R E P L I Q U E
Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen
Schmitt på dansk FJENDSKAB Carl Schmitts tænkning og især hans tanker om forholdet mellem ven og fjende er aktuelle igen, især efter 11. September 2001. Søren Hviid Pedersen har forfattet den første rigtige danske introduktion til Schmitt og hans tænkning. Af Jacob Christiansen Senholt SCHMITT I DAG Hvis man ser med konservative øjne på den politiske tænkning i det 20. og 21 århundrede, kan man næppe komme uden om Carl Schmitt (1888-1985). Schmitt, der var tysk jurist var i 20 erne og 30 erne, var involveret først med visse konservative revolutionære tænkere, og siden medlem af det tyske nazi-parti fra 1933. Visse dele af Schmitts tænkning er senere blevet udlagt som et forsvar for nazismen; især førerprincippet og hans forsvar for retten til undtagelsestilstand. På trods af Schmitts kontroversielle udgangspunkt er det hævet over enhver tvivl, at han har været yderst indflydelsesrig hos en lang række centrale politiske tænkere i det 20. århundrede. Det er især Schmitts tanke om skellet mellem ven og fjende som grundlaget for det politiske, der stadig er aktuel. Hans tænkning er i de sidste årtier igen blevet central, og anvendes af politiske kræfter fra både venstre til højre. Schmitt er også i langt højere grad end tidligere blevet tilgængelig uden for den tysktalende del af verden, blandt andet i kraft af oversættelsen og udgivelsen af en række af hans centrale værker. I den engelsksprogede verden er det især forlaget og tidsskriftet Telos der har taget Schmitt op som en helt central tænker. Han er indgående behandlet i hele syv temanumre om Schmitt henover årene, og Telos har ligeledes forestået flere af de engelske oversættelser af Schmitt. På sin vis er tidsskriftets oprindelse som samlingssted for venstrefløjens kritiske teori, og dets senere udvikling mod en åbenhed for blandt andet Schmitt og også nyere højretænkere som eksempelvis Det Nye Højres hovedrepræsentant, Alain de Benoist, et udtryk for den bredde der eksisterer i receptionen af Schmitts tanker. Schmitts reaktualisering og betydning for forståelsen af centrale moderne politiske forhold og begreber som terror, suverænitet, retfærdig krig og undtagelsestilstand, er blandt andet beskrevet i en netop udgivet bog af de Benoist (Carl Schmitt Today: Terrorism, Just War, and the State of Emergency). DEN DANSKE RECEPTION I Danmark har interessen for Schmitt også været støt stigende, og derfor er det også på tide at der udgives en ordentlig og letlæst introduktion til Schmitt og hans tænkning, som den der nu foreligger af Hviid Pedersen, som en del af serien Statskundskabens klassikere udgivet af Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. Ser man på de danske udgivelser om Schmitt, er det påfaldende at næsten samtlige er udgivet efter 11. september 2001. I 2002 udkom den første oversættelse af Schmitt, med udgivelsen af Det Politiskes Begreb. Her blev der ligeledes plads til en 20 siders introduktion til Schmitt af oversætteren Lars Bo Larsen. Det Politiskes Begreb er det klassiske værk af Schmitt fra det tidlige forfatterskab i 1930 erne, hvor hans idé om ven-fjende forestillingen som fundamental for det politiske blev lance- Side 63
ret, og det er denne forestilling, som siden har præget og styret receptionen af Schmitts tænkning. Derudover er der udkommet et par antologier, der beskæftiger sig med Schmitts tænkning, og især receptionen af denne. I 2005 udgav det idehistoriske tidsskrift Slagmark et temanummer om Carl Schmitt, og dette blev i 2007 efterfulgt af antologien Den ondeste mand i live? Læsninger af og mod Carl Schmitt (red. Mikkel Thorup). I 2009 fulgte så oversættelsen Politisk Teologi, der ligeledes indeholder et essay om Romersk Katolicisme, og i denne udgivelse fremhæves teologiens fremtrædende plads som fundament for de politiske begreber, der ifølge Schmitt i høj grad består af sekulariserede teologiske begreber. En lignende tanke finder vi hos den italienske tænker Giorgio Agamben, der inspireret af Schmitt også beskæftiger sig med begreber som eksempelvis Undtagelsestilstand (2009). Udover 11. september og krigen mod terror som forklaring på Schmitts genkomst som tænker, har man især på venstrefløjen bidt sig fast i Schmitts kritik af liberalismen, hvorimod det blandt andet er hans konservatisme og hans tanker om krigens politiske rolle, der har gjort ham populær blandt borgerligere intellektuelle. KRITISK STILLINGTAGEN Hviid Petersen introducerer over de første 75 sider Carl Schmitt og hans tænkning. Her er vægten især på tre centrale momenter i Schmitts tænkning. Først en præsentation og diskussion af det politiske begreb som ven-fjende dikotomi. Dernæst forholdet mellem ret og politik; dvs. politisk teologi som det politiskes metafysik. Sidst afsluttes med en præsentation af Schmitts opfattelse af demokrati og hans liberalismekritik. Hviid Pedersen præsenterer Schmitt som et tiltrængt korrektiv til vor tids dominerende opfattelser. I den henseende er Schmitt en ressource for en kritisk stillingtagen til mange mainstream approaches inden for statskundskaben. Hviid Pedersen uddyber senere Schmitts forståelse af det politiske begreb, som afgørende for menneskelivet: For Schmitt er det det politiske der gør en forskel mellem det liv, der har betydning, alvor og konsekvenser, og det liv, der blot leves, bevidstløst, ufarligt og ligegyldigt. Det politiske moment giver menneskets liv ind hold og betydning i kraft af dets alvorlighed, som består i det forhold, at det politiske i sin yderste konsekvens kan resultere i krigen [ ] Schmitts opfattelse af det politiske [er] det, der giver menneskets dets humanitet. Politik er menneskets skæbne. RETTENS RØDDER Efter introduktionen følger over de næste 50 sider fire tekstuddrag, hvoraf de to første Über die drei Arten des rechtswissenschaftlichen Denkens (1934) og Die geistgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus (1922) er nyoversættelser begået af forfatteren selv. Den første omhandlende det tyske retsbegreb (nomos) og dets rødder i germansk og græsk tænkning, samt ordenens transcendente ophav: Den nomos, en retmæssig konge inkarnerer, må indeholde visse højest uforanderlige, men konkrete ordenskvaliteter. Man kan kun tale om en virkelig nomos som virkelig konge, når nomos indeholder eller forudsætter en total konkret samfundsmæssig
REPLIQUE 3. årg. s. 63-65 Schmitt på dansk Af Jacob Christiansen Senholt orden. Den næste tekst er et eksempel på Schmitts kritik af massedemokratiet og den moderne parlamentarisme: I dag konfronterer partierne ( ) ikke længere hinanden gennem diskussion af meninger, men som sociale eller økonomiske magtgrupperinger, der kalkulerer begge fronters gensidige interesser og magtmuligheder og indgår kompromisser og koalitioner på dette grundlag. Masserne vindes gennem propaganda, hvis største virkning hviler på en appel til umiddelbare interesser og lidenskaber. Schmitt forsvarer også en tidlig forståelse af sammenhængskraften og homogenitet som nødvendig for nationens fortsatte beståen: hvor en stat, uden hensyn til de nationale og andre former for homogenitet, gennemfører almen menneskelighed på det politiske område, vil den ikke kunne undslippe konsekvensen, at politisk lighed forringes i samme grad, som den nærmer sig den absolutte menneskelighed. MULIGHEDER FOR UDFORSKNING De to næste tekstuddrag er taget fra henholdsvis Det Politiskes Begreb og Politisk Teologi, hvilket gør at man med introduktionen og de valgte tekstuddrag bliver præsenteret for helt centrale uddrag fra Schmitts forfatterskab, samt har mulighed for at gå videre fra introduktionen til Schmitts værker og tænkning ved at fordybe sig i de pågældende værker. Overordnet har Hviid Pedersen begået en meget interessant og klar introduktion til Schmitt og hans tænkning, samt leveret en overskuelig og let forståelig indføring i hans centrale og relevante begreber. Bogen gør ligeledes god brug af sekundærlitteratur om Schmitt, som gør det nemt at forske videre ud ad de spor man måtte finde interessante. Tekstudvalget er trods sin begrænsede længde både interessant og relevant. Eneste anke i forhold til bogen er, at den ville have haft godt af en ekstra gang i korrekturen, da der findes enkelte slåfejl, inkonsekvent kursivering af begreber med mere. Ligeledes er der ifølge min smag lidt for mange anglicismer, som eksempelvis statskundskabens mainstream approaches der godt kunne luges ud. Disse småting er dog ikke noget, der på nogen måde ændrer ved det grundlæggende indtryk; at vi her har at gøre med en velskrevet, spændende og vigtig introduktion til Schmitts forfatterskab, som alle der ønsker at lære mere om en kontroversiel, men meget central politisk tænker i det 20. århundrede med fordel kan læse. Jacob Christiansen Senholt er ph.d.- stipendiat i idéhistorie Side 65