Søndag seksagesima Mark. 4,26-32 15, 598, 413 / 320, 477, 156 Holsteinborg Lad hvisle kun i ormegård, at riget er lagt øde, Gud kroner ligefuldt dets år med frugtbarhed og grøde. Amen Danskerne er et haveglad folk. Når foråret kommer, solen skinner og temperaturen når de 15 grader valfarter vi til havecentre og planteskoler. Nu skal der sås, plantes forårsblomster i krukker og haven skal gøres klar. Fra marts til oktober tilbringe mange hovedparten af fritiden i haven. Nogle nyder bare deres haves grønne frodighed. Langt flere knokler sommerhalvåret igennem for, at haven skal være fin og præsentabel. Bedene skal passes, græsset skal slås og kanter stikkes af, ukrudt skal luges væk og hækken skal være klippet snorlige inden Sankt Hans. Haven skal kunne vises frem og det lille hjørne, hvor man ikke kan få bugt med brandnælder og skvaldrekål ledes gæster udenom. Den del af haven viser vi ikke frem.
På samme måde er det med vores indre have. I os er der sået forskellige frø som blomstrer og gror. Der er små og store bede med godhed og kærlighed. Små krukker med sjov. Store krukker med bredbladet venskab. Der er også sået krydderurter i os. Vi har vores helt egne bede med krydrede og saftige historier. Beske nyhedsudsendelser. Romaner med spændende og særpræget smag. Men der er også sået mindre behagelige frø i os. Frø med vrede, bitterhed, sorg, misundelse og jalousi. Disse frø trives gerne ligeså godt som ukrudt. De udvikler sig til skadelige rødder, der får lov at sætte skud, så mange forgiftes af dem (Hedr. 12,15). Her i de mørke områder af vores indre have kommer vi nødigt. Måske kommer vi der så sjældent, at vi kan bilde os selv ind, at sådanne vildtvoksende områder med ukrudt findes ikke i vores have. Men det gror godt derinde i de mørke afkroge af vort indre. I vor indre have er der også andre lysere steder. Det er stederne med de store træer og de mange smukke bede. Her inviterer vi gerne vennerne ind. Vi viser også gerne bedene med godhed, kærlighed, energi og livslyst frem for alverden på de sociale
medier. Det giver mange likes. De mørke afkroge holder vi derimod for os selv. Måske de allernærmeste venner kommer med ind i de mørke områder, når vi åbner os for et menneske vi har tillid til og lader dem se, de mindre smukke sider af os. Men vi kommer nødigt i disse mørke områder og endnu mindre deler vi dem med andre. Men der er en mand, som rask og frimodigt går ind i vores indre have. Han kommer med sin sæk over skulder. Han er anderledes end de andre, der har tilsået os. Han går glad og munter gennem de luftige lysninger. Han snuser til blomsterne i vores liv og nyder det smukke og gode han ser. Han stopper ikke, når han kommer til de mørke, dystre områder. I modsætning til selv de bedste venner går han uden tøven videre. Han bliver sorgfuld over det han ser, men han viger ikke tilbage. Når han kommer til de velplejede bede med hævntørst og skadefryd og det årgamle nag lyner hans øjne af vrede over, hvor velplejet alt er herinde i de mørke afkroge. Men han stopper ikke op. Så kommer han i midten af vores have. Her åbner han sin sæk. Hvad gemmer sig i den. Masser
af gødning til de smukke grønne områder? Litervis af ukrudtsmiddel til at udrydde det grimme? Nej. Han tager et eneste lille frø op. Det ligner de andre frø, der er sået i vores have. Det er bare lidt mindre. Han bøjer sig ned. Prikker et lille hul i jorden med sin finger. Lægger det lillebitte frø i hullet og hvisker: Dette er Guds rige. Er det det? Skulle et enkelt lillebitte frø kunne tage kampen op mod det vildt voksende had, vreden, bitterheden, misundelsen og alt det andet grimme. Det er jo til at grine af. Det er for sølle. Prøv lige at se grokraften i de hekseringe der. For slet ikke at tale om, hvordan de skadelige bitre rødder breder sig. Hvad vil du stille op med alt det? Køb dog nogle ordentlige store træer! Eller hvad med en gummiged så det hele kan blive gravet op og sæt så nogle landskabsarkitekter på opgaven. Hvis du virkelig vil hjælpe dette menneske, så gør dog noget ved det! Manden retter sig op og siger: Lad os nu bare vente og se, hvad der sker.
Ja, vi må vente og se. Vi må som bonden, der tålmodigt og tillidsfuldt venter på, at det korn han har sået bliver klar til høst, vente tålmodigt og tillidsfuldt på, at Guds rige bryder endegyldigt igennem i os selv og i verden. For Guds riget er her allerede. Dets lille frø blev sået i os, den dag vi blev døbt og det blev sået i verden dengang Jesus kom til jorden. Det så ikke ud af meget den dag vi fik sat et usynligt kors for vores ansigt og bryst og fik tre håndfulde vand over hovedet. Men den dag blev vores liv flettet sammen med Jesu liv. Vi fik del i ham, der med Guds tilgivelse og barmhjertighed kan bekæmpe ondskab og død. Visheden om, at vi er Guds elskede børn og vi derfor har hans tilgivelse, kan holde hævngerrigheden, naget, misundelsen, egoismen og meget andet grimt nede i os. Det lille barn i krybben og manden på korset så ikke ud af meget. Skulle han virkelig kunne bekæmpe alverdens ondskab ja selv døden? Det er da til grin, latterligt og forargeligt, at en forpint mand på et kors kan tage kampen op mod det, der truer
verden med ødelæggelse. Men Guds dårskab er visere end mennesker og Guds svaghed er stærkere end mennesker. Da Jesus blev opvakt fra døden påskemorgen gav Gud menneskeheden et tegn på, at dødens magt er brudt. Vi kan leve vort liv i tillid til at det ender godt. Guds rige er allerede midt i blandt os og det breder sig. Af og til kan det være svært at se og vi mister tålmodigheden. Mange gange op gennem historien har mennesker forsøgt selv, at få Gudsriget til at vokse. Nu skulle der gribes fat om ondets rod. Der skulle ryddes op. Det har kun ført til krig og forfølgelser fx korstog, hekseforfølgelser og dannelse af totalitære samfund. Vi kan ikke tvinge Gudsrigets udbredelse igennem lige så lidt som vi kan få korn og frø til at spire og gro. Vi må som bonden vente tålmodigt og tillidsfuldt. Det vi kan gøre, er at udbrede kendskabet til, at Gudsriget er sået her i verden. Vi skal holde gudstjeneste, hvor der gennem ord og musik sættes billeder på gudsriget og vi gennem sakramenterne dåb og nadver mærker Guds nærvær. Vi skal fortælle om Guds søn, der kom til jorden
ikke i pragt og herlighed, men som et lille barn og endte som manden på korset. Den mand Jesus Kristus var det lille frø, der blev lagt i jorden for at Guds rige kan spire, gro og blive til et kæmpe træ med plads til fred, glæde og skønhed. Vi kan leve vort liv, så vores tro på, at Guds rige er midt iblandt os, bliver åbenbar. For Guds rige er her og det breder sig. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.