Prædiken til Juleaften, Rindum kirke, 24/12 2015 Salmer: 94 vers 1-3 + 6-9, 104 vers 1-6 + 10, Hvad er det der gør jul til noget særligt, 120, 121. Af: Mogens Thams Billedet på sangbladet Der er et billede på forsiden af sangbladet. Billedet er fra 1995. Den 23. dec. 1995. Jeg husker tydelig den jul. Først og fremmest fordi vi fik en datter lillejuleaften. Dernæst, fordi det var en hvid jul. En rigtig hvid jul. Der lå sne overalt og der havde været snestorm den 22. dec. Så, da min kone skulle føde, natten til den 23., blev vi hentet og kørt i ambulance med sneplov foran fra præsteboligen i Rindum til fødeafdelingen på Ringkøbing sygehus. Jordmoren var med i fald min kone skulle føde inden vi nåede frem til sygehuset. Jo, det var en særlig nat, natten mellem den 22. og 23. december, der for 20 år siden. Dagen efter lagde vinden sig og landskabet tog sig ud, som det vi forbinder med en rigtig jul. Der var helt stille, ingen vind rørte sig, himlen var blå, solen skinnede i det frostklare vejr og jorden var dækket af nyfalden sne. Sådan var vejret også da kirkeklokkerne ringede til julegudstjeneste den 24. På vej til kirke gik man hen over kirkegården, alt var stille, den eneste lyd var lyden af fodspor, der sætter sig i nyfalden frossen sne - denne særlige og fredfyldte knirkende lyd. Se det er jul! Noget andet end overskuet og fugtigt vejr med en 8 10 grader, som nu! Ideal billed af, hvordan det skal være Jeg tror, at mange af os har et billede af julen. En hvid jul White Christmas ikke bare, hvad vejret angår, men også i videre forstand. Drømmen om barndommens jul. Ikke nødvendigvis den jul, som var i vores barndom, men den jul, som vi glædede os til og så frem imod, da vi forventningsfulde åbnede julekalenderen dag for dag i december. Drømmen om det ideelle har vi i forhold til jul. Og i forhold til så meget andet i tilværelsen. Vi planlægger og arrangerer, har ambitioner og laver målsætninger. Og det både på arbejde og i privatlivet. Tilfældigheder og det spontane vil vi undgå, for ikke at begå fejl. Vi stræber efter det perfekte.
Den perfekte familie, de perfekte børn, den perfekte krop, det perfekte billede til Facebook eller Instagram. Eller den perfekte arbejdsplads med de rigtige visioner og den forbilledlige leder med de rette meninger. Eller den perfekte skole, kirke, by osv. osv. Vi søger alle, bevidst eller ubevidst, efter det perfekte. Det vi kan spejle os i, det vi kan lære af og agere efter, for selv at blive perfekt. Sprækken Forleden, da jeg var ude at gå en tur, kom jeg til at kikke op mod himlen. Der var ellers ikke meget at se på. Endnu en grå og trist dag uden udsyn til andet end mørke skyer. Skyer, der dækkede hele himlen. Men noget fik mig til at løfte blikket. For i de tunge mørke skyer var et hul eller en sprække. Og gennem sprækken skinnede lyset! Solen var jo alligevel bag skyerne, og nu fandt den et lille hul, hvor den kunne sende sit lys ned til en surmulende dansker som mig, der altid har tilbøjelighed til at bøje ryggen og se nedad, fordi alting er så gråt og oveskyet i Danmark. Se dog op, var det som om en stemme i mig sagde. Se op mod himlen. Se lyset, lyset gennem sprækken! Leonard Cohen Leonard Cohen skriver i sangen: Anthem, sådan her: There is a crack, a crack in everything. That s how the light gets in. Der er en sprække, en sprække i alting. Det er sådan lyset kommer ind. Det ideelle, hvad enten det er julen, eller alt det vi stræber efter for at nå det perfekte, er et billede. Et billede, som vi selv opbygger og skaber, og som vi let bliver fanget af. Vi lukker os selv inde i et rum, som er bygget op af vægge, der vil fastholde det perfekte. Men, siger Cohen, lyset livet kommer ikke gennem en væg, men gennem en sprække i væggen. Med andre ord, det der bryder den perfekte skal, som vi lukker vort liv inde bag, er, hvad der bringer liv og lys ind i tilværelsen. For, det perfekte liv findes lige så lidt, som den romantiske hvide jul. Der er en sprække i alle ting i alle vore forestillinger og idealbilleder og, hvad mere er, det er gennem sprækken at lyset kommer ind.
Juleevangeliet Tænk, hvis Gud henvendte sig til os, efter vore idealbilleder og bestræbelser på at opnå det perfekte! Hvordan ville julens budskab så have været? Ja, i alt fald ikke som det, vi hørte før! Om to almindelige borgere i et land, der er på vej til hjembyen for at blive registreret af myndighederne som skattepligtige. Ej heller, som en mand og hans højgravide kone, der må tage til takke med leje i en stald, fordi der ikke var plads i herberget. Eller, med først ukendte hyrders barselsbesøg og siden fremmede tilrejsende. At det var sådanne og ikke landets ledere eller religiøse ledere, der skulle bevidne det himmelske mirakel. Eller, det at Josef og Maria kort efter Jesu fødsel måtte flygte til Egypten af frygt for den grusomme Herodes, der ville den lille til livs. Julens budskab er pakket ind i det u perfekte, i alt det, der bryder idealbilledet om den lovede Messias komme til verden. Af samme grund var der også mange af Jesu landsmænd, der sidenhen havde svært ved at forstå og forlige sig med, at han virkelig var den lovede Messias. Det u perfekte Hvorfor er det sådan? Fordi Julens budskab netop retter sig mod dem, der ikke er perfekte! Fordi Julens budskab ikke er en mur rundt om alt det perfekte, men en sprække i muren, den eller de mure, som vi selv bygger op. Den sprække, hvor lyset kommer ind til os. Guds lys! Nådens, kærlighedens og tilgivelsens lys, der bringer liv og glæde til alle os, for hvem idealet om at være perfekt, ikke holder. At se sig selv i Guds lys, er at se, at jeg ikke behøver være perfekt. Gud vil godt have med mig at gøre alligevel. Ja, han sender sit lys ind bag facaden; ind bag den skal af idealer, som jeg har bygget op omkring min tilværelse. Han gør det med budskabet om nåde og tilgivelse. Jesus sagde det meget klart: Jeg er ikke kommet for at frelse retfærdige, men syndere. 2015 Det år, som snart løber ud har været et år, hvor frygt har fyldt meget. Terrorangreb har været i vort land og Frankrig. Krig og ufred driver mange mennesker på flygt. Vi tænker meget let på, hvordan vi beskytter os selv. Hvordan vi sikrer os mod alle de farer, som vi ser kan komme.
Det handler ikke om frygten for at være u perfekt, men frygten for de farer, som vi ser. Men altså, i begge tilfælde, om frygt! Frygt ikke Englen sagde til hyrderne: Frygt ikke! Det er julens budskab til os alle. Budskabet til os, der lever ud fra frygten for at gå glip af det perfekte liv og frygten for det, der skræmmer os. Frygt ikke! Lyder det til os. For der er en sprække er i himlen over os. Guds lys skinner og vil finde vej ind gennem den sprække. En sprække med Guds lys, trods krig, ufred og farer. TRO DET! Frygt ikke! Hyrder og alle os andre! 1914 Jeg vil slutte med en fortælling, der netop handler om at turde tro det og handle derefter. Julenat 1914 lå de tyske soldater i skyttegrave over for de franske og engeske i Nordfrankrig. Det var den første jul under Den store krig, 1. Verdenskrig. I skyttegravene skød man mod dem på den anden side. Man skød for at dræbe. Derfor troede de franske og engelske soldater heller ikke deres egne øjne og ører den julenat for 101 år siden, da de pludselig så lys blive tændt et for et over kanten på skyttegravene på den tyske side. Dernæst hørte de sang. Den sang, som vi også skal synge om lidt, Glade jul, dejlige jul (Stille Nacht, heilige Nacht ). Derefter begyndte de hvide blafrende lys forsøgsvis at bevæge sig op over kanten på den tyske stilling og forsigtigt videre hen mod ingenmandsland mellem skyttegravene. Hvad skulle de allierede gøre? Var det en fælde, som tyskerne havde iscenesat? Hvilke forhold skulle de tage? Hvad skulle de stille op? Kunne man stole på fjenden? Det kunne de den julenat! De allierede bevægede sig hen mod tyskerne og denne julenat blev våbnene lagt. Fjender blev til venner for en stund. En spontant våbenhvile opstod til tonerne af Stille Nacht. Den nat blev kæmpende soldater til mennesker i hinandens øjne. De udvekslede små gaver, som tobak, chokolade eller blot et håndtryk med ønsket om en Glædelig jul, velvidende, at man
næste dag igen ville skyde mod hinanden og måske dræbe ham, man lige havde udvekslet gaver med. For en kort stund var der fred. En sprække af lys og liv i den ellers endeløse og trøstesløse krig. Frygt ikke! De overvandt frygten for hinanden i tillid og tro til, at noget bragte dem sammen, nemlig julen. Må den tro og den tillid også komme til os alle! At overvinde frygten for ikke at være perfekt, frygten for hinanden og frygten for en farlig verden. En sprække af lys når os. Frygt ikke! Sådan lyder julens glædelige budskab. Glædelig jul