1 3. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 16. juni 2013 kl. 10.00. Én konfirmation. Salmer: 402/12/436/289//492,v.1-3//v.4-6/439/725/15 Uddelingssalme: se ovenfor: 723 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Vi er til højmesse med konfirmation, Rosemarie er kommet hjem fra USA for at blive konfirmeret i den kirke, hvor hun er blevet døbt, og hun har familie og venner samlet om sig. Du kan Kristuskransen udenad. I dag er Gudslyset tændt, menneskelyset, dåbslyset/ konfirmationslyset og de to kærlighedslys, den vi får og den vi giver. I skal til fest på Norsminde kro bagefter og vi andre forlænger også gudstjenestens glæde og måltid med at spise frokost sammen i Sognehuset. Denne søndag er de fortabtes lykkelige dag. Den handler om at nærme sig Jesus, hvad vi symbolsk gjorde i processionen ind i kirken, og være til bords med Ham, hvad vi skal til sidst. Så finder Han os. En søndag om at blive glad og at gå ind i de glades glæde. Det er det, vi skal fejre sammen i dag. Hvordan er det med os? Har vi gemt os for Gud og vil vi ikke have, at Han skal finde os? Eller: er vi så
2 rigtige og tjekkede, at vi ikke glæder os, når andre finder Jesus og findes af Ham? Lad os i dag omvende os til Ham og begynde med sammen at bede den bøn, der står side fire i guiden, så vi kan blive friske til at lytte og erfare Hans glæde mellem os i. Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Luk 15,1-10 Bøn. Lad os bede! Ja, kære hellige Ånd, opfyld du på os den bøn, vi netop har sunget til dig. Amen. Prædiken Det er i dag de fortabtes lykkelige dag. Man kan føle sig fortabt. Udenfor, ikke god nok, ikke dygtig nok, livet er ikke lykkedes, træt af sig selv, bliver set ned på af andre, kan ikke finde meningen. Er blevet væk for sig selv. Man kan stå i noget, der er galt. Borte fra Gud og ikke blot føle sig fortabt, men også være det. Mange af dem, der var sådan dengang, var tiltrukket af Jesus. Når Han var inden for rækkevidde, søgte de hen, hvor Han var, for at høre på Ham. Hvorfor? Han var værd at høre på. Han talte med en myndighed,
3 som andre ikke havde. Han snakkede dem ikke efter munden. Han var ikke syndens gode ven, men synderes gode ven. Når Han sagde noget, knuste Han dem ikke, Han låste dem ikke. Han løste dem op, befriede dem og gav dem noget at leve af. Det var til at leve så. Og så spiste Han sammen med dem. Og det betød meget mere i den kultur end i vores. Regelen var den: Spiser du med en, der er uren, bliver du selv uren. Spiser du med en forkert, så anerkender du hans levemåde og det går jo ikke. Men Jesus gør! Han er så ren, så Han kan spise med de fortabte. Så god at Han kan spise med dem, der havde noget på samvittigheden. Og Han gør det. DET var det særlige. Det, Han sagde, mente Han virkelig. Hvordan kunne de være sikre på det? Jo, Han spiste sammen med dem! Det som først var et skældsord, blev de fortabtes bedste budskab: Han tager imod syndere og spiser sammen med dem. Yes, sådan! Det gjorde Jesus, noget særligt Lukas har et skarpt øje for. Jesus er altså dristig, gik til kanten, ja, over grænsen. Og det gør Han også nu. Han lever nu, for Han er opstået. Han har for tiden klædt sig i sin kirkes ydre form. Kirken er kaldet til at lægge røst til Jesu ord og give rammer for Jesu fællesskab med os fortabte. Det
4 vi tager del i - i dag, er en sådan ramme. Det kan også ske på andre måder og få andre udtryk. Oplever vi Jesus sådan? Måske ikke, i så fald er det kirkens fejl, præsternes, de troendes. Har vi pakket Ham ind i vat? Gjort Ham hård eller farveløs, konturløs og taget det dristige og farlige fra Ham? Jesus er anderledes. Han er god på en særlig måde. Så meget, at et menneske ikke kan være så forkert på den, at Jesus ikke elsker den person og leder efter ham/hende. Han kommer os altid i forkøbet med sin trofasthed og Han er der med den også efter, at vi har gjort noget skidt. Og det er blevet ekstra understreget af, at Jesus ligefrem gav sit eget liv for os fortabte og rejste sig for os og nu lever, for at vi skal leve, få værdighed, blive personer, vide os betingelsesløst elskede, så vi kan rejses fra vores fald og få mod til at tage livtag med livet igen. I mødet med denne Jesus bliver dit liv helt nyt. Men denne praksis vakte forargelse. Der var nogle, der gav ondt af sig og rynkede brynene alvorligt. Det kan man ikke, det er bare for langt ude. Deres forargelse svarer Jesus på og typisk for Ham: Han fortæller historier. Som handler om det, Jesus foretager sig. Jesus er som en hyrde, der passer 100 får, men ét er blevet væk. Bare ét er nok. Jesus
5 opererer ikke med en vis spildprocent. Han går op i eneren. Han har tal på sin flok. Han får passet de 99 og går ud for at finde den ene. Han leder og søger. Du, som føler dig fortabt og måske er det, ved du, at du er eftersøgt? Kristus er i nu i færd med at lede efter dig i livet for at finde dig. Og når Han har fundet den ene, så bliver Han særligt glad. Den glæde vil Han dele med andre og når Han finder sit menneske, så påvirker det stemningen i himlen, hos englene, hvor glæden i forvejen er stor, men den bliver større, hver gang bare én person vender sig til Kristus. En historie mere: Jesus er ivrigt søgende som en kvinde, der har mistet det, der svarer til en livsvigtig dagløn, og ikke helmer, før hun har fundet mønten. Og så bliver hun glad og vil dele glæden med sine veninder. Sådan er Gud. Sådan er Jesus. En, der lidenskabeligt og ivrigt søger efter os for at finde os og Han fyldes af den glæde, der er i kærligheden, når Han finder os. Og den glæde vil Han dele med de troende både i himlen og på jorden. Ligesom dengang lille Holger blev fundet, kan I huske det? Hele samfundet levede med i det. Hvem blev forargede? De gode og rigtige! De tilhører de 99, der ikke trænger til omvendelse, de er jo i flokken og er ikke på gale veje. De svarer til den
6 ældste af brødrene i lignelsen om de to sønner og deres far. Den ældste søn var trofast og var hjemme og ikke var skejet ud. Til ham siger faren: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men de er ikke glade. De er sure, forargede, vrede og lukkede. Det kan godt være farligt at være et godt menneske og trofast på kirkebænken. Når man er tjekket, kan man så let komme til at knuse andre, der ikke er på samme måde. De trængte ikke til omvendelse. Eller gjorde de? Læg mærke til den første historie. Der efterlader hyrden de 99 i ørkenen. Somme tider trænger vi til en ørkentur - for at blive tørstige, opdage hvad vi mangler og få kontakt med dybe længsler. Og derude i ørkenen vil Han tale os kærligt til, så vi ser, hvor elskede vi er, hvilket godt liv vi har fået, at vi selv trænger til, at Jesus er mod os, som Han er mod de fortabte. Og så bliver der plads til glæden, glæden sammen med englene og med Jesus og Gud og med dem, der er blevet fundet. Vi skal glæde os sammen! Menigheden som et kærlighedens og glædens fællesskab. Hvorfor er det somme tider så kedeligt i kirken? Fordi der er for få, der omvender sig. Når vi omvender os til Kristus, når Han finder os, så pipler glæden frem, kedsomheden forsvinder. Guds glæde som vores glæde på de fortabtes lykkelige dag. Amen.
7