Prædiken 1. søndag efter trinitatis Salmer Indgangssalme: DDS 13: Måne og sol Salme mellem læsninger: DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær Salme før prædikenen: DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige Salme efter prædikenen: DDS 614: Far, verden, far vel (da. visemel., 17. årh.) Nadversalme: DDS 404: Lover Herren! han er nær Udgangssalme: DDS 435: Aleneste Gud i Himmerig Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas. Korsvar. Jesus sagde:»der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men 7/6-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«luk 16,19-31 Herre. Giv os i dag ører at høre med, så vi kan høre dit levende ord. Giv os i troen at gribe dine ord som den livets kilde, der også i vores liv gør alt nyt. Amen! Dagens evangelium er en af den slags bibelske fortællinger, der har fået en rig og mange-facetteret virkningshistorie. Det har så at sige fået sit eget liv i forlængelse af og nok også til tider uafhængigt af Jesu lignelse. Virkningshistorie handler jo netop om, at mennesker igennem historien har taget tekster, hér en bibelsk fortælling til sig, og udfoldet dem, virkeliggjort dem og levet dem ud i deres liv, deres tanker og deres skriblerier. Hvis man læser Selma Lagerlöfs Kristuslegender finder man en reminissens heraf i fortællingen om Vorherre og St. Peter, hvor den gode Peter i paradisets have bedrøves af at hans mor ikke var kommet i paradisets have med ham. I Selma Lagerlöfs fortælling er handlingen den, at den Herre Jesus tillader en engel at stige ned i de fortabtes afgrund og hente moderen op til Peter. Mange andre fortabte hægter sig på denne himmelske udsending, men moderen vil være alene. Hun vil have frelsen, redningen for sig selv og kan ikke unde andre at få del i den. Derfor giver hun sig til at ryste, slå og slide de andre af. Men jo færre, der er med, desto tungere er byrden at løfte for englen, der er steget ned til de fortabte i dybet. Da til sidst englen er næsten oppe, lykkes det Peters mor at ryste den sidste af de andre, en ung kvinde, af. Og da falder Peter mor også, fordi englen ikke kan løfte hende alene. Den ansigts formørkes, hedder det, og den lader hende falde. Peter er sønderknust og siger i til Den Herre Jesus: Hvad er dette for et Paradis! Jeg hører mine kærestes Jammerskrig og ser mine Medmenneskers Elendighed. Og der, stillet overfor al ulykke og tab og elendighed, kan man nok ikke undgå at føle med ham. Og det gør Vorherre da også, da han stilfærdigt gør Peter opmærksom på, at der 7/6-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
hverken i himmel eller på jord findes et sted, hvor mennesker ikke kan opleve sorg, så længe at de ikke følger hans bud om at elske sin næste som sig selv. I Lagerlöfs univers giver den lignelse, vi hørte for lidt siden, afsæt for en beretning om guddommelig medliden, men også konstatering af, at mennesker eksemplificeret ved Peters ubarmhjertige mor er i stand til at ødelægge alt for andre og derfor på samme tid også for sig selv, fordi de stiller sig selv og ikke deres næste i centrum. At det er os selv, der bærer ødelæggelsens og destruktionens kræfter i os. Og derfor også os selv, der kan tilføje andre ufattelig smerte. Og det fører til sorg, lidelse og fortvivlelse for den, der udsættes for det, men også som i Peters tilfælde for den, der ser på og lider med den udsatte. Vendt om i den forstand, at det ikke hér er sorgen over de fortabtes lidelser, men glæden over samme, der er i centrum, finder vi en række klassiske eksempler på samme fortællings virkningshistorie i teologihistorien altså blot udmøntet med modsat fortegn. Hér gør eks. Gregor d. Store sig til talsmand for, at den største glæde ved den himmelske frelse er at iagttage de fortabtes lidelse over på den anden side. At selve glæden i paradiset er at se de fortabte gå til grunde. Ja, jeg véd ikke med jer, men for mig fremstår det nok ikke som den mest sympatiske konsekvens at drage af fortællinger som den om den rige mand og Lazarus. Hér spiller et andet motiv, der har haft en enorm virkningshistorie, med nok netop fordi det er noget, vi så let genkender hos os selv. Nemlig tanken om gengældelse eller måske mere præcist, genoprettelse. At alt det, vi måtte miste i dette liv ved at følge Jesus, kommer igen i det hinsidige. At alle vores foretrædeligheder, tab og afkald bliver givet os tifold igen i det hinsidige. Altså helt konkret: At når den rige mand nu har fået sit i dette liv, så skal vi, alle vi hvis liv hele tiden truer med at mislykkes og køre skævt, have det i det næste. Men: det er nok ikke nødvendigt at gå til sådanne tankemæssige yderligheder. Hverken som Gregor d. Store og forestillingen om frelsens største glæde i de fortabtes lidelser eller at se dette liv som en jammerdal, hvor det og det er jo en nærliggende konsekvensen heraf kommer til at gælde om at give afkald på så meget som muligt for at få det desto bedre i det hinsidige. Sådan lidt som en maskine, hvor man tænker, at jo flere afsavn, man lider, desto mere vil Gud belønne én. Begge dele er 7/6-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
ufuldstændige forestillinger om Guds rige og Hans løfterige fortælling om os mennesker som en del af dette. I forholdet til den evige frelse, himmeriget og den evige salighed, må vi fastholde, at Guds virkelighed altid er større end vores forestillinger. Gudsriget lader sig derfor heller ikke begrænse af vores tanker eller meninger om, hvad der er ret eller rimeligt. Endsige da af, hvad vi nu synes er betimeligt at gøre os af tanker om frelsen, det være sig fortabelsen. Eller af vores placering i den. Det hverken kan eller skal vi foregive, at vi sådan lige kan regne ud. At vi ikke skal gøre os til dommer over Guds virkelighed, rører selvsagt ikke ved realiteten af, at den vil sætte sig igennem og til sidst blive alt i alle. Men det skærper vores opmærksomhed. Det retter fokus mod os og det, der er nu og hér. Mod vores liv. Mod det forhold, at hele vores liv som givet af Gud, er undergivet et krav; at vi selv er underlagt ultimativt er undergivet Guds dom, og at vi derfor også skal tage dette ene liv, vi nu en gang er blevet skænket, alvorligt. Tage det på os som en gave, der skal plejes og leves ud i glæde, kærlighed og omsorgsfuldhed. Ikke i tristhed og beregnende afkald i håb om, at det så vil gå os bedre senere. For Guds dom er ikke det samme som fordømmelse. For i Guds dom stilles vi også på samme tid i samme nu under nåden. Dommen i Kristus er jo åbenbaringen af vores historie som den er nøgen, utilstrækkelig og alt for ofte uden et ordentligt plot endsige fortællermæssig pointe; endsige da ordentlig slutning hvis vi nu skal blive i fortællingens kategorier. I nådens lys bliver det ikke alt, der er at sige. For i dåben har vi en gang for alle fået del i en anden historie; Guds egen fortælling om, at han er blevet menneske og er død og opstået for vores skyld. Hér har vi fået lov til at tro, at der faktisk er én, der er kommet tilbage fra de døde ikke for sin, men for vores skyld. Den fortælling har vi fået lov til at tro på og holde os til som om det var vores egen. Og den har vi lov til at holde frem, så vi ikke længere kun har vores eget liv at blive bedømt på. Men Guds egen fortælling, som jo dermed også bliver den egentlige fortælling om mig og mit liv; om hver enkelt af os. Amen! 7/6-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
7/6-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5