Tik Tak, Tik Tak, Tik Tak. Jeg synes tiden går alt for hurtigt herovre i Dublin. Dette rejsebrev er bare endnu en påmindelse om at jeg nærmer mig slutningen på dette eventyr. Det har været så fantastisk, grænseoverskridende, sjovt, besværligt og hårdt. Det er faktisk enormt svært at sætte ord på denne oplevelse. Jeg er så lykkelig for at jeg tog af sted, ikke at jeg var i tvivl om jeg skulle. Dublin er bestemt blevet hjem i den tid jeg har haft her. Irene er meget venlige, høflig og enormt hjælpsomme. De passer godt på deres turister. Engang imellem føles det dog lidt som at være i Spanien, hvor den afslappet følelse er sneget sig ind på mange Irer. De er enormt tilbagelænet på godt og ondt. Ting sker ikke super hurtigt (busplaner er bare ikke noget der fungere her), men på samme tid gør det også at jeg ikke har set vildt stressede mennesker. Jeg ved de er her, men du ser dem ikke overalt. Lyskryds er kun til som en vejledning som en af mine housemates forklarede mig. Når jeg går rundt i Dublin er byens historie ganske nærværende, ja landets historie. De er et meget stolt folkefærd, men absolut ikke arrogante. De elsker deres folkehelte, og de fleste i min generation kan stadig huske eftervirkningerne efter The troubles I Nordirland. Deres selvironi er helt fantastisk og deres humor er bestemt ikke langt væk fra den tørre jyske humor. Når der har været besøg fra Danmark og der har været turist ting på programmet er det bestemt også den tørre ironiske humor jeg elsker mest ved deres historier om forgange tider.
Der er stadig skudhuller fra The easter rising i 1916 i nogle offentlige bygninger. Da tourisme er et af de vigtigste erhverv herovre, er der ofte gjort opmærksom på diverse skudhuller eller andre se værdige ting. Jeg bor i et hus med tre andre fyre. Alle Irer. Det er meget almindeligt herovre at man bor flere sammen, da det er enormt dyrt at bo i Dublin. Jeg har mit eget værelse, men ellers deler jeg bad, stue og køkken med de andre 3. Da jeg søgte værelse, søgte jeg efter et sted hvor mine roommates/housemates var sociale. Da jeg er alene af sted var det meget vigtigt for mig at finde et sted at bo, hvor jeg kunne få en omgangskreds. Den mission er lykkedes på aller bedste vis og kunne ikke have været mere heldig end med disse. Det koster ca. 3500 kr. for mit værelse, men det er også i et godt område og tæt på centrum. Der findes områder i Dublin man helst ikke skal ud i med mindre man bor der, men dette sted, Rathmines (hvor jeg også arbejder) kan jeg godt gå hjem alene om natte fra pubben. Jeg er i praktik på et women`s refuge. Jeg havde en forventning om at deres faglige niveau var ganske lavt om end der var noget. På den baggrund blev jeg ret overrasket over deres faglighed her. Jeg syntes faktisk slet ikke det var så skidt. De var i stand til at anbefale bøger om emnet og der blev brugt flere fagtermer. Og der er tanke bag handling. Dog må jeg sige at med tiden falder deres faglighed igennem oftere. De bruger meget ofte time-out og the bold-chair hvilket vel kan sammenlignes med skammekrogen. Der bliver talt meget om at børnene her skal have det godt! De skal være glade og kunne få en pause fra volden i hjemmet. En ting jeg har lagt meget mærke til at de altid siger man skal fordømme en handling, men ALDRIG barnet. De har ikke nogen pædagogik her, men jeg ser ofte anerkendelse i det de arbejder med. Et af de fagbegreber der også bliver brugt en del er resiliens og hvordan personalet kan efterstræbe at bruge dette i arbejdet.
Du kan aldrig planlægge en dag her. Det er en akut service, hvilket betyder man aldrig ved hvad der kommer til at ske. Det kan på en time gå fra ingen til 30 børn og 10 kvinder. Det er sjældent jeg får sagt farvel til nogle af vores beboer, da de ofte pludselig bestemmer sig for at tage hjem til deres voldelige mand. Det har jeg skullet vænne mig til. Uforudsigeligheden har været lidt svær i forhold til mine mål, da jeg sjældent har kunne planlægge noget, da de børn jeg ville lave noget med er taget hjem, eller at der er kommet mange flere børn og kvinder, så der ikke er tid til jeg kan gå fra. Jeg må heller ikke gå fra for at lave en til en-arbejde, hvilket er en regel de har for studerende. Jeg har fået lov et par gange men det er ret svært at få lov til at arbejde selvstændigt. Sikkerhed for kvinderne, børnene og os selv, spiller også ret meget ind på bevægelsesfriheden og begrænser de aktiviteter jeg kan udføre med børnene. Heldigvis er personalet her ret åben overfor de ideer jeg kommer med. At være kreativ går de meget op i her og i børnenes skole er der også ret meget af den slags. Grundet den stigma der er omkring hustru/kæreste vold er det ofte meget skamfuldt for børnene at være her. De må heller ikke fortælle nogen de er her, da det øger risikoen for deres far kommer her. De såkaldte travellers herovre er en hel verden for sig og i arbejdet med kvinderne og børnene fra denne kultur er meget anderledes end de andre kvinder og børn. I deres kultur er manden overlegen og ejer kvinden. Jeg fornemmer ret meget stigma i forhold til hvordan personalet taler om denne gruppering. De bliver tit udelukket fra pubber på grund af voldelig adfærd og det er ikke fint at være en traveller. En personale her fortalte mig at de har massive problemer med stoffer, børnene bliver taget ud af skolen når de er mellem 12 og 13 år., og så den massive hustruvold. Jeg har fundet dette område meget interessant, netop på grund af de store kultur forskelle. De sociale myndigheder gør sjældent noget ved travellerne, da der er stor berørings angst med denne gruppering. Det lever næsten som en sub kultur. Vejledningen afhænger meget af hvor travlt vi har. Men der er altid til sidst på dagen, hvis jeg lige skal bruge 5 minutter. De gør meget ud af at kollegaer skal bruge hinanden, når der er noget der bekymre en. Eller man har brug for en at spare med. Det er den supervision der er. Det har været meget nyttigt for mig altid at have noget litteratur med, hvis der skulle blive stille her. Så får man tid til at sidde og arbejde med sine mål eller som fx nu- mit sidste rejsebrev. De har været enormt fleksible med mine arbejdstider, så jeg arbejder 7 ½ time om dagen og har så fri en dag i ugen. Jeg har selv skullet være ret opsøgende i at få lov til at have forskellige vagter, men når jeg har spurgt har det igen været stor velvillighed til at få det igennem.
Mine fleksible arbejdstider har gjort det muligt for mig at få set lidt mere af Irland end bare Dublin, og har tilladt mig at få rejst lidt ud af landet også (flybilletter er ret billige herovre, på nær til Danmark). Jeg har også været tur oppe i Nordirland i en by kaldet Derry (Londonderry hvis man er Englænder). Jeg vidste jeg gerne ville op til Derry inden jeg tog af sted, da min yndlings Irske folkesang handler om Derry. De fleste kender Derry som den by hvor Bloody sunday foregik. Jeg blev dog lidt bekymret få dage før jeg skulle af sted, da flere Irer stadig er lidt bekymret over at tage nordpå. Men da jeg er Dansker tænkte jeg at det der HAR foregået deroppe intet har med mig at gøre. Og jeg er meget glad for jeg tog af sted, da det bare er en helt fantastisk by, med en masse historie, men også en masse utroligt dejlige og flinke mennesker. Boede hos en lokal som hev mig med på pubben og endte med at have en fantastisk weekend deroppe. Ellers er min fritid blevet brug med mine housemates, hiking og ikke mindst på pubben. Jeg har været heldig og få en fantastisk omgangskreds herovre. Jeg er blevet taget enormt godt imod- også af mit praktiksted. Efter 3-4 uger herovre fik jeg enormt meget hjemve. Jeg var rigtig ked af det og savnede min familie og venner, men da jeg talte med mine housemates om det hev de mig med ud på en pub og
før jeg vidste af det havde jeg glemt alt om hjemve og havde bare en sjov aften. Ellers har jeg ikke haft problemer med hjemve. Det er jeg meget glad for, da jeg synes det var hårdt at have hjemve. Efter en Maj måned, hvor jeg kun har haft en weekend i Dublin (resten i Skotland, Polen og Danmark) glæder jeg mig nu til at have tid til bare at nyde Dublin igen Dog er der lige et karneval i Aalborg, som jeg ikke vil gå glip af. Jeg er glad for jeg valgte et land som heller ikke er langt fra Danmark. Det har gjort det muligt for flere af mine dejlige venner og min familie at besøge mig, og for mig at komme på visit en gang. Jeg var rigtig nervøs før jeg tog af sted for om jeg ville få nogle venner her, eller jeg ville blive ensom. Heldigvis faldt jeg ind i en masse dejlige mennesker, som bare har taget mig ind i ders vennekreds. Grundet det har jeg heller ikke haft kontakt til andre studerende her i Dublin (jeg ved ikke engang om der er andre). Jeg har haft kontakt til flere fra min klasse og linjefag mens jeg har været her for at blive opdateret på undervisningen. Det skal dog siges at det er meget nemt at glemme alt om UCN, da man bare er i sin egen boble. Jeg er glad for jeg har gjort dette alene, men det var med en del frygt inden! Der er fordele og ulemper ved at tage af sted alene. Det havde været rart at have en at dele alt dette med, som man så kunne tale med især når man/jeg kommer hjem. Det er en oplevelse jeg har så svært ved at sætte ord på og ville virkelig ønske jeg skulle være her 6 måneder mere! Vores kære undervisningsminister taler om at flere skal tage et ophold i udlandet og kan da kun være fuldstændig enig. Det har været sådan en lærerig oplevelse både fagligt, men også personligt. Jeg vil ALDRIG tøve med at anbefale et ophold i udlandet. SÅ KOM AF STED!!