2.Påskedag 20132. I dag er det 2.Påskedag, dagen efter Påskedag i vores kalender, men det er det ikke i evangeliet. Her møder vi to af Jesu disciple, det er stadig den første dag i ugen, søndag altså, tredjedagen efter Jesu død på korset og disciplene ved ikke ret meget andet, end at deres ven, Jesus, ham, der havde været deres livs indhold, er død. De er stadig i chok. Det er en fantastisk fortælling, Lukas har givet os om de to disciples tunge sorg, deres rådvildhed, og om det spirende håb, som den fremmede, de møder på vejen, indgiver dem. Håbet, som til sidst bliver til en sejrsfanfare, håbet som sender dem tilbage til livet igen, da de bliver klar over, at de har mødt den opstandne Kristus. Lukas fortælling handler om, hvordan opstandelsen bliver livsforandrende for to mænd, der går på en vej. Men fortællingen vil mere end blot fortælle om det, der skete engang. Den vil også sige os, at som det var for disciplene dengang, sådan kan det være for os i dag. Også for os kan opstandelsen være eller blive livsforandrende. For vi er alle mennesker, der går på en vej. Om det er til Emmaus eller til Kværndrup eller til Langtbortistan er sådan set ligegyldigt. Det er ikke det konkrete mål, der er vigtigt i historien. Det er selve dette at være på vej. Det er vi alle. Hele tiden. På livets vej. På ethvert menneskes vej igennem livet, kommer vi som de to disciple ud for afgørende rystelser. Det kan være en sygdom eller en ulykke, der for en tid slår benene væk under os, eller en af vore kæres død, eller en naturkatastrofe, eller tabet af arbejde. Som det var for de to disciple, er det for alle mennesker godt at have nogen at vandre sammen med og tale om det med, når vi er ramt og rystede. Et andet menneske der går ved siden af og deler det, man er opfyldt af, det er SÅ vigtigt at have, for alene kan man ikke klare at finde det fodfæste, man har mistet. Disciplene drøftede indbyrdes de store begivenheder, de havde været ude for i de sidste dage i Jerusalem. Sådan gør mennesker, når noget voldsomt er hændt. Vi taler sammen om det og prøver på at skabe en eller anden form for orden i kaos. Vi vender og drejer de ting, vi har hørt og set, prøver på at samle puslespillet, så der på en eller anden måde kan blive mening i tilværelsen igen. For kaos er lig meningsløshed og kaos er for hårdt at
være i. Vi behøver hjælp for at komme igennem den kaotiske krise og nå frem til en ny retning i livet. Så langt ligner vores almindelige menneskeliv Lukas fortælling om de to disciple. Men så lægges der det særlige til, nemlig den fremmede, der kommer og møder dem. Biskop Tine Lindhardt talte i går i sin påskeprædiken om Jesus som den fremmede, der kom til byen. Jesus var ikke fra Jerusalem, men fra Betlehem og Nazareth han var ikke bundet af nogen som helst forbindelser i hovedstaden. Han var den, der kom udefra i alleryderste konsekvens udefra evigheden han kom udefra, for at skabe en ny orden indenfor indenfor i Jerusalem, indenfor i menneskers verden. En ny orden, så sorgen den grundlæggende sorg over at livet må leves på dødens præmis den bliver til glæde vendt. Det gør den, da Gud i Kristi opstandelse bryder dødens magt, også over vores død. Efter opstandelsen er Jesus endnu mere fremmed, end han nogensinde har været. Han er så fremmed, at hans egne disciple ikke kan kende ham. Noget tyder på, at i opstandelsen er vi altså ikke helt som vi var før. Vi har nok en krop, men den ligner ikke helt den, vi havde før. Jesus spørger disciplene hvad er det, I går og drøfter med hinanden? Og de fortæller om, hvad de havde håbet og troet og drømt om. Hvordan de havde sat alt deres håb til Jesus. Det samme spørgsmål kunne man stille til os, der lytter til fortællingen i dag hvad taler vi om, hvad håber vi på, hvad drømmer vi om? når vi går i kirke, når vi lader vore børn døbe, når vi læser i Bibelen. Hvad leder vi efter, hvad håber vi på at finde? Det spørgsmål kan vi vel aldrig helt blive færdige med. For det ændrer sig hele tiden igennem livet, på livets vej. Men det har at gøre med det, der ligger dybt i vores hjerter. Vores inderste længsler. Det har at gøre med sandhed og med kærlighed. Det, den fremmede gjorde, var at han udlagde skrifterne for disciplene, så de forstod, at det, der var sket med Jesus var Guds vilje og at det hang sammen med hele Guds store historie helt fra begyndelsen. Alt fik en dybere betydning, da Jesus forklarede det for disciplene. De hellige skrifter, som jo egentlig var så velkendte, begyndte at give en ny mening fra sig. Gennem de hebræiske bogstaver begyndte noget nyt at gestalte sig. Jesu ansigt, hans liv, hans død og opstandelse tonede
frem. Hjerterne bærmdt i dem, da de forstod det. Alt vidnede jo om ham. Et ansigt tonede frem i samtalen med den fremmede, der gik ved siden af dem. Langsomt begynder de to disciple at fatte, at det ansigt går ved siden af dem. Uden at de dog endnu er helt klar over det. Men begyndelsen til forståelsen ligger i deres opfordring til ham, som jo i virkeligheden er en bøn. Disciplene siger bliv hos os. Det kunne være vores påskebøn i dag. Bliv hos mig. I mit hjem, min lejlighed, mit hus. Bliv i min krop og i mit hjerte, bliv i mit liv med din opstandelses kraft. Og hvad gør Jesus, da han hører disciplenes bøn? Han tager imod den. Han besvarer den ved at gå med disciplene ind i huset og ind i livet. Men for at komme rigtig dybt ind i vores liv, må han gøre det, han gjorde til sidst, da de har sat sig til bords i Emmaus. Han bryder brødet. Da genkendte de ham. Da han gav dem brød. Da blev han fuldstændig nærværende. Også i vores gudstjeneste i dag spiser vi nadvermåltidet sammen. Geografisk er vi rigtig langt væk fra Emmaus. Men alligevel er det Jesus, der bryder brødet og deponerer det i vore kroppe. Det er stadig hans svar på bønnen bliv hos os. Disciplene genkendte ham, da han brød brødet. I dag har vi vandret med de første to, som genkendte Jesus efter opstandelsen, men de var ikke de sidste. Igen og igen er der mennesker, som genkender Jesus i nadveren. Måske gør vi det ikke lige med det samme. Måske skal vi have hjælp til at kende hans ansigt, men når vi genkender ham, så forandres vores perspektiv på verden. Som præst oplever man det måske mest tydeligt, når man holder nadver med alvorligt syge eller døende. Man er blevet bedt om at komme i et hjem, hvor alvoren hersker. Efter man har talt lidt sammen, dækker man et beskedent bord, en hvid serviet, et lys, måske en lille buket. Man begynder på nadverritualet. I bønnen lyder ordene: opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede midt iblandt os. Det er så forunderligt at mærke, hvilken kraft der er i ritualets ord. Der er et forunderligt nærvær der, midt i dagligstuen eller sygehusstuen. Et nærvær som af én mere end os, der er synligt til stede. Kristus selv som i virkeligheden er den, der handler med os. Efter nadveren vil der ofte være en fred, som er helt særlig. Åndedrættet er måske blevet lettere for en stund.
Den syge kan hvile. Der er ikke brug for flere ord. Præsten pakker sammen og går, taknemmelig over hvilken underfuld tjeneste, man er blevet betroet. Nadveren kaster lys ud over os. Et guddommeligt lys. Således oplyste af Guds eget nærvær, får vi skænket en ny retning, i livet. Kristus har tilvejebragt ny mulighed i vores liv. Som disciplene skulle hjem til Jerusalem skal vi hjem hver især til det, der er vores sted. Men Jerusalem havde skiftet karakter. Fra at være en by fuld af sorg og fjendtlige mennesker, blev den igen en by, der var til at leve i for dem. Mødet med den opstandne havde åbnet disciplenes øjne for, hvilket fantastisk livsbærende budskab de havde fået lov til at være de første til at møde. Et budskab om at Guds kærligheds magt er størst. Større end døden. Også i vores liv. Glæden skal afløse sorgen, for Gud har ikke forladt os. Det skal vi i nu efter Påske hjælpe hinanden med at holde fast i. Amen. Kirkebøn: Gud, vi takker dig, fordi du vendte gråd til glæde den søndag i Jerusalem, da du rejste din søn fra gravens mørke og førte ham ud i morgenlyset. Du lysets Gud, lad det blive påske i vore liv, skænk os glæden og kærligheden fra dig i vore hjerter. Hjælp os til at lade beretningerne om dig leve i vores menighed, hjælp os at dele beretningerne om hvordan din søn besejrede døden og åbnede himmerigets port for os med hinanden, tag os i brug som vidner for dig, som Kristusbærere, håbets og fredens bærere. Jesus Kristus, kom til alle der sørger, alle der på en eller anden måde er rystet i deres tilværelses grundvold. Giv os at hjælpe hinanden til at se dit ansigt ved siden af os. Vær med os i vores liv med hinanden, så vi tager vare på hinanden, har omsorg for den, der har behov for det, beskytter den svage og sætter os selv til side for andres nød. Vi ber for vort land, vor dronning, M2, hendes familie, regering og folketing, alle vi har givet magt og myndighed i vores samfund. Vi ber om at du vil være med din kirke, at den må få inspiration fra din Hellige Ånd til at sprede dit budskab, så mennesker mærker, at
det angår os og vores liv.tak for livet, som bryder gennem dødens grænse.stilhed.amen.