Prædiken-refleksion til langfredag, Københavns Domkirke, 2014. Stine Munch Korsfæstelsen er så svær... Det var Guds mening, og alligevel menneskets utilstrækkelighed og dårskab der er skyld i det.. Som der står i begyndelsen af Johannesevangeliet: Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke... Det er svært, ja, og langfredag er vel også ufolkelig...på grund af helligdagens tema: nemlig; lidelse, død og ofring. Selv om alle kender til et liv med smerte og er klar over, at døden tager dem, man elsker og en selv, så vil man vel helst glemme det, og de fleste dage gøre som om hverken lidelse eller død eksisterer. Langfredag handler om, at Guds søn ofrede sig på korset for vores skyld, og det er virkelig ufatteligt for tanken. Det er heller ikke mærkeligt, at vi har svært ved at forstå, hvorfor Jesu liv skulle indeholde lidelse og død for andres skyld, men det var lige præcis det som Jesu liv handlede om. At ofre sig for os, at dø på et kors for at sætte os fri. Frie til at være dem vi er, med alle de fejl og mangler vi har, frie til at være elskede af Gud på trods af at vi er nogle store idioter. Han viser os jo helt konkret, at den mindste er den største. Han, der blev pint og plaget som den ynkeligste, der ikke engang slog fra sig, det var ham der blev den største, det var ham der gennem død og opstandelse vandt over døden og mørket og alle onde magter! Der har været så meget debat om forsoningslæren, altså netop det, at Jesus dør for vores skyld, her inden påske. Der er præster der mener, at tanken om, at Jesus kom for at frelse mennesket er makaber, mærkelig, problematisk, fattig.. Ja, tænker jeg.. og det er vel netop en del af korsets gåde, at vi ikke rigtig kan forstå det. Men, fordi vi ikke kan forstå det, så betyder det vel ikke, at det ikke dur, eller at det skal forstås, så vi kan putte det i en kasse, så vi kan få styr på det? Der er nogen, der mener, at Jesu korsfæstelse skal forstås som et forbillede på, at kærligheden kræver ofre. Jesus er bare ikke noget forbillede, han er Kristus, Gud selv, den der vinder over døden og mørket.. Korsfæstelsen på langfredag er ikke til at begribe eller til at trænge til bunds i.. Men derfor kan vi vel godt forsøge at forstå den og fordybe os i den..
Korsfæstelsen var vel også noget af det, der fik mig selv til at begynde på det teologiske studium. Det uforståelige ved det. Kunne man mon finde en mening? Jeg kendte jo bibelhistorierne fra både Gammel- og Ny testamente fra jeg var barn, men jeg havde aldrig hæftet mig særligt ved, at Jesus faktisk sagde noget da han hang på korset.. Men som vi ved, så siger Jesus jo blandt andet ordene fra Salmernes bog: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Historien om påskens begivenheder havde jeg fået genfortalt mange gange, men lige netop, at Jesus følte sig gudsforladt, havde jeg, må jeg nu indrømme, aldrig før været bevidst om. Men så kom jeg til at tale med en ung filosofi-studerende som lige netop mente, at disse ord: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, var grunden til, at han ikke kunne tro... For hvis Jesus virkelig var Guds søn, hvorfor i alverden kunne han så føle sig forladt af Gud? Og hvorfor dette bizarre med at Gud korsfæster sin egen søn? Hvad i alverden er meningen? Det er et rigtig godt spørgsmål som til stadighed optager os, hvad også denne påskes debat vidner om. Langfredag, den lange dag fyldt med lidelse. Dagen hvor ethvert lyspunkt af mening overskygges af det uigennemtrængelige mørke der hviler over Golgata. Mørke, menighedsløshed, desperate tanker om, om man nogensinde igen vil kunne finde lys og vand og sol i livet? Det der fyldte ens liv og tanker, det der gav mening og drømme så fulde af håb om en lykkelig fremtid med eet var det væk, med eet blev det hele vendt til mareridt og rædsel.. Når man har mistet én man elskede, så kan man sætte sig ind i den smerte der var i disciplene og i kvinderne for foden af korset. Det er som Lissner udtrykker det: Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet. Nu favner døden den, der for os var selve livet. Og intet bliver mere helt, som det var, herefter, for sorgen river i os med kærlighedens kræfter.
Jesus hænger på korset for at dø. Han har mødt de udstødte og trukket dem ind i fællesskabet. Forladt synderne og forsonet mennesker med Gud. Udfordret de religiøse ledere og angrebet dem for deres regelrytteri. Altid - altid i den tro og tillid, at Gud stod ved sit ord og ikke forlod ham! Men nu hører han ikke længere Guds røst. Gud er tavs. Og hvem af os kender ikke det? At Gud er tavs når vi har allermest brug for ham? Brug for, at han griber ind og gør noget, redder os fra det der smerter så ubærligt? Men himlen er mørk og lukket. Og man fristes til at tro: det var et bedrag! Han var der aldrig! Og hvis han er der, så vil han ikke tage denne smerte fra mig! Og værre endnu: straffer Gud mig? Piner han mig, for al min skyld? Og tvivlen melder sig endda hos Jesus - tyngende som de tunge sorte skyer, der hviler over hele jorden. Og netop her lyder så det dybeste skrig af angst: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?". Ja, det var virkelig det, han råbte! Han råbte ikke efter den mening, som hverken livet eller nogen levende kunne give ham. Han råbte efter det eneste, der virkeligt betød noget. Han skreg på Guds hjælp og nærvær.. Sådan var det for frelseren selv i hans lidelse langfredag, sådan er det for os når vi lider. Og netop det er noget af meningen, hvis man kan sige det sådan, med langfredag.. Korset symboliserer, også, al den smerte og lidelse ingen af os slipper for igennem livet.. Men det er ud fra dette kors at der stråler lys og håb og trøst. Bag det skinner nemlig lyset fra den tomme grav. Evangeliet om, at der altid er håb og at der altid er mere end vi kan sige os selv. For de døde kan da ikke stå op igen... Alligevel skete det, som ingen havde tænkt på eller forestillet sig. På samme måde for os - hvor sort det end ser ud, har vi lov at håbe på hvad end der kan være opstandelsen i vores liv.. Måske, at den elskede vender tilbage.. At vi kan tilgives hvad vi har gjort, som var ondt og egoistisk overfor den vi netop har allermest kær Og vi har lov at tro på løftet om, at der hvor Jesus gik hen, der skal vi også komme hvordan det end skal gå til. Langfredag har været fortalt og mindet utallige gange siden korsfæstelsen, og han der hænger på korset som det ynkeligste af alle mennesker, er den opstandne. Han har været overalt i
menneskelivet, også hos de jammerligste, de mest forpinte og forladte; der er ikke længere det fortabte sted i menneskers verden der ikke er taget med ind i Guds verden. At Gud selv har været i de nederstes sted. At Gud faktisk tager vores sorte, klistrede, slæbende synd med sig op på korset. Og at vi er sat frie. Det ER ufatteligt. Uforståeligt. Men vi kan spørge til gåden! Vi kan fordybe os i at vi mødes af en så stor kærlighed at den vil træde i vores sted og forsone det vi har forbrudt mod vores næste, den der står nærmest éns hjerte, såvel som alle de andre. Der hvor vi har forbrudt os mod livet og mod Gud og de gaver han gav os. Og vi kan glædes og undres over opstandelsens trøst der er givet til os alle - fordi han har sonet og genoprettet hvad vi har ødelagt. Derfor er langfredag nu fuld af lys, af håb og trøst i modsætning til den første langfredag. Det fællesskab Jesus skaber omkring sig, er ikke fortvivlelsens fællesskab som det i sin tid var for kvinderne ved korset, men opstandelsens fællesskab. Det er den opstandne vi følger til korset i dag. Det er Gud selv der hænger der: hånet, tortureret, forladt af dem han regnede med, som det ynkeligste menneske dør han i jammerlig godsforladthed. Og at vi ikke kan forstå det, jamen, det er vel evangeliets forargelse. Og man må ikke tage alt det uforståelige, det paradoksale, det man tager livtag med, ud af kristendommen. For så bliver den hyggelig og tandløs og Kristus bliver netop reduceret til et forbillede, en supermand.. Og ikke det han er, var og bliver: Frelsen, Sandheden, Gud selv, Vejen og livet. Se, døden er forandret. Nu kan den ikke vinde! Da Kristus tog den på sig, blev den en slagen fjende. Og derfor kan vi håbe, at også vi får givet at gå i morgensolen og glæde os ved livet.
Så lad kun sorgen synge, få luft for al sin klage, og lad kun savnet tynge, din godhed blir tilbage. Du gir os nye kræfter. Du knytter nye tråde. Og hvad så sker derefter, må komme af din nåde. 5 Amen.