Den finansielle sektor i Danmark Den finansielle sektor tjener en lang række formål, som vi skal se nedenfor. En af de afgørende grundpiller for det finansielle system er, at husholdningernes forbrug ikke nødvendigvis tidsmæssigt passer med deres indkomstforhold. De fleste mennesker starter uden den helt store indtjening, når de skal til at forsørge sig selv. Derefter stiger indtjeningen typisk i løn i takt med stigende kompetencer og stigende anciennitet på arbejdsmarkedet. Det bliver den måske ved med, indtil de går på pension. Hvor meget indkomsten falder, når man går på pension, afhænger af omfanget af ens pensionsopsparing. Indkomstforløbet hen over livet er illustreret i figur 1, hvor der ligeledes er indtegnet et typisk forbrugsmønster. Figur 1 Et typisk økonomisk livsforløb Det ses, at forbruget typisk er højere end indkomsten i de unge år og i tiden som pensionist. Derimod er indkomsten typisk højere end forbruget, jo længere man kommer hen i den erhvervsaktive alder. Det vil sige, at man typisk opbygger en gæld som ung, som man afdrager på i løbet af de erhvervsaktive år, samtidig med, at man opbygger en pensionsformue, som man lever af som pensionist, når man ikke længere har nogen erhvervsindkomst. Det er således vigtigt, at man opbygger en pensionsformue, der kan sikre ens indkomst i pensionsårene. Denne opsparing sker i Danmark både via den offentlige sektor med primært folkepensionen, via arbejdsmarkedspensionerne, som er blevet mere og mere udbredte i de seneste årtier, og via folks individuelle pensionsordninger. Der er dog også risiko for, at indkomsten af en eller anden grund pludselig falder bort inden pensionsalderen. Det kan enten skyldes ledighed eller tab af erhvervsevne. Det forsikrer vi os derfor imod gennem den offentlige sektors førtidspension m.m., via arbejdsmarkedspension, hvortil der fx typisk er tilknyttet en invalidepension, og endelig via ens individuelle forsikringer. Desuden forsikrer os mod tingskade i skadesforsikringsselskaberne. Det er disse forhold, vi skal se på i det dette kapitel.
1.1 Det finansielle marked Den finansielle sektor er underlagt Lov om Finansiel Virksomhed samt specifikke love for forskellige typer af finansielle virksomheder. 1.1.1 Finanstilsynet Det er Finanstilsynet, der udsteder og i sidste ende kan inddrage tilladelser at drive finansiel virksomhed i Danmark samt fører tilsyn med, at de finansielle virksomheder opfylder loven. Finanstilsynet har således vidtgående beføjelser. Finanstilsynets tilsyn med danske banker er uddybet i kapitel 8 i Makroøkonomi videregående uddannelser, 3. udgave. Desuden fører Finanstilsynet tilsyn med værdipapirmarkedet samt medvirker ved udarbejdelsen af lovgivningen. Finanstilsynet er endvidere sekretariat for Det Finansielle Virksomhedsråd, Fondsrådet samt Penge- og Pensionspanelet. Det Finansielle Virksomhedsråd har til opgave at træffe afgørelser i tilsynssager af principiel karakter vedrørende de finansielle virksomheder. Desuden går rådet ind i sager, der kan få betydelige følger for den eller de pågældende finansielle virksomheder, der måtte være involveret. Fondsrådet har en tilsvarende kompetence vedrørende børsnoterede virksomheder og værdipapirhandel. Som det hidtil nyeste skud på stammen blev Penge- og Pensionspanelet indført i 2007. Det har til formål at fremme forbrugerinformationen om finansielle produkter og ydelser gennem forskellige former for information. 1.1.2 Den overordnede udvikling I tabel 1 er vist balancen i de finansielle virksomheder, der er under Finanstilsynets tilsyn, for årene 2003 til 2011. Det drejer sig om penge- og realkreditinstitutter, pensions- og forsikringsselskaber, investeringsforeninger m.m., samt de lovbundne pensionsordninger som ATP og LD. Tabel 1 Balancen i danske finansielle virksomheder 2007-2011 Mio. kr. 2007 2008 2009 2010 2011 Indeks 2007=100 Pengeinstitutter 4.285.560 4.733.417 4.324.021 4.287.392 4.306.671 100,5 Realkreditinstitutter 2.620.657 2.819.007 3.101.744 3.239.355 3.387.676 129,3 Danmarks Skibskredit 76.660 81.632 84.947 84.346 78.997 103,0 Fondsmæglerselskaber 2.390 2.088 2.596 2.288 2.195 91,8 Investeringsforeninger og specialforeninger 891.574 568.538 566.644 643.890 609.885 68,4 Investeringsforvaltningsselskaber 857 796 855 1.030 1.098 128,1 Skadesforsikringsselskaber 161.597 152.848 159.925 168.700 177.628 109,9 Livsforsikringsselskaber 1.054.186 1.119.221 1.211.964 1.351.032 1.496.225 141,9 Tværgående pensionskasser 412.251 395.954 435.996 478.429 555.614 134,8 Firmapensionskasser 42.938 43.916 45.328 50.789 53.019 123,5 ATP, LD med flere 512.021 787.360 678.570 822.535 842.201 164,5 I alt 10.060.691 10.704.777 10.612.590 11.129.786 11.511.209 114,4 Kilde: Finanstilsynet, Hovedtal fra Finanstilsynet 2011 Som det fremgår af tabellen steg den samlede balance fra kr. 10.061 mia. i 2007 til kr. 11.511 mia. i 2011. Det svarer til en stigning på 14,4 procent. Det ses, at balancerne forholdsmæssigt specielt er steget indenfor ATP m.m., i livsforsikringsselskaberne og i de tværgående pensionskasser. Derimod er balancerne stort set uændret i pengeinstitutsektoren og faldet markant indenfor investeringsforeningerne i takt med faldende børskurser verden over.
I tabel 2 og 3 ses udviklingen i henholdsvis antallet af finansielle virksomheder og antal ansatte inden for hver type af finansiel virksomhed underlagt Finanstilsynet i perioden 1997 til 2011. Tabel 2 Antal virksomheder i den finansielle sektor 2007-2011 Antal virksomheder 2007 2008 2009 2010 2011 Pengeinstitutter 147 138 132 123 113 Realkreditinstitutter 8 8 8 8 8 Danmarks Skibskreditfond 1 1 1 1 1 Fondsmæglerselskaber 30 45 46 44 43 Investerings- og hedgeforeninger m.m. 109 117 110 94 91 Investeringsforvaltningsselskaber 15 15 14 15 14 Skadesforsikringsselskaber 118 113 100 97 92 Livsforsikringsselskaber 33 33 33 31 29 Tværgående pensionskasser 28 28 26 24 21 Firmapensionskasser 36 37 36 30 29 ATP, LD m.m. 4 4 4 4 4 I alt 529 539 510 471 445 Kilde: Finanstilsynet, Hovedtal fra Finanstilsynet, 2011 Tabel 3 Antal ansatte i den finansielle sektor 2007-2011 Antal ansatte 2007 2008 2009 2010 2011 Pengeinstitutter 45.042 47.599 46.124 44.186 42.820 Realkreditinstitutter 4.122 4.126 4.108 4.371 4.527 Danmarks Skibskreditfond 57 60 59 58 58 Fondsmæglerselskaber 425 492 524 580 532 Investerings- og hedgeforeninger m.m. - - - - - Investeringsforvaltningsselskaber 300 359 373 374 371 Skadesforsikringsselskaber 12.077 12.173 12.288 12.019 12.192 Livsforsikringsselskaber 3.671 3.829 3.872 3.766 3.666 Tværgående pensionskasser 247 271 295 266 271 Firmapensionskasser 36 36 38 37 35 ATP, LD m.m. 685 676 706 685 707 I alt 66.662 69.621 68.387 66.342 65.179 Kilde: Finanstilsynet, Hovedtal fra Finanstilsynet, diverse årgange Det ses, at der er blevet færre virksomheder i den betragtede periode. Den stigende balance i sektoren fra 2007 til 2011 er således fordelt på færre virksomheder. Der har med andre ord været en øget koncentration i den finansielle sektor. Det ses samtidigt, at antal ansatte i sektoren er faldet med ca. 1.500 personer fra 2007 til 2011. Faldet skyldes et fald indenfor pengeinstitutsektoren, der ikke opvejes af stigninger indenfor de øvrige sektorer, selvom der har været pæne stigninger indenfor både realkreditsektoren, i livsforsikringsselskaberne og i investeringsforeningerne. 1.2 Pengeinstitutter Som vi så ovenfor, er pengeinstitutternes balance steget fra kr. 4.286 mia. i 2007 til kr. 4.307 mia. i 2011, og stigningen i balancen er fordelt på færre pengeinstitutter.
1.2.1 Pengeinstitutternes størrelse Den danske pengeinstitutsektor er i dag opdelt i få store landsdækkende pengeinstitutter og mange mindre lokale pengeinstitutter. Det er i denne sammenhæng interessant at notere, at ingen af pengeinstitutterne har kunnet øget deres markedsandel ved egen vækst, altså organisk vækst. Den øgede koncentration er alene sket gennem fusioner. Pengeinstitutterne inddeles i gruppe 1 til 4 efter størrelsen på deres såkaldte arbejdende kapital. Det vil sige summen af pengeinstituttets udlån, dets udstedte obligationer, dets såkaldt efterstillede kapitalindskud 1 og egenkapital. Desuden er der en gruppe med filialer af udenlandske pengeinstitutter i Danmark samt en gruppe bestående af færøske pengeinstitutter. Gruppe 1 består af de seks pengeinstitutter med en arbejdende kapital på over 65 mia. kr. Af disse pengeinstitutter var Danske Bank langt den største. Banken havde således ultimo 2011 en balancesum, der var næsten fire gange større end det næststørste pengeinstitut, Nordea Danmark. De øvrige pengeinstitutter i gruppe 1 er Jyske Bank, Nykredit Bank, Sydbank og FIH Erhvervsbank, som det fremgår af tabel 4. Tabel 4 Gruppe 1 pengeinstitutter, ultimo 2011 Pengeinstitut Balancesum Danske Bank A/S 2.426.634 Nordea Bank Danmark A/S 603.932 Jyske Bank A/S 270.021 Nykredit Bank A/S 232.316 Sydbank A/S 153.038 FIH Erhvervsbank A/S 85.118 Kilde: Danmarks Nationalbank, Finansiel Stabilitet 2012 Af de samlede udlån og garantier fra danske pengeinstitutter udgjorde udlån og garantier fra gruppe 1 pengeinstitutterne ikke mindre end 85 procent i 2011. 1.2.2 Pengeinstitutternes rolle og indtjening Pengeinstitutternes rolle Pengeinstitutter lever populært sagt af at modtage indlån og låne disse ud igen. Udlånene er typisk til virksomheder, der generelt har behov for at låne større beløb over en længere periode. Lånene er således behæftet med en kreditrisiko, som pengeinstitutterne selvfølgelig forsøger at gardere sig imod ved at foretage en kreditvurdering i hvert enkelt tilfælde. Omvendt har pengeinstitutterne typisk mange små indlån fra husholdninger. Husholdningerne ønsker generelt at kunne disponere over midlerne med kort eller forholdsvis kort varsel. Pengeinstitutternes rolle kan således karakteriseres som at transformere mange små sikre korte indlån til få store lange risikobetonede udlån. Desuden er det pengeinstitutternes rolle at sikre et effektivt betalingsformidlingssystem. I Danmark er der tradition for, at pengeinstitutterne arbejder sammen på dette område, fx vedrørende Dankort og betalingsservice. I disse år sker betalingsformidlingen i stigende grad også via netbanksystemer og 1 Det er fremmedkapital, hvor investor i tilfælde af, at pengeinstituttet går konkurs, først får sine penge tilbage efter fx almindelige indlånere.
lignende. Desuden varetager pengeinstitutterne investeringsrådgivning, værdipapirhandel for kunderne, pensionsrådgivning, boligrådgivning, boligudlån m.m. Pengeinstitutternes indtjening Pengeinstitutterne har traditionelt fået deres indtægter fra forskellen mellem renteindtægter og renteudgifter den såkaldte rentemarginal. Frem til finanskrisen i 2008 var rentemarginalen under pres, som det fremgår af figur 2. Derefter er den dog atter udvidet til omkring 4 procentpoint for virksomheder og ca. 5 procentpoint for husholdninger. Figur 2 Udviklingen i pengeinstitutternes rentemarginal fra 2003 til 2012 8,0% 7,0% 6,0% 5,0% 4,0% 3,0% 2,0% 1,0% 0,0% jan-03 jan-04 jan-05 jan-06 jan-07 jan-08 jan-09 jan-10 jan-11 jan-12 Virksomheder Husholdninger Kilde: Nationalbanken.Statistikbank.dk Samtidig har holdningen i stigende grad gået i retning af, at kunderne skal betale for de ydelser, de benytter. Derfor har gebyrerne fået en stigende rolle for pengeinstitutternes indtjening. I 2003 var nettogebyrindtægterne på omkring 13,5 mio. kr. Som det fremgår af tabel 5 har de i de senere år svinget mellem 18 og 20 mio. kr. for pengeinstitutsektoren under ét. Gebyrerne kommer først og fremmest fra gebyrer i forbindelse med værdipapirhandel, der i 2011 udgjorde 38 procent af de samlede gebyrindtægter. De øvrige gebyrindtægter kommer især fra betalingsformidling, lånesagsgebyr og garantiprovision. Tabel 5 Uddrag af pengeinstitutternes årsregnskaber 2007-2011 Mio. kr. 2007 2008 2009 2010 2011 Nettorenteindtægter 42.898 53.142 69.739 58.900 51.442 Nettogebyrindtægter 20.084 18.520 17.929 18.787 19.241 Kursreguleringer 7.036-4.960 10.650 5.010 2.101 Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender -149 28.591 58.372 35.969 24.269 Årets resultat 32.670-6.279-15.499 1.694 1.950 Kilde: Finanstilsynet, Markedsudviklingen for pengeinstitutter
På trods af den stigende rentemarginal og gebyrindtægterne har årets resultat for pengeinstitutterne under ét ikke været særligt gunstig de senere år. Det skyldes først og fremmest, at der var store nedskrivninger på udlån og tilgodehavender, det vil sige udlån og tilgodehavender som ikke forventes tilbagebetalt. Dertil kommer kurstab på pengeinstitutternes egen værdipapirbeholdning i 2008. Pengeinstitutterne, der, som vi kan se, spiller en speciel rolle i samfundsøkonomien, er således under pres under disse år, og under konstant tæt overvågning fra blandt andet Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank. Udviklingen indenfor pengeinstitutsektoren og diverse bankpakker samt indskydergarantiordningen m.m. er nærmere behandlet i kapitel 8 i Makroøkonomi videregående uddannelser, 3. udgave. 1.3 Boligfinansieringsmarkedet Boliglån har typisk været et anliggende for realkreditinstitutter. I de senere år har pengeinstitutterne dog øget deres andel af den samlede boligfinansiering gennem se såkaldte prioritetslån, der er boliglån optaget i pengeinstitutterne, som på mange måder minder om variabelt forrentede lån optaget i realkreditinstitutterne De enkelte låneformer er nærmere omtalt i i kapitel 8 i Mikroøkonomi videregående uddannelse. 1.3.1 Realkreditinstitutter Som det fremgår af figur 3, har Nykredit, inklusiv Totalkredit, som Nykredit i dag ejer 100 procent, en markedsprocent på over 40 procent. Næststørste realkreditinstitut er Realkredit Danmark med en markedsandel på knap 30 procent. Disse to realkreditinstitutter er således de to dominerende realkreditinstitutter. Derefter kommer Nordea Kredit og BRFkredit, der begge har en markedsandel på omkring 10 procent. Markedsandelen er her målt på beholdningen af udlån og andre tilgodehavender. Figur 3 Markedsandele for realkreditinstitutter, udlån ultimo 2011 Realkredit Danmark 13,6% 8,1% 5,3% 0,5% 29,0% Nykredit (inklusiv Totalkredit) Nordea Kredit 43,4% BRFkredit DLR Øvrige Kilde: Finanstilsynet, Realkreditinstitutter: Statistisk materiale 2010 1.3.2 Realkreditloven Som vi så ovenfor er alle finansielle virksomheder, og altså også realkreditinstitutter, underlagt Lov om Finansiel Virksomhed. Ved siden af denne lov er der også en selvstændig realkreditlov, der indeholder en særlig regulering af realkreditlånene. Realkreditlån er karakteriseret ved at være langfristede lån med en løbetid på op til 30 år med højst 10 års afdragsfrihed. Lånene har sikkerhed i låntagers faste ejendom og finansieres ved udstedelse af obligationer.
Lånene skal endvidere ifølge Realkreditloven overholde det såkaldte balanceprincip. Dette princip, der er et af de bærende elementer i realkreditfinansieringen, indebærer, at de ydelser, låntager betaler til realkreditinstituttet, svarer til de ydelser, investor modtager. Det betyder, at lånerenten er markedsbestemt, og at alle låntagere dermed behandles ens. Et andet bærende element i realkreditfinansieringen er, at låntagerne hæfter solidarisk. Det vil sige, at hvis den ene låntager ikke kan betale sine ydelser, så må de andre træde til. Foruden rente og afdrag betaler låntager derfor et såkaldt bidrag på realkreditlånet på typisk omkring 0,5 procent af lånets restgæld. Bidraget er således realkreditinstituttets rentemarginal. Foruden at dække instituttets administrationsomkostninger går en del af bidraget til opbygning af reserver i realkreditinstituttet, som instituttet anvender til imødegåelse af eventuelle tab på udlån. Det er disse reserver, der er baggrunden for, at ingen obligationsejer i realkredittens 200-årige historie har lidt tab på sine realkreditobligationer. På trods af, at realkreditinstitutterne har pant i låntagers faste ejendom, må realkreditinstitutterne ikke belåne ejendommene fuldt ud, men er underlagt visse lånegrænser. Således må realkreditinstituttet højest belåne 80 procent af, hvad ejendommen er værd, hvis der er tale om ejerboliger til helårsbrug. For fritidshuse og industriejendomme er grænsen 60 procent, og for landbrugsejendomme er grænsen 70 procent. 1.3.3 SDO-lovgivning I 2007 blev mulighederne for obligationsfinansieret boligfinansiering i Danmark imidlertid udvidet. Da indførtes nemlig de såkaldt særligt dækkede obligationer, SDO. Både pengeinstitutter og realkreditinstitutter må udstede SDO er 2. Til gengæld ydes disse lån kun op til 75 procent af boligernes kontantværdi, og der skal ske løbende overvågning af pantets værdi. Hvis pantets værdi kommer under 80 procent, skal det udstedende penge- eller realkreditinstitut stille supplerende sikkerhed, fx i form af statsobligationer. SDO-lån er således i princippet mere sikre end traditionelle realkreditlån. 3 De boliglån, der er blevet udstedt i de senere år er stort set alle SDO-lån. Da langt de fleste lån imidlertid fortsat holder sig inden for realkreditlovens rammer, er det begrænset, hvor meget boligejerne umiddelbart mærker forskellen på, om de har et SDO-lån eller et normalt realkreditlån. Derimod mærker realkreditinstitutterne forskellen, idet de senere års faldende huspriser betyder, at kreditinstitutterne skal stille ekstra sikkerhed i forbindelse med SDO-lånene. Derfor barsler realkreditinstitutterne i disse år med en ændring af deres udlånsportefølje. Således har Nykredit i sommeren 2012 indført en såkaldt to-lags-belåning, der betyder, at låntager maksimalt kan låne 60 procent af boligens kontantværdi som SDO-lån, mens den resterende belåning vil ske med traditionelle fastforrentede realkreditobligationer. Friværdi i boligen Mange boligejere har gennem årene opbygget en friværdi i deres bolig, det vil sige forskellen mellem, hvad boligen er værd og den gæld, der er i boligen. Disse friværdier er reelt set en del af pensionsformuen. I det følgende afsnit skal vi se nærmere på det danske pensionssystem. 2 3 Når realkreditinstitutter udsteder SDO-obligationer, kan disse blive kaldt SDRO. Hvor investor dog, som nævnt ovenfor, heller aldrig har oplevet tab.
1.4 Pension Det danske pensionssystem består af tre såkaldte søjler: Søjle 1 er de offentlige pensioner som folkepension, førtidspension og efterløn samt andre lovbundne pensioner som LD og ATP. Søjle 2 er de arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, det vil sige pensioner, der er led i en overenskomst eller en aftale direkte mellem de ansatte og virksomheden. Den 3. søjle er de individuelle pensionsordninger, man som privatperson kan tegne i enten et pengeinstitut eller et livsforsikringsselskab. 1.4.1 De offentlige pensioner Søjle 1 kan betragtes som den mindste pension, man som dansker får, når man går på pension. Den væsentligste pension i dette system er folkepensionen, som personer født senest den 31. december 1958 efter de nuværende regler får, når de fylder 65. For personer født senere justeres aldersgrænsen gradvist op til godt 70 år, og den vil stige yderligere, i takt med, at den gennemsnitlige middellevealder stiger. Folkepension gives som hovedregel til alle med dansk indfødsret og fast bopæl i Danmark. Folkepensionen består af et grundbeløb på ca.kr. 68.500 (2012) til alle samt et pensionstillæg på ca. kr. 71.000 (2012) til enlige og godt kr. 34.000 (2012) for gifte eller samlevende. 4 Grundbeløbet nedsættes dog, såfremt man samtidig har en arbejdsindkomst. Pensionstillægget nedsættes, hvis folkepensionisten eller dennes ægtefælle/samlever har en indkomst ved siden af, fx fra privattegnede pensioner. Personer under 65 år, der ikke kan arbejde, fordi deres arbejdsevne er varigt nedsat, har mulighed for at få førtidspension. Det kræver dog, at alle muligheder for at forbedre arbejdsevnen er forsøgt. Hvis man har delvis nedsat arbejdsevne, kan man alternativt blive ansat i et såkaldt fleksjob. Det betyder, at man ansættes på nedsat tid eller på andre særlige vilkår med offentligt tilskud til lønnen. Fleksjob kan både oprettes i den private sektor og den offentlige sektor. Det har siden 1979 været muligt at gå på efterløn, når man fylder 60 år. For at kunne gå på efterløn kræves det, at man skal have været medlem af en a-kasse og have betalt efterlønsbidrag i mindst 25 år. Udbetalingerne fra efterlønnen slutter, når man når folkepensionsalderen. Efterlønsreglerne er blevet ændret flere gange siden 1979. Senest blev reglerne ændret i december 2011, hvilket berører personer født i 1954 og senere. De nye regler, der er fuldt implementeret i 2023, betyder, at efterlønsalderen gradvist forhøjes fra 60 til 64 år, og den vil ligesom folkepensionsalderen stige yderligere, i takt med at den gennemsnitlige middellevealder stiger. Samtidig forkortes efterlønsperioden gradvist fra fem til tre år. I de hidtidig gældende regler betød modregning af private pensionsordninger, at mange ventede med at gå på efterløn til de blev 62 år. Disse modregningsregler skærpes i den nye ordning, så det for mange specielt yngre personer med pensionsopsparinger er mindre attraktivt at være med i efterlønsordningen. Mange har derfor valgt at udtræde af efterlønsordningen mod at få udbetalt et skattefrit beløb på op til kr. ca. 67.000. Denne mulighed er gældende frem til 1. oktober 2012. Disse offentlige ordninger suppleres med de såkaldt lovbestemte ordninger som ATP og LD. ATP, der står for Arbejdsmarkedets Tillægspension, blev oprettet i 1964. Det er en obligatorisk, lovpligtig pensionsordning for alle lønmodtagere og modtagere af en række sociale ydelser. Pensionen, der er livslang, afhænger af, hvor mange år man har indbetalt til ordningen, og hvornår man går på folkepension. For de fleste er den årlige pension mellem kr. 20.000 og kr. 30.000. 4 Dertil kommer mulighed for særlige tillæg og helbredstillæg.
LD, der står for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, er en lovbestemt ordning, som personer, der var på arbejdsmarkedet i 1977 til 1979, indbetalte til. De opsparede midler, der som udgangspunkt forvaltes af ATP på fondens vegne 5, kan udbetales fra man fylder 60 år. Beløbet vil automatisk blive udbetalt, når man fylder 70 år, medmindre man har bedt om udsættelse. Hvis man har betalt til ordningen i hele perioden (fra 1977 til 1979), udgør det udbetalte engangsbeløb godt. kr. 90.000. 1.4.2 Arbejdsmarkedspensioner Søjle 2 indeholder de såkaldte arbejdsmarkedspensioner, det vil sige pensionsordninger, den enkelte har via sin arbejdsplads eller sin overenskomst. De første pensionsordninger kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet. Det er dog først i sidste halvdel af 1900-tallet, at arbejdsmarkedspensionerne for alvor vandt indpas. Pensionerne var i starten mest udbredte i den offentlige sektor og blandt nogle funktionærgrupper. Først i 1989 kom arbejdsmarkedspensionerne med i de kollektive overenskomster og blev dermed for alvor udbredt på det private arbejdsmarked. Der er dog fortsat dele af det private arbejdsmarked, der ikke er omfattet af nogen arbejdsmarkedspensionsordning. Arbejdsmarkedspensionerne kan enten være aftalt mellem parterne på arbejdsmarkedet som led i overenskomsterne eller direkte mellem en virksomhed og dens ansatte. I dag findes der mere end 700 forskellige arbejdsmarkedspensionsordninger. Den enkelte medarbejder kan typisk ikke selv vælge, om vedkommende vil være med eller ej. Hovedreglen er, at arbejdsgiveren indbetaler 2/3 af pensionsbidraget, mens lønmodtageren selv betaler resten. I begyndelsen af 1990 erne var indbetalingerne for den del, hvor de er et led i de kollektive overenskomster, typisk ganske på få procent af lønnen. I dag er indbetalingerne i forbindelse med de kollektive overenskomster generelt over 10 procent og op til 17-18 procent for visse grupper. Den samlede pensionsopsparing Arbejdsmarkedspensionsordningerne er oftest oprettet enten i en tværgående pensionskasse, der typisk dækker et bestemt fagområde, eller i en arbejdsmarkedspensionskasse, der typisk dækker et bestemt overenskomstområde. Pensionen kan også være tegnet i et livsforsikringsselskab. Det gælder specielt firmapensionsordningerne, hvor pensioner er aftalt direkte mellem den enkelte virksomhed og den ansatte. Tabel.6 Samlede pensionsopsparede formue Mia. kr. 2006 2007 2008 2009 2010 Livsforsikringsselskaber 813 850 910 996 1.092 Tværgående pensionskasser 313 320 329 354 382 Pengeinstitutter 347 376 309 379 407 Firmapensionskasser - - 36 36 38 ATP, LD 416 408 456 420 478 I alt 1.889 1.954 2.040 2.186 2.398 Kilde: Finanstilsynet Markedsudviklingen i 2010 for Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser I tabel.6 ses udviklingen i den samlede pensionsopsparing i Danmark fra 2006 til 2010. Tallene omfat- 5 Siden 2005 har det dog været muligt at flytte beløbet til et andet pensionsinstitut.
ter både pensionsopsparingen i søjle 2 og 3 samt pensionsopsparingen i de lovbundne ordninger ATP og LD. Det ses, at den samlede pensionsopsparing er steget fra kr. 1.889 mia. i 2006 til kr. 2.398 mia. i 2010 svarende til en stigning på 27 procent. Ændringer i opgørelsesmetoden af den samlede opsparing fra 2009 til 2010 vanskeliggør en præcis sammenligning af pensionsopsparingen tilbage i tiden. Men under alle omstændigheder er den samlede pensionsopsparing steget markant i de senere årtier. I 1991 udgjorde den samlede pensionsformue 65 procent af bruttonationalproduktet BNP. Det var i 2009 steget til 165 procent af BNP. Stigningen i pensionsformuen har været kraftigst inden for livsforsikringsselskaber, men har været generel i hele sektoren. Udbetalingsformer Arbejdsmarkedspensionerne udbetales typisk som det, man kalder ordninger med løbende udbetalinger, også kaldet livrente. Det vil sige, at man får et beløb udbetalt fra det tidspunkt, hvor man går på pension, og til man dør. Hvis man omvendt dør inden pensionsalderen, får man intet udbetalt. Man kan således sige, at der er tale om en solidarisk ordning, hvor dem, der dør tidligt, betaler til dem, der lever længe. Dog dækker arbejdsmarkedspensionerne typisk også ægtefælle og børn i tilfælde af, at den forsikrede dør, inden vedkommende når pensionsalderen. Desuden dækker pensionen i tilfælde af, at man mister sin erhvervsevne. Man vil da typisk få udbetalt invalidepension. Det er også i visse tilfælde muligt at oprette arbejdsmarkedspensionen som en ratepension, hvor udbetalingen sker i rater i en tidsbegrænset periode på mindst 10 år. I tilfælde af død udbetales ydelserne til de efterladte. Endelig kan dele af arbejdsmarkedspensionen udbetales som en engangssum. Dette kaldes også supplerende engangsydelse. 1.4.3 Livsforsikringsselskaber Livsforsikringsselskaber er selskaber, der kun må sælge livsforsikringer eller tilsvarende produkter. Livsforsikringsselskaberne er således skarpt adskilt fra skadesforsikringsselskaberne, som vi skal beskæftige os med senere. Livsforsikringsselskaber skal være aktieselskaber. Det er dog ikke alle livsforsikringsselskaber, der er børsnoterede. De kan fx være datterselskaber af andre livsforsikringsselskaber, pengeinstitutter eller af arbejdsmarkedsparter i fællesskab. Man opdeler derfor ofte livsforsikringsselskaber i de markedsorienterede livsforsikringsselskaber og de ikke-markedsorienterede livsforsikringsselskaber. I tabel 7 er vist markedskoncentrationen for de to typer af livsforsikringsselskaber. Det ses, at der er tale om en meget høj markedskoncentration specielt i den markedsorienterede del af markedet, hvor de fem største selskaber udgør næsten 90 procent af markedet. Tabel 7 Markedsandele for de fem største livsforsikringsselskaber, 2010 Markedsorienterede del Bruttopræmier Ikke-markedsorienterede del Bruttopræmier PFA Pension 29,8 % PensionDanmark 19,6 % Danica Pension 36,1 % Sampension KP 13,8 % Nordea pension 16,2 % Industriens Pension 11,7 % AP-Pension 8,6 % Pen-Sam 8,3 % SEB 7,3 % Lærernes Pension 7,5 % I alt fem største 88,1 % I alt fem største 61,0 % Note: Markedsandelen er opgjort på basis af bruttopræmierne. Kilde: Finanstilsynet, Markedsudviklingen 2011 for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser
1.4.4 Private pensionsordninger Såfremt de offentlige pensionsudbetalinger og udbetalingerne fra arbejdsmarkedspensionerne ikke er tilstrækkelige, kan man som privatperson supplere med såkaldt individuelle eller private ordninger. Det vil man også typisk gøre, hvis man er selvstændig, eller man af anden årsag ikke har en arbejdsmarkedspension. Disse pensioner udgør således den tredje søjle i det samlede danske pensionssystem. Man kan enten oprette sin individuelle pensionsordning i et pengeinstitut eller i et livsforsikringsselskab. Hos pengeinstituttet kan pensionen oprettes enten som en kapitalpension eller en ratepension. Hos livsforsikringsselskabet kan pensionen enten oprettes som en rateforsikring, der stort set svarer til pengeinstituttets ratepension, eller som en kapitalforsikring, der i det store hele svarer til pengeinstituttets kapitalpension, eller som en livrente. Udbetaling og skat Fælles for livrente- og ratepensioner er, at udbetalingerne er skattepligtige. Tilsvarende kan indbetalingerne trækkes fra i den personlige indkomst. For personer, der betaler en højere del af deres indkomst i skat i de erhvervsaktive år, end de gør i pensionsårene, kan indbetalinger på en ratepension eller livrente derfor være en skattemæssig fordel. Denne skattemæssige fordel er der mange, der har udnyttet i de senere år. Det ses således i tabel 8, der viser indbetalinger på de forskellige pensionsordninger siden 1995, at indbetalingerne til ratepensionerne i pengeinstitutterne og i livsforsikringsselskaberne 6 steg fra henholdsvis kr. 1,9 mia. og kr. 3,0 mia. i 1995 til henholdsvis kr. 22,4 mia. og kr. 36,0 mia. i 2009. Med de seneste skattereformer er der imidlertid indført et loft over indbetalingerne på ratepension og rateforsikring. Specielt indbetalingerne på ratepensionerne i pengeinstitutterne var derfor markant lavere i 2010 end i 2009. Det betyder også, at de samlede indbetalinger faldt lidt tilbage i 2010 efter at have været tredoblet fra 1995 til 2009. Tabel 8 Udviklingen i pensionsindbetalinger opdelt på type 1995-2010, mia. kr. 1995 2002 2005 2008 2009 2010 2010 indeks 1995=100 Pengeinstitutter, hvoraf 12,6 14,5 23,8 27,8 28,7 17,7 140,5 Kapitalpension 10,3 6,2 6,7 6,5 6,2 5,9 57,1 Rateopsparing 1,9 8,1 16,9 21,1 22,4 11,6 602,3 Indeksordninger 0,3 0,2 0,2 0,1 0,1 0,1 29,5 Forsikringsselskaber og pensionskasser, hvoraf 26,8 53,7 69,2 86,1 88,2 86,8 324,2 Kapitalforsikring 7,1 9,0 9,5 10,3 10,0 9,0 127,3 Rateforsikring 3,0 13,8 22,8 33,8 36,0 32,9 1.078,8 Indeksordninger 0,2 0,1 0,1 0,0 0,0 0,0 0,0 Livrenter 16,1 30,2 36,0 41,1 42,1 43,9 273,3 Supplerende engangsydelser i pensionskasser 0,4 0,7 0,8 1,0 0,0 1,0 243,5 Pensionsindbetalinger i alt 39,4 68,3 93,0 113,9 117,9 104,8 266,2 Pensionsindbetalingers fordeling mellem Privattegnede ordninger 15,6 17,2 23,5 22,0 20,3 17,7 153,6 Arbejdsgiveradministrerede ordninger 23,8 51,0 69,5 91,9 96,5 85,7 360,1 Note: Pensionsindbetalingerne kan ikke direkte sammenholdes med tabellen over pensionsformuerne. Kilde: Finansrådet sektoren i tal 6 Hvor ratepensionerne kaldes rateforsikring
Tidligere var også indbetalinger på en kapitalpension fuldt ud fradragsberettiget uanset indkomst. Da udbetalingen kun blev beskattet med en afgift på 40 procent, var der således en stor skattebegunstigelse for mange ved opsparing i en kapitalpension. Skattereglerne blev derfor ændret i forbindelse med pinsepakken i 1998, således at indbetalinger på kapitalpensioner siden 1999 ikke har været fuldt fradragsberettiget for de højest beskattede. I Danmark beskattes det løbende afkast i pensionsordninger med en såkaldt PAL-skat på ca. 15 procent. Det er en lempeligere beskatning end beskatning af aktier og obligationer, der spares op uden for pensionsdepoterne. I det hele taget har skatteelementet spillet en væsentlig rolle for udviklingen i det danske pensionssystem. 1.4.5 Forskellige pensionsprodukter Et traditionelt pensionsprodukt er bygget op omkring en såkaldt grundlagsrente, der er en rente, som pensionsselskabet lover kunden. I normale år vil de løbende pensionsindbetalinger, pensionspræmierne, være så store, at pensionsselskabet vil opbygge et overskud. En del af dette overskud skal ifølge loven udbetales til kunderne som såkaldt bonus. I de fleste tilfælde får pensionskunderne således et højere afkast end gennemsnitsrenten på pensionsformuen. Det er dog ikke hele overskuddet, der udbetales til kunderne. En del hensættes til dårlige år på de finansielle markeder. På den måde kan pensionsselskaberne udjævne sit investeringsafkast over årene. Derfor kalder man også disse traditionelle pensionsprodukter for gennemsnitsrenteprodukter. For at undgå kraftige udsving i afkastet følger livsforsikringsselskaberne en relativt sikker investeringsstrategi, hvor der fx i høj grad investeres i obligationer. Det fremgår således af figur 4, at 68 procent af aktiverne i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser i 2010 var placeret i obligationer, 20 procent i aktier, 7 procent i grunde og bygninger og 5 procent i andre finansielle fordringer. Da afkastet på aktier på langt sigt anses for at være højere end afkastet på obligationer, betyder det et lavere forventet pensionsafkast, end hvis pensionsselskaberne investerede midlerne mere risikobetonet. Figur 4 Fordelingen af aktiver i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, 2010 5% 7% 68% 20% Grunde og bygninger Aktier Obligationer Andet Kilde: Finanstilsynet, Markedsudviklingen 2011 for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser Det er en af baggrundene for, at de såkaldte markedsrenteprodukter i de senere år er blevet mere og mere efterspurgte. Det er produkter, hvor de investerede midler forrentes på markedsvilkår. Værdien af pensionerne vil derfor svinge i takt med udviklingen på de finansielle markeder. I 2000 var der ca. 300.000 personer, der havde en markedsrentepension. I 2009 var dette tal steget til over 1.000.000 personer.
1.5 Skadesforsikringsselskaber I livsforsikringsselskaberne, som vi betragtede i det foregående afsnit, kan man forsikre sig mod alderdom, død og tab af erhvervsevne. I skadesforsikringsselskaberne kan man forsikre sig mod skade på ting og personer. Enkelte af disse forsikringer er lovpligtige, som fx ansvarsforsikringen på motorkøretøjer. De fleste forsikringer er dog frivillige. Man kan opdele skadesforsikringerne i fire hovedgrupper. Disse er vist i figur 5, hvor det ses, at præmierne fra motorkøretøjsforsikringer i 2011 udgjorde 28 procent og erhvervsforsikringer 27 procent af de samlede præmieindtægter, mens præmierne på privatforsikringer udgjorde 24 procent og præmierne på personulykkesforsikring udgjorde 17 procent. Gruppen "andet", hvor den største enkeltpost er turistassistanceforsikring, udgjorde de resterende 3 procent. Figur 5 Fordelingen af præmier i skadesforsikringsselskaber, 2010 24% 17% 28% Motorkøretøjsforsikring Erhvervsforsikring 27% Privatforsikring Personulykkesforsikring Kilde: Finanstilsynet, Skadesforsikringsselskaber: Statistisk materiale 2011 Blandt erhvervsforsikringerne er det bygningsskadeforsikring efterfulgt af arbejdsskadeforsikring og løsøreforsikring, der er de største, målt på præmieindtægter. Blandt de private forsikringer er det grundejerforsikring og familieforsikring, der er de største. I det efterfølgende skal vi se på disse forsikringer samt motorkøretøjs- og ulykkesforsikringer. 1.5.1 Erhvervsforsikringer Arbejdsskadeforsikringen er lovpligtig for arbejdsgiveren. Den sikrer ansatte eller deres efterladte erstatning for en ulykke eller en erhvervssygdom, der måtte ske på grund af arbejdet, og som giver varige mén. Arbejdsskadeforsikringen er altså en forsikring, som arbejdsgiveren skal tegne mod skade på de ansatte. Imidlertid kan ejeren eller de ansatte også komme til at udøve skader på andre. For at imødekomme dette kan virksomhedsejeren tegne en erhvervsansvarsforsikring. Det er nemlig ejeren, der er ansvarlig, også selvom det er en af de ansatte, der forvolder skaden. Forsikringen er frivillig. De væsentligste aktiver, en typisk virksomhed har, er dens bygninger, dens løsøre det vil sige inventar, beholdning af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, maskiner, edb-udstyr og installationer m.m. og de indtægter, den kan påregne fra dens kunder. Disse kan virksomheden forsikre via henholdsvis en bygningsforsikring og en løsøre- og driftstabsforsikring. Forsikringerne er frivillige, men hvis der er lån i bygningerne, som der ofte er, vil kreditinstitutterne som minimum forlange, at der er tegnet en bygningsbrandforsikring. 1.5.2 Privatforsikring De to væsentligste privatforsikringer er familieforsikringen og hus- og grundejerforsikringen. En familie-
forsikring er en kombination af en indboforsikring, en ansvarsforsikring og en retshjælpsforsikring, typisk med mulighed for forskellige tilvalgsdækninger. Indboforsikringen gælder for alle familiemedlemmer, også børn der er flyttet hjemmefra, hvis de er under 21 år og bor alene. Indboforsikringen dækker alt, hvad der hører til en privat boligs normale udstyr. Indboet opdeles i særligt indbo som fx edb-udstyr, tv og radio, malerier, mobiltelefoner 7 og almindeligt indbo, der er alt det indbo, der ikke er særligt indbo. Kravene vedrørende opbevaring og maksimal dækning er strengere, når det drejer sig om særligt indbo, end når det drejer sig om almindeligt indbo. Det er vigtigt, at indboforsikringens forsikringssum er stor nok til at undgå underforsikring. Det vil sige, at forsikringssummen på policen for lille i forhold til de reelle værdier. I dette tilfælde vil erstatningen i tilfælde af skade bliver mindre, end hvad det koster at genanskaffe det beskadigede. Hvis der omvendt er tale om overforsikring, får forsikringstager kun udbetalt forsikringssummen. Desuden indeholder familieforsikringen en privat ansvarsforsikring, der med visse undtagelser 8 dækker, hvis et af familiens medlemmer som privatperson forvolder skade på andre personer eller på deres ejendele. De fleste boligejere har lån i deres hus, mod at kreditinstituttet har pant i huset. Derfor kræver kreditinstitutterne, at de pågældende boligejere tegner en brandforsikring på huset. De fleste har dog en hus- og grundejerforsikring, der foruden brand dækker i tilfælde af vandskade, stormskade, ved insekt- og svampeangreb m.m. 1.5.3 Motorkøretøj- og ulykkesforsikringer Ansvarsforsikringen på motorkøretøjer er en af de få lovpligtige forsikringer. Forsikringen dækker de skader, man som ejer af et motorkøretøj måtte forvolde på andre. Forsikringen dækker ikke motorkøretøjets fører. Derimod er eventuelle passagerer dækket. Forsikringen dækker heller ikke selve motorkøretøjet. Ansvarsforsikringen er således en forsikring mod de skader, motorkøretøjet kan forvolde ikke en forsikring mod skader på motorkøretøjet og dets fører. Skader på motorkøretøjet dækkes af en kaskoforsikring, og skader på føreren dækkes af en ulykkesforsikring. Ingen af disse er lovpligtige, dog stiller et eventuelt kreditinstitut krav om en kaskoforsikring, hvis der er optaget lån med pant i bilen. En ulykkesforsikring kan ofte enten tegnes som en almindelig ulykkesforsikring, hvor man kun får erstatning, såfremt ulykken skyldes en pludselig udefrakommende hændelse, eller som en udvidet ulykkesforsikring, hvor der blot skal være tale en pludselig hændelse. Altså ikke, at den skal være udefrakommende. Man kan således under den udvidede ulykkesforsikring fx få udbetalt erstatning, såfremt man falder i søvn og derfor kører galt. Forsikringerne, der dækker alle de af familiens medlemmer, der står på policen, kan enten tegnes som en fritidsforsikring, der ikke dækker i arbejdstiden, eller som en heltidsforsikring. Man bestemmer selv forsikringssummen, men præmien afhænger selvfølgelig af den valgte forsikringssum. Man kan også godt tegne mere end én ulykkesforsikring, og i tilfælde af en ulykke vil man få udbetalinger fra alle de ulykkesforsikringer, som man har tegnet. 1.5.4 Skadesforsikringsmarkedet Skadesforsikringsmarkedet er, som det fremgår af tabel 9, præget af især Tryg med en markedsandel på 1/3 og de øvrige tre store selskaber; Codan, Topdanmark og Alm. Brand. Det ses dog, at markedet ikke er så koncentreret som markedet for livsforsikringsselskaber. 7 8 Listen er ingenlunde udtømmende. Fx hvis skaden er forvoldt med fortsæt, i spirituspåvirket tilstand, eller den, der forsager skaden, er under 14 år.
Tabel 9 Markedsandele for de fem største skadesforsikringsselskaber, 2007 Opgjort på bruttopræmier Tryg 35,2 % Codan 12,7 % Topdanmark 10,8 % Alm. Brand 8,0 % Sygeforsikringen Danmark 4,4 % I alt fem største 71,0 % Kilde: Finanstilsynet, Skadesforsikringsselskaber: Statistisk materiale 2011, egne beregninger. Forsikringsselskaberne tager dog ikke altid selv hele risikoen. De kan genforsikre sig hos andre forsikringsselskaber både i Danmark og i udlandet. Genforsikringsandelen i 2011 var for alle forsikringer under ét godt 12 procent, som det fremgår af figur 6. Det ses, at genforsikring specielt finder sted for erhvervsforsikringer, ikke mindst inden for luftfartsforsikringerne, hvor genforsikringsandelen er over 90 procent. Figur 6 Genforsikringsandelen af bruttopræmierne i 2011 28,0% 24,0% 20,0% 16,0% 12,0% 8,0% 4,0% 0,0% 8,3% 24,3% 8,8% 12,4% Kilde: Finanstilsynet, Markedsudviklingen 2007 for skadesforsikringsselskaber Skadesforsikringsselskaberne beregner deres rentabilitet på forsikringsdriften ud fra den såkaldte Combined Ratio, der måler udgifterne til henholdsvis erstatning og administration per præmiekrone. Det gælder således om at have en så lav Combined Ratio som muligt. Selskaberne tjener også på afkastet af deres investeringer. Regnes disse indtægter med, fås den såkaldte Operating Ratio, der måler udgifterne til erstatning og administration i forhold til indtægterne fra både præmier og investeringsafkast. Operating Ratio kan således udtrykkes som rentabiliteten af skadesforsikringsselskabernes samlede drift.
I figur 7 ses udviklingen i combined ratio og operating ratio fra 2002 til 2011 for hele sektoren under ét. Det ses, at såvel combined ratio som operating ratio var over 100 i 2002. Selskaberne tabte altså penge dengang. Siden gik det stødt fremad indtil 2006, hvorefter både combined ratio og operating atter steg frem til 2010. I 2011 faldt begge til en combined ratio på 93,2 og en operating ratio på 94,4. Figur 7 Udviklingen i combined ratio og operating ratio for sektoren under ét 110,0 100,0 90,0 80,0 70,0 60,0 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 Combined ratio Operating ratio Kilde: Finanstilsynet, Markedsudviklingen for skadesforsikringsselskaber, diverse årgange