i:\oktober-99\euro-hh.doc Af Henrik Hofman RESUMÉ 12. oktober 1999 FORDELE OG ULEMPER VED EURO en I bogen Euro eller krone fordele og ulemper ved euro en forsøges euro en udsat for et kritisk stormvejr. Argumenterne hos de forskellige forfattere Mette Koefoed Bjørnsen, Frank Dalgaard, Jesper Jespersen m. fl.- kan samles i fire hovedgrupper: Vi mister handlefrihed Devaluering skal ikke afskrives Frygt for harmonisering Politikerne har narret befolkningen Man skal imidlertid ikke læse langt i bogen, før det står klart, at analyserne er fejlagtige, overfladiske som forældede. Blandt problemer og fejl i bogen er: Forfatterne sondrer ikke mellem formelle og reelle frihedsgrader i de økonomiske politik. Tiden har stået stille for forfatterne. Der er ingen reflektioner over udviklingen siden Maastrichtafstemningen i 1992, f.eks. effekten af Amsterdamtraktaten, beskæftigelsestopmøderne, Luxembourgprocessen, den makroøkonomiske dialog, den sociale dialog m.v. Forfatterne undervurderer det økonomiske råderum, der opstår, når lande samarbejder og koordinerer den økonomiske politik. Forfatterne går overfladisk henover, at med et indre marked er et ja til devalueringer i praksis et nej til samarbejde i Europa. Forfatterne er storproducenter af skræmmebilleder om totalharmonisering til trods for, at virkeligheden viser, at der er mange samarbejdsformer i EU, som ikke medfører total ensretning. Forfatterne benytter sig af billige og useriøse argumenter i de tilfælde, hvor de forsøger at mistænkeliggøre politikerne. Alt i alt en bog, der bringer meget lidt nyt til debatten tiden har stået stille for forfatterne. Bogen er ikke mindst historielæsning, da forfatterne ikke forholder sig til, at euro en i dag er en realitet, hvilket gør situationen anderledes, end da vi stemte første gang i 1992.
2 FORDELE OG ULEMPER VED EURO en En række euro-skeptikere 1 har i bogen Euro eller krone fordele og ulemper ved euro en givet deres syn på spørgsmålet, om Danmark bør træde ind i ØMU en. Titlen på bogen er misvisende, da ingen af forfatterne gør et forsøg på at illustrere fordelene ved euro en. Det er ulemperne set med forfatternes briller, der bringes i fokus. Det er imidlertid heller ikke så uinteressant, for på den måde kan man få et koncentrat af, hvad der er kerneargumenterne i kritikernes syn på euro en. Økonomisk argument nr. 1 vi mister handlefrihed Det første argument mod euro en fra kritikernes side er en påstand om, at Danmark mister handlefrihed, hvis vi går med i euro en. Det kan bl.a. ses af følgende citater: (Ja til ØMU en ) er samtidig et nej til at bevare Nationalbanken som en selvstændig dansk Centralbank..dét indebærer, at det er definitivt slut med at føre vores egen pengepolitik, og vores egen valutakurspolitik (Mette Kofoed Bjørnsen, side 6) Forskellen på Danmarks nuværende situation og fuldt ØMU-medlemskab er bl.a., at vi i dag har vores fulde frihed til at ændre på situationen, når som helst vi måtte ønske det (Dalgaard, side 19) Så nedlægges Danmarks Nationalbank sammen med den danske krone, og vores pengepolitiske frihed deponeres i Frankfurt. (Dalgaard, side 71) I spørgsmålet om frihedsgrader er det vigtigt at sondre mellem formelle og reelle frihedsgrader. Det er korrekt, at vi formelt giver afkald på den frihedsgrad, der ligger i at kunne føre en selvstændig pengepolitik. Men reelt har vi givet afkald på denne frihedsgrad i kraft af vores fastkurspolitik først i forhold til D-marken og nu i forhold til euro'en. De eneste tidspunkter, hvor vi ikke med næsten minuts varsel følger de europæiske pengemarkedsrenter, er ved valutakriser, hvor vi kan blive tvunget til at hæve renten betydeligt for at holde kronekursen. Det er dog næppe denne defensive frihedsgrad, forfatterne tænker på. 1 Mette Koefoed Bjørnsen, Frank Dalgaard, Jesper Jespersen, Lise Lyck, Gunnar Thorlund Jepsen og Henning Gottlieb
3 Det forhold, at vi ikke i snart mange år reelt har ført en selvstændig dansk pengepolitik, gør også forfatternes henvisninger til Sverige og debatten her misvisende. For det, man diskuterer her, er dybest set, om man skal gå over til at føre en fastkurspolitik i forhold til euro'en hvad man ikke gør i dag. Hvis det er denne debat, forfatterne ønsker, burde man tone rent flag. I forhold til de frihedsgrader, man har i den økonomiske politik, er det i øvrigt relevant at se på de samlede frihedsgrader i både penge- og finanspolitikken. Og det er et uomtvisteligt faktum, at mulighederne og effekterne af finanspolitik øges ved deltagelse i euro'en. Også her blander forfatterne formelle og reelle hindringer sammen. Det er korrekt, at vækst- og stabilitetspagten lægger nogle grænser på det offentlige underskud. Men har man dårlige offentlige budgetter, vil man også blive straffet, selvom man ikke er med i euro'en. Straffen vil blot komme fra de finansielle markeder i form af en højere rente. Tvivlerne kan blot studere svensk økonomi i starten af 90'erne. Desuden er der nye økonomiske og politiske muligheder i finanspolitikken som euro-skeptikerne overser. Koordinerede tiltag blandt euro-landene vil således give større samfundsøkonomisk effekt end landeindividuelle finanspolitiske indgreb. Det skyldes først og fremmest, at vi handler forholdsvist meget med hinanden. Skeptikerne har sat tiden i stå En af de mest fundamentale fejl ved bogen er, den forholder sig til euro en som om, vi stod før Maastricht-afstemningen i 1992. Hermed begår man to fejl. For det første kryber man udenom det faktum, at euro en ikke længere er til diskussion i Europa. 11 europæiske lande har således pr. 1 januar 1999 givet afkald på deres egen nationale valuta til fordel for euro en. Og for det andet undlader man at fortælle om alt det, der er sket med hensyn til det økonomiske og beskæftigelsesmæssige samarbejde i Europa siden Maastricht-traktaten i 1992. Den første fejl kan sammenlignes med en situation om, hvordan man f.eks. forholder sig til bygningen af en ny bro henholdsvis før beslutningen træffes og efter at byggeriet er gået i gang. De færreste vil vel påstå, at de to situationer er identiske. Før beslutningen træffes, kan man diskutere, om vi overhovedet skal have en bro, eller om f.eks. nye færger er bedst. Men når først byggeriet er i gang, er det mere et spørgsmål, om man vil have indflydelse på, hvordan broen kommer til at se ud, om man vil bruge broen eller ej osv. Denne afgørende forskel synes forfatterne til bogen at se bort fra.
4 Den anden fejl består i, at forfatterne lader som om den ØMU, der blev skabt med Maastrichttraktaten, er den samme i dag. Den ØMU, som så dagens lys i forbindelse med Maastricht-traktaten, var populært sagt en ØMU med et lille ø og et stort M, fordi den kun fokuserede på den monetære del af økonomien. Det handlede stort set kun om penge, priser og offentlige bugetter. Men næppe var blækket på Maastricht-traktaten dog tørt, før Europa røg ind i det værste økonomiske tilbageslag siden anden verdenskrig. Og krisen var vel at mærke hjemmelavet i den forstand, at man ikke kunne give oliepriser eller lignende skylden. Dette satte efterhånden mere fokus på ø et i den økonomiske og monetære union. Mere præcis blev der større focus på den reale side af økonomien, dvs. på vækst og beskæftigelse. Gennembruddet kom i forbindelse med Amsterdam-traktaten, som for alvor satte beskæftigelsen på den europæiske dagsorden. Med Amsterdam-traktaten er der etableret en køreplan for, hvordan man skal behandle spørgsmål om beskæftigelsen på EU-niveauet. Køreplanen indebærer, at EU's stats- og regeringschefer, som holder to topmøder om året, forpligtes til på mindst hvert andet af topmøderne at gøre beskæftigelsen til et hovedpunkt på dagsordenen Amsterdam-traktatens rammer er siden udfyldt med den såkaldte Luxembourg- og Cardiff-proces opkaldt efter de to topmødebyer, hvor beslutningerne blev taget. Luxembourg-processen tager særligt fat på arbejdsmarkedet. Der er vedtaget konkrete mål for reducering af ungdomsledighed og langtidsledighed, som EU-landene har lovet at leve op til på mellemlangt sigt. Konkret skal medlemslandene inden for en periode på fem år bestræbe sig på, at alle unge arbejdsløse skal tilbydes beskæftigelse eller uddannelse, inden de har været ledige i seks måneder. Alle øvrige arbejdsløse skal, inden de har været ledige i maksimalt 12 måneder, tilbydes de samme muligheder. Cardiff-processen omhandler tiltag og analyser omkring det indre marked dvs. spørgsmålet om øget effektivitet, konkurrenceforhold, fjernelse af fortsatte handelshindringer, spørgsmål om offentlig tjenester, beskatning m.v.
5 På det seneste er der også taget hul på makrodelen af den økonomiske politik. Det skete i forbindelse med topmødet i Køln i juni 1999. Denne Køln-proces, som den kaldes, handler om koordinering af den økonomiske politik samt forbedring af samspillet mellem lønudvikling og penge-, budget- og finanspolitik via en makroøkonomisk dialog, som skal føres mellem repræsentanter for Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og arbejdsmarkedets parter. Der er altså sket ganske meget siden, ØMU en med det for store m og for lille ø blev sat i søen i forbindelse med Maastricht-traktaten. Ingen af euro-skeptikerne nævner så meget som blot ét af ovenstående punkter. Det er i øvrigt også disse tiltag sideløbende med euro en indførelse, som gør økonomiprofessor Jesper Jespersens indlæg særdeles skuffende. Der er intet nyt under solen i indlægget, og det virker næsten som om, at tiden er stået stille hos JJ i forhold til at følge med i, hvad der er foregået i de seneste år. Det kan illustreres med følgende citat: Det europæiske samarbejde løber en stor risiko, hvis man bare gennemtrumfer ØMU en i dens nuværende form. Man skulle næsten tro, at forfatteren ikke har opdaget at ØMU en er en realitet, og tiden med forberedende studiekredse for længst er et overstået kapital. Det er naturligt, at meningmand endnu ikke har noget særligt forhold til ØMU en og euro en, da mønten fysisk ikke eksisterer endnu. Det samme kan man dog ikke sige om en økonomiprofessor. I relation til handlefrihed skriver Jesper Jespersen i øvrigt også at: Hensigten med (Stabilitets- og vækstpagten) var at begrænse euro-landene fra i fremtiden at føre deres egen ekspansive økonomiske politik à la den danske i 1993-95 på trods af dennes åbenbare succes. Det er ukorrekt.
6 For det første kunne Danmark godt have gennemført Ny kurs fra 1993, hvilket dokumenteres i rapporten Beskæftigelse og fælles mønt, 1999 fra LO, forbundene og AE. For det andet har Danmark i dag et markant overskud på de offentlige finanser, hvilket giver et stort økonomisk råderum. Økonomiprofessor Jesper Jespersen burde i øvrigt kunne indse, at hvis man ønsker at ændre på nogen af realiteterne i ØMU en som altså eksisterer så må man ind og deltage. Små skræp og flere rapporter gør ingen forskel. Økonomisk argument nr. 2 devaluering skal ikke afskrives Det andet økonomiske argument, som går igen i indlæggene, er, at devaluering ikke skal afskrives som økonomisk politisk instrument. I en sådan situation (her tænkes på, at Danmarks rammes af et asymmetrisk chok) kan en devaluering være eneste løsning, da finanspolitikken er bundet af Maastricht-reglerne om et underskud på de offentlige budgetter på højst 3 procent af BNP (Lise Lyck, side 45). Der vil uundgåeligt opstå situationer i fremtiden, hvor det kan være fordelagtigt for Danmark at ændre kronens internationale værdi i den ene eller anden retning (Dalgård, s. 66). Disse argumenter er sådan set reelle nok. Der kan være tidspunkter, hvor det kan være fordelagtigt at devaluere. Men denne fordel er ikke uden problemer, og forfatterne vælger fuldstændigt at overse ulemperne. En af ulemperne ved at fastholde muligheden for at kunne devaluere er, at man ved internationale valutakriser nærmest som i et raid kan blive overfaldet af udenlandske spekulanter, uden der sådan set er nogen realøkonomisk begrundelse for det. Ved at fastholde sin egen valutakurs gør man sig således sårbar overfor valutakursspekulanter. En anden ulempe ved at holde fast i devalueringsinstrumentet er, at man dermed i praksis siger nej til at samarbejde om den økonomiske politik i Europa men det er måske også det, forfatterne mest af alt ønsker.
7 Det er således manglende forbrugeroplysning, når man i forlængelse af ønsket om at kunne lave devalueringer ikke fortæller, at devalueringer samlet set ikke skaber job. Det flytter kun rundt på job næsten i stil med de konkurrencefordele, et land kan opnå ved at underbyde på skatteområde og tiltrække udenlandske virksomheder. De job, et land skaffer sig ved en devaluering, kan måles direkte som tab hos de lande, man handler med. Foretager disse lande i øvrigt samme handling efterfølgende, er man lige vidt. Ønsker man omvendt et samarbejde om den økonomiske politik af hensyn til bedre vækst og beskæftigelse i Europa, så er den økonomiske og politiske konklusion, at man må binde sig til masten, d.v.s. opgive devalueringsinstrumentet. Påstanden om, at euro'en er en nødvendig forudsætning for forpligtende økonomisk samarbejde, vil af nogle sandsynligvis blive opfattet som kontroversiel. Argumentet om bedre incitamenter til samarbejde ved èn fremfor elleve valutaer er, at med elleve valutaer er der en tendens til, at landene opfatter valutakursen som et instrument, man hver især selv kan bruge til at redde sin egen økonomi. Problemet ved valutakursændringer er imidlertid, at de forbedringer, èt land opnår ved nedskrivning af sin valutakurs, sker på bekostning af de øvrige lande, som man handler og samarbejder med. Devaluerer Frankrig f.eks. overfor Tyskland, så får Frankrig det bedre og Tyskland det værre. Med et betydeligt økonomisk skæbnefællesskab i EU er det således en forudsætning for samarbejde om bedre beskæftigelse for området som helhed, at man ikke kan bruge valutakursen som instrument. Vælger man euro en handler det først og fremmest om at forstå, at man har lavet en kontrakt. Kontrakten går på, at man endegyldigt opgiver muligheden for at tilkæmpe og justere sig til arbejdspladser på andres bekostning. Samtidig må man heller ikke glemme, at euro en i sig selv ikke er nogen lykkemønt. Der er med euro en ikke en garanti for en masse nye job, og ej heller det modsatte. Eurokontraktens konsekvens er først og fremmest, at man ikke længere kun tager ansvar for sin egen situation, men at man også er villig til at se på udviklingen i de andre lande. Økonomisk argument nr. 3 frygt for harmonisering Det tredje økonomiske argument i forfatternes argumentation mod euro en er, at man så at sige skal stoppe ved Det Indre Marked altså fri bevægelighed for kapital, varer, service og arbejdskraft - og ikke mere.
8 Efter indførelsen af EU s Indre Marked er de økonomiske begrundelser for yderligere integration stort set udtømte (Lice Lyck, side 38). Her er måske det mest dybtgående argument i kritikernes syn på euro en og ØMUsamarbejdet man ønsker udviklingen sat i stå. Én af forfatterne Gunnar Thorlund Jepsen går skridtet videre, da han gerne ser Det Indre Marked skruet tilbage: I stedet for at fjerne grænsekontrollen kunne man derfor genetablere den også med bevarelse af fri handel og kapitalbevægelighed. Det egentlige argument for at stoppe ved Det Indre Marked synes at være en frygt hos forfatterne for, at hvis man går videre, så vil det nærmest føre til en totalharmonisering af de fleste politikområder: Euro ens politiske bagside er først og fremmest nødvendigheden af, at der som en følgevirkning sker en harmonisering af euro-landenes skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik og socialepolitik (Mette Koefoed Bjørnsen, side 7). Det er efter vores opfattelse noget sludder. For det første indebærer Det Indre Marked netop (med få visse undtagelser ) fri bevægelighed for varer, service, kapital og arbejdskraft. Det er ren markedsøkonomi. Det er derfor vigtigt, at der følges op med koordinering, fælles regler og samarbejde omkring forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder, erhvervs- og kapitalskatter, erhvervsstøtte, licitationsregler m.v. At stoppe udviklingen ved markedskræfterne i Det Indre Marked uden yderligere samarbejde er efter vores mening det samme som at lukke øjnene for disse problemstillinger. Det er i forlængelse heraf også overfladisk, når forfatterne legende let konkluderer, at euro en fører til harmonisering af en række politikområder. Yderligere samarbejde behøver ikke at føre til harmonisering. Det kan det gøre på nogle områder, hvis landene finder det relevant. Hovedtendensen er imidler-
9 tid i det europæiske samarbejde, at man koordinerer tingene, eventuelt gennemfører minimumsregler. Det gælder f.eks. på skatteområdet. I det hele taget er der et stort behov for i den danske EU-diskussion at tage fat om måden, man kan og bør samarbejde på i det fremtidige EU. Koordinering og samarbejde i Europa dækker over en lang række muligheder, hvoraf de fleste endnu er uprøvede. Der findes uudnyttede samarbejdsmuligheder i Europa, som bl.a. skal bruges til at løfte Europas investeringsindsats. Vi investerer for lidt såvel i mennesker som i nye arbejdspladser. Europa har ikke behov for en harmonisering af den økonomiske politik. Det giver ikke samfundsøkonomisk mening, når erhvervsstrukturen, de institutionelle forhold og konjunkturerne er så forskellige i Europa. Europa har imidlertid behov for fælles fodslag i den overordnede økonomiske politiske strategi, d.v.s. grundlæggende enighed om, hvad der er de primære målsætninger i den økonomiske politik og hvilke midler, man bør bruge for at nå disse mål. Generelt vil det f.eks. ikke være optimalt med fælles beslutningstagen og en fælles politik i budget- og finanspolitikken, da behovene for tiltag er forskellige fra land til land. Imidlertid gør en række forhold som f.eks. de budgetmæssige forhold i Vækst- og Stabilitetspagten, at der med hensyn til finanspolitikken er fordele i fælles at diskutere og koordinere rammerne for politiske muligheder. Skatteområdet som et eksempel på forskellige måder at samarbejde Skattepolitikken er et godt og konkret eksempel på, hvordan der kan være brug for såvel koordinering, samarbejde og en vis harmonisering Udfordringerne på det skattepolitiske område kan opdeles i nationale udfordringer og udfordringer på europæisk plan. På det nationale plan handler det om at fortsætte den proces, der har været i gang i Danmark gennem de seneste år, hvor skatten flyttes fra mobile skattegrundlag til mindre mobile skattegrundlag, samt hvor skattesatserne er blevet sat ned ved samtidig at gøre skattegrundlagene bredere. På denne måde har vi været i stand til at sænke skattesatsen for kapital- og erhvervsindkomst, som er meget mobil, og
10 vi har været i stand til at nedsætte afgifterne på en række grænsehandelsvarer. På disse områder vil vi møde nye udfordringer, og nye områder vil komme til, f.eks. den elektroniske handel via Internet. Disse nedsættelser af skattesatserne har ikke været og vil ikke være en følge af politiske beslutninger om harmonisering af skatterne i EU, men derimod en følge af, at folk og virksomheder stemmer med fødderne. Faktisk vil den største trussel mod vores skatteindtægter være, at der ikke træffes de nødvendige beslutninger på europæisk plan vedrørende skatter og skatteadministration. I så fald vil skatterne for de mobile skattegrundlag nemlig hele tiden bevæge sig mod laveste fællesnævner. Derfor bør der arbejdes for og ikke imod - at skattepolitikken får en europæisk dimension. De bestræbelser, der er i gang på EU-plan om at opstille et kodeks for urimelig skattekonkurrence på erhvervsbeskatningsområdet samt forsøg på at få skattekonkurrence ind under EU s konkurrencepolitiske regler, bør derfor støttes og bakkes op. Der bør samtidig arbejdes på, at der på europæisk plan vedtages fælles regler for opgørelse af skattegrundlagene for specielt kapital- og erhvervsbeskatning, grønne afgifter og elektronisk handel samt, at der vedtages minimumssatser for disse skatter og afgifter. Endelig bør der arbejdes på at komme skatteunddragelsen og økonomisk kriminalitet bedre til livs. Dette kan ske via større udveksling af informationer mellem skattemyndighederne samt adgang til bankinformationer for skattemyndighederne f.eks. et system som det, man har i USA. Også skatteparadiserne i EU bør elimineres. Autonome områder i Europa skal acceptere fællesskabets regler med hensyn til beskatning. Pressionsmidlet kan være fratagelse af goderne fra EU s indre marked. Samtidig bør EU sammen med medlemsstaterne og andre (store) lande udenfor EU arbejde hen imod fælles retningslinier for at neutralisere fordelene for skatteparadiserne. Politiske argumenter Et hovedsynspunkt i euro-kritikernes bog er udover forsøgene på økonomiske argumenter - at politikerne narrer befolkningen, fordi der hele tiden kommer ændringer, der leder til mere samarbejde, uden politikerne tør fortælle befolkningen, hvad endemålet er.
11 Ifølge forfatterne skulle der således ligge en "masterplan", der angiver endemålet for EU (i deres øjne sikkert den amerikanske forfatning). det (er) lykkedes for politikerne og embedsmænd i Bruxelles at dele processen omkring unionsudviklingen op i stadier, som hver i sær kun har været en fase i en omfattende suverænitetsafgivelse fra medlemslandene. Denne salami -teknik har tilsløret, at målet er en sammensmeltning af EU-landene og deres samfundssystemer (Mette Koeford Bjørnsen i forordet til bogen). Bogens euro-skeptikerne overser imidlertid fuldstændigt, at internationalt samarbejde hele tiden flytter sig, samt at ændringerne da mange lande skal blive enige består i mange små skridt. Hvis man vil kalde dette salami-taktik, så er alt internationalt samarbejde salami-taktik (OSCE, FN, WTO, NATO). Det er for billigt at bruge den eneste mulige arbejdsmetode i internationalt samarbejde til at mistænkeliggøre politikerne i forhold til befolkningen. Det er også for billigt at trække forskellige meget integrationsivrige europæiske politikere frem "af stalden" som skræmmebilleder på, hvad politikerne "i virkeligheden ønsker". Vi har jo heldigvis demokrati i Europa, hvorfor politikerne kan fremføre de synspunkter, de ønsker. Og der er mange politikere i specielt Sydeuropa, der har en drøm om Europas Forenede Stater. Samme synspunkter findes uden tvivl også flere steder i EU-kommissionen. Men EU's udvikling bestemmes nu engang af, hvad man kan blive enige om blandt alle EU-landene. Afslutning Diskussionen om euro en og ØMU en handler i virkeligheden ligeså meget om politik, som den handler om økonomi. Og man kan sige, at det nok især er på dette punkt form og indhold i det politiske samarbejde - at den danske ØMU-diskussion hidtil har fejlet. EU og euro-spørgsmålet har i Danmark handlet alt for meget om økonomi og alt for lidt om politik, d.v.s. reelt om hvem, vi i Danmark skal samarbejde med i fremtiden. Euro-landene, os selv eller?. Det sidste spørgsmål blæser i vinden i euro-skeptikernes bog. De er imod mange ting, men faktisk ikke for noget, idet de ikke kan opvise nogen alternativer. Der er kun løst krudt i bøssen i stil med, at Danmark blot kan forsætte som et påhæng til euro en, hvor vi, når vi finder det belejligt, kan ændre på vores valutakurs. Det er efter vores opfattelse såvel økonomisk som politisk naivt. Skal vi opretholde et fast
12 valutakursforhold til euro en, så bliver vi også nødsaget til at følge spillereglerne i ØMU en. Da er det efter vores opfattelse bedre at være aktivt medlem end sidde udenfor som passivt medlem. Den naive tro på markedskræfterne i europæisk politik er desuden et overstået kapitel. Derfor skal der træffes mange politiske beslutninger, såvel på nationalt som på europæisk plan. Der er i flere af eurolandene brug for betydelige ændringer i arbejdsmarkedspolitikken i en mere aktiv retning. Der er behov for at sætte langt større fokus på investeringer i såvel materiel som mennesker herunder at sikre, at der kommer mere beskæftigelse ud af de mange milliarder euro i strukturfondene. Men der skal også gøres noget direkte mellem euro-landene. Som konkret eksempel kan nævnes, at man må modvirke, at Den Europæiske Centralbank i for ensidig grad fokuserer på prisstabilitet. Det er politikernes opgave i deres løbende dialog med Centralbanken at sørge for dette. Man skal også være rede til at vise fleksibilitet i kravene til finanspolitikken, når Euro-området samlet eller enkelte eurolande i fremtiden løber ind i økonomiske kriser. Og man bør se på, hvordan der kan indføres bundgrænser for de mest mobile skattekilder f.eks. selskabs- og renteskat sådan, at disse ikke bliver konkurreret ned mod nul procent, hvilket er tendensen netop nu. Samtidig bør der skrues op for de grønne skatter til gavn for miljøet og beskæftigelsen. Alt sammen er det forhold, som euro-landene kommer til at arbejde med i de kommende år. I virkeligheden er det også forhold, som er vigtige for Danmark uanset, om vi har høj eller lav beskæftigelse. Konkret vurderet må man imidlertid sige, at det er forhold, som Danmark stort set ikke får indflydelse på. Det er nu engang konsekvensen af ikke at ville deltage i euro-samarbejdet.