ROLAND BARTHES OG DET SEMIOLOGISKE EVENTYR

ROLAND BARTHES OG DET SEMIOLOGISKE EVENTYR Orla Vigsø Dette essay, der udspringer af en gennemgang af hvad man kunne kalde "strukturalismens genealogi", fokuserer på Roland Barthes, der med sine semiologiske skrifter fra starten af 1960'erne placerer sig som en vigtig skikkelse i forsøget på at udvide den strukturelle analyses gyldighedsområde til også at gælde ikke-sproglige fænomener. Den første og vigtigste tekst i denne fase af Roland Barthes' forfatterskab er "Éléments de sémiologie". Heri forsøger Barthes gennem et omfattende referat af Saussure og Hjelmslev dels at få klarlagt de vigtigste begreber inden for den strukturelle lingvistik, dels at undersøge hvordan disse begreber vil kunne anvendes inden for en generel semiologi. Dette essay vil tage fat på denne tekst og undersøge den under flere kritiske synsvinkler: for det første, hvilke elementer fra den strukturelle lingvistik der inddrages; for det andet, hvordan Barthes' udlægning af disse elementer hos Saussure og Hjelmslev står i forhold til de tos egne udlægninger; for det tredje, hvordan den generelle semiologi tænkes udarbejdet ud fra elementerne. Et sidste punkt, der vil blive berørt, er Barthes egen holdning til det semiologiske projekt og til hans egen rolle heri; efter 1973 kommer han gentagne gange med kritiske tilbageblik på perioden 1963-73, som han endda benævner "Det semiologiske Eventyr". Hvad projektet var, og hvad hans indvendinger går på vil blive undersøgt i essayets sidste afsnit, og dette afsnit kan derfor betragtes som en slags foreløbig statusopgørelse over den første "euforiske" fase i strukturalismen. I øvrigt skal der her gøres opmærksom på, at når der konsekvent gennem dette essay benyttes ordet semiologi og ikke semiotik, er det ikke, fordi jeg ønsker at skelne mellem de to (således som der i 60'erne og 70'erne var visse, der gjorde), men simpelthen for at bevare Barthes' egen betegnelse som et mærke fra den tid, hvor "Det semiologiske Eventyr" udspillede sig. Texten offentliggjordes første gang 1995 som et arbejdspapir fra Center for Kulturforskning, Århus Universitet (Arbejdspapir, nr. 27-95). 1

Élements de sémiologie I den engelske udgave af Élements de sémiologie (Barthes 1967) findes der et større forord ("Introduction"), som ikke er med i den franske udgave. I dette forord, der må datere sig fra 1966 eller 67, forklares det semiologiske projekt som en videreførelse af Saussures lille bemærkning om en videnskab, der studerer tegnenes liv i samfundet: Man kan altså forestille sig en videnskab, der studerer tegnenes liv i det sociale liv; den vil udgøre en del af socialpsykologien og følgelig også af den almene psykologi; vi vil kalde den semiologi (af græsk semeion, "tegn"). (Saussure 1991:415). Denne videnskabs metode skal være den strukturelle lingvistik, således som den er blevet grundlagt af Saussure, idet lingvistikken tildeles pladsen som modelvidenskab for det humanistiske område. Semiologien sigter derfor på, gennem en kopiering af den lingvistiske viden, at studere et hvilket som helst tegnsystem, uanset dets substans: "[...] denne viden kan allerede, i det mindste principielt, anvendes på ikke-sproglige genstande." (Barthes 1985a:19) Men så kommer han med en vigtig bemærkning: disse tegnsystemer udgør om ikke sprog, så betydningssystemer. Dette er en vigtig pointe, både i forhold til hvad han senere siger, og i forhold til den måde, man senere har omtalt de forskellige betydningssystemer som sprog ("modens sprog" osv.). Sproget indtager en særstilling i forhold til andre betydningssystemer, hvad man kan se når man forsøger at beskrive systemer, der er mere komplekse end f.eks. færdselsloven. Barthes påstår, at alle disse tegnsystemer ikke fungerer alene, men altid med en sproglig dublering, hvorved der fremkommer en vis redundans; en tankegang, som også Greimas (1970) har været inde på. Kernen i dette problem er selvfølgelig spørgsmålet om den strukturelle lingvistiks metode og dens mulige udbredelse til ikke-sproglige områder, og Greimas påpeger, at sproget på en måde "dækker" kulturen, idet den omtalte og omtalelige kultur er semantiseret på fuldt ud samme måde som sproget i almindelighed. Men, påpeger han, det er dog ikke sådan at sprog og kultur er koekstensive; der findes kulturfænomener, der ikke kan udtrykkes sprogligt, og en kommende semiologis opgave vil netop være at undersøge, hvorvidt det lader sig gøre også at benytte den strukturelle metode på dette materiale. Barthes tager så at sige denne tråd op (Greimas' artikel er fra 1956) ved at sige både-og; der findes en sproglig dublering som gør, at ikke-sproglige betydningssystemer kan studeres som sprog, men samtidig kan deres ikkesproglige manifestation også undersøges ved hjælp af den strukturelle metode. Derfor kan moden undersøges både som skrevet og som båret mode. 2

Hvis ikke passagen tolkes således, ville resultatet blive, at alle betydningssystemer altid fungerer med en sproglig dublering, og at der mellem den ikke-sproglige og den sproglige manifestation var fuld oversættelighed. En sådan læsning er i modstrid med måden, hvorpå han senere behandler de ikkesproglige manifestationer, hvorfor min udlægning forekommer plausibel, skønt citatet er noget uklart. Straks derefter siger han, at det er mere og mere umuligt at forestille sig et tegnsystem (eller som han siger: "a system of images and objects", Barthes 1967:10), hvis signifiéer kan eksistere uafhængigt af et sprog; at opfatte hvad en substans betyder, er automatisk at tage tilflugt til sproget, fordi enhver mening er sprogligt formet. Det sidste er helt i Hjelmslevs ånd: Tænker man uden at tale, er tanken ikke et sprogligt indhold og ikke funktiv for en tegnfunktion. Taler man uden at tænke og i form af lydrækker hvortil der ikke af nogen tilhører kan knyttes et indhold, er denne tale en abracadabra, ikke et sprogligt udtryk og ikke funktiv for en tegnfunktion. (Hjelmslev 1966:45): Men på den anden side må man så spørge: hvorfor i alverden skulle man også begynde at lede efter signifiéer uden for sproget? Signifiant og signifié er de to sider af det sproglige tegn hos Saussure, ikke af et hvilket som helst tegn. Her har vi fat i noget, der virkeligt er et problem hos de såkaldte strukturalister: De skelner ikke som Barthes faktisk meget klarttænkende gør, mellem sprog og betydningssystemer, men ser i stedet alle systemerne som sprog, hvorfor det tosidede tegnbegreb automatisk må gælde også i de andre systemer, med det resultat at de får store problemer med at adskille signifianter og signifiéer, ja med overhovedet at finde dem. For Barthes kan semiologien kun være en del af lingvistikken, dvs. den kan kun beskæftige sig med betydning som formuleret gennem sproget ikke med de "rå" ting. Han siger altså, at så snart vi begynder at tænke betydning, er vi allerede inde i en sproglig formidling, og det vi kan forholde os til er diskursens "største betydende elementer". 1 Men ud fra disse overvejelser forsøger Barthes fra Saussures lingvistik at isolere nogle analytiske begreber, som han a priori anser for at være af så generel karakter, at de kan danne udgangspunkt for semiologien, som vi må definere som studiet af de betydningssystemer, der fungerer inden for diskursen, og som vedrører dennes største betydningsbærende enheder. (En definition der, i parentes 1 Man kan her ikke undgå at tænke på Greimas' definition af semerne som "mindste betydningsbærende elementer". Der er tydeligvis en vis terminologisk afsmitning på færde. 3

bemærket, er ret original.) De fire punkter er: I. Sprogsystem og sprogbrug II. Signifié og signifiant III. Syntagme og system IV. Denotation og konnotation Sprogsystem og sprogbrug Saussure skelner mellem sprogsystem, der er det sociale, og sprogbrug, der er den individuelle udøvelse. Sprogsystemet kan ikke ændres eller skabes af individet; det er en "kontrakt", man må acceptere i sin helhed, hvis man ønsker at kommunikere med andre individer inden for samme sociale sprogfællesskab. Det er en tillært evne, på én gang en institution og et system (nemlig af valører). Sprogbrugen er så den individuelle udvælgelse og aktualisering; det er sprogbrugerens kombinationer ud fra det virtuelle sprogsystem. Sprogbrug og sprogsystem er dialektisk forbundet; brugen er den eneste genstand, vi kan møde, mens systemet er en uomgængelig forudsætning for at brugen overhovedet giver mening. De to sider udgør som sådan selve den sproglige praksis. Denne sammenknytning gør også, at det er umuligt at lave en "sprogbrugens lingvistik", fordi enhver sprogbrug så snart den forstås som kommunikation og det vil sige som betydningsdannelse allerede udgør en del af sprogsystemet. Sprogbrugen er det eneste, man kan studere, og man kan ikke som udgangspunkt forsøge at skille de to ad; det er først når man begynder at lave lingvistiske eller semiologiske undersøgelser, det sker det er faktisk det, der er målet med sådanne undersøgelser. Forholdet mellem sprogbrug og sprogsystem er prekært, fordi nogle sætninger helt er gået fra brugen over i systemet, og derfor ikke kræver brugerens egen frie kombination. Disse stereotyper kender vi alle fra f.eks. politikersprog eller andre forstenede sprog (franskmændene kalder det "træsprog"). Hvis disse stereotypier ikke længere hører til sprogbrugen, men til sprogsystemet, og hvis det viser sig, at talrige semiologiske systemer i høj grad benytter sig af dem, behøver vi virkelig en syntagmets lingvistik til alle disse stærkt stereotypiske "écritures". (Barthes 1985a:25). Barthes forsøg på at tale om en syntagmatisk lingvistik kan ses som en forløber for den lingvistiske disciplin, der nu kaldes diskursanalyse, hvor hovedpointen er, at der også sker betydningsdannelse i den syntagmatiske sammenkædning, og 4

at denne betydningsdannelse kan undersøges lingvistisk; ellers må man sige, det for Barthes i højere grad er et semiologisk spørgsmål, fordi det drejer sig om skabelsen af et system over et andet system, af et sprog, der benytter sproget som udtryk. Dette synspunkt må imidlertid problematiseres, idet der ikke er tale om to sprog, men blot om to forskellige brug af ét sprog; et sprog er for den strukturelle lingvistik foreningen af et sprogsystem og en sprogbrug, og i tilfældet med de stereotypiske "sprog", kan man ganske vist iagttage to forskellige brug, mens det ikke er muligt at udskille to forskellige sprogsystemer. Dette er et kritikpunkt, jeg senere vil vende tilbage til. Barthes har en lille bemærkning om muligheden for at sætte lighedstegn mellem på den ene side sprogsystem og kode, på den anden sprogbrug og budskab. Denne diskussion bliver central i tresserne på grund af kybernetikken og hele informationssamfundet. Barthes påkalder sig Saussure (og Martinet) og siger, at det kan man godt. Her er jeg imidlertid uenige med Barthes, idet der mellem koden og sproget er den væsensforskel, at koden aldrig er tvetydig, mens sprogets elementer semantisk er flertydige. I koden er betydningen af hvert enkelt element fastlagt én gang for alle ved lov, fordi uklarhed kunne være skæbnessvangert, mens betydningen af sprogets elementer er fastlagt ved norm. Desuden er sprogets elementer ikke entydigt fastlagt i deres betydning; det, der er vedtaget som norm er deres mulige betydninger, hvor den aktuelle betydning så fremtræder gennem en interpretation af kontekstuelle faktorer. Hvis sproget var en kode, ville vi skulle have et uoverskueligt ordforråd, fordi hver ting skulle have sit eget navn. Det, der netop kendetegner et levende sprog, er muligheden for pluriisotopi, og dette er grunden til, at alle forsøg på at lave kunstsprog er slået fejl: flertydighed kan ikke "opfindes", men kun udvikles gennem brug. Har man endelig opfundet et entydigt "sprog", er det ikke et sprog men et symbolsystem, som matematikkens eller logikkens notationssprog. 2 En anden lille interessant passage er om ideolekten, hvor Barthes diskuterer muligheden for "private" sprog. Der nævnes tre mulige ideolekter: 1) Afasisk sprog, hvor ingen anden kan forstå meningen 2) Stil hos en forfatter 3) Et afgrænset sprogligt fællesskabs sprog Det, der her bliver slået sammen under ideolekt, er alt det, man deler op i sociolekt, ideolekt, dialekt og hvad man ellers kan finde af -lekter, og som 2 Argumentet vedrører et kerneproblem i forbindelse med Paul Ricœurs syn på metaforen og dens rolle. Se i den forbindelse første del af Vigsø 1993. 5

forskningen i tresserne og halvfjerdserne har gjort meget ud af og betragtet som "sprog" klassesprog, pampersprog, politikersprog osv. Problemet er her, at det er svært at se, hvordan forholdet er mellem det "rigtige" sprog (modersmålet), og de forskellige "lekter" er der tale om forskellige sprog (bestående af såvel sprogsystem som sprogbrug); er der kun tale om forskellige brug, der benytter det samme system; eller er der tale om semiologiske systemer, der med sproget som udtryk skaber andre betydningssystemer? Barthes problematiserer ikke dette punkt, men jeg mener, der klart må være tale om forskellige former for sprogbrug, der blot benytter sprogsystemet på forskellig vis; de for hver "lekt" specifikke udtryksformer er hentet fra det generelle sprogsystem, og får kun deres specielle betydning fra en bestemt kontekstuel brug, hvorved de ikke adskiller sig fra det "normale" sprog, thi også der er indholdet kontekstuelt bestemt (gennem isotopier, se f.eks Rastier 1987). Konklusionen på Barthes's diskussion af forholdet sprogsystem/sprogbrug bliver følgende: Vi vil således hævde, at der eksisterer en generel kategori sprogsystem/sprogbrug, som omfatter alle betydningssystemer; i mangel af bedre vil vi her beholde betegnelserne Sprogsystem og Sprogbrug, selv når de anvendes på kommunikationsformer, hvis substans ikke er verbal. (Barthes 1985a:29). Ingen manifestation uden et underliggende system. Her har vi i en enkelt formulering strukturalismens credo. Hvordan dette synspunkt kan benyttes på ikke-sproglige områder, forsøger Barthes at vise med bla. klædedragten. Klædedragtens system, som han senere skrev en hel bog om Barthes 1967a), rejser nogle problemer i forhold til Saussure. Problemet er den substans eller materie, som benyttes til at kommunikere med og klædedragten er, ud over sine beskyttelsesmæssige funktioner, en måde at kommunikere på. Barthes har fat i noget vigtigt og rigtigt, nemlig muligheden for at se moden som et system, men hans desperate leden efter "sprogsystem" og "sprogbrug" (Barthes 1985a:30-31) er noget uigennemskuelig. Det er et klart eksempel på, at man får nogle store problemer med at overføre Saussures skelnen fra sproget til andre substanser. Det er rigtigt set, at moden er mindst tre forskellige ting skrevet, fotograferet, båret men problemet er, når man som udgangspunkt har en skelnen mellem brug og system som uadskillelige; fordi Saussure bestemte brug og system som han gjorde, må og skal der for hver manifestation i én given substans findes et system, mens der til en anden manifestation i en anden substans skal findes et andet system. Noget andet er så Saussures påpegning af, at systemet aldrig er fuldstændigt i noget individ, men kun findes i massen. Hvad stiller man så op med moden, hvor der er mange enkeltpersoner, som har systemet komplet, fordi de selv skaber 6

dette system, nemlig designerne, der ikke er nogen gruppe men kun en samling af individer? Er der så tale om et system i saussuresk forstand? Ville det ikke her være bedre at opretholde et skel mellem på den ene side "sprogbrug"/"sprogsystem" og på den anden side budskab/kode, fordi koden netop er afgrænset på en helt anden operationel måde end sprogsystemet? Også brugen volder problemer, fordi moden giver mulighed for en bricolageteknik, som sproget ikke giver mulighed for. Sprogets regler for sammenkædning er styret af et krav om forståelighed, mens det er at trække analogien for langt at sige, at en ukonventionel sammensætning af klædedragten ("kodebrud") er "uforståelig". Tegnet signifiant og signifié Det sproglige tegn er foreningen af to sider, et begreb og et lydligt billede, også kaldet signifié og signifiant. De to har kun eksistens som modstykke til hinanden, og kun når begge er til stede er der tale om et sprogligt tegn. Tegnets vigtigste kendemærke er for Saussure dets tosidethed, dets linearitet og dets arbitraritet. Barthes fremhæver et fjerde træk, der er kommet til siden, nemlig den dobbelte artikulation. Dette vedrører en skelnen mellem to typer enheder, de betydende enheder, som har en mening/betydning, og udgør den første artikulation; og de distinktive enheder, der er en del af formen, men som ikke har nogen mening/betydning (lydene eller fonemerne), og som udgør den anden artikulation. Der er tale om det faktum, at ikke-betydende enheder kombineres til betydende enheder. Hvad angår det semiologiske tegn, starter Barthes med at slå fast, at også det semiologiske tegn består af en signifiant og en signifié. Ingen diskussion om dette punkt. De semiologiske tegn adskiller sig imidlertid fra de sproglige ved deres substans, fordi mange tegn har en substans, der ikke som "væsen" har betydningen, men derimod tjener et andet formål: tøj beskytter, mad mætter, biler kører. Vi foreslår at kalde disse semiologiske tegn med en brugsmæssig, funktionel oprindelse for tegn-funktioner. (Barthes 1985a:40). Barthes siger, at alt fungerer som tegn: så snart der er et samfund, bliver enhver brug til et tegn på sig selv. Enhver praksis bliver i en socialitet til en tegnfunktion, fordi den også tages som tegn på noget andet nemlig sig selv, sin egen brug. Baggrunden for denne måske lidt kryptiske formulering giver han lidt 7

senere: Denne universelle semantisering af brugsformer er central: den er udtryk for det faktum, at der ikke er nogen anden form for realitet end den intelligible, og den vil i sidste ende føre til en sammenblanding af sociologien og socio-logikken. (Barthes 1985a:41). Det reelle er det, vi forstår, og det vil så igen sige: det vi tilskriver betydning, og betydning tilskriver vi igennem et system af forskelle, et tegnsystem. Tegnfunktionen er dermed en grundlæggende erkendelseskategori, ja faktisk en antropologisk størrelse, fordi det er menneskets generelle måde at skabe betydning på. Vi er her nået til spørgsmålet om den metodologiske eller ontologiske strukturalisme 3, og det er åbenbart den ontologiske, Barthes holder på typisk er henvisningerne til Lévi-Strauss. Man må dog sige, at det er en noget anderledes udgave af den ontologiske strukturalisme, Barthes fremlægger. Det er ikke, fordi strukturerne eksisterer som sådan, men fordi vi helt grundlæggende opfatter vor sociale omverden som tegnfunktioner. Skønt det muligvis er et lidt spinkelt grundlag at konkludere på, kan man sige, at Barthes på dette punkt plæderer for en "tredje strukturalisme", social/antropologisk kunne man eventuelt kalde den. Vigtigt er det at holde en vis afstand til den "rene" ontologiske strukturalisme, fordi Barthes' udgave er mere "tøvende" i forhold til de ellers meget bombastiske udtalelser, der bliver ført i marken fra strukturalistisk hold. Syntagme og system Saussures definitioner af disse to begreber er lidt mere problematiske, end tilfældet var med sprogsystem/sprogbrug og signifiant/signifé. Saussure bruger termen syntagme om en kombination af tegn, der er rumligt organiseret, og det vil inden for sproget sige, at tegnene er lineært og tidsligt organiseret. De optræder i "den talte kæde", der er irreversibel i sin orden, fordi det andet tegn må følge efter det første og ikke kan være samtidigt med det næste. Tegnene er in praesentia, aktuelle, og får deres værdi fra oppositionen til det foregående og det efterfølgende. Over for dette stiller Saussure et andet plan, som han kalder det associative: tegnene får værdi fra det, de ikke er, men kunne være andre bøjninger, synonymer, næsten enslydende ord. De er in absentia, virtuelle. Mens Barthes har beholdt betegnelsen syntagme, har det associative hos ham 3 Begrebet skyldes Umberto Eco, der diskuterer det i Den frånvarande strukturen, Lund 1971. 8

skiftet betegnelse til det paradigmatiske eller systematiske: "[...] man taler idag ikke om det associative plan, men om det paradigmatiske eller, som vi her fremover vil gøre det, om det systematiske plan [...]" (Barthes 1985a:54). Barthes sætter således lighedstegn mellem paradigmet og systemet: associativ = paradigmatisk = systematisk. På dette punkt jævnfører Barthes med Jakobsons skelnen mellem metafor og metonymi, sådan at: metafor = systematisk metonymi = syntagmatisk Såvel denne skelnen som dens parallelisering med det systematiske/syntagmatisk forekommer uklar. Der er en vis raison i at tale om det metaforiske som det systematiske eller paradigmatiske, fordi der sker en substituering af et ord med et andet, der ikke umiddelbart har noget med det første at gøre. Noget andet er så, at selve det bærende i metaforen dens kraft fordi den siger to ting samtidigt ikke fanges ind af denne distinktion (jvf. Vigsø 1993, del 1). Men metonymi betegner substitueringen af et ord med et andet, der har en vis forbindelse med det oprindelige ord laurbær for berømmelse, hoved for person (pars pro toto), etc. Hvis man så tænker sig de to akser, det paradigmatiske og det syntagmatiske, inden for sproget, er det komplet umuligt at forestille sig en substitution af element 1 med element 2; det ville ganske simpelt ikke give mening, andet end som omvendt ordstilling. Sammenligningen er i bedste fald dårlig og uigennemsigtig, i værste fald direkte forkert. Barthes løber også ind i store problemer med syntagmets rumlighed/tidslighed i sproget og i de semiologiske systemer. Syntagmets karakter af en ubrudt kæde i sproget og umuligheden af at overføre dette forhold til ikke-sproglige systemer leder Barthes mod absurde slutninger om "(midlertidigt) døde syntagmer" (Barthes 1985a:61). Det rumlige er i øvrigt Barthes' tilføjelse til Saussures tidslige dimension. Det er hans eneste måde at redde syntagmets eksistens i ikke-sproglige betydningssystemer, fordi de ikke udfolder sig i tid (bortset fra f.eks. dans). Og de to planer skal være til stede samtidig, for de er realiseringen af sprogsystem/sprogbrug-distinktionen, hvorom alt er centreret. Derfor siger Barthes også: "Det artikulerede sprogs to planer kan virkelig genfindes i andre betydningssystemer end sproget." (Barthes 1985a:55) Strukturalismens credo "intet forløb uden system" giver altså en række implikationer, fordi selve substansens karakter nødvendiggør en omformulering: 9

Den lydlige substans udfolder sig i tid og kan kun forstås som tidsligt forløb. Beklædnings-substansen udfolder sig ligesom møbel- og arkitektur-substansen imidlertid i rum; hvis man vil tale om tid i den forbindelse er man straks over i en lang debat om fænomenologisk tidsopfattelse, fordi det så bliver spørgsmålet f.eks. i arkitekturen om rumsforløb oplevet subjektivt. I sprogets syntagmatiske forløb er ordene til stede et ad gangen og forstås som en kæde; i arkitekturen er elementerne til stede samtidig, men opleves i en rækkefølge, der imidlertid ikke er tvingende som sprogets kæde. Derfor er det svært at vide, hvad Barthes mener med "Sammenkædning af detaljer på den samlede bygnings niveau" (Barthes 1985a:56): Eksisterer denne kæde objektivt, eller er dens karakter af kæde en oplevet sammenhæng? Og hvis sammenkædningen eksisterer som sådan, må den nødvendigvis være af en ganske anden karakter end sprogets tidslige kæde. I det hele taget er der problemer med det syntagmatiske, når man ser på den skematiske opstilling (fig. 1). Det eneste af de nævnte systemer, der kan siges at have en syntagmatisk udfoldelse er faktisk madsystemet her er en logisk 4 tidsrækkefølge, der ikke kan fraviges. 4 Ikke logisk i formel forstand, men i kulturel forstand: Måltidets syntaks er kulturelt fastlagt og meget rigid. 10

System Syntagme Beklædning Madvarer Gruppe af beklædningsgenstande, dele eller detaljer, som man ikke samtidig kan bære på samme sted på kroppen, og hvis variation svarer til en ændring i påklædningens betydning: hue, hat, kyse. Gruppe af fødevarer som hører sammen og er forskellige, blandt hvilke man vælger en ret i egenskab af en bestemt betydning: de forskellige forretter, stegte retter eller desserter. Modsætning inden for samme klædedragt af forskellige elementer: skjorte - trøje - jakke Den realiserede kæde af valgte retter under måltiden: det er menuen Resturantens menu aktualiserer de to planer: den horisontelle læsning af forretter svarer fx til systemet, mens den vertikale læsning af menukortet svarer til syntagmet. Møbler Gruppe af stilistiske variationer af et bestemt møbel (seng). Modsætning af forskellige møbler i samme rum (seng - kommode - bord osv.). Arkitektur Variation i stil i samme element i en bygning, forskellige former for tag, balkoner, entréer, osv. Sammenkædningen af detaljer på den samlede bygnings niveau. Fig. 1 Endelig er der så spørgsmålet om den binære opposition og dens gyldighed. Efter at have refereret Troubetzkoys binære oppositioner, kommer Barthes til spørgsmålet om disse oppositioners karakter i ikke-sproglige betydningssystemer: Intet siger, at de af Troubetskoy fremsatte typer [...] kan vedrøre andre systemer end det sproglige; det er muligt at tænke sig nye typer af oppositioner, især hvis man forlader den binære model. (Barthes 1985a:70). Barthes rører her ved en af strukturalismens hellige køer: spørgsmålet om det 11

binære princips universalitet og eventuelle naturlige grundlag. I "ikke-kunstige" systemer synes det binære princip ikke at være så universelt, og Barthes fremhæver, at Saussure selv ikke opfattede det associative plan (syntagmet) som binært. Her er der en tydelig forskel mellem Barthes og f.eks. Lévi-Strauss og Greimas, idet disse ser det binære oppostionsprincip som en grundlæggende erfaringskategori, der styrer den semantiske strukturering af universet. Denotation og konnotation Spørgsmålet om konnotation og denotation blev først rejst af Hjelmslev. Det vedrører opbygningen af ethvert betydningssystem som bestående af et udtryksplan og et indholdsplan, forbundet gennem en relation. Hvis dette system er del af et større, mere omfattende system, er der to muligheder: det første system kan være udtryksplanet eller indholdsplanet i det andet system. Hvis det er udtryksplanet, altså hvis det første system er det andet systems udtryksplan, taler man om konnotation, og her er litteraturen et eksempel: litteratur er et system, hvis udtryksside udgøres af sprogsystemet, hvor så det første system bliver det denotative system, dvs. sprogsystemet i dette tilfælde. Hvis det er indholdsplanet, altså hvis det første system er det andet systems indholdsplan, taler man om metasprog, eksempelvis semiotikken, der taler om sproget, moden eller litteraturen. For Hjelmslev er sagen imidlertid mere kompliceret end ovenstående. Vi har en skelnen mellem på den ene side sprog og ikkesprog, på den anden side mellem udtryksplan og indholdsplan, idet Hjelmslev definerer sprog som biplane systemer. Hvis ikke systemet kan tildeles et selvstændigt indholdsplan og et selvstændigt udtryksplan, er der ikke tale om sprog (Hjelmslev 1966, afsnit 21). Logisk kan disse muligheder kombineres på følgende måde: 12

SYSTEMER SPROG IKKESPROG INDHOLDSPLAN UDTRYKSPLAN SPROG IKKESPROG SPROG IKKESPROG Fig. 2 Pointen med dette er at få bestemt forskellige former for sprog; sprogteoriens hidtidige emne har været denotationssproget, nemlig det sprog, hvor intet af planerne selv er et sprog. Men der findes også sprog, hvis udtryksplan er et sprog (konnotationssprog), og sprog hvis indholdsplan er et sprog (metasprog); dette er den type sprog, lingvistikken f.eks. må være. Næste spørgsmål er forholdet mellem disse sprog og videnskaben. Hjelmslev har defineret operation som en beskrivelse, der er i overensstemmelse med empiriprincippet 5. Et videnskabssprog er analogt hermed et sprog, der er en operation (altså en videnskabelig beskrivelse), og et ikke-videnskabssprog er så et sprog, der ikke er en operation. Konnotationssprog defineres herefter som et ikke-videnskabssprog, af hvis planer et eller to er sprog; metasprog defineres som et videnskabssprog, af hvis planer et eller to er sprog. Forskellen på konnotationssprog og metasprog er således, om sprog 1 beskrives videnskabeligt eller ej af sprog 2. (Se figur 3) 5 "Beskrivelsen skal være modsigelsesfri, udtømmende og den simplest mulige. Kravet om modsigelsesfrihed er overordnet kravet om udtømmende beskrivelse. Kravet om udtømmende beskrivelse er overordnet kravet om simpelhed. Vi vover at benævne dette princip empiriprincippet." (Hjelmslev 1966:12) 13

Denotationssprog U I Konnotationssprog U I U I Metasprog U I U I Fig. 3 Men den brug, Barthes og andre gør af begreberne denotation og konnotation, er på et andet plan. Hjelmslev brugte begreberne til at tale om sprog, altså det samlede fænomen af system og brug (langage). Denotationssproget er det sprog, hvor intet af planerne selv er et sprog, det vil sige en slags "første" sprog, første artikulationssystem. Konnotationssprog og metasprog er derimod på en måde "bygget ovenpå" et andet sprog, og det der adskiller dem, er deres forhold til dette første sprog. Hvis det beskriver det første sprog i overensstemmelse med empiriprincippet og det vil sige: modsigelsesfrit, udtømmende og simpelst muligt er det et metasprog. Konnotationssproget er derimod ikke-videnskabeligt; det er en friere brug af sprog 1, en spillen med det, hvor der kobles et andet indhold på sprog 1. Her begynder det imidlertid at blive noget uigennemsigtigt hos Hjelmslev og Barthes bidrager til forvirringen (selv om han måske har mere ret end Hjelmslev). Hvis man tænker sprog 2 som et sprog, der bruger sprog 1 som udtryk, er det svært at se, at der for de to sprog skulle være tale om to forskellige sprogsystemer. To forskellige brug, ja, men ikke systemer. Hvis litteraturen er et sprog 2 i forhold til dagligsproget, er det rigtigt, at der er et andet indhold i ordene i f.eks. poesien end normalt, men det første sprogs indholdsside indgår som en uløselig del af sprog 2s indhold. Når man læser et digt, spilles der med den dobbelte betydning; på den ene side den leksikaliserede betydning, på den anden side den konnoterede 6, og den eneste måde, digtet kan få nogen som helst virkning er ved samspillet mellem den fastlagte, leksikalske betydning, og den konnoterede betydning. Det er ikke et selvstændigt indholdsplan, der kobles på sproget; det er noget der foregår i sproget. Derfor er det er umuligt at tale om konnotationssprog; man kan tale om konnotation som det personlige aspekt i forhold til ords fastlagte leksikalske betydning, og ligeledes kan man måske tale om en konnotativ side af diskurser 6 Man kunne evt. tale om den "overførte" eller "metaforiske" betydning i den hverdagssproglige omgang med disse to begreber. 14

(hvis man får bestemte associationer ved en bestemt måde at tale på), men det er et interpretationsproblem. Barthes tilfører Hjelmslevs begreber et helt nyt perspektiv ved at koble retorik og ideologi på denotations- og konnotationsbegrebet. Han opstiller følgende skema (se figur 4) (Barthes 1985a:79). 3. Konnotation Sa: retorik Sé: ideologi (Kultur?) 2. Denotation/ Sa Sé (Sprog) Metasprog 1. Reelt system Sa Sé (Verden) Fig. 4 Der findes et virkeligt system, hvis substans er ikke-sproglig, men som er bygget over samme model, nemlig tegnmodellen (sa/sé). Så snart dette system (som vi også kan kalde verden, eller i alt fald en del af verden) omtales i det almindelige sprog, bliver dette sprog til et metasprog, fordi det denoterer et andet system. Vi kan altså ganske enkelt ikke tale om et system, om et andet betydningssystem, uden at gøre sproget til et metasprog. Det vil så igen sige, eftersom enhver ting i brug indtræder i en tegnfunktion, at vi ikke kan tale om noget som helst, der indgår i vores brug uden at skabe et metasprog. Her ville Hjelmslev stejle, fordi han forbeholder begrebet metasprog til de videnskabelige sprog. Barthes derimod siger: Begrebet metasprog bør ikke være forbeholdt videnskabelige sprog; så snart det artikulerede sprog i dets denoterede tilstand omtaler et system af betydende genstande, konstitueres det som "operation", det vil sige som metasprog. (Barthes 1985a:79). Begrebet er altså udvidet til at dække enhver tale om noget, fordi der jo er et betydningssystem i alt, vi omgås. Konnotation er det betydningssystem, der bygger ovenpå det denotative metasprog, hvor så signifiant og signifié bliver fastlagt som hhv. retorik og ideologi. For at klargøre dette lidt, citerer jeg fra Egebaks omtale: Som nævnt har Barthes imidlertid fra og med Éléments de sémiologie (1964) bragt sin opfattelse af konnotations- og meta-sprog i overensstemmelse med den glossematiske doktrin, samtidig med, at han præciserer konnotationssprogets indhold som ideologisk, eller rettere: ideologien siges at være konnotationssprogets indholdsform, mens retorikken karakteriseres som konnotationssprogets udtryksform. I logisk forlængelse heraf må konnotationssprogets udtrykssubstans være denotationssprogets udtryksform og indholdssubstansen tilsvarende være denotationssprogets indholdsform, således at der 15

etableres en dialektisk udbyttelighed mellem de to sprogniveauer. Dette illustrerer for det første, om nødvendigt, endnu engang uholdbarheden i Hjelmslevs absolutte distinktion mellem denotations-, konnotations- og meta-sprog, men for det andet fremgår det hverken direkte af Barthes' argumentation eller kan det overhovedet illustreres med den stive kassemodel. (Egebak 1972, 85). Hjelmslevs påstand er, at sproget består af et indholdsplan og et udtryksplan, og at der på begge disse planer er tale om en formgivningsproces, hvor en amorf masse, kaldet mening, iklædes en form, hvorved der opstår en substans. Man vil altså kunne opstille følgende "ligning": INDHOLDSFORM + INDHOLDSMENING = INDHOLDSSUBSTANS UDTRYKSFORM UDTRYKSMENING UDTRYKSSUBSTANS Fig. 5 Det, Egebak her siger er, at Barthes' udgave giver følgende opstilling: KS s IF: IDEOLOGI + IM = DS IF + DS s IM = IS KS s UF: RETORIK UM DS UF DS s UM US Fig. 6 Man må helt klart give Egebak ret i begge konstateringer; det er langt fra klart og tydeligt, hvorledes forholdet er mellem de to her involverede sprogtyper, og det er ikke muligt at vise sammenhængen i den ofte benyttede kassemodel. Men uanset om Barthes' læsning af Saussure og Hjelmslev holder stik, er der ud af denne læsning kommet noget nyt, som er interessant: en ideologikritik på semiologisk basis. En ideologikritik er en afsløring af mekanismer, der fungerer på samfundsniveau gennem sproget. Det semiologen derfor gør, er indefra at skabe et simulakrum af de observerede objekter en interessant udtalelse, set i forhold til debatten om ontologisk og metodologisk strukturalisme. Barthes så at sige undgår problemet på en meget subtil måde; den strukturelle metode skaber et billede af virkeligheden, hvori den finder strukturerne; den finder dem ikke i "virkeligheden"... Men skal man konkludere på spørgsmålet om denotation og konnotation, kan også brugen af signifiant og signifié med udbytte inddrages, for brugen af begreberne er også her anderledes end Saussures. Øjensynligt bliver de brugt til at betegne udtryk og indhold i helt generel, banal forstand. I begge tilfælde sker der en ændring i brugen af ordene mod en mere abstrakt brug, men også mod en 16

mere konkret brug. Hvis vi ser på signifiant og signifié hos Saussure, er det betegnelserne for det sproglige tegns to sider, der kun kan være til stede samtidigt, og som kun får værdi og eksistens af den gensidige modstilling. Hos Barthes bruges signifiant og signifié mere "poetisk" eller måske metaforisk som betegnelser for udtryk (form) og indhold (mening). Derfor kan han tale om "løsrevne" eller "tomme" signifianter noget, Saussure ville kalde nonsens: hvis der kun er "signifiant", er der slet ikke tale om et tegn, og altså heller ikke signifiant; der er så tale om symbol eller lignende. Modsat er der med denotations- og konnotationsbegreberne tale om en langt højere grad af konkretisering, end tilfældet er hos Hjelmslev. Ikke at Barthes ikke har lov til at sige det, han siger, eller at man ikke kan få mange spændende indsigter og ideer ud af det. Slet ikke Barthes var en opfindsom analytiker; hans brug af signifiant-begrebet har blot ikke ret meget med Saussure at gøre, ligesom hans brug af denotation og konnotation ikke har meget med Hjelmslev at gøre. Barthes' kritiske tilbageblik Grundene til, at jeg vil afslutte min læsning af Éléments de sémiologie med Barthes' egne kommentarer en halv snes år senere, er flere: for det første, fordi han heri leverer en kritik af semiologien og dermed af strukturalismen; for det andet giver han en redegørelse for, hvad "projektet" var; for det tredje er han et godt eksempel på "trenden" fra 60'erne til 70'erne. En første ting, der slår en når man læser Af mig selv 7, er den store forskel i skrivestilen mellem den og Éléments; en forskel, der selvfølgelig til dels skyldes, at der er tale om essayistiske kontra videnskablige ambitioner, men forskellen stikker dybere. Hvis man ser på artiklen "Faser" (Barthes 1988:158), betegner Barthes selv de skrifter, der blev til i perioden omkring Élements som semiologiske fiktioner. Dette lyder umiddelbart besynderligt, fordi teksterne fremviser, hvad man normalt ville betegne som forsøg på en videnskabeliggørelse. Imidlertid afskriver Barthes videnskaben som sådan; begrundelsen for de semiologiske undersøgelser er rent subjektive. På den ene side er der tale om en reaktion på den foregående interesse for det sociale; på den anden side taler han om videnskaben i psykologiske termer som et "delirium" eller en "rablen". Han reagerer mod 7 Roland Barthes par Roland Barthes udkom i serien Écrivains de toujours, som omhandler store klassiske og moderne forfattere. Bogen er speciel, idet den som titlen angiver er Barthes' egen beskrivelse af sit liv og virke, men i tredje person; det er "fiktionen" Roland Barthes, der her beskrives. 17

totaliseringen af den foregående diskurs, fordi han finder en direkte nydelse i det videnskabelige arbejde. Derfor siger han videre om "Den dramatiserede videnskab" (op.cit., 174), at ganske vist fik han stor inspiration ved læsning af Saussures Cours, men det var Saussure som forrykt søgende en mening med anagrammerne (jvf. Starobinski 1971), der gav ham mest. "[...] hos mange videnskabsmænd fornemmede han [dvs. R.B. selv, forf.anm.] således en vis lykkelig åbning [...]". (op.cit., 174) Bruddet og den dermed forbundne lyst; manien som den psykologiske reaktion på den videnskabelige strenghed der er unægteligt ikke meget tilbage af den strenge gennemgang af teoretiske termer og udkastelsen af en mulig ny videnskab. Det er ikke underligt, at han er ude af stand til at genkende sig selv som "strukturalist" i det efterhånden klassiske billede af "den strukturalistiske mode" (op.cit., 159). Men hvorfor har dette essay fået overskriften Roland Barthes og det semiologiske eventyr? Titlen kommer fra en artikel, hvori Barthes i 1974 ser tilbage og siger: Hvad er da Semiologien for mig? Den er et eventyr, det vil sige det som hænder mig (det som kommer til mig fra Signifianten). ["Qu'est-ce donc pour moi, la Sémiologie? C'est une aventure, c'est-à-dire ce qu'il m'advient (ce qui me vient du Signifiant).] (Barthes 1985b, 10). Eventyr kommer af adventura: det, som vil komme; det som vil hænde/ske, og Barthes ser således sig selv reduceret til "relæ" for noget, der sker omkring ham, og hvad der er vigtigere videnskaben har ikke nogen forrang i forhold til andre former for "eventyr". (I citatet ser vi i øvrigt endnu et eksempel på Barthes' ikke-saussurianske brug af signifiant-begrebet.) Dette semiologiske eventyr havde for Barthes tre stadier: 1) Først en undren, forbavselse og betagelse læsningen af Saussure gav håb om afsløring af de småborgerlige myter i en ideologikritik, som den udmøntede sig bla. i Mythologies. Han ønskede at påvise de betydningsprocesser, borgerskabet benyttede sig af for at omdanne sin historiske klassekultur til naturhistorie. Uanset, hvad semiologien så er blevet til, hævder Barthes, at den er blevet uomgængelig i enhver ideologikritik; vil man analysere semiologiens ideologiske indhold, f.eks., kan det kun gøres med semiologiske metoder. 2) Anden fase var videnskaben eller i det mindste ønsket om en vis videnskabelighed. Det, der her drev Barthes frem, var ikke så meget trangen til at grundlægge semiologien som videnskab, som det var glæden, lysten ved at systematisere. En sand beruselse i selve klassifikationen som handling. 3) Tredje fase udgøres af tekstens betydning, hvor det er påvirkninger fra flere forskellige kilder der løber sammen. Barthes får her givet en komprimeret 18

genealogi over udviklingen i 60ernes strukturalisme, hvor hovednavnene er Propp (via Levi-Strauss), Kristeva, Derrida, Foucault og Tel Quel. Her aftegner sig et projekt, forsøget på sammentænkning af meget forskellige tænkere under én klassifikation blot skal man huske på, at dette er en oversigt over, hvad Barthes selv fik ud af det; ikke hvordan det var, men hvordan det blev set. Set idag er forskellene mellem de nævnte personer mere iøjnefaldende end lighederne, og såvel Foucault som Derrida har selv taget afstand fra deres indplacering i noget "strukturalistisk projekt". Hvad er Barthes så nået frem til i 1973? Til teksten, der har følgende kendetegn: den er ikke et æstetisk produkt men en betydningsskabende praksis; den er ikke en struktur, den er en strukturering; den er ikke et objekt men et arbejde og et spil; den er ikke en samling af lukkede tegn, udstyret med en mening, som man skal genfinde, men er en "volume" af tegn i stadig forskydning; tekstens instans er ikke betydningsdannelsen, men le Signifiant, i den semiotiske og psykoanalytiske brug af termen; teksten overskrider det litterære værk. Således er Barthes kommet væk fra strukturalismen og det semiologiske projekt, men det er tydeligt, hvordan han ikke har "overvundet" fortiden: Han spiller op imod strukturalismen, både med og mod. Strukturalismen og semiologien er blevet led i en personlig udvikling; et stadie på livets vej. 19

LITTERATUR Barthes, Roland, 1964: L'activité structuraliste.i: Essais critiques, Paris 1967: Elements of Semiology, London 1967: Système de la mode, Paris 1975: Roland Barthes par Roland Barthes, Paris 1985: L'aventure sémiologique, Paris 1985a: Eléments de sémiologie. I: 1985 [opr.1964] 1985b: L'aventure sémiologique. I: 1985 [opr.1974] 1988: Af mig selv, Kbh. Oversættelse af 1975 Brügger, Niels, 1991: Sprog. I: Lars-Henrik Schmidt red.: Humanistisk videnskabsteori, Århus Eco, Umberto, 1971: Den frånvarande strukturen, Lund Egebak, Niels, 1972: Fra tegnfunktion til tekstfunktion, Kbh. Greimas, A.J., 1970: Saussurismens aktualitet. I: Peter Madsen red.: Strukturalisme, Kbh. Greimas, A.J. & Courtés, Joseph, 1979: Sémiotique. Dictionnaire raisonné de la théorie du langage, Paris 1988: Semiotik. Sprogteoretisk ordbog, Aarhus Oversættelse af 1979 Hjelmslev, Louis, 1966: Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse, uden sted Århus/Kbh. 1971: Essais Linguistiques, Paris 1972: Sprogsystem og Sprogforandring, Kbh. Rastier, François, 1987: Sémantique interpretative, Paris Saussure, Ferdinand de, 1986: Cours de linguistique générale, Paris 1991: Forelæsninger om almen lingvistik. I: Lars-Henrik Schmidt red.: Humanistisk videnskabsteori, Århus Starobinski, Jean, 1971: Les mots sous les mots, Paris Vigsø, Orla, 1993: Interpretationsbegrebet i hermeneutikken og semiotikken: Paul Ricœur & A.J. Greimas, Aalborg 20