ÅRHUS KOMMUNE. Magistratens 2. Afdeling Stadsarkitektens Kontor. Rådhuset. 8100 Århus C INDSTILLING Til Århus Byråd via Magistraten Den J.nr. Ref.: Tlf.nr. 21. oktober 2004 Mogens Vasegaard 89 40 26 48 Endelig vedtagelse af forslag til lokalplan nr. 725 - Område til erhvervs-, offentlige og rekreative formål mellem Lokesvej og Brabrandstien i Åby. Tillæg nr. 42 til Kommuneplan 2001 1. Resume Lokalplanforslaget, der vedrører et ca. 13,5 ha stort område, er ejet af DSB og beliggende i byzone. Lokalplanforslaget bygger på helhedsplanen, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Magistratens 1. Afdeling, Magistratens 2. Afdeling, Magistratens 4. Afdeling og DSB. Hovedideen med planen er at fastholde kommuneplanens mål om et offentligt tilgængeligt rekreativt område samt sikre de naturmæssige værdier i området. Langs Lokesvej udlægges et erhvervsområde som pålægges bygningsmæssige bestemmelser, der sikrer, at de rekreative kvaliteter ved det bagvedliggende parkområde fastholdes. Bebyggelsen kan mod parken opføres i 2 etager, og mod Lokesvej i 3 etager for at udnytte det faldende terræn mod nord. Efter ønske fra Magistratens 4. Afdeling gives der mulighed for at øge antallet af fodboldbaner fra de nuværende 2 til 3. Herudover vil der være mulighed for anden idræts- og fritidsaktivitet i området, så som hundetræning, spejderaktiviteter og lignende. Efter ønske fra Magistratens 1. Afdeling gives der mulighed for placering af 2 nye børneinstitutioner mellem erhvervsområdet og boldbanerne. Lokalplanen forudsætter en ændring af anvendelsesbestemmelserne i Kommuneplan 2001, hvorfor der forud for lokalplanlægningen har været afholdt en offentlig høring om kommuneplanændringen. I forbindelse med lokalplanens offentlighedsfase, er der indkommet indsigelse fra Politihundeførerforeningen i Aarhus og den lokale afdeling af Naturfredningsforeningen. Hundeførerforeningen gør indsigelse mod at der foreslås anlagt boldbaner på det areal de lejer af DSB og mener ikke arealet de kan flytte til, er stort nok. Naturfredningsforeningen ønsker ikke erhvervsarealer syd for Lokesvej og ønsker ikke indskrænkning af de rekreative områder. Indsigelserne foreslås ikke imødekommet. Århus Amt har ingen indvendinger mod planen.
Side 2 2. Tidligere beslutninger Byrådet vedtog i mødet den 24. september 2003 en helhedsplan for DSB's arealer mellem Lokesvej og Brabrandstien i Åby. Byrådet vedtog samtidig, at der med henblik på en offentlig høring skulle udarbejdes en folder, der beskrev de dermed forbundne ændringer af Kommuneplan 2001 efterfulgt af et forslag til lokalplan for området. På samme møde godkendte byrådet en aftale mellem DSB og Århus Kommune om arealernes anvendelse og fremtidige administration. Århus Byråd godkendte i sit møde den 9. juni 2004 forslag til lokalplan nr. 725 til offentlig fremlæggelse. 3. Beskrivelse af indstillingen Lokalplanforslaget, der vedrører et ca. 13,5 ha stort område, er ejet af DSB og beliggende i byzone. Lokalplanforslaget bygger på helhedsplanen, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Magistratens 1. Afdeling, Magistratens 2. Afdeling, Magistratens 4. Afdeling og DSB. Hovedideen med planen er at fastholde kommuneplanens mål om et offentligt tilgængeligt rekreativt område samt sikre de naturmæssige værdier i området. Langs Lokesvej udlægges et erhvervsområde, som pålægges bygningsmæssige bestemmelser, der sikrer, at de rekreative kvaliteter ved det bagvedliggende parkområde fastholdes. Bebyggelsen kan mod parken opføres i 2 etager, og mod Lokesvej i 3 etager for at udnytte det faldende terræn mod nord. Efter ønske fra Magistratens 4. Afdeling gives der mulighed for at øge antallet af fodboldbaner fra de nuværende 2 til 3. Herudover vil der være mulighed for anden idræts- og fritidsaktivitet i området, så som hundetræning, spejderaktiviteter og lignende. Efter ønske fra Magistratens 1. Afdeling gives der mulighed for placering af 2 nye børneinstitutioner mellem erhvervsområdet og boldbanerne. Lokalplanområdets åbne og højt beliggende del fastholdes med sin uformelle karakter og vil give gode rekreative muligheder til ophold, leg og fritidsaktiviteter, der ikke kræver specielle anlæg. På det højeste punkt kan etableres en udsigtsplads med udsigt over Langenæs og Åbyhøj. Den vestlige skrænt mod boldbanerne kan terrænreguleres, så der skabes kontakt mellem boldbanerne og parkområdet, og terrænet kan anvendes til forskellige fritidsaktiviteter. De markante skråninger langs Brabrandstien og vådområdet mod renseanlægget har en varieret og vildtvoksende naturlig beplantning. Områderne foreslås bibeholdt og vil fungere i sammenhæng med de eksisterende naturområder langs Brabrandstien. Da lokalplanens anvendelser kræver en ændring af kommuneplanen, har der været afholdt en offentlig høring med udsendelse af en folder til belysning af planerne.
Side 3 Efterfølgende har lokalplanforslaget været offentligt fremlagt i perioden fra den 30. juni 2004 til den 8. september 2004. Der er indkommet i alt 3 bemærkninger/indsigelser, der er vedlagt indstillingen og mærket bilag 1-3. Magistratens 2. Afdeling har følgende kommentarer til de enkelte bilag: Bilag 1 Bilag 2 Ad bilag 2 Århus Amt, Natur og Miljø meddeler, at man ingen indvendinger har mod lokalplanforslaget. Politihundeførerforeningen Aarhus gør indsigelse mod den del af lokalplanen der udlægger boldbaner på de arealer der af foreningen lejes af DSB til træning. Det anføres, at man har brug for større arealer end det der er udlagt til disse aktiviteter i lokalplanen. Man foreslår, at der i stedet anlægges boldbaner, hvor der er udlagt arealer til erhverv, og at man bruger banerne ved Åby Skole mere. Indsigelsen har været forelagt DSB som ejer af lokalplanområdet og som derfor også udlejer en del af dem til foreningen. DSB anfører: DSB har naturligvis forståelse for, at en indskrænkning af arealerne til hundetræning kan give visse problemer med afviklingen af træningen, når mange hundeførere skal være til stede samtidig. Imidlertid må man være indstillet på, at tiden ikke står stille, og at et områdes planmæssige status derfor kan ændre sig over årene, ligesom der kan opstå behov for nye eller udvidelse af eksisterende aktiviteter i området. Det er også et meget stort areal - p.t. 26.800 m 2 - der anvendes til hundetræning. Mange hundeklubber, også større klubber, må afvikle sin træning på væsentligt mindre arealer end det, der vil være til rådighed i følge lokalplanforslaget, ligesom der kan være tale om, at forskellige klubber må deles om træningsbanerne, evt. fordelt på forskellige dage. DSB ved ikke om kommunen evt. kan tilbyde supplerende areal andetsteds, men under alle omstændigheder må der være mulighed for at politihundeforeningen planlægger sig ud af arealreduceringen, evt. ved at udnytte samtlige dage i ugen til træning samt evt. udvide træningstidspunkterne mv. Herudover anfører DSB, at man afviser forslaget om at placere boldbaner på de arealer, der udlægges til erhverv og børneinstitutioner, da det strider mod den aftale, der er indgået med kommunen om helhedsplanen. Til ovenstående bemærkninger fra DSB, skal tilføjes, at det ikke vil være en løsning at placere boldbaner på arealerne til erhverv og børneinstitutioner, da disse arealer terrænmæssigt ikke er velegnede. Det er ligeledes heller ikke en mulighed at udnytte Åby Skoles boldbaner bedre. Boldbanerne her udnyttes allerede optimalt. Lokalplanen udlægger delområde III til forskellige fritidsaktiviteter, og herunder er hundetræning nævnt som en mulig aktivitet. I dette område er der udlagt 2 byggefelter hvorpå der kan placeres klubhuse. Det vil sige, at foreningens klubhus vil kunne flyttes hertil fra sin nuværende placering. Lokalplanen udlægger herudover
Side 4 delområde V som offentligt parkområde. Der vil her være muligheder for at færdes med hunde samt i et vist omfang at træne dem. Under henvisning til ovenstående, foreslås indsigelsen ikke imødekommet. Bilag 3 Ad bilag 3 Danmarks Naturfredningsforening, Lokalkomiteen i Århus Kommune mener ikke, at der skal være erhverv syd for Lokesvej, og finder, at de grønne kiler fra det åbne land til bymidten skal bevares i en sådan bredde, at kilen ikke bare indsnævrer sig ind til et grønt bånd. Man mener, at den frie adgang fra Søren Frichs Vej til Brabrandstien hæmmes. Det er afdelingens vurdering, at lokalplanforslaget er i nøje overensstemmelse med helhedsplanen for området og afspejler de overordnede natur- og rekreative intentioner i Kommuneplan 2001. Der fragår ca. 10 % af det samlede areal, hvor der gives mulighed for erhvervsudbygning. Denne udbygning vil give en afrunding af det eksisterende erhvervsområde omkring Lokesvej og Huginsvej, ligesom der skabes plads til børneinstitutioner i nær kontakt og tilknytning til det rekreative område. På trods af arealreduceringen er de øvrige rammer forbedret, og der er skabt et grundlag for en bredere rekreativ udnyttelse, ligesom spændende og specielle naturområder indgår i planen i betydeligt omfang. Hvad angår adgangen fra Søren Frichs Vej til Brabrandstien, skal oplyses, at de adgange der er til området i dag ikke reduceres, men videreføres som det også er forudsat i lokalplan nr. 601. Herudover sikrer lokalplanforslaget muligheder for at udbygge stisystemet fra Åby og Åbyhøj gennem lokalplanområdet med mulighed for nye forbindelser til det eksisterende stisystem ved Brabrandstien. Under henvisning til ovenstående foreslås indsigelsen ikke imødekommet. 4. Økonomiske konsekvenser Der er ikke yderligere økonomiske konsekvenser, udover de der fremgår af indstillingen af 3. september 2003 om godkendelse af aftalen mellem DSB og Århus Kommune. Det aftales heri bl.a., at Århus Kommune erhverver arealerne til børneinstitutioner, lejer arealer til boldbaner, indgår en driftsaftale om drift af parkområdet, får overdraget naturområderne indenfor helhedsplanen, samt at DSB stiller arealer til rådighed for en stiforbindelse fra Tre Broer til P. Hjort Lorenzens Vej. 5. Konsekvenser i forhold til mål Lokalplanen, der følger op på helhedsplanen, bidrager til at opfylde følgende af kommuneplanens mål: Der skal etableres trafiksikre forbindelser for lette trafikanter fra boligområder til de grønne områder.
Side 5 De grønne kiler skal bevares som rekreative områder i direkte tilknytning til byen. De naturmæssige værdier og den biologiske mangfoldighed skal værnes og styrkes. Lokalplanen bidrager til opfyldelse af budgetmål om at sikre børnefamilier pasningsgaranti ved at tilbyde et dagtilbud til alle børn fra ½ år til skolestart. Lokalplanen bidrager endelig til opfyldelse af det byrådsgodkendte mål om flere boldbaner. 6. Strategi for borgerinddragelse I forbindelse med opstart af lokalplanen, blev Åbyhøj Fællesråd orienteret. I forbindelse med forslaget til ændring af kommuneplanen har der været afholdt en offentlig høring med udsendelse af en folder, der beskrev de aktuelle planer, der senere er nedfældet i nærværende lokalplanforslag. Herudover er der ikke gennemført særlige initiativer med borgerinddragelse ud over de lovbestemte krav og den normale praksis for lokalplanlægning i Århus Kommune. 7. Beslutningspunkter Magistratens 2. Afdeling indstiller, 1. at forslag til lokalplan nr. 725. Område til erhvervs-, offentlige og rekreative formål mellem Lokesvej og Brabrandstien i Åby, vedtages endeligt, 2. at forslag til tillæg nr. 42 til Kommuneplan 2001 for samme område vedtages endeligt, og 3. at bemærkninger/indsigelser fremkommet under den offentlige fremlæggelse af lokalplanforslaget besvares som anført i indstillingens afsnit 3. Poul B. Skou / Ole Østergaard Bilagsfortegnelse:
Forslag til lokalplan nr. 725. Vedlagt originalsagen/ elektronisk. Byrådsindstilling af 13. maj 2004. Vedlagt originalsagen/ elektronisk. Bemærkninger/indsigelser til lokalplanen mrk. bilag 1-3. Vedlagt originalsagen/ + elektronisk. Side 6