Forholdet mellem Gud og mennesker er i krise. Det er ikke Gud, der er i krise. Det er mennesket, det er os, der er i krise. Der er afstand, hvor der skulle være nærhed og sammenhæng mellem mennesker, og mellem mennesker og Gud. Man kan sige, at mennesker, vi har så mange sære ting for. Det gode, vi vil, det gør vi ikke, men det onde, vi ikke vil, det gør vi. Vi lever uden for Paradiset, og Gud kunne med god ret have vendt os ryggen, have sagt til os: "Færdig! Nu kan I klare jer selv. Nu vil jeg ikke have noget med jer at gøre overhovedet mere." Men det gør han ikke, og han gør det ikke, fordi han er Gud. Derfor holder han fast ved sit menneske på trods. Han er med os også uden for Paradis. Man kan måske sige, at det, der præger Guds forhold til os mennesker Bibelen igennem, det er samlet i ordet miskundhed. Miskundhed er sådan et godt, gammelt kirkeord, som de fleste har glemt, hvad betyder. I hvert fald en del af det, som det er afledt af. Men vi er nogle, der godt ved, hvad ordet miskundhed betyder. Jeg mener, alle vi miskendte genier vi ved godt lidt om, hvad miskundhed er, for det er det samme, der ligger i miskundhed som i miskendt. Og det at være miskendt, det betyder jo, at man ikke er anerkendt som., at man er underkendt, og det er jo ikke spor rart at være ikke-anerkendt som geni, hvis nu man selv synes, man er det. Men det, der ligger i miskundhed, det er en ikke-anerkendelse af noget andet. Af hvad? Af, at vi er syndere. Altså, at vi ikke altid gør det, vi skal, havde jeg nær sagt. At vi bevidst, ubevidst kommer til at skade andre mennesker. Afstanden mellem Gud og mennesker - krisen så at sige - det er det, Gud underkender, det, han ikke anerkender. Eller man kunne sige, at han ser det, og i samme øjeblik, han har set det, så ser han bort fra det, og begge dele er jo godt. Det er godt at blive set, også når man gør noget forkert. Kan I huske som barn, hvis man havde gjort et eller andet forkert, den byrde, det er, at bære på det alene. Man vil helst ikke have, at ens forældre opdager det, fordi så ved man godt, at hammeren falder, men omvendt er det en lettelse, når de rent faktisk opdager det, fordi så er der nogen til at dele det med én. Man ved det godt selv. Alle andre ved det også godt, og derfor er det sådan set godt, at Gud også ved det, at han ser det, men det rigtig gode er, at i samme øjeblik, han ser det, ser han også bort fra det. Han kender, har kundskab til os, men han underkender, ser bort fra, miskender i samme øjeblik. Miskundhed. Det præger hele Biblen. Det præger Det Gamle Testamente, og det går som en rød tråd også ind i Det Nye Testamente. Som tiden går i Det Gamle Testamente, da går det op for Gud hvor afgrundsdyb den krise, der er mellem ham og os, den er, og at den ikke på nogen måde kan overvindes af os mennesker. Hvis den skal overvindes, så må Gud selv tage affære, langt mere radikalt end han har gjort tidligere, og derfor tager han et helt ultimativt skridt. Han beslutter, at nu vil han komme til verden i et menneske, i Jesus. Som det mest sårbare af alt, et lille nyfødt barn. Gud bliver menneske. Han vil leve vores liv, dø vores død, være der, hvor vi er, sætte sit mærke på det som Gud, bane vej for sit liv alle steder, hvor mennesker er. Alle steder, hvor vi måtte komme. Uanset hvor det end måtte være. I mørke, i dødens skygge, i ensomhed, i skyld, i forladthed, i misundelse, i afmagt, i smerte. Gud finder altså ud af, at det ikke er nok som Gud bare at sidde i sin himmel. Han må ned på jorden og være Gud, og han indstifter en ny pagt, en ny aftale, som bygger på miskundhed og tilgivelse. Det bliver slået fast med syvtommersøm. Man kan sige, måske lidt bagvendt, at da Gud bliver menneske, da viser han for alvor, at han er Gud. Han viser sig guddommelig - guddommelig i sin kærlighed og i sin tilgivelse. Han holder sig selv fast på, at han ikke er retfærdig og konsekvent, en noget-for-noget Gud, men den betingelsesløse kærlighed, tilgivelsen, det er det grundlæggende, og det gør han i mennesket Jesus, som dør for vores skyld, som opstår og bryder dødens magt. Gud sender sin søn, og som enhver af os, der har børn, ved, så er et barn den vigtigste del af én selv. Det gælder også Gud, og derfor kommer barnet, Jesus, med trøst, med glæde, med frelse, og hans far går lige bagved. Hvordan? Det kan I høre om i beretningerne her. Den første historie, som jeg vil fortælle, og som er en af dem, Jesus har fortalt, er om ham, der skylder så mange penge væk, at om han så betaler af på sin gæld fra nu af og ind i al
evighed, så vil han aldrig nogensinde komme af med sin gæld. Der sker det meget uheldige for ham, at hans herre beslutter, at nu vil han gøre regnskabet op med alle sine tjenere. Også ham her, der skylder så meget væk. Han slæber sig op til sin herre, og det, han skylder, ligger som en byrde på hans skuldre og tynger ham til jorden, så han faktisk hverken kan se på verden eller på mennesker omkring sig. Han kan kun se ned i jorden, ja, han kan faktisk kun se ind i sig selv. Han er kroget, bøjet ind i sig selv, og sådan slæber han sig op til sin herre. Han ligger der og kan knap løfte blikket og venter på, at nu falder dommen. Så sker der det forunderlige, at hans herre siger: "Ved du hvad, alt det, du skylder mig, det ser vi bort fra. Det skal ikke skille os mere. Jeg tager det væk. Fjerner det. Det skal ikke skille os ad." Og man kan næsten se, hvad der sker med manden rent fysisk. Han bliver lettet for den her byrde. Pludselig kan han rejse sig op. Lettet, bogstaveligt lettet. Han kan se sin herre, livet, andre mennesker, tilværelsen i øjnene. Han er bogstaveligt lettet, og han får nærmest en svævende let gang bort fra sin herre. Ned ad trapperne næsten svæver han. Lettet for sin gæld, sin skyld. Han har fået mulighed for at få en ny begyndelse. Så sker der jo det meget, meget mærkelige, at da han kommer neden for trappen, møder møder han en, som skylder ham en skilling, og ham griber han i kravetøjet og siger: "Betal, hvad du skylder, ellers smider jeg dig i fængsel." Det kan den anden ikke og beder om nåde og henstand, men det får han ikke og ender i gældsfængsel. Det er virkelig mærkeligt, når man nu selv på den måde er blevet lettet for sådan en gæld og skyld, at man så opfører sig sådan over for andre. Men sådan har vi mennesker mange sære ting for. Grundlæggende må man håbe, at der altid er nogen, der vil tage den gæld, den skyld fra os, give os en mulighed for en ny begyndelse. En af de andre historier, Jesus fortæller, som ligner lidt, den handler om en mand, der skal have udført et stykke arbejde. Han går ud på torvet og hyrer en hel masse folk og aftaler med dem: "I skal have betaling for det arbejde, I laver for mig. 1 denar, en dagsløn." "Ja tak!" siger de, og så går de i gang med at arbejde. Så går der nogle timer, og han opdager, at det ikke er nok, så han går ned på torvet og hyrer nogle flere. Lidt senere hyrer han endnu flere og endnu flere og endnu flere. Ja, i 11. time hyrer han arbejdere til at arbejde for sig for at få arbejdet gjort. Så bliver det fyraften, og nu skal de jo have deres gode betaling, og så siger han til forvalteren: "Nu skal du stille dem op sådan, at dem, jeg hyrede sidst, står forrest, og dem jeg hyrede først skal stå bagest, og så skal du give dem alle sammen 1 denar." Så begynder forvalteren: Ham, der har været der et par timer, får en denar, og det gør den næste også og den næste og den næste, og til sidst kommer han til dem, der har arbejdet hele dagen. De får også 1 denar, og hvordan reagerer de? De bliver stjernetossede. Fuldstændigt! Misundelige. Hvad skal det til for? De har slidt og slæbt hele dagen, og så skal de ikke have mere end ham, der kun har arbejdet ganske få timer. Det er da fuldstændig urimeligt! Ganske, ganske urimeligt! Så siger deres herre til dem: "Aftalte vi ikke, at I skulle have en dagløn? 1 denar? Er I onde, fordi jeg er god?" Det er jo urimeligt. Dybt urimeligt. Tænk, hvis jeres arbejdsgiver opførte sig sådan over for jer. Det er ikke sikkert, at I ville synes, det var nogen god idé. Det er dybt urimeligt, sådan som kærlighed og tilgivelse er, dybt urimeligt. Uretfærdigt i virkeligheden. Det er en ubehagelig historie, i hvert fald for os, der synes, vi har fortjent bedre. For alle os, som synes, vi har arbejdet hårdt og gjort det, vi skulle, og nu skal vi i hvert fald have løn som fortjent. Man kan også spørge anderledes: Hvem er vi i den historie? Når I ser jer selv i den historie, hvem spejler sig så i den? Er det dem, der har arbejdet hårdt, og nu skal vi have vores løn ved kasse 1, retfærdig afregning? Eller er vi dem, der kommer med i sidste øjeblik og er meget, meget heldige, fordi der faktisk også er noget til os? Jeg havde en onkel. En gang om året blev vi samlet til familiefester og suppe, steg og karamelbudding. Et år var der så ikke karamelbudding på tapetet, der var isdesserter, og min onkel, som var lidt af en spasmager, kaldte os børn sammen, inden isbordet tog fart, og så sagde han: "I skal lige være parate, fordi jeg vil gøre noget særligt. Jeg vil slå på glasset og
sige noget særligt, lige inden isbordet åbner." Vi børn var helt sikre på, at han ville sige, at nu skulle børnene have lov til at komme forrest og få del i dessertbordet. Så slog han på glasset, og vi sad der, parate i startboksene til at ryge hen til isbordet, og så sagde han: "Ja, jeg synes, vi skal lave det lidt anderledes, nu det ikke er karamelbudding i år, men isdesserter. Jeg synes, vi skal sige det sådan, at der er nogle, der skal have lov til at komme først." Og så gjorde han en pause. "Og dem, der skal have lov til at komme først, det er alle dem med kartoffeltud og blomkålsører!" Så kan I selv regne ud, hvor mange der løb hen til isbordet. Hvem er vi? Er vi dem, der har fortjent det, eller er vi dem, der kommer med på et afbud så at sige, som er meget, meget heldige, at vi ikke altid får det svar, vi skulle have, hvis vi skulle have haft svar, som vi råber i skoven? At livet giver os mere, end vi selv har givet ud, at vi får på trods af det, vi fortjener. Ja, enhver kan jo svare for sig selv, og mens I gør det, kan jeg fortælle endnu en historie. Om en mand, der har et par sønner. Den ene af dem, den yngste, han går hen til sin far, og så siger han: "Ved du hvad, far..." Han siger ikke direkte: "Kunne du ikke tage at dø?" Men det er næsten det, der ligger i det. han siger i hvert fald: "Når du dør engang, ved jeg jo, at jeg skal arve nogle penge fra dig. Kunne du ikke lige så godt give mig de penge nu med det samme? Så kan jeg jo leve livet, for det er jo en skam, at jeg først skal have glæde af det sidenhen, og så kan du også selv få glæden ved at se mig bruge pengene." Jeg ved ikke, om faderen falder for det, eller det bare er ud af et godt hjerte, men rent faktisk giver han sin søn hans del af arven, og så går sønnen ud og bruger alle pengene. Han bruger dem ikke fornuftigt. Han sætter dem ikke i banken. Han bruger dem på damer og sprut og alle mulige andre fornøjelige ting og på venner og den slags. Og så er det, at han ikke har flere penge, og så må han til sidst, da pengene slipper op, tage hyre hos en mand, der siger: "Du kan passe mine svin." Så ender han altså i svinestien, i grisestien, og han er så sulten, at han har lyst til at spise af det mad, svinene får. Men det får han ikke lov til. Så går han i sig selv, og så tænker han: "Her sidder jeg i en svinesti, men selv den ringeste tjener hjemme hos min far har det bedre, end jeg har det her. Det kunne være, jeg skulle prøve at vende hjem. Og jeg vil ikke være søn mere, for den mulighed har jeg forspildt, men kunne jeg bare få lov til at blive en af hans slaver, en af hans tjenere, så ville meget være vundet." Og så vender han hjem til sin far. Faderen har åbenbart været ude hver eneste dag og spejde efter ham, for i det øjeblik man aner noget i horisonten, så er faderen der og løber ham i møde. Sønnen siger. "Jeg fortjener ikke længere at være din søn. Kunne jeg ikke godt få lov til bare at være slave hos dig?" Det vil faderen ikke høre. Han siger: "Du er kommet tilbage, min søn!" Og tjeneren bliver kaldt til, og han skal have en fin kjortel på og sko på fødderne, og han får en ring på fingeren. Han bliver virkelig sat ind igen som det, han er, søn. Intet er åbenbart forspildt. Så holder de fest, og fedekalven bliver slagtet, og alle er glade. Undtagen én. Nemlig den anden søn, som jo har slidt og slæbt hele livet. Gjort det, han skulle. Passet sin daglige dont. Betalt sin skat med glæde - det tror jeg da i hvert fald. Gjort alt det, som faderen bad ham om. Ordnet alting på bedste vis. Forvaltet alt godt og rigtigt. Han er simpelthen sur og meget, meget vred. Det her er jo plat urimeligt. Hvorfor har han aldrig fået noget? Og så kommer ham der hjem, som har ødslet det hele bort, og straks falder faderen ham om halsen og slagter fedekalven, og han får alting. Er der ingen rimelighed til i den her tilværelse? Ingen retfærdighed? "Nej," siger faderen. "det er der ikke. Der er ingen rimelighed til. Ingen retfærdighed. Til gengæld er der kærlighed, og der er tilgivelse." Og faderen siger: "Vi skulle feste og være glade, for din bror her var død, men han er blevet levende. Han var blevet væk, men nu er han blevet fundet." Ja, hvad handler den her historie om? Handler den om et menneske på kanten, den yngste bror, som i virkeligheden er langt ude over kanten? Eller er det en dannelseshistorie, som vi jo har tradition for? At vi skal rejse ud for at komme hjem. Vi skal ud for at finde os selv. Hvis det er det, så må man i hvert fald sige, at den er den ganske kritisk. For hvis man på den måde
rejser ud for at finde sig selv, så finder man sig selv i en svinesti. Det er jo ikke så rart et sted. Men historien siger også noget om, at man finder ikke sig selv ved at gå derhjemme og være pligtopfyldende. Så går der nemt bitterhed og selvretfærdighed i den. Derimod siger historien noget meget vigtigt om, at man findes, når man findes. Hvis der ikke er nogen, der finder én, så er man glemt, så er man fortabt. Vi findes altså kun, når vi findes af en anden, når vi findes for en anden. Kun så er vi til. Og det gør vi heldigvis - findes. Vi findes af Gud, og vi findes for Gud, og uanset hvor vi ellers findes henne som mennesker, og hvor man finder os. Om man finder os i ørkenen, eller vi befinder os på kanten af livet, eller om man finder os i skyggen eller i døden, på de bonede gulve eller på gaden. Ja, om man så endda slet ikke findes, fordi vi andre helst glemmer den pågældende, helst lukker øjnene for den pågældende, så findes man. Findes af Gud og for Gud. Det siger historien her, og den siger dermed, at noget af det vigtigste i vores tilværelse, noget af det vi grunder vores liv på, det er det, vi ikke kan sige os selv. Vi mennesker tror jo, vi kan sige os selv alting. Vi kan ikke forestille os, at der er noget, i ikke kan sige os selv. Men det allervigtigste i vores tilværelse, det kan vi ikke sige os selv. Det skal siges til os af en anden. Det gælder kærlighed, og det gælder tilgivelse. Det kan man ikke sige sig selv. Men man kan sige med på det, når nogen har sagt det til én. Når der er lagt en vej, en sti tilbage til tilværelsen af den, der siger: "Jeg tilgiver dig," så kan vi selv sige med på det og gøre den tilgivelse til en del af vores liv. Men det skal siges til os først af den anden. Først da kan vi sige det selv. Det aller allervæsentligste i vores liv, det kan vi ikke sige os selv. Det skal siges til os af en anden. Historien her siger, at det bliver det - sagt af en anden - af Gud. Det er jo et kærlighedsforhold. Det er en far, der elsker sine sønner betingelsesløst. Uanset hvor de er, og hvordan de er. Og i et kærlighedsforhold hengiver man sig. Man mister kontrollen. Man lever af det, man får, og det giver man videre betingelsesløst. Man reagerer umådeholdent og dybest set uretfærdigt og urimeligt. Man reagerer som faderen her. Kærligt, miskundeligt med tilgivelse. Man reagerer som Gud. Den sidste historie, jeg vil fortælle, er om den barmhjertige samaritaner. Men lad os synge først, inden jeg fortæller den. (Menigheden synger Du fødtes på jord) Den barmhjertige samaritaner hører til vores børnelærdom. Det er historien om ham, der er på rejse fra Jerusalem til Jericho. Han bliver overfaldet af nogen røvere, og de slår ham halvt fordærvet. De tager alt hans tøj og hans ejendele, og så smider de ham i en grøftekant, og så er de ellers selv over alle bjerge. Og der ligger han så, den stakkels mand. Solen bager ned fra en skyfri himmel, og han ved, at hvis der ikke kommer nogen og hjælper ham, så er han færdig om ganske kort tid. Og han er heldig. Der kommer faktisk skridt forbi., og han løfter forventningsfuldt hovedet. Nu, nu er hjælpen der! Men ak. Skridtene går bare forbi. Han falder sammen. Men for anden gang er han heldig. Der kommer skridt forbi! Igen løfter han hovedet forhåbningsfuldt. Men også for anden gang skuffes han, fordi skridtene bare går forbi. Nu tror jeg, han fuldstændig opgiver ævred. Jeg tror, at han forbereder sig på at dø. Mørket sænker sig om ham, og han forbereder sig på at møde sin herre, sin skaber, og derfor tror jeg faktisk ikke, at han hører, da der for tredje gang kommer skridt forbi. Jeg tror faktisk ikke, han sanser, at skridtene denne gang stopper op, og at der er en, der kommer hen til ham og meget, meget forsigtigt renser hans sår med vin og olie og forbinder dem og løfter ham op på sit ridedyr og bringer ham til det nærmeste herberg og siger til kroværten: "Her. Tag dig godt af ham. Her er penge for det, og koster det mere, så betaler jeg, når jeg kommer tilbage." Jeg er ikke sikker på, at vores ven i grøftekanten opdager det, og nogle gange spørger jeg mig selv, om han ville bryde sig om at opdage det. Fordi ham, der ligger der i grøftekanten, han er, hvad man i datiden kaldte et ordentligt menneske. Han er jøde. Hvorimod ham, der stopper op
og hjælper, han hørte til datidens ikke-ordentlige mennesker. Han var nemlig fra Samaria, og det var sådan, at jøder og samaritanere havde ikke noget hjerteligt forhold til hinanden. Faktisk mente man som jøde, at samaritanerne var urene. Man kunne simpelthen blive kultisk uren af at spise den samme mad som dem fra Samaria, af at være i samme rum som dem, indånde den samme luft. Og tænk, nu ligger han der og er fuldstændig afhængig af, at et menneske, han ikke bryder sig om, et menneske, han afskyr, et menneske, han regner for ingenting, præcis det menneske stopper op, giver ham af sin tid, sit nærvær, sin omsorg. Det er ikke rart at tænke på, vel? I kan jo prøve at gøre forsøget. Nu ved jeg godt, at vi jo er i en god kristen sammenhæng, og der er jo ikke nogen mennesker, vi som kristne afskyr. Det gør vi jo ikke. Men I kunne jo prøve at forestiller jer, hvad jeres nabo ville tænke, hvis han lå der, og der var en, han i den grad ikke brød sig om, og det lige præcis var ham, man var afhængig af kom forbi. Det er ikke så rart. Det handler om at blive fundet og om, at det måske ikke altid er så rart at blive fundet. Fordi man ikke selv kan bestemme, hvem man vil findes af. Det handler om afhængighed. At være dybt, dybt afhængig af andre mennesker. Og det handler om, at når man bliver fundet, så står man med hatten i hånden og må simpelthen tage imod. Håbe på, at der kommer en, som giver af sin tid, sit nærvær, sin omsorg, og sker det ikke, så dør man. Så handler historien selvfølgelig også om noget andet. Den handler også om, at andre mennesker lever af, at vi stopper op, og at vi giver af vores tid, og at vi lader os forstyrre og ikke bare går videre, fordi vi har så mange andre ting for. Det handler den naturligvis også om, den her historie. Men den handler altså også om, hvor vanskeligt det undertiden er at blive fundet, og hvor væsentligt det er, at der er nogen, der kommer og finder én. For først da findes man. Først da er man til. Sårbarheden, udleveretheden og altså håbet om, at der er en, der stopper op. Det gør samaritaneren. Den helt forkerte. I en lang kristen tradition, har man faktisk tolket samaritaneren ikke kun som et menneske, men som et særligt menneske, nemlig Jesus. Man har sagt, samaritaneren var Jesus Kristus, og lige præcis deri er håbet. At Kristus finder os. Vi findes af ham og for ham. Han reagerer ikke kun menneskeligt, konsekvent, retfærdigt. "Det er din egen skyld. Du kunne have tænkt dig om. Du ligger der i grøftekanten, men jeg har andre ting for. Du må tænke dig bedre om en anden gang." Uanset hvor vi er, så findes vi af ham og for ham. Han reagerer ikke småligt, men storsindet og kærligt. Han kommer til os, bryder ind hos os, vender os om mod livet og lyset. Stopper op og giver os af sit liv. Eller sagt med andre ord: Når alt er sagt, når vandene lukker til, når mismodet, når trætheden og håbløsheden præger os, når døden kaster sin skygge ind over os og truer med at skygge for livet, fordi vi skal dø, eller fordi vi har mistet en, som vi holdt af, så er der mere at sige. Selv når alle ord er brugt, og der ikke er mere at sige, så er der mere at sige. Vi kan ikke, men Gud kan i Kristus, den korsfæstede og opstandne. "Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Du hører til hos mig. Altid!" Det er ikke noget for noget. Men det er nåde. Det er meget for lidt. Det er alt for intet. Det er som et lys, der skinner i mørket, og mørket aldrig får bugt med det. Det lys, det har du i ryggen. Det har vi i ryggen som mennesker. Det falder ind over os, ind over skulderen på os og oplyser vores vej. Amen.