U D S K R I F T A F D O M B O G E N F 0 R K Ø B E N H A V N S B Y R E T S A F D E L I N G N.

LP B.b.nr. 180 U D S K R I F T A F D O M B O G E N F 0 R K Ø B E N H A V N S B Y R E T S A F D E L I N G N. Den 10. januar 1994 blev i sag nr. L 85/1993 mod afsagt sålydende D O M : Under denne sag har sagsøger, efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, tilpligtet at anerkende, at restgælden på sagsøgers lån pr. den 31. december 1986 nedsættes til 51.999,25 kr. Sagsøgte har påstået frifindelse. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at sagsøger ifølge gældsbrev underskrevet den 22. april 1981 lånte 75.000 kr. af sagsøgte, Hjallelse afdeling. Ifølge gældsbrevet forrentes gælden med sparekassens til enhver tid fastsatte rente- og provisionssats, for tiden 18 i % p.a. rente og 0 % p.a. provision. Gælden skulle tilbagebetales med en ydelse på 1.350 kr., som erlægges ultimo måneden, første gang den 31. maj 1981. Sparekassen forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller for-

- 2 - højelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende. Lånets løbetid var angivet til ca. 10 år. Det fremgår videre, at lånet i november 1981 blev overført til sagsøgtes Fåborg afdeling på uændrede vilkår. Sagsøger fik tilsendt årlige kontooversigter pr. ultimo december indeholdende kontooplysninger for samtlige sagsøgers konti hos sagsøgte. Af oversigterne fremgår følgende af betydning for sagen : 1981 : Kontoart Rente Saldo UDLÅN 3.373,15-73.501,20- YDELSE 2.700,00 LÅN UDBETALT I ÅR 72.828,05-1982 : Kontoart og årets rente Saldo Andre kontooplysninger UDLÅN 13.506,75-71.337,51- YDELSER 15.670,44 RENTESATS ÅRLIG 18,500% 1983 : Kontoart Rente Saldo UDLÅN 11.604,84-70.222,35- YDELSER 12.720,00 RENTESATS ÅRLIG GÆLDENDE FRA 22.03.83 17,000 % GÆLDENDE FRA 26.04.83 16,000 % GÆLDENDE FRA 27.10.83 15,500 % 1984 : Kontoart og årets rente Andre kontooplysninger Saldo UDLÅN 10.659, 54-68.401,89- YDELSER RENTESATS ÅRLIG 12.480,00 GÆLDENDE FRA 20.11.84 16,000 %

- 3-1985 : Kontoart og årets rente Andre kontooplysninger UDLÅN 10.123,12- YDELSER 11.940,00 RENTESATS ÅRLIG GÆLDENDE FRA 30.06.85 15,000 % GÆLDENDE FRA 30.08.85 14,000 % Saldo 66.585,01-1986 : Kontoart og årets rente Saldo andre kontooplysninger UDLÅN 8.614,39-65.419,40- YDELSER I ÅR 9.780,00 ÅRLIG RENTE 13,500 % 1987 : UDLÅN 9.227,44-64.236,84- Ydelser 10.410,00 Årlig rente 14,500 % gældende fra 16.02.87 1988 : UDLÅN 9.168,24-62.725,08- Ydelser 10.680,00 Årlig rente 15,000 % gældende fra 22.04.88 14,500 % gældende fra 30.06.88 ikke-renteafgiftspligtig 1989 : UDLÅN 8.667,01-60.712,09- Ydelser 10.680,00 Årlig rente 16,000 % 1990 : UDLÅN 9.038, 57-59.070,66- Ydelser Årlig rente 10.680,00 15,750 % gældende fra 23.03.90 15,250 % gældende fra 02.05.90 14,750 % gældende fra 27.06.90

- 4-1991: UDLÅN 8.530,87-56.921,53- Ydelser i år 10.680,00 Årlig rente 15,865 % gældende fra 02.04.91 15,308 % gældende fra 29.05.91 16,144 % gældende fra 21.08.91 15,865 % gældende fra 23.10.91 Sagsøgte har foretaget en beregning af afviklingsforløbet for et lån på 75.000 kr., der afdrages med en månedlig fast ydelse på 1.350 kr. fra den 30. maj 1981 og med en fast rente på 18,5 % p.a. Beregningen viser følgende restgæld ultimo året : c 1981 : 73.363,73 1982 : 70.501,35 1983 : 67.062,15 1984 : 62.929,86 1985 : 57.964,84 1986 : 51.999,25 1987 : 44.831,49 1988 : 36.219,26 1989 : 25.871,47 1990 : 13.438,40 1991 : 0,00 (pr. 30. november). har som part forklaret, at han optog lånet i 1981, idet han skulle bruge det til huset. Det var, der fastsatte vilkårene for lånet. Den månedlige ydelse blev trukket automatisk på hans lønkonto. Han har aldrig bedt om henstand eller nedsættelse af ydelsen på lånet. har videre forklaret, at han ikke ved lånets udbetaling fik nogen oversigt over afviklingsforløbet, men at han var klar over, at afdragene på lånet var små i starten og store de sidste år. Han fik ved årets udgang tilsendt opgørelser, der viste årets rente, rentesats og ydelse samt restgælden ved årets udgang. Han fik ikke månedlige opgørelser herover. Han

- 5 - fik heller ikke særskilte meddelelser om renteændringer. Han så, at ydelsen ændrede sig, men han regnede med, at dette skyldtes rentefaldet, således at afdraget blev fastholdt. Han sammenholdt ikke de enkelte opgørelser, som han modtog fra år til år. Han blev således ikke opmærksom på, at der skete et fald i afdraget fra 2.163,69 kr. i 1982 til 1.115,16 kr. i 1983 og fra 1.816,88 kr. i 1985 til 1.165,61 kr. i 1986. har endelig forklaret, at han i maj 1991 snakkede med om at få et nyt lån. Han var da overrasket over, at han stadig skyldte over 50.000 kr. på lånet af de 75.000 kr. Han er ikke særlig sagkyndig på pengeområdet. Han kunne ikke få nogen forklaring fra om, hvordan det var sket. Restgælden er nu ca. 52.000 kr. Det fremgår videre af de foreliggende oplysninger, at sagsøger klagede til Pengeinstitutankenævnet. I ankenævnets kendelse af 21. august 1992 anføres bl.a. følgende : Indklagede har oplyst, at det ikke er muligt at se, på hvilket grundlag ydelsesændringerne er baseret, men at der formentlig enten har foreligget aftale om ændring af ydelsen eller har været tale om ydelsesfritagelse i en periode. Klageren har oplyst, at der hverken er aftalt ydelsesændringer eller givet henstand........... Klageren har anført, at han har haft tillid til, at de foretagne ændringer i ydelsen ville sikre en afvikling på 10 år. Han bemærkede, at de opkrævede ydelser faldt og gik ud fra, at baggrunden herfor var rentefald. En forlængelse af lånets løbetid betyder, at indklagede beriger sig på klagerens bekostning, idet klageren kommer til at betale yderligere renter. Afdelingen har oplyst, at gældsbrevet først vil være tilbagebetalt i år 2001, og at der formentlig på et tidspunkt er sket

- 6 - en fejl i indkodningen, således at udløbstidspunktet er indkodet som 01 i stedet for 91. Indklagede har anført, at udviklingen i lånets restgæld er fremgået af tilsendte årsopgørelser, men klageren har først henvendt sig om lånets restgæld den 2. maj 1991. Det er indklagedes opfattelse, at klageren indså eller burde indse, at lånets løbetid ville blive forlænget udover de oprindelige 10 år. Ankenævnets bemærkninger : 3 medlemmer - Peter Blok, Søren Geckler og Peter Møgelvang- Hansen - udtaler : Vi lægger til grund, at der ikke har været tale om fritagelse for eller henstand med ydelser, at nedsættelserne af den månedlige ydelse er foretaget af indklagede på egen hånd, og at der af indklagede er begået en fejl, som har bevirket, at ydelserne er blevet nedsat væsentligt mere, end rentenedsættelserne kunne begrunde. Vi lægger endvidere til grund, at klageren i en periode har været i god tro med hensyn til, at ydelsesnedsættelserne alene var begrundet i rentenedsættelser, og at løbetiden på ca. 10 år derfor ville blive fastholdt. Vi finder imidlertid, at klageren i hvert fald ved modtagelsen af kontooversigten pr. 31. december 1986, hvoraf det fremgik, at den årlige ydelse selv uden rentetilskrivning ikke ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden senest i 1991, burde have indset, at der var begået fejl i forbindelse med ydelsesnedsættelserne. For så vidt angår tiden herefter bør klageren derfor ikke kunne påberåbe sig konsekvenserne af den begåede fejl, og klagerens påstand om, at lånet skal anses for fuldt indfriet, kan derfor ikke tages til følge. Vi finder derimod, at klageren bør stilles, som om gælden havde været afviklet korrekt i tiden frem til den 31. december 1986. Af den udarbejdede oversigt over afviklingsforløbet ved en uændret rente på 18,5% p.a. og en uændret månedlig ydelse på 1.350 kr. fremgår, at restgælden pr. denne dato ville have udgjort 51.999,25

- 7 - kr. Vi finder derfor, at lånets restgæld pr. 31. december 1986 bør nedsættes til dette beløb, således at indklagede skal omberegne den aktuelle restgæld i overensstemmelse hermed. 2 medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Niels Bolt Jørgensen udtaler : Oplysningen i lånedokumentet om en løbetid på ca. 10 år forudsatte, at den i dokumentet nævnte rentesats og månedsydelse var den samme i hele lånets løbetid. Denne forudsætning måtte stå klart for klageren. Da renten var variabel, og da indklagede ikke havde forpligtet sig til at regulere ydelsen i tilfælde af renteændringer, måtte det ligeledes stå klart for klageren, at indklagede i sin administration af lånet ikke var bundet til at fastholde den anførte løbetid. Såfremt det var en væsentlig forudsætning for klageren at afvikle lånet på ca. 10 år, måtte det herefter påhvile denne at gøre indklagede opmærksom herpå, enten ved lånets etablering eller i forbindelse med de stedfundne reguleringer af såvel rente som ydelse. Da klageren ikke har tilkendegivet en sådan forudsætning, ej heller omkring midten af firserne, hvor det var åbenbart, at ydelsen ikke kunne afvikle lånet senest i 1991, finder vi, at han har accepteret den afvikling af lånet, som løbende har fundet sted. Endvidere finder vi ikke, at klageren har lidt et tab, der berettiger en nedskrivning af lånets nuværende restgæld. Vi stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge, hverken helt eller delvis. Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

- 8 - Som følge heraf b e s t emme s : Indklagede bør nedsætte restgælden på klagerens lån til 51.999,25 kr. pr. 31. december 1986 og bør omberegne lånets aktuelle restgæld i overensstemmelse hermed. Sagsøger har henvist til ankenævnets kendelse og har gjort gældende, at han har haft en berettiget forventning om, at lånet kunne være tilbagebetalt på ca. 10 år, som angivet i gældsbrevet. Sagsøger har videre gjort gældende, at det må lægges til grund, at han ikke har bedt om ydelsesnedsættelse eller henstand, og at således har begået en fejl ved ensidigt, formentlig i flere tilfælde, at nedsætte ydelsen, uden at rentenedsættelser gav grundlag herfor. Sagsøger har videre gjort gældende, at er sagkyndig på området, og at han selv som sygehjælper / portør ikke har nogen sagkundskab på pengeområdet. Sagsøger har endelig gjort gældende, at han har lidt et tab ved, at lånet ikke er afviklet som aftalt. Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgers kontraktmæssige ydelse i forbindelse med det af sagsøgte ydede pengelån kan sammenfattes som en pligt til at tilbagebetale det ydede lån samt at svare rente af pengelånet i overensstemmelse med sagsøgtes til enhver tid gældende udlånsrente. Låndokumentets (bilag 7 ) oplysning om en løbetid på "ca. 10 å r" har alene karakter af en vejledende in-

- 9 - formation til sagsøger, og den angivne omtrentlige løbetid kan ikke på nogen måde udlægges som en tilsikring af, at lånet vil være tilbagebetalt indenfor den stipulerede tidsramme. Løbetiden, således som angivet i lånedokumentet, forudsætter således, at såvel de månedlige afdrag som den på tidspunktet for lånets optagelse gældende rentesats ville være konstante i hele låneperioden. Det bemærkes hertil, at såfremt der i låneperioden sker ændringer i rentens størrelse, vil dette kunne betyde en ændring i den stipulerede løbetid. Sagsøgte har således alene en ret - og ikke en pligt - til at regulere de månedlige ydelser i overensstemmelse med ændringer i rentesatsen, at sagsøgte på et meget tidligt tidspunkt burde have indset, at den stipulerede løbetid ville blive overskredet. Det fremgår af sagen, at lånet ville være blevet afviklet over 10 år ved en månedlig ydelse på kr. 1.350,00 og en rente på 18,5 %. Uagtet at der ikke fandt renteændringer sted i 1982 blev ydelsen imidlertid allerede dette første år reduceret fra de stipulerede kr. 16.200,00 til de faktisk betalte 15.670,44. I det følgende år, 1983, blev de totale ydelser reduceret til kr. 12.720,00, hvilket er 21 % mindre end oprindeligt stipuleret. Denne nedsættelse er så betydelig, at sagsøger allerede ved modtagelsen af meddelelsen om den nye ydelse eller senest ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1983 burde have indset, at lånet ikke kunne afvikles over 10 år. Den årlige ydelsesnedsættelse var således væsentlig større end rentenedsættelsen. Det skal således bemærkes, at selv en rentenedsættelse på 3 procentpoints (fra 18,5 % til 15,5 %) med effekt for hele det pågældende år kun ville resultere i en formindskelse af renteudgifterne med godt kr. 2.000,00. at sagsøger ikke som følge af lånets forlængede løbetid

har lidt noget tab. Sagsøger har således i hele låneperioden haft den til enhver tid værende restgæld til disposition mod at modsvare sagsøgte rente i overensstemmelse med gældende rentevilkår. Såfremt sagsøgte ønskede lånet indfriet, er dette muligt i overensstemmelse med lånedokumentet, hvorefter låneaftalen kan opsiges med en måneds varsel. Det forhold, at sagsøger ikke måtte have økonomisk mulighed herfor, kan ikke komme sagsøgte til skade. at sagsøger, såfremt denne opnår medhold i den nedlagte påstand, vil opnå en ugrundet berigelse på bekostning af sagsøgte. Rettens bemærkninger : Efter låneaftalen har sagsøger ret men ikke pligt til at ændre ydelsen svarende til renteændringer. Da renteændringerne i afviklingsperioden udelukkende har været rentenedsættelser i forhold til den oprindelige rente, har sagsøgte ikke i aftalen grundlag for at forlænge lånets løbetid ud over de aftalte ca. 10 år. På baggrund af sagsøgers forklaring om, at han ikke har aftalt henstand eller ydelsesnedsættelse med sagsøgte, må det lægges til grund, at sagsøgte har begået fejl ved, formentlig i flere tilfælde, at nedsætte ydelsen mere, end der var grundlag for i rentenedsættelserne. På baggrund af sagsøgers forklaring sammenholdt med de oplysninger, som sagsøger modtog ved de årlige kontooversigter, må det lægges til grund, at sagsøger ved modtagelsen af kontooversigten pr. 31. december 1986 burde have indset, at der var begået fejl ved beregningen af ydelsesnedsættelserne, og at gælden ikke kunne afvikles til udgangen af 1991.

Der er derimod ikke grundlag for at fastslå, at sagsøger burde have indset fejlen på et tidligere tidspunkt. Det bemærkes herved, at der alene er tale om årlige opgørelser, at afdragene ikke fremtræder særskilt på opgørelserne, således at et fald heri umiddelbart ville kunne ses, og at afdragene de første år også ved en planmæssig afvikling ville være af beskeden størrelse. Sagsøger må således anses for gennem de månedlige betalinger at have opfyldt sin forpligtelse efter gældsbrevet frem til udgangen af 1986 og bør således stilles, som om gælden frem til dette tidspunkt var afviklet i overensstemmelse med gældsbrevet. Sagsøgte bør således ikke forud for dette tidspunkt kunne påberåbe sig konsekvenserne af de fejl, sagsøgte selv har begået. Sagsøgers påstand må således tages til følge. T H I KENDES F O R RET : Sagsøgte,, tilpligtes att anerkende, at restgælden på sagsøgers lån pr. 31. december 1986 nedsættes til 51.999,25 kr. Sagsøgte betaler inden 14 dage sagens omkostninger med 8.360 kr. til sagsøgeren og 940 kr. til statskassen. Bloch Andersen 10 JAN. 1994