Kia Christensen Mercy in Action, 2. Rejsebrev Generelle informationer om praktikstedet kan findes i mit 1. rejsebrev. Den pædagogiske opgave Min opgave i praktikken består som regel af at lave aktiviteter for børnene, som oftest er sportslige aktiviteter. Her bruger jeg en stor del af min viden fra mit linjefag SKB, og har især givet mig i kast med at introducere børnene for slåskultur. Børnene elsker at slås, og ved hjælp af slåskultur, bliver de introduceret for lege, hvor man får lov at bruge kroppen i mere voldsomme lege uden det skal gøre nogle børn kede af det. Børnene er blevet introduceret for lege som bondemanden og gulerødderne, som går ud på at alle børnene skal ligge på maven i en rundkreds og holde hånd. Bondemanden skal prøve at rykke børnene fra hinanden, så det gælder om at holde fast og arbejde sammen. En anden mulighed er at introducere det filippinske personale for NUZO. Lige nu får alle børnene de samme opgaver, når de har undervisning, ligemeget om de er 8 eller 15 år. Og de enkelte gange de bliver delt op, bliver det gjort ved at børnene skal tælle til 10 på engelsk, dem der kan, kommer i en gruppe og dem der ikke kan, kommer i en anden gruppe. Her prøver vi så vidt muligt at samle de yngre børn omkring et bord, og lærer dem at skrive bogstaver og tal, mens de større børn får opgaver på tavlen af læreren. Udover de sportslige aktiviteter, laver vi også kreative aktiviteter på drop-in centeret. Her laver vi en aktivitet med børnene, hvor de hver især skal lave en pakke ud af karton, hvorefter de skal skrive navn, og fødselsdagsdato på. Alle pakkerne blev klistret på væggen. Denne aktivitet kunne alle børnene være med til. Alle børn mellem 10 og 16 år, brugte utrolig lang tid på at lave deres pakke. De gjorde sig umage, og koncentrerede sig, hvilket vi ikke ligefrem havde regnet med at se hos en 16 årig dreng, så denne aktivitet var en kæmpe succes. Vi havde en mistanke om at nogle af
børnene ikke helt præcist vidste hvornår de havde fødselsdag, men vi blev overrasket over at mange af de store drenge ikke anede hvad de hed til efternavn, og var i tvivl om i hvilken måned de blev født. Udover at lave aktiviteter med børnene, lærer vi også børnene om hygiejne og at det er meget vigtigt at holde sig pæn og ren. Vi har bl.a. brugt en dag på at tjekke lus, vaske hænder, fødder og negle, og efterfølgende har børnene været gode til selv at tage en lussekam og tjekke sig selv for lus efter de har været i bad. Her får en af børnene klippet negle, da de alle sammen render rundt med utrolig lange negle.
Mercy in Action er meget anerledes end de andre praktiksteder, når det kommer til selvstændigt at udfører pædagogisk arbejde. Dagene er planlagt for børnene, og det filippinske personale mener at vi som studerende bare skal have en ren stol at sidde på, så ordne de det beskidte arbejde. Vi har heldigvis fået tildelt 2 dage om ugen til at stå for aktiviteter, hvilken vi ser mange muligheder i, da vi kan introducere børnene for det, vi mener de har brug for. Vores mål er derimod at få afsat en hel uge, så vi kan lave forskellige aktiviteter indenfor det samme tema, som ender ud i en eller anden form for produkt om fredagen. Derudover viser vi også personalet at vi på ingen måde er interesseret i at sidde og glo en hel dag, ved at tage initiativ til at lege med børnene og blive beskidte. Oftest kravler de små børn rundt på os, hvilket gør at det filippinske personale med det samme beder barnet om at kravle ned. Her er vi hurtige til at sige at det er helt okay, og leger videre for at vise, at vi gerne vil. Kulturen er helt anerledes end den danske kultur. Filippinere er et fantastisk og utrolig gæstfrit folk. Alle hilser og smiler, når du går forbi. Det er noget man lige skal vende sig til, det betyder nemlig at du ikke kan gå ubemærket gennem gaden. Filippinere er meget afslappet, tager sig rigtig god tid til alt, og tager generelt ikke tingene så tungt. Det er både positivt og negativt. Den negative side af det, kan man nemt møde på praktikstedet. Vi havde fx en weekend hørt fra andre studerende, at de om mandagen ikke skulle i praktik, da der var valg i Cebu. Kathrine og jeg havde ikke hørt noget fra vores praktiksted, men skrev til en af de ansatte på stedet for at høre. Dagen inden kl. 20 om aftenen, fik svar tilbage, at vi ikke skulle møde ind den efterfølgende dag, grundet valget. Vi nød selvfølgelig vores fridag, men var ærgerlig over vi ikke vidste det i god tid, da vi egentlig kunne foretrække et andet sted end Cebu, til at bruge denne dag til afslapning. Eftersom vi ikke havde hørt andet, gik vi ud fra at der så var almindelig dag på drop-in centeret igen, tirsdag. Vi møder ind tirsdag morgen kl. 9 og finder 5 børn på drop-in centeret, sammen med 2 ansatte. Her får vi så af vide at drop-in centeret er lukket og de har fået besked på at gøre rent, så vi kan bare tage hjem og slappe af. Vi skal efterfølgende spørge 3 gange om vi så skal komme på arbejde dagen efter, det har personalet svært ved at svare på, da de ikke har snakket med lederen af
organisationen endnu. Det er et stort kommunikationsproblem at diverse beskeder ikke bliver videregivet, så vi som studerende ikke ender med at stå i en sådan situation. Det er en kæmpe proces at få organisationen til at forstå at vi ikke er her for at være venner med børnene, men for at give dem indhold i livet, de kan nyde godt af, når vi ikke er her mere. Børnene skal ikke have en fornemmelse af at vi er deres venner, som forlader dem, efter et halvt år. Vi arbejder selv meget med at skelne mellem professionelt og privat, især fordi vi på kort tid er blevet tæt knyttet til børnene. Børnene løber i armene på en hver morgen og hænger på ryggen af os studerende hele tiden. Fordi de hele tiden søger tæt kontakt til os, er det rigtig svært ikke at komme til at holde utrolig meget af dem, hvilket gør det endnu sværere, når vi engang skal sige farvel. Derfor arbejder vi meget med at praktikstedet kun er en arbejdsplads, som vi på et tidspunkt skal videre fra. Bolig og fritid Jeg havde sammen med 3 andre piger fra Aalborg, fundet en lejlighed i Mandaue, hvor vi skulle bo den første måned. Dette skyldtes at Kathrine og jeg endnu ikke havde et praktiksted, da Bonita s Home for Girls, besluttede at de ikke længere ville have studerende. Vi havde ingen idé om hvor vi skulle i praktik, da vi ankom til Cebu, hvilket gjorde at vi ikke ville binde os til en lejlighed i 6 måneder. Vi fik efterfølgende praktiksted i byen Talisay, hvilket ligger utrolig langt væk fra Mandaue. Vi brugte 2 timer hver vej med jeepneys. Vi fandt efterfølgende en lejlighed i udkanten af Cebu, stedet hedder Tisa, Labangon og ligger rigtig godt, da det kun tager 30 min på arbejde i Jeepneys, og 20 min ind til det store shoppingcenter, Ayala, og 30 min ind til et andet stort shoppingcenter, SM. Der er rigtig god Jeepney forbindelser fra Labangong, hvilket gør at det ikke er så slemt at bo i udkanten af Cebu City. Den nye lejlighed var så stor at vi havde plads til en ekstra beboer, så vi inviterede en pige fra Odense til at bo med os. Vi bor 5 piger i lejligheden og deler om 4 værelser og 3 badeværelser. Vi er 2 fra Mercy in Action, 2 fra Parian og 1 fra Mandaue Drop-in center, så vi har stor fornøjelse af hinanden når vi snakker om forskellige problemstillinger vi har oplevet i praktikken. Hvis man endnu ikke helt har styr på, hvor ens praktiksted ligger, er det en god ide at finde en lejlighed, som ikke er bindende i en bestemt periode, men som kan opsiges på en måned. På den måde er der god tid til at finde ud af hvilke byer og områder, der er placeret bedst i forhold til praktiksted. Vi har været så heldige at vores filippinske udlejer er mere end glad for at vise os rundt i byen og tage os med til forskellige kulturelle aktiviteter. Vi har bl.a. set hanekamp, hvilket både har været interessant, men også meget brutalt.
Vi bruger meget af vores fritid på at være sammen med andre studerende. Nogle dage inviterer vi hinanden på besøg, for bare at hygge med god mad og film. Andre gange mødes vi på forskellige stamsteder vi efterhånden har, og spiser mad og drikker øl. Her på det sidste har vi udnyttet vores weekender, og taget til forskellige omkringliggende øer, for at slappe af. Nu, hvor der knap er 1½ måned tilbage, føler vi, at vi har meget travlt, hvis vi skal nå at se alt det vi vil se, derfor bruger vi næsten hver weekend på at opleve Filippinerne.