Studentertale 2014 Kære studenter. Kære forældre, søskende og andre familiemedlemmer hjerteligt tillykke med den veloverståede eksamen og det glæder mig inderligt at kunne stå her og kigge ud på jer; at kunne holde tale for jer og være glad og stolt på jeres vegne. For I da har fortjent at sidde her i dag og være så glade. Og trætte. Nu er I så klar til at tage hul på næste meget store etape i jeres liv. Jeg tror godt jeg ved, hvordan I har det det vil min tale komme til at dreje sig om. Delvis, for der kommer selvfølgelig noget mere ovenpå. Men jeg tror, at I næsten alle føler lettelse over den overståede eksamen og over, at de tre år nu er resulteret i et bevis, som I snart får overrakt. Nogle af jer er sikkert stolte, enten over et fremragende resultat eller bare over at det gik bedre end frygtet. Enkelte af jer er sikkert glade for at det trods alt lykkedes at komme igennem. De tre år på gymnasiet er nemlig en skønsom blanding af de mange ting, der udgør et gymnasieliv. Hårdt arbejde, sjov i gaden, studieture, eksamener, store næsten uoverstigelige skriftlige opgaver, fester, kammeratskab, inspiration, øget forstand, mange faglige indsigter. Lagt sammen giver det udvikling med mere modenhed, med større livsduelighed, større selvstændighed. Og det er netop det, det hele kommer til at dreje sig om. De faste rammer omkring jeres liv opløses i nogen grad, og I skal hver især til at finde vej ud i det man kalder livets jungle. Jeg bryder mig ikke så meget om det udtryk, for jeg synes ikke det er dækkende for hvad der kommer til at ske, men det er sikkert sådan, nogle af jer føler. Hvad skal jeg søge hen imod? Hvad kan jeg klare rent studiemæssigt? Hvor vil jeg gerne bo? Hvordan vil jeg gerne bo? Man glæder sig og ryster måske en smule på hånden også?
Nu kan jeg godt mærke, at jeg er ved at lægge op til at komme med alle fiduserne, alle de gode råd til jer om hvordan man tackler den udfordring. Skulle man få den trang, så er det godt at man har kloge tænkere at trække på. Den irske forfatter Oscar Wilde sagde meget præcist: Det eneste at gøre med gode råd er at give dem videre. Selv har man aldrig nogen glæde af dem. Oscar Wilde var altid god for en kvik replik, og han rammer da også hovedet på sømmet her, så jeg vil ikke komme med gode råd. Men jeg vil til gengæld tegne et billede eller snarere mit billede af jeres generation. Heri også de udfordringer og muligheder, I kunne stå overfor. Der er fantastisk mange ting, der glæder mig når jeg kigger på sådan en årgang af nyudklækkede studenter, og der er selvfølgelig også ting, som bekymrer en smule. Det er i al beskedenhed det spejl, jeg vil forsøge at holde op for jer. Jeg kan ikke mindes, at unge og deres uddannelser nogensinde har fyldt så meget i medierne og i den politiske debat, som den gør for tiden. Og det er helt fra læreplaner i vuggestuerne til adgangskrav til universiteterne. Jeg kan godt forstå, hvis man som ung i dag kan føle sig presset af samfundet eller af de forventninger, der mere eller mindre uudtalte ligger over jer. Næsten alle skal have en ungdomsuddannelse (og den har I jo så fået nu, eller snarere taget..), mindst halvdelen af alle unge skal have en videregående uddannelse, flere bør komme i erhvervsuddannelser, flere skal orientere sig internationalt, man skal starte tidligere og gennemføre hurtigere og listen kunne såmænd fortsættes. Som skolemand er jeg ikke uenig i det overordnede sigte med alle disse udsagn, men når de lægges ned over den enkelte studerende, kan det let komme til at virke helt umuligt at honorere. Men lad mig se lidt på, hvem I er.
Rent talmæssigt udgør I et lille toppunkt, årgangsmæssigt. Hvis vi tænker i erhvervsmuligheder tror jeg, at det vil være en stor fordel for jer. Fødselstallet nåede et foreløbigt lavpunkt i starten af firserne, hvorefter det steg pænt frem mod præcis jeres årgange, omkring 1996. Det betyder, at årgangene både før jer og efter jer er mindre og samtidig vil de meget store årgange fra efterkrigstiden begynde at gå på pension. Og de årgange er meget store. Derfor ved jeg, at der bliver brug for jer alle, næsten uanset hvilken vej, I måtte vælge. Jeg nævnte før de forventninger, som I enten selv lægger på jeres skuldre eller som samfundet lægger og med samfundet mener jeg skolerne, politikerne, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne, måske forældrene. Det er et pres, som på den ene side er reelt nok men på den anden side også mere psykologisk. Og det psykologiske bunder måske i ordet præstation. Og i forlængelse heraf ordet præsentation. Når jeg nævner de to begreber i sammenhæng er det fordi, det for mig danner en pointe for jeres generation. I vil nemlig gerne præstere. I vil gerne opnå resultater, som kan bruges til noget videre i livet men som også kan præsenteres. Det bliver et identitetsprojekt. Det har det muligvis altid været, men ikke i den grad som vi ser det i dag. I er en generation, der bruger virkelig megen energi på præsentation. På hvordan I fremstår over for andre. De sociale medier har skubbet voldsomt til denne udvikling, og I er nok den første generation, der er digitaliserede. Vi ser nu unge, hvis sociale omgang primært foregår på nettet, sågar unge der vælger at blive gift udelukkende fra et bekendtskab gennem sociale medier. Så vidt jeg kan forstå, går udviklingen i retning af, at en profil på et socialt medie ikke nødvendigvis behøver at være realistisk eller afspejle virkeligheden fuldstændigt, men godt må være det billede af sig selv, man gerne vil fremstille. Det kan lyde fuldstændig absurd i jeres
forældres ører, men måske er der mening i galskaben. Måske er der ikke. Lad os se på det i en anden sammenhæng. Det siges sådan lidt populært, at forandring er den eneste konstant i vore dage. Inden for vores verden ses det på flere niveauer. Helt elementært er det, at fremkomsten af computere og især internettet er ved at ændre grundstrukturerne for vores samfund betydeligt; tænk blot på førnævnte eksempel med unge, der udelukkende har venner på nettet. Teknologisk udvikler vi os i et rivende tempo i disse år, og der synes ikke at være begrænsninger på ingeniørernes, lægernes og andre videnskabsgrenes muligheder. Vi taler nu om at befolke Mars, om at udvikle fødevarer af tang og gopler og om afholdelse af internationale møder via 3D-tilstedeværelse. Alle tre eksempler ville for ikke ret mange år siden være blevet kaldt science fiction. Men der kan laves mange flere eksempler. Komplicerede operationer foretaget over nettet, kortlægning af arternes dna så forædling kan målrettes mod vækst under vanskelige vilkår, 3D printere Det er den virkelighed, I kommer til skulle fungere i. Ikke at I alle kommer på ferie på Mars eller på anden vis står forrest i tiltagene og bliver opfindere og udviklere. Men I kommer til at være medspillere i den sikkert eksplosive udvikling, der vil komme i årene fremover. Der er smukt kinesisk mundheld, der siger: Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på hen. Et fantastisk ordsprog, og helt sigende for de vilkår, I møder. Der står nemlig og dette er altså helt subtilt at vi/man nok kan have et mål at arbejde hen imod, hvilket jo er klogt, men at vi risikerer at nå målet hvis vi ikke ændrer målsætningen undervejs. Forandring er med andre ord en konstant. Og her kommer jeg tilbage til spørgsmålet om selvfremstilling. Jeg kan naturligvis ikke bifalde, at man giver falske billeder af sig selv for at opnå anseelse eller anden gevinst. Om ikke af andre grunde, så fordi
man bliver indhentet af det før eller siden og det kan skabe identitetsproblemer og skade livskvaliteten. Så det er ikke den forherligende selvfremstilling, der bliver brug for. Derimod tror jeg, at der ligger et andet element i profiljagten nemlig en evne til omstilling og tilpasning to rigtigt gode evolutionære egenskaber i øvrigt. Jeg siger ikke, at man på den måde skal designe sin personlighed men måske alligevel udvikle et beredskab over for forandringer. Måske. Og kun måske. Som skolemenneske kan man jo ikke undgå at få øje på, at mange af jer kæmper nogle meget hårde kampe undervejs. Og jeg mener mange af jer. En del har valgt at stå af uddannelsen undervejs, andre har forskellige kriser i forløbet både faglige og personlige, nogle synes at blæse rent igennem men fra studievejledningen ved vi, at det ikke helt forholder sig sådan. Så er der selvfølgelig også en del af jer, der trives ganske fint med skoleudfordringerne. Kun de allerfærreste vil dog kunne sige sig helt fri for tvivl og usikkerhed i løbet af de tre år. Det hører imidlertid med til enhver proces. En sejr vundet uden kamp og modstand tæller ikke rigtigt. Hermed nærmer jeg mig konklusionen. I har taget jeres kampe og I skal tage jeres kampe fremover. Men vælg dem med omhu, i det omfang I overhovedet kan vælge. En af de kampe ligger gemt i spændingsfeltet mellem de tidligere nævnte præstation og præsentation. Og det er ordet perfektionisme og stræben efter denne. At alt skal lykkes fuldt; at alt skal tage sig bedst muligt ud; at det er en personlig fiasko, hvis målet ikke nås, at ens livslykke kan måles på disse succesparametre. Jeg vil trodse Oscar Wilde en smule og give jer det råd (!!) at det skal I ikke forledes til at tro. Jeg siger det fordi nogle af jer undervejs har reageret ved at udvikle stressagtige tilstande, andre har udviklet en udstrakt ligegyldighed
over for skolens krav. Men I er alle kommet igennem på hver jeres måde. Jeg fortegner nok ikke billedet, hvis jeg siger at det især er pigerne, der har fået stress og drengene der har udviklet en afventende tilgang. Det holder ikke hele vejen igennem, men som en karakteristik. Jeg var for nylig til en intimkoncert med Steffen Brandt fra TV2, og han introducerede en af sine sange med en fortælling om en veninde, som er operasanger. Hun havde skullet optræde som mand i en forestilling og var blevet spurgt om det ikke var vanskeligt at agere mand. Hvortil hun svarede: næh, for en mand er jo bare en kvinde, der slapper af. Steffen Brandt grinede af forklaringen og tilføjede, at så måtte en kvinde jo bare være en mand, der tog sig sammen. At ville gøre sine ting perfekt, er et godt mål at sætte sig. Men pas på, hvis du ikke ændrer retning ender du med at nå det. Og tro mig, det perfekte er ikke interessant, langt fra altid i hvert fald. Så nogle af jer skal øve jer i at afstemme forventninger med realiteterne andre af jer skal nok arbejde med at skabe nogle forventninger. Jeg vil slutte af med et citat, jeg også benyttede i sidste års dimissionstale. Det stammer fra en anden sanger, der på en særlig fin måde omkranser jagten på perfektionisme gennem præstation og præsentation. Og det var John Lennon, der i en sang til yngste søn, sagde: Life is what happens to you, while you re busy making other plans. Smukt og enkelt. Tag vare på jer selv og hinanden. Og held og lykke med kampene derude i fremtiden. Hermed dimitterer jeg årgang 2014 fra Rønde Gymnasium. Sven Gaardbo Rektor