Prædiken til 14. s.e.trin., Vor Frue kirke, 6. sept. 2015. Lukas 17,11-19. Salmer: 728, 434, 447, 674,1-2, 30 / 730, 467, 476, 11. Af domprovst Anders Gadegaard Alt er givet os. Taknemmeligheden er den mest grundlæggende religiøse følelse. Enhver gudstjeneste er i sin grund en takkegudstjeneste. Men selvfølgelig i særlig grad Høstgudstjenesten, hvor vi er kommet sammen for at takke for alt det, vi har fået og dagligt får, så vi kan leve. De fleste af os høster alt, hvad vi har brug for i supermarkedet. Her er alle mulige varer tilgængelige for os på alle tider af året. Dem, der har plantet og høstet vores mad lever ofte meget langt væk fra os, og vores eneste kontakt til dem er gennem mærkaterne på varerne. Det betyder dog ikke, at vi ikke har en forståelse for, hvor maden kommer fra, og mange dyrker også lidt jord i egne køkkenhaver, nyttehaver, drivhuse eller bare lidt på altanen i et par krukker. Så vi kender selvfølgelig til høst, men det er primært den høst, andre står for i helt andre dele af verden, som vi lever af. Det har skabt en global afhængighed, som desværre ikke har mindsket afstanden mellem rig og fattig snarere tværtimod. De flygtningestrømme, vi ser i disse måneder har grundlæggende med denne forskel på levevilkår at gøre og den eneste langsigtede og bæredygtige løsning er enorme investeringer i forbedring af levevilkårene i de fattige dele af verden. Ellers går vi en ny folkevandringstid i møde. Så voldsom er vores indbyrdes afhængighed på kloden og så meget har vi både at sige tak for og at kæmpe med, hvis kloden, som vi kender den, skal overleve det konstant voksende forbrug Taknemmeligheden er hjemløs uden troen på Gud. Hvem skulle man ellers være taknemmelig overfor, hvis det er den generelle taknemmelighed over livet som sådant, fødslen af et lille nyt menneskebarn, som disse to dåbsfamilier i dag er i kirke for at sige tak for. Naturens farver og former eller bare det at jeg er, at vi er her sammen. Kun mod Gud kan denne tak rettes og det gør vi, hver gang vi be r en bøn: Begynder med at sige Gud tak. Tak for, at forud for os og alt, hvad vi måtte udrette eller ikke udrette, er vi givet del i Guds gave: Livet, Evigheden, Herligheden, Kærligheden. Heraf følger både lysten og pligten til at ødsle generøst og frimodigt med det, der er vort. Vores tid, vores kræfter, vores engagement. Husk, at alt er givet dig på forhånd.
Det argument, der oftest høres, når nogen benægter, at det skulle give mening at tro på Gud, en kærligheds-livskraft bag alting, er henvisningen til al ondskaben: Når der er så meget ondt i verden, kan der umuligt findes en god og kærlig Gud. Jamen - man kan da med mindst lige så stor ret og med lige så megen fornuft i behold sige det modsatte: Tænk på, hvor fantastisk livet, er! På trods af al ondskaben, lidelserne og volden er tilværelsen fuld af de mest herlige oplevelser: Naturens skønhed og menneskers uventede godhed. Det gør da den tolkning nærliggende, at der må være en god og kærlig skabergud bag det hele. Det ene udsagn har lige så meget for sig som det andet det handler om øjnene, der ser. Sådan er det også med taknemmeligheden. Man har selv indflydelse på, om man fremelsker taknemmelighed i sig, eller om man tager alt som en selvfølge eller endnu værre: Som en ret. Om man har let eller svært ved at vise taknemmelighed, hænger sammen med ens livssyn. Med hvad man tror på. Og troen kendes som bekendt på sine frugter. Taknemmelighed er i sit væsen en religiøs attitude. I 1. Thessalonikerbrev står der (5,16-19): Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. Udsluk ikke Ånden. Vær altid glade, sig tak under alle forhold, for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. Det er altså ikke bare et spørgsmål om at føle taknemmelighed, når man har fået noget, man er glad for, men at være det under alle forhold!! Ikke bare når man bliver rask, men også når man er syg. Ikke bare når nogen siger, de elsker os, men også når nogen forlader os. Ikke bare når du forfremmes, men også når du ikke får den stilling, du gerne ville have. Og så videre. Se, dét er knap så enkelt, men det er altså guds vilje med os, at vi skal tage imod livet i taknemmelighed uanset, hvad der rammer. Hvordan kan vi dog det? Jo, sagde Paulus, det er Guds vilje med os i Kristus Jesus. Fordi vi hører hjemme i ham, kan vi. Fordi Gud kender os og er med os lige der, hvor vi er. Vi er kendt af ham, omsluttet af ham uanset, hvad der rammer os. Jeg tror, at kan vi nå ind til den tro, er vi så stærke, som vi kan blive, så hele som vi kan blive, omsluttet af det hellige og derfor kan taknemmeligheden få plads i os. Kun mod Gud kan denne tak rettes og det gør vi, hver gang vi be r en bøn: Begynder med at sige Gud tak. Før end vi vender os til ham med det, som nager eller bekymrer os, så siger vi tak. Takkebønnen er troens grundsprog.
Præcis det, handler dagens tekst om. Jesus er på vandring, og på lang afstand af ham råber en gruppe spedalske om hjælp. Det må have været en nærmest daglig begivenhed. Der var mængder af spedalske i datidens Palæstina, og de blev af jøderne regnet for urene, det vil sige det blev betragtet som et bud fra Gud, at ingen måtte omgås dem. Derfor var de henvist til at leve udenfor byerne af tiggeri, og man forventede, at de holdt sig på god afstand af forbirejsende jøder. Myndigheden til at afgøre, om et menneske var ren eller uren, det vil sige tilhørte samfundet eller var sat udenfor, lå hos de jødiske præster. Derfor opfordrer Jesus de spedalske til at lade sig undersøge af dem. Umiddelbart var det jo et håbløst forehavende, for spedalske kunne ikke helbredes. Ikke desto mindre begiver de ti sig uden yderligere diskussion på vej til præsten. - I sig selv forbløffende, at de straks gør som Jesus siger og ikke indvender, at det giver da ingen mening, så længe de ikke er helbredt. Men tilliden til ham må have været stor. - Og så sker underet: På vej derhen bliver de alle helbredt! Så vidt så godt. Indtil nu er alt i overensstemmelse med mange andre fortællinger, hvor mennesker viser Jesus en overvældende tillid, tror på muligheden af helbredelse imod enhver rimelig forventning. De tror "mod håb med håb", som Paulus et sted siger: Imod ethvert rimeligt håb om helbredelse, håber de alligevel, at det umulige sker. Og så sker det. Jesus kunne på dette sted have sagt til de ti, som han så ofte gjorde til andre: "Jeres tro har frelst jer, det ske jer som I vil". Men sådan slutter denne fortælling ikke! Først til den ene, som vender tilbage og kaster sig i støvet og takker Gud for den vidunderlige helbredelse, først til ham siges ordene: "Din tro har frelst dig". Og han var en samaritaner, en fremmed, som alene af denne grund regnedes for uren af jøderne - men som altså som den eneste følte behov for at vende tilbage og sige tak. Ofte overraskes vi af at kunne lære mest af mennesker, hvor vi slet ikke havde regnet med det. Her sætter Lukas altså ikke lighedstegn mellem frelsen og den helbredelse, den syge får. Han vil tilsyneladende sige noget andet. Ikke for at modsige hvad han plejer at sige, tror jeg, men for at fokusere på noget andet. At være rask er naturligvis en forudsætning for et helt og meningsfuldt liv, hvis det er sygdommen, som lukker en ude fra livet og fællesskabet. Og det gælder dem, hvor helbredelsen og frelsen er ét.
Men hvad nytter det at blive rask, hvis man straks derefter kun har tanke for sig selv og sit eget? Kaster sig ud i store planer uden tanke på sine omgivelser? du har, og at der er så meget at se frem til. Hvad var det hele værd, hvis alt var opnået? Mon ikke kedsomheden så ville holde sit indtog? Jeg tror, at Lukas med denne særlige pointe i historien her vil holde os fast på, at der er andet og mere i livet end så snart muligheden giver sig så er det bare fremad, fremad, nye mål, nye sejre. Det hører med til det sande liv, til frelsen om I vil, at man standser op, fordyber sig i øjeblikket og grundene til, at man er lige nu, at man giver sig tid til at værdsætte, at man er og hvad der er omkring én. Og hvad er det netop andet end at sige tak, siger Gud Skaberen tak for alt, som er. Sådan som samaritaneren fandt det helt nødvendigt at vende tilbage og sige tak - og så derefter, ligesom de ni, vende sig mod alle de nye muligheder, som med helbredelsen blev lagt foran ham. I det øjeblik, man kan modtage sit liv, sine kår, i taknemmelighed, oplever man er jeg overbevist om, en styrke, en livskraft eller livsduelighed, som man ellers ikke vil kunne finde ind til. - Hvis du formår at være taknemmelig også når du møder svære tider, fordi du derigennem erfarer, hvor værdifuldt og kosteligt livet er i sin skrøbelighed. Ikke for at sige, at modgang på denne måde skulle bære en mening i sig selv. Men for at sige, at når det tunge, svære rammer os, da kan der også dér findes noget at være taknemmelig for det er aldrig kun mørkt. Dét er gudstroens kerne. Det er selvfølgelig let at være taknemmelig for alt det gode og dejlige. Et rigere og dybere liv viser sig for den, der også formår at være taknemmelig, når livet er krævende og svært taknemmelig for, at der også midt i alt det smertelige, gives kræfter og nye muligheder. - Hvis du i denne forstand formår at være taknemmelig også i svære stunder, fordi du gennem disse oplevelser vises en vej, og måske ligefrem derved vokser i visdom og indsigt. - Hvis du formår at være taknemmelig for det faktum, at du IKKE har alt det, du begærer, så kan du måske glæde dig over det Det var denne betydning af taknemmeligheden, som samaritaneren, som den eneste af de 10, havde sans for. Han
standser op efter sin helbredelse og vender om for at give udtryk for sin taknemmelighed. Han sanser, at det er en ufattelig kraft, han er blevet skænket udefra, som har gjort livet nyt for ham. Den har de 9 andre også fået, men spørgsmålet er, om de lader den få betydning for, hvad de videre skal bruge deres nye muligheder til. Hastede de bare hovedkulds videre uden at være blevet klogere af det, som skete dem? Mens den fremmede, den upåagtede samaritaner, ikke udslukte ånden, for at bruge Paulus ord fra thessalonikerbrevet, men lod helbredelsen sætte sig frugt også i sit indre. Lukas vil skildre sandheden om helbredelsen som en indre kraft. Samaritaneren standser op. Han, som stadig er en fremmed, en udstødt, og på ingen måde nu kan se frem til et synderligt let liv, blot fordi han nu er blevet rask, han standser op og giver sig hen i øjeblikkets fryd og glæde og tak. Hér henter han sin nye indsigt, sit livsmod, sine kræfter til at klare al den modgang, der med sikkerhed venter ham. Hans tro har hjulpet ham. Han siger Gud tak, vel vidende, at han selv har et svært liv foran sig. Kærligheden. Brug da denne frihed, lev på den. Lad den være målestok for, hvordan du bedømmer andre og ser på dit eget liv. Husk, at alt er givet dig på forhånd. Husk da også at dele alt med andre, husk at jo mere du deler af din kærlighed, desto mere vil der være af den. Den kærlighed, som er Gud selv, som findes midt iblandt os som Hans helbredende kraft, som giver os styrke og mod, som trøster os, som skaber dømmekraft i os, som føder glæden og taknemmeligheden i os. Hvad vi skal gøre er blot at standse op og lytte efter den, tage uforbeholdent imod, lade den fylde os helt - så den ligger som en uendelig kilde til liv i os til glæde for både vore omgivelser og os selv. Da lyder det også til os: Gå herfra, din tro har frelst dig. Amen. Det er denne sandhed om livet, kristendommen spænder ud for os: At forud for os og alt, hvad vi måtte udrette eller ikke udrette, er vi givet del i Guds gave: Livet, Evigheden, Helheden,