U.2001.1278H TfL 2001, s. 111 Begrebet»moser og lignende«i naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, nr. 2, omfattede ikke moseområder med plantede træer. Ifølge naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af bl.a.»moser og lignende«(nr. 2), når en sådan naturtype enkeltvis eller sammen med andre beskyttede naturtyper er større end 2.500 m². Århus Amt og Naturklagenævnet fandt, at ejeren A af Mygind Skov havde overtrådt denne bestemmelse ved at lade foretage grøftningsarbejder i to områder af skoven, som efter vegetationens art måtte karakteriseres som askevældsmoser. Højesteret fandt, at det af en række udtalelser i forarbejderne til naturbeskyttelsesloven og den tidligere naturfredningslov fremgik, at et areal, som er bevokset med plantede træer, ikke er omfattet af begrebet»moser og lignende«, selv om arealet i øvrigt efter de botaniske forhold m.v. opfylder de angivne kriterier herfor. Da det var ubestridt, at de omhandlede arealer i Mygind Skov var bevokset med plantede asketræer, og at arealerne var i almindelig omdrift, blev A's påstand om, at Naturklagenævnet skulle anerkende, at arealerne ikke var omfattet af lovens 3, taget til følge. H.D. 21. marts 2001 i sag I 380/1997 Kim Alexander Berner (adv. Søren Stenderup Jensen, Kbh.) mod Naturklagenævnet (Km.adv. v/adv. Kurt Bardeleben, Kbh.). Vestre Landsrets dom 26. juni 1997 (10. afd.) (Bjarne Bjørnskov Jensen, Lisbeth Parbo, Kurt K. Rasmussen (kst.)). Den 18. december 1995 traf sagsøgte, Naturklagenævnet, følgende afgørelse i»sagen om grøftningsarbejde i 2 områder i Mygind Skov«tilhørende sagsøgeren, Kim A. Berner:»Århus Amt har den 8. maj 1995 meddelt ejeren af Mygind Skov, at grøftningsarbejde i 2 områder i skoven er foretaget i strid med naturbeskyttelseslovens 3, og amtet har samtidig anmodet ejeren om at søge forholdet lovliggjort ved at indsende en ansøgning til amtet om dispensation fra denne bestemmelse. Dansk Skovforening har på ejerens vegne påklaget amtets afgørelse til Naturklagenævnet. Sagens baggrund: De 2 områder i skoven, hvor grøftningsarbejderne er foretaget, er begge større end 2.500 m². Grøfterne havde ikke været vedligeholdt i de sidste 30 år, og der er dels foretaget en oprensning og uddybning af de eksisterende grøfter, dels gravet nye grøfter. Amtet har begrundet sin afgørelse med, at der er tale om indgreb i en beskyttet naturtype (askevældsmose), idet de plantearter, der findes i de 2 områder, efter amtets opfattelse er karakteristiske for askemoser. Dansk Skovforening har gjort gældende, at amtet ikke har haft hjemmel i naturbeskyttelsesloven til at træffe afgørelsen af 8. maj 1995, idet de 2 områder i skoven efter foreningens opfattelse ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Skovforeningen har til støtte herfor anført, at man ikke finder, at fugtighedsforholdene på arealerne er anderledes end for arealer, der vil kunne findes i enhver anden skov, ligesom man heller ikke finder, at de plantearter, der findes på arealerne, er typiske for moser. Skovforeningen har videre anført, at selv om Naturklagenævnet måtte mene, at arealerne kunne karakteriseres som moselignende, ville arealerne kun være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, dersom asketræerne var opstået naturligt, og ikke som i dette tilfælde plantet. Skovforeningen har i denne forbindelse henvist til lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen, specielt til følgende afsnit:
»Træbevoksede moseområder, hvor vegetationen er opstået naturligt, er omfattet af lovforslagets 3. Det samme gælder også birkekær og pilekær samt elle- og askesumpe, såfremt den forekommende urtevegetation i øvrigt medfører, at området må betegnes som mose. I sådanne moser må normal forstlig udnyttelse finde sted, mens f.eks. tilplantning kræver dispensation.«foreningen har endvidere gjort gældende, at den foretagne grøftning er sket til en så begrænset dybde, at virkningen formentlig kun vil betyde bedrede vækstforhold for asken og ikke en ændret artssammensætning i urtefloraen. Århus Amt har anført, at der efter amtets opfattelse er tale om en beskyttet naturtype, og at der derfor ikke uden amtets tilladelse må foretages indgreb, der ændrer områdets karakter af mose, herunder foretages dræning eller grøftning, der går ud over sædvanlig oprensning. Amtet har samtidig tilkendegivet, at man vil se positivt >> 1279 >> på en efterfølgende lovliggørelse af det foretagne grøftningsarbejde. Til brug for Naturklagenævnets behandling af klagen er der indhentet en udtalelse fra Naturbeskyttelsesrådet om, hvorvidt vegetationen og jordbundsforholdene i øvrigt i de 2 områder indicerer, at der er tale om»moser og lignende«i relation til naturbeskyttelseslovens 3. Naturbeskyttelsesrådet har på denne baggrund besigtiget områderne, og har den 2. november 1995 afgivet en udtalelse, der nærmere beskriver jordbundsforholdene og de fundne planter, og som konkluderer:»- Jordbunden kan i størstedelen af arealerne fysisk karakteriseres som typisk askevældjordbund iblandet mindre, tørrere skovbundsagtige partier. - Vegetationen kan i den overvejende del af arealerne klart karakteriseres som askevældbundflora. Begge områder anses derfor at tilhøre naturtypen askevæld, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3.«Dansk Skovforening er ikke fremkommet med bemærkninger til Naturbeskyttelsesrådets udtalelse. Lovgrundlaget: Efter naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, nr. 2, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af moser og lignende, når en sådan naturtype enkeltvis eller sammen med andre naturtyper er større end 2.500 m². Efter lovens 65, stk. 3, kan amtet i særlige tilfælde gøre undtagelse fra denne bestemmelse. Det er i lovforslagets bemærkninger til 3 anført:» I den hidtidige 43, stk. 2, er fastsat, at»moser«er omfattet af beskyttelsen. Der har imidlertid været tvivl om afgrænsningen af mosebegrebet. Traditionelt er begrebet defineret udfra områdernes plantevækst, fugtighedsforhold og jordbund, men det har været usikkert, hvorvidt alle disse tre kriterier skulle opfyldes i det enkelte tilfælde, eller om det var tilstrækkeligt, at kun en eller to af forudsætningerne var til stede. Specielt har tvivlen angået, om det er en nødvendig forudsætning, at der foreligger et tørvelag. Hensigten med bestemmelsen er navnlig at beskytte det vilde dyre- og planteliv. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt at gøre beskyttelsen afhængig af, om der i det konkrete tilfælde foreligger et tørvelag. For at tydeliggøre, at bestemmelsen også finder anvendelse, selv om ikke alle de ovennævnte kriterier samtidigt er opfyldt, herunder specielt selv om der ikke foreligger noget tørvelag, er ordet»moser«derfor erstattet af»moser og lignende«: Det bemærkes, at tørvedannelsen i visse mosetyper naturligt er meget begrænset og undertiden næsten fraværende. Dette gælder f.eks. kalkkær og vældmoser. Der lægges derfor primært vægt på botaniske forhold i definitionen.... Også afgrænsningen mellem moser og andre naturtyper foretages først og fremmest ud fra botaniske kriterier. Arealer betegnes således som mose, når de naturligt forekommende moseplanter dominerer i forhold til plantearter fra andre naturtyper... Træbevoksede moseområder, hvor vegetationen er opstået naturligt, er omfattet af lovforslagets 3. Det samme gælder også birkekær og pilekær samt elle- og askesumpe, såfremt den forekommende urtevegetation i øvrigt medfører, at området må betegnes som mose. I sådanne moser må normal forstlig udnyttelse finde sted, mens f.eks. tilplantning kræver dispensation.«
Naturklagenævnets afgørelse: I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer. Naturklagenævnet skal enstemmigt udtale: Ved afgørelsen af, om et område skal betragtes som en mose eller et moselignende område i relation til naturbeskyttelseslovens 3, skal der først og fremmest lægges vægt på de botaniske forhold. Naturklagenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, navnlig Naturbeskyttelsesrådets udtalelse, at de af amtets afgørelse omfattede områder på denne baggrund må karakteriseres som moser eller moselignende områder i relation til naturbeskyttelseslovens 3. Hvad angår det af Skovforeningen rejste spørgsmål om selve asketræerne bemærkes, at sådanne træer vil være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, dersom de er opstået naturligt, hvorimod det i de tilfælde, hvor træerne er plantede, kun er selve sumparealet, der er omfattet af beskyttelsen, jf. de ovenfor citerede lovbemærkninger. Da områderne således er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, må der ikke foretages ændringer i områdernes tilstand. Det er Naturklagenævnets opfattelse, at det foretagne grøftningsarbejde - oprensning og uddybning af eksisterende grøfter, der ikke har været vedligeholdt i 30 år, samt gravning af nye grøfter - har haft en sådan karakter, at områdernes tilstand er ændret. På denne baggrund hjemvises sagen til Århus Amt til afgørelse af om dispensation efter naturbeskyttelseslovens 65, stk. 3, bør meddeles til lovliggørelse af det foretagne grøftningsarbejde.«under denne sag, der er anlagt den 12. juni 1996, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Naturklagenævnets afgørelse kendes ugyldig, da de i afgørelsen omhandlede arealer ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, hvorfor afgørelsen er truffet uden lovhjemmel. Sagsøgte har påstået frifindelse. Det fremgår af en udtalelse af 27. marts 1995 fra Fussingø Statsskovdistrikt, at den foretagne oprensning af grøfter er anset for at ligge inden for skovlovens bestemmelser om god skovdrift, jf. lovens 15, og ikke >> 1280 >> er fundet i strid med lovens 17, stk. 3, om bevarelse af småbiotoper. Sagsøgeren har forklaret, at han overtog Clausholm Slot efter sin far i 1977. Mygind Skov har altid hørt til slottet. Skovrider Niels Terp Hansen har haft ansvaret for skovdriften, indtil han fratrådte i 1993. Skoven drives som en produktionsskov. Niels Terp Hansen, Hornslet, har som vidne forklaret, at han, der er uddannet forstkandidat, har været ansat som skovrider på Clausholm fra 1973 til 1993. Træbevoksningen på de omhandlede arealer i skoven består af plantet asketræ. Tallene på kortet, sagens bilag 6, angiver træernes alder, da kortet blev udarbejdet.»smedeengen«er således tilplantet for nu ca. 70 år siden. Han vil anslå omdriftsalderen for ask til ca. 80 år. Efter skovlovens bestemmelser er der i fredsskove pligt til genplantning ved fældning af træer. Som led i skovdriften udfærdiges der med ca. 10 års mellemrum planer for udskiftning af bevoksningen. På nogle af de arealer, der fremgår af bilag 6, blev der for ca. 10 år siden påbegyndt en udskiftning af asketræerne med sitkagran, der er en skyggetræart. Han har netop været i området og har konstateret, at der allerede er sket en ændring i bundvegetationen. Det er hans vurdering, at den forefundne bundvegetation vil forsvinde fuldstændigt, når granerne er vokset helt til. Vegetationen på de i sagen omhandlede arealer, der er på i alt ca. 3 ha, findes flere andre steder i skoven, især langs Skader Å. Det hører til almindelig forstpleje at sikre vandbevægelse, hvor der vokser ask. Det er derfor nødvendigt med mellemrum at oprense grøfter. En oprensning skal typisk ske med 15-20 års mellemrum. Der er ikke i hans tid på Clausholm renset grøfter op i Mygind Skov, men han kunne, da han tiltrådte i 1973, se, at grøfterne var renset op kortere tid forinden. Der vokser selvsåede ær på skrænterne langs åen, men også i noget mindre omfang på de i sagen omhandlede arealer. Der er dog en anden bundvegetation på de højereliggende arealer.
Hans M. Hedegaard, Frederiksberg, har som vidne forklaret, at han, der er uddannet forstkandidat, er afdelingsleder i Dansk Skovforening, som er skovejernes brancheforening. Han har tidligere været ansat i Landbrugsministeriet. Den foreliggende sag har væsentlig betydning for skovejerne, da der er tale om store arealer, der, såfremt Naturklagenævnets afgørelse stadfæstes, vil være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Der vil således i givet fald ske en reel træartsbinding, og det samlede tab for de danske skovejere vil efter hans skøn blive i størrelsesordenen 50-60 mio. kr. Der er ikke i skovloven regler om oprensning af grøfter. Derimod er der fastsat standarder for god og flersidig skovdrift, og det er til opfyldelse heraf nødvendigt at rense grøfter op. Oprensningsbehovet afhænger af flere omstændigheder, herunder træarter og jordbundsforhold. Det er ikke usædvanligt, at der kan gå 20-30 år mellem oprensningerne. Sagsøgeren har til støtte for sit standpunkt om, at de omhandlede arealer ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, navnlig anført, at det må lægges til grund, at træbevoksningen er plantet og derfor ikke opstået naturligt, samt at området i en meget lang årrække har været drevet regelmæssigt og intensivt. Det følger derfor af en naturlig sproglig forståelse af det uddrag af forarbejderne til naturbeskyttelseslovens 3, som er citeret i Naturklagenævnets afgørelse, (FT 1991-92, tillæg A, spalte 1429, 2. afsnit), at arealerne ikke er omfattet af 3, og der er intet grundlag for at foretage en opdeling, således at alene de plantede træer holdes uden for beskyttelsen. Det følger desuden af det formål, der ligger bag ønsket om at beskytte mosearealer, at de omhandlede arealer i Mygind Skov ikke kan anses for omfattet af bestemmelsen. En forståelse af reglen som den, Naturklagenævnet har anlagt, vil endvidere komme i strid med skovlovens bestemmelser og reelt indebære en ophævelse af det frie træartsvalg. Sagsøgeren har i endelig anført, at der i givet fald vil være tale om et indgreb af en sådan betydning for skovejerne, at det ligger uden for området for erstatningsfri regulering. Sagsøgte har ikke bestridt, at træerne på de arealer, sagen angår, er plantede, eller at området er i almindelig omdrift, men sagsøgte har gjort gældende, at arealerne uanset disse forhold efter såvel ordlyden af som formålet med bestemmelsen må anses for omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Dette stemmer også med en naturlig sproglig forståelse af det anførte uddrag af forarbejderne og følger endvidere af sammenhængen med de tidligere gældende regler i naturfredningsloven, jf. herved navnlig Miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 (punkt 3.3). Det er således for træbevoksede arealer afgørende, om vegetationen i øvrigt medfører, at arealerne kan karakteriseres som moser eller lignende. De plantede træer i sådanne arealer er ikke omfattet af beskyttelsen, og det følger heraf, at den hidtidige forstmæssige omdrift vil kunne fortsætte uden at komme i strid med forbudet mod tilstandsændringer. Landsrettens begrundelse og resultat: Naturbeskyttelseslovens 3 indeholder efter sin ordlyd ikke nogen undtagelse for så vidt angår træbevoksede mosearealer. Det af sagsøgeren påberåbte afsnit af bemærkningerne til forslaget til bestemmelsen kan vel læses således, at det giver støtte for sagsøgerens standpunkt, men indholdet er på den anden side heller ikke uforeneligt med den af sagsøgte hævdede forståelse. Det nævnte afsnit kan imidlertid ikke fortolkes isoleret, men må sammenholdes med hele det uddrag af >> 1281 >> bemærkningerne, der er citeret i Naturklagenævnets afgørelse under»lovgrundlaget«om afgrænsningen af 3, stk. 2, nr. 2, og med forhistorien til bestemmelsen, herunder især udvidelsen i forhold til beskyttelsen efter naturfredningslovens 43, stk. 2. Herudover må der lægges vægt på formålet med naturbeskyttelsesloven, jf. herved lovens 1 og 2. Der er herefter ikke grundlag for at indlægge den begrænsning i naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, nr. 2, at beskyttelsen efter bestemmelsen ikke omfatter moser eller lignende, der er bevokset med plantede træer, og det, sagsøgeren har anført om forholdet til skovloven og om den økonomiske betydning for skovejerne, kan ikke føre til andet resultat. Da det ikke er bestridt, at arealerne i øvrigt efter karakteren af bundvegetationen må karakteriseres som moser eller lignende, eller at der i forbindelse med grøftningsarbejderne er sket en tilstandsændring i lovens forstand, tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. - - - Sagsøgeren, Kim A. Berner, skal i sagsomkostninger betale 10.000 kr. til sagsøgte. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 10. afdeling den 26. juni 1997. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hermann, Wendler Pedersen, Peter Blok, Asbjørn Jensen og Niels Grubbe.
Appellanten, Kim Alexander Berner, har principalt nedlagt påstand om, at indstævnte, Naturklagenævnet, skal anerkende, at de af nævnets afgørelse af 18. december 1995 omfattede arealer ikke er en beskyttet mose eller lignende i relation til naturbeskyttelseslovens 3. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at Naturklagenævnet skal anerkende, at han er berettiget til at fortsætte sin drift af bevoksningen med de dyrkningsmæssige alternativer, der findes inden for god og flersidig skovdrift - uanset om det beskyttede areal derved måtte vokse sig ud af beskyttelsen. Naturklagenævnet har over for Kim Alexander Berners principale påstand påstået stadfæstelse. Over for den subsidiære påstand har Naturklagenævnet påstået afvisning, subsidiært frifindelse. Kim Alexander Berner har tiltrådt, at det kan lægges til grund, at bundvegetationen i det omhandlede område er karakteristisk for moser. Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og foretaget syn og skøn. Skønsmændene, professor Bent Aaby og forskningslektor Palle Madsen, udtaler i en skønserklæring af 21. september 1999 bl.a.:»spørgsmål 1 b: Udyrket areal. Begrebet anvendes på arealer, som ikke dyrkes, det vil sige ikke bærer en afgrøde af urter eller træer, som er plantet eller bevidst fremdrevet (f.eks. ved selvforyngelse), og som derfor gennemløber - eller har gennemløbet - en udvikling mod en vegetation, hvis plantesammensætning bestemmes af jordbund, klima og andre naturlige faktorer. Et udyrket areal vil derfor have et større eller mindre indhold af naturlig vegetation, afhængig af, hvornår dyrkningen ophørte, og hvor intensiv den har været. Ekstensivt udnyttede arealer, bl.a. med græsning (se spørgsmål 1 c), betegnes også som udyrket areal... Spørgsmål 1 c: Ekstensivt udnyttet areal. Der foreligger ikke nogen klar definition af et ekstensivt udnyttet skovareal. Indledningsvis skal det nævnes, at intensiv og ekstensiv udnyttelse er relative begreber, som har stærkt afvigende indhold inden for de forskellige jordbrugserhverv som f.eks. landbrug, frugtavl og skovbrug. Dette er bl.a. begrundet i de meget forskellige tidshorisonter, som præger disse erhverv. Mens den enkelte afgrøde inden for landbruget typisk er et-årig, strækker produktionstiden i skovbruget sig over mange årtier - og ofte mere end hundrede år. Den lange produktionstid i skovbruget medfører naturligvis, at det øvrige samfund og dermed også forudsætningerne for driftsøkonomien forandres stærkt fra det tidspunkt, hvor der foretages træartsvalg, kulturetablering og forskellige plejetiltag på et givet areal, til træerne har opnået hugstmodenhed. Ligeledes sker der til stadighed en opbygning af viden om skovdrift, som også medfører forandringer i driftsintensiteten. Dermed varierer intensiteten generelt i skovdriften over tid, ligesom driften på enkelte ejendomme og i enkelte bevoksninger kan ændre sig i forhold til de generelle tendenser i skovbruget. Skovbrug er generelt, når der ses bort fra arealer med juletræs- eller pyntegrøntproduktion, en meget ekstensiv jordbrugsform sammenlignet med landbrug. Betegnelsen ekstensiv er således et relativt begreb, hvis betydning varierer fra brugerkreds til brugerkreds. Den mest intensive fase er normalt kulturfasen, hvor der sker en foryngelse af bevoksningen enten ved kunstig kultur (oftest plantning) og/eller naturlig foryngelse, hvor den nye generation af træer normalt fremkommer på grundlag af det naturlige frøfald i bevoksningen. I forbindelse med plantning af ask vil almindelige skovdyrkningsmæssige tiltag i reglen omfatte ukrudtsbekæmpelse og hegning, medmindre man planter så store planter, at de ikke skades af konkurrerende vegetation og vildt. Kulturfasen benyttes også ofte til at renovere/oprense grøftesystemet på arealet. Mod slutningen af kulturfasen gennemføres ofte efterbedring (supplerende plantning i ukomplette partier) og udrensninger. Sidstnævnte er de første»tyndinger«, hvor der sker en fjernelse af uønskede træarter eller individer. Efter kulturfasen begrænser de skovdyrkningsmæssige indgreb sig typisk til tynding og vedligeholdelse af >> 1282 >> grøfter. Tynding sker typisk med 2-10 års mellemrum, mens vedligeholdelsen af veje og grøfter kan ske med langt større intervaller afhængig af f.eks. arealet, træarten, tyndinger, ejerens økonomi, holdninger og generelle strømninger i erhvervet. Ask hører til de træarter, som kan tåle en del vand i jorden, hvorfor man i reglen ikke vil vedligeholde grøftesystemet med samme intensitet i askebevoksninger som i f.eks. bøgebevoksninger. Tyndingerne gennemføres med det formål at sikre, at de bedste (vækst- og kvalitetsmæssigt) træer løbende får plads til at udvikle sig og opnå den ønskede stammediameter og kvalitet. Normalt anser man ask for at være hugstmoden omkring en alder på 70-80 år, hvor stammerne efter normal tyndingspraksis har haft mulighed for at opnå en tilfredsstillende diameter. Får de lov at blive ældre, vil der ofte være risiko for, at træerne udvikler en mørk kerne
(sortkerne) i stammerne, som gør, at værdien forringes meget. Risikoen for udvikling af sortkerne i ask anses normalt for at stige med træernes alder - navnlig på jorder med ringe vandafledning.... Det sidste kan begrunde en renovering af grøftesystemet, når asketræerne nærmer sig hugstmodenhed. Som ved så mange andre skovdyrkningsmæssige problemstillinger foreligger der dog, så vidt vides, ikke nogen egentlig videnskabelig dokumentation for dette, og skovdyrkeren er henvist til at handle efter bedste overbevisning. Skovbrugets lange produktionstid gør naturligvis, at erhvervet er noget usædvanligt sammenlignet med andre erhverv. De træer, som har opnået hugstmodenhed i vor tid, er, når det drejer sig om vore almindeligste løvtræarter, etableret i begyndelsen af dette århundrede eller sidste halvdel af 1800-tallet. Skovejeren, især den private, foretager normalt sine erhvervsmæssige investeringer (primært kulturudgifter, løbende plejeudgifter og tilsyn) med henblik på en produktion af træ, når det drejer sig om dyrkning af vore almindelige løvtræarter, herunder ask. Skovbruget giver dog også mulighed for en løbende»produktion«af mange andre goder (f.eks. naturoplevelser, beskyttelse af fortidsminder, rekreativ udnyttelse, god grundvandsdannelse), ligesom den naturlige flora og fauna kan etableres og trives langt mere uforstyrret end på arealer, som udnyttes til f.eks. landbrug eller frugtavl. Intensiteten i skovdriften ligger som sagt især i kulturfasen, hvor den største del af den erhvervsmæssige investering foretages med henblik på et udbytte af træ. Undervejs kan driften imidlertid synes ekstensiv, men det ændrer ikke ved det faktum, at der for årtier tilbage har været investeret i en produktion af træ. De løvtrækulturer, som anlægges i vore dage, vil fremkomme med et udbytte af hugstmodne træer i slutning af det 21ende århundrede og første halvdel af det 22ende århundrede. Alligevel foretager nutidens skovejere disse investeringer med det mål, at ejendommens skovbrug i fremtiden også har et grundlag at leve videre på, ligesom de i vore dage høster udbyttet af fortidens investeringer. Det er i dette lys, at det skal vurderes, om et skovareal drives intensivt eller ekstensivt. Set med skovdyrkerens øjne må normal dansk skovdrift karakteriseres som intensiv, og de skovarealer, som drives som sådan, må betegnes om intensivt udnyttede skovarealer. Ekstensiv skovdrift og ekstensivt udnyttede skovarealer er som nævnt indledningsvis ikke veldefinerede begreber. Der er dog utvivlsomt tale om en meget ekstensiv arealanvendelse, når variationen inden for normal dansk skovdrift tages i betragtning. Den ekstensive skovdrift kan således umiddelbart karakteriseres ved, at værdien af træproduktionen i skoven reduceres betydeligt som følge af, at alle kultur- og plejetiltag samt forstligt tilsyn undlades eller reduceres gennem en periode, som strækker sig over lang tid sammenlignet med en normal omdriftsalder (den tid, det normalt tager for en given træart at opnå hugstmodenhed). Der er således tale om et skovbrug, hvor stort set al aktivitet umiddelbart har til formål at høste træ, mens der ikke gøres noget for at sikre en fremtidig værdi af træproduktionen. Der kan ligefrem være tale om, at også en rentabel høst af træer løbende forsømmes eller undlades. Ekstensiv skovdrift kan dog i almindeligt dansk skovbrug også forekomme på arealer, hvor ejeren ønsker at undlade forstlig udnyttelse af hensyn til f.eks. natur og miljø, eller hvor vækst- og adgangsbetingelserne er så ringe, at det ikke er rentabelt at foretage hverken tilsyn, kulturetablering eller pleje. Er der tale om et fredskovspligtigt areal, kræves der dog dispensation fra skovloven. For ikke trædækkede arealer gælder ligeledes, at arealerne kan være ekstensivt udnyttede. Denne betegnelse anvendes bl.a. om naturtyperne strandeng, fersk eng, hede, overdrev og moser m.m.... Disse og andre ekstensivt udnyttede arealer er karakteriseret ved at have et stort indhold af vildtvoksende planter, tilpasset voksestedets naturlige næringsstoftilstand, jordbundsforhold og klima. Arealerne gødes ikke, og der anvendes ikke kemiske bekæmpelsesmidler. Grøfter kan forekomme, men vandafledningen er ikke effektiv... Spørgsmål 3.a - I lyset af besvarelsen af spørgsmålene i pkt. 2 ønskes en beskrivelse af, på hvilken måde en intensiv skovdrift adskiller sig fra en ekstensiv skovdrift. Dette er besvaret ved besvarelsen af spørgsmål 1.c. For en god ordens skyld uddybes begrebet»intensiv skovdrift«dog her. Som nævnt er der ingen klare afgrænsninger af disse begreber. Normal dansk skovdrift må karakteriseres som intensiv, navnlig når man sammenligner med store skovnationers (Canada, Sverige, Finland, Rusland) skovbrug. I >> 1283 >> Danmark er skovene opdelt i mindre afdelinger og bevoksninger, som hver især behandles som en enhed. Som nævnt ved besvarelsen af spørgsmål 1.c er kulturfasen den mest intensive fase i bevoksningens liv. Her sker der en foryngelse af bevoksningen, hvilket kan ske ved naturlig foryngelse og/eller ved kunstig kultur (plantning/såning). Almindelige kulturforberedelses- og plejeforanstaltninger omfatter jordbearbejdning, hegning og ukrudtsbekæmpelse, ligesom kulturfasen ofte benyttes til at renovere/oprense grøftesystemet. Der kan endvidere foretages efterbedring og udrensning. Efter kulturfasen plejes bevoksningerne normalt med tyndinger og evt. vedligeholdelse af grøftesystemet.
Det skal understreges, at det i mange tilfælde ikke er relevant at gennemføre alle ovennævnte skovdyrkningsmæssige tiltag. Skovdyrkere er normalt påholdende med at gennemføre udgiftskrævende tiltag og bestræber sig på kun at gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre bevoksningens sundhed, stabilitet, vækst og kvalitetsudvikling. Det skal erindres, at de fleste tiltag er forbundet med omkostninger og skal betragtes som investeringer i træproduktionen. Disse investeringer skal i princippet belastes af betydelige omkostninger til forrentning, da der ofte går mange årtier, fra tiltagene gennemføres, til indtægterne kommer i form af salg af kævler og andre effekter. Dog kan tyndingerne i reglen gennemføres uden udgifter eller med et økonomisk overskud. Derfor kan skovdriften godt gennemføres med ganske få, men velvalgte tiltag; og alligevel kan der sikres en god pleje og udvikling af bevoksningen. Dette er karakteristisk for den naturnære driftsform, som til gengæld kræver et mere intensivt forstligt tilsyn, og som sådan også må betegnes som intensiv. Sammenlignet med intensiv skovdrift kan en ekstensiv skovdrift karakteriseres ved, at stort set al indsats i skoven har til formål at høste træ, uden at der gøres noget videre for at sikre den fremtidige værdi af træproduktionen. Der kan være tale om, at kultur- og plejetiltag samt det forstlige tilsyn undlades eller reduceres gennem en stor del af bevoksningens normale levetid. En midlertidig lav skovdyrkningsmæssig aktivitet i en bevoksning betinger ikke, at der derved bliver tale om en ekstensiv skovdrift, så længe bevoksningen ikke har opnået modenhed eller har overskredet normal omdriftsalder væsentligt. Grundlaget for en stor værdiproduktion lægges typisk i første halvdel af omdriften ved intensiv kulturetablering og bestandspleje. Der kan også ved ekstensiv skovdrift være tale om, at rentabel høst af træer undlades eller forsømmes, når bevoksningens træer har opnået modenhed. Dette kan f.eks. ske, hvis ejeren i særlig grad ønsker at tage hensyn til natur- og miljøinteresser eller rekreative interesser. Endelig kan vækstvilkårene være så ringe (magreste jorder) eller adgangen så vanskelig (f.eks. stejle skrænter eller ellesumpe), at kun en meget ekstensiv indsats kan betale sig.«lov om naturfredning som ændret ved lov nr. 219 af 24. maj 1978 bestemte i 43, stk. 2, 1. pkt.:»ændringer af det åbne forløb af private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m samt af tilstanden af moser må kun ske med tilladelse fra amtsrådet, i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet.«i bemærkningerne til lovforslaget anføres bl.a., jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 2635:»Begrebet moser omfatter udyrkede områder med tørvedannelse, hvor grundvandet eller sekundære vandforekomster (sekundært grundvandspejl) regelmæssigt når op i terrænniveau.... Afgrænsningen af områderne vil i øvrigt i almindelighed ret let kunne foretages topografisk som grænsen til f.eks. permanent afgræssede engarealer eller dyrkede områder.«lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse sammenfattede og forenklede 3 love, herunder naturfredningsloven. Naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, er sålydende:»stk. 2. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af 1) heder, 2) moser og lignende, 3) strandenge og strandsumpe samt 4) ferske enge og overdrev, når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de søer, der er nævnt i stk. 1, er større end 2.500 m² i sammenhængende areal.«i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 3.4.»Moser og lignende«, jf. Folketingstidende 1991/92, tillæg A, sp. 1428-1429, der er delvis citeret i Naturklagenævnets afgørelse af 8. maj 1995, anføres:»der lægges derfor primært vægt på botaniske forhold i definitionen, hvorimod hydrologiske og/eller geologiske kriterier kun forudsættes anvendt, hvis der foreligger tegn på kulturbetingede indgreb, som hindrer en botanisk bedømmelse. Her tænkes f.eks. på nylig oppløjning, opfyldning eller anden intensiv jordbearbejdning, hvorved terrænforhold er ændret, eller naturlig vegetation er fjernet. Også afgrænsningen mellem moser og andre naturtyper foretages først og fremmest ud fra botaniske kriterier.
Arealer betegnes således som mose, når de naturligt forekommende moseplanter dominerer i forhold til plantearter fra andre naturtyper. Endvidere karakteriseres moser ofte ved et ujævnt overfladerelief. En landbrugsmæssig udnyttelse, der er så begrænset, at den ikke påvirker den naturlige vegetationssammensætning væsentligt, udelukker ikke, at området kan betegnes som mose i henhold til naturfredningsloven. >> 1284 >> Ekstensiv græsning vil således kunne forekomme i moser, som er omfattet af 3, og en fortsat græsning af denne art kræver derfor ikke dispensation. Træbevoksede moseområder, hvor vegetationen er opstået naturligt, er omfattet af lovforslagets 3. Dette gælder også birkekær og pilekrat samt elle- og askesumpe, såfremt den forekommende urtevegation i øvrigt medfører, at området må betegnes som mose. I sådanne moser må normal forstlig udnyttelse finde sted, mens f.eks. tilplantning kræver dispensation. Begrebet»moser og lignende«i lovforslagets forstand omfatter således udyrkede eller ekstensivt udnyttede områder præget af en ferskvandspåvirket naturlig eller overvejende naturlig vegetation, som er knyttet til gennemsnitlig høj vandstand, og som ofte har dannet tørv eller anden organisk aflejring. Begrebet er således en fællesbetegnelse for en række vådbundsområder med plantesamfund, der har betegnelsen efter vegetationens sammensætning, f.eks. rørsump, starsump, ellesump, birkekær, pilekrat, eller efter vandtilførslen (højmose, kærmose, vældmose), eller efter andre forhold (f.eks. dyndeng, fugteng). Om et område kaldes mose eller kær, har ingen betydning. Ofte vil det være vanskeligt at trække en præcis grænse mellem moser og andre typer af relativt uforstyrrede og naturligt forekommende plantesamfund som heder, overdrev, strandsump m.v. Derimod vil der som regel være markant synlige vegetations- eller terrænforskelle i forhold til dyrkede arealer, tilplantede skovarealer og terrænskel i form af veje, hegn, diger, grøfter m.v. I mange tilfælde vil mosegrænsen derfor kunne trækkes i forhold til arealer, der er i omdrift (under plov), eller vejspor, hegn, diger, ejendomsskel m.v.«højesterets bemærkninger. I forarbejderne til naturbeskyttelsesloven udtales, at»træbevoksede moseområder, hvor vegetationen er opstået naturligt«, er omfattet af begrebet»moser og lignende«i lovens 3, stk. 2, nr. 2, jf. Folketingstidende 1991/92, tillæg A, sp. 1429. Denne udtalelse må efter en naturlig læsemåde forstås således, at et areal, som er bevokset med plantede træer, ikke er omfattet af begrebet»moser og lignende«, selv om arealet i øvrigt efter de botaniske forhold m.v. opfylder de angivne kriterier herfor. Denne forståelse bestyrkes af den efterfølgende udtalelse samme sted i forarbejderne om afgrænsningen af moser over for andre arealtyper, hvor det siges, at der som regel vil være markant synlige forskelle i forhold til bl.a.»dyrkede arealer«,»tilplantede skovarealer«og»arealer, der er i omdrift (under plov)«. Forarbejderne til 43, stk. 2, i den tidligere naturfredningslov taler ligeledes for den nævnte forståelse af»moser og lignende«. Beskyttelsen af visse naturtyper blev udvidet til at omfatte»moser«ved lov nr. 219 af 24. maj 1978 om ændring af naturfredningsloven. I bemærkningerne til lovforslaget anføres, at begrebet moser omfatter»udyrkede områder«, og det bemærkes, at afgrænsningen af områderne ret let vil kunne foretages topografisk»som grænsen til f.eks.... dyrkede områder«, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 2635. Naturfredningslovens 43 blev i 1992 ophævet og erstattet af bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 3. Der er ikke i forarbejderne til naturbeskyttelseslovens 3 holdepunkter for, at det for så vidt angår moser var tilsigtet at opgive sondringen mellem udyrkede og dyrkede områder. I forarbejderne til naturbeskyttelsesloven anføres endvidere (Folketingstidende 1991/92, tillæg A, sp. 1429):»Begrebet»moser og lignende«i lovforslagets forstand omfatter således udyrkede eller ekstensivt udnyttede områder...«. Udtrykket»ekstensivt udnyttede områder«må efter sammenhængen antages alene at sigte til det tidligere i lovbemærkningerne anførte om ekstensiv græsning og normal forstlig udnyttelse af naturligt opstået træbevoksning og kan derfor ikke antages at omfatte tilplantede skovarealer, selv om disse i en vis forstand - sammenlignet med eksempelvis landbrugsmæssigt udnyttede arealer - kan anses for ekstensivt udnyttede arealer. Hertil kommer, at tilplantede skovarealer, der drives på sædvanlig måde, ikke kan anses for undergivet ekstensiv skovdrift, jf. skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 1.c og 3.a. Det er ubestridt, at de omhandlede arealer i Mygind Skov er bevokset med plantede asketræer, og at arealerne er i almindelig omdrift. Efter det anførte kan arealerne herefter ikke anses for omfattet af begrebet»moser og lignende«i naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, nr. 2.
Højesteret tager derfor Kim Alexander Berners principale påstand til følge. Thi kendes for ret: Indstævnte, Naturklagenævnet, skal anerkende, at de af nævnets afgørelse af 18. december 1995 omfattede arealer ikke er en beskyttet mose eller lignende i relation til naturbeskyttelseslovens 3. I sagsomkostninger for landsretten og Højesteret skal Naturklagenævnet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 200.000 kr. til appellanten, Kim Alexander Berner.