HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 30. september 2014 Sag 70/2014 (1. afdeling) A (advokat Karsten Høj, beskikket) mod Topdanmark Forsikring A/S (advokat Nicolai Mailund Clan) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 10. oktober 2012 og af Østre Landsrets 13. afdeling den 8. oktober 2013. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen og Kurt Rasmussen. Påstande Appellanten, A, har gentaget sin påstand. Indstævnte, Topdanmark Forsikring A/S, har påstået stadfæstelse. Anbringender A har navnlig anført, at der mellem parterne er enighed om, at han har et erhvervsevnetab på 15 % som følge af færdselsuheldet den 17. maj 2005. Der er endvidere enighed om, at erstatningssagen herom blev afsluttet i sommeren 2006. Uenigheden angår navnlig, om de faktiske omstændigheder, der blev lagt til grund ved afslutningen af sagen i sommeren 2006, har ændret sig væsentligt, jf. erstatningsansvarslovens 11. Det er i den forbindelse af betydning, hvordan erhvervsevnetabsbegrebet i lovens 5 skal forstås. Hans varige helbredsmæssige følger af ulykken er ikke forværret efter sagens afslutning i sommeren 2006. Dette er også
- 2 - lagt til grund i Retslægerådets erklæring. Skadelidte har en sædvanlig tabsbegrænsningspligt. Han opfyldte denne forpligtelse ved at tage et fuldtidsjob hos X i april 2006 og havde ikke på dette tidspunkt krav på erstatning for erhvervsevnetab, da det forudsætter en indtægtsnedgang, som han ikke havde. Han havde i perioden fra maj 2006 til et tidspunkt i 2009 ikke nogen indtægtsnedgang, der kunne berettige til erhvervsevnetabserstatning. Topdanmark Forsikring vurderede da også i sommeren 2006, at han varetog sin gerning i fuldt omfang. Erstatningsansvarslovens 11 blev ændret med virkning fra 2002. Formålet med ændringen var at give den type skadelidte, som A tilhører, adgang til genoptagelse, hvis det efterfølgende viser sig, at det alligevel ikke er muligt at opretholde en indtægt som ved sagens afslutning. Denne udvidede adgang til genoptagelse skal give et incitament til at gøre, hvad man kan for at arbejde mest muligt trods skadens følger. Sagen angår, om betingelserne for genoptagelse af en afsluttet sag er opfyldt. Hvis A allerede i sommeren 2006 havde krav på en erhvervsevnetabserstatning på 15 %, vil der ikke være krav på genoptagelse, og det vil derfor være uden relevans, om kravet tillige er forældet. Hvis han derimod ikke i sommeren 2006 havde krav på erstatningen, og hvis betingelserne for genoptagelse er opfyldt, er kravet forfaldent til betaling mindre end 5 år forud for sagsanlægget. Det er derfor ikke relevant at afgøre sagen efter reglerne om forældelse. Hvis det findes nødvendigt at tage stilling til, om sagen er forældet, gøres det gældende, at han har været i utilregnelig uvidenhed om de faktiske omstændigheder, der begrunder hans krav. Topdanmark Forsikring har navnlig anført, at A på tidspunktet for sagens afslutning i sommeren 2006 havde et erhvervsevnetab på 15 %. Han havde allerede på dette tidspunkt et skånebehov, og det medførte, at han ikke kunne arbejde og tjene penge som før uheldet. Der foreligger derfor ingen ændringer i tiden efter sommeren 2006 i As faktiske erhvervsevne som følge af færdselsuheldet i 2005. Dette var A og hans daværende advokat klar over. Der kan derfor ikke ske genoptagelse, idet de ændringer, som kan begrunde genoptagelse, skal være uforudsigelige. Der skal være tale om nye faktiske omstændigheder, og de omstændigheder, A påberåber sig, forelå allerede forud for sagens afslutning. A havde inden ulykken gennem flere år en indtægt, der var højere end den indtægt, han fik fra maj 2006 hos X. Det er i den forbindelse uden betydning, at han i foråret 2004 blev arbejdsløs og også var det forud for ulykken, idet der ikke var tale om en permanent ledighed. Det kan
- 3 - derfor ikke lægges til grund, at parterne aftalte, at A var i stand til at varetage sin gerning i fuldt omfang. Det gør ingen forskel, at forsikringsselskabet i sommeren 2006 tilkendegav, at man ikke ville betale erstatning for tabt erhvervsevne. Det er ikke med tiden, at det har vist sig, at A ikke kan opretholde fuld eller næsten fuld indtægt. As eventuelle krav er forældet, og der foreligger ikke afbrydelses- og eller suspensionsgrunde eller andre forhold forud for sagsanlægget, der kan føre til, at kravet ikke er forældet. Retsgrundlaget I den dagældende erstatningsansvarslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005, hedder det bl.a.: Tabt arbejdsfortjeneste 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8 og 10 samt 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Erhvervsevnetab 5. Har en personskade medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne. Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Stk. 3. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Der ydes ikke erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. Genoptagelse 11. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Bestemmelserne i 2, stk. 1, 5, stk. 1 og 2, samt 11 blev ændret ved lov nr. 463 af 7. juni 2001. Det hedder i lovforslaget til ændringerne bl.a. (Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, L 143, s. 3508-3517):
- 4-1. Indledning Adgangen til at få genoptaget en erstatningssag på grund af væsentligt ændrede forhold udvides. Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven mv., som er afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet. Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til flertallets lovudkast. 4.1.4 Genoptagelse af afsluttede sager Efter arbejdsskadesikringsloven er der en vidtgående adgang til genoptagelse af trufne afgørelser, og det sker ofte i praksis. Denne ordning er mulig, fordi erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven i vid udstrækning fastsættes som løbende erstatninger, der senere kan reguleres op eller ned, og som i øvrigt reguleres i takt med den almindelige lønudvikling. Efter erstatningsansvarsloven udbetales erstatning og godtgørelse derimod som kapitalerstatninger, og der er derfor et væsentligt større behov for at træffe afgørelser, der ikke senere skal revideres. Efter lovens 11 kan en afsluttet sag om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab genoptages på skadelidtes begæring, hvis der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at skadelidtes méngrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at være væsentlig højere end først antaget. Ved genoptagelse af sagen kan spørgsmålet om méngraden og erhvervsevnetabsprocenten på ny begæres forelagt for Arbejdsskadestyrelsen efter bestemmelsen i 10. Hvis erhvervsevnetabsprocenten viser sig at være højere end først antaget, men dette ikke skyldes ændringer i helbredstilstanden, kan sagen således ikke genoptages. Reglen i lovens 11 omfatter alene afgørelser om erstatning for varige følger af skaden (erstatning for varigt mén og erhvervsevnetab). Den begrænsede adgang til at genoptage erstatningssager efter erstatningsansvarslovens 11 er navnlig blevet kritiseret for at modvirke bestræbelserne på at fastholde flest mulige skadelidte på arbejdsmarkedet, jf. herved betænkningen side 68. Det kan således anføres, at bestemmelsen medfører en urimelig forskelsbehandling mellem de skadelidte, der forsøger at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de skadelidte, der med det samme opgiver deres arbejde.
- 5 - For den, der fortsætter med at arbejde, vil erhvervsevnetabet ofte blive fastsat til mindre end 15 procent, således at den skadelidte ikke får nogen erhvervsevnetabserstatning, jf. erstatningsansvarslovens 5, stk. 3. Hvis den pågældende efter få år må konstatere, at han eller hun alligevel ikke er i stand til at opretholde en væsentlig og varig tilknytning til arbejdsmarkedet, kan sagen ikke genoptages, idet der ikke er indtrådt uforudsete ændringer i den pågældendes helbredstilstand. Den, der straks opgiver tilknytningen til arbejdsmarkedet, har derimod mulighed for med det samme at få erstattet det fulde erhvervsevnetab. Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at adgangen til at genoptage sager om erstatning for varige følger udvides, således at ikke kun ændringer i helbredstilstanden kan begrunde, at sagen genoptages, og således, at genoptagelsesadgangen også for de varige skaders vedkommende kommer til at svare til, hvad der følger af almindelige processuelle grundsætninger om materiel retskraft. Genoptagelse skal således efter arbejdsgruppens forslag være betinget af, at de faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afgørelse. En ændret vurdering af erhvervsevnetabet, f.eks. fordi det viser sig, at den pågældende alligevel ikke kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, vil dermed også kunne føre til genoptagelse. Justitsministeriet er enig i, at hensynet til så vidt muligt at fastholde de skadelidtes tilknytning til arbejdsmarkedet taler for at lempe den gældende genoptagelsesregel i 11. Hensynet til de skadelidte taler også for, at erstatningssager bør kunne genoptages i tilfælde, hvor der er udbetalt en vis erhvervsevnetabserstatning, men hvor det efter nogen tid viser sig, at erhvervsevnetabet selv om helbredstilstanden er uændret er væsentligt større end først antaget. Det er fortsat et væsentligt hensyn, at erstatningssager bør afsluttes endeligt inden for rimelig tid. Med arbejdsgruppens forslag om ophævelse af stationærtidspunktet og indførelse af en mulighed for at træffe midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabet, skabes imidlertid en retstilstand, der sikrer, at der i langt de fleste tilfælde træffes materielt rigtige afgørelser allerede første gang, således at behovet for at genoptage sager om erstatning for varige følger vil blive mindre. Justitsministeriet kan på den anførte baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag om en udvidelse af genoptagelsesadgangen for så vidt angår de varige skader, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Af bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår bl.a. (s. 3525-3531): Til nr. 2 [ 2] De foreslåede ændringer af 2, stk. 1, indebærer navnlig den ændring i forhold til gældende ret, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde, hvor der er lidt et varigt erhvervsevnetab, ikke længere ophører, når skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, men først, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over den fremtidige erhvervsevne.
- 6 - Skadelidte har efter almindelige erstatningsretlige regler pligt til at begrænse sit tab. Det fremgår i overensstemmelse hermed af 2, stk. 1, at skadelidte alene kan kræve erstatning, indtil han kan begynde at arbejde igen, eller det er muligt at skønne over erhvervsevnen. Tabsbegrænsningspligten skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af lovens 5, jf. lovforslagets 1, nr. 4. Denne bestemmelse foreslås ændret således, at der ved fastsættelsen af den skadelidtes erhvervsevnetab skal tages hensyn til "muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende". Det vil således kunne komme den skadelidte til skade, hvis han uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det forudsættes, at denne ændring vil få afsmittende virkning på fastlæggelsen af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige regler også gælder vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter 2. Til nr. 4 [ 5] Det foreslås, at stationærbegrebet udgår af bestemmelsen, jf. stk. 1. Fastsættelse af erhvervsevnetabet skal i stedet ske på det tidspunkt, hvor det er muligt at skønne over skadelidtes erhvervsevne, jf. den foreslåede formulering af 16, stk. 1 (lovforslagets 1, nr. 14). Som følge heraf foreslås det i stk. 2, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet skal tages hensyn til mulighederne for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Skal skadelidte gennemføre en revalidering, må den endelige fastsættelse af erhvervsevnetabet således afvente revalideringens resultat. Med hensyn til den skadelidtes tabsbegrænsningspligt henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor vedrørende lovforslagets 1, nr. 2 (ændring af lovens 2). Den foreslåede bestemmelse har den væsentlige betydning, at erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven som udgangspunkt bliver ens. Er der i differencesager ved afgørelsen af arbejdsskadesagen fastsat en erhvervsevnetabsprocent, vil denne således medmindre forholdene har ændret sig væsentligt normalt kunne lægges til grund også ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven. Forskelle vil formentlig alene kunne forekomme, hvis der på grund af arbejdsskadesikringslovens regler om, at alene de direkte følger af arbejdsskaden dækkes, anlægges en forskellig vurdering af betydningen af forudbestående lidelser. Til 11 Det foreslås, at en afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning skal kunne genoptages på den skadelidtes begæring, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Genoptagelsesadgangen udvides i forhold til den gældende bestemmelse, hvorefter en sag kun kan genoptages, hvis der sker ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Ændringen vil f.eks. have
- 7 - betydning ved en ændret vurdering af erhvervsevnetabet, der ikke nødvendigvis er begrundet i helbredsændringer. Bestemmelsen gælder ikke, hvis der alene er fastsat en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, idet denne under alle omstændigheder skal afløses af en endelig erstatning. Ligesom efter den gældende bestemmelse anses en sag for afsluttet, når den er afgjort ved aftale (forlig, herunder retsforlig) mellem parterne eller ved endelig dom. Hovedområdet for stk. 1 er genoptagelse som følge af ændringer i skadelidtes helbredstilstand og/eller ændringer i erhvervsevnetabet. Det foreslås, at vurderingen af, om der er grundlag for genoptagelse, skal ske for hver enkelt erstatningspost for sig. Det vil således kunne forekomme, at en sag genoptages alene for så vidt angår méngodtgørelsen eller erhvervsevnetabserstatningen. Hvis f.eks. helbredstilstanden er uændret, kan sagen ikke genoptages for så vidt angår méngodtgørelsen, selv om den genoptages for så vidt angår erhvervsevnetabserstatningen. En fornyet vurdering af den enkelte erstatningspost kræver således ændrede forhold vedrørende netop denne post. En sag kan kun genoptages, hvis der er grundlag for mindst at forhøje enten méngodtgørelsen eller erhvervsevnetabserstatningen. Forhøjelsen skal endvidere være begrundet i ændrede forhold hos den skadelidte, enten helbredsmæssige ændringer eller ændringer i den pågældendes faktiske erhvervsevne. Med udtrykket "sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning" tilsigtes en retstilstand, der svarer til de almindelige processuelle regler om dommes bindende virkning (materiel retskraft): Kunne og burde et anbringende have været gjort gældende under behandlingen af en retssag, kan sagen ikke senere genoptages af den grund. Nye beviser medfører normalt ikke i sig selv, at en sag kan genoptages. Ændringer i lovgivning eller retspraksis kan heller ikke i sig selv begrunde, at sagen genoptages. Erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes ud fra en vurdering af den skadelidtes faktiske evne til arbejde. Bortfald af forskellige arbejdstilbuds- eller støtteordninger som følge af ændringer i social- og arbejdsmarkedslovgivningen eller ændringer i de samfundsmæssige konjunkturer eller af andre forhold, der ikke vedrører den konkrete skade, kan derfor ikke i sig selv medføre en fornyet behandling af sagen. Hvis det ved sagens afgørelse er lagt til grund, at den skadelidte forventede at kunne bestride et arbejde, men det senere viser sig, at dette på grund af forhold hos den skadelidte ikke kan lade sig gøre, vil sagen derimod efter omstændighederne kunne genoptages. Af Arbejdsskadestyrelsens vejledning af 5. februar 2004 om erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven fremgår bl.a.: 3. Skadelidte i arbejde på udtalelsestidspunktet
- 8 - Er den skadelidte i arbejde på det tidspunkt, hvor vi afgiver vejledende udtalelse, vil vi som oftest kunne anvende oplysningerne om den aktuelle arbejdsindkomst til vurderingen af erhvervsevnetabet. Dette gælder, uanset om den skadelidte har genoptaget sit tidligere arbejde eller andet arbejde 3.1.1 Skadelidte har genoptaget arbejdet med samme eller eventuelt højere løn end før tilskadekomsten Hvis den skadelidte har genoptaget arbejdet og tjener det samme, som han gjorde før skaden, vil der normalt ikke være grundlag for erstatning for erhvervsevnetab på 15 procent eller derover. Dette gælder, selvom skadelidte har måttet skifte til en anden arbejdsgiver eller har fået andre opgaver på sin arbejdsplads. Fremtidigt perspektiv Vi må ved vurderingen af erhvervsevnetabet for skader sket før den 1. juli 2002 imidlertid også foretage en vurdering af, om skadelidte gennem hele sin erhvervsaktive periode vil være i stand til at fortsætte med den aktuelle arbejdsindsats. Risiko for senere indtægtstab Foreligger der således konkret risiko for, at den skadelidte, uden at der sker forværring af helbredstilstanden, ikke vil være i stand til at bibeholde den aktuelle indkomst, kan der være grundlag for erstatning for tab af erhvervsevne.... Ny EAL 11 Med indførelsen af de udvidede genoptagelsesmuligheder for skader sket fra 1. juli 2002 vil der ikke være det samme behov for at give erhvervsevnetab for den nærliggende risiko for et fremtidigt indtægtstab. Ændringen af EAL 11 giver skadelidte mulighed for at få genoptaget personskadesagen, hvis de erhvervsmæssige oplysninger, der er lagt til grund for vurderingen af erhvervsevnetabet, ændrer sig væsentligt. En ændring af den erhvervsmæssige situation, som betyder en varig lønnedgang, vil opfylde betingelserne for genoptagelse af sagen. Vi vil derfor vurdere erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent, hvis skadelidte har genoptaget arbejdet uden lønnedgang, selvom der foreligger en eventuel risiko for et senere indtægtstab. Indtræder indtægtstabet, har skadelidte mulighed for at få genoptaget sagen og få yderligere erstatning. Indtræder indtægtstabet ikke, så er skadelidte ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Højesterets begrundelse og resultat Afslutningen i juni 2006 af erstatningssagen
- 9 - I juni 2006, da erstatningssagen blev afsluttet, havde A fået et job, der bestod i overvågning om natten af maskiner i en produktionsvirksomhed. Der var tale om en fuldtidsstilling til normal løn for ufaglært arbejde. Arbejdet var uden fysisk belastende funktioner, og han forventede at kunne bestride det. Højesteret finder, at det på dette grundlag var med rette, at A ved afslutningen af sagen i juni 2006 ikke fik nogen erhvervsevnetabserstatning, da han på trods af sine helbredsmæssige gener som beskrevet i erklæringen af 3. maj 2006 fra speciallæge i neuromedicin Jesper Tørring havde været i stand til at skaffe sig indtægt ved et arbejde på det normale arbejdsmarked til sædvanlig løn for ufaglært arbejde, jf. herved erstatningsansvarslovens 5. Spørgsmålet om genoptagelse i maj 2010 A varetog jobbet med natarbejde i godt to år indtil maj 2008, hvor det ophørte, fordi virksomheden indstillede funktionen. Han fik derefter et job i produktionen i samme virksomhed, men måtte opgive det efter kort tid på grund af sine helbredsmæssige gener efter færdselsuheldet. Han havde derpå et fuldtidsjob som chauffør, men mistede det efter godt et halvt år. Han kom herefter i praktik på en skole med løntilskud. I maj 2010 anmodede han om genoptagelse af sagen om erhvervsevnetab, men Topdanmark Forsikring A/S afslog at genoptage sagen. Parterne er enige om, at A har et erhvervsevnetab på 15 % som følge af færdselsuheldet i maj 2005, som Topdanmark Forsikring er ansvarlig for, og om, at tabet med rette er opgjort til det påstævnte beløb på knap 684.000 kr. Efter erstatningsansvarslovens 11 kan en afsluttet sag om bl.a. erstatning for erhvervsevnetab genoptages, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afgørelse. Bestemmelsen har fået sin nuværende affattelse ved lov nr. 463 af 7. juni 2001. Det var forud for lovændringen et krav, at der var sket uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand. Lovændringen blev begrundet i hensynet til så vidt muligt at fastholde de skadelidte på arbejdsmarkedet, og det blev anført, at den dagældende bestemmelse medførte en urimelig forskelsbehandling mellem de skadelidte, der forsøger at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de skadelidte, der med det samme opgiver deres arbejde. En ændret vurdering af erhvervsevnetabet, f.eks. fordi det viser sig, at den skadelidte alligevel ikke kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, skulle kunne føre til genoptagelse (Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, L 143, s. 3517). Genoptagelse skulle
- 10 - kunne ske ikke kun på grund af helbredsmæssige ændringer, men også begrundet i ændringer i skadelidtes faktiske erhvervsevne (Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, L 143, s. 3531). Højesteret finder efter lovbestemmelsens ordlyd og forarbejder, at genoptagelse ikke er begrænset til tilfælde, hvor ændringerne i det faktiske grundlag for den tidligere afgørelse vedrører skadelidtes helbred og erhvervsevne, men også hvor ændringerne vedrører hans faktiske muligheder for job, som han kan bestride, og dermed bevirker, at han ikke kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Selvom As varige helbredsmæssige følger af ulykken ikke er forværret efter sagens afslutning i juni 2006, finder Højesteret herefter, at sagens faktiske omstændigheder har ændret sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning, idet han i 2009 på grund af generne fra færdselsuheldet i 2005 havde måttet opgive at fastholde et fuldtidsarbejde på normale vilkår for en ufaglært. Højesteret finder derfor, at A har krav på genoptagelse efter erstatningsansvarslovens 11. Forældelse Kravet på erhvervsevnetabserstatning er som nævnt først opstået efter ændringerne i As ansættelsesforhold mindre end fem år forud for sagens anlæg den 24. september 2010, og Højesteret finder herefter, at kravet ikke er forældet. Konklusion Højesteret tager på denne baggrund As påstand til følge. Sagsomkostninger I sagsomkostninger for byret og landsret skal Topdanmark Forsikring betale i alt 205.623,81 kr. Beløbet dækker 33.440 kr. i retsafgift for byret og landsret, jf. retsafgiftslovens 13, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3. Hertil kommer 12.183,81 kr. i udlæg til lægehonorar, forelæggelsesgebyr til Ankestyrelsen og udlæg til vidner for byretten og landsretten, samt 160.000 kr. til udgifter til advokat for byret og landsret.
- 11 - I sagsomkostninger for Højesteret skal Topdanmark Forsikring betale i alt 150.060 kr. Beløbet dækker 25.060 kr. i retsafgift for Højesteret, jf. retsplejelovens 332, stk. 1, og 125.000 kr. til udgifter til advokat for Højesteret. Ved fastsættelse af sagsomkostninger har Højesteret lagt vægt på sagens omfang og karakter. Sagsomkostningsbeløbene indbetales til Højesteret, der efter dækning af udgifterne til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen. Retsafgiften på i alt 58.500 kr. tilfalder statskassen. Thi kendes for ret: Topdanmark Forsikring A/S skal til A betale 683.597,50 kr. med procesrente fra den 15. februar 2012. I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal Topdanmark Forsikring A/S betale i alt 355.683,81 kr., som indbetales til Højesteret. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet skal forrentes efter rentelovens 8 a.