1 INDHOLDSFORTEGNELSE

1 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDHOLDSFORTEGNELSE...3 2 INDLEDNING...5 2.1 PROBLEMFORMULERING...6 3 POLITIKERE OG OFFENTLIG DEBAT...7 3.1 VELLYKKET POLITISK KOMMUNIKATION...9 4 EKSPERTER OG DEMOKRATI...12 4.1 EKSPERTERNES ROLLE I NUTIDENS POLITISKE SYSTEM...16 4.2 FARLIGE FORVENTNINGER...19 5 VELFÆRDSKOMMISSIONEN...21 5.1 REGERINGENS STRATEGISKE OVERVEJELSER...23 5.2 VELFÆRDSKOMMISSIONENS SAMMENSÆTNING OG ARBEJDE...24 5.3 KOMMISSORIUM FOR VELFÆRDSKOMMISSIONEN...25 5.4 VELFÆRDSKOMMISSIONENS ARBEJDE...26 6 TEORI OG METODE...28 6.1 DISKURSBEGREBET...28 6.2 TEORETISKE NØGLEPRÆMISSER...29 6.2.1 Diskursiv kamp og hegemoni...30 6.2.2 Myter og flydende betegnere...33 6.2.3 Kampen om betydningsdannelse...34 6.3 DEN KRITISKE DISKURSANALYSE...35 6.3.1 Faircloughs diskursbegreb...37 6.3.2 Den tredimensionelle opfattelse af diskursanalysen...38 7 INDLEDENDE ANALYSE...43 8 DEN VELFÆRDSPOLITISKE DISKURSORDEN...51 8.1 MYTER I DEN VELFÆRDSPOLITISKE DISKURSORDEN...53 8.2 DEN REFORMSKEPTISKE DISKURS...56 8.2.1 Anti-myter...58 8.2.2 Dikotomier og metaforer...59 8.2.3 Det særligt danske...60 8.2.4 Angreb på præmisserne...61 8.2.5 Karakteristik af den reformskeptiske diskurs...62 8.3 DEN REFORMVENLIGE DISKURS...63 8.3.1 Fremtid og frygt...63 8.3.2 Generations-tyveri...65 Kasper Hyllested Side 3

8.3.3 Reform som plusord...66 8.3.4 Karakteristik af den reformvenlige diskurs...67 9 DEN KOMMUNIKATIVE BEGIVENHED...68 9.1 DEN TEKSTUELLE DIMENSION...68 9.1.1 Ordforråd og betydning...68 9.1.2 Grammatik, sammenkædning og interaktionskontrol...72 9.1.3 Modalitet...77 9.2 DEN DISKURSIVE PRAKSIS...79 9.2.1 Styrke og sammenhæng...79 9.2.2 Intertekstualitet...80 9.3 DEN SOCIALE PRAKSIS...81 9.4 DE TRE DIMENSIONER...82 10 FUNGERER VELFÆRDSDEBATTEN?...84 10.1 HVEM VANDT?...87 10.2 VAR VELFÆRDSKOMMISSIONEN EN SUCCES?...88 10.2.1 Eksperter i den offentlige debat...89 11 KONKLUSION...91 12 ENGLISH ABSTRACT...94 13 LITTERATURLISTE...97 14 BILAG...98 Kasper Hyllested Side 4

2 INDLEDNING Da den århusianske økonom Torben Magnus Andersen den 7. december 2006 stillede sig frem på scenen foran flere hundrede danske og internationale journalister i Eigtveds Pakhus på Christianshavn havde han i sin hånd flere hundrede sider tætskrevne papirer. Ved Andersens højre side stod otte mænd og kvinder, som sammen med økonomiprofessoren på scenen udgjorde den såkaldte Velfærdskommission. De mange hundrede sider papirer, som minuttet efter blev smidt ud blandt publikum, var den første udgave af den endelige betænkning fra den ni mand store Velfærdskommission. Betænkningen havde været to år undervejs, og selvom den først blev offentliggjort i december 2005, så har debatten om netop denne betænkning været en central del i danske politiske liv i de foregående to år. Allerede før kommissionen var nedsat, gik bølgerne højt, og både gisninger om udfaldet og forhåndsafvisninger var dagligdag på Christiansborg, blandt arbejdsmarkedets parter og almindelige danskere. At nedsætte en kommission af eksperter til at komme med forslag til lovændringer er på ingen måder en nyskabelse i dansk politik. Men der var dog ét forhold, som adskilte Velfærdskommissionen fra andre kommissioner. Regeringen har nemlig ved nedsættelsen af Velfærdskommissionen lagt stor vægt på, at kommissionen skal skabe åben og udadvendt debat. Bag beslutningen om at nedsætte kommissionen ligger en latent antagelse om, at det er afgørende, at velfærdsreformer er diskuteret igennem med befolkningen; at man har skabt et fælles sprogligt rum, hvor man er enige om, hvilke problemer der skal løses. Man ønsker at skabe en fælles "velfærds-diskurs". Det er min påstand, at netop ønsket om at opnå bred enighed om en fælles velfærds-diskurs er afgørende for såvel regering som flere oppositionspolitikere. Det er flere gange blevet fremført, at netop debatten er det vigtigste i Velfærdskommissionens arbejde, da det ikke var forventet, at kommissionen vil finde på nye idéer, men derimod blot samle nogle af de forslag, som både kommissionens egne medlemmer samt deres kolleger tidligere havde fremført, eksempelvis ændringer i efterløn, dagpenge og Statens Uddannelsesstøtte. Og netop derfor er det i mine øjne interessant at analysere, hvordan såvel kommissionen som andre eksperter og politikere deltager i den debat, som Velfærdskommissionen er blevet sat til at stå for. Min tese kan sammenfattes i følgende: Kasper Hyllested Side 5

Velfærdsdebatten i Danmark er fragmenteret og adskilt fra den øvrige politiske debat. Det upopulære indgreb i efterlønnen i 1998 medførte, at debat om velfærdsreformer blev politisk set umulig. Med nedsættelsen af Velfærdskommissionen ønskede regeringen at ændre grundlaget for den velfærdspolitiske debat, og dermed bane vejen for egentlige velfærdsreformer. Det afgørende har her været at ændre den velfærdspolitiske diskursorden, dvs. den sproglige ramme, man diskuterer reformer indenfor. 2.1 Problemformulering Velfærdskommissionen fik ved nedsættelsen to overordnede opgaver: For det første skulle den sætte velfærdsdebatten på den politiske dagsorden i løbet af dens arbejdstid, og for det andet skulle den komme med konkrete forslag til, hvordan man kan reformere det danske samfunds velfærdsordninger, så der også i fremtiden er råd til den samme velfærd, som vi nyder i dag. Det fremgår ikke umiddelbart af hverken regeringsprogram, regeringsudtalelser eller kommissorium, hvad succeskriteriet er for kommissionens arbejde; hvor skal vægten lægges, når kommissionens arbejde skal evalueres? Der er dog ingen tvivl om, at der lægges særlig stor vægt på, at kommissionen formår at skabe den "åbne, offentlige debat", som såvel statsministerens åbningstale som kommissoriet fokuserer på (se p. 21f). Jeg vil derfor i nærværende speciale forsøge at afdække følgende spørgsmål: Hvorfor vælger regeringen at uddelegere velfærdsdebatten til en ekspertkommission? Hvilke motiver - såvel politiske som strategiske - ligger bag? Findes der en særlig "velfærdspolitisk diskurs" i Danmark - og hvilke kendetegn har den i så fald? Har Velfærdskommissionens arbejde ændret på den velfærdspolitiske debat - og hvad har det betydet for muligheden for at gennemføre reformer? Kasper Hyllested Side 6

3 POLITIKERE OG OFFENTLIG DEBAT For at forstå placeringen af velfærdsdebatten i det danske politiske system er det nødvendigt at forstå, hvordan politikere selv opfatter den situation, de befinder sig i. Jeg vil nedenfor introducere en analyse af den politiske kommunikationssituation mellem politikere/beslutningstagere og vælgere/borgere. Den såkaldte Magtudredning 1 har i flere udgivelser set på netop forholdet mellem vælgere og politikere samt på, hvordan lovgivningsarbejde og politisk arbejde fungerer i et demokratisk samfund som det danske. I "Folkets repræsentanter" giver en række antropologer et indblik i, hvordan politikerne opfatter "folket", vælgerne, og særligt deres eget forhold til vælgerne og disses krav og forventninger til politikerne og det politiske system som sådan. I sit kapitel - "Politikeren på scenen" - skriver Jakob Hougaard om de to forskellige virkeligheder, som politikeren opfatter, der eksisterer: Een virkelighed indenfor og een udenfor Christiansborg: Når folketingsmedlemmer bliver bedt om at beskrive, hvordan deres tilværelse former sig som folkevalgte, så indleder de gerne med det daglige arbejde med love og mødeaktiviteter, som finder sted på Christiansborg. Et medlem fortalte mig på et tidspunkt, at folk har ingen anelse om, hvor meget der foregår inden for Christiansborgs tykke mure. Når politikere derimod bliver spurgt om de mål og idealer, de søger at virkeliggøre gennem deres politikerrolle, så lægger de vægt på betydningen af at skabe debat, bevidstgøre og oplyse. Selv om det parlamentariske arbejde fylder meget i folketingsmedlemmernes dagligdag, er der nemlig et ret så tidskrævende og væsentligt arbejde, som går ud på at være folkelig eller på at møde vælgerne. 2 Hougaard mener på baggrund af sit feltarbejde i Folketinget at kunne konstatere, at "mange folketingsmedlemmer oplever, at der eksisterer en for stor afstand mellem befolkningen og de folkevalgte": 1 Magtudredningen påbegyndtes i 1994 da Folketinget nedsatte et særligt udvalg "vedrørende en analyse af demokrati og magt i Danmark". Udvalget afgav en beretning i foråret 1997, hvor et flertal af udvalgets medlemmer foreslog at igangsætte en dansk magtudredning. Af beretningen fremgik, at Magtudredningen skal gennemføres over en tidsperiode på 5-7 år og at den skal ledes af en uafhængig forskningsledelse med aktive forskere. Ifølge beretningen er formålet med Magtudredningen "at belyse folkestyrets funktion i bred forstand, herunder organisationers, bevægelsers og økonomiske magtstrukturers indflydelse i samfundet samt internationaliseringens konsekvenser for gennemsigtighed og synliggørelse af beslutninger, indflydelse og magt i samfundslivet." 2 Jakob Hougaard: "Politikerne på scenen", in "Folkets repræsentanter", p. 63. Kasper Hyllested Side 7

I fjernsynet hører man gang på gang politikere fortælle, at de dårlige meningsmålinger skyldes, at politikerne ikke har været gode nok til at nå ud til vælgerne. Da befolkningen stemte nej til euroen, lød mantraet fra både ledende og menige politikere, at vi skal være bedre til at forklare vores politik. Denne afstand til vælgerne er også et tema, som tages op, når folketingsmedlemmerne bliver bedt om at kommentere et valgnederlag, eller når de skal forklare resultatet af en vælgerundersøgelse fra Gallup. Afstanden mellem politikere og befolkning bliver i disse sammenhænge udlagt som et spørgsmål om manglende kommunikation, idet politikerne efterlyser mere dialog med vælgergruppen. 3 Ifølge Jakob Hougaard er politikernes ønsker om bedre dialog med vælgerne oprigtig: Meget tyder på, at folkeligheden er et ideal, mange politikere ærligt tror på og søger at efterleve. Ikke desto mindre, og uanset hvor oprigtigt man bekender sig til idealet, så må det alligevel formidles til vælgerne, så de kan forstå, hvor oprigtig man er. Der må iscenesættes en performance. 4 Denne "performance" mener Hougaard især at kunne identificere til at koncentrere sig omkring, at politikerne skal lytte til vælgerne, både i konkret og overført betydning. Hougaard påpeger, at politikerne "åbenlyst påtager sig ansvaret for den manglende kommunikation ved at fastslå, at det er politikerne, som skal være bedre til at lytte til vælgerne" 5. Der er altså et kommunikativt gap - en kløft - mellem vælgere og politikere - i hvert fald i politikernes egen opfattelse af, hvordan verden hænger sammen og ser ud. Denne kløft forhindrer en meningsfuld kommunikation mellem vælgere og folkevalgte, og den eneste måde, hvorpå den kan transcenderes er ved at ændre såvel kommunikationssituationen som indholdet af kommunikationen. I Hougaards undersøgelse tydeliggøres dette af, at politikerne mener, at de bliver nødt til at ændre på deres stil og retorik, når de skal møde vælgerne - eksempelvis i valgkampe. Her flytter politikerne eksempelvis "ud" til vælgerne på kræmmermarkeder, gågader og lign., og deres politiske budskaber i pjecer og taler reduceres til slogans og politisk indholdsløse overskrifter. 6 3 Jakob Hougaard: "Politikerne på scenen", in "Folkets repræsentanter", p. 64. 4 Jakob Hougaard: "Politikerne på scenen", in "Folkets repræsentanter", p. 65. 5 Jakob Hougaard: "Politikerne på scenen", in "Folkets repræsentanter", p. 66. 6 Jf. Jakob Hougaard: "Politikerne på scenen", in "Folkets repræsentanter", p. 83. Kasper Hyllested Side 8

3.1 Vellykket politisk kommunikation Politikernes egen opfattelse af, hvordan kravene til en meningsfuld og vellykket kommunikation mellem politikere og vælgere, er med andre ord, at politikerne bliver nødt til at foretage ændringer af sig selv og af det budskab, som de forsøger at kommunikere videre til vælgerne. 7 I en traditionel kommunikationsmodel vil politikerne som afsendere have svært ved at finde et medium til at bære budskabet til modtagerne (vælgerne), der kan sikre, at kommunikationen lykkedes, hvilket i politisk kontekst primært måles på opbakning til det politiske budskab (enten ved meningsmålinger, folkeafstemninger eller ved antallet af mandater opnået ved et folketingsvalg). Med baggrund i en traditionel psykologisk kommunikationsmodel 8 kan man illustrere, hvordan den kommunikationssituation, hvori politikere og vælgere befinder sig, fungerer (se Figur 1): AFSENDER MODTAGER Tilsigtet meddelelse Kanal Tilsigtet meddelelse Kommunikationskanal Effekt Hensigt bagrund Kanal Hensigt bagrund Feedback Figur 1: Psykologisk kommunikationsmodel. I denne model er det naturligvis politikerne, der fungerer som afsendere, og vælgerne, der er modtagere. For at undgå, at vælgerne modtager det politiske budskab i et forkert "lys" kan politikerne vælge forskellige kommunikationskanaler (medier). Modellen kunne kompliceres ved at tilføre nogle værktøjer, som politikerne kan benytte, for at styrke kommunikationen. Det kunne eksempelvis være ved at indsætte et ekstra led i kom- 7 Der er naturligvis interessant at undersøge om denne opfattelse deles af vælgerne. Denne undersøgelse handler dog primært om at afdække afsenderen og dennes vilkår og opfattelse af kommunikationen, hvorfor det vil komme for vidt her. Det skal dog bemærkes, at flere af indlæggene i "Folkets repræsentanter" samt andre publikationer i Magtudredningen også omhandler vælgernes opfattelse af politikerne og den politiske kommunikation som sådan. Der kan eksempelvis henvises til Erik Damgaard: "Folkets styre", særligt afsnit II, p. 39 ff. 8 Jf. Klaus Kjøller: "Tekst for viderekommende", p. 327. Kasper Hyllested Side 9

munikationen og dermed sætte nogle andre instanser ind som afsendere. Dette sker eksempelvis, når regeringen udsender redegørelser eller programmer, hvor i.e. Finansministeriet står som umiddelbar afsender. Finansministeriet antages her at have højere troværdighed hos vælgerne end politikerne, og denne højere troværdighed kan bruges til at styrke værdien/valøren af budskabet. Der er - ifølge Jakob Hougaard - en opfattelse blandt politikerne af, at årsagen til mislykket kommunikation ofte er, at der er et misforhold mellem afsender og modtager. Politikerne udfører oftere rollen som afsendere frem for modtagere ("politikerne lytter ikke nok til vælgerne"), og det skaber dermed en ubalance i kommunikationsforholdet. I denne optik er det ikke muligt for vælgerne at indtage et andet politisk synspunkt end politikerne (man kan ikke være "uenig", men blot uoplyst/uvidende), og problemet identificeres til at være "dårlig kommunikation", for hvilket ansvaret udelukkende påhviler den ene part, nemlig politikerne. Det er dermed også politikernes ansvar at rette op på denne "dårlige kommunikation", og derfor foretager de ændringer i deres kommunikation. Såvel den nuværende som de foregående regeringer har i flere omgange og på flere forskellige måder forsøgt at iscenesætte en politisk debat med vælgerne. Et eksempel på dette er de såkaldte "folkehøringer", som den daværende SR-regering gennemførte i sommeren 2001. Idéen med høringerne var groft sagt, at regeringen og politikerne skulle lære at tie stille og lytte, mens repræsentanter for borgerne skulle fortælle, hvad de mente inden for en række aktuelle politiske problemstillinger. Selv om politikerne begrundede initiativet med folkehøringer ud fra et ønske om "dialog", som jo betyder, at man udveksler synspunkter, så var høringerne paradoksalt nok mest en form for envejskommunikation, fordi de som nævnt gik ud på, at vælgerne talte, mens politikerne holdt mund. I tv-transmissionerne fra folkehøringerne kunne man gentagne gange se regering og statsminister bænket på tilhørerrækkerne, og det fremgik tydeligt, at de sad der for at lytte. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der ikke findes nogen systematiske undersøgelser af, om eller hvordan sådanne alternative metoder fungerer. Tilsvarende findes heller ikke undersøgelser af effekten af at lade ekspertkommissioner forestå udviklingen og afviklingen af en politisk debatfase, som man har gjort i tilfældet med Velfærdskommissionen. Den politiske debat i Danmark er altså kompliceret og på mange punkter er forholdet mellem beslutningstagere og borgere ude af balance. Politikerne er fanget i en dobbeltrolle, hvor de på Kasper Hyllested Side 10

den ene side skal forsøge at gennemføre de ændringer og reformer, som de i deres overbevisning finder nødvendige, og samtidig skal de sikre sig opbakning fra vælgerne. Det ses tydeligt, når det handler om de større velfærdspolitiske temaer. Det er flere gange blevet fremhævet, at det i et system som det danske, er svært at fjerne eller ændre på velerhvervede rettigheder. Eksempler som efterløns-reformen i 1998 viser, at politikerne har svært ved at finde opbakning til ændringer, som politisk set kan være velbegrundede, men som ændrer på nogle af de populære velfærdsordninger. Af frygt for "vælgernes dom" undlader man derfor at gennemføre reformer. Kasper Hyllested Side 11

4 EKSPERTER OG DEMOKRATI Velfærdskommissionen indtager en særlig rolle i den velfærdspolitiske debat. For det første er den "skudt ind" mellem politikere og vælgere. Den er sat til at forestå en politisk debat, som ideelt set burde foregå direkte mellem de demokratisk valgte beslutningstagere og borgerne. For det andet spiller den som ekspertkommission en særlig rolle i det demokratiske system. Netop brugen af eksperter har gennem tiden været et afgørende spørgsmål i såvel politisk filosofi som samfundsvidenskaberne. I sin berømte Sokrates-dialog, Staten, skriver den græske filosof, Platon (427-347 f.kr.): Dersom ikke, sagde jeg, enten filosofferne bliver konger i staterne, eller de, som nu bærer navn af konger og herskere, begynder at give sig af med filosofi på en ægte og fyldestgørende måde, og dersom ikke denne forening af politisk magt og filosofi kommer i stand,...så er der ingen mulighed for at det onde kan bringes til ophør i staterne, og jeg tror heller ikke i menneskeslægten. 9 Hos Platon er filosofferne placeret udenfor normalsamfundet. Han ønskede at forhindre, at de i deres søgen efter det sande og det gode motiveres af den menneskelige fristelse til at maksimere egennytte, og derfor er det et krav, at filosof-kongerne ikke er ejendomsbesiddere. En tilsvarende fordring genfindes hos den engelske filosof, Francis Bacon (1561-1626), der i "Det nye Atlantis" fra 1624 plæderer for, at en elite skal styre i overensstemmelse med naturens orden. Her gør han op med forestillingen om, at verden skal styres i overensstemmelse med overnaturlige, religiøse forestillinger, men efterspørger i stedet viden om den dennesidige, naturlige verdens indretning og teknisk kunnen til at beherske den. Bacon ønskede øget forskning og et udstrakt samarbejde mellem forskere med det formål at gøre den videnskabelige rationalitet til et grundprincip for samfundet. Bacon havde dermed lagt det tankemæssige grundlag for senere tiders forestillinger om et ekspertvælde. Men Platon eller Bacon er ikke de eneste, der har advokeret for et samfund, hvor eksperter og faktuel viden udgjorde styringsredskaberne. Da de moderne samfundsvidenskaber blev grundlagt i slutningen af 17- og begyndelsen af 1800-tallet, overtog de naturvidenskabernes ontologi og epistemologi. Man opfattede den sociale orden som en parallel til den naturlige orden (styret af lovmæssigheder). Derved opstod forestillingen om, at det er muligt at gribe ind i og regulere de sociale lovmæssigheder på samme måde, som mennesket kunne styre naturens processer til sin egen fordel. 9 Platon: Staten, 5. bog Kasper Hyllested Side 12

Netop denne mulighed for indgriben var en væsentlig del af visionen for en af den moderne sociologis grundlæggere, Henri de Saint-Simon (1760-1825) samt ikke mindst hos dennes elev, Auguste Comte (1798-1857). Begge hævder, at tidligere former for social og politisk organisering vil afløses af et samfund, hvor politik vil forsvinde til fordel for videnskabelig indsigt. 10 Comte udråbte dem, der skulle styre samfundet efter "principper", nemlig videnskabsmændene, der med en klar parallel til Platons filosof-konger, skulle være det ny samfunds "positive præstestand". Netop på samme tid, som Comte udvikler sin samfundsutopi, opstår faktisk ordet "expert" i det engelske sprog, som siden indoptages i det danske "ekspert". Etymologisk kan ordet spores tilbage til den latinske navnemåde, experiri, der betyder "at prøve" eller "at forsøge" - som det kendes fra de naturvidenskabelige eksperimenter. Som substantiv spejler begrebet i sin oprindelige betydning tydeligvis det 19. århundredes store vægt på erfaringsbaseret viden. 11 I takt med industrialisering og opbygningen af det moderne samfund fremkommer et økonomisk system, der forårsager behov for planlægning, både på mikroniveau, dvs. internt i virksomhederne, men også på makroniveau, dvs. på samfundsplan, hvor især regulering spiller en stor rolle. Dermed øgedes efterspørgslen på eksperter indenfor en række områder. Den nye økonomi, der tog fart i begyndelsen af det 20. århundrede, var en anledning til udviklingen af den såkaldte "progressive reformbevægelse", der i USA udøvede sin indflydelse på primært præsident Theodore Roosevelt (1858-1919) samt William Taft (1857-1930) og Woodrow Wilson (1857-1924). Målet var at forene et socialt engagement med en tro på videnskabens muligheder i politik. Det handlede om effektivitet over alt i samfundet: i økonomien, i byplanlægningen, i sociallovgivningen, i den offentlige administration osv. Målet var "corporate liberalism", en form for reguleret kapitalisme. Bevægelsens krav om rationalitet og videnskabelig basis for beslutningerne havde sit højdepunkt i 1930'ernes forsøg på at angribe depressionen. Det er i denne periode, at ingeniøren W.H. Smith første gang tager ordet "teknokrati" i brug. Begrebet fik stor udbredelse i særligt amerikansk politisk tænkning, og selvom ordet i dag har 10 Albæk, Erik: Eksperter kan være gode nok, men..., p. 15. 11 Jf. Oxford Advanced Learners Dictionary of Current English, opslag: 'expert'. På dansk stifter vi først bekendtskab med ordet 'ekspert' i begyndelsen af 1900-tallet (jf. ODS), og her har ordet ikke direkte tilknytning til den latinske oprindelse, men betegner en "person, der er ganske særlig kyndig i et bestemt fag, inden for et bestemt omraade". Kasper Hyllested Side 13

en negativ klang, så havde det i mange årtier en positiv valør i såvel offentlighed som forskning. 12 Efter 2. verdenskrig lå Europas økonomi i ruiner, mens den amerikanske blomstrede og tog til i styrke: Af afgørende betydning herfor var tilsyneladende amerikansk politiks mere 'pragmatiske' orientering, og man mente sig på den baggrund berettiget til at erklære ideologien, og dermed underforstået politikken, for død... I et til stadighed mere af-ideologiseret samfund vil magten forrykkes til fordel for personer med tæt tilknytning til 'tekno-strukturen' inden for det offentlige såvel som det private. 13 Det er især i USA, at forestillingen om ekspertstyre er udbredte. Det amerikanske politiske system er i høj grad bygget op omkring netop denne forestilling, hvilket eksempelvis ses i regeringen, hvor der er tradition for at lægge stor vægt på eksempelvis ministres faglige baggrund. Således udpeges ikke en egentlig justitsminister, men en "attorney general" - en general-advokat, der altid har en juridisk baggrund. Men også moderne europæiske samfundsforskere interesserer sig for ekspertisens rolle i samfundet. Mest kendt er nok den engelske sociolog, Anthony Giddens, der i sin "The Consequences of Modernity" fra 1990 gør op med den udbredte opfattelse, at vi i dag befinder os i et post-moderne samfund. Tværtom stiller Giddens sig på skuldrene af samfundsvidenskabernes klassikerer, når han argumenterer for, at vore dages væsentligste samfundsinstitutioner ikke så meget præges af post-modernitet, men at de radikalt er i færd med at blive høj-moderniserede. Også Giddens ser den øgede brug af viden og videnskab som aldeles fundamental for højmoderne samfund. 14 Vi gør i stigende grad brug af viden og teknologi, som er frembragt i højt specialiserede sammenhænge. Arbejdsdelingen i det moderne samfund er blevet så omfattende, at vi i vid udstrækning lægger vore liv i hænderne på professionelle specialister og eksperter, som besidder teknisk viden og kunnen, vi ikke selv har. Hele vores tilværelse er i dag bygget op omkring en tillid til såkaldte ekspertsystemer. Systemer, som vi ikke selv kan gennemskue og forstå, men som vi stoler på. Disse systemer strækker sig lige fra sygehussystemet til Dankort-terminaler eller klippekortet i bussen. 15 12 Albæk, Erik: "Eksperter kan være gode nok, men...", p. 17. 13 Albæk, Erik: "Eksperter kan være gode nok, men...", p. 18. 14 Giddens, Anthony: "Modernitetens konsekvenser", p. 38-45. 15 Giddens, Anthony: "Modernitetens konsekvenser", p. 79. Kasper Hyllested Side 14

Giddens viser, at brugen af ekspertise og videnskab er en tvetydig størrelse i det moderne samfund. Et andet af de træk, som han fremhæver, er nemlig det, han kalder det moderne samfunds øgede refleksivitet. 16 Det er for det moderne samfund karakteristisk, at vi reflekterer over os selv. Intet er givet, blot fordi det er. De ting, som førhen var natur- eller traditionsgivne, er i dag til debat og kan problematiseres. Det stiller krav om, at man begrunder, hvad man gør. Den øgede refleksivitet betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at vi har fået bedre og mere sikker viden, med hvilken vi kan kontrollere verden. Måske snarere tværtimod. Af flere årsager: For det første kan viden ikke umiddelbart og uformidlet omsættes til handling. Det skal bearbejdes i et socialt eller politisk system. For det andet har menneskelig handling altid uforudsete bivirkninger. Og for det tredje har den moderne refleksivitet nok resulteret i en voldsom øgning i den videnskabelige produktion, men samtidig har den været med til at undergrave tiltroen til, at vi kan opnå sikker viden. For den moderne refleksivitet går netop ud på, at ethvert vidensgrundlag kan tages op til fornyet revision. 17 Erik Albæk har i flere omgange set på eksperters rolle i det moderne samfund, og giver i sin "Mediernes brug af eksperter" følgende eksempel: Det politisk-administrative systems stigende brug af højt specialiseret viden kan illustreres med landbrugs- og fiskeriområdet. I 1930 erne var der i Landbrugsministeriets to departementer i alt ansat 17 personer. De beskæftigede sig så godt som udelukkende med almindelig sagsbehandling. I dag er der 185 årsværk i departementet under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, hvilket vel svarer til rundt regnet lidt over 200 personer. Hertil kommer 2.700 årsværk ansat i ministeriets styrelser og institutioner, svarende til rundt regnet 3.000 personer. De tager sig af analyse, planlægning, politikformulering, kontrol, forskning mv., hvilket alt sammen kræver, at mange medarbejdere har en langvarig akademisk uddannelse for at kunne indsamle, håndtere og handle på baggrund af højt specialiseret viden: Hvordan skal man forholde sig til udbrud af kogalskab i England eller Danmark? Hvordan bekæmper man campylobacter eller salmonella DT104? Hvordan skal ministeren forholde sig til en faldende bestand af torsk i Nordsøen? Eller hvor hårdhændet skal man kontrollere restauranters hygiejne? 18 I Danmark har vi en lang tradition for at bruge eksperter i det politiske system, men i de senere år er der sket en række forandringer, som er væsentlige at forstå, for at belyse Velfærdskommissionens rolle og arbejde. 16 Giddens, Anthony: "Modernitetens konsekvenser", p. 53-59. 17 Giddens, Anthony: "Modernitetens konsekvenser", p. 129 f. 18 Albæk, Erik: "Mediernes brug af eksperter", p. 14 Kasper Hyllested Side 15

4.1 Eksperternes rolle i nutidens politiske system Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. 19 Sådan lød ordene, da den nytiltrådte statsminister, Anders Fogh Rasmussen, den 1. januar 2002 holdt sin første nytårstale. Han fortsatte: Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige. Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte. 20 Talen genspejler en af de mest fundamentale dobbeltheder i vores demokratiforståelse. På den ene side har vort repræsentative demokrati solide rødder i oplysningstidens idé om at styrke den menneskelige fornuft for derved at frisætte mennesket. Det moderne demokrati er på den baggrund blevet forstået som en bestræbelse på at bringe mere viden og fornuft ind i den politiske beslutningsproces. Med fremvæksten af den borgerlige offentlighed blev der skabt et rum, hvor det var muligt at nå til enighed om, hvilke politiske argumenter, der er de "mest fornuftige". Derfor er netop brydning af meninger og argumentationen væsentlige institutioner i demokratiet. Den danske teolog, Hal Koch, stiftede Dansk Ungdoms Samvirke (det nuværende Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF) på netop idealet om samtalen som aldeles essentiel for demokratiet. I sin bog, "Hvad er demokrati?", som blev udgivet umiddelbart efter Anden Verdenskrig i 1945, gør han sig til talsmand for et "deliberativt demokrati", hvor beslutninger tages ved hjælp af argumenter, der brydes til og af deltagere, som er forpligtet på værdierne rationalitet og upartiskhed. På den anden siden står erkendelsen af, at der faktisk kan være en reel uenighed, som samtale ikke kan ophæve. Med dette grundsynspunkt står Kochs hovedmodstander, Alf Ross, der i sin 19 Fogh Rasmussen, Anders: "Statsministerens Nytårstale", 1. januar 2002. 20 Fogh Rasmussen, Anders: "Statsministerens Nytårstale", 1. januar 2002. Kasper Hyllested Side 16

"Hvorfor demokrati?" fra 1946 gør op med "kulsviertroen på fornuftens evne". 21 Ifølge Ross eksisterer der dybtliggende uenigheder, der hviler på "forskelligheder i interesser, vurderinger, temperament og skøn - altså divergenser, som peger tilbage ikke på forstandslivet, men på viljeslivet". 22 Ifølge Ross er der ingen, der har patent på at afgøre argumenters gyldighed. Der er ingen endegyldig sandhed. I stedet er resultatet af den demokratiske diskussion og forhandlingsproces ikke nødvendigvis enighed om, hvori det bedste argument består, men derimod "kompromiset - som fællesbetegnelse for udligningens forskellige former - (det, red.) er demokratiets væsen". 23 Demokrati udgør altså et skisma mellem at finde de fagligt bedste løsninger (Koch) og erkendelsen af, at løsninger ikke træder frem på objektiv vis, men må findes gennem argumentation, der også er baseret på interessekonflikter (Ross). Ser man Statsministerens nytårstale i dette perspektiv, så står det klart, at den på mange måder blev misforstået. Den har klart en brod vendt mod eksperters (tiltagende) rolle i politik, men samtidig siger han, at "Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden". Fogh Rasmussen lægger sig dermed i forlængelse af Ross, og han ønsker et opgør med "eksperttyraniet". Lægger man som Fogh vægt på, at demokratiske procedurer har til formål at sikre muligheden for forhandlinger af problemer, hvor der er dyb uenighed, så giver det straks flere problemer at legitimere brugen af eksperter i offentlig beslutningstagen: For eksperters afgørelser er kendetegnet ved ikke at være reguleret af demokratiske procedurer, men af videnskabsinterne standarder, som ideelt set fastlægges gennem det gode arguments overbevisning og ikke afstemninger. Dermed kommer forestillingen om, at fagkyndige skal have et afgørende ord i kollektiv beslutningstagen, i modstrid med det aspekt af demokratiteorien, der siger, at samfundets borgere med deres ofte divergerende interesser og meninger skal styre sig selv gennem politikken. 24 Det er nok dette, som statsministerens havde i tankerne, da han sagde: "Vi tror på, at mennesker er bedst til at selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne". 21 Ross, Alf: "Hvorfor demokrati?", p. 204. 22 Ross, Alf: "Hvorfor demokrati?", p.205. 23 Ross, Alf: "Hvorfor demokrati?", p.206. 24 Albæk, Erik: "Eksperter kan være gode nok, men...", p. 11. Kasper Hyllested Side 17

Det er interessant at bemærke dette forhold, når man samtidig inddrager nedsættelsen af Velfærdskommissionen. Velfærdskommissionen har netop fået til opgave at arbejde med et område, hvor der i høj grad hersker uenighed, og hvor vi flere gange har oplevet, at ekspertudsagn og faktuel viden ikke har den store betydning i den offentlige debat. Set ud fra det demokratisyn, som statsministeren forfægter i sin første nytårstale, 1½ år før regeringen nedsætter Velfærdskommissionen, er det bemærkelsesværdigt. På den ene side mener Fogh, at eksperter er "gode nok til at formidle faktisk viden", og på den anden side nedsætter han en velfærdskommission, hvis væsentligste opgave er at initiere en offentlig debat om et område, der er præget af dyb politisk uenighed. Og deres formål er indirekte at skabe enighed om en fælles forståelse af problemernes omfang og løsningsforslag. 25 Den rolle, som Anders Fogh Rasmussen ser eksperter - og dermed også Velfærdskommissionen - indtage er interessant at studere nærmere. Han forudsætter nemlig, at eksperterne kan leve op til et objektivitetsideal. I sin bog "Videnskabsfilosofi. Enhed og mangfoldighed i videnskaberne" diskuterer filosofiprofessoren Finn Colin netop dette objektivitetsideal i forhold til forskning og videnskab. Colin skelner mellem ontologisk objektivitet og metodologisk objektivitet: Rent sprogligt hænger begrebet om objektivitet sammen med begrebet om et objekt for erkendelsen. Den objektive redegørelse gengiver objekterne, tingene, som de er i sig selv, uden nogen fortegninger eller forvrængninger, som skyldes menneskets særlige måde at erkende dem på. 26 Ontologisk objektivitet er en form for sandhed; for også sandhed defineres som overensstemmelse mellem tanken og tingen. Men ontologisk objektivitet er en særlig form for sandhed, idet det netop er en overensstemmelse med tingen som den er i sig selv, renset for alle egenskaber, som udelukkende tilkommer den i kraft af dens forhold til det erkendende subjekt. I dette perspektiv kan man sige, at f.eks. fysikken giver os en objektiv redegørelse for virkeligheden i og med, at den ikke omtaler de såkaldte "sekundære egenskaber", i.e. farve, lugt, smag etc. Disse egenskaber er subjektive, dvs. de ligger i den måde, vi mennesker oplever tingene på, og ikke i tingene selv. 25 Man kan indvende, at Anders Fogh Rasmussen forfølger to forskellige politiske strategier, og at hverken opgøret med "smagsdommerne" eller nedsættelsen af Velfærdskommissionen er udtryk for et egentligt demokratisyn, men derimod blot for en konkret politisk stillingtagen til udvalget områder. 26 Colin, Finn: "Videnskabsfilosofi. Enhed og mangfoldighed i videnskaberne", p. 52f. Kasper Hyllested Side 18

Det er et sådant krav om at skære det subjektive bort, der ligger i det objektivitetsideal, som statsministeren opstiller for de eksperter, som er "brugbare", jf. nytårstalen 2002. De subjektive vurderinger skal skæres væk, og tilbage skal stå sandheden: Ifølge Colin er det muligt at stræbe efter ontologisk objektivitet i naturvidenskaben, men i human- og samfundsvidenskaberne er det vanskeligt:... et objektivitetsbegreb, der kræver, at virkeligheden afbildes som den er i sig selv, uafhængigt af den menneskelige iagttagelse og tænkning, kan ikke anvendes i human- og samfundsvidenskaberne. Deres genstand er jo ikke mindst mennesket og dets handlinger, tanker, følelser og oplevelser i forhold til virkeligheden, som mennesket oplever den - ikke i den videnskabelige, men den almenmenneskelige og dagligdags oplevelsesmåde. Derfor kan disse discipliner ikke anvende et begrebsapparat, der netop udelukker virkeligheden som den fremtræder for mennesket, uden at udelukke det de skulle undersøge. 27 4.2 Farlige forventninger Regeringen har inden nedsættelsen af Velfærdskommissionen angivet en række forskellige opfattelser af, hvordan den politiske beslutningsproces bør forløbe, og særligt, hvordan eksperter og faglig ekspertise kan inddrages i netop den politiske proces. Der er et konkret udtalt krav om, at eksperter skal forholde sig ontologisk objektivt til sagerne og holde sig fra at sige noget om, "hvad der er godt og rigtigt". Eksperter skal udelukkende "formidle faktisk viden", og ikke "løfte pegefingre". Det er en naturlig konsekvens af denne indstilling, at regeringen har nedlagt en række ekspertinstitutioner, råd og nævn, og det er ligeledes naturligt, at de råd, nævn og udvalg, der er nedsat af denne regering, arbejder på netop dette grundlag. Men som det vil fremgår i det følgende afsnit om baggrunden for nedsættelsen af Velfærdskommissionen (se p. 21ff), så kommer netop denne kommission uundgåeligt at overtræde netop denne fordring. Når det sammenholdes med, at regeringen har lagt vægt på, at kommissionen netop skal "vurdere" og analysere en række samfundsforhold, der tilmed ligger så langt ud i fremtiden, at det kun kan blive skøn og subjektive vurderinger (naturligvis på baggrund af fagligt kvalificerede analyser), så er der en risiko for, at forventningerne ikke stemmer overens med resultatet, og 27 Colin, Finn: "Videnskabsfilosofi. Enhed og mangfoldighed i videnskaberne", p. 54. Kasper Hyllested Side 19

dermed er der en risiko for, at kommissionen ikke kan leve op til de forventninger, som regeringen havde. 28 28 Det skal bemærkes, at regeringen ydermere har haft nogle strategiske-politiske overvejelser bag nedsættelsen af Velfærdskommissionen, bl.a. ønsket om at undgå at velfærdsspørgsmål skulle være en del af en kommende valgkamp. Se mere om dette i 5.1 Regeringens strategiske overvejelser. Kasper Hyllested Side 20

5 VELFÆRDSKOMMISSIONEN Da statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt sin årlige tale ved Folketingets åbning i oktober 2002 sagde han følgende: For regeringen drejer politik sig i høj grad om værdier og en åben debat. Vi gør op med den gammeldags tænkning, hvor politik bliver reduceret til spørgsmål om budgetter, paragraffer og mere af det samme. Vi ønsker en åben debat med udgangspunkt i klare værdier. Den nødvendige fornyelse af samfundet skal gå hånd i hånd med tryghed. Nødvendige reformer skal være ordentligt forberedt, og vi skal forberede dem i åbenhed og i dialog med befolkningen. De skal ikke komme som en tyv om natten. 29 Hermed var grundlaget skabt for ikke blot den senere nedsættelse af Velfærdskommissionen, men også for en helt ny politisk strategi for politiske reformer, særligt på velfærdsområdet. Anders Fogh Rasmussen lancerer her en videreførelse af den "kontraktpolitik", som i høj grad var med til at sikre ham sejren ved folketingsvalget i november 2001. Hidtil har det været kutyme at gennemføre upopulære reformer og indgreb i forbindelse med eksempelvis finanslovsforhandlingerne, hvor de politiske ledere fra både højre og venstre side - uanset regeringens farve - gik sammen om "nødvendige reformer" og pakkede dem ind i finanslovsaftaler, der kunne "skjule" eller sløre omfanget og karakteren af reformerne. Disse "pakker" får ofte kælenavne i den offentlige debat, i.e. "Kartoffelkuren" fra midt-firserne eller "Pinsepakken" fra 1998. I sin bog "Det stille sporskifte i velfærdsstaten" beskriver Jacob Torfing således en række mere eller mindre ukendte velfærdsreformer, som er blevet gennemført uden den åbenhed og dialog, som Anders Fogh nu erklærer som fundamentet for sådanne reformer. Den sidste store reform, der blev gennemført som en del af en finanslovsaftale midt om natten, var det såkaldte efterlønsforlig, der blev indgået i vinteren 1998. Den efterfølgende politiske storm, der opstod omkring regeringen, førte til flere forandringer i det politiske system: Enhver diskussion om ændringer af efterlønsordningen blev politisk set umuliggjort af frygt for at skabe usikkerhed omkring ordningens fremtid. Der opstod en generel uvilje mod at diskutere velfærdsreformer i det politiske "establishment". 29 Anders Fogh Rasmussen, tirsdag den 7. oktober 2003. Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens 38 (mundtlig del), http://www.ft.dk/samling/20031/redegoerelse/r1.htm Kasper Hyllested Side 21

Såvel den daværende SR-regering som VK-oppositionen - der stod bag efterlønsaftalen i 1998 - indgik stiltiende en overenskomst om ikke at gennemføre lignende reformer. Der opstod en generel enighed om, at velfærdsreformer skulle præsenteres for vælgerne, der fik mulighed for indirekte at tage stilling til dem gennem et folketingsvalg. Det er på baggrund af efterlønssagen, at Anders Fogh Rasmussen lægger op til en ændring i den politiske kultur. Kontraktpolitikken udvides til ikke blot at handle om konkrete politiske valgløfter, men til at være et politisk fundament for regeringen. Vælgerne skal ikke blot vælge sine repræsentanter, men også på forhånd acceptere bestemte politiske reformer. Det mandat, som regeringen regerer på, er dermed indskrænket til de valgløfter, som bliver afgivet før og under valgkampen. Det er netop på denne baggrund, at VK-regeringen i 2003 beslutter sig for at nedsætte en Velfærdskommission. I samme åbningstale som citeret ovenfor sagde Fogh om Velfærdskommissionen: Regeringen har netop nedsat en velfærdskommission. Sigtet er det samme: at forberede den nødvendige fornyelse af velfærdssamfundet, at skabe åben debat for at modne de nødvendige beslutninger. Målet er at sikre grundlaget for social tryghed og et velfungerende velfærdssystem i fremtiden. For at kunne finansiere velfærdsopgaverne i fremtiden er det nødvendigt at øge produktionen og beskæftigelsen og løbende forny velfærdssamfundet. Vi ved, at der i de kommende år bliver stadig flere ældre, især efter 2010. Vi skylder vore ældre, at de får ordentlige vilkår i alderdommen, men så er det også nødvendigt at se fordomsfrit på, hvordan vi skaffer pengene til dem, som har behov for hjælp. Nu går Velfærdskommissionen så i gang med sit arbejde. Den skal være færdig inden udgangen af 2005, men vi opfordrer kommissionen til løbende at skabe en udadvendt debat. Det er vigtigt, at arbejdet foregår i åbenhed, så befolkningen kan følge med i, hvad der foregår. Den spændende og den krævende udfordring bliver at opnå enighed om forslag, der kan samle bredt. Det er regeringens klare opfattelse, at større reformer af velfærdssystemet bør hvile på et bredt flertal her i Folketinget. På den måde går forandring hånd i hånd med tryghed, og reformerne får større og længere holdbarhed. 30 (min fremhævning) Som det fremgår af citatet, så er nedsættelsen af Velfærdskommissionen et led i en politisk strategi, der handler om at forberede reformerne samt ikke mindst at skabe åben debat for at modne de nødvendige beslutninger. Fogh sammenligner selv Velfærdskommissionen med den såkaldte Strukturkommission, der blev nedsat for at forberede strukturreformen af det kommunale danmarkskort. Men hverken 30 Anders Fogh Rasmussen, tirsdag den 7. oktober 2003. Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens 38 (mundtlig del), http://www.ft.dk/samling/20031/redegoerelse/r1.htm Kasper Hyllested Side 22

Strukturkommissionen eller andre lignende kommissioner har, som Velfærdskommissionen, haft til formål at skabe åben og udadvendt debat. Dette er nyt, og som det vil fremgå af nedenstående analyse af regeringens kommissorium for kommissionen (se p. 25), så er dette et væsentligt element i analysen af kommissionens arbejde (se p. 43ff). Anders Fogh Rasmussen lægger i sin tale stor vægt på, at kommissionens arbejde skal tage sigte på at skabe offentlig debat. Det er interessant at bemærke, at statsministeren i sin tale faktisk både peger på problemets karakter ("Vi ved, at der i de kommende år bliver stadig flere ældre, især efter 2010"), samt rammerne for løsningen ("det (er) nødvendigt at øge produktionen og beskæftigelsen og løbende forny velfærdssamfundet"). Man kan - som flere har gjort - indvende, at regeringen ikke behøver at nedsætte en kommission for at udrede det danske velfærdssamfunds indre problemer eller komme med konkrete forslag til deres løsning. Såvel regeringens egne embedsmænd som flere uafhængige eksperter har gennem flere år i adskillige rapporter peget på de samme problemer og løsningsmodeller. 5.1 Regeringens strategiske overvejelser Når regeringen på trods af de ovenfor nævnte indvendinger alligevel nedsætter Velfærdskommissionen skyldes det ikke blot et ønske om at skabe og styre en debat eller at få konkrete, gennemarbejdede forslag til velfærdsreformer. Der ligger også strategiske og politiske overvejelser bag. Velfærdskommissionen blev til i forbindelse med det nye regeringsprogram, Vækst, Velfærd og Fornyelse II, 31 som Venstre og Det konservative Folkeparti enedes om i sommeren 2003. Det konservative Folkeparti havde allerede ved valget i 2001 slået på, at der var behov for velfærdsreformer, og partiet ønskede eksempelvis efterlønnen helt afskaffet. Venstre havde tidligere - ved valget i 1998 - haft lignende punkter på det politiske program, men partiet ønskede ikke at begå de samme fejl, som SR-regeringen gjorde efter valget i 1998 med efterlønnen. Den konservative-liberale regering var kommet til magten på løfter om at overholde en 31 Regeringsgrundlaget kan beses på Statsministeriets hjemmeside, www.stm.dk. Om Velfærdskommissionen står der i regeringsgrundlaget: "Regeringens mål er at sikre grundlaget for social tryghed og et velfungerende velfærdssystem i fremtiden. For at kunne finansiere velfærdsopgaverne i fremtiden er det nødvendigt at øge produktion og beskæftigelse og gennemføre reformer af velfærdssystemet. Jo tidligere de nødvendige initiativer bliver taget, jo bedre er mulighederne for at gennemføre ændringer over en årrække, og desto mere smidigt vil samfundet kunne tilpasse sig de ændrede forhold. For at få et grundlag for en bred og åben offentlig debat og som forberedelse af de nødvendige beslutninger ønsker regeringen en dybtgående analyse af opgavens omfang og mulige reformforslag. Regeringen vil derfor nedsætte en uafhængig, sagkyndig velfærdskommission". Kasper Hyllested Side 23

"kontrakt" med vælgerne - den såkaldte kontraktpolitik. Idéen bag denne politik er, at kun de ting, som blev fremlagt før valget, bliver gennemført efter valget. Det betyder, at eksempelvis velfærdsreformer kun kan gennemføres efter et folketingsvalg. Venstre ville derfor ikke acceptere Det konservative Folkepartis ønske om velfærdsreformer i den indeværende valgperiode. Samtidig havde man et ønske om at "lukke debatten", så den kommende valgkamp ikke - som i 1998 - kom til at handle om velfærdsreformer. Løsningen på disse problemer blev at nedsætte en Velfærdskommission, som fik instrukser om først at barsle med sit endelige oplæg efter det kommende folketingsvalg, dvs. efter november 2005, hvor valget senest skulle holdes. Nedsættelsen af Velfærdskommissionen er af flere politiske analytikere blevet anset for at være en indrømmelse til de konservative. Samtidig har det givet navnlig Venstre mulighed for at undgå at deltage i debatten. I stedet kunne henvises til den debat, som først skulle tages, efter Velfærdskommissionens anbefalinger var udkommet. 5.2 Velfærdskommissionens sammensætning og arbejde Velfærdskommissionen udpeges af regeringen og består af 8 medlemmer samt en formand. Derudover er tilforordnet observatører fra en række fagministerier. Kommissionen består af følgende personer: Torben M. Andersen, professor, Institut for økonomi, Aarhus Universitet Stine Bosse, koncernchef, Tryg Vesta Gruppen Jørgen Elmeskov, deputy director, OECD Bente Hyldahl Fogh, direktør, Praktiserende Lægers Organisation Birgitte Hansen, direktør, slotsholm A/S Peter Højland, bestyrelsesformand, Transmedica A/S Jørn Henrik Petersen, professor, Syddansk universitet Nina Smith, professor, Handelshøjskolen i Århus Jørgen Søndergaard, direktør, Socialforskningsinstituttet Kommissionen har flere gange været kritiseret for at være ensidigt sammensat (for mange DJØF'ere, der på forhånd var enige med regeringens politiske linje), ligesom flere organisationer har kritiseret arbejdsformen med lukkede møder og begrænsninger i høringsmuligheder etc. Kasper Hyllested Side 24

Kommissionen er principielt uafhængig af regeringen, og får således stillet et budget til rådighed, som må anvendes efter egne beslutninger. Kommissionen har besluttet at oprette et sekretariat med en række akademiske medarbejdere, der udarbejder analyser på bestilling af Velfærdskommissionen. Endvidere kan kommissionen benytte Finansministeriets særlige Danish Rational Economic Agents Model (DREAM) 32 til en række modelberegninger. Kommissionen har udgivet tre debatoplæg med tilhørende analyserapporter, samt afholdt flere debatarrangementer, særligt i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd. Endvidere har kommissionens medlemmer gennem foredrag, debatindlæg og kronikker deltaget i den offentlige debat i et stort omfang. I december 2005 afgav kommissionen sin endelige betænkning. 5.3 Kommissorium for Velfærdskommissionen Nedsættelsen af Velfærdskommissionen sker ved, at Regeringen på et ministermøde vedtager et kommissorium for kommissionen. Dette kommissorium 33 angiver årsagen til nedsættelsen, kommissionens opgaver samt dennes sammensætning. Kommissoriet kan opdeles i to dele: Første del angiver den politiske og sociale baggrund for, hvorfor regeringen finder det nødvendigt at nedsætte en Velfærdskommission. I denne tekst lægges en række begrænsninger på kommissionens arbejde og analyser, og særligt indskrænkes det udfaldsområde, hvori kommissionen kan tænkes at angive reformforslag. Således angives de væsentligste problemfelter at være: Flere ældre, færre unge Frem til 2025 vil antallet af ældre over 64 år vokse med mere end 40 pct. I samme periode vil antallet af personer i den erhvervsaktive alder mellem 18 og 64 år falde med 5 pct. Der bliver færre i den erhvervsaktive alder til gennem skattebetalingen at finansiere ydelserne. Stigende velstand medfører stigende krav Den almindelige samfundsudvikling, herunder den stigende velstand, afstedkommer en øget efterspørgsel efter offentlige serviceydelser, og skærper kravene til ydelsernes kvalitet 32 Se http://www.dreammodel.dk/ 33 Kommissoriet kan ses på Velfærdskommissionens hjemmeside, www.velfaerd.dk samt på Bilag 1. Kasper Hyllested Side 25