Forskellige skoler til forskellige børn

Forskellige skoler til forskellige børn Bangladesh. Børn fra de fattigste familier i Bangladesh har hverken mulighed for at gå i en privat eller offentlig skole. På skoler, som er drevet af organisationer, kan børnearbejdere få undervisning samtidig med at de hjælper med at forsørge familien Tekst og foto: Louise Knuth Pedersen Det offentlige skolesystem i Bangladesh fungerer ikke for alle børn. Især børn, der bliver nødt til at arbejde for familiens overlevelse, kan ikke få skolegangen til at passe ind i hverdagen. Derfor driver organisationer særlige skoler, som er indrettet, så de passer ind i en børnearbejders liv. Ananda Dhara-skolen er en demokratisk skole. Elever og lærere har i fællesskab besluttet, hvordan skoleuniformerne skal se ud Sådan en skole er Ananda Dhara-skolen i Dhaka. Det er organisationen Incidin, som arbejder for at mindske skellet mellem rig og fattig i Bangladesh, og som er støttet af Red Barnet Sverige-Danmark, der står bag projektet. Skolen er for børnene fra en pakistansk flygtningelejr. Benarasierne, som de tidligere pakistanere hedder, har boet i landet i flere årtier, men de har svært ved at blive accepteret i resten af samfundet. Blandt andet fordi mange af dem stadig ikke har bengalsk statsborgerskab, og Bangladesh og Pakistan ligger i forhandlinger om, hvor benarasierne hører hjemme. Beboerne i lejren er meget fattige, og børnene, som er født der, ligger endnu lavere i hierarkiet end andre fattige børn. De offentlige skoler kører efter et formelt pensum, og det fungerer ikke for de børn, der går her. Vi sørger for, at skoletiden passer til børnenes arbejdstid. Børnene lærer det, de skal lære, mens de er her på skolen, for de har ikke tid til og mulighed for at lave lektier derhjemme, siger projektleder på skolen Shah Alam Manik. Et helhedsprojekt Ud over at tilbyde undervisning, tager projektmedarbejderne også ud til børnenes familier for at fortælle om, hvor vigtigt det

er, at børnene får undervisning, og at det kan lade sig gøre, samtidig med at barnet arbejder og hjælper med at forsørge familien. Vi sørger for, at skoletiden passer til børnenes arbejdstider, siger Shah Alam Manik, som er projektleder på Ananda Dhara-skolen Skolen besøger også arbejdspladser, som benytter sig af børnearbejde, for at tjekke børnenes arbejdsforhold og snakke med arbejdsgiverne om børns rettigheder. Projektet handler også om at sikre sundheden i lejren ved at fortælle familierne om, hvordan mad og hygiejne hænger sammen med sundhed og sygdom. På den måde er projektet mere end en skole. Det er et netværks- og oplysningsprojekt, som hjælper det enkelte barn med at få hverdagen til at hænge sammen, så det både kan gå i skole, arbejde og hjælpe til derhjemme. Alt hvad der sker i projektet bygger på FN s Børnekonvention. Da projektet begyndte i 2000 var der nogen modstand fra forældrene, som var bange for at miste den indtægt, som børnene bidrog med. Den modstand er forsvundet. Nu, hvor skolen er etableret, har alle børnene i lejren en drøm om at komme i skole, mener projektleder Shah Alam Manik, som også fortæller, at familiernes sundhed er blevet bedre, så der eksempelvis næsten ikke er nogen, der har problemer med diarré længere. Men ikke alle er begejstrede for den uformelle undervisning, som organisationer tilbyder fattige børn og børnearbejdere. Mohammed Abu Saleh, som har arbejdet i Bangladesh Teachers Federation i 15 år, mener, at formel uddannelse er den eneste vej frem. Hvis alle børn kommer i skole og bliver undervist efter det formelle pensum, har de ikke brug for at lære om børns rettigheder og om at organisere sig. Hvis børnene går i skole og får en uddannelse, vil de automatisk blive oplyst om deres rettigheder, fordi undervisningen bygger på demokrati, mener han. Han mener desuden, at for få organisationers projekter ændrer samfundet, og at for mange kun går op i at udforme fine rapporter.

Kun adgang for kvindelige, motiverede lærere På Ananda Dhara-skolen er det uddannelsesmæssige krav til lærerne, at de har en bachelorgrad, men skolen går mere op i de personlige kvalifikationer. Lærerne skal være motiverede, venlige over for børnene, de må ikke straffe hverken fysisk eller psykisk, og så skal børnene kunne lide dem. Det er børnene, der evaluerer lærerne. Benarasierbørnene er vokset op i et samfund, der er endnu mere mandsdomineret end resten af Bangladesh, og derfor forsøger de på Ananda Dhara-skolen at mindske kvindediskriminationen og ændre kvindesynet ved kun at ansætte kvindelige lærere. Det er også for at beskytte pigerne og sikre, at det ikke kun er drengene, men også pigerne, der kommer i skolen. Det er ikke fordi, vi er imod mænd, børnene kan bare bedre lide kvinderne, forklarer projektlederen. Regeringen har godkendt skolen som et projekt, men den støtter ikke skolen økonomisk. Incidins mål med projektet er i første omgang at statuere et eksempel over for regeringen. Projektet skal være en model, som viser, hvordan man kan få børnearbejdere i skole og sikre kvalitet i undervisningen. På længere sigt vil organisationen gerne arbejde sammen med regeringen og den private sektor på uddannelsesområdet. Gode intentioner, som er svære at føre ud På en af de offentlige grundskoler i Dhaka er skolelederen Harunor Rashid glad for NGOskolernes arbejde. Han peger på børnearbejde som den største grund til, at ikke alle børn i Bangladesh kommer i skole. Der skal ikke kun fokuseres på uddannelse, men hele fattigdomscirklen skal brydes, hvis alle børn skal sikres uddannelse, mener han. Selvom regeringen virkelig vil, så kan den ikke løfte opgaven. Uddannelse er i forvejen den højest prioriterede post på regeringens budget, men Bangladesh er så fattig et land, at regeringen ikke økonomisk kan gøre mere, siger Harunor Rashid. På de offentlige skoler i Dhaka, er der trængt i klasseværelserne. På den skole, Folkeskolen besøgte, er der 1.282 elever og 17 lærere Ligesom på Incidins projektskole opfatter man også på den offentlige skole børn som selvstændige individer, som har ret til undervisning. Lærerne har et meget nobelt job, fordi de skal ruste børnene til fremtiden. Men desværre får lærere ikke den respekt i samfundet, som de burde, mener skolelederen. Heller ikke fra regeringens

side, hvilket den lave løn understreger. En offentlig ansat lærer får 3.000-8.000 taka (300-800 kroner) om måneden. Til sammenligning får en lærer, der er ansat på en engelsk privatskole, som Folkeskolen også besøgte, 10.000 taka om måneden som startløn. På den offentlige skole lægger man - ligesom på skolen for benarasierne - også højere vægt på lærernes personlige kvalifikationer end på den uddannelsesmæssige baggrund. Lærerne skal være motiverede, pålidelige og passionerede, siger skoleleder Harunor Rashid. Målet med undervisningen er at bygge børnenes fremtid, og det skal lærerne ville for at blive ansat. Fyldte klasseværelser og udenadslære Trods den gode indstilling på den offentlige skole er undervisningskvaliteten alligevel ikke i top set med danske øjne. Der er 1.282 elever på skolen og 17 lærere, så der er trængt i klasseværelserne. Undervisningen i bangla foregår sådan, at læreren læser et stykker højt, som de cirka 60 elever derefter gentager i kor. Mange af elverne gør det uden at kigge i bogen. Til sidst bliver nogle af eleverne udvalgt til enkeltvis at læse det samme stykke op en gang til. Få elever får hjælp til lektierne derhjemme, men Harunor Rashid mener, at børnene lærer hvad de skal, mens de er i skolen. 20 procent af eleverne dropper ud i løbet af grundskolen, vurderer han. 90 procent af de, der når den afsluttende eksamen, består den. Men det er ikke nok at bestå grundskolen, for inden eleverne fortsætter i 6. klasse, skal de gennem en optagelsesprøve. Udenadslære præger undervisningen i bangla. En elev gentager, hvad læreren og bagefter klassen har læst højt I det skoledistrikt, som Harunor Rashids skole dækker, er der også NGO-skoler. Det synes skolelederen godt om, for han mener ikke, regeringen kan ikke tilbyde børnearbejdere undervisning, der passer til dem. Skolelederen arbejder også sammen med NGO-skolerne. De børn, der består 2. klasse på en NGO-skole, kan komme ind på den offentlige skole i 3. klasse, hvis de har tid til det. Harunor Rashids erfaring er, at børnene, der kommer fra de særlige skoler, klarer sig lige så godt som de elever, der har gået på den offentlige skole hele tiden. Han mener, at så længe regeringen ikke kan tilbyde undervisning, som passer til alle børn, så er det godt, at organisationer laver særlige skoler for børn, som ellers ikke ville få nogen undervisning overhovedet. En helt anden skole På den engelske privatskole Sunbeam, som også ligger i Dhaka, er forholdene noget

anderledes end på de to andre skoler. Der bliver undervist i det engelske nationale pensum, og eksamensresultaterne bliver sendt til England for at blive godkendt. Men der bliver også undervist i bangla, fordi man på skolen mener, at det er vigtigt, at eleverne lærer om det sprog og det samfund, som de er omgivet af. Det er en meget respekteret skole, og alle eleverne fortsætter på videregående uddannelser, vurderer lærerne på skolen. Det koster 3.500 4.000 taka (350-400 kr.) om måneden for en elev at gå på skolen, og derfor er det middelklassens børn, der går på skolen. Lærerne på skolen mener, det er en god afgrænsning, for det er middelklassens børn, der er i stand til at ændre samfundet, hvis de får en god uddannelse. Blandt lærerne er der glæde ved at undervise. Som lærere kan vi motivere børn, og derfor er lærerjobbet et meget respektabelt job, mener en af lærerne på skolen. Lærere skal kunne kommunikere med børn, og når der skal ansættes nye lærer, er det største problem ikke at finde nogen, der er godt nok uddannede, men at finde nogen, der er hengivne nok. Få lærere er organiseret Kun 10 procent af lærerne i Bangladesh er organiseret i Bangladesh Teachers Federation (BTF), som er en landsdækkende lærerorganisation. Mange lærere er dog organiseret i små lokale organisationer, siger Harunor Rashid, som er skoleleder på en af de offentlige skoler i Dhaka. På den engelske privatskole Sunbeam i Dhaka forklarer lærerne, at de ikke mener, der er nogen grund til at organisere sig i BTF, fordi organisationen ikke er i stand til at ændre noget. Mohammed Abu Saleh har arbejdet i BTF i 15 år, og han mener, det er yderst vigtigt, at lærerne forstår, at de bliver nødt til at stå sammen og forene sig, hvis de vil ændre forholdene for lærere i Bangladesh. På den engelske privatskole Sunbeam i Dhaka bliver der undervist i det engelske nationale pensum. Men undervisningen i bangla bliver også vægtet højt for at hjælpe elever med at forstå sproget og samfundet, som omgiver dem Selvom det ikke er alle børn, der kan komme på privatskole og få en god uddannelse, er der noget at lære for alle børn. Derfor mener lærerne på skolen, at det er godt, at der er særlige skoler for børn, som ikke har de samme muligheder, som eleverne på Sunbeam. På de tre skoler, Folkeskolen har besøgt, opfatter man altså børnene som selvstændige individer, der har noget at lære, og lærerjobbet som et samfundsmæssigt meget vigtigt jo, der fortjener respekt. Men der er stor forskel på, hvilke muligheder de tre skoler har for at leve op til idealerne. FN s Børnekonvention Alle verdens lande på nær USA har underskrevet Børnekonventionen. Den bygger på fire hovedprincipper om børns ret til overlevelse, udvikling, beskyttelse og til at deltage i beslutninger om deres eget liv. Den består af 54 artikler og blev vedtaget af FN s Generalforsamling i 1989.