20.s.e.trin.B. 2018 Matt 21,28-44 Salmer: 749-448-28 496-457-731 Vi er godt 50, der mødes 4 gange her i efteråret til kristendomskursus. Det er gode aftener. Aftener fyldt med fællesskab og humor, -og af fordybelse i noget af det vigtigste i livet. Snakken går livligt, og vi diskuterer på livet løs omkring vigtige emner, -etiske problemstillinger, og selvfølgelig om hvad den kristne tro og de gamle bibelske tekster siger os ind i vores moderne hverdag. Det er i høj grad anbefalingsværdigt. I tirsdags var vi blandt meget andet inde på de 10 bud. Blandt andet buddet: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste, -eller som vi almindeligvis siger: Du må ikke lyve. Og så talte vi i den forbindelse om hvide løgne. Der hvor man sådan viger uden om sandheden for ikke at såre et andet menneske. En hvid løgn er, at man på en måde lyver af næstekærlighed. Men snakken gik længere end det. Vi talte om det med, at man ikke skal rutte med sandheden. At det ikke i alle situationer er lige 1
nødvendigt at sige sandheden, -fordi sandheden kan såre, og fordi sandheden jo aldrig er helt objektiv. Det, man tror, er sandheden, kan måske fra en anden vinkel vise sig ikke at være den hele og fuldstændige sandhed. Jeg fremkom på aftenen dog med det synspunkt, at det med at man ikke skal rutte med sandheden, -det kan også være en meget bekvem undskyldning for at undgå at sige sandheden, fordi det måske kan gøre sandhedens budbringer upopulær, at det er budbringeren af sandheden der bliver den onde. Og så er det jo lettere at lade være med at sige sandheden og bruge undskyldningen, at man ikke skal rutte med sandheden. Der kan være ubekvemme situationer, hvor det kan gøre ondt og volde smerte at sige sandheden. Men er vi ikke forpligtet på sandheden? Er det ikke også af næstekærlighed at man skal sige sandheden, selvom den i første omgang kan medvirke smerte, men på den lange bane er en hjælp og en naturlig forlængelse af at være en god ven og én man kan stole på? For at undgå at sige sandheden, -det kan sådan set jo også være det 2
samme som at lyve. Det diskuterede vi, og det er væsentligt at vende sådanne problemstillinger, og hvor gør man ellers det henne? Grunden til at jeg omtaler tirsdagens debat om det med ikke at lyve og ikke at rutte med sandheden, -det handler om den fortælling om vingårdsejerens to sønner, som Jesus fremfører i dagens evangelium. Her er der nemlig bestemt tale om overtrædelse af buddet: du må ikke lyve, -ja og indirekte om problemstillingen med at man måske ikke i alle situationer skal rutte med sandheden, -eller om man skal sige sandheden direkte og tage konsekvenserne af det. Vi forstår, at vingårdsejerens to sønner reelt ikke gider at gøre som deres far ønsker det. Han kræver måske for meget af dem, synes de. Eller de er måske bare dovne unge mennesker. Vi ved det ikke, men de vil ikke arbejdet. Og så var det måske bedst om de havde sagt hele sandheden. Ja, den første siger sandt: Nej, jeg vil ikke, -lige ud og uden omsvøb, -men så fortryder han 3
det bagefter og går så alligevel ud i marken og gør det, som faderen bad ham om. Den anden er luskepeteren. Han siger: Ja, herre, -men lyver i realiteten faderen lige op i ansigtet, for han går alligevel ikke ud i marken og arbejder. Jesus spørger så: Hvem af de to gjorde deres faders vilje. Svaret ligger lige for, -det er kun den første, der gjorde det, han blev bedt om, men spørgsmålet rejser sig i næste instans. For hvem er det faderen synes, der er den mest artige af de to, -det er vel ham der siger Ja, Herre? Går faren ud og tjekker, hvem der rent faktisk arbejder i marken? Sladrer sønnen, der fortryder, sladrer han til faren om sin bror, der lyver sig fri af arbejdet. Eller siger han, - man skal ikke rutte med sandheden. Der er mange lag her, men det centrale hos Jesus er den konkrete handling, -det man gør, og så det, at det er helt ok at fortryde, -helt fint at ændre sind, -det er der bestemt tilgivelse for. Noget helt andet er det, hvis man lyver sig væk. Uærligheden, -ligegyldigheden overfor at være et ordentligt menneske,- den er svær at stå op imod. 4
I dagens fortælling bruger Jesus eksemplet med de to vrangvillige sønner til at illustrere den forskellighed, der er i den måde, som budskabet om frelsen i Jesus Kristus modtages på. Jesus bragte budskabet om Guds kærlighed og nåde til det jødiske folk. Nogle tog imod Jesu ord og levede efter det, og deres liv var derefter aldrig det samme. Andre afviste budskabet, men oplevede de mange tegn på Jesu guddommelighed og vendte om, -fortrød og valgte at tage imod Jesu ord. Atter andre kæmpede med tvivlen, - Herre, jeg tror, hjælp min vantro, sagde en mand, der søgte Jesus. Men tvivl er stadig en åbenhed. Tvivler man på Guds eksistens, har man ikke lukket ham ude af sit liv. Der er stadig en åbenhed, -tvivl kan manes til jorden, -tvivl kan blive forvandlet til tro. Men der var også andre blandt det jødiske folk, som afviste Jesus totalt. Ja, endda gik så langt som til at stræbe ham efter livet, for det gik jo ikke at have sådan en folkeforfører gående frit løs. Og alt det man siger om ham, at han kan helbrede, ja vække døde til livet. Han er en farlig mand, 5
-var der nogle, -især de religiøse ledere der tænkte. Langfredag blev den totale afvisning gennemført, da Jesus blev korsfæstet. Men kærligheden, -den sande ægte kærlighed kan ikke slås ihjel. Påskedags morgen viste Jesus, at hans kærlighed er stærkere end selv døden, og at han derved har åbnet en dør op til Guds himmel for hver den, der tror. Men selv blandt de, der mødte Jesus som den opstandne borede tvivlen sig ind: Er det virkeligt dette her, -er det ikke en umulig drøm? Ja, selv en af disciplene, -Thomas tvivlede, da han hørte sine venners beretning om, at de havde set Jesus i live. Ja, Thomas siger: ikke min synssans alene kan overbevise mig, -jeg skal også kunne føle og mærke, at Jesus er blevet levende igen, -at han ikke er et spøgelse, at det virkeligt er sandt. Men Thomas er ægte, -han er redelig. Han ytrer sin tvivl, selvom han givetvis har mærket sine venners surhed over, at han ikke kunne tro på, hvad de sagde. Men Thomas siger det, som det er, -han rutter med sandheden, ytrer åbent sin tvivl. Og Jesus vender ikke ryggen til Thomas. 6
Jesus viser sig for ham direkte og siger kom med din hånd og føl og tro så. Helt anderledes var det jo, hvis Thomas havde sagt til sine venner: ok det lyder rigtigt og godt, I har set den opstandne Jesus, -men reelt ikke troende på deres oplevelse og så bagefter var gået sin vej med hovedrysten og for altid lukket for vejen tilbage. Ærlighed varer længst siger vi. Ærlighed kan man arbejde med. Tvivl, -at være i tvivl er også at være ærlig. Til tro hører tvivl, -men tvivl lukker os ikke ude fra Guds kærlighed. Vi møder altid forståelse og tilgivelse for tvivl og usikkerhed. Lige før glædede vi os over Kayas og Sallys barnedåb. Det er altid så livsbekræftende, når vi har barnedåb her i kirken, når vi kan byde to små søde nye vidundere ind i det kristne fællesskab. Og vi føler, at himlen står åben over døbefonten og Gud kikker ned og siger et varmt velkommen i flokken til de to små og skriver deres navne i livets bog. Der er nogle forældre, der vælger dåben fra og siger at ikke kan sige ja til trosbekendelsen. De siger, at der er 7
noget i trosbekendelsen, som de har svært ved at tro på, og hvordan så stå der offentligt og sige ja til det på ens barns vegne. Og man kan vel på en eller anden måde godt forstå det. Det er jo også i led med, at man skal være en ordentligt og redeligt sanddru menneske, at man ytrer sin tvivl. Spørgsmålet er så blot om den tvivl skal få den konsekvens, at man vælger dåben fra. Netop fordi Jesus igen og igen ytrer, at han forstår tvivlen. Ja mere end det, at Jesus ønsker, at vi skal forstå, at til tro klæber tvivlen, men at det er der fuld og grænseløs tilgivelse for. Vi skal snarere forstå vores ja til trosbekendelsen som et ja tak, -et: jeg ønsker at være i det kristne fællesskab, jeg ønsker at tage imod Guds kærlighed og nåde. Et ja tak til en dyrebar gave, som gives os uden betingelser. Og et ja tak der kan siges åbent og ærligt, også selvom tvivlen nager og river i os. Barnedåben er en stor, ja uendelig dyrebar gave. Den giver den døbte et ståsted, en del af en århundredelang tradition, en fornemmelse af at høre til, at have et åndeligt hjemsted, og noget som ingen eller intet kan 8
tage fra den døbte. End ikke den dybeste tvivl kan få barnedåbens nåde og barmhjertighed til at forsvinde. At være i det kristne fællesskab er en gave. En fri gave. En gave, der gives uden betingelser. Uden at vi forud skal love og offentligt bevidne, hvor stor og dyb vores tro er. Ja, Guds kærlighed gives os også, når vi trodsigt siger: Jeg vil ikke, men så bagefter fortryder og går ud i marken og gør kærligheden levende i os og omkring os. Det kristne fællesskab er Guds frie gave, og det eneste, vi skal gøre, er at sige ja tak, åbne os op for Guds evige kærlighed. Det er dybe gaver. For store til at vende ryggen til, for det åbner op til det, der virkelig betyder noget i vores brogede menneskeliv, -fornemmelsen af at blive understøttet og holdt oppe af en almægtig Guds hånd. Det er den sandhed, vi skal rutte med, -den gode sandhed. Amen 9