Prædiken Søndag den 30. november 2014 i Skibet kirke Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Menighedssvar Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:»gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:»sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:»hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«matt 21,1-9 Prædiken Det er 1 ste søndag i advent. Nu venter vi. På jul. Og ventetiden er en forberedelsestid. Både fordi ingen kan holde ud bare at gå og vente uden at bygge op. Dels fordi det, der skal ske, er så grundlæggende vigtigt, at vi må bruge tid på at gøre os parate. Vi forbereder os på forskellig vis og i vores eget tempo. Hos nogen er hele huset for
længst omspændt af blinkende lysdioder og rensdyr på taget. Andre starter i det små og nøjes i første omgang med en adventskrans. Det er trods alt først december i morgen. For nogen er advent forventningens rene og ublandede glæde. Andre forholder sig lidt mere afventende. Og så er der dem, der bare venter ikke på julen, men på at få den overstået. For der er ikke noget at vente på. Fordi der ikke er nogen at vente på. Og der er ikke nogen, der venter. Advent: Forventning, afventning eller bare venten der er så forskellige tider i et menneskes liv. Så meget, vi skal igennem. Eller snarere: Så meget, der skal igennem os. Sådan føles det i hvert fald ind imellem Livet er som en dirrende, udspændt line mellem fødsel og død. Ingen kan sætte os i stand til at se, hvad der sker i fremtiden, og ingen vender nogen sinde tilbage til dette nu. Så derfor skal det leves livet her og nu i nu et dette hellige øjeblik. Og samtidig så går livet på sin egen sære måde i ring - med advent og jul som en årligt tilbagevendende statustid: Hvor er jeg i mit liv? Hvor var jeg sidste år ved denne tid? Hvor er jeg mon til næste år? Også sådan er advent forventningens tid. For hvad havde vi forventet i år? Og hvad forventer vi af os selv og af det år, der ligger foran os? Hvor meget har man i grunden lov til at forvente? Maria ventede et barn. Det første. Derfor vidste hun heller ikke, hvad hun skulle forvente, og hvad der ventede hende. Og håbede vel i grunden bare, at det hele gik som forventet det vil sige: som det skulle.
Hvad der ventede ham barnet vidste hun endnu mindre. Det ved vi til gengæld. Vi minder os selv og hinanden om det hver eneste gang, vi mødes hér i kirken: Pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død, begravet Det er den rå, historiske sandhed. Dét, som ingen behøver tro, for det hér ved vi: Det barn, Maria ventede dengang, endte med at dø en langsom og pinefuld død naglet til et kors uden for Jerusalem. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Advent kommer fra latin: Adventus Domini Herrens komme. Og det gjorde han Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel. Første gang i maven på Maria. Anden gang red han selv. Begge gange var forløsningen nær: Maria forløstes, da han blev født. Og vi forløstes, da han døde. Vi fejrer jul, fordi vi fejrer påske! Uden Jesu død og opstandelse havde hans fødsel blot været én blandt millioner. Fejret af de nærmeste, da det skete, men siden skyllet væk i historiens kæmpe ocean. Det er jo derfor, vi hører om Palmesøndag denne 1 ste søndag i advent. Fordi intet i historien om Jesus gik som forventet. Fordi evangeliet om ham den dag i dag stadig overgår al forventning! - I dag for 17 år siden sad jeg i en kirke i København. Dagen, 1. søndag i advent var glad, jeg skulle være glad, og jeg så sikkert også
sådan ud. - Det er noget af første, man lærer som menneske: At se glad ud også når man ikke er det Med tiden bliver man rigtig god til det. Men indeni var alting ét stort kaos. Et virvar af følelser, som jeg knap nok selv kunne sætte ord på. Tanker, som ustandseligt kørte i ring og samtidig fór i alle retninger. En krise i en 23 årig ung mand, sådan som tusindvis af mennesker kender det fra sig selv og fra deres eget liv. En oplevelse af bare at falde og falde og ingen til at gribe én. Sådan føles det. Man aner ikke, hvad der er op eller ned længere. Man aner ikke, hvor man er eller hvem man er. Man ved ikke engang, hvad man ville ønske, eller hvad man håber på, for alting ser bare tomt og håbløst ud. Man forventer ingenting længere. For man kan ikke se sig ud af nogen ting længere. Kunne man bare lægge det alt sammen i Guds hånd! Men ikke engang dét kan man. For man kan ikke se Ham. Kan ikke mærke Ham i sit liv. Og man tænker: Er man bare et bange og ulykkeligt menneske? Eller er man et ondt og gudløst menneske? Som ikke er værd at elske? Men den dag, I Johanneskirken på Østerbro kom der en salme ind i mit liv og sagde til mig - som kun en salme kan gøre det.: Ryste mer ej noget knæ, ingens hænder synke, skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke, rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde! Det er selvfølgelig Grundtvigs Blomstre som en rosengård, som koret vil synge lige om lidt Og den kan, hvad jeg ikke kunne selv dengang: Nemlig sætte ord på den længsel, som jeg tror bor dybt i os alle, men som vi næsten ikke tør håbe på: At Kristus kommer. At glæden kommer og fylder os. At trygheden i at Gud sørger for at alting nok skal gå at den også kommer til os! Han kommer, når vi mindst forventer det! Han kommer, når vi ingenting forventer mere! Han er den kærlighed, vi alle søger! Den kærlighed, vi ikke kan finde - men som hver dag finder os! og giver os kræfter til at begynde på ny. Den dag blev et vendepunkt for mig. Jeg kunne gå ud og starte forfra på det jeg kendte så godt: nemlig den historie, som vi også begynder forfra på i dag: Kirken samme insisterende påstand at vi alle har del i hans kærlighed. Om at vi ikke kun venter på fødslen i Bethlehem. For der er ingen advent uden jul, og ingen jul uden påske. Vi er alle er på vejen til Jerusalem. Vi nærmer os alle frelsen. - og håbet. Vi nærmer os Gud! Og det er det, der råbes til os, når vi om lidt går til nadver. Så råbes det til os: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Eller som Grundtvig fortsætter: Herren kommer, Gud med os! Troen på ham bier.
Byde vil han Fjenden trods som sit folks befrier. Alt betales på ét bræt: Fjenden sker sin fulde ret, folket dobbelt nåde. Se, det er advent! Det er glædelig forventning! og derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.amen. Musikalsk indslag fra koret: Blomstre som en rosengård (4 vers) 13. KIRKEBØN Herre vor Gud, himmelske Far! Du, som kom til jorden i skikkelse af et lille barn, og stadig kommer til os hver eneste dag. Styrk os ved din Helligånd, så vi mærker vor evige længsel efter kærlighed blive forløst i trøst og tro og håb. Giv os mod, så vi mærker forventningens glæde og tillidsfuldt begiver os ind under jul i lyset af dit Ord og Evangelium. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Velsign vor dronning og hele den kongelige familie. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse
og efter dette korte liv den evige salighed hos Dig! Amen! Meddelelser: Jeg skal bekendtgøre, at ved det årlige valg har menighedsrådet nykonstitueret sig. Hans Cordius forsætter som formand for menighedsrådet. Anne Kragh som næstformand. Inger Ussing som Kirkeværge og Poul-Jørn Linnebjerg som kontaktperson. På nær nogle få udskiftninger i Kirkelivsudvalget er også alle poster i udvalgene besat som hidtil. Næste søndag den 7. december er der gudstjeneste igen her i kirken kl. 9.00 og det er ved Dorte Volck Paulsen. Efter gudstjenesten er der i dag som sædvanligt kirkekaffe i våbenhuset. Jeg håber, at så mange af jer som muligt har lyst til at få en tår med. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.