I vådområder er faunaen særlig mangfoldig

3. FAUNAENS KRAV 3.1 Forskellige behov Der findes i Danmark omkring 25.000 dyrearter. Vores viden om alle disse arters udbredelse og krav til spredning er selvsagt begrænset. Det er derfor nødvendigt at koncentrere indsatsen om de dyregrupper, hvis behov er kendt, og hvor vi ved der er problemer. Det gælder for eksempel padder og pattedyr. I vådområder er faunaen særlig mangfoldig Spredningsstrategi og krav til passagers udformning for sådanne arter vil efterhånden blive indarbejdet i forvaltningsplaner. På indeværende tidspunkt foreligger der to forvaltningsplaner, en for odder (Skov- og Naturstyrelsen 1996) og en for bæver (Skov- og Naturstyrelsen 1998). I forvaltningsplanen for odder er der peget på nødvendigheden af at etablere faunapassager, men der er ikke opstillet specificerede krav til udformningen. En faunapassage er ikke et entydigt begreb, eftersom de enkelte dyrearter stiller meget forskellige krav til passagers placering og udformning. Det udelukker dog ikke, at en faunapassage kan udformes, så den tilgodeser flere arters behov. I afsnit 3.2 inddeles dyrene i 15 grupper som hver for sig stiller nogenlunde ensartede krav til placering og udformning af faunapassager. Som udgangspunkt for planlægningen er det nødvendigt at definere et ikke for stort antal typer af faunapassager. Valget mellem disse typer, og den efterfølgende detaljerede udformning af faunapassagen, fastlægges i hvert enkelt tilfælde gennem en lang række hensyn - til lokaliteten, til de arter der skal benytte den, til den ønskede funktion mv. De forskellige typer af faunapassager beskrives i kapitel 5. 21

I afsnit 3.3-3.17 beskrives gruppe for gruppe først deres spredningsevne, dels - så vidt det er muligt - hvilke krav de stiller hvad angår faunapassagers type, dimensioner, materialer mv. I kapitel 5 er der desuden, i afsnit 5.4, en tabel med en grov oversigt over i hvor høj grad de der omtalte passagetyper egner sig for hver af de 15 faunagrupper. 3.2 Inddeling i grupper Med henblik på opstilling af et begrænset antal passagetyper kan faunaen inddeles i disse grupper: 1. Vandløbssmådyr 2. Fisk 3. Insekter og andre landsmådyr 4. Padder 5. Krybdyr 6. Pindsvin 7. Småpattedyr 8. Hare 9. Mårdyr 10. Egern 11. Odder 12. Bæver 13. Grævling 14. Ræv 15. Hjortedyr 3.3 Gruppe 1, Vandløbssmådyr 3.3.1 Spredning Mange vandløbssmådyr vandrer gennem lange vandløbsstrækninger i løbet af deres liv. Sammenhængende vandløbssystemer uden opstemninger, styrt og rørlægninger er afgørende for deres frie bevægelighed. Vandløbssmådyr uden et flyvestadie, såsom ferskvandstanglopper og vandbænkebiddere, er helt afhængige af bevægelsesmuligheder op og ned gennem vandløbene. Opstemninger og styrt er som regel ingen hindring for deres passage ned ad vandløbene, men ved bevægelse mod strømmen vil selv små styrt og opstemninger udgøre totale spærringer. Vandløbssmådyr med et flyvestadie, såsom slørvinger, vårfluer og døgnfluer, kan kompensere for nedstrømsdriften i larvestadiet ved som fuldt udviklede at flyve modstrøms. Når vandløbssmådyr bevæger sig ned ad vandløbene, kan de passere rørlægninger, men vandringen modstrøms kan være vanskelig. Det skyldes dels at rørene er glatte, dels at strømmen i rørene er jævn. 22

Dæmninger og lange, mørke underføringer kan bremse visse modstrømsflyvende vandløbssmådyr, fordi de ikke kan orientere sig. 3.3.2 Krav til passager Vandløbssmådyr stiller en række krav til udformningen og beskaffenheden af faunapassager: Først og fremmest skal dæmninger og styrt undgås. Forholdene i passagen skal ligne dem, der findes i uregulerede vandløb. Det indebærer, at passagens bund og sider skal være ujævne, så vandhastigheden reduceres, og vandløbssmådyrenes mulighed for at få fodfæste fremmes. Bedst er det, hvis der udlægges flere større sten ned gennem vandløbet, så der skabes variation og skjulesteder. Ydermere kan strømrenden gennem passagen lægges i et slynget forløb, og man kan lade bundforløbet hæve og sænke sig som i den øvrige, fritliggende del af vandløbet. Vandets middelhastighed bør ikke overstige 0,6 m/s ved middelvandføring, og vanddybden bør ved medianminimum-vandføring ikke være mindre end 0,25 m. Ved medianminimum-vandføring forstås den mindste vandføring inden for et år, som man når ned på eller under i 50% af årene. 3.4 Gruppe 2, Fisk 3.4.1 Spredning Størstedelen af de økonomisk mest betydningsfulde vandløbsfisk er vandrefisk, som vokser til og bliver kønsmodne ét sted, og gyder et andet. Eksempelvis gyder laks og havørred i vandløb og bliver kønsmodne i saltvand, mens ål har æg- og ynglestadier i saltvand og vokser til og bliver kønsmodne i vandløb, søer og brakvand. Fiskenes passage af opstemninger og styrt afhænger stærkt af deres springog svømmeevner. Laksefisk har gode evner, men en række andre fisk har svært ved at passere strækninger med selv mindre niveau-forskelle eller stærk strøm. Rørlagte vandløbsstrækninger kan udgør spærringer for fisk, på grund af niveauforskelle (styrt), fordi vanddybden i rørene er for lav, eller fordi strømmen er for stærk. Mange laksefisk kan dog på grund af deres springevner passere styrt, hvis der er tilstrækkelig dybt under rørmundingen til at sikre det nødvendige afsæt. 3.4.2 Krav til passager Fisk stiller krav til udformningen af faunapasager, som i høj grad ligner de krav der stilles af vandløbssmådyr: Forholdene bør ligne dem, der findes i uregulerede vandløb. Opstemninger og styrt skal undgås, og der bør skabes en koncentreret vandstrøm med vekslen mellem strøm og strømlæ. 23

Der bør skabes variation og skjulesteder, for eksempel ved at der udlægges større sten. Desuden kan strømrenden gennem passagen lægges i et slynget forløb, og man kan lade bundforløbet hæve og sænke sig som i den fritliggende del af vandløbet. Vanddybden bør være mindst 0,25 m ved medianminimum-vandføring, og middelvandhastigheden bør ikke overstige 0,6 m/s ved middelvandføring. 3.5 Gruppe 3, Insekter og andre landsmådyr 3.5.1 Spredning Flere af de ca. 18.000 insektarter i Danmark kan vandre eller foretage træk, eksempelvis dagsommerfugle og guldsmede. For mange arter er spredningsevnen dog ringe, så de højst kommer få hundrede meter væk fra det sted hvor de voksede op. Landsmådyr som edderkopper, jordmider, jordkrebs, regnorme og visse insekter kan ikke flyve, og er henvist til at grave, vandre, blive spredt med andre dyr eller med vinden. 3.5.2 Krav til passager Hensynet til insekter og andre landsmådyr stiller ikke selvstændige krav til udformningen af faunapassager. 3.6 Gruppe 4, Padder 3.6.1 Spredning Frøers, tudsers og salamandres spredningsevne varierer fra art til art mellem få hundrede meter og flere km. Nogle arter, såsom skrubtudse og butsnudet frø, er meget stedbundne, og søger tilbage til det sted hvor de selv kom til verden og før har ynglet. Ældre individer bevæger sig ofte ad de samme veje som de tidligere har benyttet, langs skel, hegn, åløb og andre veje med tilgængelige skjulesteder. De nyforvandlede dyr spredes derimod mere tilfældigt. Hos mindre stedbundne arter, såsom strandtudse og grønbroget tudse, forekommer skift i ynglested hyppigt, også hos ældre individer. 3.6.2 Krav til passager Padderør skal ligge i niveau med det omgivende terræn, og det er vigtigt at der ikke står vand i dem. De skal placeres ved naturlige vandringsveje, oftest i fugtige områder, men for nogle arter også i tørre områder. Der bør etableres ledehegning i hele det pågældende område. I områder, hvor veje passerer ynglelokaliteter såsom vandhuller, bør der afværgehegnes eller ledehegnes. Ved veje, der kun er hævet lidt over det omgivende terræn, kan der anvendes overfladetunneler dvs. tunneler kun dækket af en rist. 24

Langs vandløb kan banketter med mindst 0,5 m bredde fungere som paddepassage. 3.7 Gruppe 5, Krybdyr 3.7.1 Spredning De 5 danske krybdyrsarter er hugorm, snog, stålorm, almindeligt firben og markfirben. Kendskabet til deres spredning er ringe, idet man dog ved at hugorme imellem vinterhi og ynglesteder kan vandre 1-2 km. Bortset fra snoge er krybdyrene knyttet til tørre lokaliteter. Dyrene er afhængige af varierede landskaber og af intakte spredningsruter såsom skovkanter, grøftekanter og markhegn. Afbrydelse af sådanne spredningsveje påvirker bestandene negativt. 3.7.2 Krav til passager Hensynet til krybdyr stiller ikke selvstændige krav til udformningen af faunapassager. 3.8 Gruppe 6, Pindsvin 3.8.1 Spredning Pindsvinet er knyttet til det varierede parklandskab, eksempelvis parcelhuskvarterer og kolonihaver, men træffes også hvor der er dækning i det åbne land, såsom i løvskovsbryn, i levende hegn, ved diger og langs grøfter. Dets bevægelser i landskabet er knyttet til beplantninger, og afhængig af lokalitet, køn og årstid kan det færdes over nogle få til mere end 50 ha. 3.8.2 Krav til passager Faunapassager for pindsvin kan udformes som rør med en diameter på mindst 20 cm - desto større jo længere passagen er. I bunden af røret bør der være et sandlag. Der stilles ikke særlige krav til rørets materiale. Også 0,5 m brede banketter kan fungere som passager under veje og baner. Faunapassager for pindsvin bør placeres i forbindelse med ledelinier i landskabet såsom hegn, markskel og skovbryn, og i nødvendigt omfang bør der etableres ledehegning. 3.9 Gruppe 7, Småpattedyr 3.9.1 Spredning Ved småpattedyr forstås her dels de fredede arter omfattende flagermus, spidsmus, hasselmus, birkemus og brandmus, dels muldvarp, mus, rotter og mosegrise. De ca. 30 arter stiller meget forskellige krav til levested hvad angår fugtighed, dækning, føde og redested. 25

De fleste småpattedyr, flagermus dog undtaget, færdes i løbet af deres liv inden for et ret begrænset område. Spidsmus hævder territorium af meget varierende størrelse, fra dværgspidsmusens op til 1.700 m 2 ned til vandspidsmusens 60-80 m 2, endda når vandfladen medregnes. For de øvrige småpattedyr, som ikke hævder territorium, men har et aktivitetsområde, varierer områdestørrelsen ligeledes fra art til art. De mus, der bevæger sig længst omkring, spredes over et par km. Bortset fra flagermus er de fleste småpattedyr udsat for store svingninger i bestanden, og er ikke sårbare over for fragmentering. For de af arterne, som er skadedyr, er yderligere spredning uønskelig. Dog er 3 arter følsomme overfor fragmentering og er desuden sjældne i Danmark, nemlig hasselmus, birkemus og vandspidsmus. Hasselmus lever i lysåbne løvskove og krat nogle få steder i landet. Den færdes ikke gerne på jorden, men spredes bedst langs levende hegn, hvor den kan kravle fra busk til busk. Birkemusen er knyttet til fugtige områder såsom birkeskov, mens vandspidsmusen lever langs vandløb. 3.9.2 Krav til passager De fleste småpattedyr vil kunne benytte rør, banketter og større faunapassager, og stiller således ikke selvstændige krav til udformningen. I de større faunapasager vil udlægning af stød dog fremme småpattedyrenes benyttelse af dem. Hasselmusen kræver en åben passage med sammenhængende hegn, dvs. en landskabsbro eller faunaoverføring. Birkemusen stiller krav krav om åbne passager med lav vegetation af græs eller andet. Vandspidsmusen kan udnytte banketter langs vandløb. Vandflagermus, dværgflagermus og damflagermus jager over vand, og faunapassager for dem bør derfor ideelt set bestå af sammenhængende vandflader. Dog vil flagermus også kunne benytte rør med diameter ned til 5 m, etableret af hensyn til andre dyr. 3.10 Gruppe 8, Hare 3.10.1 Spredning Haren er knyttet til det åbne land, og trives bedst hvor der er stor variation af vegetationstyper. 26

Den bevæger sig sædvanligvis ikke over store afstande. For de fleste harer er afstanden mellem sædet og fødesøgningsområdet ikke mere end 500 m, men afstande op til 1400 m forekommer. Haren følger ofte de samme ruter til og fra sædepladserne, hvorved der opstår skarpt markerede veksler. På bakker og skråninger går disse veksler på skrå, da harens lange bagben ikke egner sig til løb ned ad bakker. Haren er desuden meget stedfast, idet den hele livet holder sig til samme sædeplads og fødesøgningsområde. 3.10.2 Krav til passager Haren kræver en åben passage med lav vegetation, dvs. en landskabsbro eller en faunaoverføring. 3.11 Gruppe 9, Mårdyr 3.11.1 Spredning Skovmåren er knyttet til skov. Den kan have et fødeområde på 5-10 km 2, inden for hvilket den i gennemsnit bevæger sig 6-7 km pr. dag. Hverken brud eller lækat er knyttet til specielle terræntyper. Deres foretrukne levesteder er græsområder, levende hegn og krat, diger og gærder samt sø- og åbredder, hvor der er gode muligheder for at finde føde og skjul. Både brud og lækat er i stand til at bevæge sig over store afstande. På en enkelt jagttur kan der således tilbagelægges 1,5-2,0 km. De to arter bevæger sig dog sjældent væk fra områder med dække. Ilderen foretrækker fugtige områder. Den har et fødeområde på omkring 1 km 2 og tilbagelægger gerne 3-4 km på en nat. 3.11.2 Krav til passager Af mårdyrene stiller skovmåren særlige krav, nemlig om åbne passager. I skovområder vil et spang mellem træer på begge sider af trafikanlægget kunne anvendes. De øvrige mårdyr kan benytte rørunderføringer med diameter mindst 0,3 m. Der stilles ingen særlige krav til rørenes materiale, men i bunden bør der være et sandlag på 5-10 cm. Også 0,5 m brede banketter kan fungere som passage under veje og baner. Faunapassager for mårdyr bør placeres i forbindelse med ledelinier i landskabet, og i nødvendigt omfang bør der etableres ledehegning. 27

3.12 Gruppe 10, Egern 3.12.1 Spredning Egernet færdes især i nåle- og blandskove, men kan også forekomme i rene løvskove. Det er dagaktivt og bevæger sig rundt i sit område ved at springe fra træ til træ, men færdes også meget på jorden. Spredning af unge individer sker om efteråret, hvor det ikke er ualmindeligt at træffe dyr ude i det åbne landskab. Vandringer kan også fremprovokeres af fødesvigt. I spredningsfasen spiller småskove og levende hegn en væsentlig rolle som trædesten. Egernet svømmer normalt ikke, men kan som de fleste andre pattedyr gøre det om nødvendigt. 3.12.2 Krav til passager Egern kræver åben passage. I skovområder vil en stibro mellem træer på begge sider af stianlægget kunne anvendes. I det åbne land vil der kunne benyttes passager med nogenlunde sammenhængende hegn, i forbindelse med en landskabsbro eller en faunaoverføring. 3.13 Gruppe 11, Odder 3.13.1 Spredning Odderen lever i tilknytning til vådområder, typisk langs åer og søer med bredvegetation. For at finde tilstrækkelig føde året rundt kræver den store strækninger at færdes over, og desuden kræver den fred. Territoriet, som odderen hævder, kan strække sig mellem 3 og 15 km vandløb. Odderen er under spredning i Jylland, hvor dens udbredelse øges med omkring 35 km pr. 10 år. 3.13.2 Krav til passager Odderen svømmer sjældent gennem en underføring, men kræver fast grund under fødderne for ikke i stedet at løbe over en vej. Der bør derfor være mindst 0,5 brede banketter langs det pågældende vandløb. 3.14 Gruppe 12, Bæver 3.14.1 Spredning 3.14.2 Krav til passager Bæveren lever i vådområder, typisk langs åer og søer med bredvegetation. Som odderen kræver også bæveren, at der er 0,5 m brede banketter langs et vandløbs passage af et trafikanlæg. 28

3.15 Gruppe 13, Grævling 3.15.1 Spredning Grævlingen er i Danmark mest knyttet til blandet løvskov. Dens gravkomplekser, som kan være mange år gamle, er sædvanligvis placeret på skråninger i skovdale i nærheden af vand. Størrelsen på grævlingens territorier afhænger af de tilgængelige fødeområders fordeling, men der er registreret territoriestørrelser på op til 80 ha. Grævlingen er meget stedbunden, idet generationer af grævlinge kan benytte samme lokalitet. Den bevæger sig ad et sammenhængende net af duftmarkerede veksler langs naturlige skillelinier såsom skovbryn, diger, gærder, åløb og levende hegn. 3.15.2 Krav til passager Grævlinge kan benytte både åbne og lukkede faunapassager. Rør bør have en diameter på mindst 0,4 m og der bør være et sandlag i bunden. Der er ikke særlige krav til rørenes materiale. Passager for grævlingen bør placeres direkte ved erkendte veksler eller ved ledelinier i landskabet såsom hegn, markskel eller skovbryn. En passende afstand mellem passagerne er 250 m, og der bør etableres ledehegning. 3.16 Gruppe 14, Ræv 3.16.1 Spredning Ræven kan tilpasse sig næsten alle landskabstyper, hvis der er tilstrækkelig føde og nogenlunde fred. Typisk holder den dog til i skove, hvor den finder dækning og har sin grav. I bestræbelserne på at finde føde kan ræven bevæge sig op til 10-20 km. Unge strejfere kan endog fjerne sig mere end 100 km. Ræven bevæger sig i veksler, der ofte følger naturlige skillelinier som skovbryn, diger, gærder, åløb og levende hegn. 3.16.2 Krav til passager Ræve kan benytte både åbne og lukkede faunapassager. Rør bør have en diameter på mindst 0,4 m, og der bør være et sandlag i bunden. Der er ingen særlige krav til rørenes materiale. Der bør etableres ledehegning mod faunapassager for ræve. 29

3.17 Gruppe 15, Hjortedyr 3.17.1 Spredning Der findes 4 fritlevende hjortearter i Danmark, nemlig rådyr, dådyr, sika og krondyr. De lever alle i skov og krat omgivet af landbrugsjorder. Deres territoriestørrelser afhænger meget af biotopens kvalitet. Rådyr er meget stedfaste. De bevæger sig ad fastlagte veksler, og langt de fleste kan genfindes inden for en afstand af 10 km. 3.17.2 Krav til passager Hjorte skal helst have åbne passager. Underføringer kan dog også benyttes, men da skal de være så korte som muligt, og tværsnittet så stort som muligt. På side 38 angives specifikke krav til dimensionerne. 30

4. KRITERIER FOR ETABLERING OG PLACERING AF FAUNAPASAGER 4.1 Prioritering af indsatsen 4.1.1 Behov for prioritering Det er af mange grunde nødvendigt at prioritere indsatsen, når spredningsveje og økologiske forbindelseslinier skal sikres, og barrierer elimineres. Nogle arter er så tilpasningsdygtige og robuste, at deres bestande er upåvirkede af det åbne lands struktur. Andre kan blive så negativt påvirkede af strukturen, at de bør følges nøje, så der kan iværksættes de nødvendige hjælpeforanstaltninger. 4.1.2 Prioriteringsgrundlag Som en generel baggrund for beslutninger om mindskning af store trafikanlægs barriereeffekt kan der opstilles følgende liste over hensyn, som bør tages: - Sikring af sårbare arter - Sikring af særlige bevaringsområder - Sikring af sammenhængende vandløb med fri bevægelighed - Sikring af overordnet økologisk infrastruktur - Sikring af forbindelsesveje i fragmenterede større naturområder - Mindskning af antal trafikdræbte dyr gennem opsætning af hegn - Sikring af fri bevægelighed i områder med central funktion som spredningskorridor. Punkternes rækkefølge er ikke udtryk for en generelt anvendelig prioritering. I visse tilfælde kan en målrettet indsats til sikring af en sårbar art være helt nødvendig på kort sigt. Ved en mere langsigtet planlægning bør alle punkterne overvejes og afvejes under hensyntagen til forholdene det pågældende sted. 4.1.3 Økonomiske hensyn Ud over de allerede nævnte hensyn må hensynet til økonomien indgå med stor vægt i overvejelser om etablering og placering af faunapassager. Det bør i den forbindelse betænkes, at man i visse tilfælde med små midler umiddelbart kan opnå gode resultater, blandt andet ved udnyttelse og forbedring af eksisterende passager. For eksempel kan man i visse tilfælde komme ganske langt hvad angår sikring af det økologiske netværk ved en bearbejdning af skråningerne i en eksisterende underføring. Erfaringsmæssigt er det dog ofte mere økonomisk at etablere ny anlæg end at ombygge eksisterende. 4.1.4 Sårbare arter Padder (frøer, tudser og salamandre) er en særlig sårbar gruppe i Danmark. Hvis bestande af padder er negativt påvirkede af trafikanlæg, bør der etableres erstatningsvandhuller. Blandt pattedyr er de sårbare arter odder, skovmår, hasselmus og birkemus, og lokalt kan der forekomme sårbare bestande af andre arter. Skov- og Naturstyrelsen vil i de kommende år udarbejde forvaltningsplaner for en række sårbare arter. 31

Padder udgør en særlig sårbar gruppe 4.1.5 Særlige bevaringsområder Ifølge EF-habitatdirektivet om bevaring af vilde dyr og planter (se den nærmere omtale i afsnit 9.1) er det et mål at etablere et sammenhængende europæisk net af særlige bevaringsområder. I tilknytning til sådanne områder bør der etableres faunapassager. I Danmark er der kun for odderen, i en forvaltningsplan, udpeget nationale forslag til bevaringsområder. 4.1.6 Sammenhængende vandløb Det bør være et mål på langt sigt at friholde alle vandløb for spærringer. Det må derfor anbefales, at alle opstemninger, styrt og lange rørlægninger i tilknytning til vejes og jernbaners krydsning af vandløb fjernes. På kort sigt bør man prioritere de målsætninger, der er fastsat i regionplanerne om - særlige naturvidenskabelige interesseområder - gyde- og yngleopvækstområder for laksefisk - laksefiskevand - karpefiskevand. 4.1.7 Økologisk infrastruktur Principielt bør alle overordnede økologiske korridorer (regionale naturområder) friholdes for barrierer. Amternes udpegning af sådanne naturområder omfatter hovedsagelig større ådale, lavbundsområder og større skovområder. Ved etablering af trafikanlæg gennem disse områder bør der etableres passager til sikring af faunaens spredning. Blandt de mere sårbare arter, som bør tilgodeses, er odder, grævling, pindsvin, de mindre mårdyr og en række frøer og tudser. Ved overvejelser om placering af passager bør spørgsmålet om hegning tillægges stor vægt. De mindre og ikke hegnede veje og jernbaner indebærer formentlig ikke nogen større trussel på landskabsniveau for de større dyre- 32

arter. Derimod kan et voksende net af hegnede vejstrækninger have en negativ betydning for den langsigtede overlevelse for hjorte, grævling og ræv. Den grønne infrastruktur, kort fra en regionplan 4.1.8 Sikring af forbindelsesveje Det økologiske samspil mellem større naturområder er et vigtigt led i opretholdelsen af naturens stabilitet og balance. Den første betingelse for gode levevilkår er, at der er plads nok - jo mere plads, desto flere og større arter og desto større variation. Der bør derfor af hensyn til alle dyrearter skabes forbindelseslinier i større fragmenterede naturområder. 4.1.9 Trafikdræbte dyr Langs veje, hvor mange dyr trafikdræbes, bør der etableres hegninger suppleret med de nødvendige faunapassager - også af hensyn til trafikanternes sikkerhed. Det anbefales at vurdere værdien af at hegne efter bestemte kriterier, fx kan antallet af trafikdræbte dyr på en vejstrækning være en indikator. Dette skal dog altid sammenholdes med en nærmere vurdering af forholdene på stedet. 4.1.10 Sikring af fri bevægelighed Ud over et regionalt net af økologiske forbindelsesveje bør der sikres et mere finmasket net. Dette vil have betydning for opretholdelse af dyrebestande gennem sikring af deres naturlige daglige eller sæsonmæssige aktiviteter. Det vil sikre udveksling af arvemateriale mellem delvis isolerede bestande af truede arter, og begrænse risikoen for indavl. 33

4.2 Korridorplanlægning I henhold til den statslige udmelding til regionplanrevision 2001 bør der som led i en opprioritering af økologiske forbindelseslinier foretages en bevidst planlægning af spredningskorridorer. Planlægningen bør ske i forskellige geografiske skalaer, fra den internationale over den nationale og regionale til den lokale. Korridorerne skal formes med forståelse for de enkelte arters spredningsafstande, og ved udpegningen af korridorer skal der tages hensyn til biotopernes størrelse, tæthed, indretning og indbyrdes forbundethed. Jo flere arter der kan tilgodeses des bedre, men det bør også overvejes hvilke arter der eventuelt vil blive påvirket negativt. Brede korridorer, som dels skaber sammenhæng mellem forskellige vandløbssystemer, dels indkorporerer skovrejsning, ekstensivering af landbrugsdriften, etablering af småbiotoper og vildtplantning vil kunne skabe en mosaik af natur til gavn for mange forskellige arter. Som forudsætning for korridorplanlægningen bør der ske en kortlægning af indikatorarter, som ved deres tilstedeværelse fortæller om et områdes værdi. Desuden bør eksisterende barrierer i korridorrene kortlægges, og der bør foretages en prioritering af behov for fjernelse af eksisterende barrierer. Desuden bør der samarbejdes mellem miljø- og vejmyndigheder om registrering af trafikdræbte dyr, med henblik på et øget kendskab til sorte pletter og dermed også til økologiske korridorer. 4.3 Bevoksning Naturlig skjulende bevoksning virker befordrende på de vildtlevende pattedyrs benyttelse af ådalene og af andre faunapassager. Også hvor der ikke er passager, virker bevoksning tiltrækkende og kan forøge risikoen for krydsning og trafikdrab, hvis der ikke er hegnet, eller hvis et hegn ikke er langt nok. Faunapassager bør derfor om muligt placeres med hensyntagen til en stedlig bevoksning, der kan ædes af dyrene og udgøre skjul. Hvor der ikke er en sådan naturlig bevoksning, bør man ved beplantning med passende arter råde bod herpå. Modsat kan man, hvor der er fare for krydsning på strækninger uden passager, 34

Skjulende bevoksning i visse tilfælde opnå en markant forbedring af trafiksikkerheden for både dyr og mennesker ved at fjerne træer og buske i et bælte langs vejen. Hvor det under en viadukt eller i en tunnel ikke er muligt at få planter til at gro, kan der placeres rækker af træstød, som gør det muligt for små pattedyr at finde skjul på deres vej mellem bevoksninger på de to sider af trafikanlægget. 4.4 Habitat Brugen af passager bestemmes primært af placeringen i forhold til dyrenes habitat (levested), og sekundært af passagernes design og dimensioner. Placeringen af faunapassager skal derfor ske på grundlag af nøje overvejelser om levestedernes placering, form og udstrækning. Brugen af passager for hjorte kan styrkes ved placering i skovområder, og noget tilsvarende gælder for mange andre dyrearter. 4.5 Ledelinier Også sammenhængen med det grønne netværk og dets ledelinier skal overvejes nøje, inden der tages beslutning om etablering og placering af en faunapassage. Mange dyrearter har tendens til at bevæge sig langs lineære strukturer såsom bække, grøfter, diger, skovkanter og levende hegn. Faunapassager bør placeres med hensyntagen hertil, således at eksisterende ledelinier af denne karakter fører hen imod dem, helst vinkelret på vejen eller jernba- 35

nen. Omvendt bør faunapassager i nødvendigt omfang suppleres ved etablering af ledelinier, ligesom vandløb normalt vil være stærke ledelinier for en række dyrearter. Det bør i den forbindelse nævnes, at trafikanlæg og levende hegn omkring trafikanlæg og tilknyttede faunapassager kan udgøre værdifulde ledelinier. 4.6 Afstand mellem passager Erfaringen har vist, at det er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at angive generelle optimale afstande mellem faunapassager for de forskellige arter. Afgørende for en hensigtsmæssig placering af dem er derimod den størst mulige hensyntagen til forholdene i det pågældende område, dvs. - habitatområdernes udstrækning og placering, indbyrdes og i forhold til trafikanlægget - dyrenes bevægelsesmønstre - den stedlige bevoksning - ledelinier - niveauforhold - muligheden for opsætning af hegn - etablering af en overordnet, sammenhængende økologisk infrastruk tur. Desuden spiller de enkelte passagers størrelse en rolle. Jo bredere passager, desto længere kan der alt andet lige være mellem dem. Hvis der er behov for tørre og våde passager tæt ved hinanden, bør det overvejes om det er muligt at samle dem i én større passage, for derved at øge den samlede effekt. 4.7 Hegning Placering af faunapassager skal ses i nær sammenhæng med planlægning af den nødvendige hegning langs et trafikanlæg. Dyr, som vil krydse en vej eller en jernbane, og som møder et hegn, følger det, til det bliver muligt at forcere det, eller til hegnet ophører. Et hegn leder derfor effektivt mod en faunapassage, men også den modsatte vej, væk fra passagen, med fare for at dyrene krydser trafikanlægget, hvor hegnet slutter. Det er derfor vigtigt at hegn gøres lange nok, og at de så vidt muligt ender i det åbne land, hvor der er godt udsyn for både dyr og trafikanter. 36

Vildthegn Hegn på kun den ene side af en stærkt trafikeret vej, hvor dyrene lukkes inde på vejområdet, kan skabe farlige situationer og bør undgås, se i øvrigt omtalen af vildtspring i afsnit 5.7 om hegning. 4.8 Andre virkemidler Som alternativ og supplement til hegning mv. har der været gjort forsøg med forskellige andre virkemidler til regulering af dyrenes færden og advarsel til trafikanterne. Det drejer sig blandt andet om opstilling af vildtspejle, anvendelse af detektorer til elektronisk registrering og styring af advarselssignaler, og udlægning af duftstoffer (fx urin fra rovdyr). Generelt har sådanne midler vist sig kun at have begrænset effekt og kun i korte perioder, da dyrene har en evne til at vænne sig til forholdene. 4.9 Niveau Faunabroer og -tunneler bør så vidt muligt placeres i niveau med det omgivende terræn, som tunnel eller rør hvor det trafikanlæg som krydses ligger i påfyldning, og som bro hvor det ligger i en ikke for lille afgravning. Derved opretholdes en så naturlig forbindelse som muligt imellem habitaterne på de to sider af vejen, og de tragtformede indgange gør passage indbydende for dyrene. 37

Dalbro 4.10 Menneskelige forstyrrelser Desuden bør forholdet til menneskelige forstyrrelser overvejes grundigt, inden der tages stilling til etablering af en faunapassage. Det kan være vanskeligt, og i nogle tilfælde umuligt, at anlægge fælles passager for dyr og mennesker, og samtidig leve op til dyrenes krav om uforstyrrethed, og dermed en tilfredsstillende funktion som faunapassage. Menneskelig forstyrrelse, motorstøj, medbragte hunde etc. virker meget negativt på visse arter, specielt hvor den menneskelige aktivitet er stor. Til gengæld vil en mere moderat aktivitet, fx i forbindelse med landbrugsdrift, ofte kunne forenes med dyrenes benyttelse af en passage. Hertil kommer at mennesker og dyr ofte benytter en passage på forskellige tidspunkter, mennesker om dagen og dyr om natten. Trods lugten af menneske, som stadig vil kunne opfattes af dyrene, vil dette i mange tilfælde muliggøre en kombineret brug af passagen. Desuden vil visse dyr, som lever i bynære områder, være vant til menneskers tilstedeværelse og lugt. Af disse årsager vil det være naturligt at benytte forskellige vurderingskriterier i bynære områder, i landbrugsområder og i særligt følsomme områder med sårbare arter. I visse tilfælde vil det i øvrigt af økonomiske årsager være anlæg af en kombineret fauna- og menneskepassage, der overhovedet gør det muligt at skabe en passage for faunaen. At få kombinerede passager til at fungere optimalt stiller imidlertid meget store og oftest urealistiske krav specielt til bredden. 38

Bred passage, egnet til fælles brug Ved anlæg af en fælles passage bør bredden så vidt muligt tilgodese begge funktioner, og først og fremmest skal der tages hensyn til faunaens krav. Menneskenes stier og dyrenes ledelinier hen imod passagen bør skilles ad, og det samme gælder udformningen af selve passagen. Det bør overvejes at etablere afskærmning i form af beplantning, hegn eller jordvold. Hvor kombineret brug af passager ikke er ønskelig, bør det overvejes at gøre opmærksom på det ved skiltning. Også kampagner i form af meddelelser i lokalblade etc. kan være nyttige i denne forbindelse. Også støjen fra det trafikanlæg, passagen krydser, og lysglimt fra bilers lygter kan virke stærkt begrænsende på dyrs tilskyndelse til at benytte en passage. Faunapassager bør derfor så vidt muligt placeres, udformes og afskærmes, så disse gener undgås. 4.11 Uønskede effekter Etablering af faunapassager kan medføre en række uønskede effekter. Sådanne effekter er ofte uundgåelige, men bør i muligt omfang søges forhindret. Vigtigst at undgå er en utilsigtet spredning af skadelige arter, først og fremmest rotter og mink. Dette hensyn gør sig selvfølgelig især gældende i forbindelse med nye passager på tværs af eksisterende trafikanlæg. Desuden kan ikke blot mennesker, men også andre dyr, virke forstyrrende på den planlagte brug af en faunapassage. Dyr, som er hinanden fjender, vil kun sjældent benytte den samme faunapassage, og lugten af et rovdyr vil i visse tilfælde helt forhindre at dets byttedyr nærmer sig stedet. 39

Under planlægningen af faunapassager for en eller flere bestemte arter bør andres arters tilstedeværelse og spredningsveje i området derfor også overvejes nøje. 4.12 Øvrige hensyn Under planlægningen og den detaljerede udformning af faunapassager skal der tages en lang række andre hensyn. Det kan dreje sig om juridiske, topografiske, geotekniske, geometriske, økonomiske og mange andre forhold, som ikke skal behandles her, men om hvilke der må henvises til andre vejledninger og håndbøger. Specielt kan nævnes, at de gældende arbejdsmiljøregler bør inddrages i overvejelserne om den fremtidige drift og vedligehold, når især faunaunderføringer planlægges og udformes. 40