Arbejdshæfte til grundkursus for plejefamilier

Arbejdshæfte til grundkursus for plejefamilier Udarbejdet af Ingrid Strøm for: Kommunernes Landsforening Socialpædagogernes Landsforbund Familieplejen Danmark Dansk Socialrådgiverforening HK/Kommunal Amtsrådsforeningen Københavns Kommune

Indholdsfortegnelse Introduktion til arbejdshæftets anvendelse under grundkurset...3 Efter første grundkursusdag...4 Artikel nr. 1 - Trygt, stabilt og tidligt samspil imellem forældre og barn...5 Efter anden grundkursusdag...12 En opgave...12 Artikel 2 - Børn i sorg og krise ved Agnete Hatting...13 Artikel 3 - Børn af anden etnisk baggrund i familiepleje...22 Efter tredje grundkursusdag...28 Netværksmøder...29 Formål med netværksgrupper...29 Indholdet i netværksgrupper...29 2

Introduktion til arbejdshæftets anvendelse under grundkurset Du er nu blevet godkendt som plejefamilie, og har igennem den proces forhåbentlig vænnet dig til at notere i arbejdshæftet. På grundkurset bliver du introduceret til en hel række forskellige temaer, som har at gøre med hvilke kompetencer, der er nødvendige for at blive en god plejefamilie. De fem kompetencer er: 1. At kunne opdrage og give omsorg til et barn 2. At kunne etablere tilknytning til et barn, baseret på nærvær, kærlige følelser, kontinuitet og respekt for barnets ret til medbestemmelse 3. At kunne respektere og støtte relationer imellem barnet og dets familie 4. At kunne forpligte sig i et livslangt engagement 5. At kunne være en aktiv deltager i et professionelt team. Desuden får du en del information om arbejdet som plejefamilie, og hvad det indebærer for dig og din familie. Arbejdshæftets formål er at hjælpe dig til at koble de emner, der behandles de forskellige lørdage, sammen med dine egne refleksioner i forhold til dit fremtidige liv som plejefamilie. Målet med at udlevere et arbejdshæfte er, at du imellem de fire lørdage bruger tid på forholde dig til dine følelser og tanker, som bliver igangsat på kurserne. Ved at du skriver i arbejdshæftet skabes sammenhæng i mellem grundkurset og den tidligere forundersøgelse. Arbejdshæftet er naturligvis fortroligt og dit eget materiale. Du vil opleve, at nogle af spørgsmålene, efter de forskellige grundkursusdage, minder om spørgsmålene fra forundersøgelsen. Forhåbentlig gør det en forskel, at du har fået problemstillingerne belyst på kurset og derved fået en anden indsigt i de forskellige temaers betydning for dit arbejde som familieplejer. Efter nogle grundkursusdage vil der være beskrevet opgaver til næste kursusdag. Der er desuden tryk en del artikler, som har relevans for temaerne på de enkelte grundkursusdage og som forventes læst til næste kursusdag. 3

Efter første grundkursusdag Du kan bruge arbejdshæftet til at reflektere over din egen barndom: Fik du dine behov for omsorg og nærhed opfyldt? Havde du medindflydelse på din livssituation? Hvornår og hvordan blev du medinddraget? Hvor gammel var du, før du blev betragtet som voksen? Hvordan ser du forskellen fra dengang til nu? Hvilke normer, reaktioner, grænser og traditioner bærer du med som voksne, når du skal være omsorgsperson for et barn? 4

Artikel nr. 1 - Trygt, stabilt og tidligt samspil imellem forældre og barn Den følgende artikel vil redegøre for spædbarnets relations- og identitetsudvikling, og hvad der kræves af forældrene for at sætte denne proces i gang. Den schweiziske psykolog Daniel Sterns teorier om barnets selvfornemmelser og relationsmåder vil danne grundlaget for redegørelsen, da Stern repræsenterer nyere veldokumenteret forskning omkring barnets udvikling af selvfornemmelser, og hvorledes barnet udvikler forskellige sociale samspilsformer, der stimulerer dets oplevelse af sig selv og andre. Stern ser barnet som en aktiv, kompetent og social samspilspartner, hvis tidlige samspilsoplevelser har betydning for barnets selvoplevelse og relationsmåder resten af livet. De dele af teorien, der særligt omhandler samspillet mellem forældre og barn, bliver hovedsageligt inddraget. Teorien om samspillet er nødvendig for at belyse, hvad der sker med barnet, når samspillet med nære omsorgspersoner går skævt, slet ikke kommer i gang eller blev afbrudt i de første leveår. Et spædbarn er fra fødslen en helt unik person med egen personlighed, temperament, sit særlige udseende og begavelse. Spædbarnet er udrustet med evnen til kontakt i kraft af dets evne til at kombinere forskellige sanser, men det skal mødes, ses, forstås og svares, for at kunne udtrykke og udvikle disse egenskaber og dermed få skabt grundlaget for at danne relationer 1. Daniel Stern beskriver samspillets karakter i forhold til barnets selvfornemmelser og deler udviklingen op i fem perioder. Disse perioder skal forstås ud fra, at barnets evne til organisering af indtryk, erfaringer og følelsesmæssige tilstande, gradvist bliver konsolideret og forankret. De fem perioder er: 1. Det nyfødte barn (0-2 måneder). 2. Det socialt aktive barn (2-7 måneder). 3. Det subjekt oplevende barn (7-15 måneder). 4. Sprogudviklingen begynder (15-36 måneder). 5. Det handlende barn (36 måneder). Det er dog nødvendigt at starte med at beskrive den relation, der startes i graviditeten og dens betydning for mor og barns samspil efter fødslen. Tilknytningen begynder allerede, når moderen begynder at forestille sig sit barn inde i maven. Billedet vil være udtryk for moderens ønsker og fantasier om barnet og sin egen rolle som mor, blandet sammen med egne erfaringer fra barndommen og relationen til sin egen mor. Jo længere graviditeten skrider frem, og barnet begynder at fylde og røre på sig, jo mere virkeligt bliver barnet for moderen. 1 Stern, 1998 5

Hun kærtegner barnet ved berøring af sin mave, hun taler lidt med det, når det bevæger sig, sender det kærlige tanker, synger måske lidt for det, når hun selv skal sove o.s.v. Barnet mærker også moderens følelser og sindstilstand igennem moderens hormonproduktion, som formidles til barnet igennem moderkagen. I de sidste måneder kan barnet høre moderen, og genkender derfor mors stemme, lugt og bevægelser ved fødslen, de to er ikke fremmede for hinanden, og fødslen skal opfattes som en overgang fra en tilstand til en anden. Moderens følsomhed og sensitivitet under graviditeten er med til, at hun er forberedt og parat til at beskytte og indgå i samspillet med barnet fra fødselstidspunktet Ved at barnet, umiddelbart efter fødslen, kommer op og ligge på mors mave, genetableres kontakten, og allerede her stimuleres moderens følsomhed for at kunne fornemme det nyfødte barns signaler og få en dialog i gang. Faderen forbereder sig naturligvis også under graviditeten til det kommende barn, men har ikke de samme muligheder for at mærke barnet som moderen. Ved at få en aktivt rolle som støtte til moderen under fødslen, og dele de første stærke følelser af glæde sammen med moderen over deres fælles barn, sker der også en psykisk forankring af tilhørsforholdet til barnet. En sådan oplevelse er vigtig for, at faderen oplever at være væsentlig for barnet. Det nyfødte barn (0-2 måneder) Spædbarnet kommer således til verden udstyret med sociale redskaber, og sansemæssige og motoriske evner. Disse medfødte redskaber kan kun komme til udtryk og udvikling ved, at barnet signalerer sine behov, og giver svar på kontakt og stimuli og ved, at mor samtidig er emotionel nærværende og lydhør over for barnet. Det allervigtigste i mødet mellem forældre og barn er øjenkontakt. Barnet fødes seende og med en lyst til at søge øjenkontakt. Øjenkontakt vækker en stærk følelsesmæssig oplevelse hos mor og far, og er med til at bygge bro mellem samvær før og efter fødslen. Barnet ser i starten bedst på nært hold, mange undersøgelser viser, at barnet bedst fokuserer på ca. 20 cm afstand, og det passer med afstanden mellem moderens bryst og ansigt. Derfor er amning af barnet væsentlig for at opfylde barnets behov for mad, men samtidig en mulighed for barnet til at have øjenkontakt med mor og lære hendes ansigt at kende. Når barnet er omkring seks uger gammelt, kan det visuelt fiksere moderens øjne og viser ved sin ansigtsmimik, at det genkender mor. Moderen oplever derved at være noget særligt for barnet, og tilknytningen forstærkes. Barnet kan fra fødslen imitere forældrenes ansigtsudtryk, og det understreger barnets behov for, ud over mad, også at blive næret socialt. Ingen ved hvad et spædbarn oplever, når det imiterer, men det er i hvert fald en handling, der tyder på, at barnet har en gryende fornemmelse af et selv, væk fra en anden person. Barnets imitering er under alle omstændigheder med til at skabe intimitet mellem forældre og barn. Barnet har fra fødslen et præverbalt sprog, som stimuleres ved forældres måde at tale med deres barn på. 6

De fleste forældre til et spædbarn har naturligt et bestemt sprogbrug, et lidt højere stemmeleje og langsomt tonefald, der stimulerer barnet til at svare. De første uger svarer barnet med øjenkontakt, bevægelser i arme og ben, det løfter hovedet og bevæger mund og tunge. Derefter bliver det stille, kigger koncentreret og afventer svar. Når barnet bliver et par uger begynder det at sætte lyd på, som efterhånden udvikler sig til en pludren. Samtaler med spædbarnet bruges til at berolige og trøste, til at fange og skærpe barnets opmærksomhed, det bruges til at dele og vise følelser på. Dette sproglige samspil er med til at udvide barnets erfaringsgrundlag og styrker barnets oplevelse af et selv og at far/mor er en anden. Barnet og forældre er således - fra barnets fødsel - udstyret med medfødte fælles sprogkanaler, som hos de fleste forældre fungerer helt naturligt. Hvis forældre har svært ved at møde deres barn, forhindres denne proces, og hvis der ikke bliver snakket med barnet, bliver det tavst og finder ikke glæde ved at eksperimenter med egne lyde og bevægelser. Huden er et vitalt organ for kontaktudvikling. Spædbarnet har behov for fysisk kontakt, at blive kærtegnet, berørt og stimuleret igennem huden, Det påvirker barnets åndedræt, så det falder til ro, og barnet signalerer tydeligt, at det nyder kropskontakt. Kærtegn og fysisk berøring sker helt naturligt under amning, når barnet bliver skiftet, badet etc., og virker modnende på barnet, da berøring af huden og de ydre nervespidser udløser nogle hormoner, der stimulerer det centrale nervesystem. Mængden, kvaliteten og intensiteten af den tidlige hudkontakt har antagelig betydning for udvikling af vores følelsesliv, og vor kontaktevne. Ud over de beskrevne evner, som et spædbarn fødes med og videreudvikler i samspil med andre, beskriver Stern vitalitetsfølelser 2, som er følelser, der handler om kvaliteten i samspillet, altså ikke de konkrete handlinger, men i hvilken stemning, hvilket psykisk miljø, handlingerne udføres i. Disse følelser formidles til barnet i forhold til forældrenes empati i mødet med barnets behov, signaler og initiativer. Vitalitetsfølelser er den overordnede kommunikationskanal, som indeholder alle de stemninger, der aktiveres i mødet med andre, og er væsentlige parametre for energi og lyst til indlæring, kreativitet og mod på at møde nye udfordringer i livet. Samspillet mellem forældre og barn, skulle gerne - i løbet af de først to måneder - være samstemt og synkroniseret. Det er kun i de tilfælde, hvor samspillet ikke fungerer, det bliver tydeligt, hvilken kompliceret proces, samspillet mellem forældre og barnet, i virkeligheden er. 2 Sørensen, 1998 7

Det socialt aktive barn (2-7 måneder) Når spædbarnet er et par måneder gammelt, har forældre og barn fundet deres fælles rytme, barnets rytme er rimelig forudsigelig og dets signaler genkendelige for forældrene, som føler sig trygge og mere på sikker grund. Stern kalder perioden fra to til syv måneder for den mest sociale periode i et menneskes liv, fordi den dominerende oplevelse for barnet er kontakt med forældrene. Det bliver gradvist i stand til at være i intens kontakt længere og længere tid, og kan mere bevidst end tidligere bruge smil, bevægelser, lyde og mimik i øvrigt til at kommunikere med. Forældrene oplever, at barnet udvikler sig og bliver et mere socialt individ, og nyder at lege med barnet, ved at gentage barnets lyde og ansigtsudtryk, barnet svarer så igen på samme måde, og det kan gentage sig over længere og længere tid. Alle disse gentagelser i legene er med til at stimulere barnets følelse af et kerne-selv. Barnet lærer selv at tage sutten i munden, klappe kage etc. Det altafgørende for denne periode i barnets liv er kontakt. Forældrenes opgave er at støtte barnet i dets initiativer til kontakt, fastholde barnet i kontakt, men også forstå at afslutte kontakten, og lade barnet være i ro. I denne periode er det vigtigt, at forældrene lærer gradvist at trække sig lidt tilbage, og derved støtte barnet i at udtrykke, hvad det har behov for. Denne gradvise tilbagetrækning er en meget vigtig proces i samspillet. Hvis forældrene er for hurtige til at gætte barnets behov og måske fejltolke dets signaler, bliver barnet passivt, og totalt afhængigt af forældrene, og ikke styrket i sit selvværd. Det er kun ved forældrenes hjælp, at barnet udvikler mere nuancerede og intensive følelsesmæssige udtryk. Det er en spændende tanke, at forældre og barn i fællesskab korrigerer og regulerer samspillet, men det er også en oplagt mulighed, at der i denne periode kan ske problemer i samspilsprocessen. Barnets nysgerrighed og opdagelseslyst tager til i denne periode og det øver sig på at mestre styring af indre og ydre stimulering, ved skiftevis at være i aktiv kontakt og derefter søge tilbagetrækning og hvile. En sådan tilbagetrækning fra forældrene kan fejlvurderes således, at forældrene ikke respekterer barnets behov for hvile. De fortsætter med at stimulere og forsøger på den måde at kontrollere barnet i stedet. Barnet vil, ved gentagne oplevelser af en sådan art, lære, at dets følelsesmæssige ansigtsudtryk ikke er relevante kommunikative måder, hvormed man kan ændre samspillet med forældrene, eller ansigtsudtrykkene er relevante nok, men det gør bare samspillet værre. Spædbarnet vil hurtigt holde op med at forsøge at kommunikere og blive passivt og indadvendt. Det kan få et glasagtigt udtryk, og tager ikke direkte øjenkontakt. Nogle spædbørn er usædvanligt følsomme overfor stimuli. Det gælder specielt børn, der er født med abstinenser på grund af moderens forbrug af euforiserende stoffer under svangerskabet. Det vil være vanskeligt for alle forældre ikke at overstimulere et sådant barn, og det kræver en ganske særlig tilpasning af forældrenes adfærd for at få et positiv samspil i gang med barnet. 8

Anbringelse af børn - født med abstinenser - er stigende, og man vil som kommende plejeforældre til et sådant barn, have brug for særlig information og vejledning fra det sted, barnet kommer fra, eksempelvis et spædbørnehjem. En anden risiko for en ubalance i samspillet kan forekomme, hvis forældrene understimulerer barnet, altså ikke aktivt stimulerer og inviterer til social kontakt og samspil. Det kan skyldes, at mor er psykisk ude af balance, deprimeret, eller nærer modvilje mod barnet, og afviser det. Det kan skyldes umodenhed hos forældrene, og en angst for at gøre barnet fortræd. Heldigvis mener Stern, at ved en aktiv intervention, med henblik på at lære forældrene at finde ud af, hvilken social adfærd barnet har til rådighed som reaktion på dem som forældre, kan balancen oprettes. Derved genoprettes barnets sociale og følelsesmæssige udvikling 3. Denne periode af barnets liv er eksistentiel vigtig for barnets fornemmelse af sig selv og at være sammen med andre. I denne periode udvides barnets hukommelseskapacitet kolossalt, hvilket muliggør, at ændringer i samspillet kan ændre barnets selvoplevelse og oplevelse af andre. Sterns antagelser danner basis for, at man livet igennem kan omforme og forandre sociale samspil i forhold til de nyindvundne livserfaringer. Hvilket også betyder, at identitetsudvikling skal ses som en livslang proces, og at det aldrig bliver for sent at arbejde på en forstærket identitetsfølelse. Den grundlæggende fornemmelse af tryghed og tillid dannes i denne periode, og får stor betydning for spædbarnets tilknytningsevne og tilknytningsadfærd fremover 4. Det subjekt oplevende barn (7-15 måneder) Når barnet bliver syv, otte måneder sker der igen en kvalitativ forandring i dets oplevelse af sig selv og i dets relationer til andre. Barnet bevæger sig fra oplevelsesmåder domineret af direkte sanseindtryk, til oplevelsesmåder domineret af ydre adfærd, til oplevelsesmåder domineret af de psykiske tilstande bag adfærden. Barnet opdager, at såvel som det har et indre liv, har forældrene det også, og det lærer at aflæse forældrenes sindstilstand. Forældrenes indføling med barnet får nu en ny og meget væsentlig dimension, da forældrene ved at spejle barnets følelser, kan fortælle det, at de forstår dets intentioner og dets følelser, som ligger bag barnets handling. En sådan forældreadfærd kalder Stern affektiv indlevelse og afstemning. En sådan afstemning er med til at adfærdsregulere barnet. Forældrene kan, ved at gentage barnets adfærd og samtidig vise glæde og tilfredshed, eventuelt rose barnet, signalere, at det er en positiv handling barnet udfører. De kan ved et negativt ansigtsudtryk, signalere det modsatte. Det er fortrinsvis vitalitetsfølelserne denne regulering rammer hos barnet, og det vil være de følelsesmæssige stemninger, der lagrer sig hos barnet. Barnet lærer hurtigt at aflæse forældrenes 3 Stern, 1998 4 Sørensen 1998 9

ansigt som ledetråd for sin adfærd, og vil i denne udviklingsperiode lære at aflæse ansigtsudtryk, inden det reagerer på nye og uforudsete situationer. Barnet kan ikke verbalisere følelser, men kan registrere dem, uanset om forældrene bruger sproglig kommunikation samtidig. Denne evne følger barnet resten af livet, og derfor er det ekstra vigtigt, at forældrenes kommunikation skal være troværdig, ved at det, de siger, skal være samstemmende med det, de føler. I denne periode får barnet som sagt adgang til sit eget indre, og opnår derved muligheden for en dybere kontakt med forældrene, hvis de samtidig åbner sig følelsesmæssigt for en dybere dimension og intimitet med barnet. Tilknytningen til barnet forstærkes og skaber en grundlæggende tryghed for barnet, da det får mulighed for at dele sine personlige erfaringer med forældrene. Hvis barnet derimod får gentagne oplevelser af, at dets ydre handlinger og indre følelser ikke bliver spejlet og forstået af forældrene, eller hvis det i denne periode får mange forskellige spejlinger på dets adfærd, vil barnet blive meget usikker på sin selvfornemmelse og dermed en svækket identitetsudvikling. Barnet vil mobilisere forskellige forsvarsmekanismer, som kanaliserer følelserne over på andre adfærdsformer, eksempelvis regression, hvilket kan betyde starten på en følelsesmæssig fejludvikling. Sprogudviklingen begynder (15-36 måneder) Barnet begynder nu at kunne koordinere de psykiske erfaringer med ord, og derigennem få oplevelsen af at kunne formidle sine ønsker og erfaringer i forhold til nutiden. Det bruger fantasi og tænkning til at udtrykke ønsker om fremtid, og barnets tidsbegreb begynder så småt at dannes. Realiteterne får derved en ekstra dimension, der gør, at barnet og forældrene kommunikerer gennem et fælles sprogbrug om personlige følelser, erfaringer, ønsker og behov. Det er meget vigtigt, at forældrene bekræfter og understøtter barnets følelsesreaktioner ved at skabe en parallel af ord imellem det, barnet oplever og det, det udtrykker. Forældre har i årevis bagatelliseret børns følelser i et misforstået forsøg på at trøste, men dette bidrager til, at barnet oplever, at det det føler, er forkert. Igen forhindrer det en sund udvikling af barnets selvværd. Der kan nu fortælles historier om fortid, nutid og fremtid, og barnets forestillingsevne gør, at det kan forberedes på fremtidige oplevelser. Der kan fortælles om fødselsdage, hvilken mad der skal spises, hvem kommer på besøg, og der kan startes på at fortælle livshistorie. Det er en god idé at kombinere fortællingen med visuelt materiale, da det vil understøtte barnets forestillingsevne og oplevelse af hvem er jeg og styrke dets identitetsfølelse. Det handlende barn (36 måneder) Barnet har nu, i kraft af forældrenes aktive samspil, ved hjælp af spejlinger og følelsesmæssig afstemning, lært den type adfærd, dets forældre finder ønskelige og hvilken adfærd, der er uacceptabel. Barnet vil i sin hverdag omsætte menneskelige aktiviteter til symbolske handlinger, i kraft af rollelege med andre børn. Barnet vil nu være i stand til at knytte nye venskaber med andre børn, den gensidige leg og udveksling af erfaring har stor betydning for barnets identitetsfølelse. I legen genspejles barnets erfaringer, her fortælles livshistorien igen og igen. 10

Barnet skal derfor støttes mest muligt i denne udvikling, da den skaber sammenhæng og mening i barnets liv. At have tilgang til sin livshistorie er en naturlig ting for de fleste mennesker. For de børn/unge/voksne, som ikke har sammenhæng og viden om deres livsforløb, på grund af brud og mange skift i deres opvækst, kan udarbejdelse af livshistoriebøger være en uvurderlig hjælp. At kende og forstå sit liv er nødvendigt for at udvikle en stærk identitetsfølelse. Den amerikanske psykolog Erikson definerer identitet, som evnen til at opleve og opretholde en indre enhed og kontinuitet, som nogenlunde svarer til andres opfattelse af en 5. Hvad sker der når samspilsprocessen ikke lykkes? Den proces, hvorigennem forældre og senere andre omsorgspersoner lærer at interagere med spædbarnet, og de samspilsformer der opstår, er på den ene side den samme for alle individer, og samtidig helt unik for det enkelte spædbarn. Det foregår på den ene side fra naturens side i nogle solidt forudsigelige rammer, men samtidig er handlingsforløbene nye og ukendte for de implicerede parter, hvilket indebærer, at nogle forældre ikke er i stand til at indgå i et sådant positivt samspil, og dermed opstår begrebet omsorgssvigtede børn. Anvendt litteratur Erikson, Erik H. Identitet-ungdom og kriser. Hans Reitzels forlag. København 1992 Hwang, Philip, red. af Spædbarnets psykologi. Hans Reitzels forlag. København 1994 Killèn, Kari Omsorgssvigt er alles ansvar. Hans Reitzels forlag. København 1999 Stern, Daniel N. De først seks måneder. Hans Reitzels forlag. København 1998 Stern, Daniel N. Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels forlag. København 1994 5 Erikson, 1992. 11

Efter anden grundkursusdag At arbejde med børn i krise vil altid minde om dine egne kriser. Måden, hvorpå du har bearbejdet dine kriser, vil have indflydelse på, hvordan du vil og kan hjælpe børn med at håndtere deres kriser. Derfor bruges arbejdshæftet til at reflekter over dine kriser: Hvilke kriser har du oplevet som barn, og senere i livet? Hvad skete der, hvilke følelser husker du? Hvilken hjælp fik du fra andre? Hvilken betydning har det haft for dig senere i livet? En opgave Du skal, inden den næste grundkursusdag, have drøftet med dine børn: Om de har lyst til at komme med på den sidste grundkursusdag om formiddagen til debatforum Om der er særlige problemstillinger, de har lyst til at vide noget om. Hvis du er usikker på, om børnene er gamle nok til at få udbytte af et sådant arrangement, så ring og tal med RUGO-konsulenterne om det. 12

Artikel 2 - Børn i sorg og krise ved Agnete Hatting PLF. nr. 8 september 1988, tilrettet til nuværende lovgivning af Ingrid Strøm. Indledning I denne artikel har jeg forsøgt at uddrage essensen af de tanker og resultater, som forskerne John Bowlby, Vera Fahlberg og Claudia Jewett har fremsat om emnet børn og sorg. Jeg har selv haft stort udbytte af at bruge den forståelse. Af børns sorg, som læsningen af disse forskeres bøger har givet mig, dels i mit arbejde med mine egne plejebørn og dels i mit arbejde som rådgiver for andre plejefamilier. Første del af denne artikel kaldes simpelthen "Barnet" og handler om barnets oplevelser ved separation og tab. Anden del kaldes omsorgspersonen", og omhandler de ting, den voksne, der har med et barn i krise og sorg at gøre, bør være opmærksom på. Omsorgspersonen kan være døgninstitutionspædagogen, der er primærpædagog for et barn, der skal i familiepleje, sagsbehandleren eller kuratoren, der skal anbringe barnet, eller plejefamilien, der skal modtage det. I virkeligheden er det ting, som alle, der på en eller anden måde er involveret i anbringelse af børn og unge, bør være opmærksomme på og handle efter. I denne fremstilling kalder jeg konsekvent barnet for "hun", sagsbehandleren for "han" og stort set barnets biologiske forældre for "mor". Dette gøres udelukkende for overskuelighedens skyld, da kønnet er uvæsentligt for mening og hensigt med artiklen. Barnet Tab og separation Der kan være flere grunde til, at et barn kommer til at opleve smerte og sorg ved at skilles fra de nærmeste voksne. 1. Det kan skyldes, at en far eller mor eller anden nær person dør. 2. Det kan skyldes, at forældrene bliver skilt. 3. Det kan skyldes anbringelse udenfor hjemmet, hvor barnet mister den daglige kontakt med forældre, søskende, skole, nærmiljø m.m. 4. Det kan skyldes, at barnet må sige farvel til døgninstitutionens personale, fordi det skal bo hos en plejefamilie. 5. Det kan skyldes flytning eller hjemgivelse fra en plejefamilie. Børn, der anbringes i familiepleje, har ofte været igennem flere separationer. Jeg mindes et barn, der som syvårig havde oplevet elleve flytninger, fra hospital til spædbørnshjem, børnehjem, behandlingshjem og med perioder hjemme hos moderen ind imellem. Nu som tolvårig har dette barn boet fire år hos en plejefamilie, den længste sammenhængende periode i hendes liv. Hun er blevet en tryg og glad pige, takket være plejeforældrenes indsats. Men der er stadig seks år til hun fy1der atten. Før disse år er gået, kan plejefamilien ikke glæde sig over, at de fik lov til at 13

give dette barn et blivende hjem. Den sociale lovgivning medvirker til, at sådanne skæbner bliver en realitet. For at få os voksne til at forstå følelserne hos et barn, der skilles fra dem, det holder af, beder Vera Fahlberg os om at forestille os, at vi befinder os i følgende situation: Du er hjemme en aften. Du har lagt dine tre børn i seng. Din ægtefælle er til møde og kommer sent hjem. Alt ånder fred og du går i seng. Pludselig hører du, at det banker på døren. Snart efter lyder der tunge fodtrin. En vildt fremmed person kommer ind i dit soveværelse og siger: "I skal alle sammen stå op og komme med mig". Han tager dig og børnene med i en bil, der holder udenfor huset. Så kører han hen til et underligt kvarter i byen, som du ikke kender eller vidste eksisterede. Bilen standser udenfor et hus. Manden stiger ud af bilen og tager et af dine børn med sig. Han ringer på døren. En fremmed lukker op og tager imod barnet. Bilen kører videre. Manden tager dine to andre børn og afleverer dem i en anden del af byen, som du heller ikke kender. Huset, hvor børnene bliver taget imod af en ukendt kvinde, er bygget helt anderledes end husene, der hvor du bor. Bilen kører igen. Efter at have kørt uendeligt længe standser den udenfor et hus. Han tager dig med sig og afleverer dig til fremmede. Der lugter besynderligt. De fremmedes tøj og møbleringen af huset svarer ikke til det du kender, og som du forstår ved et hjem. "Her er hun siger manden, og kører sin vej. Pointen er jo klar nok. Separation kan være traumatiserende. Spørgsmålet er imidlertid: "Hvordan kan virkningen mildnes?" Når et barn skal anbringes Når et barn skal flyttes fra sit hjem, sin institution eller sin plejefamilie, er der fire punkter, man som medvirkende voksen må være opmærksom på. Det første punkt er, at barnet skal have beslutningen at vide, så snart den er truffet. Her er det imidlertid væsentligt at overveje, hvem der vil være den bedst egnede til at fortælle barnet om den forestående flytning. Det bør være en voksen, som barnet kender og holder af. Afhængig af den konkrete situation kan det være barnets forældre eller slægtninge; en plejeforældre, en socialpædagog eller sagsbehandler. Denne information bør senere blive bekræftet af en anden voksen, som barnet stoler på, således, at barnet ikke kan fantasere sig til, at det ikke passer, at det er noget nogen har fundet på, det er noget det har drømt. Informationerne skal gives varsomt og i et sprog, som barnet forstår. Det andet punkt er, hvordan man skal fortælle barnet om flytningen. De fleste mennesker vil instinktivt føle trang til at røre blidt ved et barn i en sådan situation. Imidlertid vil den erfarne pædagog, sagsbehandler eller familieplejer være klar over, at ikke alle børn er i stand til at udholde 14

kropskontakt, når de bliver dybt sårede. Det væsentlige er først at nå ind til barnets egen oplevelse af situationen. Dette bør følges op af en snak om den nuværende omsorgspersons situation, således som barnet oplever den. Et eksempel på dette kunne være: "Din far og mor har gjort alt, hvad de kunne, for at klare problemerne..." eller "Du ved, at din mor har haft mange problemer at slås med i den sidste tid. Nu har hun brug for tid til at finde ud af tingene således, at hun kan passe på sig selv og dig igen. Og hun har brug for, at vi passer på dig imens". eller: "Din mor elsker dig meget højt. Og hun ved, at du har brug for, at voksne hjælper dig med en masse ting. Hun ved også, at hun ikke altid har det så godt, at hun kan hjælpe dig, så". Det tredje punkt er det behov, barnet kan have, for at blive forsikret igen og igen om årsagen til anbringelsen. Ofte vil barnet føle, at adskillelsen er hendes skyld, eller at det er en straf for ikke at have hjulpet mor nok. Hun har brug for at blive forsikret om: at det ikke er hendes skyld at hun ikke har gjort noget slemt. Hun har brug for at vide, at der ikke er noget, hun kunne have gjort, som ville have forhindret anbringelsen, og at der heller ikke i fremtiden vil være det. Børns opfattelse af kærlighed er meget konkret, som en dyrebar gave man giver væk. De føler, at hvis de elsker deres forældre, så kan de ikke elske andre på samme måde. Det ville være et forræderi, der betød, at de tog noget fra forældrene, som tilhørte dem. Endelig kan et barn, der skifter opholdssted, føle, at hun enten bliver givet bort, eller stjålet, fra dem der "ejer" hende. I det første tilfælde kan hun komme til at udvikle en frygt for at blive kasseret. Oplever hun sin situation, som om hun er stjålet fra forældrene - og nogle biologiske forældre vil give deres barn indtryk af, at det er det, der er sket - så vil hun blive angst for, om det kan ske igen, eller hun vil føle, at hun bør hade plejeforældrene. Knytter hun sig så at sige mod sin vilje til plejefamilien, vil hun blive overvældet af skyldfølelse. Uanset om hun har den ene eller anden af disse opfattelser af anbringelsens årsag, skal hun igen og igen forsikres om, at det ikke er rigtigt. Hun har brug for at blive forsikret om, at hendes plejeforældre vil passe godt på hende - og hun har brug for at føle, at det er sandt, for at hun kan stole på det. Det fjerde punkt er, at barnet har brug for at blive opmuntret og hjulpet til at knytte sig følelsesmæssigt til plejeforældrene i så høj grad som muligt, hvis hun skal komme over sin følelse af tab. John Bowlby mener, at et barn kan bearbejde sorgen og lægge den bag sig, fuldstændigt som en voksen kan: Hvis hun har haft et godt og trygt forhold til forældrene før anbringelsen. 15

Hvis hun får information om anbringelsen på en åben og ærlig måde, snarest efter at beslutningen er taget. Hvis hun føler, at hun frit kan stille spørgsmål. Hvis hun, når det drejer sig om uafvendelige tab, får lov til at tage del i familiens sorg - og dette bør også omfatte begravelsen. Hvis hun har en voksen, hun stoler på og hvis fortsatte venskab, hun kan være sikker på. Det er umagen værd at se nærmere på disse fire punkter i forhold til børn, der anbringes udenfor hjemmet. Meget ofte har et anbragt barn: ikke oplevet et trygt forhold til sine forældre før adskillelsen, ikke modtaget præcis, hurtig information om baggrunden for anbringelsen, oplevet at blive forhindret i at udtrykke sine ægte følelser på grund af adskillelsen, ingen kontakt til en voksen, som hun kan stole på at have et varigt, forpligtende forhold til. Der kan opstå endnu mere følelsesmæssig forvirring hos barnet, hvis det klynger sig til forældrenes beskyttelse, når sagsbehandleren kommer i hjemmet, og oplever ham som en trussel om en kommende adskillelse fra forældrene. Dette kan være tilfældet, selv hvis barnet er blevet misrøgtet eller misbrugt. Truslen opleves som kommende fra den ukendte voksne, og i mindre grad fra den utilstrækkelige forældre, hvis fejl og mangler barnet har nøje kendskab til. Alt dette viser, hvor svært det er for et barn et komme hel ud af sådan et tab. Omsorgspersonen Hvis vi, som omsorgspersoner, skal kunne være en ordentlig hjælp for et barn, der sørger på grund af separation og tab, er det nødvendigt, at vi forstår barnets reaktion og er opmærksomme på de faktorer, der har indflydelse på barnets reaktionsmønstre. Faser Man forestiller sig, at et barns reaktion på tab gennemløber tre stadier. I det første stadie er hun tilsyneladende upåvirket og forsøger at tilpasse sig. Hun viser glimtvis symptomer på uro og stress, men prøver at benægte og undlade at tro på det, der er hændt hende. I det andet stadium skifter hun imellem fortvivlelse og sorg "hvis bare..." til en optagethed af at lede efter/beskæftige sig med den tabte, elskede person. Denne tilstand kan resultere i fortvivlelse og depression. Det er først i det tredje stadium, som barnet skal have hjælp til at nå, at det har mulighed for at integrere sit tab og sin sorg i det nye liv, som det har mulighed for at opleve i plejefamilien. Bortset fra, at barnets reaktion på tab gennemløber flere stadier, så er det en fastslået kendsgerning, at ethvert barns udvikling foregår i stadier, som ikke har meget med den kronologiske alder at gøre. Det kan være af afgørende betydning for den måde et barn oplever en adskillelse på, hvilket stadium barnet befinder sig på i sin egen følelsesmæssige udvikling. De fleste af de børn, der anbringes udenfor hjemmet, er følelsesmæssigt ikke svarende til deres kronologiske alder. De føler og opfører sig som børn, der er langt yngre. Og deres følelsesmæssige behov skal derfor mødes, hvor de selv befinder sig, og ikke hvor deres kronologiske alder placerer dem. Som følge heraf kan det være aldeles påkrævet, at den seksårige, gammelkloge pige får lov til at blive vugget i søvn, bruge sutteflaske m.m., selvom hun intellektuelt for længst er forud for sine kammerater i børnehaveklassen. Får hun ikke mulighed for at gennemleve de stadier, hun ikke tidligere 16

har prøvet, vil hun om end intellektuelt overlegen - fortsat følelsesmæssigt reagere som et lille barn. Betingelserne Vera Fahlberg fastslår, at de betingelser/omstændigheder, der er skyld i adskillelsen, er vigtige faktorer for barnets evne til fremtidigt at kunne knytte sig til andre. Disse omstændigheder omfatter bl.a. følgende faktorer: 1. Det miljø barnet kommer fra. 2. Omstændighederne, i forbindelse med konkret anbringelse, såsom: om den var planlagt, eller det var en akutanbringelse, om forældrene var enige i behovet for en anbringelse, om barnet var blevet forberedt på en separation, om barnet var blevet forberedt på, at det skulle flytte til en anden familie, om der har været tilstrækkeligt med kontaktbesøg. 3. De erfaringer barnet har i forbindelse med tidligere separationer og anbringelser. Det er væsentligt, om det drejer sig om barnets første eller måske tiende anbringelse. Hvis barnet har været anbragt tidligere, hvorledes blev hun så forberedt den/de andre gange. Det er almindelig viden, at tab af forældre eller andre nære omsorgspersoner, er mest skadeligt for et barn i dets første leveår. Jo før tabet finder sted, og jo oftere det gentager sig, og barnet anbringes i ny plejefamilie, ny institution, jo mere afgørende vil langtidseffekten af disse brud blive for barnets følelsesmæssige udvikling. Følelserne John Bowlby understreger det væsentlige i, at børn har mulighed for at dele deres følelser vedrørende separation og tab med voksne, de kan stole på. Vi, plejeforældre og sagsbehandlere, springer ofte over, hvor gærdet er lavest og forsikrer barnet om, at alting er i orden, og at hun ikke behøver at bekymre sig. Når vi giver barnet sådan en beroligende melding, er det oftest, fordi vi ikke kender det eksakte svar, og ikke vil give barnet anledning til yderligere sorg. Hvornår skal hun for eksempel besøge sin mor igen? Det kan hjælpe os voksne til at forstå barnets følelser i forbindelse med anbringelsen, hvis vi forsøger at finde frem til vore egne følelser i forbindelse med tab, følelser af forvirring, vrede, lettelse, sørgmodige, hjælpeløshed o.s.v., der i virkeligheden ikke adskiller sig meget fra den følelsesstrøm, barnet er midt i. Hvis barnet, på grund af flytningen, mister kontakt med en nær voksen, kan det ske, at tidligere tab, der ikke er blevet bearbejdet, kommer op til overfladen. Dette vil plejeforældre lettere kunne forstå, hvis de har arbejdet med sig selv og egne tidligere kontakttab. Det er en erfaring, vi bedst kan bringe videre, hvis vi selv har oplevet den. For forklaringer er nødvendige, hvis vi som plejeforældre skal blive andet og mere end opbevaringssteder. Barnet har brug for at vide, at hendes forældre holder af hende, - men af hvilken grund, der nu kan være ikke for øjeblikket kan passe på hende og drage omsorg for hende. 17

Man kan også, som sagsbehandler og plejefamilie, komme i en situation, hvor man indser, at barnet, stik imod eksisterende lovgivning, bør og skal blive resten af sin barndom i plejefamilien. Man må i et sådant tilfælde tage ansvaret, som den voksne, man nu er og i strid med lovgivning og bedre vidende, forsikre barnet om, at det aldrig skal flyttes. Voksne finder det ofte svært at have med børns følelser at gøre. De vil gerne have, at børnene klart udtrykker, hvad de føler. Claudia Jewett siger, at det forældre ønsker er, at børnene skal tale om deres følelser. Og hun påpeger, at børn i langt højere grad viser deres følelser ved at afreagere - græde, gå amok, blive destruktiv, stjæle, tisse i sengen o.s.v., og når de voksne beder dem holde op, tror de skal holde op med i det hele taget at have følelser. Hun fortsætter med at sige, at børn har brug for hjælp til at identificere deres følelser - som f.eks. frygt og ængstelse. Hun giver et eksempel på, hvordan en voksen kan tale til et barn: "Når jeg bliver nervøs eller bange, har jeg en fornemmelse af, at der er noget, der hopper op og ned i min mave. Det er det, man kalder at have sommerfugle i maven. Har du det også sådan sommetider?" Børn har behov for at få hjælp til at finde måder at udtrykke deres følelser på. Hvis den måde, de plejer at give dem luft på, er uacceptabel af en eller anden grund, har de brug for at lære mere acceptable udtryksmåder. På denne måde bringes de til at forstå deres egne følelser bedre og har mulighed for at integrere følelserne - som der nu er sat ord på - i deres adfærd. Men for at kunne gøre dette, har de imidlertid også brug for at blive mindet om kendsgerningerne. F.eks. således: Hvorfor bor du ikke hos din mor og far? (Kendsgerning). Hvem besluttede, at du skulle bo her? (Kendsgerning). Er du glad for at bo her? (Kendsgerning). Er det i orden, at du holder af din plejefamilie? (Følelse). Disse holdninger og teknikker gør såvel selve anbringelsen som separationen og tabet, der følger i kølvandet af denne, mindre smertefuld for barnet. Sagsbehandlere, plejeforældre og pædagoger spiller en vigtig rolle i denne proces. For pædagogen på døgninstitutionen er det et krævende job at forberede et barn på at bryde op og sige farvel til institutionen for at begynde et nyt liv i en plejefamilie. Og det er bestemt også en vigtig opgave for plejefamilier at forberede et barn på hjemgivelse. En nødvendig opgave, om end den kan være smertefuld, hvis barnet hjemsendes til en familie, hvor intet er ændret siden anbringelsen. 18

Hvordan formindsker man børns stress? Alle børn føler stress og forvirring, når de flyttes rundt med. Det i følgende angiver metoder til at formindske de skader, man uvægerligt påfører barnet. 1. Kontaktbesøg før anbringelsen. 2. Medinddragelse af barnet i anbringelsesprocedurens faser. 3. Samtaler med barnet om anbringelser uden for hjemmet, læse historier for hende eller fortælle om andre børns anbringelser. 4. Producere et kort over de væsentlige begivenheder i forbindelse med barnets anbringelse eller tegne en tegning sammen. 5. Bringe fotos af plejefamiliens medlemmer. 6. Få plejefamilien til at tegne og fortælle om sig selv i et hæfte til barnet. 7. Producere en slægtstavle for barnet og en grafisk fremstilling af anbringelsessteder og omsorgspersoner. 8. Fremstille "Min Livshistoriebog" sammen med barnet. Alt dette kan hjælpe barnet til at få kontinuitet i oplevelsen af sig selv - hvem hun er - hvor hun kom fra - og hvor hun skal hen, hvilket er af vital betydning for barnets evne til at udvikle sig til en harmonisk voksen. Det er vigtigt, at omsorgspersonen er forberedt på de forskellige reaktionsmønstre, børn der lider tab kan følge. Nogle børn trøstespiser hæmningsløst. Andre er så deprimerede, at de taber interessen for mad. Nogle børn føler sig så skyldige, at de straffer sig selv. Det værste, der kan ske, er, hvis barnet slet ikke reagerer. Det kan betyde, at barnet er så skadet, at det har meget vanskeligt ved at knytte sig til andre. I sjældne tilfælde kan det betyde, at evnen til at elske og holde af er helt ødelagt. Det barn, der udtrykker vrede eller sorg, har alle muligheder for at komme til at nære varme følelser for nye voksne. For det nyfødte barn er de basale behov mad, en ren ble og nær og hyppig kropskontakt. Bliver disse behov tilgodeset udvikler barnet evnen til at knytte sig til andre. Hvis plejebarnet giver udtryk for nedtrykthed eller sorg, og plejeforældrene formår at trøste hende og hjælpe hende med at forstå sine egne følelser, opstår der en spirende tilknytning. Hvis barnet tidligere har evnet at knytte sig til andre, vil det blive nemmere for plejeforældrene at udfylde rollen som barnets nære voksenkontakter. Og det vil blive nemmere for dem at hjælpe barnet med at forstå dets fortid. Sorg kan lindres ved fysisk nærhed og ved at være til rådighed. Det er specielt vigtigt, når man har med børn at gøre, der trækker sig ind i sig selv, og ikke vil delagtiggøre andre i, hvad de føler. Andre landes forskning viser, at børn, der anbringes akut og ikke er blevet forberedt på anbringelsen, snarere risikerer, at anbringelsen får traumatiserende følger, end børn, der kender deres sagsbehandler, forstår årsagen til anbringelsen og har mødt deres nye omsorgspersoner. Disse 19

faktorer hjælper børn til ikke at føle så stor frygt for det nye og fremmede, der skal ske, og skaber forudsætningerne for, at de hurtigere falder til. Det fremgår også af bl.a. John Bowlbys værker, at anbragte børn har et behov for kontakt med forældrene eller tidligere omsorgspersoner så hurtigt som muligt efter anbringelsen, fordi det er af vital betydning, at døren til fortiden står på klem. Hvis døren er låst, vil det anbragte barn sandsynligvis bruge al sin emotionelle energi til at få den åbnet igen, i stedet for at forsøge at falde til det nye sted og knytte sig til sine plejeforældre. Det er ifølge Lov om social service muligt at afbryde en kontakt mellem barnet og dets biologiske forældre. Men dette behøver på ingen måde at betyde, at de følelsesmæssige bånd, og følelser kan både være kærlighed og had eller begge dele, samtidig skæres over af den grund. Det siger sig selv, at jo flere anbringelser et barn har været udsat for, jo flere tab og separationer fra voksne, det følte tillid til, jo vanskeligere bliver det for dem at udvikle sig følelsesmæssigt, fordi de skal bruge al deres energi til at håndtere nye anbringelser, omgivelser og mennesker, med alt hvad det indebærer. Nogle opmuntrede ord Som plejeforældre, pædagoger eller sagsbehandlere føler vi det troligt svært at have med børn at gøre, der sørger eller er ulykkelige, fordi de er skilt fra nogen, de holdt af. Måske vil det opleves mindre uudholdeligt, hvis vi hver især prøver at huske vores egne tab som børn og forsøger at nå ind til den del af os selv, der stadig er et barn. Måske kan det hjælpe os til ikke at føle os så hjælpeløse. Der er en enkelt ting, som vi voksne omsorgspersoner, der er fagligt og personligt involveret i disse børn, ikke kan sætte et måske foran, og det er, at vi bør arbejde sammen på at hjælpe børn med at komme igennem sorgen ved adskillelse og tab. Vi kan i fællesskab gøre langt mere, end vi gør i dag for at skabe hele mennesker ud af ulykkelige børn. Efterord Sorg og krise er uundgåelig for alle børn, der anbringes udenfor hjemmet. Det er derfor et faresignal, hvis en sagsbehandler præsenterer en sag således: Der er intet i vejen med barnet, det er moderen, der er alkoholiker, stofmisbruger, etc.. Hvis sagsbehandler/kurator taler sådan om barnet, betyder det, at han ikke er kvalificeret til sit arbejde. For måske fungerer barnet overraskende godt i betragtning af dets opvækstvilkår. Men barnet kommer i krise ved anbringelsen. Det nemme barn bliver til et vanskeligt barn på grund af selve anbringelsen. At få et barn i familiepleje, betyder derfor altid, at plejeforældre, hvis de skal kunne hjælpe barnet, skal have indsigt i sorg og krisebehandling af børn. Det kræver en teoretisk viden om at være plejefamilie, erfaringer med egne børn er ikke en tilstrækkelig ballast. For plejeforældrenes egne børn har aldrig oplevet separation fra forældre. Det er derfor nonsens at tale om almindelige plejefamilier til almindelige børn. Hvis sagsbehandlere og familieplejere mangler en fælles faglig indsigt og viden om separation hos børn, kan det resultere i alvorlige følelsesmæssige skader for barnet. 20

For mange, mange anbragte børn, såvel i familiepleje som i døgninstitution, undertrykker deres sorgreaktion for ikke at gøre de nye omsorgspersoner vrede eller kede af det. Det er derfor altid den voksnes ansvar, at der bliver sat ord på smerten, sorgen over adskillelsen. Den voksne skal hjælpe barnet med at forstå/sætte ord på sine følelser. Den voksne må aldrig udtrykke sine egne følelser af vrede over den behandling, barnet har været udsat for. Hvis forældrene f.eks. svigter en aftale om hjemmebesøg, og barnet er vred på forældrene, bør den voksne støtte barnet i at fordømme handlingen (forsømmelsen), men ikke personen. Vores nærmeste kan godt gøre dumme ting, men de er ikke dumme, for vi elsker dem stadig. Denne artikel kan kun betragtes som en indføring i problematikken børn og adskillelse, og er derfor blot hvad enhver familieplejer skal vide for at være i stand til at åbne sit hjem for et fremmed barn/ung. For de familieplejere og sagsbehandlere m.v., der ønsker at trænge dybere ned i problematikkerne, bringes der i det følgende en litteraturliste over bøger, der omhandler separation, og som jeg selv har haft gælde af. Anvendt litteratur Bowlby, John: Attachment, Separation, Loss, Penguin Books, 1986. Bowlby, John: The Making and Breaking of Affectional Bonds, Tavistock, London. Fahlberg, Vera: Helping Children When They Must Move, Batsford and BAAF, London. Fahlberg, Vera: Attachment and Separation, BAAF, London. Fahlberg, Vera: Child Development, BAAF, London. Fahlberg, Vera: The Child in Placement - Common Behavioural Problems, Fostering Resource Group, Dublin. Jewett, Claudia: Helping Children Cope with Separation and Loss, BAAF, London 1984. Linden, Gunilla: Kan børn skifte forældre? Nyt nordisk forlag, Arnold Busck, København 1983. Rothe, Wenja: Forældreevne, forældreret og børns tarv. Komiteen for sundhedsoplysning, København 1983. Vinterhed, Kerstin m.fl.: Barn i kris, en bok om barn och setartion.. Almquist og Wiksell Førlag AB, Stockholm 1981. 21

Artikel 3 - Børn af anden etnisk baggrund i familiepleje Af Steffen Lambertsen. Baggrunde for denne artikel er arbejdet med flygtningebørn gennem 12 år senest ved oprettelsen af Opholdsstedet Sverrig, der ikke ligger i Sverige, men er opkaldt efter gaden i København, hvor huset ligger. Dette opholdssted er et bofællesskab for unge af anden etnisk oprindelse end dansk, der skal forberedes til at klare en tilværelse i egen lejlighed eller på kollegieværelse. Inden vi startede det første opholdssted, havde vi i et par år arbejdet som almindelig plejefamilie, med danske børn. Derfor vil jeg i nogle af de generelle bemærkninger ikke skelne på etnisk oprindelse. Derimod vil jeg forsøge at påpege en række af de særlige problemstillinger, der følger med, når der ikke blot er tale om et plejeforhold, men også en anden dimension, den anderledes kultur og særlige baggrund. De første børn kom på et såkaldt skadestueophold. Det specielle ved skadestueopholdene var, at vi havde et samarbejde med Røde Kors Asylafdeling om at tage børn i aflastning i forbindelse med forældres sygdom eller fængselsophold under asylfasen. Dermed blev opholdene kortvarige og måske også belastende, fordi der hele tiden skete en udskiftning. Til gengæld fik vi på forbløffende kort tid en erfaring og viden omkring etniske minoriteter, som vi siden har kunnet trække på. Udgangspunktet for arbejdet har hele tiden været interessen for etniske minoriteter i Danmark og deres videre muligheder for at få et godt liv her eller i hjemlandet. Denne interesse er efter 12 år ganske usvækket. Formålet har været: at udvikle selvstændighed og ansvar for egne handlinger at kunne skabe følelsesmæssige og sociale relationer at skabe grundlag for et liv med to kulturer. Plejebørn skal i særlig grad være i stand til at klare sig selv, derfor er det vigtigt, at selvstændigheden udvikles fra en meget tidlig alder. De fleste plejebørn har et meget spinkelt netværk i form af familie, de skal selv bygge deres kontakter op via personer, de stoler på og som vil hjælpe dem. Selv om det i dag er muligt at forlænge anbringelsen ud over det 18 år, er det stadig almindeligt, at kommunerne udskriver de unge, når de bliver 18 år. Derfor skal disse børn i være forberedt på denne voldsomme opgave, som ikke er almindelig for almindelige danske børn med en normal familiestruktur. For børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, er det endvidere vigtigt, at de hurtigt lærer at tage ansvar for egne handlinger. Samfundets øje vogter dem nøje og en utilsigtet handling i form af slagsmål, der udvikler sig voldsomt og bliver bedømt som vold, kan ofte betyde udvisning eller meget lange udsigter med at opnå et dansk statsborgerskab, hvis det er det den unge ønsker. 22