På TV viste man for år tilbage en serie, der hed Arvingerne. Den var så populær, at man nu er i gang med at producere den tredje sæson af dramaet. Det var en fængende historie, der handlede om en arvesag, der gik helt galt. Serien satte mange tanker i gang hos seerne. Mange begyndte at overveje, hvilken arv, det var, de gav videre til deres efterkommere. Advokater med speciale i arveforhold har derfor haft kronede dage, siden serien første gang blev vist. Folk har strømmet til for at få skrevet testamente, så noget lignende ikke skal ske i deres familie. Man får skrevet op nøjagtig, hvad man vil give til hvem, i håbet om at der ikke vil være nogen der kommer til at føle sig snydt. Sådan har man tit forsøgt at forberede sig godt, så der ikke skulle opstå konflikter. Man har prøvet at dele sol og vind lige, allerede inden arven skulle fordeles. Alligevel kan det gå galt, så nogen føler sig forfordelt. For tit er det noget helt andet end penge og ting, det handler om. Når arvingerne går meget op i, hvem der får mågestellet og mahognibordet, kan 1
det være fordi de mener, at de ikke har fået nok opmærksomhed og kærlighed i løbet af livet. Og er der ikke blevet rettet op på det, før den, der skulle have vist kærlighed, dør, hjælper et testamente ikke det store. Det er ikke ting, man mangler, men noget andet. Derfor er dét, der står stærkest i erindringen hos dem, man efterlader, ikke de ting, de fik. Når man tænker på sine afdøde forældre, er der nok ingen, der som det første tænker, at de er glade for at have fået arvesølvet eller mågestellet. Det, man husker i det lange løb, er de ord, personen sagde, de blikke, man fik, det gode, man fik, såvel som de ord, der aldrig blev sagt, og det dårlige, der blev gjort mod en. Hvor lykkeligt ville det ikke være, hvis det sidste, man fik sagt, var et kærligt ord, og det sidste man fik gjort, var en kærlig gestus, et smil, en omfavnelse, et mildt blik. Tænk, hvis det var det, der stod som det vigtigste, man havde givet videre til dem, der holder 2
af en. Det ville blive en anden slags testamente, ikke på skrift, men i ord og handling. Da Jesus opretter sit testamente, bliver der ikke skrevet en linje. Det, han har at give videre til dem, han har elsket, og som har elsket ham, kan ikke forklares fyldestgørende med ord. Det, de arver, er ikke noget skriftligt, selv om det senere blev forsøgt nedskrevet i al sin fylde i det, der netop er kaldt det nye testamente. Det, de arver, er ord og handlinger, der griber ind i menneskers liv. Og netop sådan opretter han sit testamente den sidste aften, han lever; i ord og handlinger, der ikke er til at misforstå. Han samler de mennesker, han elsker, til et måltid. Det sidste, de skal sammen, er at spise, og ved det fælles måltid sker to ting, som hver på deres måde tydeligt og uforglemmeligt viser, hvad det er, han vil give videre til dem, han skal skilles fra. Hvad det er, de skal arve. Det er meget simpelt. Fordelingen af arven er sådan, at de skal have det hele. De skal have ham selv og alt, 3
hvad han har med. Det er det, han viser dem, når han rækker dem brødet og vinen og siger, at det er ham selv, de får. Og når han lægger sig på knæ og vasker deres fødder og siger, at de er rene, giver han dem alt det, han er kommet med: Kærlighed og tilgivelse. Samme aften forråder en af dem ham, og alle svigter de ham, og det ved han vil ske. Alligevel giver han dem tilgivelsen på forhånd. Der er mange måder at vise tilgivelse på. Man behøver ikke sige det med ord: Du er tilgivet. Hvis vi har forbrudt os over for nogen, behøver de ikke direkte sige til os, at vi er tilgivet. Et blik eller et kærtegn, et tilbud om hjælp eller om at komme ind i et fællesskab igen kan være det, der får os til at forstå, at vi igen bliver regnet med, at vi får en ny chance, at tilliden er genoprettet, at vi er tilgivet. Disciplene har svært ved at forstå, hvorfor Jesus vil vaske deres fødder. Der er noget ydmygende og 4
nedværdigende ved at vaske andres fødder. Det var som regel slaven, man satte til den opgave. Fodvaskningen er et billede på, at vi bliver renset. At skidtet bliver vasket af os. Men der er noget skidt, som vi ikke selv kan vaske af. Det skidt, som består i vores skyld, kan vi ikke selv vaske af. Pilatus vaskede sine hænder som et symbol på, at han nu ikke kunne tilregnes nogen skyld, men den skyld kunne han ikke selv vaske sig ren for. Det kan vi heller ikke. Vi har brug for tilgivelse fra andre for det, vi har gjort mod dem. Og vi har brug for Guds tilgivelse for det, vi har gjort mod ham og andre. Vi klarer ikke selv at gøre os skyldfrie. Lige i situationen forstod disciplene ikke, hvad det var, Jesus gjorde. Men når de har set tilbage på det har det været tydeligt, at det, Jesus gav dem, var tilgivelse. Selv om det, de senere gjorde, vel egentlig var utilgiveligt. De forrådte ham og svigtede ham. Det vidste han, at de ville gøre, og alligevel ville han vaske skylden af dem. 5
Arven, som de fik den aften, var det hele. De fik del i hans krop og hans blod, så han altid ville være hos dem, når de samledes. Og de fik hans kærlighed og tilgivelse. Og alt det han gav, er gået videre i arv til os. Man kan spørge sig selv, om vi virkelig har fortjent den arv. Vi har jo ikke rigtig gjort noget for at få den? På den anden side har vi så heller ikke klokket så eftertrykkeligt i den, som Judas og de andre disciple gjorde efter skærtorsdag, da de svigtede Jesus. Men hvis det havde været os, der havde stået der, havde vi nok ikke klaret os stort bedre. Når det virkelig gælder, kan vi så nemt komme til at vælge den nemme løsning, hvor vi svigter den, der har brug for os. Det er sket så mange gange i forhold til de mennesker, som vi har fået til låns af Gud til at leve vores liv sammen med. Hvilken kærlighed kan dække over den mangfoldighed af synder, vi begår? Ikke vores egen kærlighed, i hvert fald. Men det kan den kærlighed, der er gået i arv til os. 6
Den arv, Jesus giver videre, er en arv, der gør os frie til at leve det menneskeliv, vi har at leve. Vi kan ikke undgå at gøre andre mennesker fortræd, og vi kan ikke selv fjerne den skyld, vi dermed pådrager os, men vi kan få den fjernet. Vi kan blive renset for det skidt, vi uvægerligt får på os, selv om vi gør vores bedste for at holde det væk. Det kan blive fjernet ved, at den, vi har forbrudt os mod, tilgiver os, og det kan blive fjernet ved den renselse, den tilgivelse, som Jesus gav videre, og som er gået i arv til os. Når vi forstår, hvor stort det er, kan vi måske endda lære af Jesu forbillede, at når han vasker vore fødder, så er det ikke fordi vi er særligt gode og elskelige mennesker. Han vaskede også fødderne på Judas, og gav ham dermed tilgivelsen. Skulle vi da ikke kunne tilgive dem, der forbryder sig mod os? Hvis ikke direkte i ord, så i et blik, en gestus, et tilbud om at komme med i fællesskabet? Det er let at tilgive de mindre overtrædelser fra dem, man elsker, men hvad med de mennesker, der gav indtryk af at være vore venner, og alligevel flygtede, fornægtede og forrådte 7
os på et tidspunkt i vore liv, hvor det virkelig gjaldt? Kan vi tilgive dem? Der bliver det rigtig svært. Tilgivelse handler om at kunne tilgive også de store og alvorlige svigt. Det er først og fremmest der, der er brug for tilgivelsen. Men måske skal vi tilgive for at befri os selv fra tyngden af vrede og forurettethed. Og fordi vi selv er blevet tilgivet af Gud. Hvis vi har noget, vi selv har brug for at få tilgivet, kan vi blive ved med at kredse om det, og denne kredsende cirkelbevægelse kan vi ikke selv bryde. Tilgivelsen skal komme til os ude fra. Får vi den fra et andet menneske, er det en gave, som et under. For det kan vi kun sige tak, fordi det genopretter et brudt fællesskab med et andet menneske. Hvor ville det være stort, om vi kunne gøre det samme for en anden. Og er det for stort for os, så må vi læne os op ad den arv, vi har fået. Guds kærlighed og tilgivelse dækker også der, hvor ingen tilgivelse og oprejsning synes mulig. 8
Når vi hører om det testamente, Jesus lavede med sine handlinger den sidste aften sammen med disciplene, hvor han gør sig til tjener for os og renser snavset af os, så står det klart for os, at når vi samles til gudstjeneste, så er det ikke for at tjene Gud, men for at høre Guds tilsagn om, at Gud vil tjene os. Amen. 9