Missions-Nyt 54. årgang, nr. 1 - Forår 2012 Ansvarshavende udgiver: Missionsfonden af 4/5 1964 Harpevej 14, DK-3650 Ølstykke Telefon 47174040 - Fax 47174018 mfond@mail.dk m.fond@live.dk (billedmateriale) www.missionsfonden.dk Giro 613-9450 Bank 9570-0006139450 ISSN: 0903 2312 Redaktion og layout: Svend Lohse Tryk: Trykkeriet Friheden ApS, Thisted Missions-Nyt udkommer 4 gange om året og sendes gratis til fondens brugere og alle, som måtte ønske det. Missionsfonden foretager en overordnet vurdering af det indkomne materiale til hvert enkelt blad. Artiklernes indhold, udtrykte holdninger og formuleringer er på skribenternes eget ansvar. Missionsfonden af 4/5 1964 Missionsfondens bestyrelse: Elly Lohse Bruun e.bruun@mail.dk Fagotvej 13 A 2730 Herlev, Tlf: 44917009 Lis Christensen lis@lisstig.dk Vodroffs Tværgade 4, st.th. 1909 Frederiksberg C, Tlf. 33223264 Kenneth Kühn alken@tiscali.dk Bendstrupvej 5 2650 Hvidovre, Tlf. 36770798 Annelise Matina Larsen mafl@live.dk Gultentorpvej 81, Nøvling 9230 Svenstrup J, Tlf. 98314643 Christian Petersen ec@heaven.dk Sandholtvej 4 2650 Hvidovre, Tlf. 36770688 Gardar Ragnarsson gardar@mail.dk Lemkær 4, Kirke-Hørup 6470 Sydals, Tlf. 74416092 Administration og regnskab: Svend Lohse, Harpevej 14, 3650 Ølstykke Indhold Side 2 3 4 8 10 15 16 18 20 21 23 25 27 30 35 Leder af Gardar Ragnarsson Irland af Tony og Agnete Simpson Brasilien af Kirsten Solveig og Valentim Pinheiro Thailand af Birthe Steffensen Mindeord om Georgette Falg, Frankrig Kenya af Birgitte og Søren Pedersen Argentina af Anita og Marino Paserini Tanzania af Tabitha og Torkild Jensen Japan af Bodil og Shiro Nakabayashi Peru af Helmi og Felipe Castro Filippinerne af Peter og Abby Capili Hansen Missionsrejse til Nigeria og Indien af Peter Christensen Missionshjørnet af Hans Kristian Neerskov Missionsadresser Forår 2012
Leder: af Gardar Ragnarsson Genfødelsen i Jesus Kristus Engang blev jeg spurgt af en prædikant: Hvornår modtager et menneske Helligånden? Jeg blev forundret, fordi det var en forkynder som spurgte, men jeg sagde; lad os slå op i Skriften og læse om det! Jeg fandt frem til Efeserbrevet, kapitel 1, vers 13 og 14, hvor det står: I Ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse i Ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens Hellige Ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for Hans ejendomsfolk, til lov og pris for Hans herlighed. Dette læste jeg højt for ham. Nåh, ja, - står det sådan, svarede han, og jeg blev fremdeles forbavset! Ja, det står sådan, og således tror vi. Først kommer forkyndelsen af evangeliet, som skal være i overensstemmelse med sandhedens ord i Skriften. Apostelen Paulus sagde: Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord. Ved Ordet kommer man til troen, og i den modtager hvert menneske, som tror, Helligånden i sit hjerte, som betyder, at der sker en ny fødsel, virket af Gud selv ved Helligånden. Dette er det største mirakel i menneskelivet. Man går over fra døden til livet, fra mørke til lys, fra Satan til Jesus Kristus. Gud vor Skaber og Frelser er den aktive part i dette store mirakel, og udfører det, ikke gennem ritualer og de såkaldte sakra- menter eller religiøse handlinger, opfundet af mennesker, men ud af sin egen kærlighed og frelses vilje, som kun forudsætter troens ja fra vor side. Guds er gaven som modtages i tro. Det er af nåde over nåde, at vi er Guds ejendomsfolk, og vi kan derfor deltage i det, som apostelen Peter ytrer, hvor han priser Gud og siger: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord. Det er dette ord, som er forkyndt for jer. (1.Pet.1:3-4,23,25) Vi beder Gud om at velsigne alle vore trofaste missionærer som forkynder sandhedens evangelium, både med munden og hånden, ja, nogen endda med livet som indsats. Missionsmarkene er store og hvide til indhøstning, men arbejderne er alt for få i forhold til opgavens størrelse. Lad os derfor bede, som Jesus sagde vi skulle bede, at Han, som er høstens Herre, driver flere arbejdere ud til sin høst. Vi må nemlig ikke glemme, at ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. Gardar Ragnarsson Forår 2012 Side 3
Irland af Tony og Agnete Simpson Vi vil præsentere jer for to venner fra vores kirke i Cork: Tankerne gik videre: Mon der kunne være en Gud et eller andet sted? Så opdagede hun, at der var en bibelstudiegruppe på egnen, og hun gik derhen. Her hørte hun Evangeliet om frihed fra synd og skyld og alt det, der havde plaget hendes liv. Den næste aften satte hun sig på sengen og bad Jesus om tilgivelse og overgav sit liv til Ham. Hun smed alle sine okkulte ting i skraldespanden, mens hun takkede Gud, fordi Han havde reddet hendes liv. Fra det øjeblik begyndte forvandlingen, skønt det tog tid at komme sig og overvinde afhængighed af alkohol og stoffer og i særdeleshed en slem depression. Anne-Marie og hendes mand Mick Anne-Marie voksede op i en lille landsby 25 km fra Cork. Alkohol og vold regerede i hendes hjem, og som barn forsøgte hus at flygte fra den skrækkelige virkelighed, hun levede i, ved at læse. Hun læste bøger bl.a. om løven Aslan, der var stærk og god og kunne komme til hjælp under alle forhold - og hun fantaserede om et godt sted, hvor sådan noget kunne ske. (Hun vidste ikke, at forfatteren C.S. Lewis var en kristen!) Ved den tid var Anne-Marie i Cork by. Hun læste i Bibelen, så hun turde nå andre omkring sig med Evangeliet, og så begyndte hun at hjælpe til i dagcentret for de hjem- Men vold og overgreb fortsatte. Minderne plagede hende, og Anne-Marie kom i dårligt selskab, før hun nåede teenage-årene. Alkohol og stofmisbrug og alt, som følger med, druknede dog ikke smerten, tværtimod! Derefter forsøgte hun at eksperimentere og involverede sig i forskellige okkulte ting, hvorved hun følte sig totalt plaget. I 1998 planlagde hun at tage sit eget liv i en alder af knap 18 år. Men netop da kom hun til at tænke på det, hun havde læst som barn om løven, der var så stærk og god. Side 4 Bussen til de hjemløse parkeret ved kajen i byens centrum Forår 2012
løse, som holdtes i kirken. Senere da vores kirke mistede bygningen, fik arbejderne i dagcentret en bus, som blev ombygget Nu bliver der serveret i bussen til gademission, hvor de hjemløse får et budskab om håb og kærlighed - samt mad, klæder og ly. Her begyndte Anne-Marie at dele Evangeliet og sit personlige vidnesbyrd med de, der kom ind. Hun havde dog begyndt at føle sig ensom, fordi flere af hendes venner var blevet gift, så hun begyndte at bede om at få en ægtemand. Her på bussen traf hun Mick, som kom ind nu og da, og som nyligt var blevet frelst. De følte sig tiltrukket af hinanden, men holdt det for sig selv et godt stykke tid og traf bare hinanden i kirken eller socialt. Endelig en aften talte de fortroligt sammen og blev klar over, at de begge havde bedt Gud om at få en ægtefælle. Mick var nogle år ældre og havde levet på gaden som hjemløs i 7 år, hvor han havde måtte tigge for at holde sig i live. Skønt han forsøgte, så godt han kunne at undgå farligt selskab, var det ikke altid muligt. På gaden kan man ikke stole på nogen! Det var i den periode, at han først begyndte at komme i dagcentret, hvor han først hørte Håbets Budskab. Da helbreddet til slut brød fuldstændigt sammen, besøgte to af arbejderne fra dagcentret ham på hospitalet, hvor han var til afvænning. De opfordrede Mick til at gå i kirke, og han overgav sit liv til Jesus. Mick og Anne-Marie har nu været godt gift i 5 år. Anne-Marie bruger sin tid til frivilligt arbejde i bussen for de hjemløse. Desuden arbejder hun med kristne radioudsendelser m.m. Mick fik arbejde som lastbilchauffør, hvilket tog for hårdt på hans absolut ikke robuste helbred. Senere tog han nogle kurser, og nu har han arbejdet som hjemmesygehjælper i snart et år - og er meget velanskrevet!. Begge forsøger at vinde folk for Jesus, hvor de end færdes. Besøg hos sigøjnerne i Frankrig. Mens dette skrives er det knap en uge siden, vi kom hjem til Cork efter et 6-dages besøg hos vores sigøjnervenner i Frankrig. De af dem, som så trofast gør besøg her igen og igen, havde længe ønsket, at vi skulle besøge nogle af deres kirker i Bordeaux-området. De ville, at deres folk skulle se og høre os og bedre kunne forstå situationen i Irland, og også så de kunne få mere opbakning og forbøn for arbejdet med at nå de irske rejsende (sigøjnere) med Evangeliet. Vi vil lade fotografierne fra turen tale for sig selv: fortsættes på næste side Forår 2012 Side 5
Bordeaux i Frankrig februar 2012 Cefas t.h. med nogle af de unge i koret i hans kirke. Cefas er en af de franske sigøjnere, som trofast kommer til Cork, Irland for at nå de irske rejsense. 5 brødre i kirken skiftes til at tage på pionérmission og tage ansvaret lokalt. Cefas kirke. Stuvende fuld og knap nok plads til at røre sig. De samles sådan midlertidig, men der trænges til mere plads. Se fotoet nedenfor af den påbegyndte nye kirkebygning. Den nye kirkebygning til Cefas kirke. Der er meget der skal færdiggøres endnu. Sigøjnerne udfører det praktiske arbejde selv. Hvis de ikke har flere penge, holder de pause, til de får sparet mere sammen. Så bliver der ikke nogen gæld! Side 6 Forår 2012
Nogle af de unge piger i sangkoret kommer fra ikkekristne familier og har måttet betale en stor pris for deres kristendom. I syv år var der en mor, som ikke ville tale et eneste ord med sin datter, efter at hun blev frelst. Manden med trompeten er en af cirkusfolket som spiller sammen med koret. Til tider har de et helt cirkusorkester dér, som spiller til Guds ære. I Bordeaux og i en 30 km s udstrækning omkring byen er der 28 sigøjnerkirker! Der er også en del cirkusfolk fra forskellige cirkus, som holder til hér om vinteren. Der er mange af cirkusfolkene, som er kristne. De holder sommetider stævner for deres egne i deres cirkustelte! Alle aldre er repræsenteret her i en af sigøjnerkirkerne i Bordeaux. Tony og Agnete Simpson Projekt 5076 i Missionsfonden Forår 2012 Side 7
Brasilien af Kirsten Solveig og Valentim Pinheiro Den 23. december 2011 kunne vi endelig flytte til vores nye hus, og nu er rehabiliteringshjemmet også på denne adresse og i et ældre nabohus, som vi har fået stillet til vores rådighed midlertidigt, mens vi får bygget indkvarteringsforholdene til elever op her på grunden. Gud er god. Vi arbejder i øjeblikket udelukkende med mænd over 18 år i rehabiliteringen, men vi overvejer og beder over, at kunne arbejde med kvinder også - engang i fremtiden. Alene her i vores delstat Ceara i Nordøstbrasilien, er der langt over 100.000 heroinmisbrugere, og i Brasilien som helhed anslås det, at tallet ligger på omkring 6 millioner, så der er virkelig brug for en stor og målrettet indsats. Der er brug for et behandlingsprogram på mindst 6 måneders eller mere, men desværre er der en stor frafaldsprocent, på grund af de komplekse problemer, de fleste står i og den følelsesmæssige uligevægt, som kendetegner mange. Lige før jul blev vi velsignet med en donation af 65 fødevarerkurve fra en lokal skole til rehabiliteringscentret. De store elever havde samlet penge ind til socialt arbejde. Det var virkelig lidt af et mirakel. Antonio de Taua med evangelistationsdage blandt børnene, og sidst i en flodbebyggelse karakteriseret som en Quilombola, hvor det er efterkommere af slaver, hovedsagelig folk af afrikansk afstamning, der udgør befolkningen. Her havde der været meget kamp og modstand i mange år mod evangelisk arbejde, især fra katolsk side, og kun en lille gruppe af evangeliske kristne samles i Fra den 10. til 25. januar var vi med et lille team herfra til Amazon regionen, hvor vi havde en rig og intens tid, med sminkning og udklædning som klovne i 9 af dagene, og vi var og hjalp i to menigheder i hhv. Vigia og St. Side 8 Forår 2012
et hjem en gang om ugen, da de var blevet forbudt at bygge kirke. Disse bebyggelser hører til de mindst nåede i Amazon regionen. Vi blev vel modtaget af lokalbefolkningen, var indkvarteret på en lokal skole, og vi holdt børneprogrammer i en samlingsal ved siden af den katolske kirke, viste film og rådgav. Der var også en sundhedsdag med et team af læger, bazar med brugt tøj m.m. Strategierne var ganske glimrende, for folk blev nysgerrige og mange venskaber knyttet. Macapa, hvor vi afventer besøg af nogle faddere fra Danmark, der kommer for at møde deres fadderbørn og familier. Jeg skal også til Calçoene inde i landet, hvor vi har en del familier støttet af fadderskabsordningen JIREH. Vi afholder et intensivt kursus dér for teenagere, samt forældremøder m.m. I juni og juli kommer vi, om Herren vil, en tur til Danmark, til sol og sommer - Mange tak for jeres fortsatte forbøn for os her i Brasilien. Vi takker Herren for de sammenlagt mere end 75 børn og teenagere, der gav deres liv til Jesus i de 10 dage, vi arbejdede på de tre lokaliteter. Vi fik trænet og inspireret blandt de lokale kristne også, og nogle få af dem involverede sig sammen med vores team i arbejdet. Det er altid en sejr, når en lokal kristen iklæder sig en klovnedragt og deltager sammen med os. I februar skal jeg være lidt over to uger i Kirsten Solveig og Valentim Pinheiro Projekt 5630 i Missiondfonden Forår 2012 Side 9
Thailand af Birthe Steffensen Thailandstur november 2011 English Camp Vi ankom til Nakhonthai onsdag aften den 16. november, og det var dejligt at være der igen. Næste dag mødte vi Aino, volontøren fra Finland, og inden længe var vi i gang med at planlægge programmet til en English Camp for de unge i Na Gai Khia næste dag. Teamet i Na Gai Khia tog sig af alt det praktiske. Sathiyaa stod for programmet. Aino tog sig af legene, og Monica og jeg tog os af sangene. Lejren skulle være i en nationalpark i bjergene i til lejren. Da de endelig kom af sted, brød den ene bil sammen, så de måtte finde en anden, som kunne køre dem. Det betød, at de ankom sent fredag aften, og programmet for fredag aften måtte derfor udsættes til lørdag. Heldigvis forløb resten af tiden uden problemer. Der var en fantastisk god stemning. Vi syntes ikke, at de unge fik talt så meget engelsk, som vi ønskede, men det, at vi havde det sjovt sammen, betød alligevel, at de fik frimodighed til at komme og snakke med os - på engelsk. nærheden af Nakhonthai. Tidligere var det kommunisternes tilholdssted, et meget skønt jungleområde med naturlige klippehuler, dybe kløfter og mærkelige klippeformationer et ideelt sted for partisaner at gemme sig i og kæmpe fra. På denne årstid blomstrer julestjernerne som store buske, og vejret var skønt solrigt og ikke særlig varmt. Lejren sluttede med en pragtfuld tur i et vanskeligt terræn til en tidligere udsigtspost for kommunisterne. Det var sidst på eftermiddagen, så vi fik solnedgangen med, da vi begav os tilbage til bilerne. De unge var meget hjælp- 47 unge havde meldt sig til lejren, som startede som et forhindringsløb for teamet i Na Gai Khia. Først var det vanskeligt for dem at finde biler nok til at transportere dem Side 10 Forår 2012
somme, når vi skulle over nogle af de kløfter og sprækker, hvor der ikke var træbroer. De delte også deres slik med os og ville gerne snakke med os på engelsk. Det var en rigtig dejlig optakt til resten af tiden i Nakhonthai og omegn. Na Gai Khia Indvielse af kirken Endnu et højdepunkt var indvielsen af kirken i Na Gai Khia. Lige siden Monicas og mit første besøg i Na Gai Khia i 1997 har kirkebyggeriet i Na Gai Khia været i gang, uden at der rigtig er sket mere. Vi husker de kristnes ønske om at få en ny kirke. Den gamle kirke var alt for lille og utilstrækkelig. De havde støbt de 4 hjørnestolper, der stod og rakte mod himlen som en bøn til Gud. De ønskede sig en anden grund i forbindelse med elevcentret, men ejeren ville ikke af med den. I 1999 og 2003 var der ikke sket mere med byggeriet, udover at menigheden var i gang med at samle penge og materialer til kirken. De sendte også adskillige ansøgninger af sted til forskellige internationale organisationer, som hjælper med kirkebyggeri i Asien, men donationerne lod vente på sig. I 2003 var vi med til at indvie den nye kirke i Gaeng Thung sammen med Solveig og Karl Kühn. I 2007 var der stadigvæk ikke sket mere i Na Gai Khia, og i 2008 fik skolehjemmet i Nakhonthai ganske uventet sin egen kirke - doneret af en kristen koreaner, som hellere ville bygge en kirke i Thailand end fejre sin egen runde fødselsdag. I Nakhonthai ville de på det tidspunkt hellere have brugt pengene til meget nødvendige forbedringer på skolehjemmet, men de skulle bruges til en kirke. Det blev de så, fortsættes på næste side Forår 2012 Side 11
Na Gai Khia Et interessant kulturmøde 11 koreanere fra den menighed, som havde doneret penge til kirken i Na Gai Khia, var med til kirkeindvielsen. De kom til festlighederne i lange bukser og t-shirts eller lette vindjakker, med solskygger eller solbriller og digitalkameraer i alle størrelser. De lignede en gruppe turister på sightseeing. og det er også rigtig godt for menigheden omkring skolehjemmet, at de fik den kirke. I 2008 begyndte der endelig at ske noget godt for kirkebyggeriet i Na Gai Khia. Ejeren af den grund, som de ønskede sig, gik endelig med til at sælge grunden til dem. Da Monica og jeg var der i slutningen af 2008 var kirkebyggeriet også godt i gang, men materialer og lønninger var i mellemtiden blevet meget dyrere, så der var stadigvæk ikke udsigt til, at de kunne blive færdig med kirken. De fik nogle donationer fra Danmark, men desværre var det stadigvæk ikke nok. Igen blev det nogle koreanere, som kom til hjælp og donerede de sidste penge til kirkebyggeriet i Na Gai Khia. Kirken blev indviet mens vi var der i november. Det var en rigtig dejlig oplevelse, og vi var så glade for, at vi fik denne happy ending med. Samtidig med at ceremonien tog sin begyndelse udenfor kirken, begyndte nogle af koreanerne at tømme kassevognen for store papkasser, som de anbragte midt i den smukt blomsterpyntede indgang uden hensyn til pynt, taler eller snoreklipning. Kasserne viste sig senere at indeholde masser af håndklæder, som blev delt ud som gaver til alle gæsterne og til børnene i elevcentret. Thailænderne kom i deres fineste puds, kirken var flot pyntet, og programmet var smukt, festligt og højtideligt og også ret langt, men heldigvis var der meget for koreanerne at fotografere. Efterfølgende var der selvfølgelig gjort klar til spisning, og de kristne i Na Gai Khia havde haft travlt med madlavning hele dagen. Koreanerne blev bænket ved hovedbordet, og til min og Monicas overraskelse var de færdige med Side 12 Forår 2012
at spise, næsten inden vi havde sat os. Da det gik op for værterne, at æresgæsterne var ved at tage af sted, gik der hurtigt bud til køkkenet efter desserten. Nogle af kvinderne kom løbende med bakker med dessert i skåle, og koreanerne guffede den i sig stående, hvorefter der var afgang. Vi kunne næsten ikke tro vore egne øjne. Vi gør os umage for at efterleve: skik følge eller land fly og har vænnet os til den thailandske måde at gøre tingene på. Derfor virkede hele situationen utrolig komisk på os. Vi syntes også, at det var meget interessant at opleve to asiatiske kulturer på en måde så tæt på hinanden geografisk og dog så vidt forskellige. Skolehjemmet i Nakhonthai Skolehjemmet er et sted, hvor børn fra bjergstammerne kan bo i trygge omgivelser og med voksne, som har ansvar for dem, når de kommer ned til Nakhonthai for at gå i skole. Det ligger på en meget stor grund i udkanten af Nakhonthai. Rammerne er meget spartanske for at sige det mildt, og det er svært ikke at blive lidt modløs, når man går rundt og ser på forholdene. Manglerne springer i øjnene. Billedet ændrer sig heldigvis, når man taler med medarbejderne. De er meget engagerede. De brænder for arbejdet, og det er imponerende at opleve deres arbejde med og for eleverne. Det er også tydeligt, at børnene trives. Der er masser af leg og aktivitet, når de kommer hjem fra skole. Der er også pligter, og der er voksne at snakke med, når der er behov for det. I år er der knap 60 elever på skolehjemmet. Der er to sovesale, én til drengene og én til pigerne. Der er køjesenge i sovesalene, og børnene har deres ejendele enten på sengen eller for fodenden af sengen, hvis de har en lille kommode eller et lille skab, som kan stå der. Nogle børn har et lavt sammenklappeligt bord, som de kan slå ud på sengen, når de skal læse lektier, og de fleste af børnene har også en læselampe. De skal selv have alt ekstraudstyr med. Det eneste, der er i forvejen, er køjesengene. Teamet på skolehjemmet sammen med finske Aino, som nu er rejst hjem Der er endnu ikke gitter og myggenet for vinduerne i sovesalene. Det er der virkelig behov for, og det er et meget stort ønske. Det vil koste 5-6.000 kr. Taget fortsættes på næste side Forår 2012 Side 13
Boligforholdene for medarbejderne er både upraktiske og meget spartanske, og det er svært at forstå, at man kan få nogen til at bo og arbejde under de forhold. Prayoon og Sathiyaa giver udtryk for, at det ER svært, og derfor har de også haft flere hold midlertidige medarbejdere i årets løb. De har ikke kunnet holde til arbejdspresset og boligforholdene og lønnen i længere tid. Lige nu har de nogle gode og velegnede medarbejdere, og vi håber meget, at de vil fortsætte på en mere langsigtet basis. En af pigerne har strikket et halstørklæde i de finske farver som afskedsgave til Aino Det har især haft stor betydning, at de har fået et ægtepar fra Hmong stammen som medarbejdere. Det er samme stamme, som børnene kommer fra. Tidligere har de udelukkende haft thailandske medarbejdere, og så har børnene kunne sige hvad som helst trænger også til en hovedreparation. Det vil koste ca. 15.000 kr. Det er to behov, som jeg vil nævne for jer, for det vil forbedre forholdene for børnene meget. De klager ikke, for de er ikke så godt vant hjemmefra. Men i Nakhonthai er det meget varmere end oppe i bjerglandsbyerne, og derfor er der behov for gitter og myggenet, så skodderne kan stå åbne om natten. Hmong familien Khun Da og Khun Di med deres to piger indbyrdes, uden at nogen kunne forstå dem. Det kan de ikke nu, og det har forbedret stemningen på skolehjemmet og børnenes indbyrdes relationer. Nogel af de mindre drenge synger en farvelsang til Aino Side 14 Midt i den modløshed, som kan gribe én, når man kigger på de ydre rammer, er der en stor glæde over det fantastisk gode arbejde, der udføres på skolehjemmet. Vi er så glade Forår 2012
meget, og som går op i arbejdet med liv og sjæl og et kæmpe stort engagement. De behøver jeres forbøn. Der er også et stort behov for støtte til skolehjemmet. Prayoon og Sathiyaa er meget taknemlige for den store hjælp, de har fået til deres arbejde i alle disse år, og de sender de varmeste hilsner med tak og ønsket om Guds velsignelse. Familien Maprang for, hvad vi så og oplevede. Vi takker Gud for, at der er mennesker, som er villige til at give afkald på så Birthe Steffensen Projekt 5221 i Missionsfonden Mindeord om Georgette Falg, Frankrig Tirsdag den 7. februar blev Georgette Falg taget hjem til Herligheden i en alder af 95 år. Georgette blev en personlig kristen i sin ungdom. I Le Havre i Frankrig lærte hun den danske missionær Ove Falg at kende og her blev de gift i 1937. Sammen var de et stærkt ægtepar i livet og i tjenesten for evangeliet i forskellige menigheder i Frankrig og i deres modne alder en længere periode på Madagaskar. De fik 3 børn - Margrethe, Ronald og endnu en søn, som de mistede under et ophold i Danmark. Vi husker Georgette fra de mange gange parret besøgte Danmark og tjente i adskillige menigheder her. Hun var en smuk kvinde, som helhjertet og positivt var med i deres fælles missionærgerning. Vi takker Gud for vor kære søsters liv og tjeneste og ønsker Guds velsignelse over børnene Margrethe og Ronald samt deres familier. På Missionsfondens vegne Karl Kuhn Forår 2012 Side 15
Kenya af Birgitte og Søren Pedersen Det er længe siden, vi har sendt en hilsen her i bladet. Mange ting er sket siden sidst. Vi har nu været i Kenya i 20½ år efter at Gud gav kaldte os hertil primært for at bygge kirker. Det var i afmagt, at vi rejste og det er i afmagt, at vi fortsætter. Men Gud er trofast og har gang på gang grebet ind og gjort det umulige muligt. Vi har uendelig meget at sige Gud tak for. Vi tjener en stor og almægtig Gud. Vores medarbejder Alphonse (forrest) lærer at bruge kranen på vores lastbil. Kranen bruges til at løfte piller og spær på plads på de største kirker. Her en kirke på 780 kvadratmeter Menighedens medlemmer hjalp gladelig til, da de skulle have tag på deres kirke Ud over at Søren af og til om søndagen er ude i menigheder for at prædike, så har vi nu i alt hjulpet med næsten 1100 bygninger, primært til kirker, men der er også nogle skoler, bibelskoler, børnehjem og klinikker, som vi har hjulpet. Vi står overfor i nær fremtid at hjælpe med at bygge 4 kirker i Sudan samt 8 i det meget fattige Turkana, som er et semi-ørkenområde i det nordvestlige Kenya, hvor det for mange er en kamp blot at få mad hver dag. Desuden skal vi, ud over kirker i mere centrale områder af Kenya, også hjælpe med 9 kirker i det nordlige Kenya op mod grænsen til Etiopien. Det er altid en ekstra stor udfordring og mange gange forbundet med vanskeligheder at bygge i disse fattige Side 16 Forår 2012
En tagkonstruktion til en kieke skaber glæde. Selv om kirken endnu ikke har mure, giver tagkonstruktionen skygge og ly mod regnen yderområder, hvor der kun er få kristne, og hvor der er så stort behov for, at evangeliet kommer ud. Vi takker Gud for, at vi i dag har nogle rigtige dejlige og dygtige kenyanske medarbejdere, som kan arbejde selvstændigt, så vi kan bygge kirker mere end ét sted ad gangen. 2 ud af vore ca. 20 medarbejdere har været hos os siden 1998. Uden disse trofaste medarbejdere kunne vi ikke arbejde, som vi gør. I 2009 hjalp vi en kirkeretning med tagkonstruktioner til ialt 5 kirker. Biskoppen skrev før jul til os, at for alle 5 steder gælder det, at de nu er mere end dobbelt så mange i menigheden sammenlignet med før de fik kirken. Mange kommer for at være med på gudstjenesterne og ender med at blive frelst. De takker også missionsvenner i Danmark for gaver, som gjorde det muligt for dem at få en kirkebygning. Af de 5 kirker bruges de 2 kirker også til børnehave/ skole, samlinger for folk i området og andre sociale formål. Det er for øvrigt også tilfældet for mange af de andre kirker, vi har hjulpet med at bygge at de i ugens løb bliver brugt til bl.a. børnehave og skole. Som vi skrev ovenfor, så er vi afhængige af Selvom det er noget så praktisk som byggeri, vi arbejder mest med, så er det menneskers frelse, der er målet med det hele. For et par dage siden ringede en kirkeleder og sagde, at de er så taknemmelige for, at vi var kommet for at hjælpe dem med tagkonstruktionen til en kirke i december måned. Mange nye er allerede kommet til kirken. Og folk fra andre menigheder rundt omkring dem var kommet og havde set kirken og spurgt, hvem der havde bygget kirken. Det er på den måde, vi oplever, at rigtig mange kommer til os og beder om hjælp. Søren og en missionær ved navn David på vej til Turkana med byggematerialer vore dygtige kenyanske medarbejdere. Vi har også netop fået en pige til at hjælpe på kontoret, da der med 100 eller flere bygninger om året er meget kontorarbejde. Vi fortsættes på næste side Forår 2012 Side 17
vore medarbejdere. Tak til jer, som beder for os. Og tak om I specielt vil være med til at bede om Guds beskyttelse af vore medarbejdere, når de er ude for at bygge specielt i Sudan og den nordlige del af Kenya. Tak også til jer, som støtter missionsarbejdet. Uden økonomi når vi heller ikke langt. Søjler og spær er på plads til kirken i Turkana. Søren kørte derefter lastbilen hjem, mens to af vore medarbejdere lagde tagplader på sammen med hjælpere fra menigheden Men hvor er det fantastisk, hvad Gud kan gøre, når vi står sammen. håber og tror, at denne pige bliver til stor hjælp for os i arbejdet. Arbejdet kunne heller ikke lade sig gøre, hvis ikke nogen er med til at bede for os og Gud velsigne hver enkelt af jer. Kærlig hilsen Birgitte og Søren, Kenya Projekt 5325 i Missionsfonden Argentina af Anita og Marino Paserini Kære Missionsvenner. Så gik der et år til, og det har været et strengt år for os som familie. Først var det mor, som fik en blodprop, da hun var på besøg hos min søster, men heldigvis blev hun hurtigt indlagt til intensiv behandling i 4 dage. Vi takker Gud, for at det gik så godt, og at mor kom hurtigt hjem igen uden nogen mén af nogen art, så nu med en del medicin har hun det fint igen, og skal bare ikke overbelastes. Men det er jo ikke så nemt for mor, så energisk hun endnu er med sine 87 år. Hun hjælper flinkt til i hus og have og følger med på vores køreture. I august blev min lillesøster Susanne enke (hendes mand var kun 57 år). Side 18 Det var en stor sorg, at hun mistede sin følgesvend gennem 32 år. Han var ret syg den sidste tid. Vi har siden da hjulpet hende meget, og hun kommer her ofte for at være sammen med mor og os. De havde ingen børn, så derfor føles ensomheden stærkere. Vi takker så hjerteligt for gaven fra Missions- Mors 87 års fødselsdag Susanne til venstre - Anita til højre Forår 2012
fonden til bilen. Det var en stor lettelse at kunne købe en model 2006 for nu 8 måneder siden. Vi kører mange tusinde km om måneden for at passe arbejdet i vores store provins. Der er en by, Concepcion, hvor vi har hele 5 menigheder at besøge. Arbejdet vokser, og det er en stor glæde for os at melser. Men vi ser og hører, at klimaet er gået amok over store dele af jordkloden. I Crespo går det godt, vi er ikke den helt store flok, men den der er, er trofast, og nu er vi flyttet til et andet lokale, som vi også lejer. Det er lidt dyrere end det forrige hus, hvor kontrakten sluttede. Nu vil vi benytte sommertiden til at evangelisere blandt beboernene i kvarteret. Her er det et arbejde, som giver gode resultater og chancer for at vidne for resten af familierne. Vi er også optaget med at forberede efterfølgere. Der er flere fra vores lille menighed som går på bibelskole i Parana, hvor vi har seminar på tværs af alle kirkesamfund. opmuntre de pastorer, som vi har ansvar for. Derudover er der nu for nylig blevet tillagt endnu en stor forsamling i byen Santa Fé, cirka 60 km fra Diamante, og da det er så tæt på, tager Marino afsted flere gange om ugen. Der er stort behov for undervisning i ordet dér. Marino blev valgt til sin anden periode på 4 år som supervisor, og foruden provinsen Entre Rios har vi fået en del af to provinser til. Så vi er meget optaget, og selv om vi nu ikke er helt så unge mere, takker vi Gud for nye kræfter hver dag. I året 2011 var der en pastor som gik hjem til Gud, så det er et sted, vi skal besøge lidt oftere for at hjælpe enken. Nu i denne tid, højsommer, kører vi som regel hjem efter møderne om natten for at undgå varmen om dagen, som ligger mellem 35-40º, så det er tit, vi kommer hjem kl. 2-3 om natten. Det er helt usædvanlige temperaturer, vi har for tiden. Samtidig har vi megen tørke, så majs- og sojahøsten er gået tabt i store dele af flere provinser. Andre steder er det helt det modsatte, for megen regn som forårsager store oversvøm- Her i Diamante holder vi ikke møder for tiden, men vi bruger lokalet til at oplagre brugt tøj, som vi så hen ad vejen uddeler i provinserne eller sælger, for at dække de mange rejseudgifter vi har. Alt er blevet så dyrt, men vi har en stor og god Gud som sørger for os i alle henseende. Vi oplever Hans nåde hver dag. Tak for den kære hjælp, vi har modtaget. Hvor er det godt, at der er gavmilde venner, som ofrer til Herrens værk - i hele verden!! De skal ikke miste deres belønning!! Anita og Marino Projekt 5135 i Missionsfonden Forår 2012 Side 19
Tanzania af Tabitha og Torkild Jensen Kære elskede venner. Vi har en rigtig god nyhed, som vi gerne vil dele med jer. Det drejer sig om Pudde og hendes 7 forældreløse børn. Da vi har skrevet rigtig meget om Pudde i vore nyhedsbreve, er jeg sikker på, at I kan huske hende. 70 m2. Huset er bygget i en u-form bestående af 3 dobbeltværelser, 1 enkelt værelse og bad og toilet. Der er tag på bygningen, og der er sat vinduer og døre i. Der mangler kun at pudse vægge og lægge gulve, så kan de flytte ind. Alt dette, altså både grund og bygningerne har vi fået for 65.000 kr. I Arusha er byggegrundene desværre blevet meget dyre. Prisen på grunde i den størrelses orden ville alene koste 40.000 kr. Området er naturskønt og ligger ikke langt fra alfarvej, med busforbindelse til byen. Vi har virkelig taget et trosskridt her, for vi fik ikke lang betænkningstid. Der skulle bare tages en hurtig beslutning på mindre end en uge. Vi mødte Pudde og børnene for et år siden. Da boede de i en simpel jordhytte med jordgulv og huller i taget. De sov 6 personer i en trekvartmands seng. Senere fik vi lejet to værelser til dem i et hus som var bygget af mursten og med cementgulv. Vi kunne desværre ikke selv tage ud for at se på det, for hvis sælgeren opdagede, at vi europærere var bag dette, ville det have kostet betydeligt mere. Derfor sendte vi den af vores medarbejdere, som står for al vores byggeri, af sted for at vurdere sagen. Der var andre købere til huset, men da sælgeren hørte om Pudde og hendes børn, var han villig til at sælge til hende, så hun kunne få et sted at bo med Pudde har gennemgået to store operationer i underlivet, men er nu erklæret rask, og til Herrens ære er hun igen fuldt ud arbejdsdygtig. Nyheden drejer sig om Pudde, der på en mirakuløs måde har fundet en dejlig stor grund (600 m2), hvor der allerede er påbegyndt opførelsen af et hus på ca. Side 20 Forår 2012