Pligt- og konsekvensetik i en kommunal kontekst

Pligt- og konsekvensetik i en kommunal kontekst to etiske ståsteder for den kommunikerende kommune, der udøver kriseledelse under en mediekrise Af Christian Brinck Sidetal: 14 sider (33.475 anslag med mellemrum) Filosofi som livsforståelse, Aalborg Universitet 2010

Indhold 1. Indledning... 3 1.1 Opgavens afsæt... 3 2. De etiske retninger: Pligtetikken og konsekvensetikken... 5 2.1. Pligtetikken... 5 2.1.1. Kants pligtetik... 5 2.2. Konsekvensetikken... 7 2.2.1. Mills utilitarisme... 8 3. Problemer ved pligt- og konsekvensetik... 9 3.1. Pligtetikkens problemer... 9 3.2. Konsekvensetikkens problemer... 10 4. Kriseledelse og etik i Aalborg Kommune... 11 4.1. Case: Mou-sagen januar 2009... 11 4.2. Etiske overvejelser fremadrettet... 13 5. Konklusion... 14 5.1. Perspektivering... 15 6. Litteratur... 16 2

1. Indledning I Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune er det vores mission det vil sige vores reason for being at vi skal skabe et godt hverdagsliv for kommunes borgere og at yde en særlig indsats for personer med svære livsbetingelser 1. I denne helt grundlæggende formulering for vores virke som embedsmænd i en offentlig forvaltning støder vi efter min opfattelse allerede på etikken. Selvom der er mange forskellige udlægninger af, hvad etik præcis er for en størrelse, så er der bred enighed om, at etikken er læren om det gode. 2 Og netop tanken om det gode liv hænger jo sammen med vores mission, vores grundsætning, der skal minde os om, hvorfor forvaltningen er sat i verden: nemlig for at betjene det samfund, som det er en del af og i øvrigt henter sin legitimitet fra. Som jeg argumenterede for i min opgave Om viljens frihed og moral og ansvarlighed i relation til kriseledelse og mediekriser sidste år, så betød netop Familie- og Beskæftigelsesforvaltningens mission, vision og værdier, at forvaltningen risikerede at komme ud i en form for eksistentiel krise på grund af (den dårlige) håndtering af den såkaldte Mou-sag en sag, der i januar 2009 udviklede sig til en decideret mediekrise: Det vil sige en sag, der havde stor bevågenhed i pressen og offentligheden og i øvrigt fordrede, at forvaltningens øverste chef, rådmand Mai-Britt Iversen, var i stand til at bedrive kriseledelse både internt og eksternt. 1.1 Opgavens afsæt Og det er faktisk denne specifikke mediekrise benævnt Mou-sagen og disciplinen kriseledelse relateret til en offentlig forvaltning, der er afsættet for denne opgave; om end fokus ligger et helt andet sted. Nemlig på etikken. Centralt i etikken står spørgsmålet: Hvordan bør vi mennesker handle? Og det er udgangspunktet for denne opgave, hvor der skitseres to indflydelsesrige bud på en såkaldt normativ etik. Det vil sige, at fokus er på, hvilke principper der bør være styrende eller gældende, når vi moralsk vurderer vores handlinger. Dette afgørende etiske spørgsmål hvordan vi bør handle vil jeg spore mig nærmere ind på ved: For det første at præsentere to grundlæggende etiske retninger: Pligtetik og konsekvensetik. Fokus er på den klassiske udlægning af Immanuel Kant og John Stuart Mill. For det andet at diskutere de to positioner og vurdere deres styrker og svagheder. 1 Mål og Strategier 2010: s. 9. Se: http://korturl.dk/uvq 2 Nyeng 2008: s. 18 3

For det tredje at anvende de to etiske retninger i forhold til begrebet kriseledelse, der er blevet et vigtigt problemfelt i moderne kommunikationspraksis både i det private erhvervsliv og blandt offentlige myndigheder. Det sidste afsnit udgør dermed andet skridt på den vej, som jeg udforsker gennem uddannelsen Filosofi som livsforståelse, hvor jeg knytter centrale filosofiske begreber sammen med disciplinen kriseledelse, som er en del af min faglige virkelighed i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune, hvor jeg arbejder med forvaltningens interne og eksterne kommunikation Sidste år skrev jeg som nævnt opgaven Om viljens frihed og moral og ansvarlighed i relation til kriseledelse og mediekriser. Den satte fokus på problemet om viljens frihed, og jeg argumenterede for et overvejende libertaristisk syn på mediekriser, hvilket blandt andet indebar et optimistisk syn på kriseledelse, idet kriseledelse rummer et uudfoldet potentiale for at skabe forbedringer efter en mediekrise. Jeg argumenterede også for, at vi som myndighed kunne komme i en form for eksistentiel krise, fordi de barske sager udfordrer vores mission, vision og værdigrundlag, som er de grundpiller vores legitimitet som offentlighed myndighed hviler på. Samtidig så jeg konturerne af de moralske dilemmaer, som vi befinder os i, når vi skal træffe beslutninger mellem forskellige løsninger, hvor det er meget svært at gennemskue, hvilken løsning der giver det bedste resultat. Og her træder etikken ind i på scenen. Etikken kan være med til skabe en vis klarhed over, hvordan vi bør handle før, under og efter en mediekrise. Hermed ikke sagt, at der altid findes et endegyldigt svar på, hvad vi bør gøre i alle situationer, selvom en pligtetiker måske vil påstå det. Men etikken kan tilbyde nogle begreber og tankesæt, der kan være med til at kvalificere og systematisere refleksionen over hverdagens praksis. Dermed kan jeg komprimere ovenstående i følgende problemformulering: Redegør for Immanuel Kants og John Stuart Mills udlægninger af henholdsvis pligt- og konsekvenssetik. Diskuter derpå deres anvendelighed, styrker og svagheder. Undersøg til sidst, hvordan de to etiske grundretninger kan anvendes i forhold til kriseledelse. I et konkluderende afsnit sammenfattes de væsentligste konklusioner fra de tre afsnit, hvorefter jeg ganske kort perspektiverer til næste års faglige fokus. 4

2. De etiske retninger: Pligtetikken og konsekvensetikken Er det handlingens konsekvenser eller hensigten med handlingen, som skal stå i centrum, når man skal vurdere, om handlingen er god eller rigtig? Det er det centrale dilemma mellem den kantianske pligtetik og den utilitaristiske konsekvensetik, hvor en tilhænger af førstnævnte vil hævde, at hensigten bag en given handling er det afgørende i vurderingen, mens en tilhænger af sidstnævnte vil lægge vægt på handlingens konsekvenser i vurderingen. Jeg vil i det følgende præsentere disse to hovedretninger inden for den normative etik 3, som de er udlagt af Immanuel Kant og John Stuart Mill. Det betyder, at fokus for fremstillingen er, hvilke principper der bør styre eller gælde for menneskers handlinger. Det er altså med andre ord refleksioner over grundlaget for vores moral. 2.1. Pligtetikken Ifølge den deontologiske etik eller slet og ret pligtetikken er det selve handlingen og ikke konsekvensen af den der står som det centrale 4. Eller for at sige det mere præcist: Det er intentionen bag handlingen, som er afgørende, når man skal vurdere værdien af en given handling. Populært sagt: Det er tanken, der tæller. Den, handlingen, er altså god eller rigtig, hvis nogle overordnede regler og principper er blevet fuldt, uagtet at konsekvenserne måske bliver knapt så vellykkede. Man kan altså sat på spidsen hævde, at det vil være moralsk forkert, hvis det er ens pligt at afstå fra tortur, og man alligevel torturerer en formodet terrorist, selvom det får ham til at røbe placeringen af en bombe, der redder mange menneskers liv. Pligtetikken betyder, at menneskets vilje dets sindelag får en helt central placering i etikken, og i det følgende vil vi kigge på Kants udlægning af pligtetikken, hvor netop viljen er væsentlig. 2.1.1. Kants pligtetik 5 Det er helt igennem umuligt at tænke sig noget i denne verden, ja end ikke uden for den, som uden forbehold kan anses for godt, bortset fra en god vilje. (Kant 1999: s. 39) Sådan indleder Immanuel Kant (1724-1804) sit etiske værk Grundlæggelse af sædernes metafysik, og allerede her er viljen slået an som et centralt parameter i etikken. Eller mere præcist: Den gode vilje. Den gode vilje kan nemlig være ubetinget god, og derfor kan og skal den styre os, så vores handlinger bevæger sig i en formålstjenlig retning. Det bliver altså den gode vilje, som understøtter alt andet, også andre (formentlig) gode handlinger ellers bliver de slette eller i hvert fald mindre gode, hvis ikke viljen styrer vores tilbøjeligheder. Hermed ikke sagt at andre 3 Normativ etik: Hvordan vi bør handle. 4 Nyeng 2008: s. 53ff. 5 Kants pligtetik kaldes også ofte for sindelagsetik. 5

handlinger ikke kan være gode. Det kan de og vil ofte være, men de kan også være onder, hvis ikke den gode vilje ledsager dem. Pointen er altså, at den gode vilje er god i sig selv, uden forbehold. Det er den i kraft af dens villen. Dermed vil viljen stadig stråle som en juvel, som Kant siger, selvom alle forsøg på at føre sine (gode) hensigter ud i livet mislykkedes 6. Intentionen bag får altså forrang for selve resultatet af handlingen. Den gode vilje er bedre, end det den udretter. Viljen er altså noget, der kommer indefra inde fra os mennesker og kravet er, at det, vi skal stræbe efter, skal være almengyldigt og gælde med nødvendighed 7. Det skal være a priori. Hermed kommer vi frem til en vigtig forudsætning for moralsk handling: Der skal handles af pligt. Og det er ikke nok at handle pligtmæssigt, hvilket vil sige, at man handler på en bestemt måde, fordi man ved, at sådan dikterer pligten. Man skal have en umiddelbar tilbøjelighed til at handle i overensstemmelse med pligten: Man skal nære agtelse for pligten 8. Formuleret sådan her af Kant: Pligt er en handlings nødvendighed betinget af agtelse for loven (Kant 1999: s. 49) 2.1.2. Kants kategoriske imperativ Det indebærer, at loven, et bud eller et imperativ, bliver centrum for vores agtelse og ikke vilkårlige tilbøjeligheder, tilskyndelser eller følelser. Denne tanke formulerer Kant i sit kendte princip: Det kategoriske imperativ. Det er rygraden i hans morallov. Det er det kategoriske imperativ, man skal agte; og det lyder som følger: Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov. (Kant 1999: s. 78) Hvis vi skal forstå mere præcist, hvad Kant mener med dette så kendte citat, så er vi nødt til at skelne mellem et hypotetisk imperativ og det kategoriske ditto. Et hypotetisk imperativ betyder, at vi handler for at opnå noget andet, hvis vi beslutter os for det. Jeg vil gerne på ferie, så jeg arbejder over for at tjene penge til ferien, men jeg kunne også bestemme mig for, at jeg ikke vi tage på ferie og følgelig lade være med at arbejde over, fordi det så ikke længere har mening for mig. Anderledes er det med det kategoriske imperativ. Det har nok i sig selv forstået på den måde, at det kategoriske imperativ er et formål i sig selv. 9 Det er noget, man skal. Altid og uden undtagelse. Maksime betyder et princip, vi faktisk handler efter, og da dette princip skal ophøjes til 6 Kant 1999: s. 40-41 7 Hartnack 1997: s. 50 8 Kant 1999: s. 44-47 og Hartnack 1997: s. 55-56 9 Kant 1999: s. 68-69 6

almengyldig lov, indebærer det, at det princip, du handler efter, skal være noget, som du ønsker, at alle mennesker i samme situation handler efter. Lad os tage et eksempel: Må vi i Aalborg Kommune lyve for pressen, hvis vi vurderer, at det er til fordel for os som myndighed? Svaret er nej ifølge det kategoriske imperativ. I så fald skal vi kunne almengøre, at der i orden at lyve, og det vil betyde, at det var i orden for alle landets 98 kommuner at lyve. Men det vil have den konsekvens, at ingen borgere i landet længere vil tro på noget som helst information, som udgår fra en offentlig myndighed, ligesom at myndighederne heller ikke ville tro på hinanden. Det vil faktisk ikke være muligt at lyve for nogen, fordi ingen ville tro på noget som helst længere. Kant udfolder andre formuleringer af det kategoriske imperativ, blandt andet: Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden såvel i din egen person som i enhver andens person, som mål, aldrig blot som middel. (Kant 1999: s. 88) Hermed udelukkes fx selvmord og løgn, hvor mennesket benyttes som et middel. Det må det ikke kun. Mennesket har en grundlæggende værdi, som er et mål i sig selv. Det kategoriske imperativ og de fælles love er med til at forene mennesket i et formålenes rige 10 - Kant opfatter det som et ideal, der betyder, at vi alle er underlagt lovene og handler med vores fornuft. 2.2. Konsekvensetikken Vores valg resulterer i en eller flere konsekvenser. Ifølge konsekvensetikken er det netop handlingens resultat dens konsekvens der er det afgørende, når vi skal vurdere handlingens moralske værdi 11. Effekten eller nytten af handlingen bliver det afgørende parameter. Hvis resultatet eller konsekvensen er god, så har vi handlet moralsk rigtigt. Populært sagt: Målet helliger midlet. Det kan naturligvis diskuteres, hvad der er gode konsekvenser, og det vil der være forskellige opfattelser af, men grundtanken i denne etiske retning er, at jo mere godt konsekvensen frembringer, desto bedre er det. Man kan altså sat på spidsen hævde, at det er moralsk i orden at torturere en formodet terrorist, hvis det får ham til at røbe placeringen af en bombe, hvilket redder mange menneskers liv. En indflydelsesrig udlægning af konsekvensetikken er utilitarismen: Hvilken nytte resulterer handlingerne i? Og det er den, vi vil se nærmere på i det følgende i form af John Stuart Mills udlægning af utilitarismen. 10 Kant 1999:s.94-95 11 Nyeng 2008: s. 36ff. 7

2.2.1. Mills utilitarisme John Stuart Mill (1806-1873) var stærkt præget af Jeremy Benthams utilitarisme, hvor grundsynspunktet er, at mennesket stræber efter lykke og søger at minimere smerte. Jo mere lykke en handling frembringer samlet set for så mange som muligt, desto bedre og Bentham mente, at lykke kunne måles 12. Den etisk korrekte handling er altså med andre ord den, der resulterer i mest mulig lykke for det størst mulige antal mennesker. Det er dette spor, som Mill fortsætter af og videreudvikler i sin bog Utilitarisme. Mill mener, at mennesket stræber efter lykke og samtidig søger at undgå smerte. Han skriver, at med lykke menes glæde og fravær af smerte; med ulykke menes smerte og berøvelse af glæde. (Mill 1995: s. 17) Mill gør dog i sin udlægning af utilitarismen op med nogle af Benthams tanker, nemlig den at al lykke er lige god. Ifølge Mill er lykke og det er en vigtig pointe meget mere sammensat: Der er flere typer af lykke, og lykke kan gradbøjes. Forstået på den måde, at der findes noget lykke som er bedre end noget andet. Mennesket rummer muligheder for at opnå højere former for lykke end dyr 13. Mill argumenterer med andre ord for en kvalitativ vurdering af lykke eller glæde, som han selv kalder det. Hvis flere foretrækker en glæde frem for en anden, så har denne størst værdi og mennesker vil, siger Mill, oftest foretrække de glæder, der trækker på deres højere evner 14. Åndelig glæde er mere værd end legemlig glæde. Lav åndelig lyst er endda bedre end høj materiel lyst. At vi mennesker så alligevel vælger det nemme, hurtige, det lystfulde hænger sammen med vores skrøbelige natur. Pointen er formuleret sådan her af Mill selv: Det er bedre at være et utilfreds menneske end et tilfreds svin, bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds idiot. Og hvis idioten eller svinet er af en anden mening, er det, fordi de kun kender deres egen side af spørgsmålet. (Mill 1995: s.21) Hvem skal foretage den kvalitative vurdering af, hvilken lyst eller glæde der er bedst? Som nævnt handler det dels om, hvad flertallet foretrækker, men det handler også dels om, hvem der har mest forstand, erfaring, i det pågældende spørgsmål 15. Nu kan man jo så indvende, at utilitarismen med sin nyttemaksimerende logik leder til mere eller mindre egoisme eller ekstrem egennytte. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, påpeger Mill. Det handler nemlig om den største samlede lykke eller en eksistens, der så vidt muligt er fri for smerte og så rig som mulig på nydelser både kvalitativt og kvantitativt. (Mill 1995: s. 23) 12 Mill 1995: s. 7-8 13 Mill 1995: s. 18 14 Mill 1995: s. 19 15 Mill 1995: s. 22 8

Og det er et mål, der kan nås ved såkaldt kultivering af den ædle karakter, fordi disse mennesker vil stræbe efter et fælles gode, der øger den samlede mængde af lykke i verden og begrænser den samlede mængde smerte. Faktisk vil et ædelt menneske acceptere egen smerte, hvis det vil betyde mindre smerte og/eller mere lykke i verden samlet set 16. I det kristne budskab om at elske din næste og behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet ligger hele ånden i utilitarismen 17. 3. Problemer ved pligt- og konsekvensetik De to etiske grundpositioner fokuserer som præsenteret ovenfor på enten motivet bag handlingen eller på handlingens konsekvenser. Hver retning rummer nogle grundlæggende problemer, som jeg vil skitsere i det følgende. 3.1. Pligtetikkens problemer Pligtetikken rummer overordnet det problem, at man risikerer en blind lydighed over for regler og retningslinjer. Ifølge pligtetikken i almindelighed og Kants kategoriske imperativ i særdeleshed så skal man i alle tilfælde følge nogle moralske love, et imperativ, for at handle godt og rigtigt. Det er på en gang dets styrke og dets svaghed. På den ene side kan man falde tilbage på reglerne, når man skal vurdere den moralske værdi af ens handlinger, som det ofte kan være svært eller måske umuligt at forudse konsekvenserne af. På den anden side betyder pligtetikkens universalitet, at det ikke er muligt at lave et skøn i enkeltsager. Den tager altså ikke højde for situationens individualitet. Kant peger selv på endnu en grundlæggende svaghed ved pligtetikken: Det er meget svært at skelne mellem deciderede pligthandlinger eller kun pligtmæssige handlinger 18. Hvordan skal vi kunne afgøre det, når det er noget, der kommer indefra, fra vores sindelag? Man kan altså dybest set ikke vide, om vi handler af pligt. Der kan nemlig sagtens tænkes at ligge skjulte egoistiske motiver bag vores umiddelbart rigtige handlinger; og som dermed betyder, at vi ikke længere handler i overensstemmelse med pligtetikken. Et tredje problem ved Kants rigoristiske pligtetik er, at den til tider kan stride mod almindelig sund fornuft. Man kan nemlig påpege, at der findes gode løgne, fx hvis man lyver i en god sags tjeneste: Hvis Gestapo i 1944 ringede på min dør og spurgte efter en modstandsmand, som jeg skjulte i min kælder, så ville ingen klandre mig moralsk for, at jeg løj Gestapo lige op i ansigtet. Tværtimod. Det 16 Mill 1995: s. 28 17 Mill 1995: s.30 18 Kant 1999: s. 58 9

ville af dem på allieret side blive anset for det rigtige at gøre. Men Kant ville formentlig sige, at jeg var nødt til at sige sandheden for at handle i overensstemmelse med moralloven. Hvis jeg anskuet gennem negative briller skal forestille mig en kommunal forvaltning, der udelukkende handler pligtetisk, så kan denne etiske grundretning i værste fald blive forvredet til en form for magthaveretik, hvor en vi-alene-vide-tankegang får lov at dominere. Omvendt kan man mere positivt anskuet indvende, at pligtetikken lægger sig op ad legalitetsprincippet det retsprincip, der kræver, at alle vores beslutninger, som griber ind i borgernes liv, skal kunne begrundes i en lov (lovhjemmel). Jeg vil også gøre opmærksom på, at Kants pligtetik på nogle måder minder om en dydsetik, fordi Kant netop peger på, at det ikke er nok at følge pligten, fordi man skal. Det sande sindelag skal så at sige følge med: Den ånd, pligten udføres i, tæller også. 3.2. Konsekvensetikkens problemer Mill påpeger, at hans udlægning af utilitarismen skal fortolkes som gavnligt for hele menneskeheden. Hans udgangspunkt er altruistisk forstået på den måde, at det er den samlede mængde af lykke, der er kriteriet, hvilket betyder, at andres lykke tæller lige så meget som ens egen lykke. Her er det altså vigtigt, at retningen bliver brugt i den gode sags tjeneste og ikke bliver mistolket i retning af, hvor det er egennytte eller nytte kun for de få, som får alt for stort fokus på bekostning af nytte for de mange. Et andet problem er og det ligger i forlængelse af det at vi bestemt heller ikke er enige om, hvad der egentlig er lykke eller en god konsekvens. Selvom Mill siger, at det er svært at måle lykken kvantitativt, så er det heller ikke nødvendigvis nemmere at måle den kvalitativt, fordi hvem er den kvalitativ for, når det kommer til stykket? Det kan der sagtens være forskellige fortolkninger af, ligesom mennesker formentlig vil vægte noget forskelligt, når de vurderer en handlings konsekvenser. Et alvorligt problem ved utilitarismen er også, at den synes at lede til at udfordre nogle meget grundfæstede (pligtetiske) opfattelser, som vi har. Fx kan man jo spørge, om det er i orden at udsætte 10.000 mennesker for grusom tortur, hvis det kan redde en million mennesker fra at dø af sult. Hvis jeg anskuet gennem negative briller skal forestille mig en kommunal forvaltning, der udelukkende handler konsekvensetisk, så kan denne etiske grundretning resultere i, at forvaltningen vender det blinde øje til centrale lovparagraffer og altså forbryder sig mod legalitetsprincippet. Omvendt kan man mere positivt anskuet indvende, at konsekvensetikken giver mulighed for at skønne i enkeltsager og tilpasse sig unikke situationer. 10

4. Kriseledelse og etik i Aalborg Kommune Med sidste opgave års opgave Om viljens frihed og moral og ansvarlighed i relation til kriseledelse og mediekriser tog jeg som nævnt hul på at knytte filosofiske overvejelser sammen med den praktiske disciplin kriseledelse, som har fået større og større opmærksom på min arbejdsplads. Årsagen til den større opmærksomhed skal findes både generelt og specifikt. Generelt fordi både private virksomheder og offentlige myndigheder oftere og oftere oplever at stå med møg-sager : Forstået på den måde at en særlig hændelse i relation til virksomheden gør, at medierne pludseligt interesserer sig voldsomt for virksomheden. Specifikt fordi vi på min arbejdsplads, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune, årligt har to-tre tungere sager, som får stor eksponering i offentligheden gennem nyhedsmedierne. Kriseledelse skal her forstås, som den type ledelse en organisation udøver, når den udsættes for massiv opmærksomhed i nyhedsmedierne. Det kaldes også ofte for krisekommunikation, men her vil jeg, som i min tidligere opgave, kalde det for kriseledelse for at skærpe fokus på, at krisekommunikation oftest er en ledelsesopgave. Det er vigtigt som afsæt til at forstå Familie- og Beskæftigelsesforvaltningens handlen som myndighed under en krise, at krisens aksiologi hos forvaltningen det vil sige, hvilken værdi krisen har fordrer en negativ opfattelse: Det er noget, forvaltningen skal undgå for alt i verden, så den kan vende tilbage til en normal situation 19. Jeg mener, at etikken kan bruges til reflektere over og begrunde de beslutninger, som vi træffer under mediekriser. Normalt når hverdagens praksis og rutiner kører, spekulerer vi ikke så meget over, hvorfor og hvordan vi handler. Men i krisesituationer, eller situationer som rummer dilemmaer, får etikken pludselig stor betydning. Den kan nemlig hjælpe os med at overveje eller i hvert fald blive mere bevidst om de kriterier, der ligger bag de beslutninger, som vi træffer. Beslutninger, som kan få stor virkning i andre menneskers (gode) liv. 4.1. Case: Mou-sagen januar 2009 I januar 2009 kom Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune ud for en mediekrise. Det skete, da nyhedsmedierne i hele landet satte fokus på den såkaldte Mou-sag, der skulle for retten: En pige blev udsat for voldelige overgreb fra sine forældre. Sagen eksploderede i medierne dagen før retssagen. Kernen i kritikken mod kommunen, som tog til i styrke, var, at de ansvarlige embedsmænd og politikere i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen ikke greb ind i tide, selvom forvaltningen var blevet informeret om mulige voldelige overgreb af blandt andre naboer og skole flere gange. Nyhedsmedierne satte fokus på sagen gennem det meste af januar. Naboerne var forargede og offentligheden rystet, da den ene gruopvækkende detalje om vold og mishandling efter den anden blev rullet op og lagt frem. 19 Johansen og Frandsen 2008: s. 72-74 11

4.2. Etiske overvejelser i relation til Mou-sagen Når en sådan sag rammer forvaltningen træder kriseberedskabet sammen. Det er normalt rådmand, direktør og den relevante afdelingschef samt den juridisk ansvarlige og den kommunikationsansvarlige. Denne kreds drøfter, hvordan man skal håndtere sagen, og der trækkes naturligvis på sagkundskab fra andre relevante embedsmænd i forvaltningen. Den øverste ansvarlige er rådmanden, og det er hende, som i sidste ende beslutter, hvordan forvaltningen skal reagere. Grundlæggende kan man i forhold til Mou-sagen sige, at det væsentligste i første omgang er at tage hånd om selve sagen. Er der noget, vi skal gøre anderledes her? Skal vi handle på noget her og nu? Herudover skal man håndtere kommunikation indadtil: Det vil sige i forhold til medarbejderne og måske især de medarbejdere, som har siddet og sagsbehandlet på den konkrete sag; og man skal også håndtere kommunikationen udadtil (som er den del, der på godt og ondt får størst opmærksomhed): Det vil sige i forhold til offentligheden, hvilket oftest foregår gennem nyhedsmedierne, der er en form for filter mellem myndigheden og offentligheden. I forhold til Mou-sagen tog den daværende formand for Børn- og ungeudvalget 20 med opbakning fra rådmand og direktør en såkaldt formandsbeslutning om at tvangsfjerne sønnen i den pågældende familie, hvor pigen var blevet mishandlet, selvom det vakte modstand blandt den juridiske sagkundskab i forvaltningen, der ikke mente, at der var tilstrækkeligt juridisk grundlag for at gøre det. Kernen i overvejelsen var, at ledelsen var i tvivl om, hvorvidt den ville hug for ikke at have handlet med hjemmel i loven (legalitetsprincippet), men den vurderede, at den ikke turde tage konsekvensen af at lade sønnen blive i familien med den viden, som var blevet lagt frem i nyhedsmedierne og retten. Derfor fik en utilitaristisk tankegang her forrang for en mere pligtetisk tankegang, hvor et kategorisk imperativ jo er, at myndigheder skal handle i overensstemmelse med loven (legalitetsprincippet). Samtidig kørte medierne jo på os, mens sagen rasede i retten. Det indebar, at rådmand Mai-Britt Iversen stod over for et andet valg: Skulle hun gå i medierne nu og tale forvaltningens sag, eller skulle hun vente, indtil sagens detaljer var blevet lagt frem i retten? Den juridiske vurdering i forvaltningen var klokkeklar: Vent, indtil sagen er færdig. Risikoen er nemlig, at man kommer til at overskride tavshedspligten, fordi man i kampens hede kommer til at tale over sig. Men Mai-Britt Iversen var frustreret over det. Hun oplevede, at medierne fremlagte forkerte og mangelfulde oplysninger. Hele forvaltningens synsvinkel blev underbelyst. Rådmanden vaklede mellem, at: gøre det hun følte var moralsk rigtigst: at snakke med medierne gøre det juridisk rigtige: ikke at sige noget før retssagen var slut Først på dagen valgte hun tavsheden, men pludselig skiftede hun spor, og sidst på eftermiddagen traf hun beslutningen om at gå på med et direkte interview på DR og TV2 om aftenen. Igen ser vi, 20 Børn- og ungeudvalget træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge jf. Lov om social service 62. Det kan fx være i sager om anbringelse uden for hjemmet 12

at der er et imperativ, der påbyder hende at handle på en bestemt måde. Alligevel trodser hun det, også selvom hun endda ikke var sikker på, at konsekvensen bagefter ville blive gunstig for hverken hende selv eller forvaltningen. I værste fald tværtimod. Men hun følte, at hun var nødt til det. Hun kunne ikke leve med ikke at sige noget overhovedet, når store dele af Danmarks pressekorps ønskede at få repræsentanten fra en offentlig myndighed i tale. Hun mente, at der var et imperativ, som var stærkere end lovens bogstav: Hun kunne ikke se sig selv i øjnene, hvis hun ikke trådte frem på scenen og sagde noget 21. 4.3. Etiske overvejelser fremadrettet Et problem ved etikken set fra en praktikers skrivebord er imidlertid, at den kan være svær at anvende i praksis, og det er måske endda et særligt udtalt problem inden for mit faglige felt: kriseledelse og krisekommunikation, hvor situationen ofte kræver, at der skal handles hurtigt. Derfor vil jeg pege på en form for etisk test, som er beskrevet i bogen The Power of Ethical Management. Testen består af tre spørgsmål, som man kan stille til de handlinger, som man overvejer. Spørgsmålene er: Is it legal? Will I be violating either civil law or company policy? Is it balanced? Is it fair to all concerned in the short term as well as in the long term? Does it promote win-win relationships? How will it make me feel about myself? Will it make me proud? Would I feel good if my decision was published in the newspaper? Would I feel good if my family knew about it? (Gengivet efter Blanchard og Peale 1988: s.27) Som jeg ser det, så vil en rutine, hvor man stiller sig selv disse spørgsmål sikre, at vi får medtænkt både pligt- og konsekvensetik, når vi udfører praktisk kriseledelse. Og også inden for et 21 Her kan man også indvende, at vi ser tegn på en moderne dydsetik. Vi bryder reglerne, og vi er bestemt heller ikke sikre på, at konsekvensen bliver positiv, men vores selvrespekt byder os at træde frem og sige noget. 13

overskueligt forbrug af tid og resurser, der er et yderst relevant parameter at forholde sig til i situationer som kriseledelse, hvor hastighed og hurtig reaktion ofte er vigtige. Is it legal relaterer sig især til pligtetikken; is it balanced relaterer sig især til konsekvensetikken. Det sidste spørgsmål, how will it make me feel about myself, kan også siges at relatere sig til Kants pligtetik, som vi husker også er en sindelagsetik 22. Et centralt problem ved disse spørgsmål vil dog være, at der helt sikkert vil være situationer, hvor svarene på de tre spørgsmål ikke vil passe sammen. Man vil med andre ord ikke slippe uden om at skulle vælge et etisk ståsted. Det er ikke genvej til nemme løsninger. Men hvis man har overvejet de tre spørgsmål, så tror jeg, at man vil have en stærkere begrundelse bag den handling, man vælger. Som Kant siger, så er et problem ved pligtetikken, at man ikke kan afgøre med usvigelig sikkerhed, om vi har et altruistisk og ikke egoistisk motiv bag vores handlinger, hvilket gør det svært at vide, om der overhovedet findes en sand pligtetiker. Et bud på en slags løsning er fokus på værdier. Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune har fire værdier professionalisme, engagement, samarbejde/respekt og kompetenceudvikling der er blevet til gennem en lang, tværfaglig proces, der skulle sikre, at alle i forvaltningen nu og i fremtiden altid handler i overensstemmelse med værdierne, fordi de føler ejerskab til værdierne. Således skulle værdierne ideelt set repræsentere den ånd, der strømmer gennem alle medarbejderne. Jeg er med på, at det ikke løser det ikke grundlæggende problem: at vi stadig ikke kan måle med sikkerhed, hvad medarbejderne oprigtig føler, når de handler. Men et fokus på værdier og en tro på dem øger alt andet lige chancen for, at medarbejderne får det rette sindelag og udfører sande pligthandlinger frem for pligtmæssige handlinger. 5. Konklusion Hermed tæt ved vejs ende har vi fået et indblik i to klassiske udlægninger af de etiske retninger pligt- og konsekvensetikken, som har fået meget opmærksomhed i den etiske litteratur. Jeg håber at have vist, at selvom Kants og Mills tanker efterhånden har nogle hundrede år på bagen, så er deres værker om pligt- og konsekvensetik stadig relevante og aktuelle. Opsummerende kan jeg om pligtetikken sige, at det er hensigten bag handlingen, der står som det centrale for den moralske vurdering af en given handling. Centralt står Kants kategoriske imperativ som styrepind for handlingen. Svagheden ved pligtetikken er, dels at det kan være svært at måle, om vi udfører en sand pligthandling, dels at den nogle gange kan stride mod sund fornuft, hvilket kan illustreres med forskellige dilemma-eksempler, hvor den menneskelige mavefornemmelse siger, at her vil det være fornuftigt for eksempel at lyve. 22 Men jeg vil dog mene, at man også kan argumentere for, at det passer på dydsetikken, fordi svaret på spørgsmålet også siger noget om ens karakteregenskaber eller om det menneske, man ønsker at være. 14

Tilsvarende kan jeg om konsekvensetikken opsummerende sige, at det er handlingens konsekvenser, der står som det centrale for den moralske vurdering af en given handling. Centralt står lykkemaksimering og ifølge Mills utilitarisme er muligt at gradbøje af lykke. Åndelig lykke er for eksempel mere værd end materiel lykke. Trods deres indbyggede svagheder så supplerer retningerne hinanden godt, fordi det tvinger os til at overveje både selve handlingen og konsekvensen. Min analyse af Mou-sagen viser, at de klassiske etiske teorier lever i bedste velgående i moderne kommunikationspraksis i en kommunal forvaltning, og de to retninger kan illustrere det modsætningsforhold, der kan være i offentlig myndighed: Jeg ser nemlig en tendens til, at på det administrative niveau, hvor embedsmændene huserer, der får pligtetikken forrang. Især legalitetsprincippet er medvirkende hertil. Omvendt ser jeg en tendens til, at på det politiske niveau, hvor de folkevalgte huserer, der får konsekvensetikken forrang. Ganske vist har rådmanden der er politiker også det øverste administrative ansvar, men for stærke embedsmænd eller politikere, der udøver kriseledelse, kan skævvride denne disciplin, så enten konsekvens- eller pligtetik bliver underbelyst. Jeg har derfor til sidst forsøgt at operationalisere etikken i tre spørgsmål, der sikrer, at man får de to etiske teorier medtænkt under udøvelse af kriseledelse, og samtidig tager spørgsmålene højde for, at beslutninger i denne sammenhæng ofte skal tages under voldsomt tidspres. En succesfuld udførsel af disse overvejelser kan være med til at sikre, at vi realiserer vores mission som forvaltning: at skabe et godt hverdagsliv for kommunes borgere og især dem med svære livsbetingelser. 5.1. Perspektivering Som jeg nævnte i indledningen tager nærværende etikopgave den faglige tråd op fra sidste års opgaven om viljens frihed, hvori begge kriseledelse og krisekommunikation i en kommunal kontekst er det faglige omdrejningspunkt for mine filosofiske refleksioner. Dette arbejde vil fortsætte med næste års undervisning i filosofi, hvor retorikken bliver en del af indholdet i filosofiundervisningen. Det betyder, at en opgave, hvor rådmandens konkrete kriseretorik sættes under lup, vil være et godt bud på det næste faglige problemfelt, der skal undersøges. 15

6. Litteratur Primær litteratur relateret direkte til opgaven: Blanchard, Kenneth og Peale, Norman Vincent: The Power of Ethical Management. s. 11-27 (11 sider) Johansen og Frandsen: Krisekommunikation. Forlaget samfundslitteratur. 2008. s. 69-112 (43 sider) Kant, Immanuel: Grundlæggelse af sædernes metafysik. Hans Reitzels Forlag. 1999. (137 sider) Mill, John Stuart: Utilitarisme. Det lille forlag. 1995. (104 sider) Sekundær litteratur relateret direkte til opgaven: Hartnack, Justus: Immanuel Kant. C.A. Reitzel. 1997. s. 49-71 (23 sider) Nyeng, Frode: etiske teorier s. 5-69 (64 sider) Sandøe, Peter: Etik og prioritering i Livskvalitet og etisk prioritering. 1992. NNF. 103-135 (32 sider) Primær ikke direkte relateret til opgaven Camus, Albert: Sisyfosmyten. Gyldendal. 1967. s. 11-34, 54-67 (36 sider) Feilberg, Ludvig: Samlede skrifter bd. 1: Om størst udbytte af sjælsevner. 1881. s. 7-17, s. 34-37, s.46-51 (19 sider) Habermas, Jürgen: Demokrati og Retsstat. Hans Retizels Forlag. 1996. 16

s.43-55, 73-89, 90-122, 187-203 (76 sider) Kirkegaard, Søren: Enten Eller. s. 40-49 (10 sider) Kirkegaard, Søren: Sygdommen til døden. s. 87-93 (7 sider) Løgstrup, K. E.: Den etiske fordring. Gyldendal. 1957. s.17-39 (22 sider) Løgstrup K. E.: Norm og spontanitet. Gyldendal. 1971. s.17-33, s. 272-299 (43 sider) Sørlander, Kai: Under evighedens synsvinkel. Munksgaard. Rosinante. s. 49-89 (40 sider) Sekundær ikke direkte relateret direkte til opgaven Thyssen, Ole og Larsen, Mikhail: Menneske ret. 1983. s. 127-169 (42 sider) Pahuus, Mogens: Dansk, kultur og kommunikation. Akademisk Forlag. 2009. s. 17-35 (18 sider) Pahuus, Mogens: Livet selv. En livsfilosofisk tolkning af kristendommen. Philsophia. 1993. s. 17-39 (22 sider) Pahuus, Mogens: Magt og demokrati. KVAN nr. 46. 1996. s. 212-236 (24 sider) 17