Doris Jakobsen SIUMUT Åbningstale 2009 Den. 8. oktober Folketinget FRIVILLIGT FÆLLESSKAB Den Selvstyrelov, som vi vedtog i løbet af efteråret 2008 i Grønland og foråret 2009 her i folketinget, er og bliver en historisk milepæl. De knuder, som Hjemmestyreloven efterlod, omkring retten til undergrunden, Grønlandsk som landets officielle sprog og anerkendelsen som et folk i henhold til folkeretten, er alle løst i loven. Den konstante usikkerhed omkring bloktilskuddets fremtid er også væk. Vi i Grønland har fået retten til for alvor at styre vores eget liv, vores eget samfund og vores egen fremtid. Samtidig har vi fået det fulde ansvar for vores egen udvikling, vores økonomi og vores folks velfærd. Det er alt sammen godt, ikke mindst, fordi vi samtidig har fået ejendomsretten til de råstoffer og forvaltningsområder, der er forudsætningen for, at vi kan leve op til det nye ansvar. 1
Med Selvstyreaftalen mellem Grønland og Danmark har forholdet mellem vore lande på næste alle væsentlige punkter skiftet fra tvang til frivillighed. Vores gamle drøm om et helt frivilligt fællesskab med Danmark er så tæt på virkeligheden, som det kan komme på nuværende tidspunkt. Grønland skal nu bruge Selvstyret til at iværksætte en række initiativer, der blandt andet skal føre til en langt bedre selvstændig økonomi, et langt sikrere hjemligt erhvervsliv, en stadig stærkere uddannelse og et betydelig bedre socialt sikkerhedsnet for vores mest udsatte borgere. Samtidig skal vi kæmpe videre for at sikre Grønlands særlige ønsker til de løbende udenrigspolitiske forhandlinger, som Danmark fortsat foretager på vores vegne. At de to ting hænger uløseligt sammen, ses vel ikke tydeligere end i de forhandlinger omkring fremtidens muligheder for udledning af CO2, som pågår netop i disse dage. Grønland har brug for at skabe en industriel udvikling, der kan sikre vores lands selvbårne fremtid. Ikke mindst økonomisk Vi har brug for at skabe en ny industri indenfor olie- og mineraludvinding. Vi har brug for at kunne tiltrække store udenlandske virksomheder som aluminiumfabrikker og vandkraftværker Vi har brug for at udvide de industrier, vi allerede har, fiskeriet og turismen, med store satsninger på nye skibe og nye fly, fabriksbygninger, hoteller og lufthavne. 2
Der er intet af dette, der kan skabes uden en kraftig udvidelse af den minimale mængde Co2, som Grønland udleder i dag. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi skal bruge Selvstyret til noget som helst reelt og i det hele taget forsøge at leve op til de intentioner, der ligger bag. Det er derfor mit håb, at de forhandlinger, som Naalakkersuisuit i disse måneder fører med den danske regering vil føre til en løsning, der sikrer Grønland retten til at udlede de tons Co2, som er nødvendige for at vi i de kommende år, ikke alene kan gøre os selv, men også Danmark, fri af den tilskudsøkonomi, som fortsat plager vores to landes sammenhængskraft. En løsning er påkrævet mellem Grønland og Danmark i denne sag. Inden december. Også på det sikkerhedspolitiske område, er det helt afgørende for Grønland, hvad der sker i denne sal og hvad den danske regering foretager sig. Thulebasen ligger fortsat i vores land, og der synes ikke at være nogen ende på, hvad der kan dukke op af skjulte fortidsgerninger i forbindelse med den. Gerninger, der den dag i dag har dybt alvorlige følgevirkninger for de grønlandske borgere, der bebor og driver fangst i det område, hvor atombomberne både har stået på basen og cirklet i luftrummet i hemmelighed i årevis. 3
Med en ulykke med radioaktive eftervirkninger på vandet, landet, dyrene og befolkningen til følge. Tiden er kommet, hvor vi må have skaffet fuldstændig klarhed over, hvad tiden med atomvåben på, over og under Thuleområdet har haft af skadevirkninger for de mennesker, som dette landområde rettelig tilhører. Fortiden er alt for fyldt med fortielser, halve løgne og direkte usandheder, til at denne afklaring alene kan overlades til et par danske historikere i København. Lad os sammen gå direkte til USA's regering og få klarhed fra dem, der ved noget. Lad os bruge det nye fællesskab og den nye amerikanske regerings ønsker om åbenhed til endelig at forsøge at få løst denne gamle knude op også. Lad mig i denne sammenhæng også understrege, at det er min faste opfattelse, at det, der er brug for i det arktiske område i disse år, ikke er yderligere oprustning, men yderligere samarbejde. Det arktiske område står foran en eksplosiv udvikling. Det drejer sig ikke kun om at finde en fredelig fordeling af selve pol-området. Den smeltende is, vil åbne for uendelige forandringer, både i verdens skibstrafik og i olie- og gasudvindingen i området, som igen vil have store følgevirkninger både for områdets betydning 4
for verdens forsyningssikkerhed og for de mennesker, der lever der. Svaret på det er ikke militær oprustning, men oprustning politisk, beredskabsmæssigt og forskningsmæssigt. Jeg startede denne tale med at henvise tilde mange knuder fra fortiden, som med et slag er blevet løst ved etableringen af Selvstyret. Men det gælder jo desværre ikke dem alle. Det gælder for eksempel ikke for de såkaldte elitebørn, som i 1951 under et dansk socialt eksperiment, blev udvalgt i Grønland, tvunget væk fra deres familier og sendt på opdragelse i Danmark. Disse mennesker fik stjålet deres sande identitet og endte som fortabte mellem to verdener, hvor de hverken rigtig hørte til i den ene eller den anden. I alt 22 grønlandske menneskeskæbner blev i al hemmelighed knust af et dansk statsligt program. Det skabte megen ulykke. Ikke bare for dem selv, men for deres fædre og mødre, brødre og søstre og hele familie også. Det var og det forbliver en ugerning. Og det er ikke de enkelte danske embedsmænd, skoler eller involverede familiers skyld. Det er staten Danmarks ansvar, at denne skamplet stadig eksisterer i den danske historie i Grønland. 5
Derfor bør det også være den danske regering, der tager ansvaret for at få denne plet fjernet fra vores fælles historie og få forsonet den ugerning, som disse mennesker har vært udsat for. Et liv med en ødelagt identitet kan naturligvis ikke genoprettes. Men en undskyldning og et synligt håndslag fra den stat, som stod bag overgrebene i deres ungdom, kan både bringe ro i deres sind og forsone hele den uret, der ligger uforsonet hen i dag. Det bør den danske regering indse. Vi skal have løsnet også de sidste knuder i vores fælles historie. Det skal vi først og fremmest, for at vi alle kan komme videre med de fremragende muligheder for at sikre vores fortsatte fællesskab i den nye fremtid, der kommer med Selvstyrets udvikling. Det er mit håb, at dette kan blive et af de klare mål for det kommende folketingsår. Tak. 6