Tove Svejgaard (red.) Sidste kapitel Psykologi og pædagogik i ældreplejen Frydenlund

Sidste kapitel

Tove Svejgaard (red.) Sidste kapitel Psykologi og pædagogik i ældreplejen Frydenlund

Sidste kapitel Psykologi og pædagogik i ældreplejen 1. udgave, 1. oplag, 2003 Forfatteren og Frydenlund grafisk ISBN 978-87-7887-609-6 Grafisk tilrettelæggelse: Klaus Frederiksen og Jacob Friis Grafisk produktion: DELOtiskarna, Slovenien Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Fotos: Omslag: Kirsten Klein s. 10: Niels Åge Skovbo s. 24: Mats Widén, Scanpix s. 44: Niels Åge Skovbo s. 58: Heidi Maxmiling, BAM s. 72: Sonja Iskov s. 102: Sonja Iskov s. 118: privatfoto, Tove Svejgaard s. 134: Sonja Iskov s. 150: Niels Åge Skovbo s. 164: Niels Åge Skovbo s. 178: Niels Åge Skovbo s. 188: Michael Mottlau, Polfoto Frydenlund grafisk Hyskenstræde 10 DK-1207 København K Tlf. 3393 2212 fax 3393 2412 frydenlund@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Indhold Forord 7 I. Ældre i udvikling individuelt og socialt 9 Johan Fjord Jensen: Livsalderpsykologien 11 Dominique Bouchet: Alderdommen i socialpsykologisk perspektiv 25 II. Forandringer i alderdommen 43 Anita Barfod: Alderdommens tab 45 Bo Møhl: Ældre og seksualitet 59 Tove Svejgaard: Psykiske lidelser hos gamle 73

III. Pleje og omsorg som profession 101 Jørgen Bruun Pedersen: Pædagogik i ældreplejen 103 Birgitte Ravn Olesen: Jeg burde være mere interesseret om at yde omsorg i sit arbejde 119 Mimi Yung Mehlsen og Rikke Brix Nielsen: Etiske problemstillinger i omsorgsarbejdet med ældre 135 Marion Thorning og Marianne Dela Widenmann: Din indsats to vindere! 151 IV. Livshjælp til døende 163 Ingeborg Ilkjær: At være tæt på døden 165 Axel Engberg Pallesen: Livsafslutningen 177 Bent Falk: Sidste kapitel 189 Litteratur 204 Stikord 207

FORORD Forord Sidste kapitel er skrevet med særligt henblik på undervisningen i pædagogik og psykologi på social- og sundhedsuddannelserne og dækker i sin helhed indholdskravene i bekendtgørelsen for uddannelserne til både social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent. Bogen er endvidere velegnet til brug for andre grupper, der arbejder professionelt med gamle mennesker, for eksempel ved sygeplejerskeuddannelsen samt ergo- og fysioterapeutuddannelserne. Bogen er tematisk inddelt i fire hovedafsnit og er skrevet af tolv forfattere med vidt forskellig baggrund. Idet hver forfatter skriver ud fra sin egen faglige tilgang, redegøres der bredt for væsentlige teoretiske og praktiske forhold i forbindelse med aldringsprocessen. De første kapitler, som udgør den teoretiske baggrund for de øvrige, omhandler personlighedspsykologiske og socialpsykologiske teorier om alderdommen. Dernæst følger en redegørelse for de forandringer, alderdommen fører med sig, herunder de mest almindelige psykiske lidelser. I tredje del lægges vægten på den professionelle omsorg, ældrepædagogik, menneskelige relationer, kommunikation og konfliktløsning. Det sidste tema fokuserer på livets afslutning; den ses ikke isoleret, men som en integreret del af det levede liv. Teksterne her giver en indsigt i den døendes tanker og følelser, som kan være til stor hjælp i den professionelles kontakt og samvær med mennesker, der snart skal dø. I bogen behandles de problemstillinger, personalet i ældreplejen bliver konfronteret med, og betydningen af medarbejdernes normer og holdninger klargøres. I flere af bogens tekster ses det enkelte menneskes forståelse af sammenhængen i og meningen med livets faser som resultatet af personens 7

SIDSTE KAPITEL kontinuerlige fortælling om sit liv. Alderdommen er det sidste kapitel i livsfortællingen heraf bogens titel. Pointen i denne forståelse af alderdom er, at den professionelle ikke kan bygge sit møde med den enkelte gamle alene på en teoretisk og statistisk forståelse af alderdom, men skal møde den gamle som et unikt menneske, hvis situation må forstås på baggrund af den helhed, som det sidste kapitel indgår i. Det drejer sig både om den individuelle sammenhæng i den enkeltes livsfortælling og den kulturelle og historiske kontekst, hvor mennesker deler fælles fortællinger. De mange cases i bogen tjener som praktiske eksempler og er tænkt som inspiration til faglige diskussioner. Tak til overlæge Nils Christian Gulmann for engageret og konstruktiv kritik af kapitlet om psykiske lidelser i alderdommen. Tove Svejgaard, maj 2003 8

Del I Ældre i udvikling individuelt og socialt

10 DEL I ÆLDRE I UDVIKLING INDIVIDUELT OG SOCIALT

LIVSALDERPSYKOLOGIEN Johan Fjord Jensen Livsalderpsykologien Livsforlængelsen Undersøgelser af skeletter har vist, at i helt gamle dage døde de fleste mennesker i en ung alder. I fortidens jægersamfund var den gennemsnitlige levetid således kun 18 år. 25% nåede at blive 30 år og kun 5% at blive 40 år. Resten døde af sygdomme, ulykker, drab eller dårlig ernæring. Næsten ingen nåede at blive gamle. Efterhånden er det gået sådan, at folk bliver ældre og ældre. I det gamle Grækenland var den gennemsnitlige levetid 20 år. I Rom var den blevet til 22 år, i middelalderens England til 33 år. I USA var den i 1900 vokset til 47 år, og derefter er det gået stærkt. I 1915 var den blevet til 55 år, i 1930 til 60 år og i 1950 til 68 år. I løbet af den første halvdel af det 20. århundrede er den gennemsnitlige levealder altså blevet forlænget med mere end 20 år. I 1901 udgjorde de, der var over 60 år, 1/10 af befolkningen. I 1986 var det ændret til, at 1/5 var det. Tal fra Danmarks Statistik fra 2001 viser, at danske mænd nu gennemsnitligt bliver 74,5 år, mens kvinderne lever længere med 79,2 år. Endvidere har halvdelen af de piger, som fødes i Danmark i dag, udsigt til at blive 100 år. Det er klart, at det får gennemgribende konsekvenser for alle i samfundet, ikke bare for de gamle, at mennesker i helt moderne tid lever længere og længere. Hvis man som 40-årig kun kan regne med at leve endnu ca. 10 år, så tager livet sig anderledes ud, end hvis man som i dag befinder sig i sin bedste alder og har udsigt til at leve omkring 40 år endnu. I det første tilfælde kan man overskue sit liv man kan da blot leve det til ende i den familie og med det arbejde, man i sin ungdom 11

DEL I ÆLDRE I UDVIKLING INDIVIDUELT OG SOCIALT valgte eller blev sat til. I det sidste tilfælde er man endnu midt i livet alt er ikke afgjort af, hvad man foretog sig i den tidlige del af sin tilværelse. At skiftet fra det at leve kort tid til det at leve lang tid, må få konsekvenser for den del af psykologien, der beskæftiger sig med menneskets udvikling, er indlysende. Da udviklingspsykologien opstod i slutningen af det 19. århundrede, var den da også helt indrettet på, at den gennemsnitlige levealder kun var et halvt hundrede år. Menneskets udvikling fandt den gang sted i barndommen og ungdommen frem til det tidspunkt, hvor det havde stiftet bo i det ægteskab, der varede ved indtil døden jer skiller. Den alder var det, man beskrev i den oprindelige udviklingspsykologi. Det gjaldt den tradition, Sigmund Freud indledte, og som mest interesserede sig for de seksuelle prægninger under barnets tidlige udvikling. Og det gjaldt den tradition, Jean Piaget på tilsvarende vis indledte, og som især beskrev væksten af barnets og den unges intellektuelle (kognitive) evner. Udvikling var reelt et trampolinspring op i højden. Hvad der skete deroppe og under faldet tilbage mod intetheden, interesserede man sig ikke for. Efter Anden Verdenskrig skete der imidlertid en forandring i udviklingspsykologien. Befolkningens forældelse var, som det blev sagt, Mount Everest blandt de aktuelle sociale problemer. Efterhånden blev der så mange gamle mennesker, at alene deres pleje rejste problemer. Det førte til studier over, hvorfor nogle udvikler sig på en mere livskraftig måde end andre. I slutningen af 60 erne begyndte man også at interessere sig for, hvordan voksne mennesker midt i livet udvikler sig. Man havde hidtil forudsat, at en sådan udvikling ikke fandt sted. Det viste sig imidlertid nu, at der skete en hel bunke ting med de midaldrende voksne de havde blandt andet deres midtlivskrise. Det blev også klart, at uddannelser kunne blive forældede, og at voksne mennesker derfor måtte indgå i efteruddannelser. Deres tilværelse kom mere og mere til at ligne den, deres børn og de unge levede. Efterhånden som den erkendelse trængte frem, ændrede udviklingspsykologien karakter. Nok udvikler de voksne og måske også de gamle sig på en måde, man tidligere troede kun gjaldt børnene og de unge. Men deres vækst sker selvfølgelig ikke i et tomrum: Hvad de udvikler sig til, hænger sammen med, hvad de har udviklet sig af alt det, der er sket med dem i deres barndom og ungdom. Udviklingspsykologien bliver til 12

LIVSALDERPSYKOLOGIEN en psykologi om menneskets udvikling hele livet igennem. Den bliver til det, man i USA har kaldt life-span psychology, og som vi i Danmark kan kalde livsalderpsykologi. Livsalderpsykologien Med udviklingspsykologiens forvandling til livsalderpsykologi sker et af de afgørende skred i moderne psykologi. Men skreddet finder selvfølgelig sted i flere retninger. I en af retningerne, som især har dannet sig i USA, forstås det voksne liv i forhold til, hvad man har kaldt de kritiske livsbegivenheder. De voksne befinder sig i udvikling, klart nok. Men den forløber ikke i bestemte faser, sådan som børnenes gjorde det. Og den går i forskellige retninger, alt efter hvilke begivenheder de kommer ud for, og hvornår de indtræder. I en anden retning, som er blevet kaldt den organiske, sker også den voksne udvikling i faser og i biologiske mønstre, sådan som udviklingen i barndommen gør det. Det er den tradition, vi især skal beskæftige os med her. Den opstod i Europa allerede efter Første Verdenskrig. Det skete dels i Zürich, hvor Carl Gustav Jung skabte det, der er blevet kaldt den analytiske psykologi, og dels i Wien, hvor Charlotte Bühler omkring 1930 kortlagde kendte og ukendte menneskers samlede livsudvikling. Men hverken Jungs psykologi eller Bühlers livsalderstudier blev dengang opfattet som en del af udviklingspsykologien. Det blev de først efter Anden Verdenskrig, da der i USA dannede sig en hel tradition for studiet af den samlede livsudvikling. Til den tradition hører Erik H. Erikson, der selv begyndte som børnepsykolog. Samtidig med at han beskrev, hvordan børn udvikler sig, strakte han væksten ud til hele livsforløbet. Det gjorde han ved at se den i forhold til otte kriser, hvori først barnet og derefter den unge, den voksne og den gamle møder typiske og uundgåelige konflikter i livet. Bearbejdelsen af dem kan føre til udviklingen af de otte fundamentale dyder: håb, vilje, målbevidsthed, kompetence, trofasthed, kærlighed, omsorg og (som den sidste i alderdommen) visdom. Vi skal siden vende tilbage til, hvordan den bearbejdelse sker. En anden af den amerikanske livsalderpsykologis mange skikkelser 13

DEL I ÆLDRE I UDVIKLING INDIVIDUELT OG SOCIALT var socialpsykologen Daniel J. Levinson. Han og fire kolleger gennemførte over en 10-årig periode en stor undersøgelse af voksne mænds udvikling. Det viste sig, at mænd gang på gang omfortolker deres liv. Ingen fortolkning holder længere end syv år i voksenalderen, men fortolkningerne foregår ikke på samme måde. I nogle tilfælde ændrer manden dem ved blot at justere de gamle livsmål. En sådan form for ændring kalder Levinson for strukturdannelse. I andre tilfælde sker ændringen ved, at manden helt udskifter de gamle livsmål. Den form kalder han for strukturskift. De sidste er ikke nødvendigvis de mest krisefyldte; de er ikke desto mindre de afgørende, for det er igennem dem, overgangen fra livsalder til livsalder finder sted. Sen-voksendom Sen-voksendomsovergang Den midterste voksendoms kulmination 50-års-overgang Indtræden i den midterste voksendom } MIDT-VOKSENDOM MIDTLIVSOVERGANG Etablering 30-års-overgang Indtræden i den voksne verden } TIDLIG-VOKSENDOM TIDLIG-VOKSENDOMSOVERGANG Barndom og adolescens Udviklingsperioder i tidlig- og midt-voksendom. 14

LIVSALDERPSYKOLOGIEN Som Levinson har anskueliggjort i denne trappemodel (side 14), danner den voksne mands udvikling ved det skiftende forløb mellem strukturdannelse og strukturskift en karakteristisk udviklingsform. I modellen beskriver Levinson desuden de forskellige trin i den voksne udvikling. Nogle af trinnene bygger ovenpå hinanden det er strukturforandringerne, hvor fortolkningerne justeres. Andre af trinnene er brede det er strukturskiftene, hvor gamle fortolkninger omtolkes til helt nye. Det første af disse skift er tidlig-voksendomsovergangen, der indtræder, efter at den unge er flyttet hjemmefra. Igennem det skift forbereder han sig til voksenalderen, dens erotiske forhold og dens arbejdsopgaver. Det sker i 20-årsalderen i foreløbige fremstød, omkring selve 30-året i forskrækkelse over, at fremstødene måske er bindende, og i den følgende 30-årsalder med den egentlige etablering i familie og karriere. Her kulminerer den første del af voksenalderen, men således at der gradvist udvikler sig en modsætning mellem, hvad manden drømte om at være, og hvad han er blevet til. I midtlivsovergangen, der for de fleste sker i alderen fra 40 til 45 år, bryder den modsætning igennem og fører typisk til en omfortolkning af hele livsprojektet. Herefter følger udviklingen i 40-års- og 50-årsalderen samme rytme som den første søjle. I alderen fra 60 til 65 år sker i senvoksendomsovergangen det næste skift til alderdommen, som jo ofte indtræder i forbindelse med pensioneringen. Overgange i voksendommen Det er sådanne overgange, livsalderpsykologien beskriver. Den forestiller sig, at ikke blot den oprindelige udvikling i barndommen og ungdommen, men også den efterfølgende i de voksne og ældre år, forløber i faste mønstre ved opstigning fra trin til trin. Man har således hævdet, at den voksne udvikling især sker i to overgange. Den første af de voksne overgange kan man med Levinson kalde for midtlivsovergangen, der kan ses som led i en mere omfattende livsvending. Det sidste begreb stammer fra Jungs psykologi og betegner hos ham overgangen fra første til anden del af livet. Ifølge den analytiske psykologi er tilværelsen i første halvdel af livet i overvejende grad målrettet efter, at det unge menneske skal komme tilrette med sin sociale 15