Rådgivning efter adoptionen

Rådgivning efter adoptionen Afdækning af behovet for en forebyggende foranstaltning i adoptivfamilier PSYKIATRI- OG SOCIALFORVALTNINGEN

Indhold Forord...2 Indledning...3 Projektets mål...4 Projektets opbygning...5 Undersøgelsesgruppen...5 Rapportens opbygning...5 Det teoretiske grundlag...7 Indledning...7 Spædbarnets udvikling og adoptivbarnets forudsætninger...7 Slutningen af første leveår...9 Omsorgsrollen og adoptivforældrenes vilkår...11 Problemer og udvikling i samspillet...13 Analyse af interviews...15 Temaer i interviewanalysen...16 Problemidentifikation...17 Barnets tilknytning...17 Fysisk og færdighedsmæssig udvikling...19 Forældrenes udgangspunkt...20 Relationer til omverdenen...21 Forældrenes håndtering...22 Direkte forældrehåndtering...22 Kontakt til andre adoptivforældre, forældre, venner og bekendte....23 Kontakt til sundhedsplejerske og anden professionel støtte...24 Forældres bud på tilbud/behov for støtte...25 Telefonrådgivning...25 Besøg i hjemmet af fagperson...26 Tværgående opsamling på interviewene...27 Børnenes udvikling...28 Barnets alder på adoptionstidspunktet...29 Forældrenes vilkår og håndtering af barnet...30 Behov for støtte...32 Københavns Amts tilbud om forebyggende foranstaltning til familier med adopterede børn...33 Foranstaltningens formål og metode...33 Målgruppen...34 Rådgiverens opgaver og forudsætninger...35 Rammerne omkring rådgivningen....35 Konklusion...36 Litteraturliste...38 Bilag 1...41 1

Forord Diskussionen om postadoption services har i de seneste år jævnligt været rejst blandt adoptivfamilier og blandt professionelle. Fra det offentliges side er der meget fokus på adoptionsansøgere i forbindelse med godkendelsesproceduren inden adoptionen finder sted, men når forældrene har hjemtaget barnet, overlades de til de almene offentlige serviceydelser på lige fod med andre børnefamilier. Der findes enkelte tilbud til adoptivfamilier i offentlig régi. De fleste tilbud findes i privat régi, ofte er der imidlertid tale om spredte tiltag af forskellig karakter. Københavns Amts Børne- og Ungeafdeling har ønsket at tage del i diskussionen om postadoption services. Denne rapport er således et bidrag til diskussionen og giver en indsigt i adoptivfamiliernes særlige behov for støtte, og hvordan disse kan imødekommes i offentligt regi. Rapporten er baseret på en kvalitativ undersøgelse, hvor 9 adoptivfamilier er interviewet om deres problemstillinger og løsninger i relation til postadoption. Undersøgelsen er finansieret af Adoptionsnævnet og Københavns Amt Børne- og Ungeafdeling. Undersøgelsen er gennemført af psykolog Birgit Cederholm og socialrådgiver Kirsten Graakjær. Birgit Cederholm har været initiativtager til undersøgelsen og hovedkraften i gennemførelsen og udarbejdelsen af rapporten. Kirsten Graakjær har deltaget i tilrettelæggelsen af dataindsamlingen og analysen af interviewene, og har desuden været tæt faglig sparringspartner undervejs i hele projektet. Undersøgelsen har været fulgt af en følgegruppe, som består af psykolog og leder af de adoptionsforberedende kurser Lene Kamm Christensen, psykolog og medlem af Adoptionsnævnet Marie Gammeltoft, adoptivmor og medlem af hovedbestyrelsen i Adoption og Samfund Kirsten List Larsen, psykolog og holdingterapeut Ulla Idorn, psykolog og adoptionsrådgiver Niels Peter Rygaard, samt forsker Gunvor Christensen, Socialforskningsinstituttet. Vi vil gerne rette en tak til følgegruppen for deres konstruktive input og kommentarer i processen. Vi vil desuden rette en særlig tak til de adoptivfamilier, der har deltaget i undersøgelsen og stillet deres erfaringer og viden til rådighed for os. København Marts 2006 Marianne Verdel Leder af Rådgivningsenheden 2

Indledning Københavns Amts Børne- og Ungeafdeling har gennem de seneste år haft et stigende antal henvendelser fra forældre med adopterede børn. Forældrene henvender sig på grund af magtesløshed i samspillet med deres barn. Ud af en population på 619.237 i Københavns Amt (pr. 01.01.2005) var der i løbet af 2003 og i begyndelsen af 2004 i alt 14 familier som modtog et tilbud om psykologhjælp i Børneog Ungeafdelingen, og i 2005 har der været 11 nye henvendelser. Omfanget af børnenes problemer har været forskelligt, men problemerne har været tiltagende med børnenes alder, og krævet flere og længerevarende foranstaltninger, end når børnene var små. Der synes derfor at være brug for en tidlig indsats på området, så problemerne kan afhjælpes, før de tager til i styrke. I de familier som har henvendt sig, har børnene for det meste været 1 år eller ældre på hjemtagelsestidspunktet. Der er derfor grund til at tro, at det især er de sent adopterede børn, som udgør en risikogruppe. Det er væsentligt at understrege, at det kun er en lille gruppe af de adopterede børn, som udvikler foranstaltningskrævende problemer, men selvom der er tale om en lille gruppe, peger forskellige undersøgelser på, at udviklingen af alvorlige problemer er større blandt adopterede end i den øvrige population. I Sverige har A. Hjern, F. Lindblad og B. Vinnerljung foretaget en undersøgelse af adopterede personer, som blev offentliggjort i 2002. Undersøgelsens parametre var at sammenligne graden af selvmord, kriminalitet, psykiatriske lidelser og selvmordsforsøg samt misbrug hos adopterede med deres svenske søskende, 4006 indvandrere og den generelle population, repræsenteret ved 853419 svensk fødte borgere. Undersøgelsen viser, at den adopterede gruppe havde 3-6 gange større risiko for at begå selvmord end den generelle population, og der var blandt de adopterede også en højere risiko for selvmordsforsøg end i den generelle population og i søskende gruppen. Undersøgelsen viser også, at flere adopterede kommer i kontakt med det psykiatriske system end den generelle population. Hvad angår utilpasset social adfærd og kriminalitet ses også signifikant flere adopterede end i den generelle population men færre end i gruppen af indvandrere. Omend der er tale om en lille gruppe, peger undersøgelsen på, at adoptivbørn er i større risiko for at få alvorlige vanskeligheder end den generelle population. Dette bekræftes også i en metaanalyse fra Holland af Femmie Juffer og Marinus H. van Ijzendoorn, som blev offentliggjort i maj 2005. Den er foretaget på baggrund af hjælpeinstanser for psykiske vanskeligheder og viser, at adoptivbørn oftere får adfærdsproblemer end andre børn, og oftere bliver henvist til hjælpeinstanser for psykiske vanskeligheder. Flere af de forældre, som søger i hjælp i Børne- og Ungeafdelingen giver udtryk for, at det er svært at finde ud af, hvor de skal henvende sig for at få den rette hjælp. Det private marked tilbyder mange forskellige former for behandling, hvilket også fremgik på den fælles Behandlerkonference om Adoption i Odense i november 2003, men det kan være svært for forældre uden særlige forudsætninger på behandlingsområdet at vide, hvad der er den mest hensigtsmæssige hjælp. I offentligt regi findes der kun en spredt 3

viden om adoptionsrelaterede problemer, og der synes at være behov for en mere formaliseret indsats i offentligt regi. Med projektet ønsker Børne- og Ungeafdelingen at opnå en større indsigt i de særlige vanskeligheder, som kan opstå i samspillet mellem forældrene og det adopterede barn. Samtidig ønsker vi at beskrive nogle mulige støtteforanstaltninger, som kan imødekomme familiernes behov for støtte. Overordnet er det et socialpolitisk mål at støtte familier i vanskelige situationer gennem en forebyggende indsats og derved undgå et mere omfattende indgreb på et senere tidspunkt. Projektets støtteforanstaltninger er derfor udarbejdet med henblik på en så tidlig indsats i familien som muligt. Udredningen af familiernes behov baserer sig på en kvalitativ analyse af 9 interviews med adoptivfamilier. Projektets formål er at afdække støttebehovet, derfor fokuserer vi i analysen især på de problemstillinger, som forældrene ser hos deres børn, og vi har måtte udelade andre aspekter, som beskriver mere uproblematiske sider ved familierne, og som ville være nødvendige, hvis vi skulle give en fyldestgørende beskrivelse af dem. Gennem interviewene har vi også fået indblik i de dynamikker og potentialer, som understøtter en positiv udvikling hos barnet, hvilke også er væsentlige i forståelsen af familiens behov og for udarbejdelsen af foranstaltningerne. Af de forældre, som henvender sig i Børne- og Ungeafdelingen, giver mange udtryk for, at det er svært at nå helt ind til deres barn og få en nær og tæt kontakt med det. Nogle børn beskrives med en skal omkring sig, der er svær at trænge igennem. Forældrene føler sig usikre og magtesløse over for reaktioner og adfærdsmønstre hos deres børn. Flere giver ligeledes udtryk for, at det er vanskeligt at vurdere alvoren i børnenes vanskeligheder, og om de skyldes personlige problemer hos barnet, som hænger sammen med tabsoplevelser og opvæksten inden adoptionen, eller om der blot er tale om almindelige reaktioner, som hænger naturligt sammen med barnets udvikling. Samtidig er mange forældre usikre på, hvordan de skal håndtere de tidlige tabsoplevelser hos barnet i frygt for at komme til skade barnet. Der findes en række muligheder for på et tidligt tidspunkt at gøre hverdagen for adoptivfamilier mindre konfliktfyldt og skabe bedre vilkår for et godt familieliv. Til forskel fra i Danmark forskes der i Holland ved universitetet i Leiden, i effekten af støtteforanstaltninger målt i forhold til udviklingen af børnenes tilknytning til adoptivforældrene. På baggrund af denne forskning, er der i Utrecht blevet etableret et forebyggende tilbud til adoptivfamilier, hvor man støtter forældrene gennem videoanalyser af samspillet i familien. I udarbejdelsen af projektet har det været nærliggende at søge viden og inspiration fra Holland, som er et land, Danmark også i andre sammenhænge kan sammenligne sig med. Projektets mål Der er 4 mål med projektet. Et mål er at indsamle viden om, hvordan adoptionen påvirker samspillet og relationerne mellem børn og forældre. Et andet mål er at afdække 4

forældrenes behov for en forebyggende indsats i familierne. På baggrund af den indsamlede viden er et tredje mål at beskrive et forslag til en forebyggende foranstaltning. Et fjerde mål er at iværksætte foranstaltningen, men dette er et fremtidigt mål og ligger udenfor denne rapports indhold. Projektets opbygning Projektet er opbygget i 3 faser. Første fase var at indsamle viden for at kunne afdække problemstillingerne i familierne og deres behov for støtte. Dette blev gjort ved at indhente relevant litteratur og ved at foretage en studierejse til Holland. Under rejsen besøgte vi universitetet i Leiden, hvor der forskes i adoptivbørns tilknytning, og herefter gjorde vi ophold ved Stichting Adoptievoorzieningen i Utrecht, en organisation som med offentlig støtte tilbyder forebyggende støtte til adoptivfamilier ved hjælp af videooptagelser af samspillet mellem forældre og børn. I projektets første fase blev der også udarbejdet et semistruktureret interview, der skulle bruges som grundlag for en kvalitativ analyse af familiernes behov, og der blev fundet i alt 10 adoptivfamilier med børn, som var 9 måneder eller ældre på hjemtagelsestidspunktet. I anden fase gennemførte vi interviewene med adoptivforældrene, og efterfølgende blev den samlede viden bearbejdet og sammenskrevet i rapporten. Sidst i rapporten redegøres for hovedtrækkene i en forebyggende foranstaltning, som vi mener, ville kunne iværksættes inden for rammerne af Københavns Amt. Tredje fase skal omfatte en iværksættelse af foranstaltningen, som tilbydes alle nye adoptivfamilier, som modtager børn på 9 måneder eller ældre. Gennemførelsen af denne del af projektet forudsætter imidlertid bevilling af flere økonomiske midler. Undersøgelsesgruppen Til interviewene kontaktede vi familier, som opfyldte disse kriterier : Familier med et eller flere udenlandsk adopterede børn, hvor mindst et af børnene var 9 måneder eller ældre på hjemtagelsestidspunktet. Familier, som højst har haft barnet i 2 år fra hjemtagelsen. Familierne som har deltaget på det obligatoriske adoptionsforberedende kursus, som blev indført sammen med lovændringen i år 2000. Familier som er bosat i Københavns amt. Rapportens opbygning Rapporten er opbygget sådan, at der efter indledningen følger et teoretisk afsnit, hvor vi redegør for den psykologiske forståelse, som ligger til grund for bearbejdelsen af interviewmaterialet. Vi har taget udgangspunkt i barnets udvikling i dets første leveår, og 5

gør os tanker om, hvordan dette former sig for adoptivbarnet. Ligeledes redegøres for udviklingen af omsorgsrollen og de vilkår, som gør sig gældende for adoptivforældrene. Afsnittet sluttes af med en redegørelse for nogle af de problemstillinger, som vi tænker kan forekomme i samspillet mellem det adopterede barn og dets forældre. Efter det teoretiske afsnit følger analysen af interviewene, som er udarbejdet med henblik på at beskrive nogle af de problemstillinger, som forældrene oplever. Vi har valgt 3 overordnede temaer, som er : Problemidentifikation, hvor vi nærmere vil identificere de problemstillinger, som forældrene har beskrevet Forældrenes håndtering, som beskriver det forældrene har gjort og fortsat gør i forhold til vanskelige situationer med barnet. Herunder beskrives også de potentialer som familierne rummer. Forældrenes bud på behov for støtte, hvilket omfatter den støtte, de mener der er behov for, dels ud fra egne erfaringer, dels ud fra deres kendskab til andre adoptivfamilier. Efter interview analysen følger en tværgående opsamling på interviewene, hvor rapporten samles og de indsamlede informationer drøftes. Her ridses nogle problemstillinger op, som vi finder centrale, og på baggrund af dette beskrives et forslag til en foranstaltning. Rapporten afsluttes med en konklusion, herunder en bredere stillingtagen til spørgsmålet om post adoption service. 6

Det teoretiske grundlag Indledning Den teori som ligger til grund for projektet er hentet fra den del af udviklingspsykologien, hvor barnets udvikling ses i et intersubjektivt perspektiv. Da projektets fokus er samspillet mellem det adopterede barn og dets forældre, har vi valgt teorier, som særligt har dette perspektiv på udviklingen. Ud fra iagttagelser af samspillet mellem forældre og det spæde barn beskriver Bråten, Trevarthen og Stern nogle vigtige aspekter ved kommunikationen, som kan give os en forståelse for nogle af de forskelle, der kendetegner de tidlige udviklingsbetingelser for henholdsvis det institutionsanbragte barn og barnet i den biologiske familie. At se barnet i et udviklingspsykologisk perspektiv er væsentligt for at kunne forstå dets behov på de forskellige alderstrin. I en nærmere redegørelse af hvordan barnets psykologiske forudsætninger udvikles, har vi anvendt Stern, Fonagy og Schore, som ud fra samspillet med omgivelserne, har særligt fokus på dannelsen af barnets indre psykiske strukturer. Vi fokuserer særligt på alderstrinnet mellem 9 og 12 måneder, som er relevant for projektets målgruppe men som også i et udviklingspsykologisk perspektiv er interessant, fordi barnet inden for dette alderstrin træder ind i en ny udviklingsfase, hvor dets selvstændighed både fysisk og psykisk kommer mere markant til udtryk. Med adoptionen sker der et radikalt skift i barnets opvækstbetingelser, og for de adopterede børns vedkommende er det oftest muligt kun at opspore så sporadiske oplysninger om barnets tidligste liv, at de ikke kan bidrage til andet end gisninger. Vi betragter derfor barnets udvikling ud fra dets samspil med adoptivforældrene, gensidighed i samspillet er et nøgleord, men ud fra en hierarkisk opbygget relation, hvor forældrene er de ansvarlige omsorgsgivere for barnet. Et sådant perspektiv udelukker ikke anerkendelsen af, at barnets erfaringer inden adoptionen har en betydning for, hvordan det senere indgår i samspillet med adoptivforældrene. Vi gør os også nogle tanker om adoptivforældrenes vilkår, og ser på nogle af de psykologiske forskelle der er mellem adoption og fødsel. Spædbarnets udvikling og adoptivbarnets forudsætninger Barnet fødes som et socialt væsen med kun få fysiske færdigheder. Dets overlevelse er helt afhængig af andres omsorg og pleje, men allerede fra fødslen er barnet udrustet med kompetencer til at indgå i et samspil med omgivelserne på en aktiv og delagtiggørende måde. En væsentlig kompetence er gråden, hvormed barnet påkalder sig opmærksomhed fra omsorgspersonen, som vil forsøge at tilfredsstille dets behov og hjælpe det til at regulere sin indre tilstand, så barnet igen er i balance fysisk såvel som psykisk. Ud over at påkalde sig opmærksomhed, som skal sikre den fysiske overlevelse, kan barnet fra fødslen indgå aktivt i et samspil med omgivelserne, som har ren social karakter. 7

Det sociale samspil skal sikre den følelsesmæssige tilknytning mellem barnet og omsorgsgiveren. I samspillet viser barnet delagtighed i omsorgpersonens handlinger f.eks ved at efterligne ansigtsudtryk, og på den måde afstemmer det sig med omsorgspersonens følelser og udtryk. Ved at udvise en sådan adfærd, får det samtidig omsorgspersonen til at afstemme sig med barnet (Bråten 1998, Trevarthen 1979). Barnet hjælper således den voksne med at indstille sig følelsesmæssigt på omsorgsopgaven, og allerede i det helt tidlige samspil mellem en mor og et spædbarn udvikles der en følelsesmæssig samregulering, og man vil kunne se et mønster i den indbyrdes udveksling af gestus og udtryk, som er særegen for netop kommunikationen mellem dette par (Stern1979). Der opstår en synkronitet eller en form for intern forståelse i samspillet, som styrker kontakten og tilknytningen mellem dem, og hjælper moderen med at leve sig ind i sit barns forskellige psykiske tilstande. Når omsorgspersonen lever sig ind i barnet, hjælper hun det med at få en oplevelse af sig selv. Den følelsesmæssige udveksling mellem dem danner på den måde grundlaget for barnets oplevelse af sig selv. De ansigtsudtryk og gestus som omsorgspersonen viser, afspejles som følelser i barnet, og det vil opleve og genkende dem som sine egne (Fonagy 2002). De erfaringer som barnet efterhånden får i samspillet med omsorgspersonen lagres mentalt og danner grundlag for, hvordan dets selvbillede og stemningsleje bliver. Hvis omsorgspersonen er positiv og imødekommende vil barnet få en positiv oplevelse af sig selv, og hvis omsorgspersonen er negativ og afvisende, vil barnet omvendt få en negativ oplevelse af sig selv. Barnet er fra fødslen skabt til at indgå i et følelsesmæssigt samspil med omgivelserne, og gennem den tætte følelsesmæssig relation til omsorgspersonen sikres det tryghed og følelsesmæssig vækst. For de adopterede børn gælder, at de ofte er blevet afbrudt en eller flere gange i den basale samregulering eller tilknytningsproces. Relationen til de biologiske forældre er blevet brudt, barnet er efterfølgende blevet placeret hos midlertidige omsorgspersoner i en plejefamilie eller på et børnehjem for endelig at blive adopteret, og i denne forbindelse blive omplaceret i fremmede omgivelser personligt såvel som kulturelt. Udover brud og tab kan de tidlige omsorgsforhold have været mere eller mindre tilstrækkelige med hensyn til at dække barnets behov for stimulering og kontakt. På børnehjemmet kan barnet have været udsat for voldsomheder fra andre børn, mangelfuld respons fra omsorgspersoner, understimulering og begrænsede udfoldelsesmuligheder, som har været med til at præge det. For alle børnehjems børn gælder, at de følelsesmæssigt ikke er blevet mødt på en så kontinuerlig og intim måde, som det spædbarn der over tid har udviklet en følelsesmæssig tæt gensidighed i samspillet med få gennemgående omsorgspersoner. Børnehjemsmiljøet fordrer på en anden måde udviklingen af barnets sociale kompetencer end opvæksten i en familie. Der er rutiner og samværsformer, som er betingede af institutionsmiljøet, der er flere børn til færre voksne, hvilket har betydning for kvaliteten af den stimulering og læring, som foregår, og perspektivet for den tilknytning som foregår mellem voksne og børn er midlertidig og præget af, at børnene skal gives videre til andre. Disse vilkår kan betyde at barnets erfaringer med samreguleringen kan blive mere utydelige og forvirrede, og at det i højere grad må tage vare på sig selv. 8

I samspillet med omsorgsgiveren får barnet de første erfaringer med de sociale spilleregler. Da de følelser som udveksles mellem barn og omsorgsgiver gør sig gældende i al menneskelig kommunikation på alle niveauer, lærer barnet på et basalt niveau, hvordan det skal møde andre i forskellige sociale situationer. Schore (Schore 1994) beskriver, at blikkontakten især er væsentlig for den følelsesmæssige kommunikation, og for det samregulerede barn kan omsorgspersonen f.eks. med et bestemt blik sende bestemte signaler til barnet om dets adfærd, og på den måde hjælpe det til at regulere sig. Barnet lærer, hvordan det på passende vis får meddelt sig om sine behov, så andre kan forstå det, og i takt med at sproget udvikles, bliver barnet mere nuanceret og kompetent i sin måde at udtrykke sig på. En sådan udvikling forudsætter imidlertid kontinuitet, indlevelse og følelsesmæssig omsorg i omsorgsgiverens håndtering af barnet. Adoptivbarnet er blevet mødt med krav om at skulle omstille sig og regulere sine kommunikative udspil over for skiftende personer. Tabet af omsorgspersoner kan betyde, at barnet ikke udvikler den fornødne følelsesmæssige sikkerhed i sine forventninger til omgivelsernes omsorg men heller ikke i forhold til sine egne kompetencer i samspillet, og det vil reagere ud fra en grundlæggende forventning om at blive svigtet. Slutningen af første leveår Hen imod slutningen af første leveår bliver barnet i stand til i højere grad at kunne regulere sine følelser selv. Spædbarnet havde brug for omsorgspersonens hjælp til at regulere sin tilstand, men nu begynder barnet at vise følelsesmæssig selvstændighed i sin måde at takle forskellige situationer på. Det viser også tydeligere, hvilken tilknytning det har til omsorgspersonen, og hermed om det har tillid til, at omgivelserne vil anerkende dets behov eller ej. Barnet kan f.eks undertrykke følelsesudtryk, hvis det bliver forladt eller bliver utrygt, og det kan undvige kontakt, som det ikke ønsker. Barnet udvikler forskellige tilknytningsformer, som afhænger af, hvordan det er blevet mødt i sine følelsesmæssige behov. De forskellige tilknytningsformer kategoriseres som henholdsvis tryg, afvisende, ambivalent eller disorganiseret tilknytning og er oprindeligt blevet udviklet på baggrund af den måde, som barnet forsøger at håndtere en stressfuld situation på, og hvordan det forholder sig til omsorgspersonen i den givne situation (Ainsworth 1978). Det trygge barn vil reagere ved at græde og søge trøst hos omsorgspersonen, det afvisende barn vil ikke reagere eller søge trøst men klare situationen selv, det ambivalente barn vil reagere på en klyngende og krævende måde men vil være svær at trøste, og det disorganiserede barn vil reagere mere ustabilt, og kan f.eks blive forstenet i situationen. Den disorganiserede tilknytning udvikles hos børn, som har været udsat for overgreb eller grov omsorgssvigt, og undersøgelser viser, at der en sammenhæng mellem den disorganiserede tilknytningsform og senere udvikling af psykopatologi, hvis mønsteret ikke brydes. Adfærdsmæssigt vil man kunne se, at barnet med en usikker tilknytning vil reagere med enten at trække sig fra samspillet eller anstrenge sig for at skabe en mulig måde at få sine behov tilgodeset på, særligt i situationer, hvor det føler sig presset eller usikker. Det kan 9

blive ængsteligt og undertrykke sine egne følelser og behov, eller det kan blive aggressivt og krævende, afvisende og selvrådende. Når barnet er ca 9 måneder gammelt er det ikke kun i stand til at regulere sine følelser selv. Dets bevidsthed er også udviklet i en sådan grad, at det kan differentiere sine handlinger og vælge den strategi, som bedst kan opfylde dets intentioner. Barnet har således nu en spirende bevidsthed om omgivelserne, som spiller ind på dets måde at agere på. På alderstrinnet mellem 8 og 12 måneder sker der også en motorisk landvinding for barnet, det bliver i stand til at bevæge sig rundt ved egen kraft først ved at kravle og siden ved at gå, hvilket betyder, at barnet fysisk bliver mere selvhjulpent og nu selv kan bestemme, hvor det vil bevæge sig hen. På det psykologisk plan betyder dette flere udfoldelsesmuligheder, det kan nu selv udforske omgivelserne, og der sker et skift i forhold til omsorgspersonen, som fra at være centrum for barnets opmærksomhed nu mere bliver en baggrundsfigur og et sikkerhedsnet om barnets udforsken. Barnet bliver nu optaget af at udforske omgivelserne omkring sig, røre ved og håndtere genstande på egen hånd, og afhængigt af relationen til omsorgspersonen vil denne blive opfattet som en udviklingsstøtte eller en hæmsko for barnets udforsken. Dette skift i relationen har også en betydning for kommunikationen med omsorgspersonen, som må anerkende og understøtte men også regulere barnets udforsken, så det ikke kommer galt af sted. Der sker efterhånden et skift i omsorgsgiverens rolle over for barnet fra primært at yde omsorg til også at skulle opdrage. Denne overgang kan godt afstedkomme en udviklingskrise i relationen mellem barnet og omsorgspersonen, indtil de sammen finder en ny balance, hvor barnet kan få tilgodeset sine nye behov (Schore 1994). Det trygge barn, som har mødt forståelse og en passende regulering vil igen være opmærksomt på samspillet med omsorgspersonen, og det vil aktivt bruge den voksne som sikkerhedsnet i sin udforsken af omgivelserne, f.eks ved at udveksle blikke, og i situationer, som bringer det i tvivl, vil det aktivt og målrettet søge omsorgspersonens reaktion. Barnet bliver nu også bedre i stand til at indgå i en fælles opmærksomhed omkring en aktivitet, det bliver bedre til at vente og give plads til andres initiativer. Det lærer at samarbejde om en fælles opgave og indgå i et samspil med andre, hvor ikke kun dets egne behov er i centrum (Fonagy 02). Den måde som det adopterede barn møder sine adoptivforældre på vil være præget af dets tidligere oplevelser af samspil med andre. Når barnet er 9 måneder gammelt eller ældre har det dannet sig et indre billede af, hvilke forventninger det kan have. På grund af tab og brud på kontinuiteten i de nære relationer kan det adopterede barns samregulering med andre være præget af utryghed og manglende tillid, som gør at det kan reagere undvigende eller vagtsomt over for adoptivforældrenes invitationer. I indfrielsen af egne intentioner har barnet måske udviklet en mestringsstrategi, hvor det undertrykker sine behov og affinder sig med omstændighederne, et andet barn kan have udviklet en krævende og insisterende måde, eller tilgodese sine behov uden at vente på respons fra en voksen. I og med barnets fysiske udvikling vil dets opmærksomhed i høj grad være rettet mod udforskningen af omverdenen, og hvis tilknytningen til omsorgspersonen ikke er tryg, er det svært for barnet at bruge omsorgspersonen som pejlemærke for, hvor langt det kan 10

gå. Et sådant barn vil også have svært ved at indgå i en fælles opmærksomhed på noget, som ligger uden for det selv, men være optaget af egne behov, og det som er direkte relateret til dets egen sikkerhed. Omsorgsrollen og adoptivforældrenes vilkår Omsorgspersonens samspil med barnet drejer sig i den tidligste fase om at beskytte og stimulere barnet. Almindeligvis bliver omsorgsgiveren hurtigt mester i at læse spædbarnets udtryk og i stand til at afstemme sin egen følelsesmæssige respons, så den passer til barnets behov. Iagttagelser af det tidlige mor-barn samspil viser, at den voksnes kommunikation med spædbarnet foregår på en helt bestemt måde, hvor stemmelejet hæves og det mimiske udtryk overdrives. Når omsorgspersonen spejler barnets udtryk, er det netop karakteristisk, at gestus og udtryk overspilles og karikeres, så det ikke er det ægte udtryk, som gengives men en reguleret udgave, som er tilpasset spædbarnets forudsætninger (Bråten 1998). Det hjælper barnet til at regulere sine følelser, når omsorgspersonen lever sig ind i, hvordan barnet har det og viser sin medoplevelse i form af en reguleret udgave af dets egne følelser (Fonagy 2002). F.eks. hjælper det barnet med at nedtone sin vrede, når omsorgspersonen rummer dets følelser og taler til det på en imødekommende og rolig måde. Omvendt vil det forstærke barnets følelsesmæssige udtryk, hvis omsorgspersonen i den situation viser det sin egen vrede. For at kunne hjælpe barnet med at udvikle sin selvregulering må man derfor kunne tilsidesætte sine egne følelser og stille sig til rådighed for barnets. Ved at spejle dets følelser opnås samtidig en samhørighed med barnet, som understøtter en positiv samregulering. I omsorgen for barnet prøver den voksne at forstå dets følelsesmæssige tilstand og hjælpe det med at regulere sig. Derfor er barnets reaktioner på omsorgen vigtige signaler på om omsorgspersonens afstemning har været rigtig (Øvreeide 2001). Det er således ikke kun barnet, som ser sig selv i omsorgspersonens øjne, det omvendte gør sig også gældende, og uden en repsons fra barnet vil omsorgspersonen ikke kunne vide, om barnet trives med den omsorg, som det har fået. Det adopterede barns kompetence til at indgå i et positivt samspil kan være mangelfuld, og dets signaler være garderede og utydelige, hvilket kan gøre det svært for forældrene at vide, om den omsorg, som de giver barnet, er den rigtige. I slutningen af første leveår hvor barnets behov for omsorg ændres, stilles der nye krav til omsorgsgiverens rolle. Barnet har brug for, at den direkte og omsluttende kontakt afløses af en velvilje til at give mere slip og nyde, at barnet selv kan flere ting. Omsorgspersonen skal dog stadig være til rådighed, når barnet har brug for det. Samtidig dukker der nye situationer op, hvor man kan føle det nødvendigt at bryde regulerende ind i barnets handlinger og mod dets lyst. Omsorgspersonen må på det tidspunkt i barnets liv, kunne håndtere spændingsfeltet mellem omsorg og opdragelse eller læring. Det vil sige både rumme og anerkende barnets følelser og samtidig bevare rollen som den ansvarlige for barnets færden. 11

Udviklingspsykologisk skabes nogle særlige vilkår, når adoptionen drejer sig om et barn på 9 måneder eller ældre. Til forskel fra biologiske forældre får adoptivforældre ikke mulighed for at etablere den følelsesmæssige samhørighed og basale gensidige samregulering i relationen til det nyfødte barn. Når de modtager et 9 måneder gammelt barn, har barnet nået et udviklingsniveau, hvor dets basale bevidsthed om andre er grundlagt, og hvor det naturligt er begyndt at løsrive sig fra forældrene og rette opmærksomheden mod omgivelserne. Adoptivforældrene må fra begyndelsen indstille sig på at støtte barnets selvstændighed, samtidig med at de skal skabe basal følelsesmæssig samhørighed og samregulering med barnet. En proces som for de biologiske forældre er forløbet gradvist, og hvor barnet fra det er spædt også har lært at indstille sig på sine forældre. Vilkårene for den følelsesmæssige forberedelse hos adoptivforældrene adskiller sig også fra den gravides forberedelse på at skulle modtage et barn. Alle adoptivforældre har været i gennem en længere godkendelsesprocedure, hvor deres personlige forudsætninger er blevet vurderet. Under denne proces har de været på obligatoriske adoptionsforberedende kurser, hvor de har drøftet deres motiver for at adoptere og deres forventninger til fremtiden med barnet. Forældrene har således haft gode muligheder for at forberede sig og gøre sig overvejelser om forældreskabet men i forhold til et abstrakt barn, som man ikke helt helt kan indstille sig på følelsesmæssigt. F.eks gælder en almindelig godkendelse til et barn inden for en alder fra 0 til 36 måneder, hvilket er et barn med en aldersspændvidde på 3 år. Hertil kommer at der på de adoptionsforberedende kurser informeres om risici for tilknytningsvanskeligheder hos barnet. Forældrenes usikkerhed på hvordan barnet har haft det, må gøre bekymringen for, at der kan opstå problemer meget nærværende, og adoptivforældrene får ikke samme sikkerhed for, om at barnet har normale forudsætninger, som den gravide mor, der meget tidligt får en kropslig fornemmelse af barnet og om det udvikler sig, som det skal. I forhold til det adopterede barn vil det i høj grad være samspillet med barnet efter hjemtagelsen, som kan vise, om barnet udvikler sig normalt. Adoptionen skaber på flere måder nogle særlige vilkår for forældrerollen, som adskiller sig fra forældrerollen i den biologiske familie, og problemstillinger som opstår, må ses i lyset heraf. Som et vilkår nævner Kirk også, at adoptivfamilier samfundsmæssigt set udgør en mindre gruppe, og at forældrene ikke på samme måde som biologiske forældre kan læne sig op af erfaringer fra egne forældre. Også blandt venner og øvrig familie vil der være få, som man kan trække på erfaringer fra, hvilket gør det sværere at hente gode råd og støtte (Kirk 1988). Adoptivforældrene må udvikle omsorgsrollen på ny, i forhold til et barn, som har andre psykiske såvel som sociale forudsætninger end én selv. På de adoptionsforberedende kurser drøftes med forældrene, hvordan deres egne psykiske forudsætninger og grundlæggende tilknytningsmønstre kan have en indflydelse på samspillet med barnet. Forældrenes evne til at udholde stress og håndtere følelsesmæssigt pres er forskellig og præget af deres egne livserfaringer, som kan gøre det lettere eller sværere følelsesmæssigt at indstille sig på det barn, som man skal være forældre for. 12

Problemer og udvikling i samspillet Som tidligere omtalt er de tidligste erfaringer med til at forme barnets følelsesmæssige forudsætninger og dets evne til at indgå i samspillet med andre. En del forskning peger på, at disse grundlægges i hjernen som basale følelsesmæssige strukturer, der varer ved livet ud (Schore 1994). Barnets hjerne er imidlertid ikke fuldt udviklet, og der vil fortsat dannes strukturer på et højere niveau, som er med til at regulere de basale følelsesmæssige strukturer, selvom de ikke grundlæggende kan ændres, og efterhånden bliver barnets bevidsthed en væsentlig drivkraft for dets udvikling (Fonagy 2002). Bevidstheden har en regulerende effekt på barnets følelser, og hjælper det til at bedømme en situation realistisk. Selvom barnet tidligt er blevet frustreret i sin udvikling, vil det i kraft af senere omsorg kunne udvikle nye psykiske strukturer, som kan få en regulerende betydning for de første og mere basale strukturer. De basale strukturer vil dog altid være til stede, og i pressede situationer, hvor barnet føler sig utrygt, er der risiko for at der sker en regression, således at barnet ikke kan forholde sig til situationen på en mere moden og alderssvarende måde men kommer til at agere ud fra et mere primitivt udviklingsniveau. Når barnet adopteres får det mulighed for at udvikle nye sider af sig selv, gennem den omsorg og udviklingsstøtte, som det får, og efterhånden vil det kunne regulere sig i overensstemmelse med de nye omgivelser. Barnet kan også møde adoptivforældrene ud fra allerede indlærte forudsætninger, som gør, at det kan have vanskeligheder med at møde dem på en ligefrem og positiv måde, men gør det på en måde, som fremprovokerer en negativ reaktion. Børns problemadfærd må imidlertid altid ses som forsøg på at tage vare sig på selv i en vanskelig livssituation, men samtidig vil det være et forsøg på at vise omgivelserne, hvilken følelsesmæssig tilstand det er i. Dette kan komme til udtryk på en underlig og paradoksal måde. F.eks. kan 2 børn reagere med henholdsvis tilbagetrækning og udadreageren, som 2 måder at forsøge at opnå kontrol på ud fra tidligere oplevelser af afvisning (Øvreeide 2001). Det kan synes paradoksalt, at barnet bliver ved med samme problemadfærd for igen og igen at blive afvist, men det kan forstås, hvis man tænker på det som barnets evne til at afstemme sine udtryk med omgivelsernes, og dets forsøg på at tilpasse sig situationen. Hvis barnet f.eks. har oplevet afvisninger gentagende gange, vil det igen let blive bragt i en situation, hvor det forventer afvisning. Et sådant barn har brug for, at omsorgspersonen kan hjælpe det med at udvikle en ny bevidsthed om omgivelserne, som kan danne grundlag for en regulering af dets indre tilstand. Dette kan imidlertid ikke foregå som en bevidst læring, hvor barnet får at vide, hvordan det skal opføre sig, men forudsætningen for, at en sådan udvikling kan finde sted, er at barnet føler sig mødt på det følelsesmæssige plan. Ligesom spædbarnet har brug for den voksnes indlevelse og spejling, har også det ældre barn brug for at mærke, at omsorgspersonen kan sætte sig ind i dets tilstand og anerkende det. For barnet er det afgørende, hvordan omsorgspersonen viser sit nærvær, og om man formår at sætte sig i dets sted og vise sin medoplevelse (Øvreeide 2001). 13

At kunne leve sig ind i et barn med problemadfærd forudsætter imidlertid, at omsorgspersonen er i stand til at udholde barnets trængsler og tilsidesætte sine egne følelser og behov. Et barn som forventer afvisning vil oftest reagere på en måde, som opfylder dets forventninger ved at fremprovokere nye afvisninger fra omgivelserne, og det kan derfor være følelsesmæssigt belastende at være sammen med et sådant barn. Hvis omsorgspersonen ikke kan genkende eller forstå den måde, som barnet udtrykker sig på, kan det tilmed blive meget vanskeligt at give sin medoplevelse til kende, og ligesom det vil opleves som dybt tilfredsstillende, at den omsorg som man giver, har en positiv effekt, vil det opleves tilsvarende som skuffelse og magtesløshed, når det ikke lykkes. Der kan let opstå en usikkerhed hos den, som ikke føler sig i stand til forstå barnets reaktioner, så det stemmer overens med barnets faktiske følelser og behov, og hvis omsorgspersonens egne følelser eller bekymringer bliver for stærke, kan man miste noget af evnen til at forstå det barn, som man er sammen med. Vigtige kvaliteter i samspillet kan gå tabt, ikke mindst kvaliteten af den udviklingsstøtte, som barnet har brug for (Øvreeide 2004). Omsorgspersonen kan risikere at miste sin opmærksomhed og indlevelse i barnet og blive for opmærksom på sig selv og sin egen afmagt, og derved komme til at kræve mere af barnet, end det har forudsætninger for at opfylde. Samspillet mellem børn og voksne er hierarkisk opbygget, når det drejer sig om kompetencer, overblik og ansvarlighed. Det betyder, at deres motiver for at indgå i samspillet ofte er forskellige. Omsorgspersonen har nogle overordnede forestillinger og ønsker om, hvordan relationen mellem dem skal være. I disse forestillinger indgår den voksnes tanker både om sig selv som omsorgsperson og om barnets udvikling og fremtid, og det kan være svært at slippe disse forestillinger og ønsker, selvom barnet ikke kan leve op til dem. For barnet har det stor betydning, hvordan samspillet foregår i nuet. Om samspillet er meningsfuldt og motiverende for barnet, afhænger af, om det føler sig mødt på sine behov og anerkendt for sine tanker og følelser. Når der ikke kan opnås gensidig anerkendelse i samspillet, er der risiko for at der opstår en problemopretholdende kommunikation, som er præget af gensidige afvisninger og skyld. (Øvreeide 2001). I et sådant samspil kan barnet let komme til at opleve sig som uretfærdigt behandlet, mens omsorgspersonen kan opleve, at det ikke vil høre på fornuft. Fællesskabet kommer til at dreje sig om forudsigelige og gensidige afvisninger, men der opnås ikke anerkendelse eller deling af de forskellige oplevelser, og frem for, at der åbnes nye muligheder for samhørighed og udvikling, fører samspillet til afbrydelse af kommunikationen. Samspillet bliver så i sig selv et problem. For det adoptivbarn, som har en utydelig og garderet adfærd, følger der en risiko for, at der kan opstå usikkerhed og andre konfliktfyldte følelser hos adoptivforældrene. Hvis disse følelser bliver for magtfulde, vil forældrene få svært ved at være tilstrækkeligt nærværende og indlevende over for deres barn, men f.eks. blive for fokuseret på egne forestillinger og intentioner med den konsekvens, at et positivt samspil med barnet hæmmes. Som de ansvarlige for barnets omsorg er det derfor vigtigt, at adoptivforældrene kan opretholde følelsen af sikkerhed over for deres barn og bevare en positiv opmærksomhed på dets behov. 14

Analyse af interviews Analysen er foretaget ud fra forældrenes udsagn. Vores forståelse af børnenes udvikling og trivsel bygger således udelukkende på forældrenes udsagn, om hvordan det går. Forældrene har bidraget til beskrivelserne med stort engagement og velvilligt fortalt om deres børn og deres familieliv på en åben og nuanceret måde. De har taget godt imod os og vist interesse for projektet. Materialet omfatter et 2 timers langt interview med forældrene i 9 adoptivfamilier. 10 familier blev kontaktet, men en familie svarede for sent til kunne blive inddraget. Der blev taget kontakt til familierne via det Familieretslige team i Københavns Amt under hensyn til de i projektbeskrivelsen anførte kriterier. Forældrene består alle af par. Der er i alt 11 børn, hvoraf det ene er forældrenes biologiske barn. 2 familier har 2 børn, hvor begge børn er adopterede, og 4 af familierne er på interview tidspunktet godkendt til at modtage andet barn. Alle børnene er adopterede fra lande uden for Europa, fortrinsvis fra Indien og Kina, og alle forældre har været på de adoptionsforberedende kurser. Med hensyn til kriteriet, at familien højst skulle have haft barnet i 2 år, er dette opfyldt på nær i 2 familier, som har haft deres barn i henholdsvis 2 år og 4 måneder og 2 år og 6 måneder. Herudover har 2 søskende været i deres familier i 2 år og 8 måneder og 3 år og 6 måneder. De øvrige børn har været i deres familier mellem 4-11 måneder. Aldersmæssigt er det yngste barn på interviewtidspunktet 15 måneder gammelt, det ældste er 4 år og 6 måneder. Interview analysen er foretaget ud fra en opdeling i 3 overordnede kategorier: Problemidentifikation, forældrehåndtering og forældrenes bud på behov for støtte. Under problemidentifikation har vi fundet det meningsfuldt at skelne mellem børnene, forældrene og familiens relation til omgivelserne. I analysen heraf forholder vi os til de vanskeligheder, som forældrene har beskrevet med henblik på børnenes tilknytning, indlæring og sprog. Dette gør vi ud fra et udviklingsperspektiv, som starter ved modtagelsen af barnet, til de reaktioner, som barnet udviser aktuelt samt et blik ind i fremtiden, hvor forældrene giver deres tanker til kende om barnets udvikling på længere sigt. Vi forholder os efterfølgende til, hvad adoptionen har betydet for forældrene, og for familiens relationer til omgivelserne. Under forældrehåndtering beskrives alle de tiltag, som forældrene har gjort. Dette omfatter forældrenes forberedelse inden adoptionen, og deres håndtering af vanskelige situationer, som de har haft med barnet. Der inddrages både forældrenes direkte tiltag over for barnet, deres indbyrdes måde at forholde sig på som forældrepar, og det omfang de har gjort brug af andre uden for familien, her tænkes både på familie og vennekreds, samt på kontakt til det professionelle netværk. 15

Sidste afsnit af analysen er en beskrivelse af de professionelle tilbud, som forældrene mener, kan gavne adoptivfamilier. Temaer i interviewanalysen 1. Problemidentifikation - Barnets tilknytning - Indlæring og færdigheder - Forældrenes udgangspunkt - Relationer til omverdenen 2. Forældrenes håndtering - Direkte forældrehåndtering - Andre adoptivforældre, familie, venner, bekendte - Kontakt til sundhedsplejerske og anden professionel rådgivning 3. Forældrenes bud på tilbud/behov for støtte - Telefonrådgivning - Besøg i hjemmet af fagperson 16

Problemidentifikation Barnets tilknytning Interviewmaterialet viser, at de adopterede børn på forskellig vis og i forskellige tempi knytter sig til deres forældre og til andre nære personer. Graden af børnenes vanskeligheder varierer i styrke og over tid. På interview tidspunktet har nogle af børnene stadig vanskeligheder, men der ses også en fortsat udvikling i tilknytningen til forældrene. For enkelte børn er det mere uvist om de senere vil kunne overvinde deres vanskeligheder. Ved overdragelsen var de fleste børn så forskræmte, at forældrene tænkte, de var i chok. Nogle af børnene reagerede ved at falde i søvn, andre stivnede og havde store forskræmte øjne. I dagene efter overdragelsen udviste mange af børnene krisereaktioner ved f.eks. at reagere med voldsomme skrigeture, nogle var regredieret motorisk og havde mistet evnen til at kravle eller gå, og andre igen lukkede sig inde kontaktmæssigt og tog ikke mad til sig. Beskrivelserne viser, at barnet ved overdragelsen er udsat for et stort psykisk pres, som forældrene i situationen ikke har mulighed for at beskytte barnet imod på anden måde end ved at vise deres nærvær og forsøge at lindre den psykiske smerte for barnet. Hos forældrene synes situationen at vække blandede og modsatrettede følelser, f.eks. nævner et forældrepar, at det var meget hårdt at tage barnet væk fra dets velkendte miljø, samtidig blev der vækket en stor trang til at beskytte barnet og give det omsorg. Efter hjemtagelsen udviser børnene forskellige reaktioner på adoptionen, som kan forstås som forskellige mestringsstrategier over for den følelsesmæssigt belastende situation, som barnet befinder sig i. Nogle børn beskrives f.eks. som uforbeholdne i kontakten, hvor barnet sætter sig på skødet af fremmede uden at skelne mellem forældrene og andre, mens andre klamrer sig til forældrene og bliver ængstelige, hvis forældrene er ude af syne blot et øjeblik. Således siger et forældrepar at deres barn insisterede på at blive båret rundt i den første tid og skreg, hvis det blev sat ned. Nogle børn beskrives som svingende i deres adfærd mellem overtilpasning, vredesudbrud og skrigeture. Søvnvanskeligheder og mareridt bliver nævnt af flere, eksempelvis at barnet sover uroligt og har mareridt med efterfølgende skrigeture, uden at forældrene kan komme i kontakt med barnet og trøste det. Der er også børn, som er helt afvisende i kontakten over for forældrene, og som reagerer med destruktiv og selvdestruktiv adfærd, f.eks. ved at bide eller dunke hovedet i gulvet. Børnene udviser således i begyndelsen klare tegn på, at de er stressede og utrygge. Samtidig er nogle af disse træk karakteristiske for børn, som er mere fundamentalt skadet i deres følelsesmæssige udvikling, og det er svært for forældrene at afgøre i hvilket omfang børnene har problemer som vil følge dem, og det giver anledning til uro og bekymring. 17

Den første tid med barnet stiller store krav til forældrenes fysiske og psykiske overskud og kan være svær for forældrene at udholde, f.eks. siger en forældre at den første tid med barnet var meget ressourcekrævende, også mere end de havde kræfter til at klare, idet barnet skreg voldsomt og gennemtrængende flere gange om dagen. Nogle forældre bliver overraskede over deres egne reaktioner og overraskes over, at barnet kan presse dem følelsesmæssigt så meget, at de reagerer overrumplet og uden kontrol. De fleste af børnene falder imidlertid hurtigt så meget til ro, at forældrene beroliges, men i nogle situationer ses hos flere af børnene fortsat reaktioner, uden at forældrene kan finde en entydig forklaring på, hvorfor barnet reagerer, og dette giver anledning til spekulationer hos forældrene om, hvad barnet kan have været udsat for inden adoptionen. Et par børn reagerer efter flere måneder fortsat med at vise angst for adskillelse fra forældrene, og ofte er det den ene af forældrene, som barnet især klamrer sig til. En mor beskriver at hendes barn klamrer sig til hende i situationer hvor der er fremmede tilstede. Efter nogle måneder i familien ses reaktioner som voldsomme vredesudbrud ved selv små afslag eller irettesættelser fra forældrene, umotiveret gråd, manglende fordybelse, indelukkethed og reaktioner ved forandringer. Forældrene giver udtryk for, at det er svært at gennemskue og forstå, hvad der rører sig i børnene, f.eks. siger en forældre, at deres barn bliver usikkert og ængsteligt i større sammenhænge og kan have dage, hvor det ikke vil i børnehave, hvilket enten kan forstås som udtryk for, at det er svært for barnet at overskue situationen, og at det skal beskyttes, eller at barnet synes det er rarere at være hjemme hos forældrene, og egentlig har brug for at skub bagi. Det kan være svært at afgøre om der er tale om egentlige vanskeligheder, eller om barnet prøver forældrenes grænser af og forsøger at få sin vilje igennem. Når det drejer sig om barnets fremtidige udvikling er forældrene fortrøstningsfulde og tænker, at deres børn vil klare sig godt. Et par forældre siger samtidig, at de kan se, at deres barn om nogle år nok skal have hjælp til nogle mere dybtgående følelsesmæssige problemer. I et fremtidigt perspektiv er forældrene optimistiske, de ser at deres barn hele tiden udvikler sig, og at det har gode ressourcer på flere områder, og de tænker, at barnet nok skal klare sig f.eks. i skolen. Problemstillinger nævnes mest i forhold til, om barnet vil støde på racistiske bemærkninger og drillerier fra omgivelserne, og hvordan barnet vil håndtere bevidstheden om sin baggrund. Det samlede indtryk er, at børnenes adfærd og reaktioner ofte giver anledning til aktuel tvivl, usikkerhed og følelsesmæssige reaktioner hos forældrene. De stærke reaktioner hos nogle børn giver ofte ingen mening, og gør børnenes kommunikation utydelig og svær for forældrene at forstå. I begyndelsen var de fleste børn i chok og udviste kriselignende reaktioner, hvilket har været følelsesmæssigt belastende for nogle forældre. Samtidig har de fleste forældre en tro på, at deres barns udvikling efterhånden vil blive normaliseret, og at problemerne vil forsvinde. 18

Fysisk og færdighedsmæssig udvikling Flere forældre siger, at deres børn i begyndelsen var forsinkede i deres motoriske udvikling, men at barnet hurtigt udviklede sig og blev alderssvarende. For nogle af børnene har det angiveligt drejet sig om en fysisk regression som reaktion på overdragelsen. For enkelte af børnene har der været tale om understimulering, f.eks. fortæller et forældrepar at deres barn kun kunne sidde og virkede ikke vant til at kravle eller ligge på maven. Barnet har efterfølgende fået tilbud om motorisk støtte via sundhedsplejersken. Et andet forældrepar fortæller, at deres barns muskulatur i starten var så slapt, at barnet sank sammen, når det skulle sidde, men at barnet har udviklet sig, efter det fik relevant stimulation. Et barn beskrives som sprogligt forsinket i forhold til jævnaldrende, og forældrene håber, at de kan få støtte af en talepædagog gennem daginstitutionen. Et andet forældrepar siger, at deres barn det første år kun kunne sige få ord, men at sprogudviklingen siden har taget rykvise hop fremad. Et forældrepar har observeret, at deres barn nogle gange har ufrivillige bevægelser, når det slapper af, hvilket de venter på en undersøgelse af på børneafdelingen. Barnet er i øvrigt velfungerende færdighedsmæssigt og motorisk. Ingen af forældrene er bekymrede for børnenes intellektuelle udvikling, alle børnene beskrives som opmærksomme og alderssvarende, hvad det angår. Udover de ovenfor nævnte forsinkelser i den sproglige og motoriske udvikling hos enkelte af børnene, synes alle børn at være aldersvarende i deres udvikling med henblik på motorik, sprog og færdigheder, og problemerne i begyndelsen med børnenes funktionsniveau blev hurtigt løst. Mange forældre fortæller endog om en markant hurtig udvikling hos børnene, efter de blev stimuleret på en passende måde. Også med hensyn til børnenes fysiske vækst er der sket en markant positiv udvikling. Dog går et forældrepar fortsat til kontrol på børneafdelingen, fordi deres barn ikke har taget tilstrækkeligt på i vægt. Børnenes helbredsmæssige tilstand har hele tiden været god, et barn har dog lidt af infektioner efter hjemtagelsen. Omkring børnenes fysiske og færdighedsmæssige udvikling virker forældrene rolige, og sikre på at børnene vil udvikle sig uden problemer. Den færdighedsmæssige udvikling har for nogle af børnene også været velbeskrevet i de papirer, som forældrene modtog fra den adoptionsformidlende instans. Det er indtrykket, at forældrenes bekymringer først og fremmest drejer sig om børnenes følelsesmæssige udvikling og tilknytningspotentiale, og at det for forældrene kan være svært at forstå, hvorfor børnene reagerer som de gør. 19