En tro, der fungerer i virkeligheden De fleste af os svenskere har nok enten set eller hørt om Konsumentmagasinet (svensk forbrugerprogram) der ledes af Sverker Olofsson. Et program, hvor han afprøver forskellige almindelige produkter for enten at hissa eller dissa (fremhæve eller kassere) dem. Hvis produktet er rigtig dårligt, havner det i den berygtede affaldsspand, et symbol som taler sit eget tydelige sprog. Men der findes et tilsvarende program for børn kaldet REA. Princippet og oplægget er det samme, produkter kommer under luppen, testes for enten at hissas eller dissas. I et af disse programmer var det blevet tid at teste sommerens badedragter. En af badedragterne blev MILDT SAGT dissad. (Af naturlige årsager nævner vi ikke i hvilken butik, man kunne købe den, men jeg håber, at kæden skammede sig, hvis de så programmet). Den var rigtig fin, der hvor den hang på stativet i butikken og så vældig badedragtsagtig ud! Men når man tjekkede vaskeanvisningen stod der blandt andet: Bør ikke udsættes for alt for meget sol, saltvand og klor. Man kan ikke have den på i svømmehallen (klor), ikke have den på i havet (saltvand) og ikke have den på, når det er fint vejr (sollys)! Den fungerer med andre ord kun i en sø, når det er dårligt vejr, og hvor meget lyst har man så lige til at bade? Den så fin og badedragtsagtig ud på stativet i butikken, men fungerede IKKE i virkeligheden! Det kan være på samme måde med troen. Det er en sag at hænge på stativet (sidde på bænken) i butikken (kirken) sammen med andre badedragter (andre kristne) og en helt anden sag at møde virkeligheden udenfor butikken (kirken). Som troende SKAL vi have en tro, som holder, når det gælder og ikke bare se kristne ud blandt andre kristne. Uden at være naiv og tro, at vi kan løse alle spørgsmål når det gælder hvordan man får sin tro til at fungere i virkeligheden i en flok som denne, kommer der alligevel her et par tips, som kan hjælpe os til at få en tro, som både fungerer i og udenfor kirken En del af vi kristne bliver nervøse, når vi møder mennesker med en anden tro. Det kan være en ateistisk lærer i skolen (ja også det at vælge ikke at tro på en skaber eller højere magt, er en form for tro), det kan være en kammerat som har en anden religion end kristendommen. Men af og til bliver vi også nervøse, når vi møder kristne, som tænker anderledes end os selv. Ofte skyldes al denne usikkerhed meget mere, at vi er usikre på vores egen tro, end at vi føler os truede af andres. Vi må vide, hvad vi selv tror på, inden vi kan forholde os til andres tro. Netop dette siger Paulus til sin ven Timoteus. Og hans ord til den unge Timoteus dengang gælder også os i dag!: Derfor må jeg også lide dette; men jeg skammer mig ikke, for jeg ved, hvem jeg tror på, og jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig til den dag kommer.(2.tim. 1:12) Jeg VED hvem jeg TROR på! Denne korte sætning siger så meget. Hvis vores tro kun er oplevelser af Gud, selv om disse oplevelser er nok så vigtige (som vores første møde
At tro på en Gud, eller at tro på Gud handlede om) er der en stor risiko for, at vi ikke kan klare mødet med virkeligheden. Hvad sker der, hvis vi af forskellige årsager ikke længere mærker eller oplever Gud? Holder vi så op med at tro? Vores tro kan ikke bare sidde i hjertet, nej vores tro skal OGSÅ sidde i hovedet. Vi har brug for at have vores tro både i hjertet og i hjernen. Vi må VIDE hvad vi TROR. Nogle af os har let ved at tage troen til os, men når det virkelig gælder, så er det ikke altid at troen bærer os. I Bibelen er der en historie om netop sådan en let at tage troen til sig fyr, nemlig disciplen Peter. Et sted i Mathæusevangeliet (kap 14) hører vi, at Jesus kommer gående på vandet, da Peter og de andre disciple er ude i en båd i stormvejr. Peter bliver først så ophidset, at han udbryder: Herre, hvis det virkelig er dig, så bed mig om at komme ud til dig på vandet! Jesus svarer smilende: Kom! Peter hopper straks over rælingen og går faktisk et par skridt på vandet. Men så snart han har forladt den trygge båd (kirken) mister han fokus, og i stedet for at fokusere på Jesus, begynder han at fokusere på de høje bølger, hvilket fører til, at han begynder at synke. Hans hjerte troede virkelig, men hans hjerne var ikke med på noderne, så da han pludselig stod ansigt til ansigt med bølgerne (virkeligheden), og det ikke føltes så godt længere, bar hans tro ham ikke mere. Naturligvis hjalp Jesus ham op igen, og naturligvis er Peter et af de meget få mennesker, der faktisk har gået på vandet, så vi skal ikke le af ham eller pege fingre af ham i foragt. Men pointen i denne sammenhæng er, at hans tro ikke bar ham, da det ikke føltes så godt mere. En anden af disciplene var lige modsat! Disciplen Thomas var definitivt ikke den, der uden tanke hoppede over rælingen. Nej, han ville vide, inden han bestemte sig for at tro på noget/nogen! Vist er det typisk, at dem af os, der er mest skeptiske (eller rettere sandhedssøgende) ofte går glip af det, når der sker noget. Dette skete for Thomas. I Johannesevangeliet hører vi (Johs. 20) at han af en eller anden årsag ikke var med den første gang, Jesus viste sig for sine disciple. Da de andre disciple ophidsede fortalte ham, at de havde mødt den opstandne Jesus, svarede han frustreret: Hvis jeg ikke ser naglehullerne i hans hænder og kan stikke min finger ind i dem og stikke fingeren ind i hullet i hans side, tror jeg ikke på det! Da Jesus så en uge senere viste sig anden gang, virker det som om det netop er Thomas, han har tænkt sig at møde. Sådan her står der: Derefter sagde han (Jesus) til Thomas: Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side. Tvivl ikke, men tro! Da svarede Thomas: Min Herre og min Gud! (Johs. 20:27-28) Der findes ingen person i hele Bibelen, som har en tydeligere og stærkere bekendelse af hvem Jesus er for ham eller hende end netop Thomas, da han i en og samme sætning siger: Min HERRE og min Gud. Thomas var til forskel fra Peter ikke en, der havde let ved at tage troen til sig. MEN da først tiøren faldt, blev den så stærk, at den bar ham længere bort end nogen af de andre disciple. Ifølge traditionen rejste han helt til Indien, hvor han ivrigt og frimodigt fortalte om troen på sin opstandne Herre og Gud, Jesus. En del af os er som Peter, hvor meget af vores tro bygger på oplevelser. Andre af os er mere som Thomas, hvor vi grubler og
vil vide. Vi har brug for både lidt af Peter og lidt af Thomas i os for at kunne leve troen ud udenfor kirken. Vi har brug for en oplevelse af Gud, en følelse af, at han er med os (Peter), men vi har også brug for at have vores hjerne med os og turde stille alle vores svære, kritiske spørgsmål (Thomas), ja vi har brug for som Paulus at VIDE på hvem vi TROR! Der findes nogle gange en almindelig misforståelse hos mange kristne, om at man som kristen skal synes, at alt er forkert i alle andre religioner. Intet kunne være mere forkert! Denne tanke, at alt hvad andre tror, er forkert, skaber vældig store problemer både for os kristne, som har denne indstilling, og for de mennesker, vi møder, der har en anden tro. Når Jesus i Johannesevangeliet siger de (for mange) velkendte ord: Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig (Johs. 14:6) er det IKKE en kritik, hvor han peger fingre af alle, der ikke tror på ham, men et svar til ovennævnte discipel Thomas spørgsmål om HVOR vejen er, som fører til Gud. Thomas ville som altid vide og forstå alt, men da Jesus fik spørgsmålet om HVOR vejen til Gud fandtes, skiftede han helt fokus! På samme måde, som Jesus (I mødet med kvinden, som vi talte om til vores møde i går om tro) skiftede fokus ved spørgsmålet om HVOR det var bedst at bede, til HVORDAN man skal bede, skiftede han her fokus FRA at vise en geografisk vej, eller komme med et par åndelige punkter som Thomas (vi) må følge for at nå Gud, TIL at sige, at HAN, Jesus selv var vejen, sandheden og livet! Jesus har aldrig sagt til os, at vi først og fremmest skal følge en masse bud og regler, men at vi skal følge HAM! For at bruge et billede, kan vi se troen som et cykelhjul. At Jesus er selve navet i troen er så selvfølgeligt, at man slet ikke behøver at sige det. Men fuldstændig lige som et cykelhjul har brug for eger for at kunne fungere, har troen naturligvis også brug for eger som holder hjulet oppe. Men hvad det er for eger, og hvor mange der skal være, varierer lidt os kristne imellem. Mathæusevangeliet fortæller, at Jesus selv fik netop dette spørgsmål. Spørgsmålet om hvilket af alle egerne/hvilket af alle bud, der var det vigtigste. Han siger da, frit oversat: Tænk ikke på eger, tænk på fælgen i stedet! Det handler ikke om hvor mange eger (bud) man har, men om hvad de står for! I virkeligheden er der bare et eneste bud (fælg) Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand. Dette er det største og første bud, men der er et andet, der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne. (Matt. 22:37-40) Hvis Guds inderste væsen er kærlighed (som vi kom frem til i vores første møde om troen), og hvis Jesus er en del af Gud selv, betyder det lidt forenklet sagt, at hvis vi elsker Gud, hinanden og os selv, så følger vi vejen til Gud, vejen som hedder Jesus!? Jesus var tydelig, når han sagde, at han var sendt af Gud Faderen selv, og går så langt som til at oven i købet sige: Den, der har set mig, har set Faderen (Johs. 14:9). Jesus mødte ALTID mennesker i den tro, de havde, men fik dem så småt til at forstå, at den
gud de havde skimtet, den gud de havde bedt til, den gud de håbede på, pludselig stod foran dem i menneske skikkelse! Så kan man snakke om, at mennesker blev både eksalterede og chokerede, når den store ukendte Gud, som de troede fandtes et eller andet sted, pludselig stod lige foran dem! Jesus underkendte aldrig, aldrig et menneskes tro (undtagen visse religiøse besserwissere som så ned på andre, men det er en helt anden historie), for han vidste, at den var et udtryk for dennes længsel efter Gud. Sådan underkender Jesus heller ikke et menneskes tro i dag. MEN han vil naturligvis have, at vi mennesker bytter alle vores guder som hedder guder uden at være Gud ud med en personlig relation med Gud selv. Jesus talte ikke bare om Gud, han viste også i sit liv, hvem Gud er, så det store spørgsmålstegn Hvem er Gud? Har fået sit store udråbstegn i Jesus! Det er klart, at der findes guldkorn i alle religioner, det er klart, at der findes sandheder overalt, det ville vel være mærkeligt andet, eller hvad? Klart at mennesker igennem hele historien har opfanget sandheder om såvel livet som Gud. Som Bibelen beskriver det i Romerbrevet: Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger(skabelsen) (Rom. 1:18-20). Men det revolutionerende i hele den kristne tro er, at disse sandheder, han VAR sandheden, han ikke bare talte om livet, han VAR livet, han ikke bare talte om en vej (religion) til Gud, han VAR vejen til Gud, han VAR Gud! Johannesevangeliets første kapitel beskriver netop dette, beskriver hvem Jesus var (er) sådan: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (Johs. 1:1-5,9-14) Paulus, som VIDSTE hvem han TROEDE på, havde overhovedet ingen problemer med at møde mennesker med en anden tro. Når han mødte mennesker med en anden tro, begyndte han ikke at nedgøre deres tro, guder eller forbilleder, men løftede Jesus frem. Det gælder også for os i dag. Vores opgave er IKKE at sige, at alle andre religioner tager helt fejl (hvilket de desuden ikke gør, da der findes guldkorn og sandheder i alle religioner) men at løfte Jesus frem. Det er klart, at der nogle gange bliver konflikter mellem Jesu påstand om at være Gud og på at have al magt i himlen og på jorden (Matt. 28:18) og andre religionsledere, men vi behøver aldrig at beskytte eller forsvare
ham! Hvis nu Jesus er Guddommelig og har al magt, som vi siger, at vi tror, så kan han selv klare den kamp uden vores hjælp! Til sidst: Et lysende eksempel på, hvordan han, der VIDSTE hvem han TROEDE på reagerede, når han mødte mennesker med en anden tro, finder vi i Apostlenes Gerninger. Paulus kom til Athen, en antik by, hvor der fandtes et hav af forskellige filosofier, religioner og politiske strømninger at vælge mellem. Grækenland var demokratiets hjemland og hovedstaden Athen var en pulserende storby med en på den tid vældig høj uddannelse, så lighederne mellem det flerkulturelle Grækenland dengang og det flerkulturelle højtuddannede Sverige i dag er mange. Da Paulus havde gået rundt der imellem alle filosoffer, religionsledere og gudebilleder og mødt mennesker fra de mest forskellige traditioner og trosopfattelser og så småt selv fik mulighed for at fortælle om sin egen tro sagde han: Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi Disse ord: I ham lever vi ånder vi og er vi var velkendte ord for grækerne, da det var ord, man tilskrev den højeste gud Zeus i den græske mytologi. Paulus anvendte nøjagtig samme ord, som var skrevet for den højeste gud Zeus, MEN tilskrev den i stedet Gud Faderen selv. Et bedre eksempel på at møde mennesker af en anden tro og ud fra deres nuværende tro finde koblinger til den kristne tro, er svær at finde. som også nogle af jeres digtere har sagt: Vi er også af hans slægt. Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde. Paulus mødte mennesker i deres tro og fortalte bagefter, at den gud de håbede på, den gud de havde bedt til, ikke var særlig langt borte, og at den gud havde vist hvem han var igennem Jesus. Han løftede Jesus frem, udfordrede deres nuværende tro uden at underkende eller diskvalificere den
Hvis Jesus er den, han sagde, han var, hvis han er sandheden, behøver vi hverken frygte videnskab eller forskning eller føle os truede af andre trosopfattelser og religioner, men kan holde vores tros fane højt, for sandheden kan tåle at blive testet! Ja, hvis vi har Jesus som forbillede og centrum i vore liv, behøver vores tro aldrig at blive en REAbadedragt! Nej troen er virkelig, derfor holder den også i virkeligheden, troen på Jesus holder såvel i som uden for kirken