3.s. i Fasten d.27.3.11. Luk.11,14-28.

3.s. i Fasten d.27.3.11. Luk.11,14-28. 1 Det hænder, præsten synes, at teksterne til en søndag er så svære at komme ind i, så menigheden burde have udleveret et åndeligt brækjern. Ordene er vanskelige at få åbnet. Sammenhæng og udtryksform i dem ligger et stykke vej væk fra hverdagens ord og tankebaner. Sådan i dag. Sidste søndag var det på en måde så ligetil, for da handlede teksterne om at bede til Gud om overlevelse og helbred for det menneske, man holder af; den ting forstår enhver af os helt ind i det inderste. Næste søndag handler teksterne om at til at overleve på, brød til verden også det problem er noget ethvert tænkende menneske kan forstå og forholde sig til. Men i dag! Det vil ikke være mærkeligt om en eller anden tænker ved sig selv: de ord var dog dunkle! Indtil man måske helt tilfældigt støder på noget, der kan kaste lys over de dunkle ord. Et sådant lys kunne være Søren Kirkegaard ham, der skrev den berømte bog om angsten, Begrebet angst. I denne bog taler Søren Kirkegaard om det dæmoniske i et men neske. Han taler om Angsten for det onde. Og det er vel ikke så gådefuldt, at et menneske kan være angst for det onde. Men derefter taler han om angsten for det gode. Og det er da mærkeligt, at mennesket kan være angst for det gode. Hvorfor skulle man da være angst for det gode? Ja, hvorfor? Hvorfor skjulte Adam sig? Hvorfor gik Kain med sænket hoved og råbte op om, at han ikke ville være sin broders vogter? Hvorfor råbte dæmonerne, at Jesus skulle holde sig fra dem? Det har alt sammen noget at gøre med angsten for det

2 gode. Det gode afslører dig. Det gode afslører dit hykleri, dine løgne, din ondskab, din misundelse, din skyldighed. Derfor er man bange for det gode. Derefter gør Søren Kirkegaard opmærksom på, at dæmonerne i Det nye Testamente ofte beskrives som stumme. Det betyder, siger han, at det dæmoniske menneske ikke ønsker at få talt ud. Det dæmoniske menneske lukker sig inde i sig selv. Det vil ikke kommunikere, det vil ikke åbne sig eller tage imod livet som en gave. Kirkegaard gør rigtig nok opmærksom på, at dæmonerne i Det nye Testamente beskrives som stumme. Og netop dette, at de er stumme, kan kaste et lys over tekstens dunkle ord. Dæmonerne er stumme. Fra dagligdagen kender vi udmærket til, at tavsheden kan være dæmonisk og yderst magtfuldt redskab overfor andre. Der sidder en lille gruppe mennesker og holder møde. De kan ikke blive enige. De diskuterer frem og tilbage nogle gang også lidt højrystet. Enige kan de ikke blive, fordi, der sidder én, der ikke vil give sig. Til sidst bliver vedkomne tavs. De andre prøver, om de dog ikke kan blive enige. Men han siger ikke mere. Tavs sidder han og kigger frem for sig. Det eneste han siger, er: Der er ikke mere at diskuterer om. Så klapper han i som en østers og al diskussion går i stå. De kommer ikke videre og til sidst giver de andre for fredens skyld efter og han får sin vilje. Sådan er det gået så ofte. Til sidst bliver de andre frustrerede og vrede, fordi de ikke kan trænge igennem. Lidt efter lidt ser de ham som en fjende og ser sig halv ond på ham. Der bliver en dårlig og til tider hads stemning i gruppen. Det hele ender med, at de andre

3 ikke længere gider holde møde med ham og det hele går i opløsning. Tavsheden er magtfuld. Tavsheden er dæmonisk. Alt kan tænkes, når det andet menneske tier. Så myldrer modstridende tanker frem. Mørke og ukendte følelser kan komme og fylde det tomme, tavse rum. Tanker og følelser river og slider i én, så man kan blive helt syg i sindet af alle de fremmede og forvirrede tanker. De kan besætte én så meget, at man næsten ikke kan tænke på andet. Tavshed kan virkelig være dæmonisk. Tavsheden kan brydes af det talte eller skrivende. Når et menneske taler og udtrykker sig lukkes der op. Det dæmoniske rum af tavshed brydes op. Når tavsheden erstattes af ikke hvilke som helst ord, men af gode ord jages de mørke tanker på flugt og man kan atter se op og få øje på lyset. Altid er det sådan, at tavsheden er mørket, men dette mørke kan jages på flugt af de gode ord, hvis vi ellers har vilje til at forsøge at tale gode og kærlige ord til hinanden. Tavsheden kan også komme af et menneskes ængstelighed. Af dets forsigtige frygt for at folde sig ud og turde leve stærkt og kærligt. Denne tavshed kommer af en frygt for andre: Hvad om den eller de andre vil mene om mig, hvis jeg siger sådan eller sådan; hvis jeg har den eller den mening om dette eller hint. Og af frygt for de andres opfattelse af én tier man; lukker sig inde i tavshed. Man tier og lukker sig inde i sin egen verden. Man færdes ganske vist blandt andre mennesker men man taler ikke; giver sig ikke til kende; lukker ikke op for sig selv. Og dermed lukker man sig ude fra fællesskabet med andre og lige så stille kvæler tavsheden livet. For livet opstår i det øjeblik, man kan

4 være sammen med et andet menneske. Fællesskab er liv. Og fællesskabet opstår først dér, hvor tavsheden brydes og vi taler med hinanden. Tavsheden kan være dæmonisk. Og tavsheden brydes kun ved det talte eller skrevne ord. Tavshedens fortvivlelse og mørke og angst jages kun på flugt ved de gode ord, der gør at det plagede menneske atter kan se op og få øje på lyset. Og netop gennem de gode og kærlige ord drev Jesus det dæmoniske på flugt også tavshedens dæmoni, som det hedder i dagens tekst: Den stumme fik talens brug igen og blev ført tilbage til fællesskabet og dermed livet. Hvordan reagerer man så på det? Ja, der var dem, der mente - på trods af, at der lige var sket noget godt at det var ved hjælp af dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddrev dæmonen, altså ved hjælp af den Onde. Hvad siger Jesus til det? Ja, han siger meget enkelt, at det må de mene om, hvad de vil, selv er han ikke i tvivl om, at det er i det godes tjeneste, han gør tingene. Det fremgår af billedet om den stærke, der vogter sin gård og den stærkere, der overvinder den stærke og tager hans våben fra ham. Den stærke er Den Onde.. Den stærkere er Jesus selv. Da Jesus kom ind i denne verden, kom der noget ind i den, som er stærkere end den stærke, nemlig Guds kærlighed. Den Onde og alle hans tjenere kunne gøre Jesus alt ondt, men ét kunne de ikke: de kunne ikke gøre ham ond. Og de kunne i deres djævelske ondskab tage alt fra ham, livet selv men de kunne ikke tage kærligheden fra ham den kærlighed, hvormed han elskede Gud og sin næste, ja selv sine fjender.

5 Derfor er der også kun en eneste magt i verden, der magter det dæmoniske: Kærligheden den kærlighed, som Jesus har åbenbaret. Den fuldkomne kærlighed. Og om den fuldkomne kærlighed gælder det, at den driver frygten ud. Vi kunne også sige: at kærligheden driver det dæmoniske ud. Og han drev det dæmoniske ud ved sin tale, ved det han sagde. Han mødte aldrig mennesker med tavshed. Han isolerede sig ikke bag tavshedens mur. Altid talte og taler taler gode og kærlige ord til mennesker. Han talte til den stumme dæmon og brød den dæmoniske tavshed for den stumme og førte ham dermed tilbage til fællesskabet med andre mennesker og dermed tilbage til livet. For som sagt: Fælles skab er liv. Og fællesskab opstår først der, hvor tavsheden brydes og vi taler med hinanden. Han drev det dæmoniske ud: angstens, fortvivlelsens, ensomhedens, frygtens dæmoni ved at tale gode og kærlige ord til mennesker og i stedet gav dem fred og glæde, tryghed og livsmod. Og på lignende måde vil han med os. Vi blev af Skabernes hånd skabt med mund og mæle for med hinanden at tale. Han vil ikke, vi skal møde hinanden med den dæmoniske tavshed, der skab frygt og tvivl og usikkerhed. Nej, vi skal tale til hinanden tale gode og kærlige ord til hinanden for åbne for fællesskabet, hvor liv, tryghed og glæde er at finde. Tale gode og kærlige ord til hinanden for at jage tavshedens mørke af tvivl, usikkerhed og frygt på flugt, så vort medmenneske må opleve lys og varme. Amen. 736-208-385/321-473-396.