Jesper Clemmensen Flugtrute ØstersØen Historien om den usynlige mur mellem DDr og Danmark under den kolde krig GYlDenDAl
prolog Mellem 1961 og 1989 forsøgte mere end 6000 østtyskere at flygte over Østersøen, ud af DDR. I mange tilfælde blev Danmarks sydligste kyster eller mandskabet på danske skibe deres redning. Flugten lykkedes kun for et fåtal, færre end 1000 undslap nabolandet mod syd tusinder endte i fængsel, og mindst 164 voksne og børn druknede. De sidste blot få måneder før Murens fald. Østersøen kostede dermed flere mennesker livet end den forhadte og berømte betonafspærring ned gennem Berlin. Denne bog er en dokumentarisk fortælling om den, i mere end én forstand, usynlige mur mellem DDR og Danmark.
Frank 23. september 1974. stranden ved den østtyske badeby Graal-müritz Luften er kølig, men står i det mindste stille. De høje fyrretræer svajer kun let i den svage vind, der lader bunden af den mørke horisont forvandle sig til et stykke endeløst, skinnende linoleum. Det er en venlig efterårsaften i den blå time, langs kysten ved Østersøen. Med sommerens mange turister tilbage i produktionsfællesskaberne, statsforvaltningerne og på partikontorerne er der ikke rigtigt nogen, der kan forpurre planen. Forholdene er så optimale, som det nu er muligt på det her sted og Frank Engelhardt er godt forberedt. Den 25-årige, mørkhårede og tætbyggede elektriker har været en flittig gæst i svømmehallen de seneste år, og for knap en måned siden købte og afprøvede han de sidste ting på familiens ferie ved en badesø nordvest for Berlin: Snorkel, dykkermaske og svømmefødder. Frank har efterladt sin motorcykel foran badebyens marked og er gået langt ind i den tætte skov. Nu står han klar i sin våddragt, med et vandtæt kompas snøret fast om det ene håndled. I en plasticpose inde under dragten har han gemt sine personlige papirer og fotos af familien. Når han kommer ud af skoven, skal han krydse et lavt dige med trampestier i marehalmen, og lidt længere fremme ligger et smalt stykke sand, der løber ud i det hav, som denne aften kan virke lige så indbydende som overvældende. I horisonten, 38 kilometer væk, ligger Danmarks sydligste punkt. Men allerede godt halvvejs kan han nå et andet stykke Danmark: Fyrskibet»Gedser Rev«. Det er over 12 timer siden han forlod lejligheden i Halle-Neustadt ved Leipzig. Et halvt døgn siden han tog sit livs måske sværeste beslutning. Franks treårige datter Bettina og hans kone Brigitte sov, da 13
han satte sig op på sin lille motorcykel for endegyldigt at lægge DDR bag sig. Han er kørt mere end 370 kilometer over gamle betonveje og slidt brolægning. Bagagen er fuld af bitre erfaringer, men også pakket med en drøm, der stadig er intakt. Frank ved, at chancen for at undslippe indespærringen i DDR er større her end alle andre steder i den selvudråbte arbejder- og bondestat. Flugt over muren i Berlin er så godt som et umuligt projekt. Det samme gælder resten af den 1400 kilometer lange tysk-tyske grænse. En dødszone, hvor al færdsel i et fem kilometer bredt bælte op til grænsen kræver særlig tilladelse. Hegnet ind af beton og vagttårne udgør miner, pigtråd og soldater med maskinpistoler det yderste værn mod statens egne borgere. Verdens dyreste og mest velbevogtede grænsestrækning er designet med omvendt motiv: Afspærringen skal først og fremmest holde folk inde. Det er en politisk vedtaget nødvendighed, at republikkens borgere ikke skal have adgang til Vesten. Og risikoen ved et forsøg på at bryde gennem grænsen, og dermed forbryde sig mod loven, kender Frank alt for godt. Han ved, at vandvejen er en bedre mulighed. Her kan det nemmere lade sig gøre at komme helt tæt på grænsen. Østersøkysten er et åndehul for borgerne i Den Tyske Demokratiske Republik, DDR. Langs kystlinjen, der strækker sig over 340 kilometer, tilbringer en stor del af både spidser og arbejdere i den socialistiske stat deres sommerferie. Flere havnebyer huser hundredetusinder af mennesker, en hel fiskeindustri arbejder herfra, og det fine sand og rene saltvand kommer hver eneste sommer den arbejdende befolkning til gode. Det ville være for problematisk helt at spærre adgangen til kysten, ligesom man har gjort det med grænseområdet, der støder op til Forbundsrepublikken Vesttyskland vestpå. Her tvangsforflyttede man uden videre de 11.000 borgere, der boede spredt langs grænsen, da bevogtningen skulle cementeres. Det lader sig ikke gøre her langs kystgrænsen op mod det, der i den officielle DDR-jargon hedder»det kapitalistiske udland«. Men det betyder langtfra, at flugt gennem kystgrænsen, over Østersøen, er en overkommelig aktion. Langtfra. Op mod 100 østtyskere har på dette tidspunkt mistet livet ved at gøre forsøget på denne rute. 14
Helt mod vest, hvor der på det korteste stræk er få hundrede meter over vandet mellem Mecklenburg i DDR og vesttyske Holstein, vrimler det med grænsesoldater fra den 6. Grænsebrigade Grenzbrigade Küste og militært isenkram af sovjetisk fabrikat. På den østtyske side knejser vagttårne med kraftige projektører mellem træerne, og pigtråd ses overalt. Desuden er det tæt på umuligt overhovedet at komme helt ud til vandet, hvor gråblå vagtskibe med bevæbnet mandskab er en fast del af udsigten. Bevæger man sig lidt længere østover, ligger den vesttyske ø Femern 15 kilometer væk fra den østtyske kyst. Men bevogtningen er stadig massiv. Herfra bliver der længere og længere mellem socialistisk og kapitalistisk grund. Den danske kyst på Sydlolland og Falster er nu de mulige, men noget fjernere mål for flugt. Fra området, hvor Rostock er hovedbyen, er der omkring 46 kilometer mellem DDR og Danmarks kyst. Frank Engelhardt gemmer sig i skoven ved vandet, et godt stykke øst for Rostock. Endnu tættere på Gedser og kun 23 kilometer fra det opankrede danske fyrskib»gedser Rev«. Men en ulempe følger med: 5. Grænsekompagni i Graal-Müritz kender så udmærket til fyrskibet. Videre østpå, på halvøen Darss, måles den korteste afstand mellem kysterne i DDR og Danmark. Fra den velbesøgte, brede sandstrand i den gamle kunstnerkoloni Ahrenshoop skal man tilbagelægge 35 kilometer over Østersøen for at nå Gedser. Også et oplagt udgangspunkt for flugt uden for sæsonen. Men halvøen er flere steder meget smal og præget af store åbne engområder, hvor der er langt mellem skjulesteder og kort mellem indbyggere med partibogen i orden. Her gælder andre metoder, hvis man vil flygte. Også det ved Frank. Det er ikke første gang, han forsøger flugt. Endnu længere oppe ad kysten mod øst, ved Hiddensee, er adgangen besværet af naturen med sine indsøer og ø-landskab. Herfra er Falsters kyst ikke længere en åbenlys mulighed, det er i stedet den hvide plet, man på en klar dag kan skimte i bunden af horisonten: Møns Klint. Så er friheden til gengæld også rykket 60 kilometer væk. Længst ovre mod øst, fra det nordlige Rügen eller øen Usedom, er Bornholm eller måske endda Sverige det naturlige mål. Men så 15
venter der som minimum 100 kilometer i bølgerne, før der er udsigt til friheden. Det kræver meget mere end svømmeudstyr. Knap 1000 mand i grågrønne uniformer udgør den konstante bemanding i Grenzbrigade Küste. Soldaterne patruljerer på veje, stier og på strandene, hvor badegæster er forment adgang efter mørkets frembrud. Standardudrustning er en skarpladt AK-47 over skulderen eller en 9-millimeter i bæltet. Store lyskastere placeret på ladet af brede lastvogne kan udfylde hullerne mellem vagttårnene med de stationære projektører. De kraftige og mandshøje lamper, der kastede deres tykke stråler op på bombeflyene under 2. Verdenskrig, kan oplyse selv små objekter mere end fem kilometer ude på Østersøen. Og lyskasterne bliver brugt hver aften som en præventiv foranstaltning mod borgere med forkerte ideer. Man lader de brede lyskegler feje rundt på vandoverfladen, når mørket er faldet på. Til gengæld er der ikke altid mandskab i de 11 meter høje udkigstårne, der overalt rager op mellem træerne og har udkig ud over digerne. Det ved borgerne bare ikke. Men de bliver mindet om, at oddsene for en vellykket flugt er lave her som på enhver anden grænsenær kvadratmeter i DDR. Og så er der de vogtere, flygtningene ikke kan se, men som kan spotte flygtninge på lang afstand. Den uniformerede del af grænsebevogtningen får assistance fra 250 frivillige og civile hjælpere, der består af fastboende og partitro indbyggere ved vandet. De er borgmestre, fiskere eller bestyrere af campingpladserne. Og de har svoret en ed:»mine handlinger sker ud fra høje idealer om humanisme og medmenneskelighed. Jeg forpligter mig fuldstændigt og i højeste parathed til at udføre de opgaver, som er mig givet af arbejder- og bondestaten. Derudover forpligter jeg mig til at udføre mit arbejde under overholdelse af den strengest mulige tavshed.«når en Trabant med lidt for tung oppakning triller rundt i badebyen i oktober, så løfter den frivillige grænsehjælper røret. Aflønningen kan bestå af en delikatessekurv en tak for det loyale arbejde, der afslørede det, som staten kalder»grænsekrænkere«. Ude på Østersøen er 800 østtyske mænd»kampklare på søsiden«. Fordelt på en flåde af 34 skibe skal de forhindre»illegal udrejse«. Med maskinpistoler, radar og moderne udstyr til at opfange lyde under vand er den sejlende del af kystbevogtningen godt udrustet til at 16
stoppe de såkaldte»angreb på grænsen«, der måtte komme indefra. Dertil kommer en armada af sovjetiske krigsskibe, der cirkler rundt i østtysk farvand klar til 3. Verdenskrigs komme. Fra luften hjælper to store sovjetiske Mi 4-helikoptere den østtyske grænsebevogtning. Undgår en heldig eller godt forberedt flygtning alt det, er faren stadig ikke ovre. Østersøen er en af Østblokkens vandveje ud i verden, og en tæt trafik af skibe under sovjetisk hammer og segl, polsk eller østtysk flag fylder farvandet. Der er konstant en risiko eller chance for at blive»tvangsreddet«, som det officielt hedder, når en flugt over Østersøen ikke ender i Vesten. Og så er der naturen: Østersøen er et stort hav med kyster i seks lande fra Danmark til Sovjetunionen. Vandtemperaturen er det meste af året i den uvenlige ende, og den lave koncentration af salt gør vandet så let, at store bølger rejser sig på ingen tid, når vinden frisker op. DDR s leder kalder Østersøen for»fredens Hav«. Det er lykkedes Frank at komme uset til området helt nede ved stranden. Han har klædt om uden at larme for meget, og han har studeret Grænsesoldater og overvågningsudstyr på både land og vand skal forhindre DDR-borgere i at flygte over Østersøen. 17
grænsesoldaternes rutiner. Ventet på mørket. Klokken 20.53 er det rette øjeblik kommet. Tror Frank. For 150 meter nede ad stranden ser en soldat fra 5. Grænsekompagni en skikkelse løbe ud i vandet og svømme nordpå. Soldaten kan ikke selv nå at pågribe manden, men slår straks storalarm. Der er angreb på grænsen. Kort efter er området spærret af, og fire massive lyskastere langs kysten bliver tændt. Mens de brede lyskegler afsøger havet, ankommer soldaterne fra Alarmgruppen, der lidt senere får støtte af patruljer med sporhunde. To vagtskibe i høj fart har kurs mod gerningsstedet, og langs det meste af kysten bliver grænsekompagnierne sat i alarmberedskab. Jagten er sat ind. Frank Engelhardt svømmer for livet. 18