Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431 Det er sidste søndag i kirkeåret og teksten om verdensdommen kan næsten lyde som en dør der bliver smækket hårdt i. Vi farer sammen, vender os om, for at se hvor lyden kom fra og må lige samle os, før vi igen kan rette blikket fremad. Forhåbentlig opdager vi, at den smækkede dør, har fået en ny til at åbne sig og vi kan se ind i det lys og den fred som adventstiden bringer os. Men lige nu, kan det sikkert for andre end mig, føles som om vi er spærret inde i et mørkt rum, som dommedagsteksten har ført os ind i. Døren er smækket og nu står vi så her, med billedet af fårene og bukkene og den evige ilden for vores indre blik. Og hvordan forholder vi os til det, som umiddelbart ligger så langt fra den kærlighed og barmhjertighed vi ellers forbinder med kristendommen. Ja, vi kan forholde os på flere forskellige måder til teksten. I vores evangelisk-lutherske kirke er det nærliggende at vi vender os til vores store reformator Martin Luther og mindes hans opgør med gerningsretfærdigheden. Derved kan vi holde os selv og hinanden fast på budskabet om, at intet menneske skal dømmes for sine gerninger eller mangel på samme. Vi er frelste af Guds nåde i kraft af troen. Vi skal altså ikke frygte for domme, 1
for vi er allerede på forhånd frelste og en del af Guds evighed som børn af ham. Men selvom vi holder fast i den tro, så kan dommedagsbilledet alligevel være tungt at bære med sig. Sådan har det været til alle tider. Dommedag har været frygtet og har ansporet til en mere regelret og etisk livsførelse. Allerede i de tidlige kalkmalerier kan det spores. I Århus domkirke er der, en mængde kalkmalerier, som beskriver bibelhistorier og forklarer synet på livet og døden. Et af kalkmalerierne udpensler en dommedagscenen. Det er opdelt meget skarpt i tre forskellige rum. Øverst beskrives den himmelske tilstand, hvor alt er idyl, lykke og glæde, hvor englene svæver rundt og spiller på musikinstrumenter foran Guds trone. I midten beskrives det jordiske liv med de byrder og glæder der hører menneskelivet til og med den opdeling der også er i et menneskeligt samfund, hvor nogen er rige og nogen er fattige. Og i kalkmaleriets nederste rum udmales helvedes pinsler og plager i al deres grusomhed, der er flammer og ild og der er djævle og faldne engle. Det kalkmaleri har nok fået en del mennesker gennem tiden, til at stoppe op og tænke over eget liv og egne gerninger. Og hvis man stopper ved kalkmaleriet og ser nøjere på det, så vil man se, at der mellem jorden og helvedet er en stor sort tyk streg, ved første øjekast 2
ser man den slet ikke, for det virker så naturligt med den markante adskillelse mellem livet og alt det onde. Jeg har hørt at en rundviser engang viste en gruppe minikonfirmander tredjeklasses elever rundt i kirken og fortalte om alle de mange kalkmalerier. Da han kom til dommedagsbilledet, beskrev han de mange billeder for børnene og da han havde fortalt om alle helvedes pinsler, spurgt han en pige, hvorfor hun troede at der var malet et tyk streg mellem jorden og helvedet og til det svarede hun eftertænksomt: Det er fordi Gud sørger for, at vi ikke falder igennem. Børn har ofte en fin og klar måde at formulere sig om troen. En umiddelbarhed som vi voksne måske godt kan savne engang imellem. For pigen var der slet ikke nogen tvivl om, at det ikke var mennesket fortjeneste at adskillelsen mellem jord og helvedet var intakt, det var alene Gud der kunne sørge for det. Den tro og det håb må vi også have en barnlig tillid til. Troen på, at vi ikke falder udenfor Guds barmhjertighed og kærlighed, for vi er altid forbundet med ham, forbundet og sikret mod det der vil skille os ad. Men det er ikke ved vores egen kraft, det er fordi Gud vil det sådan. Han ønsker ikke at mennesket skal gå fortabt, det kan vi læse igen og igen i Bibelen. Han ønsker at mennesket skal frelses og at vi som fårene ved hans højre side skal tage det evige rige i arv. 3
Den dør vi åbner ind til adventstiden åbner op til det evige lys fra Gud. Til en verden hvor Gud har forbundet sig med mennesket for at dele vores vilkår. Sådan kunne en udlægning af teksten lyden og hvis man kan lide den, ja så stopper ens spørgsmål til teksten måske her. Men der kan også være nogen der sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad så med den evige ild. Skal nogen virkelig gå fortabt i helvedes flammer? De tanker er måske nok dem der får os til at føle os mest spærret inde i det mørke rum, som teksten kan sende os ind i. Derinde begynder vi at tænke over, hvem det kunne være bukkene der bliver sat ved Jesu venstre side og som bliver dømt til evig ild. De mennesker der ikke lever som vi synes man bør leve. De mennesker der slår ihjel med koldt blod. De mennesker der ikke giver af deres overskud. Eller de mennesker der altid har nok i sig selv. Når vi først går i gang kan vi slet ikke stoppe og vi har pludselig gjort os selv til dommere. Det er måske nok den største fare ved teksten. At den holder os fast i mørket, så lyset slet ikke kan trænge ind og fortælle os om Guds virkelighed. For Guds virkelighed er en anden end vores. Vi kender den gennem Jesu liv, og kan der få en del af en forståelse af hvordan Gud er og hvordan han forholder sig til os. Jesus søger det fortabte, det forsmåede, det menneske alle andre flygter fra. Han opsøger det og tager det til sig. Vi kan aldrig forstå Guds domme til fulde, men vi kan være 4
sikre på, at domme er hans og ikke vores. Derfor må vi hele tiden, se frem mod den dør der åbner op for hans lys og hans liv, for at mørket ikke skal få magten. Måske sidder der også nogen med en angst for at dommen vil ramme en selv. At den evige ild er en straf for alt det man ikke selv fik gjort i sit eget liv, for alle de gange man selv gik forbi, hvor en havde brug for hjælp. Hvis man har det sådan, da kan den evige ild pludselig komme meget tæt på og skabe en frygt, der gør, at man næsten kan mærke varmen fra flammerne. Imod den frygt skriver Mogens Lindhardt i sin bog Trinitatis: Ilden er lutrende. Den fortærer alt det, som ikke hører Gud til, og renser dermed verden. Den gør en ende på dødens og destruktionens fremgang, renser verden og dens mennesker. Det ville klart være en misforståelse at se ilden som et udtryk for en helvedestilstand. Straf er den selvfølgelig, men som straf netop et udtryk for Guds fornyelse af verden, der nu renses for al urenhed. Vi skal altså ikke frygte for den ild ifølge Mogens Lindhardts udlægning. For ilden er evig og dermed et udtryk for at den kommer fra den evige Gud. Det er ikke et udtryk for at den vil vare ved i en evighed, men at Gud bruger den som et redskab til at forny verden. I det perspektiv står vi alle som fårene og bukkene overfor Gud. Vi står ikke enten som det ene eller det andet. Vi står her som sande mennesker og 5
sandheden om menneskelivet er at vi aldrig er uden synd og skyld. Den vi står overfor er Gud, der har magten til at rense både os og verden og gøre alting nyt. Det er det lys vi skal lukke ind i vores liv Guds lys, der også lutrer os og sender alt det mørke ud af os. Som en ung kræftramt pige for nylig udtalte: Man kan ikke holde mørket ude, men man bestemmer selv, om man lukker lyset ind. Mørket er et vilkår ved hvert vores liv. Men det evige lys, er der altid som en mulighed vi skal bare lukke det ind. Amen 6