DIALOG. Dansk-Tjekkisk

En artikel fra Dansk-Tjekkisk DIALOG Kejser Karl IV og kong Valdemar Atterdag: Fyrstebryllupper i kampen om magten omkring Østersøen Af dr. phil. Elisabeth Strandberg

Kejser Karl IV og kong Valdemar Atterdag: Fyrstebryllupper i kampen om magten omkring Østersøen af Elisabeth Strandberg 2 Dansk-Tjekkisk DIALOG Oktober 2002 Til Pinsen 1363, den 21.maj, fandt bryllupshøjtideligheden sted ved det polske kongehof i Krakow: Den 47- årige kejser, allerede tre gange enkemand, ægtede den 16-årige Elisabeth. Hvor stor glæden, pragten, herligheden og overfloden var ved denne fest, lader sig ikke beskrive, ifølge krønikeskriveren Janko de Czarnkowo, et vidne til begivenheden." (Wilbertz 48). Blandt bryllupsgæsterne regnedes også Valdemar Atterdag af Danmark. Det er naturligt at han tælles blandt dem, han havde tilbragt sine barndomsår sammen med brudens far i Pommern, han var beslægtet med ham og dertil en ven af brudgommen, kejser Karl IV. Ydermere er kong Valdemar i Krakow i 1363, blot ikke for at deltage i brylluppet, men for at slutte forbund med brudens bedstefar, kong Kasimir III af Polen (Kazimír III. Veliký) - og derpå fortsætte rejsen mod Prag, dette foregår et halvt år efter kejserens bryllup. Den ukorrekte oplysning om den danske konges deltagelse i bryllupsfestlighederne i Krakow er bragt videre også i moderne skildringer af den senere middelalders europæiske historie, se f.eks. Niitemaa 81 og Seibt 4 under Legner; selv i danske bøger lever myten, både i 1. og 2. udgave af V. Ettings bog om Valdemar Atterdags datter (Etting 14 hhv 16). Brylluppet i Krakow var kejserens hidtil nordligste og et helt bevidst træk i hans bestræbelser på at udvide sit bøhmiske kongerige mod nord. Det var den polske konges barnebarn, Karl IV ægtede. Da Kasimir III ingen direkte arving havde og også det langvarige ægteskab, som hans designerede efterfølger Ludvig I af Ungarn (Ludvík I. Uherský 1326-1382) levede i, var barnløst, kunne Karl IV gennem dette sit bryllup med Elisabeth af Pommern have håb om på længere sigt at erhverve den polske trone (Wilbertz 48). Dette passede ind i kejserens planer om med tiden at få adgang til Østersøen og den betydelige handel, der foregik ved og via denne trafikåre. Med den langsomme men sikre erhvervelse af Brandenborg havde kejseren allerede en vigtig forbindelse fra Bøhmen til Østersøen, nemlig Elben. Kontrol med Østersøens nordlige bredder og den tyske hanses handel på Skåne var, hvad Valdemar Atterdag skulle drøfte med Karl IV. Inden vi går over til skildringen af det rent politiske, skal det nævnes at de to, den danske og den bøhmiske konge, via det her omtalte ægteskab skulle få efterkommere, der blev beslægtede nemlig Erik og Sigmund (Zikmund Lucemburský), se slægtskabstavlen. De to fætre samarbejdede i europæisk politik, men nåede lige akkurat ikke at sidde på de respektive (fædrene) troner samtidig: Sigmund, konge af Ungarn fra 1387, konge/ kejser af det tysk-romerske rige formåede først i sit sidste leveår 1436-1437 at komme til forståelse med sit lands hussitter og beklæde sin faders bøhmiske trone - Erik (af Pommern), konge af Danmark, Norge og Sverige fra 1396, valgte på sin side at gå i en slags landflygtighed i 1436, han installerede sig på øen Gotland og kom ikke tilbage til de nordiske troner. Valdemar Atterdags erobring af netop Gotland med hansebyen Visby ovenpå kongens genindlemmelse af Skåne med Skanørmarkedet i det danske rige i 1360-1361 var de begivenheder, der førte til 1. hansekrig og Valdemar Atterdags besøg hos Karl IV i Prag. I 1320'erne varskåne og Blekinge som så mange andre dele af Danmark blevet len i holstenske grevers hænder. Her havde man held til at løsrive sig fra den strenge tyske administration og søge hjælp hos den svenske konge Magnus Eriksson, som også havde fået Norge i arv at regere. Magnus Eriksson enedes med greverne om at han overtog landskaberne mod en klækkelig sum penge; Magnus Eriksson hyldedes da som HISTORIE konge i Lund 1332 (Hoffmann 1975,115-117). Da Valdemar Atterdag begyndte sin tilbageerobring af Danmark i 1340, kunne han i første omgang ikke klare også de tabte dele af riget øst for Øresund. Han afstod formelt Skåne, Halland og Blekinge til den svenske konge ifølge aftalen af 1343, som til gengæld udover penge gav den danske konge visse svenskejede dele af Danmark vest for Øresund tilbage. At Valdemar ikke havde opgivet tanken om en tilbageerobring øst for Øresund vidner den i forrige artikel nævnte aftale af1350 med hertug Albrecht af Mecklenborg om. Heri lovede hertugen Valdemar Atterdag at hjælpe ham til erobring af Helsingborg. Den danske konge brugte 1350'erne på konsolidering i Jylland, på Fyn og Sjælland, ikke blot ved generhvervelsen af borge og land, men også

HISTORIE ved opbygning af en egentlig kongelig administration med forordningen af 1354 og landefreden af 1360. Landefreden udgør i sin tosidige redaktion en kontrakt mellem konge og rige. Med den er Valdemar Atterdags stilling i Danmark endelig blevet etableret (Hørby 1980, 39). Landefreden er et tydeligt vidnesbyrd om Valdemar Atterdags forsøg på at bryde feudale loyalitetsbånd overalt hvor dette er muligt (smstds. 43). Dette resulterer i oprør fra især den jyske adels side, men ikke alvorligere end at kongen kan magte det. De ialt tre perioder af jysk adelsoprør mod Valdemar Atterdag omtales under det sidste; interessant nok appellerer den danske konge til kejser Karl om at være behjælpelig i afstraffelsen af de oprørske. Det hænger sammen, bl.a., med det danske kongeriges datidige status indenfor romerkirken men udenfor romerriget, en status som vil blive drøftet i næste artikel i forbindelse med visse af kejser Karls tiltag. Det Sverige, som Magnus Eriksson regerede over, var et svagt kongedømme. Kongefamiliens medlemmer rivaliserede indbyrdes, en stærk adel forstod at udnytte dette. I landets købstæder var en ikke ubetydelig del af borgerskabet tyske købmænd og folk involveret i bjergværksdrift, også fra Tyskland. Da Magnus Eriksson begyndte at centralisere magten og sætte grænser for den tyske befolknings indflydelse i købstæderne, vendte adel og øverste gejstlighed samt den tyske del af befolkningen sig fra ham. Deres svenske (mod)konge blev sønnen Erik (1339-1359), som fik kontrollen med centrale og sydvestlige Sverige inklusive Skåne. Eriks yngre bror Hakon var året forinden, i 1355, blevet separat konge over Norge, som krævet af den norske adel. Tiden var nu moden for Valdemar Atterdags intervention. I 1358 belejrede han Helsingborg og tidligt 1359 indgik den danske konge forbund med Magnus mod sønnen Erik. Valdemar Atterdag skulle ifølge aftalen få kontrollen med Helsingborg og lovede at støtte Magnus mod Erik til gengæld. Forbundet besegles med forlovelse mellem Magnus anden søn Hakon, konge af Norge, og Valdemars datter Margrethe. Imidlertid dør Erik allerede 30. 5. 1359 og aftalen ophæves igen, forlovelsen dog først i begyndelsen af 1361. Så griber Valdemar Atterdag til våben i juli 1360 og ved hertug Albrechts mægling overtager den danske konge igen Skåne, Blekinge og Sønderhalland. Albrecht selv er gift med en halvsøster til kong Magnus og har allerede søgt at skaffe sig indflydelse i Norden (Skyum- Nielsen 39-46), få år senere slår han til. Valdemar fortsætter med erobringen af Gotland 21.-27. 7. 1361, en ø som aldrig havde været dansk før. Hermed rammer kongen den svenske adel samt de tyske købmænd i Visby. Kort efter, i september måned, kommer reaktionen: Et forbund mellem den svenske og norske konge på den ene side og de holstenske grever og den tyske hanse under Lübecks ledelse på den anden. 1. hansekrig begynder om foråret med angrebet maj 1362 mod Helsingborg. Det blev slået tilbage umiddelbart af den danske konge. Nederlaget er så forsmædeligt for hansen at lübeckerne lader deres borgmester henrette som ansvarlig. I mellemtiden, juni 1362, var hertug Albrechts søn Henrik blevet gift i Vordingborg med Valdemars datter Ingeborg som aftalt i 1350. Dette var ikke 1. hansekrigs eneste fyrstebryllup. Det andet bryllup bringer os i sit utrolige forløb tilbage til kejser Karls ungdomstid, da han var markgreve af Mæhren og ledsagede sin far, kong Johan af Bøhmen, på kongens 3. korstog til Litauen. På dette litauiske korstog i 1345 (Nordman 31) har Karl nemlig truffet en udpræget middelalderkrigerfyrste, grev Henrik af Holsten, med tilnavnet Isern = Jernhenrik (ca. 1316 - efter 16.11.1384). Han var søn af den grev Gerhard, som havde haft magten i Danmark indtil 1340 og den antidanske politik fortsattes nu med forbundet af 1361 sammen med den svenske konge, som han bl.a. havde været på krigstogt med til Novgorod i foråret 1348 (Hoffmann 1990, 198). 1. hansekrigs andet fyrstebryllup deltog Jernhenrik selv i ved at bortgive sin søster Elisabeth til Magnus' søn, kong Hakon af Norge. Forlovelsen var sket i marts 1362 til besegling af forbundet mod Valdemar Atterdag. Brylluppet fandt sted juli 1362 i Holsten og gommen var repræsenteret ved prokurator. Ægteparret skulle forenes, når forholdene tillod det. Greven af Holsten havde været aktiv også på ægteskabsfronten, først søgt at bortgive søsteren til Valdemar Atterdag i 1340, så til Erik af Sverige og nu med Hakon af Norge lykkedes det. Så meget desto mærkeligere er det, at Jernhenrik beslutter at sende brud til brudgom i december 1362. Nok var våbenstilstand indgået med Valdemar 11.11. 1362, men den omfattede ikke grev Henrik selv og hans bror; ydermere var årstidens vejr ikke det bedste for sejlads. Uheldet var ude efter hendes skib, Gud og uvejr drev hende til området under ærkebispen af Lund og hun blev taget til fange på hans fæstning Hammershus på Bornholm. Tilfangetagen forblev hun indtil hendes gom, Hakon, havde fejret bryllup med sin første forlovede Margrethe i København 9.4.1363. Ærkebispen af Lund havde i mellemtiden annulleret Hakons første bryllup med henvisning til kanonisk ret (DRB efter 7. 5. 1363, nr.337, pp. 236-237). Man kan ikke fortænke den holstenske grevinde i at vende sine brødres verden ryggen og gå i kloster. Hun var abbedisse fra 1365 til 1402. Endnu i 1366 ses Jernhen- Dansk-Tjekkisk DIALOG Oktober 2002 3

HISTORIE rik (forgæves) at appellere til hansestæderne om at bidrage med penge for den løsesum, han havde måttet betale for sin søsters frigivelse (Hoffmann 1985,84 samt 1990, 200). Hævnen for Valdemars dristige og vellykkede gennemførelse af 1. hansekrigs tredje fyrstebryllup lod ikke vente på sig, og denne gang havde hertug Albrecht skiftet side. Valdemar var på vagt og får held til at opsnappe Jernhenriks holstenske sendebud på vej i maj 1363 fra hertug Albrecht til ledende kredse i Sverige; han bar et budskab, siden gået tabt. Det interessante for os er, at det herved afsløredes at planerne i budskabet støttedes af kejser Karls hidtidige øverste kansler, Didrik, forhenværende biskop i Slesvig, nu ærkebisp i Magdeburg samt (for kejseren) medregent af Brandenborg med de umyndige Wittelsbacher Otto (Ota Braniborský 1341/2-1379) og Ludvig Romeren (Ludvík Ríman 1330-1365). Senere er de forbundne mere forsigtige i deres indbyrdes kontakt og forberedelse af den fælles aktion, således finder vi ikke Didrik udtrykkelig nævnt mere, som det var sket i det første stadie (DRB efter 7.5.1363, nr.337, pp. 236-237). At han fortsætter med at støtte forehavendet er sandsynligt, han havde i december 1362 underskrevet en traktat med hertug Albrecht, gældende for tre år, hvori han lover at støtte ham (MU XV 266, nr. 9111). I en overgangsperiode tæller de sammensvorne visse hansebyer, men disse bakker ud af et påtænkt opgør med Valdemar Atterdag. Det er i stedet hertug Albrechts plan, der kommer til udførelse af Albrecht selv, hans søn, de holstenske grever og flere tyske og svenske medsammensvorne. Forskningen har beskæftiget sig også med Karl IV s holdning til hertug Albrecht; de to historikere, der senest har behandlet emnet, er af modsatte opfattelser: Mohrmann mener, at Karl ingen interesse havde i Albrechts svenske/nordiske planer før i 1370 erne (379), Stoob til gengæld er af den mening, at kejser Karl har støttet planerne fra starten af (Stoob 1990, 169). Ingen af de to har været opmærksom på, at kejser Karls kansler (2. 3. 1357-21.9.1362) kan konstateres at være involveret. Kontakten mellem Didrik og de sammensvorne var let. Den ledende blandt de svenske, som var utilfredse med kong Magnus af Sverige, var dennes tidligere kansler, Nils Markussen, bisp af Linköping (Schück 608-612, Nordberg 304-308). Han havde opholdt sig ved pavehoffet i Avignon fra okt. 1351 til sent på året 1353, Didrik var sammesteds fra marts 1352 til slutningen af 1353 (Novácek 471 og 478). Dette var i den periode hvor paven havde agiteret intenst for at skaffe Didrik bispesædet i Slesvig. Nils og Didrik må have lært hinanden godt at kende. I foråret 1363 var Nils og hans svenske meningsfæller i Mecklenborg, Didrik samtidig i Mark Brandenborg (Novácek 527, note 52). En forbindelse fra kansler til kansler har ikke været vanskelig at etablere. De sammensvorne var omhyggelige med at vente med at sætte aktionen i gang indtil efter Valdemar Atterdag havde forladt Danmark, i oktober 1363. I november 1363 sejler hertug Albrecht og sønnen junker Albrecht (III) med svensk og tysk følge til Sverige og allerede februar 1364 kan den unge Albrecht kalde sig konge af Sverige (Hoffmann 1975, 123-127). Grev Henrik af Holsten var med på togtet, og det er denne Jernhenrik, der giver den nye konge ridderslaget (Nordberg 307). Den tyske Albrechts regering skulle blive en få decennier kort affære i Sverige; kongens eneste bidrag til eftertidens Sverige er hans nye svenske rigsvåben Tre Kronor, som Albrecht har hentet, direkte eller indirekte, i Køln fra de hellige tre kongers grav dér (Seitz 172-5). En datter af kong Albrecht af Sverige blev 1388 gift med Karl IV s søn Johan af Görlitz (Jan Zhorelecký 1370-1396). Brylluppet blev planlagt allerede i 1376 af Karl selv (Mohrmann 382-383; Nordman 2o2-2o3; Veldtrup 433). Nærmere omtale vil finde sted i 3. artikel i forbindelse med Karls nordiske initiativer i 1370 erne. Grev Henrik af Holsten møder vi igen under Valdemars forhandlinger med Karl i 1364. Det var de svage svenske konger Magnus og Erik, der havde lagt grunden til Valdemars problemer med hansen. De havde tilstået de tyske købmænd ekstraordinært favorable handelsprivilegier på Skåne og Gotland, privilegier hansen insisterede på at beholde og Valdemar nægtede at acceptere. Han søgte - og skulle få - støtte mod hansen hos kejser og pave. Kongen kunne roligt forlade sit land, det stod nemlig klart at hansestæderne indbyrdes var for splittede til at blive enige om et nyt militært angreb mod Valdemar efter 1. hansekrigs nederlag ved Helsingborg. Våbenstilstanden udløb 6. 1. 1364. Nu til de bevarede dokumenter. DRB 15. 7. 1363, nr. 357 er hertug Albrechts brev til kejser Karl med en ordrig fremførelse af ikke-specificerede visse klagepunkter mod Valdemar Atterdag. Tägil (239) mener, at afsenderen ønsker at komme Valdemar i forkøbet. Sidstnævnte formodes overfor Karl at ville klage over hertug Albrechts brud på løfter om stadig fred og venskab til Valdemar Atterdag, brud afsløret ved opsnapningen af sendebudet. Nogle 4 Dansk-Tjekkisk DIALOG Oktober 2002

HISTORIE uger senere følger kejserens indbydelse til Valdemar. DRB 7. 8. 1363, nr. 369 (& 375): Ophøjede og såre kære broder. For nylig var den berømmelige Bugislav, hertug af Stettin og vor såre kære svigerfader, stedet for vor kejserlige majestæt og fremførte blandt andet, hvorledes I, kære broder, ledet af den dybe kærlighed, som I nærer til os, ønskede at få et møde med os i stand for at forhandle med os angående nogle alvorlige anliggender, og derfor sender vi Eder, kære broder, vort særlige brev om sikkerhed og lejde til at komme til os, opholde Dig hos os og atter drage bort fra os, således som I vil se det udførligt er udtrykt i det brev. Derfor anmoder og beder vi Eder, kære broder, indtrængende om, at I, så hurtigt I kan, mødes m e d os hvor som helst vi måtte befinde os. Thi Vor Højhed vil ved Eders tilstedeværelse, kære broder, finde rig anledning til glæde. Givet i vor hærlejr nær Guben den 7. august i vort romerske kongedømmes 18. år, i vort 17. år som Bøhmens konge og i vort kejserdømmes 9. år. At brevet er afsendt fra en hærlejr beroer på at Karl IV var i færd med at lade sig hylde af brandenborgerne. 18. 3. 1363 havde Karl formået Otto og Ludvig til at tilstå arveretten til Lausitz og Brandenborg til Karls egen søn Václav (1361-1419) (Veldtrup 374). Aftalen blev beseglet med forlovelse af samme dato mellem markgreve Otto og Karls datter Elisabeth (Eliska 1358-1373). I juli samme år tog kejseren på sin søns vegne imod folkets hyldest i spidsen for en hær. Folket var utilbøjelig til at efterkomme ønsket om hyldest, og Didrik måtte gribe ind med trusler (Schulze 143). DRB 13.12.1363, nr. 411 og 412 udgør bekræftelsen af det venskabelige og evigt varende forbund og broderligt venskab mellem kong Kasimir III af Polen og den danske konge. Forbundet ses som vendt mod den preussiske hanse og den tyske orden (Tägil 246-252). Valdemar Atterdag formodes at være ankommet til Prag mod slutningen af året 1363 og fra 2.1.1364 ser vi ham bevidne to breve fra kejseren til en biskop af Firenze DRB nr. 2 & 3. Vigtigst af de bevarede dokumenter er DRB 5. 1. 1364, nr. 4 & 5. Her er datoen af speciel vigtighed. Dokumentet bekræfter Karls tidligere breve til Valdemar om Lübecks betaling af rigsskatten til den danske konge, se forrige artikel. Lübeck bliver holdt på pinebænken ang. kejserens stilling i striden til sidste øjeblik, våbenstilstanden udløb 6.1.1364. Lübeck var ophørt med at betale skatten til Valdemar med henvisning til krigssituationen dem imellem og Valdemar havde klaget over manglende indbetaling. Fra 1359-1363 var skatten tilfaldet hertug Rudolf II af Sachsen-Wittenberg (R. II. Saský, død 1370). Nu vælger kejseren tydeligt side i den nordiske strid ved at tildele Valdemar rigsskatten igen: Vi Karl... bekræfte og forny... I den anledning har vi taget den udelte og vedvarende troskab i betragtning, som vi altid har forefundet hos den førnævnte konge af Danmark, og har derfor med velberådet hu, med ret viden og af vor kejserlige magtfuldkommenhed bekræftet... skal helt og ubrudt forblive ved magt og i kraft. Vidner i dette anliggende er den højbårne Rudolf, hertug af Sachsen, det hellige romerske riges øverste marsk.... Selvom Rudolf således anføres som vigtigste vidne, forsøger han på egen hånd med et direkte brev til Lübeck, DRB 25. 9. 1364, nr.154, at få byen til at betale rigsskatten til ham selv, som i 1359-1363 i stedet for til Valdemar Atterdag. Lübeck følger dog kejserens befaling. Januar måneds forhandlinger mellem den danske konge og kejser Karl er der desværre ingen skriftlige vidnesbyrd bevaret om. Valdemar ses 1.2.1364 (DRB nr.12) at bevidne endnu et brev af kejserens til en italiensk biskop; det vides ikke med sikkerhed hvornår den danske konge har forladt Prag. Fra (omkr.) 14. 3. 1364, DRB nr. 59, har vi da en dramatisk skrivelse fra en udsending, som for Lübeck har opholdt sig i Prag og senere aflagt mundtlig beretning for grev Adolf af Plön (død 1390) og for Jernhenriks bror. Sidstnævnte citeres: Nu er udsoningen gået i orden, som du bragte mig fra Prag; den har kongen af Danmarks drost og hans råd ratificeret. Da sagde jeg (i.e. sendebudet): Kære herre, giver I efter? Da fortalte han mig, at hans fætter (i.e. grev Adolf) havde givet sig i tjeneste hos kongen og havde sluttet forbund med ham i alle hans vanskeligheder; nu måtte han gå med til en udsoning, ellers ville han være fortabt... På basis af det overleverede materiale menes det at et mæglingsforslag fra kejser Karl mellem Valdemar på den ene og tyske fyrster og hansen på den anden er basis for den endelige fredsslutning i Stralsund af juni 1364 (Tägil 259) med varighed til kyndelmisse 1368. Fyrsterne har set sig nødsaget til at slutte fred og hansen til at acceptere handelsbetingelser, der var mere i overensstemmelse med Valdemars end med hans modparts ønsker. For at sikre sig at forslaget virkelig blev tiltrådt også af Valdemar Atterdag, har kejseren ventet indtil efter Stralsundmødets positive afslutning med at befale rådet i Lübeck at betale rigsskatten til den danske konge, DRB 17. 7. 1364, nr. 131: Vi Karl... befaler og byder Eder, trofa- Dansk-Tjekkisk DIALOG Oktober 2002 5

ste mænd, indtrængende og bestemt ved vor og rigets nåde, at I hvert år uden opsættelse og uden al modsigelse... skal give og overrække alle de årlige skatter og afgifter, som I er pligtige at give os og riget årligt, til den højbårne Valdemar, konge af Danmark, vor kære broder og fyrste... og til ingen anden. Kejser Karl havde altså dekreteret fred på den nordiske front. Følgende skrivelse må derfor siges at komme yderst ubelejligt for Lübecks råd. Skrivelsen er af samme dato som ovenfor citerede brev fra Lübecks udsending til Prag, men afsenderen er denne gang grev Henrik af Holsten, DRB 14. 3. 1364, nr. 58: Vi hilser oprigtigt og hengivent de hæderværdige mænd, de herrer rådmænd i søstæderne med ønsket om alt godt. I skal vide, elskede mænd at vi med Guds hjælp har undertvunget omtrent hele landet Sverige og erobret alle borge, ødelagt nogle og fået magten over andre, og taget over 150 bevæbnede riddermæssige mænd til fange; og nu i øjeblikket er vi rede til med Guds hjælp at drage gennem skoven mod Svaneholm og til Skåne, eftersom der ikke er andre borge tilbage end Svaneholm og Varberg. Derfor beder vi Eder gode mænd, om, at I giver os en udtømmende redegørelse for hvorledes det forholder sig med Eders stilling til kongen af Danmark og med vor broders og fætters stilling. Gud bevare Eder og byd over os i alt. Skrevet i Örebro torsdagen efter Judica. Ved grev Henrik, herre over Holsten og Stormarn. Den energiske Jernhenrik blev nødt til at bøje sig for kejser Karls mægling og standse sin kampagne på grænsen til den danske konges Skåne. Den tyske hanse var faktisk i forlegenhed m.h.t. den tyske konge af Sverige. Af politisk klogskab (Strecker 147) foretrækker hansen at undgå at anvende betegnelsen konge af Sverige om Albrecht, man afventer foreløbig opgøret mellem hanse og Valdemar Atterdag, dette kommer 1368-1370, 2. hansekrig. På den brandenborgske front lykkes det Karl at få overdraget regentskabet til sig selv personligt for 6 år. 17. 3. 1365 var Ludvig Romeren død og den yngre bror Otto ser sig nødsaget til dette skridt. Som sædvanlig markerer Karl IV en territorial vinding med en dynastisk union: Ottos forlovelse af 1363 afløses af ægteskab dog ikke med den hidtidige forlovede, men med en anden af Karls døtre Katharina (Katerina 1342-1386), gift 1. gang med hertug Rudolf IV af Østrig (R. IV. Rakouský, død 1365). Ottos bror Ludvig havde været gift, men efterlod ingen arvinger, hvilket var en fordel for Karls brandenborgske planer. Enken ægtede i 1366 grev Henrik af Holsten og blandt efterkommerne kan nævnes parrets oldebarn, Christian I (1426-1481), stamfader til det oldenborgske kongehus i Danmark (Hørby 1980, 269, Koppe 359). Det næste bevarede dokument ang. Valdemar Atterdag og Karl IV er DRB 23.4.1366, nr. 378. Det er en skrivelse adresseret til kongerne af Danmark, Sverige, Norge og Polen samt hertugerne af Stettin og Mecklenborg hvori disse opfordres til på Karls vegne at værne ærkebispen af Riga og hans kirke i dens strid med den tyske orden. Stoob (1970, 191) påpeger, at kejser Karl med denne skrivelse indirekte har tilkendegivet at den nu, i 1366, opnåede magtfordeling i Østersøområdet svarede til hans, kejserens, forestillinger, sådan som de formodentlig også var blevet lagt frem for Valdemar under hans pragophold. Kong Valdemar Atterdag af Danmark var efter besøget hos kejseren rejst videre til Avignon, hvor den HISTORIE danske konge også opnåede pavens støtte i kampen mod hansen. Det er derfor logisk at de sidste dokumenter, vi har af relevans for de danskbøhmiske forbindelser i denne fase inkluderer 3. parts henvendelser til kejser og pave: vi er i gang med nedtællingen til det endelige opgør mellem hansen og Valdemar. I DRB 28. 2. 1368, nr.149 afslår rådet i staden Lübeck kejser Karls opfordring til stæderne om at deltage i hans romertogt - på baggrund af de utallige vanskeligheder, trængsler nederdrægtigheder og farer i fremtiden, der truer os og sandsynligvis kommer at ramme os, Eders stad Lübeck. i.e. fra Valdemar Atterdag. DRB 12.3.1368, nr. 157 er nu rådets klage til paven over kong Valdemar af Danmarks brud på indgåede aftaler: De ydmyge og såre hengivne borgmestre... Ærværdige fader. Forvirrede - o ve! - af trængsler og sorger og drevet af nød tvinges vi til at søge at vinde velvillig gehør hos Eder... ;brevet fortsætter i en omstændelig uendelig ordrig stil. DRB 12. 3. 1368, nr.158 sætter trumf på: Det er rådets klage til kejser Karl IV over kong Valdemar af Danmarks brud på indgåede aftaler... ordret som nr. 157... plus trumfen den danske konge stræber efter at rive Eders stad Lübeck ud af Eders hænder og bort fra kejserdømmet... Gid vor stad havde ligget så nær ved Eders sæde høje kejser, at I kunne komme os til hjælp med væbnet folk 6 Dansk-Tjekkisk DIALOG Oktober 2002

HISTORIE for at beskytte Eders lille så forladte hjord, det kunde vor nød nok udkræve.... Ærlighed er ikke brevskrivernes stærke side. Lübeck havde allerede afslået kejserens opfordring om deltagelse i kejserens romertogt (nr.149). Lübeck og de med byen forbundne hansestæder samt de fyrster, der er på deres side, satser så langt fra på hjælp fra kejseren; man venter påpasseligt med at starte krigen mod Valdemar til kejser Karl er på ekstra god afstand af dem. Våbenstilstanden aftalt i 1364 udløb 2. februar 1368, alt var rede til angreb. Alligevel lanceres det ikke før på forsommeren. 2. 4. 1368 drager kejseren på sit andet romertogt, denne gang ledsaget af den vordende kejserinde Elisabeth. Kejser Karl er først tilbage i Prag i januar 1370. De vigtigste af Valdemars fyrstefjender har allerede aftalt byttets fordeling (DRB 25. 1. 1368, nr.128). Kong Albrecht af Sverige får Valdemars besiddelser øst for Øresund, hans far hertug Albrecht af Mecklenborg Sjælland Møn og Falster medens Jernhenrik og hans bror får Jylland, Fyn og Langeland. Valdemar Atterdag på sin side får meget at tale med kejser Karl om ved kongens 3. og sidste ophold i Prag, i 1370. Til de ovennævnte temaer kommer det stadig uafklarede spørgsmål om tronfølgen i Danmark. Kongen havde mistet sin eneste søn Christoffer, allerede i juni 1363. Blandt kejserens reaktioner på situtionen vil vi se et forslag om et nyt bryllup for Valdemar. Denne foretrækker dog andre udveje. Fortsættes og afsluttes med næste artikel. Note: Til denne artikel er udarbejdet en fyrsteslægtskabstavle med personlige data. Disse data vil ikke forekomme også i artiklens tekst. Personlige data oplyst i 1. artikel vil ikke blive gentaget i 2. Til udarbejdelsen af denne artikel er anvendt samme litteratur som den i 1. artikel nævnte med følgende tilføjelser: Af værker, der ikke nødvendigvis specifikt citeres, men har dannet basis for beskrivelsen af baggrunden for de politiske begivenheder, kan nævnes Spevácek 1979; denne udgave på tjekkisk er mere detaljerig end forfatterens bog på tysk fra 1978; den tjekkiske er desuden udstyret med gode indices. Reinhardts (1880) bog er, skønt forældet på visse punkter, stadig læseværdig. Om hansen er anvendt Det nordiske syn..., af Reinckes artikler hans seneste 1931 samt Schäfer 1879. For periodens svenske historie er konsulteret Cornell (ed.) 1992, Engström 1935 samt Nordberg 1995. Yderligere anvendt sekundærlitteratur, se nedenfor. M.h.t. kilder, citeres der fortsat fra DRB (forskellig fra) originalversionen. Af de i denne artikel citerede breve fra kejser Karl er kun et enkelt opbevaret i original på Rigsarkivet i København, nemlig DRB 5. 1. 1364, nr. 4. Trykte kilder: Danmarks Riges Breve, 3. Rk.: - 4. Bd. 1353-1356, ed. C. A. Christensen, K. Friis Johansen & H. Bach, København 1966, IX, 383 pp. - 5. Bd. 1357-1360, ed. C. A. C. & K. F. J. samt H. Nielsen og E. Dittmer, København 1967, IX,363 pp. - 6. Bd. 1361-1363, ed. samme som Bd. 5, Kbhvn 1969,X,362 pp. - 7. Bd. 1364-1366, ed. samme som Bd. 5, Kbhvn 1972, X, 390 pp. - 8. Bd. 1367-1370, ed. samme som Bd. 5, Kbhvn 1980, IX, 450 pp. Sekundærlitteratur: - Cornell = J. Cornell ed.: Den svenska historien.2,från Birger Jarl till Kalmarunionen, Stockholm 1992-1993, 205 pp. - Det nordiske syn = Det nordiske syn på forbindelsen mellem Hansestæderne og Norden: Det nordiske Historikermøde i Århus 7.-9. august 1957,2.udg. Århus 1972, 195 pp. - Engström = S. Engström: Bo Jonsson: I : Till 1375, Uppsala 1935, XXXI, 331 pp. - Etting = V. Etting: Margrete den første, København 1986, 214 pp. & 1997, 296 pp. - Hoffmann 1975 = E. Hoffmann: Die Einladung des Königs bei den skandinavischen Völkern im Mittelalter, pp. 100-139 in Mediaeval Scandinavia, 8, Odense 1975. - Hoffmann 1985 = E. Hoffmann: Gerhard III, der Grosse, pp.84-87 in Biographisches Lexikon für Schleswig-Holstein und Lübeck, Bd. 7, Neumünster 1985,357 pp. - Koppe= W. Koppe: Heinrich II.,Graf von Holstein,pp.359-360 in Neue Deutsche Biographie, Bd. 8, Berlin 1969, XVI, 784 pp. - Legner = A. Legner ed.: Die Parler und der schöne Stil 1350-1400, vol. 1, Köln 1978,XXXV,413 pp. - MU = Meklenburgisches (sic!uden -c-) Urkundenbuch, Band XV, Schwerin 1890, ed. Verein für Meklenburgische Geschichte und Altertumskunde - Nordberg = M. Nordberg: I kung Magnus tid:norden under Magnus Eriksson: 1317-1374, Stockholm 1995, 361 pp. - Nordman = V. A. Nordman: Albrecht, Herzog von Mecklenburg, König von Schweden, Annales Academiae scientiarum Fennicae, Ser. B, Nr. 44: 1, Helsinki 1938, 344 pp. - Reincke = H. Reincke: Kaiser Karl und die deutsche Hanse, Pfingstblätter des Hansischen Geschichtsvereins 22, Lübeck 1931, 93 pp. - Reinhardt = C. E. F. Reinhardt: Valdemar Atterdag og hans Kongegjerning: Med et Tillæg af hidtil utrykte Diplomer, København 1880, XIX, 616 pp. - Schäfer = D. Schäfer: Die Hansestädte und König Waldemar von Dänemark: Hansische Geschichte bis 1376, Jena 1879 & Ålen: Scientia 1970, XV, 607 pp. - Schück = H. Schück: Nicolaus Marci, pp. 608-612 in Svenskt Biografiskt Lexikon, Band 26, Stockholm 1987-1989, XV, 784 pp. - Schulze = H.K.Schulze: Karl IV als Landesherr der Mark Brandenburg, pp. 138-168 in Jahrbuch für die Geschichte Mittel- und Ostdeutschlands, Bd. 27, Berlin 1978,VII,647 pp. - Seitz = H.Seitz:Riksvapnet Tre Kronor, pp. 172-175 in Cornell, se denne. - Spevácek 1979 = J. Spevácek: Karel IV., Praha 1979, 720 pp. - Strecker = W.Strecker:Die äussere Politik Albrechts 11. von Mecklenburg, IV + 1-300 in Jahrbücher des Vereins für mecklenburgische Geschichte und Altertumskunde, 78. Jahrgang, Schwerin 1913, VI, 376, 48 pp. - Wilbertz = G. Wilbertz: Elisabeth von Pommern - Eine Kaiserin im späten Mittelalter, pp. 45-68 in Bohemia, Bd. 28, München 1987. Dansk-Tjekkisk DIALOG Oktober 2002 7