SUPPLERENDE LITTERATURLISTE - Evidensbaseret klinisk retningslinie ernæring Anbefalinger (Evidensstyrke A-D er angivet i parentes efter hver reference) Hvornår og hvordan screenes for ernæringsproblemer? Screening af patienter i ernæringsmæssig risiko skal udføres efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger og inden for 24 timer efter indlæggelsen (33)(D). Hvornår og hvordan påbegyndes ernæringsbehandling? Ernæringsbehandling skal påbegyndes indenfor 72 timer efter tilskadekomst (5)(A);(34)(A);(35)(B). Ernæringsbehandling skal udføres efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger (33)(D). Gives ernæringsbehandling enteralt eller parenteralt? Enteral ernæring kan anbefales frem for parenteral (36)(B);(37)(B);(6)(B);(38)(B) og der er ingen risiko ved at kombinere enteral og parenteral ernæring (39)(A). Sondetype: Nasogastrisk (NGS) eller Percutan endoskopisk gastrostomi (PEG) sonde? Det kan anbefales at anlægge PEG-sonde hos patienter, der ikke forbedrer deres funktionsniveau indenfor 14 dage efter tilskadekomst (9)(D). PEG-sonde kan anbefales hos patienter, der er i risiko for selv at seponere nasalsonden, da seponering øger risiko for aspiration (8)(D). PEG-sonde kan anbefales frem for anden administrationsform, da ernæringstilstanden stabiliseres og serum-albumin generelt stiger (40)(D) Sonde placering: Gastro eller duodenal / jejunal? Ernæringssonden kan som udgangspunkt anlægges i ventriklen (6)(B);(36)(B);(41)(B). Ernæringssonden kan ved risiko for refluks og eller aspirationsproblemer anlægges i jejunum (6)(B);(36)(B);(41)(B);(42)(C). Hvordan kontrolleres sondens placering? Nasalsondens beliggenhed kan umiddelbart efter anlæggelse kontrolleres med røntgengennemlysning (43)(D). Hvor røntgengennemlysning ikke er mulig og før hver indgift af sondeernæring, bør sondens beliggenhed kontrolleres ved indblæsning af luft, hvorved der med stetoskop skal høres en tydelig boblelyd over epigastriets øvre venstre kvadrant. Ved tvivl suppleres med aspiration fra ventriklen eller røntgen over abdomen (43)(D);(44)(D). Hvilken slags sondeernæring anbefales? Færdigblandet sondeernæring i et lukket system kan anvendes frem for sondeernæring i et åbent system, da det minimerer antal infektioner og økonomiske omkostninger (45)(B). Der anbefales at anvende almindeligt protein, da bestemte peptider ikke giver bedre klinisk outcome (39)(A) Tilsættes sondeernæring glutamin og selen? Sondeernæring indeholdende glutamin og probiotics kan gives i minimum 5 dage under indlæggelsen i intensiv regi for at nedsætte infektionsrisikoen og forkorte indlæggelsestiden (35)(B);(46)(B). Selen anbefales ikke som supplement til sondeernæring (47)(A). 2. januar 2008 Side 1
Hvordan administreres sondeernæringen? Det kan anbefales at give kontinuerlig infusion af sondeernæring, da den tolereres bedre end ernæring indgivet som bolus (42)(C). Det kan anbefales at al sondehåndtering foregår med ikke-sterile engangshandsker (48)(B). Hvordan behandles problemer med aspirat? Residualaspirat kan behandles med metoclopramid (36)(B). Sondeernæring kan fortsættes på trods af et residualaspirat op til 400 500 ml, med mindre at dette giver anledning til opstød, opkastning eller aspiration til lungerne. Patientens tilstand skal da observeres tæt (41)(B). Det kan anbefales at sengens hovedgærde eleveres til mindst 30 ved indgivelse af sondeernæring (41)(B);(36)(B);(49)(C). Hvordan kombineres oral og nonoral ernæring? Oral ernæring kan suppleres med non-oral ernæring (sonde), da patienter med dysfagi har behov for non-oral ernæring tre til fire gange så lang tid som patienter uden dysfagi (50)(C). Det kan anbefales at konsistensen af mad og drikke tilpasses patientens præorale-, orale-, faryngeale- og øsofageale funktionsniveau (51)(D);(1)(D). Hvornår screenes og klinisk undersøges for aspiration/dysfagi? Det kan anbefales at screening for dysfagi udføres så tidligt som muligt (8)(D). Det kan anbefales at dysfagi og aspiration identificeres i den akutte fase (fase I) med henblik på at iværksætte en relevant ernæringsterapi samt minimering af komplikationer som f.eks. pneumoni (23)(C);(24)(D);(25)(D). Det kan anbefales at synkefunktionen undersøges standardiseret inden påbegyndelse af oral ernæring med henblik på identifikation af risiko for aspiration og graden af dysfagi (23)(C). Det kan anbefales at patienternes synkefunktion undersøges både klinisk og instrumentelt inden opstart af enteral ernæring (24)(D). Hvordan foretages screening, klinisk- og instrumentel undersøgelse af dysfagi? Et tredelt undersøgelsesprogram kan anbefales (52)(D). o Screening med indsamling af medicinske oplysninger og udførelse af vandtest. o Klinisk undersøgelse. o Instrumentelle undersøgelser f.eks. Fiberoptisk Endoskopisk Evaluering af Synkefunktion (FEES) eller videofluoroskopi. Der henvises til Klinisk retningslinie for undersøgelse af dysfagi udarbejdet på Neurokirurgisk afdeling, Århus Sygehus. Endnu ikke offentliggjort (53). Hvem foretager screening, klinisk- og instrumentel undersøgelse af dysfagi? En tværfaglig tilgang kan anbefales på grund af kompleksiteten af dysfagi (54)(D). Screeningen/undersøgelsen kan anbefales udført af fagpersoner med speciel oplæring/uddannelse i dysfagi (55)(D). Hvilket niveau på RLAS skalaen kan forudsige patientens bevidsthedsniveau for påbegyndelse af oral ernæring? Det kan anbefales ikke at påbegynde oral ernæring før patienten har opnået niveau IV på Rancho Los Amigos Scale (RLAS) (50)(C). Det kan anbefales at patienten ikke får fuld oral ernæring inden patienten opnår niveau VI på RLAS (50)(C). 2. januar 2008 Side 2
REFERENCELISTE (1) Kjærsgaard A. Ansigt, mund og svælg. undersøgelse og behandling efter Coombes-konceptet. 1. udgave ed. Kbh.: FADL, 2005. (2) Behandling af traumatiske hjerneskader og tilgrænsende lidelser. Redegørelse - nuværende og fremtidig organisation. Kbh.: Sundhedsstyrelsen, 1997. (3) Hessov I. Klinisk ernæring. 3. udgave ed. København: Munksgaard, 2000. (4) Kondrup J, Bak L, Hansen BS, Ipsen B, Ronneby H. Outcome from nutritional support using hospital food. Nutrition 1998; 14(3):319-321. (5) Perel P, Yanagawa T, Bunn F, Roberts I, Wentz R, Pierro A. Nutritional support for head-injured patients. Cochrane Database Syst Rev 2006;(4):CD001530. (6) The Brain Trauma Foundation. The American Association of Neurological Surgeons. The Joint Section on Neurotrauma and Critical Care. Nutrition. J Neurotrauma 2000; 17(6-7):539-547. (7) Clifton GL, Robertson CS, Grossman RG, Hodge S, Foltz R, Garza C. The metabolic response to severe head injury. J Neurosurg 1984; 60(4):687-696. (8) Logemann JA, Pepe J., Mackay L. Disorders of nutrition and swallowing: Intervention strategies in the trauma center. J Head Trauma Rehabil. 9[1], 43-56. 1994. (9) Akkersdijk WL, Roukema JA, van der WC. Percutaneous endoscopic gastrostomy for patients with severe cerebral injury. Injury 1998; 29(1):11-14. (10) Young B, Ott L, Twyman D, Norton J, Rapp R, Tibbs P et al. The effect of nutritional support on outcome from severe head injury. J Neurosurg 1987; 67(5):668-676. (11) Rapp RP, Young B, Twyman D, Bivins BA, Haack D, Tibbs PA et al. The favorable effect of early parenteral feeding on survival in head-injured patients. J Neurosurg 1983; 58(6):906-912. (12) Jeremitsky E, Omert LA, Dunham CM, Wilberger J, Rodriguez A. The impact of hyperglycemia on patients with severe brain injury. J Trauma 2005; 58(1):47-50. (13) Hatton J, Rapp RP, Kudsk KA, Brown RO, Luer MS, Bukar JG et al. Intravenous insulin-like growth factor-i (IGF-I) in moderate-to-severe head injury: a phase II safety and efficacy trial. J Neurosurg 1997; 86(5):779-786. (14) Roy BD, Tarnopolsky MA, MacDougall JD, Fowles J, Yarasheski KE. Effect of glucose supplement timing on protein metabolism after resistance training. J Appl Physiol 1997; 82(6):1882-1888. (15) Esmarck B, Andersen JL, Olsen S, Richter EA, Mizuno M, Kjaer M. Timing of postexercise protein intake is important for muscle hypertrophy with resistance training in elderly humans. J Physiol 2001; 535(Pt 1):301-311. (16) Gripp PJ, Hayes A. Effects of supplement timing and resistance exercise on skeletal muscle hypertrophy. Med Sci Sports Exerc 2006; 38(11):1918-1925. (17) Goscinski I, Kwiatkowski S, Polak J, Orlowiejska M, Partyk A. The Kluver-Bucy syndrome. J Neurosurg Sci 1997; 41(3):269-272. (18) Engberg AW, Teasdale TW. [Epidemiology and treatment of head injuries in Denmark 1994-2002, illustrated with hospital statistics]. Ugeskr Laeger 2007; 169(3):199-203. (19) Engberg AW, Teasdale TW. [Epidemiology of non-traumatic brain injury of sudden onset in Denmark 1994-2002]. Ugeskr Laeger 2007; 169(3):204-208. (20) Huld K. Spise/synkefunktion efter erhvervet svær hjerneskade. 2007. Speciale ved den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse i Århus. 2. januar 2008 Side 3
(21) Duong TT, Englander J, Wright J, Cifu DX, Greenwald BD, Brown AW. Relationship between strength, balance, and swallowing deficits and outcome after traumatic brain injury: a multicenter analysis. Arch Phys Med Rehabil 2004; 85(8):1291-1297. (22) Halper AS, Cherney LR, Cichowski K, Zhang M. Dysphagia after head trauma: the effect of cognitivecommunicative impairments on functional outcomes. J Head Trauma Rehabil 1999; 14(5):486-496. (23) Mackay LE, Morgan AS, Bernstein BA. Factors affecting oral feeding with severe traumatic brain injury. J Head Trauma Rehabil 1999; 14(5):435-447. (24) Munro N. Pulmonary challenges in neurotrauma. Crit Care Nurs Clin North Am 2000; 12(4):457-464. (25) Woratyla SP, Morgan AS, Mackay L, Bernstein B, Barba C. Factors associated with early onset pneumonia in the severely brain-injured patient. Conn Med 1995; 59(11):643-647. (26) Seidl R.O., Nusser-Müller-Busch R. Die Trachealkanüle:Segen und Fluch. In: Nusser, Müller, Busch, editors. Die Therapie des Facio-OralenTraks. Berlin: Springer Verlag Berlin Heidelberg, 2004: 147-171. (27) Ekberg O, Hamdy S, Woisard V, Wuttge-Hannig A, Ortega P. Social and psychological burden of dysphagia: its impact on diagnosis and treatment. Dysphagia 2002; 17(2):139-146. (28) Elferich B. Beobachtungen und gedanken zur neurologischen Rehabilitation von Dysphagiepatienten. Jubiläumsschrift 10 Jahre Schuulungszentrum. Burgau: Therapiezentrum Burgau, 2001. (29) Grahn L.T. Dysfagi: Ett vanligt men dolt handikapp. Läkartidningen 93[47], 4249-4250. 1996. Läkartidningen. (30) Stensvold H, Utne L. Dysfagi. 2. utg. ed. Oslo: Ad Notam Gyldendal, 1999. (31) Buchholz DW. What is dysphagia? Dysphagia 1996; 11(1):23-24. (32) Sekretariatet for Referenceprogrammer. Checklister. Sundhedsstyrelsen. 1-2-2004. 10-5-2007. (33) Sundhedsstyrelsen. Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske diætister: screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko. Version 1.0 ed. 2003. (34) Taylor SJ, Fettes SB, Jewkes C, Nelson RJ. Prospective, randomized, controlled trial to determine the effect of early enhanced enteral nutrition on clinical outcome in mechanically ventilated patients suffering head injury. Crit Care Med 1999; 27(11):2525-2531. (35) Falcão de Arruda IS. Benefits of early enteral nutrition with glutamine and probiotics in brain injury patients. Clinical Science 2004;(106):287-292. (36) Heyland DK, Dhaliwal R, Drover JW, Gramlich L, Dodek P. Canadian clinical practice guidelines for nutrition support in mechanically ventilated, critically ill adult patients. JPEN J Parenter Enteral Nutr 2003; 27(5):355-373. (37) Pepe JL, Barba CA. The metabolic response to acute traumatic brain injury and implications for nutritional support. J Head Trauma Rehabil 1999; 14(5):462-474. (38) Borzotta AP, Pennings J, Papasadero B, Paxton J, Mardesic S, Borzotta R et al. Enteral versus parenteral nutrition after severe closed head injury. J Trauma 1994; 37(3):459-468. (39) Kreymann KG, Berger MM, Deutz NE, Hiesmayr M, Jolliet P, Kazandjiev G et al. ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Intensive care. Clin Nutr 2006; 25(2):210-223. (40) Fertl E, Steinhoff N, Schofl R, Potzi R, Doppelbauer A, Muller C et al. Transient and long-term feeding by means of percutaneous endoscopic gastrostomy in neurological rehabilitation. Eur Neurol 1998; 40(1):27-30. (41) Williams TA, Leslie GD. A review of the nursing care of enteral feeding tubes in critically ill adults: part I. Intensive Crit Care Nurs 2004; 20(6):330-343. (42) Rhoney DH, Parker D, Jr., Formea CM, Yap C, Coplin WM. Tolerability of bolus versus continuous gastric feeding in brain-injured patients. Neurol Res 2002; 24(6):613-620. 2. januar 2008 Side 4
(43) Sundhedsstyrelsen. Vejledning om anvendelse af perorale fødesonder. Sundhedsstyrelsen. 20-11-2002. 10-5-2007. (44) Gottschlich M.M (editor). The science and pratice of nutritional support. A Case-Based Core Curriculum. USA: Kendall/Hunt Publishing Compagny, 2001. (45) Herlick SJ, Vogt C, Pangman V, Fallis W. Comparison of open versus closed systems of intermittent enteral feeding in two long-term care facilities. Nutr Clin Pract 2000; 15(6):287-298. (46) Houdijk AP, Rijnsburger ER, Jansen J, Wesdorp RI, Weiss JK, McCamish MA et al. Randomised trial of glutamine-enriched enteral nutrition on infectious morbidity in patients with multiple trauma. Lancet 1998; 352(9130):772-776. (47) Avenell A, Noble DW, Barr J, Engelhardt T. Selenium supplementation for critically ill adults. Cochrane Database Syst Rev 2004;(4):CD003703. (48) Anderton A, Aidoo KE. The effect of handling procedures on microbial contamination of enteral feeds--a comparison of the use of sterile vs non-sterile gloves. J Hosp Infect 1991; 17(4):297-301. (49) Carrillo EH, Heniford BT, Osborne DL, Spain DA, Miller FB, Richardson JD. Bedside percutaneous endoscopic gastrostomy. A safe alternative for early nutritional support in critically ill trauma patients. Surg Endosc 1997; 11(11):1068-1071. (50) Mackay LE, Morgan AS, Bernstein BA. Swallowing disorders in severe brain injury: risk factors affecting return to oral intake. Arch Phys Med Rehabil 1999; 80(4):365-371. (51) Kostforum. Den Nationale Kosthåndbog. Kostforum. 2007. 10-5-2007. (52) Farrell Z, O'Neill D. Towards better screening and assessment of oropharyngeal swallow disorders in the general hospital. Lancet 1999; 354(9176):355-356. (53) Langhorn L, Eriksen E. Klinisk retningslinie for undersøgelse af dysfagi. 2006. (54) Schurr MJ, Ebner KA, Maser AL, Sperling KB, Helgerson RB, Harms B. Formal swallowing evaluation and therapy after traumatic brain injury improves dysphagia outcomes. J Trauma 1999; 46(5):817-821. (55) Hamdy S, Jilani S, Price V, Parker C, Hall N, Power M. Modulation of human swallowing behaviour by thermal and chemical stimulation in health and after brain injury. Neurogastroenterol Motil 2003; 15(1):69-77. 2. januar 2008 Side 5