Tale til åbningen af Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek i Gothersgade 140 I gennem lang tid har jeg søgt efter en lejlighed til at begynde en tale med Allerede de gamle romere, og denne lejlighed har jeg fundet i dag: FOR, allerede de gamle romere kendte til Stedets Ånd, Genius loci. Stedets ånd var det væsen, som beskyttede stedet. Senere er det blevet brugt som arkitektonisk og havearkitektonisk princip. Og i moderne fantasy er stedets ånd sandelig blevet en. mægtig og intelligent kraft. Når jeg synes, at det med Stedets Ånd er særligt spændende i denne her sammenhæng, så er det fordi vi ikke her har med en ny bygning at gøre, men med en gammel Herholdt-bygning, der i over 100 år har rummet Botanisk Laboratorium. Dette sted har selvfølgelig sin egen ånd. Men hvem er denne ånd, kære venner?
Det er naturligvis botanikkens og blomsternes gudinde eller skytsånd, Flora. Og ikke en hvilken som helst Flora. I 1482 blev Københavns Universitetsbibliotek grundlagt her i København. I selv samme år sad Sandro Boticelli i Firenze og malede sit prægtige billede Foråret (Primavera) fra 1482. Billedet hænger i dag i Uffizierne i Firenze sammen med det andet meget smukke Botticelli-billede, Den skumfødte Venus. Som alle billeder, og ikke mindst renæssancebilleder, byder det på forskellige fortolkningslag. I et første lag er billedet en (jeg citerer) allegori over foråret med mytologiske referencer for sin tids lærde, samt
uafsluttede gåder, der lige siden er blevet diskuteret og fortolket i talrige versioner. I midten, i centrum af verden, ser vi kærlighedsgudinden Venus. Til højre i billedet tumler nymfen Chloris i en tilstand af ungpigeforvirring men så kommer vestenvinden, Zephyr, og blæser liv i hende så hun forvandles til gudinden Flora, der vidunderlig kommer gående og spreder blomster og forår.
Til venstre har vi de tre gratier, glæde, blomstring og pragt, og helt til venstre guden Merkur. Øverst er der hesperidernes gyldne æbler og guden Amor. Hvad det alt sammen betyder i en renæssancesammenhang, kan man se i lærde bøger eller på webben (hvor jeg selv har fundet ret spændende ting). Men jeg vil gerne gå ind i et andet fortolkningslag, som handler om Flora i Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek.
Dem det drejer sig om er selvfølgelig de mandlige og kvindelige studerende til venstre i billedet. Den unge mandlige studerende rækker fascineret op efter de gyldne vidensfrugter, der gerne skulle være resultatet af studierne i biblioteket. De kvindelige studerende er fanget i et øjeblik, hvor de hengiver sig til en rekreativ aktivitet (dans i biblioteket, Lykke), medens de skotter interesseret til den unge herre. Og det er jo helt i orden: for nogle år siden blev KBs studenterlæsesal af en avis udråbt til Københavns bedste scorested, og det gik pludselig op for mig, hvorfor vi ikke længere taler om læsesale men om studiemiljøer, og jeg blev da ganske rørt. Ham den lille fyr foroven, det er fantasien, iderigdommen, der sender inspirationens pile ned blandt de studerende og skaber
uventede brud i ideerne og nye entusiasmer som forudsætning for rigtig læring. Den strålende skikkelse i midten er Sofia, visdomssfæren, den sfære, der ligger oven vidensfæren, og som i den vestlige kultur fremstilles som en smuk kvinde ikke som en mand, interessant nok. Floras før-flora affære med Zephyr lader vi bare stå. Og Flora: hun er pragtfuld, et billede på ynde, frugtbarhed, nyt liv, forårets evige skønhed. Så, kære Flora: jeg håber du fortsat vil være skytsånd for Gothersgade 140. Stedet er ganske vist ikke længere Botanisk Laboratorium, men nu Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek. Og vi har stadig brug for dig! Præg stedet med din klogskab, værdighed, ynde, og varme Og må der være evigt forår i denne bygning!