Kapitel 3 - Det første syn

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 3 - Det første syn Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1818 Familien Smith købte en gård i Farmington distrikt 1819 Vækkelserne intensiveredes i Palmyras omegn Forår 1820 Den 14-årige Joseph Smith så Faderen og Sønnen i en lund nær sin fars gård. Indledning I århundreder befandt verden sig i åndeligt mørke på grund af afvisningen af Herrens apostle. Med undtagelse af nogle få lysglimt, som f.eks. dem, der blev set af reformatorerne, var himlen lukket. En ung mands oplevelse i en lund i det nordvestlige landbrugsområde i staten New York i foråret 1820 ændrede alt dette. En dag med åndelig oplysning gryede. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: "Denne første åbenbaring... var forhænget, der blev trukket til side for at åbne denne sidste tidernes fyldes uddeling. Intet af det, vi grundlægger vore lærdomme på, intet af det, vi underviser i, intet af det, vi efterlever, er af større betydning end denne indledende udtalelse. Jeg hævder, at hvis Joseph Smith talte med Gud Faderen og hans elskede Søn, så er alt det andet, som han sagde, sandt. Dette er den lærdom, hvorpå sandhederne, der leder til frelse og evigt liv, er grundlagt."1 Omgivelserne i det vestlige New York Joseph Smith sen. valgte at bosætte sig i Palmyra, en lille landsby i området omkring Finger Lakes i staten New York. Området havde dette navn på grund af, at søerne lignede fingre. Selv om Finger Lakes var tyndt befolket ved århundredskiftet, voksede indbyggertallet hurtigt. Omkring 1820 var der mange samfund langs kysterne. Den frugtbare jord og de tæt bevoksede skovområder bidrog i høj grad til områdets vækst. Erie-kanalen, som var beregnet til at transportere varer og personer tværs over staten New York fra Albany til Great Lakes, bragte også vækst til området. Dette 584 km lange vandløb, som blev fuldført hovedsageligt ved håndkraft i 1825 til en pris på mere end syv millioner dollars, forkortede transporttiden tværs over staten fra tre uger til seks dage og nedsatte omkostningerne med millioner af dollars. Kanalen løb mindre end 100 meter fra Palmyras hovedgade. Joseph Smith sen., der var far til en familie på ti personer, elleve i 1821, arbejdede hårdt for at tjene til livets opretholdelse. Efter to år i Palmyra havde han sparet tilstrækkelig med penge sammen til en udbetaling på et 40 hektar stort stykke skovland i den nærliggende landsby, Farmington. I løbet af det første år ryddede han og hans sønner 12 hektar med tungt tømmer, forberedte jorden til dyrkning og såede hvede.2 Når et stykke jord skulle ryddes, var det ikke nok bare at fælde træerne med håndsav og økse, men stubbene og rødderne skulle også fjernes med menneskers og dyrs arbejdskraft. Den unge Joseph Side 1 af 7

mindedes senere, at "det krævede en indsats af alle, som var i stand til at yde en indsats for at opretholde familien."3 Med tiden blev Farmingtons distrikt delt, og i 1822 blev familien Smiths gård en del af det nyskabte Manchester distrikt. På dette tidspunkt var Josephs muligheder for skolegang meget begrænsede. Han tilskrev dette "de fattige forhold", han blev opdraget under. "Vi var berøvet fordelene ved en uddannelse. Lad det være nok at sige, at jeg blot fik lært at læse og skrive samt fik undervisning i grundreglerne for regning, hvilket udgjorde hele min boglige kundskab".4 Efterhånden som flere og flere amerikanere krydsede bjergkæderne Catskill og Adirondack for at bosætte sig i området omkring Finger Lakes i det vestlige New York, mistede de kontakt med de etablerede kirker i deres tidligere hjem. Disse bosættere uden kirkelig tilknytning bekymrede de religiøse ledere fra de største trosretninger, hovedsagelig baptisterne, metodisterne og presbyterianerne, som derfor opstillede programmer, der skulle omvende deres ugunstigt stillede brødre i Vesten. Metodisterne og baptisterne var specielt ivrige i deres indsats for at bringe religion til dem, der ikke havde religionens fordele. Metodisterne brugte omrejsende ryttere. De var rejsende præster, som red fra by til by i et bestemt distrikt eller område, og de hjalp folk med deres religiøse behov. Baptisterne benyttede sig af systemet med landmands-præster. Det var et system, hvor en lokal mand tjente til livet ved at dyrke jorden, men var præst på sabbatten. Denne indsats blev forstærket ved begejstringen over den anden store vækkelse, som på dette tidspunkt fór hen over De Forenede Stater. Næsten alle kirker i den nordlige del af staten New York havde sådanne vækkelser. Det var vækkelsesforsamlinger, der var beregnet til at opvække de religiøst passive. Vækkelserne bestod ofte af lejrmøder, som blev afholdt i skovkanten eller i en lille lysning i skoven. Deltagerne rejste ofte mange kilometer ad støvede eller dårlige veje for at slå deres telte op eller parkere deres vogne i udkanten af lejrpladsen. Lejrmøder varede ofte flere dage, og nogle møder varede næsten hele dagen og til ud på aftenen. Præsterne skiftedes til at prædike, men det var ikke usædvanligt, at der var to eller tre præster, der formanede deres lyttere på samme tid.5 Så brændende og ivrig var den religiøse nidkærhed i det vestlige New York i begyndelsen af 1800-tallet, at regionen blev kendt som "det udbrændte" distrikt. Da nu Finger Lakes-området billedligt var sat i lys lue af en evangelisk ild, er det ikke overraskende, at den unge Joseph Smith og hans familie blev involveret i denne ophidselse. Joseph Smiths søgen Farmington (senere Manchester distrikt) var en af flere bosættelser i distriktet, som blev påvirket af denne religiøse henrykkelse. Senere mindedes Lucy Mack Smith det som "en stor religiøs vækkelse, som påvirkede alle de kristne trosretninger i det tilstødende amt, hvor vi boede. Mange verdslige mennesker, som blev bekymrede for deres sjæls frelse, kom frem og præsenterede sig selv som religionssøgende."6 De fleste ønskede at tilslutte sig en eller anden kirke, men kunne ikke beslutte sig til, hvilken det skulle være. Profeten Joseph Smith mindedes, at omkring to år efter at de var flyttet til gården, "opstod der en usædvanlig religiøs vækkelse. Den begyndte hos metodisterne, men blev snart almindelig blandt alle sekterne på den egn. Til sidst syntes hele egnen i virkeligheden at være grebet deraf. Mange tilsluttede sig de forskellige kirker, hvad der fremkaldte ikke så lidt røre og splittelse" (JS-H 1:5). Side 2 af 7

Vækkelser og lejrmøder påvirkede den unge Joseph. Han skrev i sin personlige beretning, at "i 12-års alderen blev mit sind alvorligt påvirket med hensyn til alle de betydningsfulde anliggender vedrørende min udødelige sjæls velfærd."7 Dette fik ham til at søge i skrifterne og søge tilgivelse for sine synder. Vedrørende de påstande, der blev fremsat af forskellige lærere i religion, sagde han: "Jeg vidste ikke, hvem der havde ret, eller hvem der havde uret, men anså det for vigtigst for mig, at jeg skulle gøre det rigtige i sager, der havde evige konsekvenser."8 Joseph sagde: "Jeg gik til deres forskellige møder, så ofte lejligheden tilbød sig... det var umuligt for en person så ung og med mennesker og ting så ukendt som jeg at danne sig et sikkert begreb om, hvem der havde ret og hvem uret" (JS-H 1:8). Joseph var også forvirret over den bitterhed og det hykleri, han var vidne til blandt præsterne og sine medkristne. Han sagde: "Mit fortrolige bekendtskab med personer i forskellige sekter fik mig til at undre mig meget, for jeg opdagede, at de ikke smykkede deres profession med hellig levevis og gudfrygtig tale, som harmonerede med det, jeg fandt indeholdt i de hellige skrifter. Det var en sorg for min sjæl."9 Når de omvendte begyndte at tilslutte sig først én kirke, så en anden, opdagede han, "at de tilsyneladende gode følelser, både hos præsterne og de omvendte, var mere forstilte end virkelige; thi stor forvirring og bitterhed fulgte; præster stred indbyrdes, og de omvendte ligeså, indtil alle gode følelser, som de havde haft for hinanden, om der nogen sinde havde eksisteret sådanne, gik fuldstændig tabt i en ordkrig og meningsstrid" (JS-H 1:6). Man kan knap forestille sig den påvirkning, denne tilstand havde på Josephs ungdommelige, søgende sind. De mænd, han mente kunne vise ham vejen til Gud "udlagde det samme skriftsted på så forskellig måde, at alt håb om at afgøre spørgsmålet ved at henvise til Bibelen tilintetgjordes" (vers 12). Joseph Smith forklarede: "Midt i denne ordstrid og meningsudveksling sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man gøre? Hvilket af alle disse samfund er det rigtige, eller er de allesammen forkerte? Om et af dem er rigtigt, hvilket er det da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det?" (vers 10). Joseph kom fra en religiøs familie. Hans mor, en søster og to brødre havde tilsluttet sig den presbyterianske tro, men denne måde at tro på tilfredsstillede ham ikke. Ikke desto mindre havde hans forældre oplært ham i den kristne tro, fra han var lille. En af de eksisterende kirker måtte være rigtig, kom han frem til, men hvilken var det? I sin søgen efter den rigtige kirke, havde Joseph ingen intentioner om at oprette sin egen kirke, ej heller tænkte han, at sandheden ikke var på jorden. Han vidste ganske enkelt ikke, hvor han skulle finde sandheden, men da han var blevet oplært i at tro på skrifterne, vendte han sig dertil for at finde et svar. Ligesom mange andre familier, der boede ved udkanten af civilisationen i De Forenede Stater, havde familien Smith en bibel. Den sæd, der var blevet sået af "retskafne forældre", blev næret af Helligånden. Hvor mange dage og nætter han tænkte, søgte og bad om lys, fortæller han ikke. Ej heller fortæller han os, om han betroede sine hemmelige følelser og ønsker til sin familie. De år, han tilbragte med forberedelse, anstrengelser og meditation, blev belønnet. Han fandt en mulig løsning til sit problem, da han var 14 år gammel og læste dette skriftsted i Bibelen: "Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den" (Jakobs Brev 1:5). Dette skriftsted havde en dyb indvirkning på Joseph. "Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg overvejede det atter Side 3 af 7

og atter, da jeg bestemt vidste, at dersom noget menneske trængte til visdom fra Gud, var det mig; thi jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og medmindre jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig få det at vide" (JS-H 1:12). Bibelen fortalte ikke Joseph, hvilken kirke der var sand, men den fortalte ham, at bøn kunne løse hans problem. Han tænkte over dette. "Omsider kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og vildrede eller også følge Jakobs anvisning og bede til Gud... Derfor begav jeg mig, i overensstemmelse med denne beslutning om at bede til Gud, ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret 1820" (vers 14). Det var første gang, han nogensinde havde prøvet at bede højt (se vers 13-14). Det, der herefter skete, adskilte Joseph Smith fra sine samtidige for altid. Gud, den Evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus, viste sig for ham. Ordet teofani bruges til at beskrive et syn af guddommen. Bibelen bekræfter, at teofani er noget virkeligt. Ved Penuel frydede Jakob sig og sagde: "For jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet" (1 Mos 32:31). Med Moses talte Gud "ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet" (2 Mos 33:11; se også 4 Mos 12:8). Og Esajas skrev: "Og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre" (Es 6:5). Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus viste sig sammen for den 14-årige Joseph Smith. Ikke siden Jesu Kristi opstandelse havde der været en sådan trussel mod djævelens rige. Det er derfor ikke overraskende, at djævelen var til stede denne morgen. Ligesom Moses (se Moses 1:12-22) oplevede Joseph direkte modstand fra Satan: "Efter at jeg var kommet til det sted, som jeg forud havde udset dertil og havde set mig omkring og konstateret, at jeg var helt alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg blev grebet af en magt, der ganske overvældede mig og havde en så forbavsende magt over mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Tæt mørke omgav mig, og det forekom mig en kort tid, som om jeg var dømt til pludselig undergang" (JS-H 1:15). Mørkets magt var forfærdelig, men en større magt bragte befrielse. Joseph anvendte alle sine kræfter på at anråbe Gud om at udfri ham af den fjendes magt, som havde overvældet ham. Joseph beskriver denne oplevelse: "I selve det øjeblik, da jeg var lige ved at synke i fortvivlelse og hengive mig til tilintetgørelse... så jeg en lyssøjle lige over mit hoved, stærkere end solens glans, og den dalede gradvis ned, indtil den hvilede på mig. Ikke så snart havde den vist sig, førend jeg følte mig befriet fra den fjende, som holdt mig bunden. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!" (vers 16-17). Satan og hans magt blev bortjaget. I hans sted stod Faderen og Sønnen i udødelig herlighed. Så snart Joseph kunne tale, spurgte han personerne om, hvilken af alle sekterne, der var den rette -- og hvilken han skulle slutte sig til. Han sagde: "Der blev svaret mig, at jeg ikke skulle slutte mig til nogen af dem, thi de var alle forkerte. Den person, som talte til mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed for ham, og at disse lærere alle var fordærvede, at 'de drager nær til Side 4 af 7

mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig. De lærer sådanne lærdomme, som er menneskebud og har gudfrygtighedens skind, men fornægter dens kraft.' Han forbød mig endnu engang at slutte mig til nogen af dem... Da jeg atter kom til mig selv, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket mod himmelen" (vers 19-20). Han var svag efter at have været i guddommens nærhed, og det varede nogen tid, før han atter fik sin styrke og vendte hjem. Joseph var dybt påvirket af det himmelske syn. Foruden at få et svar på sit spørgsmål om hvilken kirke, der var rigtig, fik han at vide, at hans synder var blevet tilgivet10 og at "evangeliets fylde engang i fremtiden skulle gives ham."11 Virkningen af denne oplevelse påvirkede profeten gennem hele livet. Senere mindedes han tydeligt indtrykket: "Min sjæl var fyldt med kærlighed, og i mange dage kunne jeg glæde mig meget, og Herren var med mig."12 Reaktionen på Josephs åbenbaring Kort tid efter at han kom hjem, bemærkede hans mor hans svækkede tilstand og spurgte ham, hvad der var galt. Han svarede: "Du skal ikke være bekymret, alt er i orden... Jeg har erfaret for mig selv, at presbyterianismen ikke er sand" (JS-H 1:20). Joseph siger ikke noget om, hvorvidt han fortalte sin mor mere på dette tidspunkt. Senere betroede han andre familiemedlemmer sin guddommelige åbenbaring. Hans bror William erklærede: "Vi havde alle fuldstændig tillid til det, han sagde. Han var en sandfærdig dreng. Far og mor troede på ham, hvorfor skulle børnene så ikke?"13 Denne betydningsfulde hændelse besvarede Josephs spørgsmål, men det var ikke tilfældet for andre. Han sagde: "Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del fordom imod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og fremkaldte en stadig tiltagende forfølgelse" (JS-H 1:22). En af de første, der uden for familien hørte om Josephs beretning om, hvad der var sket for ham, var "en metodistpræst, som tog livlig del i den omtalte religiøse vækkelse." Joseph troede naivt, at præsten ville byde hans storslåede nyheder fra himlen velkommen. Joseph skrev imidlertid: "Jeg blev yderst forbavset over hans opførsel; han optog ikke blot min beretning ligegyldigt, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at det altsammen kom fra djævelen, at sådan noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted i disse dage, at alt sådant var ophørt med apostlene, og at sådanne ting ikke ville ske mere" (vers 21). Denne indstilling var almindelig i den sekteriske verden. Det var utænkeligt, at den Almægtige Gud ville nedværdige sig til at vise sig for en 14-årig dreng i 1820 på den måde, som han havde vist sig for de gamle profeter. Josephs hellige oplevelse forårsagede bitter forfølgelse. Hadet hos dem, der påstod at være kristne, var vanskeligt for ham at forstå. Han udtrykte det således: "Skønt jeg kun var en ubetydelig dreng, mellem 14 og 15 år gammel, og mine forhold i livet var således, at jeg ville blive en dreng uden betydning i verden, så lagde dog mænd i høje stillinger mærke til mig og vendte den offentlige mening imod mig... det... forårsagede mig ofte stor sorg" (vers 22-23). William Smith mindedes senere: "Vi vidste ikke, at vi var dårlige mennesker, før Joseph fortalte om sit syn. Vi blev anset for at være respektable indtil da, men folk begyndte straks at bringe usandheder og historier i omløb på en forbløffende måde."14 Virkeligheden i det, Joseph Smith oplevede, gjorde ham i stand til at udholde den stigende forfølgelse. Han sammenlignede sig selv med apostlen Paulus, som så den opstandne Herre og hørte hans stemme. Meget få mennesker troede på Paulus, og nogle påstod Side 5 af 7

endog, at han var uærlig eller mentalt forstyrret. Dette tilintetgjorde dog ikke virkeligheden af det, Paulus vidste, at han havde oplevet. Joseph sagde: "Således var det med mig. Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og selv om jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, var det alligevel sandt" (JS-H 1:25). Joseph følte sig i høj grad som et barn, der var blevet falsk anklaget og straffet. Han sagde: "Jeg (følte) mig drevet til at sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud? Og hvorfor tænker verden på at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det" (vers 25). At fornægte det ville sætte ham under fordømmelse, og han vovede ikke at krænke Gud. Betydningen af den første åbenbaring Den første åbenbaring var en central begivenhed i oprettelsen af Guds rige på jorden i de sidste dage. Selv om Joseph Smith var en ulærd ung mand, lærte han store sandheder, som er blevet grundlaget for de sidste dages helliges tro. Han havde virkelig set og talt med Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus. Derfor lærte han, at løftet i Jakobs Brev var sandt. Gud vil besvare oprigtige bønner og spørgsmål uden bebrejdelser. For Joseph blev Gud en tilgængelig virkelighed, en vigtig kilde til sandhed og en kærlig himmelsk Fader. Joseph Smiths tro på virkeligheden af Gud, var ikke længere et spørgsmål om blot tro, den var grundlagt på en personlig oplevelse. Derfor var han, ligesom apostlen Peter, kvalificeret til at være et vidne, som var udvalgt af Gud og havde fået befaling om at prædike og vidne om Jesus Kristus (se ApG 10:39-43). Han kunne ligeledes vidne om, at Faderen og Sønnen var særskilte og forskellige herlige væsener, i hvis bogstavelige billede mennesket er skabt. Joseph kendte også nu til virkeligheden af Satan, et væsen, som havde mægtig magt, og som var en fjende, der var besluttet på at ødelægge Guds værk. Satan havde ikke held med sig i den hellige lund, men striden var kun begyndt. Joseph skulle kæmpe mange kampe med denne modstander af retfærdighed, før hans arbejde var gjort. Desuden var Herrens svar på spørgsmålet om, hvilken kirke der var sand, en omfattende anklage af det nittende århundredes kristendom, for ingen kirke på jorden havde guddommelig godkendelse. Ligesom Frelseren advarede sine disciple mod farisæernes og saddukæernes lærdomsmæssige "surdej" (se Matt 16:6-12), belærte han Joseph Smith om, at de eksisterende kirker lærte "menneskebud" (JS-H 1:19). Derfor skulle han ikke tilslutte sig nogen af dem. Joseph F. Smith, profetens nevø og sjette præsident for Kirken, uddybede betydningen af den første åbenbaring: "Den største begivenhed, som nogen sinde har fundet sted i verden siden Guds Søns opstandelse fra graven og hans himmelfart, var Faderens og Sønnens komme til denne dreng, Joseph Smith, for at berede vejen til grundlæggelsen af hans rige -- ikke menneskenes rige -- for at det aldrig mere skulle ophøre eller omstødes. Da jeg har antaget denne sandhed, finder jeg det let at antage enhver anden sandhed, som han forkyndte og fremsatte under sin 14-års mission i verden."15 Slutnoter 1. Gordon B. Hinckley, Liahona, januar 1999, s. 82. 2. Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, ed. Preston Nibley (Salt Lake City: Bookcraft, 1958), s. 63-64. Side 6 af 7

3. "History of Joseph Smith By Himself," 1832 (skrevet i Kirtland, Ohio, mellem 20. juli og 27. november 1832), LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 1; se også Dean C. Jessee, ed., The Personal Writings of Joseph Smith (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1984), s. 4 (indeholder et tryk af alle de kendte skrivelser, skrevet af Joseph Smith selv). 4. "History of Joseph Smith By Himself," s. 1; Jessee, The Personal Writings of Joseph Smith, s. 4. 5. Dette afsnit er taget fra Milton V. Backman jun., Joseph Smith's First Vision, 2. udg. (Salt Lake City: Bookcraft, 1980), s. 71, 73. 6. Smith, History of Joseph Smith, s. 68. 7. "History of Joseph Smith By Himself," s. 1-2; Jessee, The Personal Writings of Joseph Smith, s. 4-5. 8. Joseph Smith, "History A-1," nov. 1835, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 120. 9. "History of Joseph Smith By Himself," s. 2; Jessee, The Personal Writings of Joseph Smith, s. 5. 10. Se "History of Joseph Smith By Himself," s. 3; Jessee, The Personal Writings of Joseph Smith, s. 6. 11. History of the Church, 4:536. Denne udtalelse er en del af et svar, skrevet af Joseph Smith til John C. Wentworth, redaktør af Chicago Democrat. Wentworth havde skrevet på vegne af en af sine venner, hr. Bastow (hans virkelige navn var George Bastow), som var ved at skrive New Hampshires historie og ønskede at medtage "de korrekte oplysninger" omkring Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges oprettelse og udvikling. 12. "History of Joseph Smith By Himself," s. 3; Jessee, The Personal Writings of Joseph Smith, s. 6. 13. I J. W. Peterson, "Another Testimony, Statement of William Smith, concerning Joseph the Prophet," Deseret Evening News, den 20. jan. 1894, s. 11. 14. I Peterson, "Another Testimony," s. 11. 15. Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s. 418. Side 7 af 7