Fattigdom i Kina i 1990 erne. - Den nye udvikling. Opgave i U-landslære sommeren 2001 Af Simon Rom Gjerø Vejleder Frands Dolberg

Fattigdom i Kina i 1990 erne - Den nye udvikling Opgave i U-landslære sommeren 2001 Af Simon Rom Gjerø Vejleder Frands Dolberg

Indholdsfortegnelse 1 Indledning...3 1.1 Problemformulering og opgavens struktur...3 1.2 Kildekritik...4 2 Teori...5 2.1 Hvad er fattigdom?...5 2.2 Mål af fattigdom...5 2.3 Kritik...6 3 Baggrund for fattigdomssituationen i Kina...7 3.1 Historisk rids...7 3.2 Delkonklusion...9 4 Situationen i 1990 erne...10 4.1 Økonomiske indikatorer...10 4.2 Korruption...11 4.3 Sociale indikatorer...12 4.3.1 Sundhed...12 4.3.2 Uddannelse...13 5 Fordelingen af fattigdommen...14 5.1 1990 ernes forandringer og nye inddelinger...14 5.2 Rural fattigdom...16 5.3 Urban fattigdom...17 5.3.1 Statsansatte, fyrede og pensionister...18 5.3.2 Den flydende befolkning...19 5.3.3 Kvinder...20 5.4 Land kontra by...21 5.5 Regionale forskelle...22 6 Sammenfatning og konklusion...23 7 Perspektivering...24 Litteraturliste...27 Bilag 1...30 Bilag 2...31 Bilag 3...32 Bilag 4...33

1 Indledning For tyve år siden ændrede Kinas nye leder, Deng Xiaoping, kursen for Kinas økonomi med et par simple observationer. At blive rig er glorværdigt, var det nye slogan, men ikke alle i Kina kunne blive rige fra den ene dag til den anden. Nogle kinesere og nogle regioner blev tilladt at blive rige først. Og nogle kinesere og nogle regioner blev rige. I dag, hvor man på den ene side fejrer årsdagen for Dengs reformer og disses succeser, kæmper Kinas regering til stadighed med at afhjælpe de store uligheder som reformerne også resulterede i. Forskellene er store, både mellem by og land, internt i begge områder og også regionalt, målt som personlig indkomst, økonomisk udbytte, grad af analfabetisme, gennemsnitlevealder etc. Som Deng måske eller måske ikke havde forventet, men helt sikkert ikke dvælede ved, har disse forskelle skabt grobund for en voksende jalousi. Fattigdom i Kina er stadig mest et ruralt problem, men også byerne har i de senere år udviklet en større og større fattig social underklasse. Selvom Verdensbanken i dag regner med, at der er ca. 270 millioner fattige kinesere 1 ud af 1,2 milliarder fattige mennesker i verden, der lever for under en dollar om dagen 2, er dette tal dog set over en bred række af analyser for nedadgående, men hvorfor er trickle-down effekten ikke slået igennem alle steder i samfundet og hvorfor er der blevet nye fattige? Dette leder mig frem til min problemformulering: 1.1 Problemformulering og opgavens struktur Hvordan ser den generelle fattigdomssituation ud i Kina i 1990 erne og hvad har de vigtigste årsager været til den nye udvikling af fattigdom? Efter først at have defineret fattigdom og hvordan man kan måle det, samt givet en indledende kildekritik, vil jeg give en baggrundsforståelse for situationen som den ser ud i 1990 erne. Dernæst vil jeg udfra en analyse af en række fattigdomsindikatorer give et generelt billede på den nationale fattigdomssituation i Kina 1990 erne, det vil så vidt muligt primært være midt til slutningen af 1990 erne, da jeg ønsker et så aktuelt billede som muligt. Jeg vil herefter prøve at koncentrere mig 1 Dette tal divergerer dog væsentligt fra forsker til forsker og institution til institution, som min opgave også vil vise. 2 Den internationale standard som Verdensbanken og FN burger til at definere fattigdomsgrænsen i mange udviklingslande.

om at se på den nye udvikling af fattigdom i Kina, da afviklingen af fattigdom, generelt set, på trods af meget divergerende tal, dog ser ud til at være en uomtvistelig realitet. Jeg vil koncentrere mig om at udspecificere hovedgrupperne i den urbane fattigdom, da kernen for denne opgave er at finde frem til hvorfor der er kommet nye fattige som ikke har fået gavn af trickle-down effekten, og disse nye fattige grupper primært er opstået i byerne. 1.2 Kildekritik Med den tidligere guvernør for Hong Kong, Chris Pattens ord: Chinese economic statistics are notoriously unreliable (Patten 1998:143). Dette er måske en overdrivelse, men der er flere forskere der peger på, at tallene og definitionerne i de kinesiske kilder ofte er behæftet med fejl, men også ofte bare med meget store måleusikkerheder. Alene landets størrelse taget i betragtning er det kun naturligt. F.eks. regner flere demografiske eksperter med, at flere end en tredjedel af alle fødsler ikke bliver rapporteret, hvilket betyder at der reelt er mere end 100 millioner flere mennesker i Kina, end hvad de officielle statistikker nævner. Mens andre hævder at myndighederne i Kina har mere styr på den kinesiske befolkning end f.eks. de amerikanske myndigheder har på sin. Derudover er den såkaldte flydende befolkning 3 utrolig vanskelig at tælle, selvom den selv skulle ønske at blive talt, er det praktisk næsten umuligt. Også fordi mange kommunale myndigheder er bange for at rapportere det reelle befolkningstal, enten for at miste statstilskud eller for at blive krævet at øge budgettet for sociale udgifter (Beijing Environment, Science and Technology Update 2001). Ligeledes er den reelle arbejdsløshed meget større, da mange statsinstanser, særligt i mindre byer, ikke har råd til at udbetale lønninger, og folks jobfunktion reelt er udspillet, mens de stadig på papiret har arbejde. Som tidligere nævnt har jeg så vidt muligt valgt de nyeste kilder, men god forskning tager som bekendt tid og mange af mine kilder bruger data, der er nogle år gamle. 3 Betegner den gruppe af kinesere, der flyder rundt i landet, primært til de større byer, i deres søgen efter arbejde. Gruppen består af et sted mellem 80-og 200 millioner mennesker, primært fattige mænd, der er er blevet til overs på landet.

2 Teori 2.1 Hvad er fattigdom? Fattigdom har mange ansigter og ændrer sig meget fra sted til sted og over tid og den er blevet beskrevet og målt på ligeså mange forskellige måder. 4 Amartya Sen relaterer fattigdom til frihed, hvor fattigdom er mangel på frihed til at vælge fra og til. Han pointerer også, at fattigdom ikke behøver at være økonomisk, men findes i mange former (Sen A. 1999:3-4). Shujie Yao beskriver absolut fattigdom i Kina således: [ ] absolute poverty in China means that a household does not have enough staple food to eat, cannot afford to buy enough warm clothing, and are unable to have their children educated up to primary school level (Yao 1999). Selvom fattigdom kan beskrives på mange måder, som ovenfor nævnt, er der dog rimelig enighed om, hvad det indbefatter, og den absolutte fattigdom i Kina, som Yao beskriver den, er den definition jeg vil bruge for denne opgave. 2.2 Mål af fattigdom Inden FNs udviklingsprogram begyndte at udgive Human Development Report, var det meste af fattigdomsproblematikken koncentreret omkring sammenligninger af forbrug og indkomst, men med udgivelsen af disse fra 1990 og fremefter har man fået et meget bedre billede af fattigdom som også havende en ikke-indkomst baseret dimension. Der er en del studier af indkomstulighed i Kina af både kinesiske og udenlandske forskere og her ser man ofte Gini-coefficienten 5 blive meget brugt som metode til at måle indkomstuligheder mellem individer eller husholdninger. Selvom denne metode utvivlsomt er en god måde at vise indkomstskel blandt førnævnte, da bør denne metode ikke være det eneste værktøj til en analyse, fordi den er en statisk måleenhed, der ser bort fra den virkelige vækst i indkomst. I realiteten kan et land med en relativ god Gini-coefficient stadig have millioner af meget fattige mennesker. Ingen 4 Verdensbanken opsummerer f.eks. at: Fattigdom er sult. Fattigdom er mangel på husly. Fattigdom er at være syg og ikke kunne komme til lægen. Fattigdom er ikke at kunne komme i skole og ikke kunne læse. Fattigdom er ikke at have arbejde, frygt for fremtiden og leve livet en dag af gangen. Fattigdom er at miste et barn på grund af en sygdom, der er kommet med det urene drikkevand. Fattigdom er magtesløshed og mangel på repræsentation og frihed (http://www.worldbank.org/poverty). 5 Der er mange forskellige definitioner; G. Pyatt giver sin definition på Gini-coefficienten således: [ ] the ratio of the expected gain of a randomly selected individual in the population to the average income of that population. (Pyatt, G. (1976). On the Interpretation and Disaggregation of Gini Coefficients, Economic Journal, vol. 86, s.243-55 i Yao 1999). En Gini-coefficient på nul (0) refererer til en perfekt ligelig indkomstfordeling. For optimal ulighed, hvor kun en person har en indkomst (hvis dette var muligt) ville Gini-coeficienten være en (1). Reelt betegner man en Gini coefficient på under 0,2 som absolut lige, mellem 0,2 og 0,3 relativt lige, mellem 0,3 og 0,4 relativt ulige, mellem 0,4 og 0,5 er skellet relativt stort, og over 0,5 er det meget stort. Kina 1996: 0,28 (Qian et al. 2000:113).

har endnu fundet den perfekte metode, der kan tage højde for alle aspekter. Choi (1996) argumenterer herfor ved at citere adskillige metoder, der er blevet brugt i andre studier og hvor analyserne af Kinas indkomstuligheder er faldet vidt forskelligt ud. Han og flere andre forskere efterlyser nødvendigheden af en ny metode, der bedre kan tage højde for de dynamiske karakteristika. Jeg har derfor valgt at se på en række forskellige indikatorer for at få et så bredt grundlag for min analyse som muligt. I 1986 etablerede man i Kina et nationalt fattigdomsreduktionsprogram, der skulle afhjælpe fattigdomsproblemer ved primært at hæve produktionen i udpegede fattige regioner og man anlagde en national absolut fattigdomsgrænse for at kunne bestemme hvilke amter, der kunne få assistance. Baseret på indsamlede tal for indkomst og produktion på landet i 1985, blev et amt karakteriseret som fattigt når den gennemsnitlige årlige pr. capita indkomst lå under 200 yuan eller den gennemsnitlige årlige kornproduktion pr. capita var under 200 kg. Hermed kunne man udpege 328 officielt fattige amter nationalt, der fik adgang til positiv særbehandling fra regeringen; derudover blev 368 amter udpeget provinsielt, baseret på provinsernes egne fattigdomsgrænser, der gik fra 200 500 yuan. Disse tal blev revideret igen i 1994, 1996 og fra 1999 har den nationale fattigdomsgrænse været 635 yuan 6 og har udgjort 592 amter 7 (ud af Kinas i alt 2142 amter) (Cook et al 1998). Og disse amter fortsætter med at være kernen i regeringens fattigdomsreduktionsprogram og man har ligeledes fortsat med at bruge de relativt snævre fattigdomsdefinitioner som indkomst til at bestemme sine politikker ud fra. 2.3 Kritik Dette har flere ulemper, bl.a. har valget af amtet som den grundlæggende enhed, betydet en udviskning af signifikante variationer mellem og indenfor husholdninger, landsbyer og mellem kønnene. Denne definition ignorerer desuden den store ikke-indkomst baserede del af de fattiges økonomi, særligt på landet, og skjuler dermed den stigende kompleksitet i fattigdommen i Kina. Desuden har flere forskningsresultater bevist, at op i mod halvdelen af alle fattige bor udenfor disse udpegede amter (The World Bank 1997:46 & Asian Development Bank 2000). Samtidig er en fastsættelse af et beløb problematisk, da man i stedet skulle se på købekrafts paritet (KKP), da de regionale forskelle gør at en sammenligning i virkeligheden er umulig. 6 Dette tal er dog væsentligt under den af Verdensbanken et al. vedtagne grænse på 1 $ om dagen, i f.eks. Gansu er den helt nede på ti cents! (Liao 1999). 7 Se bilag 1.

Men som opgaven også viser er der store udsving i målingen af antallet af fattige, og det illustrerer med al tydelighed forskernes og regeringers frihed til at vælge deres egne parametre for fattigdom. Det er sandsynligvis også derfor Kina ofte bliver holdt udenfor internationale statistikker, da kineserne ofte har deres helt særegne måleenheder. En simpel ændring af måleenhed kan hæve eller sænke antallet af fattige adskillige gange, og de underliggende definitioner og mål er ofte politisk betingede. Derfor har jeg valgt en række af indikatorer for fattigdom for at få et så nuanceret billede som muligt. Tallene i mine kilder svinger væsentligt mellem ca. 40 og 270 millioner fattige i perioden 1995-1998 8. Hvor det laveste tal kun medregner folk der lever på eller under den officielle fattigdomsgrænse i de udpegede fattigdomsområder. 3 Baggrund for fattigdomssituationen i Kina 3.1 Historisk rids Frem til 1978 eksisterede der en bagvedliggende egalitær ideologi, der skulle sørge for at alle basale velfærdsgoder var kollektivt sikrede. En minimum levestandard blev opretholdt igennem institutionelle arrangementer for at forhindre den værste fattigdom. Fra starten af 50 erne opdelte man befolkningen i en land- og bybefolkning; man fik en såkaldt hukou-registrering, der stort set fulgte en hele livet og sikrede en slags stavnsbinding, der gjorde at urbaniseringsgraden er forblevet meget lav frem til i dag. På landet, hvor langt størstedelen af befolkningen levede, involverede disse arrangementer den kollektive organisation af landbrugsproduktionen, hvor kollektivet leverede de mest basale sociale serviceydelser. Man undgik de værste mangelsituationer undtagen når der var tale om udbredt hungersnød ved at overføre korn til de fattigste regioner. Levestandarden i byerne blev opretholdt igennem en jernskål af ris -systemet, hvori bybefolkningen var garanteret arbejde i stats- og kollektive arbejdsenheder, adgang til bolig, pensioner, sundhed og uddannelse, samt rationeringer på mad og tøj (det såkaldte danwei-system). Selvom lønningerne i byerne var underlagt en lavt løns strategi, var levestandarden i byerne langt over den på landet. Derudover sørgede staten også for at hjælpe de mest nødstedte både på landet og i byerne med målrettede indsatser. 8 Det er ikke mit formål at definere hvilket tal, der er det mest rigtige, blot at se på trenden og gøre opmærksom på de store udsving.

Trods sine mange uovertrufne sider regner man dog stadig med, at mindst 250 millioner kinesere (30 % af landbefolkningen) levede i absolut fattigdom på tærsklen til den nye reformperiodes start i 1978 (Cook et al. 1998). Siden begyndelsen på reformperioden i 1978 er den ideologiske forpligtelse til at udradere fattigdom forblevet den samme, men midlet til at nå målet er blevet et andet. Nu drejede det sig pludselig om at øge produktionen og væksten, samt tillade at nogle blev rige først for at give et incitament til øget konkurrence. Op til midten af 80 erne havde man da heller ingen grund til at anfægte denne antagelse, da produktionen på landet nærmest eksploderede og pr. capita indkomsterne ligeså, og dermed faldt andelen af Kinas fattige hastigt. Skellet mellem indkomster på landet og i byerne var blevet reduceret væsentligt, men herefter havde man nået et midlertidigt loft for vækst i landbrugsområderne og man skiftede fokus til udviklingen af østkysten og finansiel decentralisering. Fra da af blev væksten lagt over i eksportsektoren. Denne udvikling førte til en acceleration af økonomisk vækst nationalt, men forværrede samtidig forholdene for mange fattige på landet og nedsatte farten af fattigdomsreduktionen 9. Uligheden af indkomstfordelingen og arbejdsløsheden steg meget i samme periode. Men i den samme kontekst skal det siges, at Kinas BNP mere end firedobledes mellem 1978 og 1996 under de økonomiske reformer og den disponible indkomst pr. capita mere end tredobledes i byerne og næsten firedobledes på landet (Piazza 1998; Cook et al. 1998; Fan et al. 2000). Fra 1978 og frem til i dag regner den kinesiske regering samt flere forskere med at mere end 200 millioner kinesere er sluppet ud af den absolutte fattigdom. Dette, mener jeg, er et resultat af den kinesiske regerings initiativer, men jeg må konkludere at det ikke har været pga. deciderede antifattigdoms programmer eller udvidede offentlige arbejder, men primært som et resultat af udvidelsen af markeder, stigende stats-købspriser på landbrugsprodukter sidst i 70 erne og starten af 80 erne, ændringen af landbruget fra et kollektivt baseret til et enkelt husholdnings baseret med hver sin kontrakt, udviklingen af township and village enterprises (TVE), samt en slækken på de skrappe regler om by- og landregistrering, der gjorde det muligt for den overskydende landbefolkning at finde arbejde i de nyåbnede fabrikker i de større byer og langs østkysten i de nye specielle økonomiske zoner. Kort sagt var det altså en række faktorer, der var et resultat af en ekspanderende økonomi, der har bragt andelen af kinesere, der lever i absolut fattigdom, ned under 9 Antallet af kinesere, der levede under den officielle fattigdomsgrænse, faldt med 18 millioner om året i årene 1978-85, men kun med 6 millioner mellem 1985-95, med de allerlaveste rater i starten af 90 erne (Selden 1997).

10 %. Fra at have haft store regioner i Kina, der har levet i absolut fattigdom har man nu formået at reducere problemet til lommer rundt omkring i fjerne, ressource-svage områder, primært på landet, men i stigende grad ses også lommer af urban fattigdom (Selden 1997). Set over en bred kam har den kinesiske befolkning dog oplevet en utrolig udvikling, økonomisk, de sidste par og tyve år, men når det er sagt, er det dog klart, at markedsreformerne ikke er kommet alle sociale klasser til gode og der er tegn på en yderligere polarisering i det kinesiske samfund (Qian 2000). De fattige misunder de heldige, rige byboer og kontrasterne mellem land by og kyst indland kan komme til at true den økonomiske vækst, samt den sociale og politiske stabilitet. 10 Men som billede på national fordeling af indkomsterne i Kina ses her nedenfor kort 1, der viser Kina, med fordelingen af BNP indtægter i 1997. Kort 1: De rige er anderledes (Economist 1999:2). 3.2 Delkonklusion Der er sket en fantastisk udvikling i Kina over perioden beskrevet her, men den øgede liberalisering og hovedparten af de initiativer, som den kinesiske regering har sat i gang og som har medført den generelle nedgang i antallet af fattige, fandt sted i starten af 80 erne. Og det var også i denne periode (ca. 1978-86), at langt de fleste kinesere her mener jeg bønderne - slap ud af fattigdommen. Til dels som følge af de samme reformer er der så i stedet fulgt en lang række af nye fattige grupper. 10 Som man f.eks. kunne se allerede på den Himmelske Freds Plads tilbage i april- juni 1989.

4 Situationen i 1990 erne I dette afsnit vil jeg give et billede af fattigdomssituationen i Kina ved hjælp af en beskrivelse og analyse af en række økonomiske og sociale indikatorer. Da de politiske forandringer i form af f.eks. øget grad af demokrati i reformperioden har været begrænsede, trods en øget demokratisering har fundet sted på landsbyplan i de seneste år, er det dog for tidligt endnu til at kunne måle om det har haft en indvirkning på fattigdomssituationen, derfor har jeg valgt at udelade tal for dette. 4.1 Økonomiske indikatorer En lang række økonomiske faktorer har indflydelse på en befolknings generelle velfærd. Kinas generelle positive økonomiske udvikling 11 har medført en lang række af positive trickle-down effekter, der bredt har gavnet hele samfundet. Men som jeg allerede har nævnt er uligheden stor i Kina, men hvor alvorlig er den sammenlignet med andre lande? Er Kinas Gini-coefficient høj når man sammenligner med andre lande? Den følgende tabel viser at Gini-coefficienten ikke er så høj når man sammenligner den med tal fra udvalgte økonomier. Faktisk er den lavere end både USA og flere udviklingslande. Desværre er den dog stigende for Kina. I 1996 var den 0,28, men i 1998 var den steget til 0,403! Tabel 1: Sammenligning af GINI-coefficient med andre lande: Kina Brasilien Korea Indien Danmark USA Chile År 1998 1996 1993 1997 1992 1994 1994 Ginicoefficient 0,403 0,600 0,316 0,378 0,247 0,462 0,565 Kilde: World Bank (2000/01). Som bilag 2 viser nåede man i Kina i år 1999 op på et BNI pr. capita på US$ 780, hvilket er steget fra US$ 620 i 1995, med en årlig gennemsnitlig vækstrate på 8% fra 1985-95, men som tabellen også viser og som jeg senere vil uddybe, er der store forskelle mellem rig og fattig. Tal for 1995 viser også, at Kinas 20 % rigeste ejede 48 % af alle finansielle aktiver, mens de fattigste 20 % kun ejede 4 %. Dette sammenholdt med tal fra 1998, der viser at de fattigste 20 % s andel af indkomst og forbrug kun var 5,9 %, mens de rigeste 20 % stod for 46,6 %. (Tallene for Indien, der som regel 11 De senere år har økonomien dog været karakteriseret af faldende vækst- og FDI-rater, stagnerende eksport og faldende forbrug. Det ser dog ud til at økonomien i år vender til det positive igen med en forventet handel med udlandet på US$ 400 milliarder.

bliver betragtet som et meget ulige og kastefyldt samfund havde faktisk i 1997 bedre tal) (World Bank 2000/2001:282-86 & Qian et al. 2000:113-15). Det viser alt i alt at forskellene mellem rig og fattig er alt for store også når man sammenholder med udviklingen over tid, viser det at indkomstskellet er støt voksende. Jeg vil ikke her gå videre ind i en analyse af andre faktorer, såsom FDI, human resources og lignende; disse vil til dels blive behandlet under emnet regional fordeling. Men måske er problemet med indkomstfordeling i Kina ikke så alvorligt som det lyder og indkomstkløften i øjeblikket er meget rimelig, når et land er ved at overgå fra plan- til markedsøkonomi. Rent faktisk peger flere studier på at problemerne ikke er så alvorlige når man sammenligner med naboøkonomierne. Ifølge Standard Chartered Bank, er indkomstfordelingen f.eks. bedre end i Hong Kong og Singapore i starten af firserne. Banken siger endvidere, at indkomstfordelingen er mindre ulige end i mange andre landes, både I- og Ulande (South China Morning Post 1998) 12. Verdensbanken har også pointeret, at selv i Østasien og NIC-landene, specielt, er ulighed blevet et udbredt problem på trods af den enorme succes, der har trukket millioner ud af den absolutte fattigdom. Rapporten fremhæver det voksende skel i indtjeningsevne mellem uudannede og uddannede i økonomier, der bliver mere og mere avancerede (World Bank 1997). Det er sådanne forhold, der ofte karakteriserer samfund på landet og hele landbrugssektoren i Kina, hvor det er typisk at folk har lav grad af uddannelse og endnu relativt få muligheder for alternativ beskæftigelse. 4.2 Korruption Korruption og herunder det kinesiske begreb guanxi, der løst oversat betyder forbindelser, der ofte er en stor gråzone af personlige vennetjenester og gentjenester, og dermed egentlig både indgår i økonomiske og sociale analyser, bliver af mange fremhævet som havende en stærk korrelation med afskaffelse af fattigdom, da argumentet er, at en høj grad af korruption, der ofte hænger sammen med et svagt juridisk system, gør regeringer ude af stand til eller uvillige til at maksimere velfærd og dermed forbedre forholdene for de fattige. Omvendt fører øget uddannelse til lavere grad 12 Der er dog også flere forskere, der har påpeget andre trends, der kan tolkes som det modsatte, f.eks He Qinglian (1997). Zhongguo de Xianjing. Hong Kong. Se også perspektiveringen.

af korruption og flere midler ender i de reelle projekter i stedet for i embedsmænds lommer. Men samtidig siger flere, at korruption i et samfund ikke nødvendigvis er dårlig, som He siger: [ ] when a society and economy are stultified by political terror the unofficial trading of favours can indeed have a part in loosening up the system. But this stage has long since passed, and the effects of the corruption of the 1980s and 1990s have badly hurt the economy (He i Liu et al. 1998:22). Hvis man tager data fra Internet Center for Corruption Research for årene 1995, 1998, 1999 og 2000 kan man se en generel tendens til, at Kina klarer sig dårligere og dårligere (www.gwdg.de/~uwvw.htm). 4.3 Sociale indikatorer 4.3.1 Sundhed Den generelle sundhedssituation i Kina er rigtig god. Man har formået at hæve gennemsnitsalderen fra 40 i 1949 til over 71 i år 2000. Dette har primært været pga. kommunisternes indføring af et offentligt finansieret sundhedssystem, der har gjort det muligt på få at udrydde en række smitsomme sygdomme, og investere bredt i sundhedsuddannelse, sanitet og forbedret ernæring. Den generelle høje standard har dog primært været forbeholdt byerne og i 90 erne har man set en øget investering i sundhedssystemet, (med en årlig gennemsnitlig andel af BNP på 2 % (1990-98) stigende fra 0,9 % i 1981) (World Bank 2000/01:286), men en investering der nu i højere grad skal finansieres af brugerbetaling 13. UNDP angiver andelen af kinesere, der har adgang til rent drikkevand i 1996 som 67 %, mens de tilbage i 1994 nævnte et tal på 83 % (i Cook et al. 1998 og Benewick 1999), men under alle omstændigheder er det meget skævt fordelt mellem land og by 14. Næsten alle i byerne har adgang til lægehjælp, hvis de har råd, mens tallet på landet er noget lavere. De generelle sanitære forhold er ikke helt så gode, 74 % af den urbane befolkning, men kun 7 % af rurale befolkning var i 1994 tilsluttet kloaknettet. Det generelle konsum af mad er steget kraftigt set over hele reformperioden, indtag af luksusvarer som kød og spiritus er siden 1978 steget henholdsvis med over 50 og 700 %, men igen er fordelingen meget skæv på tværs af befolkningsgrupper og regioner. Optil 1979 varetog landbrugskooperativerne sundhedsforpligtelserne for 85 % af den rurale befolkning, i 1985 var tallet under 5 %! Og dårligt helbred bliver nu i stigende grad taget som fattigdomsindikator, da den stigende brugerbetaling har ført til at op i mod 20 % af landbefolkningen ikke har råd til at blive behandlet når de er syge (Ibid.). 13 Før reformerne lå andelen af brugerbetaling på 2%, i 1999 var den steget til 42%! (Stearns 2001). 14 Det kan skyldes forskellige definitioner på rural og urban.

Spædbarnsdødeligheden og moderdødeligheden i meget fattige amter, som overstiger henholdsvis 10 og 0,3 procent respektive, er mindst 50 til 100 % større end det nationale gennemsnit, og tallene er endnu større for de fattigste byer og landsbyer. Hyppigheden af smitsomme og endemiske sygdomme, inklusiv tuberkulose, lungebetændelse og sygdomme afledt af jodmangel, der kan give mentalt handicappede børn, er koncentreret i fattige og fjerne egne. Omkring 50 % af børn under fem år, der bor i husholdninger med en indkomst på eller under fattigdomsgrænsen er mindst mildt underernæret (stunted) (hvor det nationale gennemsnit ligger på 17 %) og mangel på jern, a-vitamin og andre mikronæringsstoffer, er fortsat et alvorligt problem blandt de fattige. Så mange som 90 % af de fattige børn lider af kroniske ormeinfektioner (Piazza et al. 1998:255-56). I disse år forværres situationen mange steder som følge en stigende forurening af både luft og vand, samt en spredning af hidtil ukendte sygdomme som HIV/AIDS. 15 4.3.2 Uddannelse De fleste af mine kilder er enige om at højere og mere uddannelse er den vigtigste enkeltfaktor til at afskaffe fattigdom 16. Set over en bred kam har langt hovedparten af kineserne adgang til basal uddannelse. Allerede i 1983 gik mere end 90 % af alle børn på landet i skole, kun en anelse lavere end i byerne, hvor tallet var 98 % 17. Siden 1978 har den kinesiske regering haft et nine-year compulsory schooling system som politisk mål for uddannelse. Dette er dog endnu ikke gennemførligt, da flere fattige familier ikke har råd til at få deres børn i skole, da man samtidig har indført større og større brugerbetaling 18, og i fattige områder er målet da også blevet reduceret til seks års skolegang. Den kinesiske regering har op igennem 90 erne brugt ca. to % af det totale nationale BNP på uddannelse, hvilket er meget højere end mange andre udviklingslande. Tallet er i virkeligheden endnu højere da uddannelse på landet også støttes af de lokale samfund og disse tal bliver ikke medregnet i det officielle regeringsbudget. Relativt set når uddannelse ud til en bred masse, men der 15 De kinesiske myndigheder har ikke noget officielt overblik over antallet af HIV/AIDS tilfælde, men forskellige skøn regner med et antal op i mod 200.000 i 1997. Generelt set bruger 85 % af kvinder i den fødedygtige alder svangerskabsforebyggende midler, men af befolkningen på landet og særligt i de fattigste amter, er det meget mindre udbredt og det er endog meget almindeligt for kinesiske mænd at opsøge prostituerede udenfor ægteskab, særligt for mænd der er bortrejst. 16 Se f.eks. Fan et al. 2000. 17 Dette tal skal dog ikke regnes for korrekt, da det ikke angiver antallet af drop-outs, repetition og reelle eksamener, ej heller passer det på Kinas fattige egne. 18 Andelen af brugerbetaling er steget fra 5,1 % i 1992 til 12,9 % i 1997 af den samlede pengemængde brugt på uddannelse(benewick 1999).

bliver af flere forskere peget på, at mange fattige aldrig kommer i forbindelse med regeringens gode intentioner (Piazza 1998 & Fan 2000). På trods af det har man dog set et drastisk fald i antallet af analfabeter blandt den voksne befolkning for hele landet, fra 48 % i 1970 til under 10 % i 1997 (Fan 2000). Dette er dog meget uligeligt fordelt på tværs af regionerne, f.eks. er der stadig over 60 % af befolkningen i Tibet, der er analfabeter (Benewick 1999). Mens det gennemsnitlige antal af års uddannelse for den urbane befolkning var i 1988 9,6 år, var det på landet kun 5,5 år. Dette kan være en medvirkende forklaring på den store forskel i urbane og rurale indkomster. Men Piazza gør opmærksom på, at mindst 50 % af drengene i nogen af Kinas fattigste egne, særligt i minoritetsområder, og næsten 100 % af pigerne aldrig kommer i skole og dermed forbliver analfabeter (Piazza et al. 1998:255). Den trods alt meget forbedrede rurale 'human capital' har generelt ført til at bl.a. bønderne kan bruge mere moderne teknologi i landbruget samt forøge deres chancer for at indgå i andre aktiviteter udover landbrug, både i TVE er og i industrien i byerne (Fan 2000). Men generelt er lønstigningen kommet hurtigere i byerne, da man her har større mulighed for at bruge sin uddannelse til noget 19 (World Bank 1997a:33). 5 Fordelingen af fattigdommen I dette afsnit vil jeg identificere hvortil og til hvem fattigdommen fordeler sig, samt hvilke grupper der har udviklet sig til at være de mest sårbare i det moderne Kina. Herunder vil jeg behandle de største grupper af fattige i byerne, hvorefter jeg vil sammenligne grupperne by og land. Udover fordelingen mellem land og by vil jeg også behandle den regionale fordeling. 5.1 1990 ernes forandringer og nye inddelinger Leung og Nann (1995) og Cook og White (1998) m.fl. har identificeret hvilke forandringer, der har medført at nye fattigdomsgrupper er opstået, der hvor man før ikke regnede disse grupper for fattige eller specielt udsatte, samt hvem det er som ikke har fået del i goderne efter de økonomiske reformer. Jeg har sammensat deres fund til nedenstående opstilling. Forandringer Svækkelsen eller afskaffelsen af kollektivt velfærd på landet og introduktionen af brugerbetaling for basale serviceydelser. Større afhængighed af markeder og dermed større udsathed for markedets flygtighed, specielt ift. 19 Se her bilag 2 for konkrete tal for økonomiske og sociale indikatorer.

landbrugsprodukter. Migration og arbejdsmarkedets mobilitet. Reduktion af statens urbane beskæftigelse, dens garantier og medfølgende goder, så som bolig, uddannelse og sundhedsvæsen. Forflytning af befolkningsgrupper pga. infrastruktur- og udviklingsprojekter. Nye sundhedsproblemer så som dem relateret til den stigende forurening og spredningen af HIV- AIDS. Midlertidig fattigdom er et stort problem, specielt for den gruppe der i forvejen er karakteriseret som næsten fattige, der lever meget tæt på fattigdomsgrænsen og dermed er meget sårbar overfor selv små ændringer i indkomst. Inddeling Grupper der er fattige og grupper der i stigende grad bliver anerkendt som fattige og sårbare kan inddeles som følgende: Personer der slet ikke er blevet berørt af de økonomiske reformer. Det er primært bønder og minoritetsgrupper i de indre regioner af Kina. Personer, der godt nok er blevet berørt af de økonomiske og sociale reformer, men ikke specielt har kunnet nyde godt af dem. Eksempler på dette er de ældre over 60, de unge under 25, samt syge og handicappede, der mangler støtte i familien og er specielt udsat ift. nedskæringen i den kollektive velfærd. Personer, der slet ikke har fået gavn af reformerne, men snarere har lidt under de økonomiske og sociale forandringer de har medført. Her er eksemplerne nye arbejdsløse i byerne, der førhen slet ikke eksisterede, dele af den flydende befolkning, særligt fra fattige regioner. Kvinder i det hele taget og børn, specielt efterladte og forældreløse særligt ofte også piger og herunder er handicappede børn en særlig udsat gruppe, der endnu ikke er blevet tildelt særlig opmærksomhed. Forflyttede befolkningsgrupper, der ofte ikke modtager nok i kompensation og lider under, at ens familie og lokalsamfunds netværk er blevet hevet op med rode. Denne opdeling er selvfølgelig meget generel og der er stor forskel internt i disse grupper, men efter at have analyseret mine kilder, virker det som om opdelingen er holdbar.

Her følger en uddybning af de vigtigste førnævnte mest udsatte grupper og deres situation som den ser ud i dag. 5.2 Rural fattigdom Langt størsteparten af Kinas fattige bor på landet, i modsætning til mange andre udviklingslande 20, og lige meget hvilken målestandard man vælger, er det tydeligt at rural fattigdom er faldet betydeligt generelt set siden 1994 da man igangsatte 8-7 Poverty Reduction Program 21. Selve tallet svinger en del afhængig af udregningsmetode, fra 106 millioner hos bl.a. Verdensbanken i 1998 til 34 millioner i 1999 hos den kinesiske regering, til 250 millioner også hos Verdensbanken i 2000 bare udregnet på en anden måde, men den generelle trend er tydeligvis for nedadgående, som nedenstående figur også viser: Figur 1: Procentdel af rurale husholdninger grupperet efter årlig pr. capita indkomst 1985-95 China Annual Statistics Book, 1997. 20 Se bl.a. The World Bank 1997:50 21 Jeg vil her give en kort opsummering af de vigtigste træk: Infrastruktur investeringer for at overkomme alvorlige vandforsyningsproblemer, udvikle veje på landet og levere elektricitet til fjerne fattige områder. Eksport og migration af fattige fra lommer med kronisk fattigdom i fjerne og tørre områder til industrielle zoner og andre høj-vækst områder, hvor man kan finde bedre betalt arbejde. Udviklingen af township and village enterprises (TVE) 21. Programmet prioriterer også opnåelsen af universel grundskoleundervisning, afskaffe analfabetisme blandt teenagere og forbedret adgang for fattige familier til basal sundhedstjeneste. En speciel central fund med mere end 10 milliarder Yuan (ca. 10 milliarder kr.) er blevet allokeret til de 592 fattige amter hvert år (UNChina).

De fattige på landet lever mest i Central- og Vestkina, og minoritetsbefolkninger, der oftest bor i de mest afsides områder, er proportionelt overrepræsenteret blandt de rurale fattige 22. Omkring halvdelen af de rurale fattige bor i de 592 udpegede fattigdomsamter 23. Derudover er der omkring 10 millioner fattige handicappede, inklusiv gamle mennesker uden ægtefælle og indkomst, der bor primært i afsides områder (Asian Development Bank 2000). I øjeblikket er problemet på landet dog at mangel på basal infrastruktur og begrænset landbrugsmæssig ressourcebasis sammen med et generelt lavt uddannelses- og sundhedssektorniveau, gør regeringens politikker mindre effektive og svære at gennemføre i disse områder (Piazza 1998). 5.3 Urban fattigdom Mens den generelle fattigdom på landet er faldende, har den urbane fattigdom været stigende siden midten af 90 erne. Samtidig er der også opstået en stor nyrig befolkning 24. Dette fører til at man kan se en alvorlig tendens internt i Kina når man sammenligner de 10 % rigeste med de 10 % fattigste af de urbane husholdninger, da skellet i disponibel indkomst var fordoblet i 1981, var det firedoblet i 1995 (Qian et al 2000:113). Som man kan se af bilag 3 varierer den urbane fattigdom meget fra region til region. 82,9 % boede i 1995 i Central- og Vestkina, og den respektive fordeling af urbane fattige var 3,5, 14,9 og 15,3% i regionerne Øst-, Central- og Vestkina. Befolkningstætheden er størst i øst 25 og den falder når man går mod vest, men heraf følger alligevel, at det absolutte antal af urbane fattige stiger i antal fra østkysten og ind mod vest. Kina har ikke vedtaget en officiel urban fattigdomsgrænse, men flere forskere peger på en grænse på 1,700 yuan (1997). Baseret på disse tal, divergerer antallet af urbane fattige mellem ca. 12-20 millioner (ca. 4 % af bybefolkningen) (Qian et al. 2000:113 & Cook et al. 1998:12-13). Men i disse tal er byer under 200.000 indbyggere ikke regnet som byer, og oftest er migrantarbejdere ikke medregnet, da de som tidligere nævnt, er utrolig svære at putte ind i statistikkerne, og dermed vil 22 Et studie fra 1991 fandt at 43 % af alle amterne, der blev klassificeret som fattige, var såkaldte minoritets-amter og 70 % af husholdningerne i disse fattige amter tilhørte en minoritetsgruppe. Dvs. at den rurale fattigdom ofte er koncentreret omkring nationale minoriteter (Selden 1997). Målt på en lang række af parametre er disse regioner langt tilbage på mange områder, både industriel udvikling, urbanisering, sundheds- og uddannelsesniveau, infrastruktur som kommunikation og transport, og den generelle levestandard. 23 Dette problem har man dog indset og fra maj 2000 har man vedtaget at styrke indsatsen også her. 24 I 1995 var der 4,33 millioner familier, der tjente mere end 50,000 yuan om året, men over 7,6 millioner familier, der tjente under 5500 yuan om året. = henholdsvis 5 og 7,6% af alle urbane husholdninger. 25 Befolkningstæthed 1995, antal pr. km²: Øst: 383; Central: 147; Vest:51 (Benewick 1999:14-15).

tallet reelt være meget højere. 26 Ligeledes er den virkelige arbejdsløshed i byerne også meget større, da mange reelt er ansat et sted, og stadig har en bolig tildelt af arbejdsenheden, men ingen løn får, da arbejdsstedet ikke har råd til at udbetale løn. Dermed vil den urbane fattigdom meget hurtigt stige yderligere, da mange af disse mennesker hurtigt vil have opbrugt eventuelle reserver (egen observation). De urbane fattige, der i 1995 havde en gennemsnitlig indkomst pr. husholdning på 1360 yuan, hvilket er lig med 35 % af gennemsnitlig urban indkomst. Som tidligere nævnt er forbruget af luksusvarer generelt steget, mens det for den fattige urbane befolkning er faldet og man er nødt til at bruge det meste af indkomsten på mad og billige varer. F.eks. er forbruget af oksekød og lammekød, der er relativt dyrt i Kina, faldet henholdsvis 19,1 og 16,5% mellem 1991 og 95. Ligeledes bliver de fattige også hårdest ramt af inflation, i 1995 skulle de fattige familier bruge 390 yuan ekstra pr. capita ift. året før for at dække inflationen (Cook et al. 1998 og Qian et al. 2000). I det følgende afsnit vil jeg lave en karakteristik og analyse af de fattige i byerne og først se på statsansatte og herunder pensionister, dernæst den flydende befolkning og sidst vil jeg behandle kvinder særskilt. 5.3.1 Statsansatte, fyrede og pensionister Kravet om økonomisk restrukturering og effektivitet for de statsejede virksomheder har været ansvarlig for, at optil 1997 var mere end 70 millioner statsansatte blevet fyret 27, hvilket svarer til over 20 % af alle statsansatte, men nogle forskere mener at op i mod 30 40% af arbejdsstyrken burde fyres, hvis virksomheden skulle være økonomisk rentabel. Blandt statsembedsmænd skal man fyre ca. 50%, ift. redefineringen af statens rolle, da staten nu kun skal tage sig af de væsentligste områder. Bl.a. derfor kalkuleres det også, at yderligere mindst 25 millioner statsansatte reelt var uden job i år 2000 (Qian et al. 2000:115-117 & Benewick 1999:26-27). Bagved dette ligger, at fyringerne også har været meget ulige fordelt mellem de forskellige industrier. Størstedelen af disse fyrede arbejdere var ansat i den arbejdsintensive produktionsindustri, kulminer, maskiner og tekstiler. Disse arbejdsintensive industrier bliver udfaset 26 En fattigdomskonference i maj 2000 enedes om, at den urbane fattigdomsgrænse skulle være to til tre gange den rurale. Det fører Asian Development Bank (ADB) til at bruge en grænse på 2,000 yuan i byer inde i landet og 3,000 yuan i kystregionen (Asian Development Bank 2000). Dermed ville tallet også blive hævet yderligere. 27 Termen arbejdsløshed shiye er først kommet ind i de officielle statistikker fra 1994, før det blev det kaldet daiye (at vente på arbejde), hvilket bare refererede til den periode en byborger ventede på at få anvist et nyt job af den lokale myndighed.

i Østkina og flyttet længere ind i landet og bliver overtaget af mere kapital- og teknologiintensive industrier. Man har valgt strategiske nøgleindustrier ud som f.eks. banker, forsikring, post og telekommunikation, tobak og petrokemi. Disse har langt større privilegier og er i høj grad monopolistiske, ansatte får højere lønninger og bedre frynsegoder. Det viser at meget af den urbane fattigdom er direkte relateret til type af beskæftigelse. Da pensionsalderen for arbejdere er 50 for mænd og 45 for kvinder er pension en meget stor udgift for virksomhederne. Det medfører at pensionerede medarbejdere ofte er dem, der først berøres af økonomisk nedtur. De bliver skåret helt eller delvist i deres pension og derfor ofte meget hårdt ramt, hvis de ikke har familie der kan forsørge dem. Dette problem vil vokse støt, da antallet af ældre som del af befolkningen bliver større og større i de næste 30 til 50 år. Procentvis opdelt var den største andel af urbane fattige i 1998 arbejdere ramt af recessionen (30%) dvs. de stadig er ansat af staten, men typisk ingen løn får, dernæst fyrede statsansatte, særligt arbejdere fra stats- og kollektivt-ejede virksomheder (20%), pensionister (17%), lavtlønsarbejdere (oftest migranter) (10%), afhængige af social velfærd (5%), mens de resterende 18% består af alle mulige mindre grupper (Qian et al 2000:124). 5.3.2 Den flydende befolkning Den flydende befolkning den nye sociale underklasse - består primært af mænd, men også flere og flere kvinder, der som overskydende arbejdskraft i landområderne søger ind til byerne, de fleste internt i provinserne 28, men den generelle trend er fra vest mod øst. Skøn på størrelsen af denne befolkningsgruppe varierer fra mellem 80 og 200 millioner 29. Den store forskel i målingen af antallet skal også ses ift. at man regner med at ca. 80 % disse migranter kun arbejder væk fra hjemmet uden for høstsæsonen og der dermed også her kan opstå forskel på optællinger. Mens mange migranter ikke er de fattigste set i forhold til der hvor de migrerer fra og at hjembyerne ofte drager fordel af disses hjemsendelse af penge, står de dog oftest i en usikker arbejdssituation i byen. Som oftest uden lovlig registrering i byen, manglende sociale netværk eller 28 Det er nemmere at migrere internt i provinserne, sammenlignet med de institutionelle og andre besværligheder forbundet med at migrere fra indland til kyst. 29 Det måske værst tænkelige problem økonomisk og socialt for Kina i dag ville være at give tilladelse til fri bevægelse mellem land by og regionerne, det ville sandsynligvis medføre en strøm af flere hundrede millioner kinesere, der ville migrere til kysten. Det ville ganske sikkert hæve pr. capita indkomsterne i de indre provinser og sænke den i kystområderne, men sådan en migration ville i nærmeste fremtid også overvælde kapaciteten for alle typer af infrastruktur, specielt sanitære- og transportfaciliteter og boliger (Chen et al. 1996:157).

adgang til regeringens serviceydelser, udsatte ofre for andres grådighed og specielt udsatte er kvindelige migranter 30. Migranterne udfører som hovedregel de jobs som den forkælede urbane arbejdsstyrke ikke længere vil tage. Det drejer sig oftest om jobs der kan karakteriseres med de tre D er: dirty, difficult and dangerous (dårligt betalte jobs der ingen uddannelse kræver, stilladsarbejder, bygningsarbejder, fabriksarbejder og lign.) (Cook et al. 1998; Smith 2000 & Messkoub 2000). Der kunne være tale om en psykologisk faktor, der betyder at den urbane befolkning ikke tager hvilket som helst job, grundet at man har været vant til den ligelige indkomstfordeling og derfor ikke vil gå ned i anseelse og antallet af arbejdsgoder. 5.3.3 Kvinder Skønt man ikke direkte har kunnet måle denne gruppe som mere fattig, grundet føromtalte opdeling i husholdninger kan man ikke se kvinderne i officielle statistikker, men man kan dog se en tydelig udvikling, der går i retning af, at kvinder er blevet en mere udsat gruppe efter reformerne pga. en lang række forhold i samfundet, der har ændret sig. En række indikatorer peger på kønsforskelle set ift. graden af fattigdom. Overordnet set gælder dette både på landet og i byerne. Man foretrækker stadig drenge frem for piger på landet i Kina, pga. af arveforholdene, bl.a. derfor er landsgennemsnittet 115 drenge pr. 100 nyfødte piger. Børnedødeligheden er højere for piger, bl.a. fandt man i et studie, at af døde spædbørn bliver ca. 60% af alle drenge behandlet indenfor de sidste 24 timer før de dør, mens tallet kun er 40% for piger. I uddannelse på alle niveauer er drenge favoriseret. Dvs. man foretrækker at bruge penge på uddannelse til drenge, da det er den bedste investering, da pigerne bare skal giftes væk. Det fører til at op i mod 80% af alle analfabeter er kvinder (Cook et al. 1998:14-15 & Sen G.1999). Tan Shen skriver om kvindernes generelle situation på arbejdsmarkedet efter reformerne for alvor slog igennem i arbejdsmarkedssystemet: Once reform of the economic structure had led to reform of the labor system, and especially after the labor market outside the state system appeared, the employment of women immediately became a difficult problem. In the rush to get rid of workers from publicly-owned enterprises, many female workers were removed from their posts in the mining industry, from oil fields and smelters and the machine building industry; if they were able to find new jobs they were usually ones where women traditionally concentrated (Shen 1998:75). Selvom kvinder officielt har den samme ret til at arbejde som mænd, har de ikke samme type jobs eller jobs på samme niveau og de får mindre i løn. Ligeså snart arbejdsmarkedet erstattede 30 Her tænker jeg specielt på kriminalitet og prostitution.