandler - Klient Objektiverende forhold 4
Forholdet mellem behandler og klient er kendetegnet ved: At det er formidlet via retten som en relation mellem en myndighed og en borger, som er underlagt sanktionérbare regler. At det er asymmetrisk, idet klienten står i et klart afhængighedsforhold til behandleren At det er objektiverende, idet klienten er genstand for hjælpen, og klientens udsagn tolkes i lyset heraf de tages ikke for pålydende, med udlægges og symptomallæses som udtryk for forhold, der kan indgå i en udredning klientens problem og rettigheder. Der er tale om to livsformer (Faurholm ), der symbiotisk nærer hinanden. Klienten modtager hjælp, mod til gengæld at udvise en kvalificeret hjælpeløshed. Behandleren besidder et embede mod at yde hjælpeindsatsen. Forholdet mellem medborger og medborger er ganske modsat bestemt: Det er ligeledes retligt formidlet men i en anerkendelse af hinandens lige rettigheder og integritet. Det er symmetrisk i kraft af denne gensidige anerkendelse Det er dialogisk udsagn tages for pålydende, der tales om sagen, og der gøres kun forsøg på at trænge bag om udsagnene, når dialogen af og til bryder sammen, med henblik på at genetablere den. I forhold mellem frivillig og brugere kan findes eksempler, der ligger tæt på begge yderpunkter. Det er altså ikke på forhånd givet, at frivillige hjælperelationer bygger på medborgerrelationen. Når hjælpeforholdet udvikler sig imod behandler-klient, kan der (med udtryk lånt fra Faurholm og Hestnes) tales om tilpasningssocialisering. Rationalet i deltagernes socialisering er, at klienten såvel som behandleren skal tilpasse sig foreskrevne adfærdsmønste. Omvendt, når hjælpeforholdet udvikler sig mod medborger-relationen, kan der tales om dannelsessocialisering, hvor rationalet er, at deltagerne frisættes til skabe sig selv. Dette omtales også som empowerment. Idealet for dannelse er således at kvalificere udviklingen af medborgerrelationer. Principper for kvalificering af frivillige Kvalificering af frivillige er i henhold til denne analyse at vejlede den selvdannelsesproces, der foregår i en vekselspil mellem funktionel kompetenceudvikling og eksistentiel refleksion, og der som ideal tilstræber udvikling af en identitet i symmetriske og dialogiske relationer til andre. Særskilte uddannelsesaktiviteter såsom kurser, temadage og udviklingsprojekter må betragte som en relativt begrænset del af den frivilliges samlede og fortløbende dannelsesproces, sammenlignet med den løbende praktiske oplæring og socialisering i de frivillige sociale organisationer. De særskilte uddannelsesaktiviteter har til formål at stimulere denne selvproces ved at give udefrakommende bidrag og perspektiver og ved at understøttelsen udviklingen af fællesskaber på tværs af 5
organisationer og dermed ved være med til at opbygge en fælles forståelse af at tilhøre en frivillig verden. Men dannelse kan ikke rekvireres og tilføres udefra. Kun den frivillige selv kan drive processen og tage ejerskab for den. Kvalificeringen gennem særskilte uddannelsesaktiviteter kan bidrage til at udvikle en skærpet bevidsthed og kreativitet i dannelsesprocessen. Forudsætningerne for dette er: 1. De emner, der tematiseres, må være eksistentielt vedkommende for de frivillige. Selv i de overvejende instrumentelt orienterede aktiviteter, må der hele tiden holdes gang i en underliggende refleksion over det eksistentielle grundlag for deltagernes engagement i emnet. 2. Udgangspunktet må tages i deltagerne egne fortællinger og fortolkninger om temaet og deres interesse i det. Underviseren kan her spørge afklarende med henblik på at udfolde indholdet af fortællingerne, men så vidt muligt loyalt mod den fortællendes egne præmisser. 3. Mangfoldigheden af fortællinger og deres særlige vinkler til temaet giver mulighed for at lede efter forskelle og ligheder. Der kan måske opbygges et fælles grundlag eller i hvert fald en fælles opfattelse af, hvor de største forskelle ligger. 4. Underviserens opgave er herefter at synliggøre de begreber, kriterier og antagelser, der ligger til grund for fortællingerne og de fortolkningsmønstre og interesser, de udviser. 5. Næste skridt er at søge til kanten af de fremlagte opfattelser, det vil sige deres begrænsninger og gyldighedsbetingelser og sidste begrundelser for de fremlagte opfattelser. Her indtræder underviseren i en kritisk sokratisk rolle. 6. Der kan tillige søges ud over kanten ved at præsentere alternative opfattelser. Der udbredes dermed et idé-landskab. 7. Herefter danner deltagerne og underviseren et undersøgende fællesskab, hvor man ikke blot tamt relativere de forskellige opfattelser, men heroisk forsøger af nå til sagen selv og danne et personligt velfunderet ståsted. 8. Implikationerne og konsekvenserne af dette stå sted skal udledes og konkretiseres. Hvad betyder det for min daglige praksis? 9. Endelig skal der reflekteres over processen med henblik på at opøve evnen til at gennemføre denne form for kritisk tænkning og afklaring. Deltagerne kan her præsenteres for metoder, som de selv kan anvende i denne sammenhæng. Afhængig af temaet vil de forskellige trin have forskellig vægt og forskelligt indhold. På et meget instrumentelt orienteret kursus (f.eks. om fundraising) vil de fem første trin måske kun udgøre et indledende forløb af formiddages varighed, mens der efterfølgende lægges mest vægt på at præsentere forskellige metoder (trin 6), undersøge dem (trin 7) og udlede de praktiske konsekvenser for deltagerne (trin 8). På kurser, hvor der handler om at udvikle nye ideer og adfærdsmønstre, vil de første trin kunne fylde meget mere. 6
Professionalisering Undertiden rejses spørgsmålet, om kvalificering af frivillige indebærer en professionalisering, forstået som noget negativt. En kvalificeringsindsats, der sigter mod ovennævnte idealer, søger at udvikle medborgerskab og ikke specialiserede professionelle roller. Ikke desto mindre er det interessant at undersøge professionalisering som et perspektiv for kvalificeringsindsatsen. Professionalisering kan indholde en række betydninger: For det første kan det betyde, at man arbejder med noget, man er uddannet til. En del frivillige arbejder med opgaver, som de er uddannet til at løse. Som eksempel kan nævnes skolelærere, som underviser ulønnet på asylcentre. Det modsatte af at være frivillig er ikke at være uddannet, men at være lønnet. Man vil kunne finde et bredt spektrum af forskellige uddannelsesgrader blandt de frivillige, ganske uafhængigt af f.eks. aktiviteter under uddannelsespuljen. For det andet kan professionalisering betyde, at man opøver en bestemt metodisk disciplinering og selvrefleksion. Den uprofessionelle kan lade styre af affekter eller ureflekterede overføringer af egne erfaringer. Den professionelle overvejer, hvilke virkninger interventioner har, tager ansvaret for konsekvenser og overvåger sin egen indsats. Professionalisme er i denne forstand et bevidsthedsniveau. Det kan i sagens natur være stærkt fluktuerende hos den enkelte. For det tredje kan professionalisme betegne dannelsen af et professions-fællesskab, det vil sige individers tilslutning til en ramme af fælles begreber, kriterier og antagelser, som udgør en fælles faglighed, og som skabes og vedligeholdes gennem bestemte rutiner for optagelse, udvikling og udstødelse af medlemmerne. Også inden for det frivillige sociale arbejde kan sådanne fællesskaber opstå, f.eks. omkring den rigtige forståelse af Selvhjælp, Diakoni eller Bisidning. Endelig kan professionalisering for det fjerde indikere fastlæggelsen af asymmetriske og objektiverende behandler-klient relationer. Dette kan som nævnt også forekomme inden for frivilligt socialt arbejde. Men her er professionalisering efter min opfattelse ikke ønskelig. Man bør således være varsom med at anvende professionalisering som en negativt ladet etikettering af kvalificeringsindsatsen. Professionalisering forekommer i forskellige betydninger, ganske uafhængigt af aktiviteterne under uddannelsespuljen. Og i flere af betydningerne er det vanskeligt at se det odiøse i professionalisering. 7