Juleaften 2015 Salmer: 94, 120, 104, 119, 121 Når Gud viser os sit ansigt! Hvis billedet ikke er godt nok, er det fordi du ikke tæt nok på. Sådan har en pressefotograf engang udtalt. Jo tættere des bedre. Det er i grunden mærkeligt, for tingene er jo ikke altid skønnere eller smukkere når vi kommer helt tæt på. For på tæt hold ser vi alle rynkerne, malingen der skaller eller støvet i hjørnerne; På afstand kan vi bedre bevare vores egen forestilling om hvordan noget ser ud tæt på, bliver intet overladt til fantasien. Når afstanden bliver mindre, oplever vi en anden virkelighed end den vi skaber selv. Vi ser det uskønne, men samtidig ser vi også smukke detaljer, som vi ikke ellers var opmærksomme på. Juleaften handler også om at komme tættere på. Vi kommer tættere på hinanden, vi sidder tæt på kirkebænkene vi holder hinanden i hånden, vi synger sammen og danser om juletræet helt tæt. Derfor kan julen også blive en tid, der rummer de helt store følelser, for når vi kommer tæt på hinanden, så må vi også accepterer hinandens mindre pæne sider, som hysteriske udbrud over at anden der ikke blev som den skulle være, eller trætheden der overmander en, når børnene har åbnet deres gaver. Vi rykker tæt på hinanden og får det hele billede på plads, både alt det smukke og gode og alt det svære vi hver især bærer med os.
For at forstå hvad der var der skete den første julenat, er vi også nødt til at træde tæt på fortællingen om dengang Gud blev menneske. Jeg fik for nylig et rigtig godt eksempel på vigtigheden af netop det, her i Jægersborg Kirke. Som nogen vil vide, er vi så privilegerede at have et meget stort korarbejde hos os. Det samler mange børn og unge og de er med til at lave gudstjenester og smukke koncerter. Som optakt til første søndag i advent holdt vi en stor adventsgudstjeneste med spirekoret de mindste børn. Undervejs i gudstjenesten skulle adventskransen tændes og jeg havde aftalt med en af de mindste piger at jeg skulle løfte hende op med et lille lys i hånden, og så skulle hun tænde det første lys i adventskransen. Jeg holdt hende op i strakt arm, og hun kæmpede for at få lyset tændt. Selvom hun var ganske lille blev hun hurtig ret tung og jeg måtte sætte hende ned på døbefonden og hvile armene lidt. Vi prøvede igen uden at jeg kunne se at lyset flammede op. Tredje gang jeg løftede hende op, kiggede hun noget forvirret ned på mig. Og jeg hviskede du skal tænde lyset. Der blev en smule uro i den fyldte kirke og så råbte en lidt irriteret fra en af de bagerste rækker det er tændt, Lea. Til stor morskab for alle andre. Jeg synes det blev et fint eksempel og et godt billede på, hvorfor Gud valgte at blive menneske og træde ind i verden. For det er vel sådan, at vi godt kan stå og stirre op mod himlen, uden at få øje på Gud. At have en
forestilling om Gud, som en fjern skabermagt, vi ikke kan komme i forbindelse med, er som at stå og stirre på lyset nedefra. Man kan ikke se flammen. Derfor valgte Gud at træde ind i vores verden. Træde helt tæt på enhver af os med sit lys. For ved at blive menneske behøver vi ikke mere bygge et billedet af Gud, på vores egen forestilling. I julen får Gud et ansigt i det lille barn i krybben. Erfaringen siger os, at de mennesker, hvis ansigter vi kan se eller kender, dem forstår vi også bedre, vi føler større sympati med dem og har lettere ved at relatere til dem. Derfor skaber Gud forbindelsen til mennesket ved at vise os sit ansigt. Benny Andersen skriver i et digt: at være din nærmeste omgivelse gør mig større end nogen har stillet mig i udsigt (Her i reservatet, 1971). En kærlighedserklæring, men en poetisk sætning, der også kan sige noget om, hvorfor Gud bliver menneske. Han vil være vores nærmeste omgivelse, den vi kan vende os til, søge trøst hos ikke i en fjern himmel, men som det der omgiver os, ganske nært. Gud blev vores nærmeste omgivelse ved at vise os barnets ansigt, og vendte ved det op og ned på forestillingerne om hvem og hvordan han er. Det første og det som de tre vise mænd hurtigt fandt ud af var anderledes end deres forestilling, var at Jesus Guds søn - ikke blev født på et
kongeslot. At Jesus lod sig føde et sted hvor dyrene holder til, det er noget ganske andet end et palads og en seng med bløde silkelagner. Hyrderne på marken og de vise mænd, ville vise ham deres respekt, men de kunne ikke rigtig gøre det. De har ganske sikkert prøvet at bøje sig så dybt de kunne, men det lille barn lå jo i dyrenes foderkrybbe, så selv om de har ligget på knæ, ja så har de stadig måttet se ned på ham og også været nødt til at være helt tæt på ham. Sådan viste Gud allerede den første julenat, på hvilken måde, han ønskede at forbinde sig med verden. Mennesket skulle ikke se ham som en mægtig konge, men som den fredsfyrste, der var kommet tæt på os. Jeg tror stadig juleevangeliet kan være med til at flytte på vores forestilling om Gud. For det holder os fast på, at vi ser Gud, i det ansigt der træder frem for os. Ikke kun i det lille Jesusbarn, men i hinanden, når vi vover at gå tæt på. For i hinanden, ser vi en del af Gud og en del af Guds plan med os, som bærere af hans kærlighed. Gud måtte gå ind i verden, og forbinde sig med os træde tæt på, for at vi kunne få et mere nuanceret billede af hvem han er. Den gammeltestamentlige voldsomme Gud, rummede altså mere end mennesket var i stand til at begribe, før han viste sit ansigt for os. Når jeg begynder undervisningen af mine konfirmander, er en af de første emner vi tager op - Bibelen og her får vi som regel en samtale om, hvad det egentlig er for en bog. Jeg har stillet spørgsmålet: hvad forskellen på
det gamle og det nye testamente er. Og ofte svarer konfirmanderne lidt prøvende at det nye testamente vel er en moderne udgave af det gamle, men det er jo ikke helt sådan det er, for Det Nye Testamente omhandler Jesu liv, mens det gamle testamente bl.a. er det jødiske folks historie. Men da jeg spurgte mine konfirmander i år, fik jeg en lidt mere nuanceret udlægning af forskellen på det Nye og det Gamle testamente. Der var nemlig en af pigerne som sagde, da hun ville prøve at redegøre for forskellen: kan man ikke sige at Gud bliver lidt sødere i det nye testamente Et rigtig godt svar efter min mening, men det blev ikke ved det svar, for en af drengene suppelerede: Det er vel fordi han er blevet ældre ja, selverkendelse er en god ting. Og en anden suppelerede måske er han blevet sødere fordi han er blevet far. Hvis vi tror på, at Gud er en evig Gud, så er det måske snarere sådan, at det er vores billede af Gud, der bliver mere nuanceret i takt med at historien om Jesus finder sted. Og sådan er det måske med alt det vi vover at træde tæt. Nuancerne bliver flere og vi forstår bedre hinanden og det vi omgiver os med. Hvis vi beskæftiger os med troen, og håbet og kærligheden, så er det også hvad der sker kontinuerligt hele tiden. Vi får nye detaljer og flere nuancer på. Og vi får måske en fornemmelse af, at Gud er med i vores nærmeste omgivelse.
Sådan kan vi tale om Gud, fordi han valgte at vise os sit ansigt. Ansigtet kalder mennesket frem, og vi ved det er sådan, fordi man kan ikke forholde sig neutralt til et menneske, man har set direkte ind i øjnene. Man kan ikke ignorere et menneskes nød, når man bliver stillet overfor det lidende ansigt. Det er langt lettere at distancerer sig, hvis man kun ser nøden i fjernsynet. Men tæt på, bliver næstekærligheden og barmhjertigheden vagt i os. Det ved Gud, og derfor viser han sig i et menneskes ansigt julenat. Han gør det, for at vi skal møde ham både i vores nærmestes ansigter, men ikke kun der også i de mennesker vi lever langt fra, men som vi alligevel bliver stillet overfor. Opfordringen og budskabet er, at vi tør træde tæt på også på den nød der omgiver os. At vi tør se ind i det lidende ansigt og række vores hænder frem til hjælp. Juleaften fødes glæden, kærligheden og barmhjertigheden og vi ser Guds ansigt i det lille Jesusbarn. Vores tro og håb må være, at vi ser en genspejling af det i hinandens ansigter, når vi træder tæt på. Glædelig jul. Amen