1984 2014 ÅR
NÅR FEDTMUL FOR GULDHÅB 1984-1999 Team Danmark skal etablere elitære træningsforhold i samarbejde med kommunerne, som ejer og drifter kommunale idrætsanlæg. Der etableres regionale træningscentre, hovedcentre og centraliserede elitecentre i en lang række idrætsgrene alt efter behov. En relativt decentraliseret facilitetsmodel, med mange mindre og lokale Team Danmark-støttede træningsmiljøer. Kun lille berøringsflade mellem Team Danmark og de forskellige træningsmiljøer, og primært fokus på at sikre passende træningsfaciliteter til specialtræning og/ eller styrketræning. 1999 2009 Kraftigt fald i antallet af Team Danmark centre. Samspillet mellem de tilbageværende elitecentre og Team Danmark bliver tættere og mere målrettet. Etablering af elitelandsbyer i Aarhus, Farum og Brøndby med mindre klynger af centraliserede elitecentre Større fokus på at skabe sammenhængende modeller med integreret ekspertbistand, botilbud, spiseordninger mv. for atleterne. 1984 UDVIKLINGEN IFT. BALLERUP SUPERARENA OG BELLAHØJ SVØMMESTADION: 2001 Ballerup Super Arena bliver bygget. 2003 Taget kollapser i 2003 og fonden bag anlægget går konkurs hvorefter kommunen overtager hallen og driften blev udliciteret til en privat kommerciel driftsherre. TEAM DANMARK
E SPÆRRER ENE ATLETERNES KRAV TIL FACILITERNE Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden. 2008 2012: Elitefacilitetsudvalget yder støtte til udvikling af elitefaciliteter for at kunne understøtte regeringens strategi for at kunne afholde store internationale sportsevents. Udvalgets støtteramme på i alt 80 mio. kr. bruges på 24 projekter med en samlet byggesum på 1,25 mia. kr. Blandt de støttede projekter er de to multiarenaer Herning og Copenhagen Arena og opgradering af Ballerup Superarena. Det primære fokus er at kunne afvikle store event, mens der er et begrænset fokus på at kunne forbedre træningsfaciliteterne. 2009 2014 Nedlæggelse af elitelandsbyen i Farum, og nedlæggelse af en række elitecentre. Etablering af NTC i svømning på Bellahøj. Øget integration af ekspertbistand i resterende elitecentre. Fokus på at forbedre træningsfaciliteterne i prioriterede verdensklasseforbund. (roning, kajak, cykling, sejlsport, badminton mv.). Planlægning af modernisering og opgradering af Bagsværd Rostadion. Formulering af vision om etablering af et Nationalt Elitesportscenter mhp. at etablere træningsfaciliteter i verdensklasse for atleter i verdensklasse. 2014 2009 Bellahøj Svømmestadion åbner. Anlægget ejes og driftes af Københavns Kommune. 2009 Ballerup Super Arena bliver opgraderet med finansiering fra Ballerup Kommune og Elitefacilitetsudvalget, så arenaen kan rumme World Cup 2009 og VM i banecykling 2010 og øvrige internationale idrætsevents. 2009 Den opgraderede Ballerup Super Arena afholder VM i taekwondo. 2014 VM i badminton bliver afholdt i Ballerup Super Arena.
Scene 1: Ballerup, søndag 31. august 2014: Da mesterskabernes sidste fjerbold rammer gulvet i Ballerup Super Arena ved VM i badminton, jubles der naturligvis blandt publikum men samtidig vokser forventningens glæde hos Danmarks bedste banecykelryttere. I flere uger har de ikke kunnet træne indendørs, men når badmintongrejet er væk, bliver cykelbanen atter deres. Situationen i Ballerup den sensommerdag skildrer på flere måder den situation og de dilemmaer, der findes her i landet, når det gælder eliteidrættens træningsmuligheder. De bedste sportsfolk har to basale krav: Gode faciliteter og adgang til faciliteterne, når de har brug for det. Derudover drømmer mange af dem om muligheden for at opleve at være på hjemmebane ved internationale mesterskaber. Da Ballerup Super Arena med tilskud fra kommunen og Elitefacilitetsudvalget blev opgraderet til at kunne rumme World Cup i 2009 og VM i banecykling i 2010, var målet, at arenaen også skulle kunne bruges til andre sportsgrenes store mesterskaber. Det er sket med succes ved bl.a. VM i taekwondo i 2009 og senest med badminton i august. Danske topatleter har fået mulighed for at optræde foran et dansk hjemmebanepublikum i trygge, vante omgivelser. Eneste ulempe: De store begivenheder i Ballerup blokerer for den daglige træning for banerytterne. Vi er både stolte og glade, når vi oplever badmintonstjernerne på vores hjemmebane. Den slags store sportsbegivenheder er ikke problemet, siger Lars Bonde, Sportschef, Danmarks Cykle Union. Ballerup Super Arena fra 2001 blev opgraderet, fordi kravene til at afvikle store sportsbegivenheder jævnligt skærpes, og de seneste forbedringer har også gjort arenaen mere attraktiv for kommercielle ikke sportslige arrangementer: Det rammer os langt ind i selvfølelsen, når vi må aflyse træning for dybt seriøse sportsfolk, fordi der er loppemarked på cykelbanen. Eller når vi må flytte forberedelserne til VM til udlandet, fordi Fedtmule skal skøjte rundt i Ballerup. Før de to seneste VM har Holiday on Ice sendt os væk, fortæller Lars Bonde. DCU er fanget af et internationalt forbund, (ICU), som fastlægger sin løbskalender meget sent. Når DCU endelig ved, hvornår de store begivenheder er og derefter kan planlægge træningsprogrammet efter dem, har den kommercielle operatør af Ballerup Super Arena ofte udlejet til koncepter, andre sportsarrangmenter o.l. Hallen i Ballerup er i øvrigt i god dansk tradition en multiarena. Til dagligt deler både Team Danmark-eliten og de lokale banecykelryttere de 15.000 kvadratmeter med andre idrætsudøvere, når fodbold- og basketballspillere og atletikudøvere bruger inderkredsen til den 250 meter lange cykelbane. Det lever vi fint med, er DCUs melding. TEAM DANMARK
Den danske bane-elite har med andre ord både gode træningsfaciliteter og muligheden for at tiltrække store mesterskaber til landet. Men andre danske specialforbunds evne til også at skaffe begivenheder til Danmark, samt koncerter og loppemarkeder kan spærre for rytternes mulighed for at træne på optimale tidspunkter. Scene 2: Manchester, onsdag 9. maj 2012: I realiteten er denne hal bygget til kun to mennesker, fortæller guiden på rundvisningen i byens nye BMX-hal på 10.000 kvadratmeter, National Indoor BMX Centre : Til den mandlige engelske deltager i BMX ved OL i London og til den kvindelige. BMX-hallen er fra 2011, har kostet over 250 mio. kr. (24 mio. ). Den er bygget af et partnerskab mellem den britiske cykelunion, kommunen og et byudviklingsselskab. Den er en del af et stort idrætskompleks med bl.a. cykelbanen, Manchester Velodrome, fra 1994. Den britiske cykelelite (SKY Great Britain Cykling Team) råder eksklusivt over BMX-anlægget seks dage om ugen i alt 700 timer om året. I Velodromen har cykelteamet rådighed over banen i 1500 timer om året. Der er enkelte cykelevents på begge anlæg, men ikke koncerter e.l. Fodbold-, badminton- og basketballspillere har egne baner andre steder i idrætskomplekset. Team Danmark og DCU har en aftale med Ballerup om at kunne booke 220 timer om året til træningsaktiviteter for banecyklingslandsholdet. Begge parter erklærer sig tilfredse med timetallet, men DCU ønsker sig eksklusivitet og førsteprioritet, når det gælder at booke tider i Ballerup Cykel Arena. Det ønske drøftes p.t. mellem kommunen og den kommercielle operatør. Samtidig er den 65 år gamle udendørs cykelbane i Bolbro i Odense nu blevet erstattet af en ny 7.000 kvm stor indendørs cykelarena med atletikanlæg på inderbanen. Banen til 73 mio. kr. er finansieret af Odense Kommune. I Norge er man først lige begyndt drøftelser i Kulturministeriet om, hvorvidt landet overhovedet skal have en national cykelarena, og hvordan den i givet fald skal finansieres. I øjeblikket træner de norske baneryttere ofte i Polen. Vilkårene for banerytterne i de tre lande rejser et grundlæggende spørgsmål for alle lande med udøvere, uanset sportsgren, der er i international konkurrence: Hvad er rimeligt? Det er det overordnede spørgsmål, som denne artikel søger at angribe fra forskellige perspektiver, bl.a. ved også at rejse nogle af de underliggende spørgsmål, som hovedtemaet åbner for: Hvilken kvalitet kan eliteatleterne forvente, at træningsfaciliteterne har? Hvor meget skal de være til rådighed? Hvor tæt på skal de ligge? Og hvem skal finansiere dem? DET DANSKE PERSPEKTIV Med spørgsmålene følger også overvejelsen om, hvem der egentlig skal svare. Et sted at begynde er hos eliteudøverne
selv. I forhold til de faciliteter atleterne anvender til dagligt, er der en næsten overraskende høj grad af tilfredshed. En tilfredshedsundersøgelse, fra 2013, foretaget for Team Danmark af Idrættens Analyseinstitut måler tilfredsheden i forhold til både adgangen til træningsfaciliteter og kvaliteten af dem fordelt på de fire støttekategorier, som Team Danmark støtter. De adspurgte har brugt en skala fra 1 ( meget utilfreds ) til 7 ( meget tilfreds ) til at forholde sig til en række udsagn. Når det gælder kvaliteten af træningsmulighederne er atleterne også grundlæggende positive med et gennemsnit på 5,61. Det er 85 % af alle atleterne, der vælger svarmulighederne 5, 6 eller 7 på spørgsmålet om kvalitet. En minisurvey blandt 33 sportschefer og landstrænere, hvor deres tilfredshed med de faciliteter, de har til rådighed, giver et noget lavere resultat, 4,55. Tallet bliver i rapporten vurderet til at være ikke alarmerende. I min dagligdag har jeg nem adgang til mine træningsfaciliteter. Det vil sige, at jeg kan træne i de tidsrum og i det omfang, jeg har brug for! og Hvor tilfreds er du med kvaliteten af de træningsfaciliteter, du benytter i dagligdagen? Gennemsnit på skala fra 1 til 7 (negativ<positiv) Adgang til faciliteter Kvalitet af faciliteter Total n TDatlet Støttekategori Alder Forbund Eliteatletalenklasse TD- Verdens- 10-19 20-25 26-49 Store Øvrige år år år hold 5,77 511 5,67 5,91 6,33 5,82 5,59 6,04 5,77 5,96 5,67 5,61 510 5,63 5,60 6,00 5,39 5,58 5,72 5,52 5,59 5,62 Tabel 1: Resultater fra Team Danmarks brugerundersøgelse blandt de støttede atleter, 2013. Når der her er tale om en 7 punkt-skala, og atleternes svar på adgangen til træningsfaciliteter rammer et gennemsnit på 5,77, må det defineres som en høj grad af tilfredshed. I undersøgelsen er der derudover også foretaget kvalitative interview med en række sportschefer og landstrænere: Tilbage står så spørgsmålet, om hvem der i givet fald har ansvaret og muligheder for at agere, hvis og når elitens træningsfaciliteter skal forbedres. I et historisk perspektiv har de primære aktører været kommuner, i enkelte tilfælde har specialforbund været med, mens staten kun indirekte har været involveret. Nogle landstrænere og sportschefer nævner det som en kilde til frustration, at selvom de arbejder med verdensklasseatleter, har de ofte ikke fuld råderet over deres primære træningsfacilitet, og at diverse andre brugere derfor begrænser deres træningsmuligheder. (Kommentarer fra landstrænere og sportschefer i Team Danmarks brugerundersøgelse 2013) TEAM DANMARK
Den nye cykelhal i Odense og Bellahøj Svømmestadion er alene bygget for kommunale tilskud, mens de mange fodboldtræningshaller fra 1990 erne blev rejst med kommunal støtte og risikovillig lånekapital fra DBU og Lokale og Anlægsfonden. Den multifunktionelle cykelhal i Ballerup fra 2001 har en mere broget historie. Byggeriet blev primært finansieret af Ballerup Kommune og Dansk Bicycle Club, som havde penge fra salget af Ordrupbanen samt et sponsorat. Fonden bag anlægget blev opløst/gik konkurs efter et tagkollaps i 2003, hvorefter kommunen overtog hallen. Driften af anlægget er senere overtaget af det private firma, EventForce A/S. Da Ballerup Super Arena skulle opgraderes til VM, i banecykling, blev projektet betalt af kommunale midler og støtte fra Elitefacilitetsudvalget. Udvalget, som blev til på daværende kulturminister Brian Mikkelsens initiativ, fungerede i 2008-2011 som en pulje til støtte for opvisningsanlæg, der på den indirekte måde kunne få et mindre halvstatsligt tilskud. Men kun i de tilfælde, hvor opvisningsanlæg også kunne fungere som træningsfacilitet for eliteudøverne, kom der statslige midler til det område. Ellers har staten og de politiske partier undgået nogen form for indblanding i området. Derudover er der Team Danmark, som med 1 i loven fra1984 har haft til opgave bl.a. at forbedre udnyttelse og udformning af faciliteter i samarbejde med kommuner og amtskommuner,. I bemærkningerne til lovforslaget stod der også: Institutionen forudsættes at yde tilskud ved etablering af nye hovedeller regionalcentre og ved udbygning af bestående anlæg med særlige faciliteter, og i de første fordelinger af institutionens midler var der regnet med, at 25 procent skulle gå til anlæg og faciliteter. Alligevel blev formuleringerne i 1 i praksis af Team Danmarks daværende og senere bestyrelser fortolket som om, at Team Danmark ikke har haft hjemmel til at foretage større anlægsinvesteringer og til at eje egne idrætsanlæg, men at Team Danmark derimod alene havde en koordinerende funktion. Det kan diskuteres, om denne fortolkning har været korrekt, da offentlige institutioner generelt ikke behøver nogen eksplicit lovhjemmel for at eje fast ejendom, men derimod bør vælge den ejerskabsform, som er mest økonomisk. Tilbage står, at resultatet i dag er, at investeringer i danske træningsanlæg, der har eliteudøvere som målgruppe - eller som én af flere målgrupper reelt alene foretages af kommunerne. DET INTERNATIONALE PERSPEKTIV Men elitetræningsmuligheder kan ikke alene ses i nationalt perspektiv, når konkurrenterne er internationale. Hvis man vender tilbage til Team Danmarks tilfredshedsundersøgelse er svarene væsentlig mere kritiske, når eliteudøverne ikke kun skal forholde sig til egne træningsmuligheder, men også bliver bedt om at sammenligne egne fa-
ciliteter med de bedste internationale konkurrenters. For den enkelte atlet, der skal konkurrere på hundrededele af et sekund, er det et helt legitimt ønske at have træningsmuligheder, der matcher de bedste internationale konkurrenter. Men spørgsmålet er, hvad er rimeligt og opnåeligt, når det ses i et samfundsperspektiv? Det vil for et land i Danmarks størrelse aldrig være muligt at have verdens bedste træningsfaciliteter i alle sportsgrene. Derfor er et rent 7-tal ikke opnåeligt, men er det øjebliklige 3,73 rimeligt? Gennemsnit på skala fra 1 til 7 (negativ<positiv) Faciliteter sammenlignet med bedste internationale konkurrenter Total n TDatlet Støttekategori Alder Forbund Eliteatletalenklasse TD- Verdens- 10-19 20-25 26-49 Store Øvrige år år år hold 3,73 464 3,85 3,5 4,24 3,47 3,9 3,73 3,29 4,1 3,53 Tabel 2: Resultater fra Team Danmarks brugerundersøgelse blandt de støttede atleter, 2013. Her ender vurderingen på 3,73 på syv punktskalaen. Atleterne er med andre ord glade for egne forhold, så længe de ikke liver bedt om at foretage sammenligninger med andre. I præsentationen af undersøgelsen skriver Senioranalytiker Rasmus K. Storm, som er medforfatter på undersøgelsen, på Idans hjemmeside: Man kan diskutere, om det er fair at sammenligne facilitetsforholdene i Danmark med de bedste internationale konkurrenters, da ikke alle danske atleter er i den internationale topelite og derfor heller ikke kan forventes at have et drømme-setup til deres rådighed. (Idans kommentar ifm. Team Danmarks brugerundersøgelse 2013) I alle tilfælde repræsenterer de ovenstående tal den oplevede forskel mellem Danmark og udlandet, vurderet af danske atleter fra deres udkigspunkt i Danmark. I 2014 udkom projektet Sports Policy Factors Leading to International Sporting Success (SPLISS) der er en forskningsbaseret analyse der søger at afdække særlige karakteristika ved internationale sportsmodeller med henblik på at afdække faktorer, der giver sportslige konkurrencefordele. Der er tale om den første og mest gennemgribende forskningsbaserede sammenligning af effekterne af forskellige nationers elitesportssystemer inden for ni forskellige områder i de 15 lande, der repræsenterer både Europa, Asien, Australien samt Syd- og Nordamerika. SPLISS-projektet mener at have identificeret ni søjler over kritiske succesfaktorer for international sportslig succes. Desværre er der i skrivende stund kun offentliggjort foreløbige resultater på et helt overordnet plan. I Idans rapport, Sports Policy Factors Leading to International Sporting Success (SPLISS). Dansk eliteidræt i international sammenligning foreløbige resultater. Februar 2014 skriver de to forfattere, TEAM DANMARK
Rasmus K. Storm og Lau Toft-Jørgensen om Sportslig infrastruktur og træningsfaciliteter: Danmark scorer lidt under gennemsnittet på denne søjle og synes dermed at være lidt dårligere stillet i forhold til de fleste andre SPLISS-lande, hvad angår faciliteter. Spanien, Japan, Australien og Holland ligger her i top. Overordnet viser resultaterne, at der ikke er en klar anbefaling i forhold til spørgsmålet om centralisering versus decentralisering af træningsfaciliteterne, hvad angår sportslig infrastruktur. Det kan tilrettelægges meningsfuldt afhængigt af de enkelte landes forhold. (Fra Idans rapport om de foreløbige konklusioner fra SPLISS undersøgelsen, 2014) Der er så vidt vides ikke lavet nogen dækkende, international kortlægning af finansierings- og driftsformer for træningsfaciliteter til eliteidrætsudøvere. Men det er ikke ukendt, som i Manchester-eksemplet, at specialforbund er medfinansierende sammen med de britiske versioner af lotterifinansierede idrætsstøtteordninger, Sport England og Sport Scotland. I større nationer kan kommercielle partnere også være investorer, fordi der med et stort befolkningsgrundlag er mulighed for at skabe en forretning ud af anlæg, der retter sig mod både elite- og breddeidrætten. I nordisk sammenhæng er der lidt mere viden at hente. Det finske undervisningsministerium har i forbindelse med den aktuelle revision af den finsk idrætslov sådan en har de nemlig dér kortlagt den offentlige støtte til idrætsanlæg. Kortlægningen viser, at i alle nordiske lande er der (lov-) krav til kommunerne om at anlægge idrætsfaci- Ordrupbanen under VM i banecykling i 1931. Danskeren Willy Falck Hansen blev verdensmester. Foto: Polfoto
liteter, uden der dog er peget eksplicit på træningsfaciliteter til eliteidrætsudøvere. Der er ingen statslig støtte til idrætsbyggeri af nogen type i Sverige og Danmark, mens der er ganske små tilskud i Finland og Island. Men så er der jo lige i Norge, hvor staten støtter idrætsbyggerier med 928 mio. norske kr. i 2014. De 93 % går til kommunale projekter til breddeidrætten, men der er dog 42 mio. nkr. til nationalanlæg/specialanlæg og 40 mio. nkr. til særligt omkostningstunge anlæg. Pál Joensen er Færøernes største sportsstjerne. Han er fra den lille by Vágur på den færøske ø, Suðuroy. Pál blev internationalt kendt, da han fik sølv ved EM i Budapest i 2010 som 19-årig. Opmærksomheden skyldtes, at sølvet blev vundet på langbane (50 meter bassin), selv om han til dagligt trænede i Vágurs gamle 25 meter svømmehal, hvor to af de fire baner var forbeholdt svømmeklubben, og de to andre var til offentlig svømning. En kendt britisk svømmejournalist Craig Lord skrev: Build that man a pool and name it after him. Scene 3: Thorshavn, fredag den 22. august 2014: Petur Eliass Petersen, formand for Færøernes Idrætsforbund, ser lidt mellemfornøjet på sit tv efter EM-finalen i 800 meter fri på langbane. Pál Joensen fik sølv: Det var jo også flot, men de ville nok have været glade for lidt gulddrys i Vágur. Det er den lille by med 1.300 indbyggere nu i gang med. Páls Hal, som den allerede er navngivet, bliver på over 2.000 kvadratmeter og får et seks baners 50 meter bassin. Svømmehallen er med hjælp fra frivillige nu næsten færdig. Fonden Pállshøll forhandler i øjeblikket om få de sidste 3 mio. kr. i lån og støtte, så sidste fase i byggeriet kan blive sat i gang. OL-guldvinder i Omnium ved OL 2012 Lasse Normann Hansen træner i Ballerup Superarena. TEAM DANMARK
Den øvrige del af den samlede finansiering på kun 18 mio. kr. her er virkelig tale om lavprisbyggeri kommer fra Lagtinget, kommuner, virksomheder, lån og private. I samarbejde med den lokale bank er der etableret et såkaldt Pál-lån, hvor husstande på Færøerne rentefrit kan låne 9.600 kr., som så går til direkte finansiel støtte til svømmehallen. I Páls Hal skal den lokale svømmeklub Susvim træne. Der er 160 medlemmer. De får Færøernes første og foreløbig eneste 50 meter bassin. På hele Suðuroy, der ligger to timers sejlads fra Thorshavn, bor små 5.000 indbyggere. Klubbens førstehold med 14 svømmere kan få masser af vandtid. I et dansk idrætsmiljø vil projekt Pálshal nok kunne være brændstof for debat-spørgsmålet: Hvad er rimeligt? Men en mere konstruktiv vinkel kunne være at fokusere på, hvem der tager ansvar for, at sportseliten har tilstrækkeligt godt træningsfaciliteter. Færøerne vil, hvis man deltager i fremtidige SPLISS-undersøgelser, score højt på træningsforhold inden for svømning, men baggrunden er ikke en national strategi eller stor statslig økonomisk støtte. Her er i stedet i positiv forstand tale om et sammenrend af tilfældigheder, stærke viljer og et lokalt sammenhold. Fem ildsjæle begyndte i 2010, og projektet kommer op af jorden med frivilligt arbejde som et bærende element. Det kan være svært at overføre direkte til danske forhold og bygning af elitetræningsfaciliteter. Men den færøske historie har dog stærke danske paralleller, når det gælder realisering eller ombygning af breddeidrætsanlæg, f.eks. håndboldhaller, i mindre byer især i Jylland, Fyn og de mindre øer. Scene 4: København, onsdag den 1. oktober 2014: Der er morgentræning i Bellahøj Svømmestadion for den danske svømmeelite samlet i Nationalt Trænings Center (NTC). Pál Joensen er efter sin flytning fra Vágur i 2011 nu er en del af Centret. Fire af de otte baner i 50 meterbassinet bruges af NTC, mens de fire andre baner er reserveret til den lokale svømmeklub og et eliteidrætsgymnasium. Selvfølgelig kan man møde enkelte billige grin på Færøerne over, at Pál Joenson nu bor og træner i København, mens der bygges løs på 50 meter bassinet i Vágur. Men gruppen bag Pálshøll kender de omskiftelige vilkår i topsport og har fokus på de nye talenter - og peger i øvrigt på, at Pál stadig svømmer for den lokale svømmeklub. Bellahøj Svømmestadion åbnede i 2009 og har 12.000-15.000 månedlige gæster. Det er Københavns Kommune, som har betalt de ca. 225 mio. kr., som anlægget kostede. Svømmestadionet er designet til seriøs træning. Her er hverken vandrutsjebaner eller babybassiner. Dansk Svømmeunions 7-12 elitesvømmere i NTC har på Bellahøj rådighed over 3-4 baner to gange dagligt i 50 meter bassinet og typisk 2-2½ timer pr gang. Det betragter Unionen som en grundlæggende god ordning:
I det daglige har vi ingen grundlæggende problemer med vandtiden. Det er lidt mere udfordrende, når vi skal skaffe ekstra vandtid før store mesterskaber, og amerikanerne også kommer hjem for at træne. Men på den ene eller anden måde går det jo op ved, at det lykkes os at få noget tid i Gladsaxe eller en af de andre svømmehaller med 50 meterbaner, fortæller Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion. (Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion) Amerikanerne er den gruppe danske elitesvømmere, som har valgt at tage til USA for at træne. Muligheden for at flytte noget af træningen til andre steder end Bellahøj skyldes, at Danmark set i et internationalt perspektiv har en pæn dækning af 50 meter bassiner. Det svære kan være at få adgang 50 meterbanerne, som ofte vil være booket af kommunerne til pensionistsvømning, offentlig adgang e.l. fødselsdagsønsker, men det skal understreges, at der ikke findes megen viden og slet ikke forskning inden for danske træningsfaciliteter til eliteatleter at bygge forudsigelser på. Så de kommende linjer bygger på et dybt dyk i kaffegrumsen. For det første er det nødvendigt at drøfte en grundpræmis for området. Er Danmark under- eller velforsynet, når det gælder passende træningsfaciliteter, som tilstrækkelig grad bliver stillet til rådighed for vores topatleter? Da Team Danmark kom til verden i 1984, var vurderingen, at Egnede faciliteter findes allerede i stort omfang. Da Lov om Eliteidræt blev revideret i 2004 hed det: Der er i dag et udtalt behov for faciliteter, dels til gavn for eliten, dels som en forudsætning for at tiltrække internationale begivenheder til Danmark, og hvor står vi så i dag, yderligere 10 år fremme? Samtidig er svømmeunionen også udfordret af andre skiftende forhold. Den nuværende landstræner prioriterer at holde svømmere i deres daglige miljø, mens den tidligere træner så mange træningslejre i udlandet som et vigtigt instrument. Der skal banalt set skaffes vandtid forskellige steder alt efter træningsprincipper. DET FREMTIDIGE PERSPEKTIV Team Danmark fylder 30 år, og kan derfor helt naturligt komme med ønsker. Til denne artikel var det, at den indeholder Hvad er næste skridt hvad skal/vil der ske på det område fremover, hvis dansk eliteidræt fortsat skal udvikle sig? Det er svært at undslå sig Svaret begynder ved denne artikels grundspørgsmål: Hvad er rimeligt? En ikke videnskabeligt underbygget vurdering er, at træningssituationen lige nu set som en helhed ikke er urimelig. Atleterne er grundlæggende tilfredse, selv om de bestemt ikke føler sig foran deres internationale konkurrenter. Det betyder ikke, at der kan degraderes byggestop i Danmark. Det internationale sportskapløb fortsætter og vil også kræve sine mursten i fremtiden. Definitionen på et rimeligt niveau for danske eliteatleters adgang til gode træningsfaciliteter vil nu og fremover blive afgjort af politikerne på Christiansborg og især i byrådene på grundlag TEAM DANMARK
af en folkelig opinion. Både af den og andre grunde bør det helt grundlæggende princip for dansk eliteidræt og den medfølgende facilitetspolitik derfor være synlighed. TV, internet og sociale medier er vigtige platforme, men det fysiske møde vil have afgørende betydning. I dag kan de 15.000 månedlige gæster i Bellahøj Svømmestadion være heldige at støde ind i Jeanette Ottesen, skoleleverne i Ballerup kan gribe chancen og spørge OL-medaljevinderen om hans cykel, og motionsløberen ved Bagsværd Sø kan med egne øjne se eliteroerne selv slæbe bådene i vandet. Team Danmark og DIF har nedsat en arbejdsgruppe med opgaven: At beskrive et muligt nationalt elitesportcenter, og estimere behov for bygning/etablering af sportsfaciliteter, laboratorie /behandlingsfaciliteter og administrative faciliteter samt estimere behov for permanente ( sportskollegium ) og midlertidige ( sportshotel ) bofaciliteter samt bespisningsmuligheder i forbindelse med et nationalt elitesportscenter. (Mål for den fælles arbejdsgruppe mellem DIF og Team Danmark) Der er altså tale om en Campusmodel, hvor sportsfolkene skal træne, spise, sove og blive undersøgt på centret. Der har internt i sportskredse tidligere været intense diskussioner om, hvor et elitesportcenter skal ligge. Men med den nye arbejdsgruppe bliver der forhåbentlig lige så meget fokus på, hvordan det skal fungere og udformes. Hvis byen skal have glæde af atleterne, og atleterne have fornøjelse af byen, må et kommende center blive et åbent sted, der inviterer nabolaget ind, og giver idrætsfolkene anledning til at træde ud i lokalsamfundet. Hvis man har blik for både god kapacitetsudnyttelse og et sjovt miljø at være i, er et besøg en eftermiddag i Ballerup Super Arena i sammenlignet med et tilsvarende besøg i træningsfaciliteterne i Idrættens Hus i Brøndby i sig selv en øjenåbner. Hvor der i Brøndby kan være perioder med rungende tomhed, er der sjældent stille i Ballerup. I arbejdsgruppens kommissorium bliver Team Danmarks formål om at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde citeret, og derfor er det formentlig helt unødvendigt at fokusere så skarpt på kravene til et evt. kommende dansk elitesportcenter, men der findes desværre udenlandske eksempler, som leder tankerne mere mod lejre end mod centre. En væsentlig opgave for Team Danmark, DIF og specialforbundene i kampen for fremover at tidssvarende og konkurrencedygtige træningsfaciliteter bliver finansieringen af nye byggerier og ombygning af eksisterende anlæg. Der har i en lang årrække været drømt norske tilstande og apelleret om statslig støtte. Men det vil være bedre brug af kræfterne at tilpasse sig den danske politiske virkelighed og i stedet satse
helhjertet på kommunerne som samarbejdspartner. Cykelarenaen i Odense og Bellahøj Svømmestadion er overbevisende eksempler på, at kommuner er klar til at lægge store penge til gavn for eliten, hvis nye anlæg også kan komme kommunens borgere til glæde. Det er en verdensomspændende trend, at udviklingen drives af byer i højere grad end stater tænk f.eks. på miljø- og klimaområdet. Et initiativ, der kan få kommunerne med på investeringsvognen, er medfinansiering. Det kan for alle idrætsorganisationer virke som en uoverskuelig opgave at frigøre anlægspenge på et i forvejen anstrengt budget, men der er trods alt tale om engangsinvesteringer, og det kan være nok med symbolske beløb, før kommuner, og evt. private fonde, vil være med. Alternativt er der måske også andre muligheder, som kan afprøves: Er det muligt at oprette facilitetssponsorater? På flere universiteter, f.eks. CBS, er auditorier og mødelokaler navngivet efter kommercielle sponsorer. En anden og måske noget sværere mulighed i dansk sammenhæng kan være at afprøve folkelige initiativer til støtte for topatleternes træningsmuligheder. Findes der områder, hvor man kan finde folkelig opbakning som den fra Færøerne? Hvis det samlede facilitetsbillede i Danmark udvikler sig i samme retning som i udlandet, vil vi i fremtiden også se flere kommercielle udbydere af træningsfaciliteter. I det mindre format har vi allerede fitness, squash, badelande m.m. Men der kommer formentlig også til at optræde flere kommercielle operatører på større anlæg. Den kommende multiarena i Ørestaden får en international driftsherre, og i Ballerup har Cykelunionen allerede erfaringer med en kommerciel operatør. Det kræver stor forhandlingserfaring at matche sådan en modpart, hvis der skal sikres mere fleksible adgangsaftaler for eliten. Lige nu drøfter DCU og Ballerup Kommune med operatøren om muligheden for at få eksklusivitet og fortrinsret til cykelbanen. Men det vil i sidste ende være en ret, der vil blive krævet betaling for, og her kan de internationale specialforbund ved at professionalisere deres arbejde stille de nationale forbund i en bedre situation. Når Team Danmark og Dansk Cykle Union skal forklare, hvorfor det er så svært at langtidsplanlægge banerytternes træning og dermed sikre sig tid i Ballerup Super Arena op til store mesterskaber, er forklaringen, at ICS løbskalender fastlægges sent. En sidste vinkel på facilitetspolitik er, at støtte Team Danmarks arbejde med langsigtede strategier på området i stedet for, at lade sig lede af pludseligt opståede behov på grund af nye sportsstjerner. Når et færøsk svømmefænomen rejser til Danmark, og danske svømmerne tager til USA - eller når vejrforhold, træningsfilosofier, idrætsforskning, nye faciliteter o.l. dikterer aktuelle topatleters opholdssted er det nødvendigt at holde det lange perspektiv for øje. TEAM DANMARK
Slutscenen: I en nær fremtid: Banelandsholdet er på vej til Odense til den planlagte træning. I aften ville de hellere have været i Ballerup. Ikke for at træne, men for at se Wozniackis kamp i Super Arenaen. Til gengæld glæder en gruppe fynske ungdomsryttere sig til at møde idolerne. Det virker rimeligt. TORBEN FRØLICH Direktør i Lokale og Anlægsfonden siden 2003 og direktør for Elitefacilitetsudvalget (2008-2011). Tidligere programchef for DR 2 og har siddet i chef-, udviklings-, undervisnings- og medarbejderfunktioner i den danske medieverden siden 1983. MPA fra CBS 2009, journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1983. Er censor på diplomuddannelserne i ledelse og sidder i Programrådet for Aarhus 2017. Har tidligere siddet i bl.a. optagelsesudvalget til Den Danske Filmskole og været bestyrelsesmedlem i Dansescenen.