Hvad er historisk revisionisme virkelig? Et rids af den "anti-antifascistiske" historieskrivning i Spanien og Italien

Hvad er historisk revisionisme virkelig? Et rids af den "anti-antifascistiske" historieskrivning i Spanien og Italien Af Morten Heiberg Romansk Institut, KUA Divergerende opfattelser og intellektuelle stridigheder ses af de fleste fagfolk som en uundværlig del af historikermiljøet. Herhjemme ville man med rette kunne hævde, at de udgør selve drivkraften bag disciplinens videnskabelige fremskridt. I Spanien og Italien er historiediskussionen derimod uforsonlig og ofte direkte ubehagelig. Sydeuropæiske historikere kan godt blive enige om, at general Franco sad tungt på magten i Spanien fra slutningen af 30'erne til 1975. På samme måde ægger det næppe til modsigelse, hvis man påstår, at Mussolini var il Duce, som regerede Italien uafbrudt fra 1922 til 1943. Fremsætter man derimod en påstand om, at Mussolini var en tyran på linje med Hitler, eller omvendt en relativ human diktator (og derfor typisk italiensk), opstår der straks stor uenighed. På samme måde har spørgsmålet, hvorvidt Franco var fascist eller ej, delt historikerne i forskellige og ofte helt uforsonlige lejre. Overordnet betragtet kan man sige, at debatten har været ført fra to forskellige positioner. Overfor en decideret hagiografisk litteratur om Mussolini og Franco står en antifascistisk kritik, som har været særdeles negativ over for de to diktatorers personlighed og direkte latterliggjort deres evner. Nuancerede synspunkter har ikke altid haft det nemt. Følgelig har den italienske historiker Giovanni De Luna korrekt beskrevet efterkrigstidens debat om Mussolini som "historiografisk pingpong". Behovet for en mere kompleks historieforståelse fik i 1960'erne den italienske historiker Renzo De Felice til at tage helt nye midler i brug. Med hjælp fra et utal af studerende og videnskabelige assistenter gennemgik De Felice stort set hver eneste arkivæske i det italienske statsarkiv, Archivio Centrale dello Stato. I kraft af det enorme empiriske materiale han fik indsamlet, afviste De Felice det meste af, hvad andre historikere havde skrevet om fascismen. Hans 6.399 sider lange Mussolini-biografi, som 52

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? udkom i perioden 1965-1997 (sidste bind er udgivet efter forfatterens død), har ført til en udbredt opfattelse af, at alt hvad der kan siges om fascismen allerede er blevet skrevet og sagt af De Felice. Kort før sin død samlede De Felice sine synspunkter om den italienske borgerkrig 1943-45 i en interviewbog med den Stendhal-inspirerede titel Rosso e Nero (Rød og Sort). Her bekender den italienske historiker sig definitivt til den historiske revisionisme: "I sit væsen kan historikeren ikke være andet end revisionist, eftersom han arbejder ud fra, hvad hans forgængere har opnået og prøver at uddybe, korrigere og forklare deres rekonstruktion af hændelserne." (De Felice 1995, s. 17). Det var sådan De Felice helst ville huskes: som en uhildet historiker, der nøgternt blotlagde de historiske hændelser uden skelen til ideologiske hensyn. Hvis den historiske revisionisme vitterlig kun er, hvad De Felice her har beskrevet den som, er det vel de færreste af os, der ikke gerne vil betegnes som revisionister. Men, hvorfor brugte han lige netop betegnelsen revisionisme? Der findes jo allerede en betegnelse for folk, der bedriver den ovenfor beskrevne metier. De kaldes historikere. De Felices ærinde er da også et helt andet, idet hans revisionisme først og fremmest er et opgør med det antifascistiske historieparadigme: "Der mangler den videnskabelige habitus, der mangler de virkelige forskere, der mangler en verdensanskuelse i stand til at se ud over den politiske pragmatisme [ ]. Antifascismen kan ikke være den eneste nøgle til forståelsen af Modstandsbevægelsens historiske betydning." (De Felice 1995, ss. 24-25). Historikerne Giovanni Belardelli, Ernesto Galli della Loggia, Francesco Perfetti, Paolo Mieli og Giovanni Sabbatucci, der alle arbejder inden for De Felicis paradigme, anfægter den marxistiske tolkning af fascismen. Inspirationen fra François Furets kritiske studier af den franske jakobinske tradition er således tydelig i deres arbejder. Ifølge disse revisionister har venstrefløjshistorikerne udvist en ringe evne til at lære af historien. Marxisternes ensidige kritik af fascismen har følgelig kun tjent et bestemt formål, nemlig at dække over den terror, der blev begået i kommunismen/antifascismens navn. 53

Det problematiske ved revisionismen er ikke ønsket om en yderligere nuancering af Modstandsbevægelsens historie. Italienske historikere har med held taget udfordringen op og produceret en række væsentlige værker om kommunisterne og særlig Palmiro Togliattis rolle i italiensk politik i 1944-1945. Derimod synes revisionisternes alternative historieparadigme, som MacGregor Knox med rette har kaldt for "antiantifascisme", at være yderst problematisk. Således udlægges Mussolinis handlinger 1943-45 som drevet af et patriotisk sindelag. Det er blandt andet De Felices synspunkt, at Mussolini accepterede at blive leder af Salò-Republikken (den tysk-besatte del af Italien) i et forsøg på at redde fædrelandet fra de fremmedes åg. Den tolkning har ikke bund i virkeligheden og kan kun være inspireret af en bestemt passage i en falsk Mussolini-dagbog, Il buonuomo Mussolini (Den gode mand Mussolini), skrevet af journalisten Indro Montanelli i 1947. Paradoksalt nok har det fascistiske Italiens fremtrædende placering i spansk udenrigspolitik været med til at frembringe et yderst problematisk historieparadigme i Spanien. Mussolinis fald i 1943 skabte således ikke kun store problemer for Spanien på den udenrigspolitiske front. Franco så sig ligefrem nødsaget til at diktere en omskrivning af sin egen historie. De officielle historieskrivere kom således på hårdt arbejde i anden halvdel af 40'erne, idet man desperat forsøgte at imødegå den udbredte opfattelse af Franco som Hitlers og Mussolinis stik-i-rend dreng. Franco blev nu ganske ufortjent fremstillet som den fremsynede leder, der trods de fascistiske diktatorers pres havde formået at holde fædrelandet ude af 2. Verdenskrig. Ligeledes prøvede man at aflede opmærksomheden fra det faktum, at Franco i vid udstrækning var blevet leder af det Nationalistiske Spanien takket være Mussolinis og Hitlers mellemkomst. I efterkrigstidens officielle historieskrivning blev sejren over Republikken fremstillet udelukkende som Francos værk, ligesom Spaniens neutralitet i 2. Verdenskrig blev præsenteret som hverken tvetydig eller til fordel for aksemagterne. Som Herbert Southworth rigtigt påpegede, blev generationer af spaniere hjernevasket med de mest utrolige myter om regimets ufejlbarlighed. De tre myter, som hyppigst gik igen var: 54

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? - Borgerkrigen var et korstog, som ikke alene blev udkæmpet for Spanien, men for hele den vestlige kristne civilisations skyld. - Det frankistiske Spanien var på intet tidspunkt i alliance med de fascistiske stater. Tilknytningen til Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien var kun kosmetisk. - Den Spanske Borgerkrig var ikke et præludium til 2. Verdenskrig. Den var derimod begyndelsen på vor tids store konfrontation, kampen mod kommunismen. Som anført af historikeren Ángel Viñas tjente tesen om de overfladiske relationer med aksemagterne det formål at få folk til at glemme, at uden Mussolini og Hitler, ville der nok aldrig have eksisteret en Caudillo. At Franco forblev ved magten skyldtes ikke, at vestmagterne havde glemt, hvad han oprindelig stod for. Franco kunne derimod takke den kolde krig for, at han ikke blev skudt som Mussolini eller var nødt til at begå selvmord i en bunker som Hitler. I 1970'erne, hvor demokratiet så småt begyndte at rodfæste sig i Spanien, fremkom en ny og mere videnskabelig spansk historieforskning, der nu fungerede på et antifascistisk grundlag. På trods af at spansk historieforskning har gennemgået en mindre revolution i de sidste 20-25 år, er det ikke lykkedes at aflive alle frankistiske myter. Takket være sit medietække har historierevisionister formået at fremelske et stadig mere positivt billede af Franco-regimet, især ved at fremstille Den II Republik (1931-1939) som anti-konstitutionel og illegitim. For nylig udgav Francisco Torres, en yngre spansk historiker, der i hele sit voksenliv kun har kendt til et demokratisk Spanien, bogen Franco y la venganza de los historiadores (Franco og historikernes hævn), hvor han opvurderer Francos personlige egenskaber og argumenterer for, at den antifascistiske nedvurdering af Franco bygger på et falsk grundlag, nemlig hævnmotivet. Især påstanden om, at Franco bevidst terroriserede civilbefolkningen står for skud. Ligeledes forsøger Torres at undergrave undertegnedes studier af Franco og Mussolinis spekulationer i kemisk krigsførelse under borgerkrigen med en simpel henvisning til det faktum, at disse forfærdelige våben aldrig blev brugt. Angsten for skarpe internationale reaktioner, som lagde en dæmper på Francos og Mussolinis i forvejen nok så blodige fremfærd, kommenteres ikke. 55

Den revisionistiske historieskrivning i Spanien ligner den italienske til forveksling. Ricardo de la Cierva og senest Pío Moa betegner Republikken som forfatningsstridig og raser imod de "venstre-jakobinske" synspunkter, der i deres øjne fandtes hos Republikkens ledende skikkelser. Den antimodernistiske kritik er om muligt endnu mere udtalt hos middelalderhistorikeren Luis Suárez Fernández. Hans værker er uomgængelig læsning for den der vil beskæftige sig med Franco-Spanien, ikke på grund af de fremførte synspunkter, men fordi Suárez har haft adgang til diktatorens officielle papirer, som er i familiens besiddelse. Hans bog om Franco i 2. Verdenskrig er præget af fejlslutninger og irrelevante sammenligninger mellem Franco-tiden og i dag. Til fordel for Francos eftermæle nævnes blandt andet, at Franco aldrig omtalte sig selv som diktator, og at han var troende katolik. Forfatteren afleder læserens opmærksomhed fra regimets mørke og grusomme sider, blandt andet med følgende betragtning: "Kirkens moralske krav til den kvindelige påklædning var meget strenge dengang badedragten skulle havde et skørt, og man måtte ikke opholde sig uden for vandet uden en badekåbe på [ ]. Hver epoke skal forklares og forstås på dens egne præmisser. Man kan mene, at den ekstremt modsatte situation, som vi befinder os i dag, hverken har været moralsk eller socialt gavnlig." (Suárez Fernández 1997, s. 61). Selv om man ikke umiddelbart kan sammenligne De Felices Mussolinibiografi med Suárez's primitive neo-frankistiske apologi, så har de to værker dog ét til fælles, nemlig den ideologi-historiske tilgang til fortiden, ifølge hvilken man bør forsøge at forstå fascismen/frankismen udelukkende på dens egne præmisser. Debatten i Spanien om Franco og de myter, der er knyttet til hans regime er stadig meget intens. Alberto Reig Tapia har for alvor sat revisionisterne på prøve ved at påpege en lang række inkonsistenser i den neofrankistiske historiografi. Som hans skarpe analyse viser, så byggede Franco-styret ikke alene på folkelig opbakning. Koncentrationslejre, henrettelser, tortur og fængsling for politiske aktiviteter udgjorde et sikkert fundament for generalens regime. 56

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? Den italienske og spanske historierevisionisme fremstår således som en del af en igangværende europæisk kulturkamp, nemlig opgøret med den revolutionære tradition fra 1789 til i dag. De spanske og italienske revisionister fordømmer på linie med deres franske og tyske kolleger både jakobinismen og bolsjevismen. Som påpeget af idehistorikeren Domenico Losurdo, kan man ifølge revisionismen ikke forstå det 20. århundredes udskejelser uden den jakobinske revolutionære erfaring. Hitlers jødeudryddelse fortolkes ikke længere som en unik begivenhed i verdenshistorien, men derimod som en ængstelig reaktion på den russiske revolutions destruktivitet. Oktoberrevolutionens myte er brudt sammen og kaster en mørk skygge over den antifascistiske modstandskamp, i hvilken netop kommunismen spillede en central rolle. Mere end 25 år efter Francos død og et halvt århundrede efter henrettelsen af Mussolini slås historikerne stadig om retten at til formulere indskriften på diktatorernes gravstene. Denne kulturkamp foregår under stadig større mediebevågenhed. Et nyt dokument eller en ny fortolkning vedrørende Mussolini og Franco finder hurtigt vej til avisernes forsider. Den italienske historikerstrid fra 1998, om hvorvidt Mussolinis støtte til General Francos militære opstand kan betegnes som et idealistisk forsvar for vestlige værdier mod den sovjetisk imperialisme, er et udmærket eksempel herpå. På trods af at Sergio Romanos tese ikke gjorde andet end at gentage de synspunkter, som fascistiske die-hards havde anvendt i 50'erne i et desperat forsøg på at redde eget eftermæle, så rasede debatten i italienske medier i månedsvis. Den italienske historiker Enzo Collotti har påpeget, at medierne giver en særegen fortolkning af historiediskussionen. På grund af medieformidlingens særlige karakter frarøves historien enhver form for kompleksitet. Hvor det er humanvidenskabernes formål at fordre en nuanceret forståelse af det, der umiddelbart kan forekomme ligetil, kommer medierne i praksis til at gøre det modsatte, nemlig at skabe konsensus om ét synspunkt gennem forenklede budskaber. Derfor kan den traditionelle historieskrivning komme til kort over for den nye historierevisionisme, hvis slagord er nemme at afkode, men som til enhver tid burde dumpe historiefagets metodeprøve. 57

De revisionistiske skrifter vedrørende Spanien og Italien er stærkt politiserende og, trods påstande om det modsatte, aldeles uinteresserede i videnskabelige problemstillinger. Forvirringen er ikke blevet mindre af, at en stor del af de studier, som foregiver at være objektive og upartiske i virkeligheden er de mest subjektive, idet deres revisioner ikke omfatter fascismens synderegister. I næsten 30 år blev det afvist af mange, at det fascistiske Italien havde brugt giftgas mod den forsvarsløse civilbefolkning i Etiopien i 1935-39. Først i 1996 fik Angelo Del Boca, den første historiker der foretog en systematisk undersøgelse af Italiens kolonipolitik, officiel anerkendelse for sine resultater. I mellemtiden var han blevet beskyldt for at være alt fra løgner til kommunistisk spion. Fysiske overgreb samt civile søgsmål blev forgæves anvendt i et forsøg på at få Del Boca til at trække sine påstande tilbage. Ikke før Lamberto Dinis teknokratiske regering tiltrådte, anerkendte den italienske stat officielt, hvad der var hændt i Etiopien. Det paradoksale var, at Mussolini, i modsætning til de revisionistiske påstande, ikke havde spor imod at blive sat i forbindelse med begivenhederne i Etiopien og andre steder. Tværtimod insisterede han på en klar sammenhæng mellem de ordrer, han underskrev, og den måde Italien førte krig på. I en samtale med Giuseppe Bottai i 1936 understreger Mussolini, at det er ham og ikke generalerne, der har ansvaret for det, der sker på fronten. "Derovre", sagde han, "ligger der en hel bunke dokumenter" (Bottai 31.10.1936). Blandt de papirer, som Del Boca gravede frem i arkiverne, kunne man blandt andet finde Mussolinis ordre til general Badoglio: "Jeg giver hermed Deres Excellence lov til at påbegynde og gennemføre en systematisk terror- og udryddelsespolitik over for oprørerne og den medskyldige befolkning", og "for at gøre det af med rebellerne, som det var tilfældet i Ancober, anvend gas" (Del Boca et al. 1996, s. 154). Det er bemærkelsesværdigt, at den officielle italienske publikation I documenti diplomatici italiani stort set ingen referencer har til episoderne i Etiopien, selv om udenrigsministeriets arkiv i Rom besidder vigtige dokumenter om dette emne. Tilsyneladende har skiftende italienske regeringer valgt at negligere det tidligere regimes forbrydelser. Det samme gør sig gældende for en lang række officielle ministerielle publi- 58

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? kationer som er særdeles tendentiøse. Heller ikke det officielle Spanien har haft travlt med at undersøge brugen af tyskproducerede giftgasser i Spansk Marokko i perioden 1921-27. Forholdet blev først kendt med to tyske historikere Rudibert Kunz og Hans-Dieter Müllers banebrydende studie, Giftgas gegen Abd el Krim fra 1992. Forfatterne var dog nødsaget til kun at anvende dokumentation fra tyske arkiver. I slutningen af 1990'erne lykkedes det imidlertid Juan Pando at opnå tilladelse til at citere udvalgte spanske dokumenter. I Arbejderhistorie har undertegnede diskuteret nogle af de verserende sammensværgelsesteorier og politiske dagsordener, som kan forklare, hvorfor et land som Italien, hvis politiske system hviler på en antifascistisk forfatning, har holdt oplysninger om landets fascistiske fortid tilbage. En dybereliggende mentalhistorisk forklaring gives af Sergio Luzzatto i hans fremragende bog om Mussolinis krop, Il Corpo del Duce. Det er Luzzattos tese, at grunden skal søges i den måde, som italienerne reagerede på henrettelsen af den tyran, de tidligere havde hyldet. To reaktionsmønstre kan registreres i de offentlige ytringer om Mussolini, der fulgte i årene efter at hans mishandlede lig var blevet fremvist på Piazzale Loreto i Milano. Det laicistiske Italien reagerede ved at føle medlidenhed med Mussolini og hans bødler, mens det katolske Italien syntes tilbøjelig til at tilgive ham fortidens synder. De revisionistiske arbejder i både Spanien og Italien synes at have et fælles metodologisk problem. De arbejder inden for en eksplicit positivistisk (induktiv) ramme, som imidlertid dækker over ekstremt subjektive fremstillinger. Det er selvfølgelig nærliggende i samme åndedrag at kritisere visse marxistiske fremstillinger af borgerkrigen, som undlader at omtale den sociale revolution i den republikanske zone. På den anden side skal der gøres opmærksom på, at der inden for det antifascistiske paradigme vitterlig findes en lang række historikere, som har formået at bidrage med seriøs information og plausible interpretationer. Herbert Southworths studie af bombningen af Guernica er således et af de væsentligste videnskabelige bidrag til borgerkrigsforskningen. Historikere har og skal have meninger, men deres tolkninger skal altid kunne prøves imod, det som Carlo Ginzburg har kaldt for virkelighedsprincippet. 59

I første bind af Mussolini-biografien diskuterer De Felice det problematiske i den traditionelle antifascistiske tilgang til fascisme-fænomenet. Det er ikke svært at dele hans bekymringer. At opnå objektivitet i fremstillingen er således afgørende for forståelsen af, hvorfor fascismen kom til magten i Italien og nærmest regerede uimodsagt i mere end to årtier. Alene af denne grund bør De Felice anerkendes for at have skrevet en mere detaljeret og dokumenteret fremstilling end sine forgængere. Hans kildepositivistiske modstand mod enhver form for historisk interpretation leder imidlertid til selvmodsigelser, som allerede blev påpeget af De Felices egen lærer i indledningen til Mussolini-biografien. Delio Cantimori bemærkede således, at De Felices refererende stil gør det muligt at indføje et hav af oplysninger, som, hvis de var blevet fremstillet på normal historiografisk vis, ville have virket direkte selvmodsigende. Dette forklarer både De Felices behov for en kort og præcis fremstilling i sine interviewbøger, men samtidig også de problemer forfatteren havde med at opsummere et værk, der i den grad var fyldt med modsatrettede oplysninger. Et problem, der ikke var blevet mindre af, at værket var blevet til over en menneskealder. Det altoverskyggende problem for De Felice og for de historikere, som arbejder inden for samme paradigme, er, at de a priori forkaster antifascismen som en subjektiv og uvidenskabelig tilgang til fortiden. De har tilsyneladende allerede glemt, at en af årsagerne til at forskellige politiske grupperinger i sin tid fandt sammen i en antifascistisk kamp var den fælles afstandtagen til et tyrannisk og undertrykkende regime. Det faktum, at et stort antal kommunister i Italien, ganske som i andre lande, ikke fik taget behørig afstand fra stalinismen, er et andet forhold, som med rette har skadet deres anseelse. Det er i den henseende et paradoks, at kommunisterne, hvis demokratiske sindelag ikke altid har været iøjnefaldende, har formået at fremstille sig selv som den eneste sande antifascistiske kraft i det italienske samfund. Det betød, at folk af en anden politisk observans fik svært ved at slutte op om antifascismen, et begreb der per definition omfatter alle, der betragter sig selv som demokrater. De Felices modstand mod den historiske interpretation eller "nothingbut-the-facts-neutrality", som MacGregor Knox ironisk har kaldt hans metode, er udtryk for en utrolig evne til at frikende regimet for selv de 60

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? værste forbrydelser. Samtidig er Mussolini-biografien fuld af tolkninger, som får en til at tvivle på forfatterens objektivitet: "På trods af alle sine mørke sider, hvilede Mussolinis personlighed på et solidt bondsk fundament. Han var ondsindet, om man vil, men besad langt fra den kolde fanatisme og rå beslutsomhed, man finder hos Hitler eller Stalin, eller for den sags skyld hos Churchill." (De Felice cit. in Knox 1995, s. 350). Måske er det sådanne vurderinger, der har inspireret en siciliansk landsby til at søge om tilladelse til at opkalde en af sine gader efter Benito Mussolini. Den kendsgerning, at De Felice i 1987 foreslog en ændring af den bestemmelse i den italienske forfatning, som forbyder gendannelsen af det italienske fascistparti, viser, at hans "objektive", empiriske tilgang til stoffet øjensynligt var styret af ønsket om at legitimere bestemte politiske synspunkter. Det er på den baggrund tankevækkende, at den italienske historiker nyder så stor anerkendelse i udlandet, særligt i USA, og at en del seriøse historikere fejes af bordet som uvidenskabelige, blot fordi de åbenlyst bekender sig til antifascismen. Selv om det nu er blevet salonfähig at kalde sig revisionist, så skylder tilhængerne af dette "antiantifascistiske" paradigme stadig en forklaring på væsentlige punkter. Der bør argumenteres for, hvorfor revisionismen vitterlig er en "renselse", eller "purificazione", af den eksisterende historiografi. For undertegnede synes der mere at være tale om et beskidt kneb i den allestedsnærværende kulturkamp. Den tyske historiker Wolfgang Whippermann har påpeget de mærkbare konsekvenser, som den stigende accept af den historiske revisionisme har haft. Antifascisten betragtes ikke længere som demokratiet og frihedens vogter, men derimod som en repræsentant for modernitetens skyggeside, nemlig jakobinismen. Der er dog grund til at huske på, at Den Franske Revolution ikke kun producerede Robespierre, det hemmelige politi og alle den moderne verdens fortrædeligheder; den markerede også de demokratiske institutioners indtog og fik i længden en stabiliserende betydning for de vesteuropæiske samfund. 61

Den integrationsproces, som Vesteuropa har oplevet siden 2. Verdenskrigs afslutning viser, at det har været muligt at danne en konstruktiv europæisk identitet, som bygger på en total afvisning af nazismen og fascismen. Modstandsbevægelsernes idealer, antifascismen og den generelle afstandtagen fra nationalismens excesser er det fundament, som det fælles Europa hviler på. Revisionisternes forsøg på at parallelisere fascismen og kommunismens ofre kan imidlertid bringe dette ellers så sikre fundament i skred. Ikke fordi de gør opmærksom på GULAG og kommunismens uhyrligheder, men fordi de med baggrund heri relativiserer nazismen og fascismens forbrydelser, ofte under henvisning til den såkaldte "angstreaktion". De revisionistiske historikere har i udpræget grad være med til at legitimere det yderste højres tilbagevenden til den europæiske politiske scene. Gianfranco Fini, leder af det postfascistiske Alleanza Nazionale, er netop af Berlusconi blevet foreslået som den italienske regerings repræsentant i EU-Konventet, som skal formulere Europas fremtidige politiske udvikling. For få år siden var Fini ellers meget begejstret for Mussolini, en tyran, som mest af alt bidrog til at lægge det moderne Europa i ruiner. I 1994 betegnede han endda den italienske diktator som "il più grande statista del ventesimo secolo", eller på dansk, "det 20. århundredes største statsmand". Denne udtalelse har han nu bekvemt fortrudt i dagene forud for sin udnævnelse til konventet. Dog ytrer hans parti sig stadig positivt om den fascistiske Mussolinis gerninger indtil 1938 (året, hvor racelovene indførtes). Vejen for sådanne synspunkter er gjort uendelig meget lettere af, at "videnskabelige revisionister" à la De Felice næsten klinisk har renset deres fremstillinger af fascismen for alt ubehageligt. Som anført af MacGregor Knox så "nævner han [De Felice] kun pacificeringen af Libyen mellem 1922 og 1931 en gang, parentetisk, i en fodnote i bind 4, ligesom Italiens krig mod civilbefolkningen i Etiopien efter 1936 kun optager ganske få linjer selv om Mussolini fulgte begge begivenheder tæt og ofte greb aktivt ind i dem" (Knox 1995, s. 349). At det fascistiske regime førte Italien i krig fem gange på tyve år (Libyen, Etiopien, Spanien, Albanien og 2. Verdenskrig), allierede sig med Hitler, myrdede og fængslede intellektuelle og aktive antifascister, terroriserede civilbefolkningen samt indførte et apartheid-system i kolonierne, tilskri- 62

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? ves enten tilfældigheder eller udelades helt i de "anti-antifascistiske" revisioner. I forordet til Herbert Southworths bog om Guernica definerer Pierre Vilar god historieskrivning, som "passionate objectivity". Hermed vil den franske historiker gøre opmærksom, at antifascisme og videnskabelighed på ingen måder udelukker hinanden. Bibliografi Bosworth, R. J. B., The Italian Dictatorship. Problems and Perspectives in the Interpretation of Mussolini and Fascism, Arnold, London 1998. Belardelli et al., Giovanni, Miti e storia dell'italia unita, Il Mulino, Bologna 1999. Bottai, Giuseppe, Diario 1935-1944, (ed. G. Bruno Guerri), Rizzoli, Milano 1982. Cierva, Ricardo de la, El 18 de Julio no fue un golpe militar fascista. No existía la legalidad republicana. Deformación y violación sistemática de la memoria histórica de los españoles, Fénix, Madrid 2000. Colloti, Enzo (red.), Fascismo e antifascismo. Rimozioni, revisioni, negazioni, Laterza, Rom-Bari 2000. De Felice, Renzo, Mussolini, 8 vol., Einaudi, Torino 1965-1997. De Felice, Renzo, "La storiografia contemporaneistica italiana dopo la Seconda Guerra Mondiale", Storia Contemporanea, 10: 1 (1979). De Felice, Renzo, Rosso e Nero, (ed. by P. Chessa), Baldini & Castoldi, Milano 1995. De Felice, Renzo, "Il Novecento dei dittatori", in R. De Felice et al., Lo spettro e l'europa. Una polemica sull'illusione comunista, Atlantide Editoriale (Liberal Sentieri), Rom 1996. De Felice, Renzo, Fascismo, Luni Editrice, Milano 1998 De Luna, Giovanni, "Benito Mussolini", in B. Bongiovanni et al. (ed.), Dizionario storico dell'italia unita, Laterza, Rom-Bari 1996. Del Boca et al., Angelo, I gas di Mussolini. Il fascismo e la guerra d'etiopia, Rom 1996. Furet, François, Se penser la révolution française, Gallimard, Paris 1995. Galli della Loggia, Ernesto, La morte della Patria: la crisi dell'idea di nazione tra Resistenza, antifascismo e Repubblica, Laterza, Rom-Bari 1996. 63

García Pérez, Rafael, "España en el Eje: La beligerancia y la opinión de los historiadores", in Stanley G. Payne et al., España y la Segunda Guerra Mundial, Editorial Complutense, Madrid 1996. Ginzburg, Carlo, "Unos testis. Lo sterminio degli ebrei ed il principio di realtà", Quaderni Storici 80 (agosto 1992). Granja, José Luis de la, "La polémica historiográfica interminable", Arbola 13, (November-December 1987). Heiberg, Morten, "Nuove considerazioni sulla Guerra di Spagna: la storia segreta dell'intervento militare italiano", in M. Abbate (ed.), Pensiero ed azione totalitaria tra le due guerre mondiali. Atti del Seminario Internazionale di Orte 5 febbraio 2000, Centro Falisco di Studi Storici, Civita Castellana-Orte 2000. Morten Heiberg, "Det parallelle lig. Historie og myter i italiensk historiesk revisionsme efter Renzo De Felice", Arbejderhistorie, 2001:2, ss. 1-22. Morten Heiberg, Mussolini and Franco. Men who Would be Emperors. The Spanish Civil War (1936-1939) and the Fascist Struggle for Supremacy, Ph.D.- afhandling, Københavns Universitet 2001. Holm, Adam, "Det patologiske skyldkompleks. Den neokonservative historiker som kirurg", Kritik 127, ss. 21-35. I Documenti Diplomatici Italiani, Istituto poligrafico e zecca dello stato, Libreria dello Stato, Rom 1952-. Knox, MacGregor, "The Fascist Regime, its Foreign Policy and its Wars: An 'Anti-Anti-Fascist' Orthodoxy?", Contemporary European History, 4:3 (1995). Kunz, Rudibert & Müller, Rolf-Dieter, Giftgas gegen Abd el Krim. Deutschland, Spanien und der Gaskrieg in Spanisch-Marokko, 1922-1927, Rombach, Freiburg 1990. Levy, Carl, "Historians and the First Republic", in Stefan Berger, Mark Donovan and Kevin Passmore (red.), Writing National Histories. Western Europe since 1800, Routledge, London 1999. Luzzatto, Sergio: Il corpo del duce, Einaudi, Torino 1998. Mack Smith, Denis, "Un monumento al duce", in P. Meldini (ed.), Un monumento al duce?, Guaraldi, Firenze-Rimini 1976. Moa, Pío, Los personajes de la República vistos por ellos mismos, Encuentro Ediciones, Madrid 2000. 64

Hvad er historisk revisionisme - virkelig? Montanelli, Indro, "L'avversario? Squalificatelo", in Isaia, Nino & Sogno, Edgardo: Due fronti. La grande polemica sulla guerra di Spagna, Libri Liberal, Firenze 1998. Montanelli, Indro, Il buonuomo Mussolini, Editori Riuniti, Milano 1947. Moradiellos, Enrique, La España de Franco (1939-1975). Politica y sociedad, Editorial Sintesis, Madrid 2000. Painter Jr., B.W., "Renzo De Felice, the Resistance and the Historian's Task", Journal of Modern Italian Studies, 4:1 (1999). Pando, Juan, Historia secreta de Annual, Temas de Hoy, Madrid 1999. Preston, Paul, Franco, Fontana Books, London 1993. Preston, Paul, The Politics of Revenge, Unwin Hyman, London 1990. Reig Tapia, Alberto, Franco "Caudillo": Mito y realidad, Editorial Tecnos, Madrid 1995. Reig Tapia, Alberto, Ideología e historia: sobre la represión franquista y la guerra civil, AKAL, Madrid 1986. Romano, Sergio, "Le due guerre di Spagna", in Isaia, Nino & Sogno, Edgardo: Due fronti. La grande polemica sulla guerra di Spagna, Libri Liberal, Firenze 1998. Romano, Sergio, Le confessioni di un revisionista. Uno sguardo sul secolo dopo la morte delle ideologie, Ponte alle Grazie, Milano 1999. Sarfatti, Michele, "Come é possibile ricordare la Shoah", Repubblica 23.11.01. Schneider, Gabriele, Mussolini in Afrika. Die faschistische Rassenpolitik in den italienischen Kolonien 1936-1941, SH-Verlag, Köln 2000. Southworth, Herbert Rutledge, Guernica! Guernica! : a Study of Journalism, Diplomacy, Propaganda, and History, University of California Press, Berkeley 1977. Suárez Fernández, Luis, España, Franco y la Segunda Guerra Mundial desde 1939 hasta 1945, Actas Editorial, Madrid 1997. Thayer, John, "Renzo De Felice, Rosso e Nero, 1995", Journal of Modern Italian Studies, 4:1 (1999). Torres, Luis, Franco y la venganza de la historia, Criterio Libros, Madrid 2000. Tranfaglia, Nicola, Un passato scomodo. Fascismo e postfascismo, Laterza, Rom-Bari 1996. Viñas, Angel, "Herbert Southworth ante los desafíos de la historia contemporanea: el caso de Gernika", Upubliceret artikel. 65

Viñas, Ángel, Franco, Hitler y el estallido de la guerra civil. Antecedentes y consecuencias, Alianza, Madrid 2001. 66