2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte. En dreng skulle fejre sin 7 års fødselsdag. Han gik i 0 kl. og det var første gang han skulle ha sine klassekammerater med hjem. Nøj, hvor han glædede sig. Glædede sig til at vise dem, hvor han boede, vise dem sine legesager og sin hamster. Han var stolt af sin mor og far og ville gerne, at hans kammerater skulle møde dem. En umiddelbar og barnlig glæde og stolthed. De havde lovet at komme alle sammen. Og drengen var så stolt, så stolt. Han ku næsten ikke vente til det ringede ud så skulle de hjem til HAM. Nu var kl. næsten halv tolv og det ringede ud om et minut. Så, så lød klokken og han for op fra stolen og råbte glad ud over klassen: nu skal vi hjem til mig kom lad os følges ad. Men da han så sig rundt omkring i klassen, lagde han mærke til hvordan flere af kammeraterne kiggede væk og havde travlt med at pakke deres tasker og komme ud af klassen. Han skyndte sig ned i skolegården her stod de sikkert alle sammen og ventede på ham. Det var han sikker på. Behøver jeg at fortælle mere I har sikkert gættet hvordan den fest endte. Det endte med at der traskede en 5-6 stykker af sted til fødselsdagsfest mens de 17 andre enten gik på Dus som sædvanlig og andre tog med en kammerat hjem og lege. Har du nogen sinde følt denne smerte smerten over at blive valgt fra? Har du det, så kan du sætte dig ind i hvordan manden her i vores fortælling har det. Og manden det er jo Gud. Gud
har den som den lille dreng vraget, valgt fra, ikke foretrukket. Ikke så spændende at være sammen med. Guds rige det at tro på Gud det at være en kristen, det sammenlignes overalt i Bibelen med en fest en fest og en stor glæde. Og nu er det måske ikke lige det indtryk mange danskere har af det at være kristen. Ok, lidt tryghed kan det vel nok gi at være kristen tænker man. Vel også lidt mening i tilværelsen. Men glæde. Nej, det forbinder de færreste vist med det at være kristen. For slet ikke at tale om når de kristne kommer sammen det vi kalder gudstjeneste det som vi er i gang med lige nu. Og du som er kristen tænker du ikke af og til det samme: hm, en fest nej, det er ikke lige det første jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker på det at være kristen. Jeg tænker mere på det at leve mit liv ansvarligt jeg tænker på skyld og tilgivelse jeg tænker på det at være Guds barn og føle tryghed ved det. Men glæde nej, det er ikke lige det første ord der dukker op på skærmen. Måske skal vi til at revidere vores forståelse af, hvad det vil sige at være kristen og tro på Gud, gå i kirke osv. Måske skal vi til at fokusere på glæden i at være en kristen glæden i at tro på Gud glæden ved at gå til gudstjeneste. Glæden var i hvert fald et klart ledende motiv i Jesu forståelse af at tro på Gud. Og det var det også i GT. Her så man frem til det store messianske måltid en kæmpefest, der skulle skydes i gang når Messias endelig kom og oprettede Guds rige. Og nu sidder Jesus så i det pæne og respekterede middagsselvskab sammen med byens honoratiores de
skriftlærde farisæere. Her var kun inviteret respektable folk i byen. Men under den velpolerede facade lurede mistænksomheden. Og som sædvanlig spolerede Jesus de pæne fester. Denne gang ved at fortælle denne horrible historie om Gud en mand der inviterede de ikke-accepterede, de urene med til sin fest. Og som så mange gange før, så forstod farisæerne og de respektable folk til festen ganske godt, hvad Jesus sigtede til med sin historie. Manden der inviterede var Gud. De som var inviteret men takkede nej, var dem selv de rettroende og rene farisæere. Mens dem der blev inviteret med til festen i anden omgang var de menneske, som de helt bevidst ikke havde inviteret med til deres fest for de var urene uværdige uden ret til at høre til i Guds rige. De vidste helt præcist hvad Jesus ville sige med den fortælling og derfor blev det så vrede og forbitrede, at de ville ha ham udryddet. Blandt dem der i anden og 3. omgang blev inviteret med blandt dem befinder du og jeg os. Og det rejser i hvert fald i mig spørgsmålet om jeg så kun er kommet med til festen i Guds rige på afbud. Er du og jeg rosset, der inviteres med for blot at være fyld? Ja, det indtryk ku man nemt få ud fra Jesu fortælling. Men sådan tror jeg ikke, vi behøver at forstå Jesu historie. Jesus fortæller ofte en historie for at slå sin pointe fast, men det er ikke ensbetydende med at vi skal tolke alle historiens enkeltdele.
I stedet skal vi forstå det frelseshistorisk. I det lys var jøderne de første der var inviteret til fest i Guds rige. Men det havde aldrig været Guds tanke at kun de jøderne skulle inviteres. Tvært imod havde han udvalgt netop jøderne til at sprede rygtet om festen og til at dele indbydelser ud. At de så beholdt indbydelsen for sig selv, ja, det er jo det tragiske. Dengang var det sådan, at når man skulle holde en fest, så sendte man en forhåndsinvitation ud, for at gæsterne kunne sætte kryds i kalenderen. Når festen så skulle holdes, så kom den endelige invitation. Det vil altså sige, at dem, vi hører om takke nej da den endelige invitation kom, de havde faktisk allerede givet tilsagn om at komme. Værten egnede med dem han glædede sig til at kunne sige: så er det nu venner. Og hvor er deres undskyldninger dog lusede. Det svarer til at vi i dag ville undskylde os med: du må altså ha mig undskyldt, men jeg har lige købt en byggegrund og nu bliver jeg nødt til at se den, for jeg har betalt den. Hvem ville gøre noget sådant? Og den anden undskyldning: det er jeg altså ked af, men jeg har lige købt 5 brugte biler, og jeg bliver altså nødt til at køre en prøvetur i dem. Alle kan jo høre, at det er fornærmende dårlige undskyldninger. Sagen er: de gider ikke komme. De gider ganske enkelt ikke være med til mandens fest. Og vi har vel nogenlunde de samme lusede undskyldninger i dag: Jeg har desværre ikke tid til det der med Vorherre. Jeg har et krævende job, og når jeg kommer hjem, skal huset og haven
passes. og vi overvejer også at købe et sommerhus, så vi rigtig kan slappe af. Men det tager jo alting sin tid. Måske senere, når jeg ikke er på arbejdsmarkedet længere. Vi får se. Enhver kan jo høre det hule i disse undskyldninger. For hvornår har Gud bedt os om at vælge mellem arbejde og kirke, mellem ægtefælle og børn og Jesus? Nej, hunden ligger begravet et andet sted. Det er ham der indbyder, man ikke gider være sammen med ikke gider prioritere. Så hvorfor ikke bare sige det som det er? Og kender du ikke de samme undskyldninger fra dig selv, når det handler om at deltage i forfesten her på jorden nemlig gudstjenesten. Åh, jeg ved ikke lige om jeg gider gå i kirke i dag. Salmerne er så gamle og alt for lange. Eller: der er for mange nye salmer, og dem gider jeg ikke lære. Jeg vil kun synge dem, jeg kender. Det er lidt kedeligt og præsten er heller ikke særlig godt til at få sat gang i showet. Nej, det kan godt være at det er sandt alt sammen. Men når vi skærer ind til benet, bunder vore mange undskyldninger og her tænker jeg ikke bare på det med gudstjenesten bunder vore mange undskyldninger så dybest set ikke i, at vi ikke gider det, Gud kalder sin fest? Men Gud vil fest han sætter alle sejl til. For festen skal holdes. Festen for at døden er blevet aflivet festen for at døden er afgået ved døden festen for at Gud skal være alt i alle festen for at paradisets dør igen er pivåben festen for alle Guds børn alle Guds skabninger. Den fest må blive til noget. Ingen kan standse den fest, som Gud har planlagt fra før verden blev til.
Festen har sit udspring i Guds evige vilje Guds evige længsel efter at dele al sin glæde med alle sine børn. Og intet og ingen kan få Gud til at aflyse denne fest. Når Gud har bestemt sig for at holde fest, så bliver der fest. Og vil du ikke med, så er det bare synd for dig. Og du kan ikke undskylde dig med, at du ikke har fået noget at vide om festen og at du ikke vidste, at du også var inviteret med. Gud bekendtgjorde nemlig for hele verden, at han ville holde fest, da han sendte sin søn med invitationen. Og for at det ikke skal være løgn, så har vi hver især fået invitationen overrakt personligt, da vi blev døbt. Da sagde Gud: velkommen til min fest. Så nu har du og jeg kun to ting at gøre. Vi skal tage imod invitationen til festen i Guds rige. Kun en kan forhindre dig i at være med til festen og i stedet må sidde udenfor i Helvede og se på en evighed lang og den person er dig selv. Kun du selv kan forhindre, at du kommer med til fest. For der er plads nok til Guds fest. Der nemlig kalkuleret med en plads til hvert eneste menneske. Bordet er dækket, det første glas fyldt op. Og ved et af kurvertene står dit navn og mit og dit, og dit Ingen navne mangler. Der er gjort en plads klar til dig ved Guds store fest. Han regner med dig. Han venter på dig. Han glæder sig til at se dig til festen. Han længes efter den dag du dukker op og siger: tak for at jeg også må være med. Som vi skal synge det i versene lige efter nadveren: Vi får del i hans lidelse, vi ser frem: Kristus kommer snart. Ånd nu frit; på den nye jord, der står en plads ved kongens bord.
Det er den ene ting du skal gøre: tage imod. Den anden ting du skal er at gi en hånd med. Ikke ved forberedelsen af festen. Den står Gud og Kristus og HÅ alene for. For kun de kan arrangere denne kæmpefest. Blander vi os i forberedelserne, så går der bare kage i det. Så forberedelserne af festen har vi intet med at gøre. Men vi kan gi en hånd med ved indbydelsen. Vi kan dele indbydelser ud til højre og venstre. Og hvis du ikke synes, du dur til det eller tør det. Så gør en ting: bed Gud om at gi dig af sin glæde bed ham om at lægge glæden til festen ind i dit sind. Så vil du opdage, at det går meget nemmere med at dele invitationer ud. Når det er så svært at dele invitationer ud, så skyldes det måske, at jeg ikke selv har fået fat i det med glæde og Guds fest. Og når vi om lidt holder nadver, så er festbordet dækket og du er inviteret med. Nadverens glædesmåltid er en lille bitte forsmag på den helt store fest i Guds rige. Og indrømmet: man bliver ikke mæt af den sjat vin og det lille brød. Men det gør til gengæld noget andet: det skærper min appetit og jeg får smag på den store fest engang. Undskyld hvis det er for plat: men festen her ved nadverbordet det er Guds velkomstdrink. Vi er endnu ikke gået rigtig i gang med festen, men vi står der hver især med vores velkomstdrink og venter spændt på at værten dukker op og siger: Velkommen kære alle sammen. Hvor er jeg glad for at se jer. Og hvor er jeg taknemmelig for at lige netop du tog imod min invitation. Og som Jesus siger et andet sted: gå ind til din Herres glæde.
Der har vi det igen: glæde. Gå nu ind til din herres glæde. Og det der næsten er alle bedst, det er at Herren selv deltager i festen. Med ham som vært og med hans tilstedeværelse kan det ikke blive andet end en kanon fest. Og den fuser aldrig ud heller ikke selv om vi er godt og vel på den anden side af midnat. Ingen venter på at komme hjem. For vi er jo hjemme. Vi er jo netop kommet hjem. Og festen fortsætter ikke kun til den lyse morgen den fortsætter ind i evigheden. Derfor har vi også sat som overskrift i dag: festen som aldrig vil slutte. Nej, Gud ske lov for det. Hvad så? Så er der ikke andet end at se at få sagt ja tak og så gå i gang med at dele invitationer ud til højre og venstre. Sikke en fest. Ikke: vi har haft. Men sikke en fest vi skal ha. Det bliver langt bedre end festen på dette billede, vi ser her.