Borgmesteren: Vi er kommet til sag nummer 7. Det er en sag fra Sundhed og Omsag om udbud af hjemmepleje.

Sag 7: Udbud hjemmepleje Der gøres opmærksom på, at der ikke er læst korrektur på denne afskrift. Borgmesteren: Vi er kommet til sag nummer 7. Det er en sag fra Sundhed og Omsag om udbud af hjemmepleje. Hüseyin Arac: Da vores ordfører Lisbeth Lauersen er forhindret i at deltage i byrådsmødet i dag, vil jeg tage mig af sagen. Normalt er jeg ikke helt vild med privatisering eller udlicitering af kommunale kerneopgaver. Sundhed og Omsorg skriver godt nok, at det vil gøre hjemmehjælpen billigere, understøtte borgernes frie valg og udvikler kvaliteten. Men hvordan kan vi være sikre på, at disse krav opfyldes, når man udliciterer den her opgave til de private leverandører. Det kan godt være, at man i starten kan påtage sig opgaven og gøre det billigere. Men kan vi være sikre på, at kvaliteten er på samme niveau? Men skriver i indstillingen, at der er 10 godkendte private leverandører på nuværende tidspunkt. Og så vidt jeg har forstået det, vil man reducere det til 2-4 efter udbuddet. Så vil jeg spørge hvorfor? Er det fordi, nogen af leverandørerne ikke opfylder betingelserne eller ikke kan opfylde opgaven? Det, jeg er mest glad for i den her indstilling, er, at man allerede nu nævner, at hvis det realiseres, så vil man overholde sociale klausuler. Og det er vi 100 procent enige i, og det vil vi gerne holde Sundhed og Omsorg fast i. Sociale klausuler skal overholdes. Jeg har læst Ældrerådets høringssvar. De siger i deres høringssvar, at private leverandører skal oprette elev- og praktikpladser. Det siger Handicaprådet også. Så på de to punkter er vi meget enige. Vi Socialdemokrater vil være sikre på, at kvaliteten på den pleje og omsorg, borgerne får, ikke bliver reduceret, selvom der er nogen, der vil gøre det billigere. Vi tvivler lidt på, at man kan holde samme kvalitet med billigere pris, men det må vi vente os se. Vi vil også stille spørgsmålet, hvad kommunen gør, hvis udbudsvinderen krakker? Hvis de går konkurs og ikke kan levere den ydelse, de har lovet. Hvem er ansvarlige? Hvad kan kommunen gøre i sådanne situationer? Det er et par spørgsmål fra vores side. Det kan være fornuftigt at udlicitere en opgave, hvis kvaliteten af opgaverne bliver opfyldt på samme niveau og samme kvalitet. Så derfor vil vi gerne vente at se, hvem der vinder opgaven, og om de kan udføre opgaven på samme måde, som det bliver udført på nuværende tidspunkt. Hans Skou: I Venstre synes vi, at det her er en rigtig spændende og god indstilling. Der er fem punkter, jeg lige vil trække frem. Den ene er selvfølgelig og det er ikke en ubetinget ros til den nuværende regering, men alligevel har de jo med det her jo i hvert fald fået mulighed for, at der kan ske en forenkling for frit valg i hjemmeplejen for det første. For det andet så er for Venstre øget frit valg for den enkelte borger, færre hjælpere i eget hjem når man kan få personlig pleje og praktisk hjælp fra 1

samme leverandør, et af de vigtige fokuspunkter. For vi må jo også lytte til den kritik, der kommer, i forhold til, at der er rigtig mange, der er kede af at få så mange forskellige hjælpere ind i forhold til, når de er afhængige af for eksempel hjemmeplejen. Så synes vi også, ligesom Hüseyin Arac var inde på, at vi har kigget på høringsvaret fra Ældrerådet, og de melder jo positivt tilbage sådan som vi læser det hvor de skriver, og jeg citerer: Konkurrence kan skabe innovation og udvikling, hvilket Ældrerådet anser for et positivt element, idet det frie valg er væsentligt. Det er det også i Venstres optik. Så har det været synes jeg, og det vil vi gerne kvittere for en rigtig god drøftelse og orientering i udvalget forud for fremsendelse af indstillingen her. Og hvis man så skal prøve at lede lidt efter, hvad baggrunden er, så må vi også gribe i byrådets egen barm og sige, at forvaltningens budget tidligere er blevet nedskrevet eller reduceret med 7,5 million kroner med henvisning til, at man skulle forenkle på frit valg -området. Og det er jo lidt i det lys, vi ser den her indstilling. Venstres tilgang er, at vi som byråd skal se på den her sag ud fra borgernes synsvinkel. I dag er der 34 procent, der har privat leverandør af praktisk hjælp. Og der er 12 procent, som har valgt privat leverandør af personlig pleje. Formålet er, at hjemmehjælp fra de private skal leveres til lavere priser, og her citerer jeg fra indstillingen: Så der er jo ikke lagt skjul på, at det her også er et spørgsmål om at få mere værdi for færre penge. Og så skal det samtidig understøtte borgernes frie valg. Det skal udvikle kvaliteten af hjemmehjælpen og hjemmeplejen. Og så skal man opnå et velfungerende leverandørmarked. Så med de ting, som base i indstillingen, vil vi egentlig gerne rose forvaltningen for at have undersøgt og også lyttet til andre kommuners erfaringer. I Venstre er vi sikre på, at der skabes et bedre fundament for, at Aarhus brugere af hjemmehjælp får en bedre hjemmepleje og et frit valg, der er til at vælge leverandører, gør det bedre for den enkelte. Peter Hegner Bonfils: Enhedslisten er jo klokkeklart mod udlicitering, og vi ønsker fælles og kommunale løsninger på de her områder. Men med frit valg -ordningen er det her jo nok mere et spørgsmål om, hvordan frit valg -trangen fra statens side skal udmøntes. Det sagt så har vi nogle spørgsmål til indstillingen, vi gerne vil have besvaret, før vi gør vores endelige stilling klart. Vi forventer, magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg af de privates markedsanlæg med indstillingen vil stige. Hvordan forholder det sig med krav til uddannelsespladser i forhold til de private aktører? Altså uddannelsesklausuler som en del af de sociale klausuler. Hvis de private aktører i øget omfang også skal tage sig af pleje, så forekommer det måske kun rimeligt, at de tager deres del af uddannelsespladserne, som jo bliver et stort spørgsmål fremadrettet. Derudover undrer vi os over, at der ikke ligger høringssvar for hverken medudvalget eller for den sags skyld relevante fagforeninger. Det kan selvfølgelig skyldes, at de ganske enkelt ikke har afgivet høringssvar eller ikke har ønsket det. Men vi vil gerne have sikkerhed for, at de er blevet ind- 2

draget, og hvis de ikke har været inddraget, at de så bliver det, så vi kan gøre vores endelige stilling til indstillingen klar efter udvalgsbehandlingen. Jan Ravn Christensen: Vi synes også, at med den lovgivning, der ligger, så er det her en fin udmøntning af det. Det giver god mening at skære ned i antallet af leverandører på frit valg -området og samtidig også få skabt bedre muligheder for at have samme leverandører af praktisk pleje og praktisk hjælp altså at det er den samme, der er i huset. Der er nogle ting, hvor man ikke skal have to forskellige medarbejdere ud for at løse nogle problemer eller udfordringer, man har, men måske den samme medarbejder som så kan løse nogle af de ting, man står over for som borger. Det giver selvfølgelig også god mening at få smidiggjort det her system. Så vi tror også, det vil være en gevinst for de borgere, der så vælger at være på frit valg -ordningen, at der bliver større sammenhæng mellem de ydelser, man kan få. Så opbakning til indstillingen og opbakning til, at det er den her måde, vi vælger at udnytte det nye lovkompleks, der ligger på området. Marc Perera Christensen: Når man hører socialdemokraternes ordfører, så føler man sig hensat til de debatter, der var i byråd rundt omkring i Danmark, da man første gang introducerede det frie valg. Og det var der jo stor modstand mod fra dele af den danske venstrefløj. Tænk at man kunne tillade sig at give borgerne et frit valg. Tænk at det ikke længere skulle være apparatet, der afgjorde, hvordan borgeren liv, hvem der skulle ind i borgerens hjem, hvem der skulle varetage den praktiske hjælp, hvem der skulle hjælpe med den nære personlige pleje. Tænk at man kunne gå så langt og så groft stille det krav, at der skulle være et frit valg. Debatten står for mig meget tydeligt som et af de mest rædselsfulde eksempler på kontroltvang, kontrolbehov fra Socialdemokrater, Socialistisk Folkeparti og andet godtfolk fra den danske venstrefløj. Og når jeg hører den socialdemokratiske ordfører i dag og bekymringen om, hvad nu hvis den her stygge, private leverandør går konkurs og alle de andre bekymringer, og jeg så samtidig kan se, at 15 procent af vores ældrepleje i dag er dækket af private aktører, som ordføreren fra Venstre meget præcist er inde på. 34 procent får privat hjælp til den praktiske hjælp i hjemmet. 12 procent får private aktører til at hjælpe med den personlige plejer. Det er jo en stor succeshistorie. Prøve at tænk på, hvor mange 100 aarhusianere, der har en langt større fornemmelse og en langt stærkere virkelighed med selvbestemmelse i eget liv. Vi har en sundhed og omsorgspolitik, der handler om at være herre i eget liv længst muligt. Og frit valg og private leverandører er et af de stærkeste redskaber til at fastholde fornemmelsen af, at man selv bestemmer over sit liv. At man har noget at skulle have sagt om, hvem der skal ind og ud af en hjem. Hvem der skal hjælpe en på toilet og mange af de andre ting, som er så utrolig nærgående for mennesker. Jeg er lidt forbløffet over det socialdemokratiske indlæg. Det var nærmest, som var det Den Gamle By, der var gået helt op i 90 erne og ikke længere var stoppet ved 70 erne og havde sådan et retroperspektiv begreb omkring den betonsocialisme, der jo sådan set kendetegnede store dele af frit valg -debatten, og som jo så også gudskelov lever hos Enhedslisten. Det er jo meget kopiøst. 3

Tænk hvis vi kunne nå derhen, hvor vi også gik et skridt videre end det, der beskrives i indstillingen. Tænk hvis vi gik derhen, hvor vi visiterede folk til et behov, og så havde man et reelt frit valg, hvor man fik den pengepose, og så kunne man afgøre, hvor man vil bruge de her penge, og hvor det ikke var Aarhus Kommune, der afgjorde leverandøren, og hvor leverandøren ikke først skulle screenes, men hvor man simpelthen havde den pengepose og sagde her vil jeg bruge pengene. Det er de mennesker, der skal ind i mit liv, der skal ind i mit hjem. Indstillingen er et skridt i den rigtige retning, og jeg vil derfor også gerne rose ja, altid forvaltningen, de leverer det, de bliver bedt om rådmanden for at sætte nogle meget klare ord på, hvad det er, udbud kan. Ud over at det her giver mennesker selvbestemmelse på eget liv, som vel er noget af det stærkeste, vi som kommune kan give folk, så er der også sund fornuft i det på rigtig mange punkter. Så er der selvfølgelig nogle af de iagttagelser som også flere har gjort sig; hvorfor kun to til fire. Hvorfor kunne der ikke være flere leverandører? Hvad skal der til for at skabe et stærkere leverandørmarked? Hvordan kan vi skabe en situation, hvor vi får et stærkt marked ind i det her, der kan være med til at skabe den ramme om den enkeltes frie valg om, hvem der skal ind i eget liv og eget hjem. Der er masser af potentialer i det her. Der er masser af menneskelig stolthed og selvværd i de her løsninger. Der er en umådelig stor værdi i helt indtil det sidste, så længe man er i stand til det, at varetage beslutninger i eget liv. Og det gør den her indstilling. Det her tiltag og hele debatten om frit valg er jo respekt for individets ret til at bestemme over eget liv og et opgør med den systemiske tanke om, at kommunen ved bedst. At et fælles kommunalt tilbud passer alle, uanset hvem man er, bare det er fælles kommunalt. Vi lever vidt forskellige liv. Vi har vidt forskellige job. Vi har vidt forskellige vilkår i vores hverdag. Men så er der nogen, der stadigvæk den dag i dag kan tro, at den store mangfoldighed og forskellighed, der kendetegner mennesker, forsvinder når man bliver gammel. Så har vi alle sammen lyst til at bo i en to-værelses med skydedør og rulselv-toilet og den fælles kommunale løsning. Der ligger en masse værdier i den her debat. Der ligger en masse fremtid i at gå videre i det her spor. Der ligger også en fremtid i at begynde at indrette vores ældre- og plejeboliger forskelligt. Hvorfor er alle vores plejeboliger ens? Hvorfor er de ikke forskellige? Hvorfor afspejler vores plejeboliger ikke den forskellighed, vi har som mennesker? Og hvorfor bliver vi ikke bedre til også inde i plejeboligerne at gøre det synligt, at det her er et hjem? Tænk hvis vi kommer dertil, hvor det der tilhører Aarhus Kommune -mærkat, der sidder på tingene, sad under stolesædet eller inde under sengen, så det ikke synligt. Dertil hvor plejebogen ligger i den enkeltes hjem ikke længere var en blåt plastlomme fra kommunen, men at det var en diskret bog, der var sat i hylden, så det ikke var synligt, at det her var kommunaliseret. Der er masser af værdier i det her, og jeg glæder jeg mig til at følge det her tæt. Det handler om mennesker. Det handler om selvværd. 4

Rådmand Jette Skive: Regeringen har forenklet reglerne for frit valg i hjemmeplejen. Det gør, at vi i Aarhus kan lave et udbud, hvor private leverandører fremover både skal kunne tage sig af praktisk hjælp og personlig pleje. Det sikrer trygge rammer for vores ældre. For eksempel betyder det, at det firma, der leverer praktisk hjælp, også kan klare den personlige pleje, hvis der skulle blive behov for det. Med de nye regler åbnes der også op for, at borgerens private hjemmehjælp må løse lettere og jeg siger lettere sygeplejeopgaver, som delegeres af den kommunale hjemmepleje/sygepleje selvfølgelig. Der bliver altså også med de her nye regler færre forskellige personer, som vores ældre skal forholde sig til. Og det er jeg rigtig glad for. Den nye udbudsmodel erstatter vores nuværende godkendte model. Det nye tiltag betyder også, at der skal konkurreres på både priser og kvalitet. Det, forventer jeg, giver en bedre hjælp og pleje af de ældre, end de tidligere har fået. Og samtidig bliver det også billigere. Det skal vi jo heller ikke glemme. Alt i alt sikrer vi trygge rammer for de ældre. Det frie valg i hjemmeplejen understøttes, og med tiden opnår vi den besparelse på 7,5 million, som allerede er fjernet fra budgettet. Og til sidst vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for modtagelsen og den store opbakning, som forslaget har fået både af Handicaprådet og Ældrerådet. Så vil jeg gerne kvittere for Konservatives indlæg. Det var spændende tanker, som er værd at arbejde videre på, og det vil jeg meget gerne være med til. Jeg kan så fortælle Marc Perera Christensen, at det, der står mig mest på sinde, er besjæling af vores plejeboliger, så det bliver et hjem og ikke en institution. Jeg går meget op i, at vores plejeboliger godt kan ligne institutioner. Men hvis du ser en institution, så er der som regel fuldstændig ryddet og ordentligt. Her i vores kan der godt være en lille smule uorden, så helt pleje- og institution er vi altså ikke. Så vi har noget at arbejde med, og det gør jeg meget ihærdigt. Jeg har 13 millioner til besjæling. Og jeg kan sige, at jeg bruger rigtig meget tid på det og lægger meget vægt på det. Jeg tager ud på plejehjemmene, uden de ved det, og jeg kommer og kigger rundt, hvordan det ser ud, og jeg ser ud, og jeg er ved at lave et charter. Så vil jeg sige til Hüseyin Arac, at vi selvfølgelig stiller kvalitetskrav, når vi udliciterer eller udbyder. Men hvis nogen har et krak, så vil vi gerne finde ud af, hvad vi har af redningsplanke. Hvis det ulykkelige skulle, hvad jeg selvfølgelig ikke håber. Og så er der nogen af de her 11 udbydere, vi har i dag, som ikke har ønsket at have personlig pleje, men kun praktisk hjælp. Så alene af den grund er vi nødt til at skære ned, fordi de bliver stillet over for det krav, at de skal have personlig pleje og praktisk hjælp. 5

Så vil jeg så sige fra den virkelige verden, min egen mor på 93 har fået hjælp til rengøring. Jeg vil så sige med det samme, at det ikke er Aarhus Kommune. Men det er en kommune, som har haft det her udliciteret, som er udliciteret. Og min mor havde, indtil det her blev udliciteret, en privat udbyder til at gøre rent. Der kunne den private udbyder godt bruge min mors gamle gulvskrubbe. Hun kunne også bruge min mors gamle gulvspand og gulvklud. Men nu er det udliciteret, og nu skal hun have kommunen igen. Og nu er hun blevet pålagt at skulle købe mobbe og spand og nogle bestemte rengøringsartikler, som de må bruge. Er vi en lille smule rigide? Har vi ikke den sunde fornuft med i det, vi gør? Det skal vi også prøve at tænke på. Det kunne godt være, vi kunne lære noget og være lidt fleksible. Gamle mennesker kan slet ikke finde ud af, at man skal have sådan en spand, som man kan gøre sådan og sådan i. Min mor blev forvirret af det, og det tror jeg også, andre gør. Hüseyin Arac: Jeg vil starte med at sige, når jeg læser en indstilling på Socialdemokraternes vegne, så roser jeg selvfølgelig de positive punkter. Det bakker vi op omkring. Det har jeg sagt. Men jeg vil ikke være en nikkedukke til alle de indstillinger, der kommer. Hverken fra den ene afdeling eller den anden afdeling. Det er derfor, jeg stiller det spørgsmål. Det er derfor, vi stiller de krav fra Socialdemokraternes side. Vi siger, at sociale klausuler skal overholdes. Og det foregår der her. Og vi har sagt, at det er godt. På et af høringssvarene fra Handicaprådet siger man, at man også skal oprette praktik- og elevpladser. Det synes vi også er fantastisk godt. Det skal da gøres. Socialdemokraterne er altid med, hvor det er fornuftigt. Hvor det er godt. Hvor man er sikker på kvaliteten. Vi har været med til at udlicitere nogle opgaver. Og hvis vi ikke havde sagt ja til det, så er det meget svært at gennemføre det, i hvert fald i Aarhus Kommune. Så er jeg lidt overrasket over den tone Hr. Marc Perera bruger. De store ord betonsocialisme, og jeg ved ikke hvad. 90 ernes tankegang. Hvis vores regering ikke havde lavet den her lovgivning, så havde vi svært ved at præsentere de her indstillinger. Man skal snakke om sagen i stedet for alt mulig andet. Jeg vil blive ved med at rose det, de gode ting i indstillingen. Dem vil vi bakke op om. Jeg vil også stille det krav, jeg har stillet, på Socialdemokraternes vegne. Og hvis kvaliteten er sikker. Og hvis det der spørgsmål bliver besvaret, hvad der sker, hvis dem, der har vundet opgaven, går konkurs efter seks måneder. Det vil vi gerne have en forklaring på. Hvem er ansvarlig? Er det kommunen, der får problemet på sig, eller hvem er det? Det vil jeg gerne have svar på. Og det er Socialdemokraternes gode ret. Så skal man ikke komme herned og snakke 90 ernes snak. Det er de Konservative, der bliver ved med at hænge fast i det. Peter Hegner Bonfils: Det er også lidt henvendt til de Konservative. Jeg synes, det er glimrende, at de mægtig konservative, og vi lever også fint med, at de måske synes, at vi får beton til at ligne strøsand. Jeg er bare 6

nødt til at sige markedsgørelse og minuttyranni følges ad. Alt det tælleri, det minuttyranni vi har oplevet de sidste par årtier, det er en følge af den her markedsgørelse. Vi vil i den grad gerne sætte mennesker i centrum frem for profit og sådan set også frem for gold systemtænkning. Måske kan vi mødes på det sidste punkt, synes jeg. For os er det vigtigt, at vi har en stærk offentlig sektor, at vi har tillid til personalet, og så i øvrigt også at borgerne bliver udstyret med det, vi betegner som fleksible minimumsrettigheder. Det var det, der i pressen vidst kom til at hedde to bad om ugen eller noget i den dur. Pointen i de to bad om ugen var sådan set ikke, at det var to bade. Pointen var, at det var en minimumsrettighed, der kunne veksles. Det giver da nogle borgere et særdeles frit valg. Hans Skou: To ting. Jeg er enige med de ordførere, der har været fremme med, at bekymringen kan gå på, at man nu går ned til to til fire leverandører. Jeg vil så også omvendt sige, at vi har læst i indstillingen, at man tager en lille smule højde for det. Der står nederst på side 3, at de private leverandører skal have mulighed for at indgå konsortier. Det vil sige, at firmaerne har mulighed for at gå i sammenslutning eller indgå en samarbejdsaftale mellem hinanden. Så vi mener i hvert fald, det er en mulighed, som også beskytter de mindre firmaer. Og så vil jeg lige erindre om jeg skal ikke ubetinget forsvare indstillingen men præmissen er dig trods alt, at et pænt flertal i det her byråd har bedt rådmand og forvaltning om at finde 7,5 millioner kroner. Og der ser vi det her som et skridt på vejen. Marc Perera Christensen: Men så lad os da gribe den. Lad os se, om vi ikke kan udvikle et system, hvor vi har en visitationsrolle, hvor vi, med den faglighed vi har, samarbejder med borgerne og finder ud af, hvad behovet er. Og så giver vi borgerne reelt frit valg. Så får borgeren det udmøntet og har så mulighed for at gå derhen hvor vedkommende synes, han eller hun gerne vil have løsningen. Lad os gå videre ad den vej. Vi er da allerede et godt stykke ad vejen. Vi er da helt sikre på, at den logik, pengene følger borgerne, og at borgeren selv er herre i eget system, kan udvikles meget mere. Det vil jeg absolut gerne være med til at eksperimentere og udforske, for jeg tror, der er nogle store perspektiver for den enkelte borger. Så er det jo ens eget ansvar, hvem man vælger. Det skubber også ansvaret hen på den enkelte borger. Det ansvarliggør den enkelte og fritager kommunen for den her omklamrende offentlige ansvarlighedsgørelse, vi har døjet med i rigtig mange årtier. Der er en masse perspektiver i at ansvarliggøre borgerne og sige her er den offentlige støtte til det, du er visiteret til at have brug for. Værsgo. Du finder dem, du gerne vil have ind i dit hjem. Den der skal hjælpe dig på toilet. Dem der skal hjælpe dig med den nære sygepleje. Det har vi ikke en holdning til. Vi tror på, at du selv er i stand til at træffe det valg, og at du er i stand til at tage ansvar for dig selv eventuelt sammen med dine pårørende. Så får vi også skubbet ansvaret tilbage til familierne. 7

Vi kommer ind i en situation, hvor man ikke længere bare deponerer sine forældre på et plejehjem om besøger dem til jul og fødselsdag. Men hvor man tager et ansvar både for sine børn men også for sine forældre, når de bliver gamle, og man holder fast i, at det er en del af det at være en familie. At på et tidspunkt i familiens cyklus, der skal man tage over for sine forældre. Det gælder også i sådan en situation som den her. Det er der masser af perspektiver i. Det er aktiv ansvarliggørende familiepolitik. Jan Ravn Christensen: Jeg bliver lidt skræmt, når jeg hører min konservative holde sit indlæg. Hvor er grænserne for det her total individualiserede atomiserede samfund, som Marc Perera Christensen ønsker sig. Skal vi også til at binde penge i halen på børn og binde penge på halen på alle, der modtager forskellige ydelser i vores systemer? Det synes jeg vil være forkert. Jeg synes, vi har en opgave med et stærkt fællesskab, som også leverer nogle stærke fælles løsninger, og nogle løsninger som også qua de er fælles også er billigere. Lad mig tage det klassiske eksempel med alle os, der har kabel-tv eller antennepakker. Vi får nogle lidt bedre tilbud, fordi der er nogen, der køber antennepakker sammen, og så får vi lidt flere kanaler til samme pris. Det er sådan set det samme, der sker her. Jo flere vi er sammen, der leverer de samme ydelser og leverer det samme produkt, jo bedre kvalitet kan vi yde, når det kommer til stykket, fordi vi har de her stordriftsfordele. Og samtidig har vi også mulighed for som samfund at værne omkring, at opgaverne bliver løst på en ordentlig måde. Så jeg synes, det er helt fornuftigt, at vi har en rigtig stærk offentlig sektor, som selvfølgelig er garant og også leverandør af nogle af de mest centrale ydelser i vores samfund. Og der tror jeg bare, at den her tankegang og så et samfund, hvor man får en slags beviser, og så kan man gå derhen og bruge dine penge, det er en borgerlig utopiverden. Der er ikke særlig mange mennesker, der vil ønske sig selv at skulle have det ansvar. Hverken når man selv var ældre eller familie. Jeg tror, langt de fleste af os vil nyde den sikkerhed, der er i, at vi har et fælles samfund, der leverer de her ydelser. Og så er der mange andre ting, vi kan bruge vores ressourcer på som mennesker, som er langt mere interessante end at gå og læse blanketter fra 7, 8, 9, 10, 11, 12 forskellige private selskaber, når vi skal til at vurdere, hvor vi skal være henne. Marc Perera Christensen: Jeg tror helt klart, der er et perspektiv i et samfund, hvor vi ikke render og sender penge efter opgaver, men hvor vi lader pengene blive hos borgerne og måske flår mindre fra dem i skat. Det er absolut et perspektiv i stedet for at sende almisser rundt. Det kan jeg sagtens følge den socialistiske ordfører i fra Socialistisk Folkeparti. Jeg tror også bare, vi skal være klar over, at vi i løbet af et liv træffer rigtig mange valg. Svære afgørende valg, som har stor betydning. Hvad vi vil læse. Hvad vi vil uddanne os som. Hvad vi vil arbejde med. Hvordan vi vil bo. Hvordan vores familie skal se ud. Hvem vi skal være en del af en 8

familie med. Det er store afgørende valg, som man træffer selv. Og langt de fleste valg, man træffer selv, er de stærkeste valg. Men det er klart, tager man et dyr, der har levet i zoologisk have hele livet og siger, at man selv skal finde føden på savannen, så er det svært. Og det er klart i et samfund som det danske, som har omklamret sin befolkning med offentlig velfærd i en sådan grad, at ansvarliggørelsen er forsvundet, og hvor standardreaktionen er, at nogen må gøre noget for mig, så er det ikke noget, man gør lige rundt om hjørnet. Så er det selvfølgelig en proces. Det er et langt sejt træk og en værdimæssig base, hvor man siger, der er flere opgaver, der skal ud af det offentlige og tilbage i familien og tilbage der, hvor man rent faktisk kan udvikle. For det er jo en utopi at sige, at markedet ikke kan udvikle ting, der skaber kvalitet. Det er der masser af ting, der er. Inden for vores fødevarer. Inden for vores hverdag. Inden for vores elektronik. Det omkringliggende samfund kan levere rigtig gode produkter og rigtig gode ydelser. Det er det private, der henter os, når vi dratter om på cyklen og skal i en ambulance. Det er også private, der putter os i jorden, når vi engang dør. Der er masser af funktioner og situationer i vores liv, som går helt tæt på, som ikke løses af det offentlige. Og der kan være langt flere, der kan komme helt tæt på, som kan løses andre steder end i det offentlige. Peter Hegner Bonfils: Jeg var lige ved at sige noget om stærke valg. Det største valg her i livet er vel, hvem man bliver født af. Det bestemmer man ikke så meget af selv. Jeg synes, det her lyder lidt som det rene vilde vesten. Det er en kvalitet ved vores samfund, at forældre, når de går hen og bliver lidt gamle og skranter i det, ikke står i et ubehageligt afhængighedsforhold til deres børn, hvis de da ellers har noget. Det kender jeg en hel del folk fra det sådan lidt mere sydlige Europa, som tager her op for at kigge på. Hvordan vi har lavet nogle fælles løsninger på det, som alle familier bliver glade for, fordi det ikke går ind og skaber en træls uafhængighed. Jeg synes, det her lyder som tanker, der er en amerikanisering af samfundet. Og det er et samfund og en verden, hvor fanden tager de sidste. Det er ikke et samfund, som Enhedslisten ønsker. Men det er da godt, at vi får markeret de ideologiske skillelinjer i dag. Hans Skou: Det, der kort får mig til at markere, det er SF s ordførers udtalelse om, at nogen lever i en utopiverden. Det, synes jeg, er stærke ord i forhold til de der 34 procent, der har valgt den private leverandør af praktisk hjælp i Aarhus Kommune. Det er ikke en opfattelse, vi deler i Venstre. Rådmand Jette Skive: Og jeg vil gerne fortsætte. Jeg synes også, det var et voldsomt udtryk, der blev brugt fra SF s side. At kalde mennesker, der ønsker det frie valg, for en utopiverden. Jeg synes, Jan Ravn Christensen skylder de mennesker en undskyldning. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti går ind for en stærk offentlig hjemmepleje og i det hele taget et stærkt offentligt system. Men hvorfor skal det være et enten eller? Hvorfor kan det ikke være et både og? Vi går også ind for, at folk har retten til det frie valg. Vi skal selvføl- 9

gelig levere det så godt, som vi overhovedet kan og det bedste, hvis vi kan komme til det. Men det frie valg skal have lov at være det. Og så skal vi jo ikke ligesom, for at blive i SF s verden, være så stationære. Det er der jo ingenting, der er. Alting udvikler sig, og det gør det her også. Og selvfølgelig skal vi udvikle os. Sådan som det var i går, sådan bliver det ikke i morgen. Vi skal ikke bare sidde og hænge i den samme sump, som vi har gjort i 50 år, bare fordi man har en ideologi. Lars Boje Mathiesen: Jeg har siddet og lyttet til debatten i sådan cirka 50 meter herfra, og det gør nogle ting ret tydeligt og klart. Der er jo ideologiske store forskelle på, hvad vi ser som et godt samfund. Fair nok med det. Det, jeg hører, fra forskellige socialister nu, det er, at et godt og stærkt samfund er et fællesskab vigtigt. Men jeres fællesskab er bygget på tvang. Og i min optik kan det aldrig nogensinde fordre et stærkt fællesskab. Det stærkeste fællesskab er frivillighedens fællesskab. Det er det, der vil stå stærkest. Det er det, der vil stå tilbage. Og så kan jeg ikke lade være med at more mig lidt over, at SF nu bringer kabel-tv ind som et eksempel på, at man skal samle ting. Det er jo netop et produkt af markedsmekanismen. Førhen havde vi jo statstv et med én kanal. Nu har du fået valgmulighed. Det er de valgmuligheder, som du nu ikke mener andre folk skal have, som du Jan Ravn Christensen er så glad for. Borgmesteren: Jeg skal stærkt bede Lars Boje Mathiesen om at bruge de omtaleformer, vi har. Det var en fire, femgang i Lars Boje Mathiesens indlæg, det glippede. Og det er ikke bare argh. Vi har de regler af en årsag. Og indtil vi er enige om noget andet, så bedes man overholde dem. Rådmand Thomas Medom: Det er bare et par spørgsmål og kommentarer til selve indstillingen, som jo også er den del af debatten. Jeg synes, det kunne være spændende også bare at bruge lidt tid på nogle af de andre forskellige modeller, og rådmanden måske kunne tegne nogle af dem op, som jo ligger som en mulighed, som rådmanden også kunne have sendt frem. Og en af dem, som man kunne have sendt frem, var den frit valg -model, som jo er det, som Marc Perera Christensen tegner et ønske om. At man giver borgerne pengene med, og man så kan gå ud og vælge. Det kunne rådmanden jo have lagt frem. Jeg synes netop, det er en borgerlig utopi, hvor man tager markedsgørelsen og lægger den helt ud til et ansvar til en 93-årig mor, at hun så pludselig eller hendes pårørende skal ud og bestemme sig for noget, hvor en stor del af borgerne bare gerne vil have et godt tilbud til enten deres pårørende eller dem selv. Og så er der jo en frit valg -ordning i dag, hvor man så kan vælge et andet tilbud, og det er det, vi skal forholde os til. Så synes jeg også, det er et spændende spørgsmål, og det kunne jeg også tænke mig at høre, hvad jeres vurdering er på. Det er helt oprigtigt. Er det realistisk at hente 7,5 millioner på det her? 10

Jeg ved godt, det kan være svært at have en præcis vurdering af. Det kommer an på, hvilke tilbud der kommer. Jeg er meget skeptisk over for, om det kan lade sig gøre og frygter, at det kan ramme serviceniveauet. Så i hvert fald en opfordring til, at hvis de ikke kommer hjem, at de så kommer tilbage til byrådet i første omgang med en problemstilling. Jan Ravn Christensen: Jeg tror, vi skal prøve at lytte lidt mere til hinanden. Problemstillingen er jo lidt, at hvis man tager den her rene model, som Marc Perera Christensen foreslog, så er det alle, der skal tvinges til selv at bruge ressourcer, energi og kræfter på at finde ud af, hvor de så vil bruge deres ældrekroner, som de får tildelt af staten. Jeg kan så forstå, at de ikke skulle det i de helt ekstreme tilfælde. Men så skal alle sammen ud på det frie marked og opsøge, hvem man vil have som leverandører. Det synes jeg er tvang. Jeg synes, det smukke ved det system, vi har i dag, er, at det er en kollektiv løsning. Vi har løsningen i et stærkt fællesskab, hvor man i fællesskab også finder de bedste og billigste løsninger. Det, synes jeg da, er rigtig fornuftigt. Jeg vil sige, det Lars Boje Mathiesen er inde på, det er jo nærmest ren anarkisme. Altså at frihed er det bedste. Det lyder nærmest som om, der ikke må være nogen stat. Der må jeg sige, at det er lodret imod meget af det, vi foretager os her i byrådet. Rådmand Jette Skive: Jeg startede med at sige, at vi i Dansk Folkeparti og i min verden ønsker et stærkt offentligt tilbud. Men jeg sagde også, at jeg synes, ordføreren fra Konservative kom med nogle spændende ting, som var værd at tage med, og at vi ikke skal stå og sanktionere i det samme hul, men vi skal udvikle os. Og når så rådmanden fra Sociale forhold og Beskæftigelse siger, at jeg kunne have valgt at lægge meget mere frem, så er det rigtigt, at jeg sagtens kunne have gjort det. Det er kun fantasien, der sætter grænsen. Men selv jeg ved i hvert fald, at vi skal kunne tælle til 16. Og så ville det jo være dumt at lægge noget herned, som jeg spilder byrådets tid med. Så kan jeg ligeså godt lægge noget herned, som vi kan få så bred en opbakning til som overhovedet muligt til gavn for vores borgere. Det er jo i grunden derfor, vi sidder her i dag. Skulle det vise sig, at tingene ikke falder ud til det, som vi havde regnet med, og kommer vi til at mangle noget fra de 7,5, som er taget fra os, så kan jeg garantere for, at vi nok skal give lyd fra mig. Borgmesteren: Jeg tror, vi er ved at være i mål med debatten for i aften på det her punkt. På mange måder er det sådan set en lidt pudsig debat, fordi vi sådan set har et forslag om at lave udbud af hjemmeplejen, og det blev så en ideologisk debat. Det er fint og udmærket. Det kom ikke til at handle så meget om selve sagen. Men det er også godt en gang imellem at få luftet ideologierne. Sagen er sendt til behandling i Sundhed og Omsorgsudvalget. 11