Thomas Hvid Thingstrup, filosof, lærer på Fjordskolen i Roskilde Problemer med autismebegrebet? I en række sammenhænge nævnes det, at autismebegrebet ikke er entydigt, at der ikke er nogen endelig forklaring eller teori for autisme, eller at autismebegrebet ikke er klart afgrænset. I betragtning af at forskningen i autisme, og kendskabet til autisme i det hele taget, er relativt nyt, er det måske ikke overraskende, at der er mangler ved autismebegrebet. Men mængden af folk, der føler trang til at berøre manglerne ved autismebegrebet, er så påfaldende, at man kan forledes til at tro, at der måske er problemer med autismebegrebet. Jeg vil i denne artikel argumentere for, at der ikke er problemer med autismebegrebet, i det mindste ikke i filosofisk forstand. Der vil blive argumenteret for, at i det mindste nogle af de træk, der kan virke problematiske ved autismebegrebet, kan forstås som grundlæggende træk ved sproget og ved vores forståelse af verden. Træk vi ikke kan komme uden om! Hvor findes problemet? Som sagt nævnes problemerne i en lang række forskellige sammenhænge, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. I Autismebladet kunne man læse følgende: Inden for ABA-traditionen opererer man ikke med en teori om autisme. Der er ikke påvist en central deficit eller en autistisk kerneproblematik hos personer med autisme, men en lang række funktioner, som er hæmmede. I ABA interesserer man sig ikke for årsagerne til autisme, men fokuserer i stedet på, hvad det enkelte barn kan og ikke kan. (Redaktionen, ABA-forum.dk, 2003, s3, min fremhævning). Det centrale er her påpegningen af, at autismebegrebet mangler en central deficit eller en kerneproblematik, dvs. at der ikke er et enkelt fælles træk eller et fælles karakteristikum for hele gruppen af mennesker med autisme. Det er måske ikke så overraskende, at ABA-traditionen lægger vægt på 2
dette forhold. ABA er jo karakteriseret ved netop ikke at tage udgangspunkt i et begreb som autisme. Påpegningen af at der mangler et fælles karakteristikum for gruppen af mennesker med autisme findes også hos folk, der tager deres udgangspunkt i autismebegrebet. For eksempel hos Peter Vermeulen i hans glimrende undervisningsmateriale Jeg er noget helt særligt : Det er ikke nogen let opgave at forklare et menneske med autisme, hvad autisme er. Autisme er et meget sammensat begreb. Ikke engang professionelle med mange års erfaring kan blive enige om, hvad der er karakteristisk for autisme. Når selv eksperter sommetider kan komme til kort, når de skal udtale sig om emnet, hvordan skal vi da kunne forklare mennesker med autisme hvad autisme er [ ]? (Vermeulen, 2001, s21, min fremhævning). Igen påpeges det, at der ikke er et fælles træk eller karakteristikum for gruppen af mennesker med autisme. En række andre (Fx.: Beyer 2003, Happé 1997, Jørgensen i Haracopos et al, 2002) bemærker ligeledes, at autisme ikke er forklaret endeligt eller ikke er et klart afgrænset begreb. Det kunne se ud som om, alle disse folk stiller samme krav til forklaring. En forklaring skal påpege det, der er karakteristisk eller fælles for det, man vil forklare. De fænomener man vil sætte under samme begreb, skal dele en fælles egenskab (eller et sæt af egenskaber) eller have samme ophav eller årsag. Dette krav til forklaring kan med fordel kaldes essentialisme - fordi de træk eller karakteristika, der er fælles, også kaldes det essentielle. Essentialisme Essentialismen kan føres tilbage til den oldgræske filosof Aristoteles (384-322 fvt.). Aristoteles deler ting og væsners egenskaber ind i accidentelle egenskaber og essentielle egenskaber. Egenskaber skal her forstås i bredest mulig betydning, dvs. synonym med karaktertræk og kvaliteter. En essentiel egenskab er et træk, der nødvendigvis må findes hos en genstand eller et væsen, for at vi mener, at genstanden eller væsnet tilhører en bestemt klasse eller gruppe. I aristotelisk tankegang vil det at kunne tænke være essentielt for at tilhøre klassen af mennesker. En accidentel egenskab er en egenskab, der ikke har betydning for tilhørsforholdet til en bestemt klasse. I forhold til at tilhøre klassen af mennesker vil det at have rødt hår være en accidentel egenskab. Denne tankegang om en opdeling i det essentielle og det accidentielle genfinder vi f.eks. hos Happé: Når vi spørger, hvad der er en forstyrrelses definerende karakteristika, søger vi hermed noget ved symptomerne, der er nødvendigt for og tilstrækkeligt til, at diagnosen kan stilles. Enhver forstyrrelse vil have sine egne grundkarakteristika, som et individ nødvendigvis må udvise for at få diagnosen. Men der vil også være ikke-nødvendige, træk som en patient måske og måske ikke udviser. Forstyrrelsens grundkarakteristika vil i sig selv være tilstrækkelige for diagnosen og vil afgrænse forstyrrelsen fra andre tilstande (Happé, 1997, s28). En forstyrrelses definerende karakteristika kan undertiden også kaldes 3
dens primære årsag, afhængigt af om man definerer en forstyrrelse på det kognitive niveau eller det biologiske niveau (forklaring følger i næste afsnit). Der kan stilles fire krav til en teori, før den kan gøre krav på at have beskrevet det/de definerende karakteristika eller den primære årsag. Teorien skal være: Universel Specifik Nødvendig Tilstrækkelig Med universel menes, at et karaktertræk eller en egenskab, der vil udlægges som det definerende karakteristikum eller den primære årsag til en forstyrrelse hos en gruppe, skal kunne findes hos alle medlemmerne af gruppen. Med specifik menes, at et karaktertræk eller en egenskab, der vil udlægges som det definerende karakteristikum eller primære årsag til en forstyrrelse hos en gruppe, kun skal findes hos medlemmerne af denne gruppe og ikke hos grupper med andre forstyrrelser. Med nødvendig menes, at et karaktertræk hos et individ, med nødvendighed skal være til stede, før vi vil henføre individet til en bestemt gruppe. Dette er dog ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til, at individet siges at tilhøre gruppen. Med tilstrækkelighed menes netop, at tilstedeværelsen af et karaktertræk netop er tilstrækkeligt til at henføre individet til en bestemt gruppe. Logisk set kan vi godt forestille os karaktertræk, der er universelle og specifikke, uden at man dermed mener at have fundet det, der er nødvendigt og tilstrækkeligt. I praksis er dette imidlertid ekstremt sjældent. Omvendt kan man ikke forestille sig noget, der er nødvendigt og tilstrækkeligt uden at det samtidigt er universelt og specifikt, inden for en essentialistisk tankegang. At det nødvendige og det tilstrækkelige også er universielt og specifikt, kan ses som selve definitionen af essentialisme. Spørgsmålet er, om der findes en teori for autisme, der kan leve op til disse krav. Teorier for autisme Når man skal beskrive autisme, kan man gøre det på flere niveauer. Et adfærdsmæssigt, et kognitivt og et biologisk niveau (Happé, 1997, s15.) Man kan beskrive autisme på et rent adfærdsniveau. Det vil sige, at man beskriver hvilke karaktertræk, der er typiske for mennesker med autisme. Wings triade er et godt eksempel på en beskrivelse på det adfærdsmæssige niveau. Kommunikation Wings triade Forestillingsevne Socialt samspil Figur 1: Wings triade forstår autisme som afvigende adfærd inden for kommunikation, social adfærd og forestillingsevne. Fra Beyer, 2003, s3. Figur 1 4
Figur 2 Autisme kan også beskrives på et psykologisk eller kognitivt niveau. En sådan beskrivelse vil som regel redegøre for hvilke mentale evner, der er beskadigede eller fraværende hos mennesker med autisme. Theory of Mind er et godt eksempel på en beskrivelse af autisme på den kognitive plan. En beskrivelse eller en teori for autisme på det biologiske niveau vil typisk være en redegørelse for de biologiske forskelle, der er på mennesker med autisme og mennesker uden autisme. Det være sig genetiske forskelle eller forskelle i hjernens opbygning og funktion. Disse forskelle betragtes som de bagvedliggende årsager til autismen hos det enkelte menneske. De tre niveauer hænger naturligvis sammen, idet man må forstille sig, at den adfærd vi ser hos mennesker er forsaget af de mentale evner (eller manglen på samme), disse mennesker er i besiddelse af, hvilket igen bestemmes af hjernens neurobiologiske indretning. Spørgsmålet er nu, på hvilket niveau vi skal finde det definerende karakteristikum. De forskellige muligheder er, er skematisk opstillet i figur 3. Figur 2: Theory of Mind, Sally- Ann testen. Hvor vil Sally lede efter bolden? 80 % af autistiske børn svarede i papkassen! Dette udlægges som, at autistiske børn mangler mentaliseringsevnen. Evnen til at sætte sig i andres mentale tilstand. Fra Happé, 1997, s59. Figur 3: Det definerende karaktaristikum kan findes på tre forskellige niveauer. Type a på det biologiske niveau, type b på det kognitive niveau og type c på det adfærdsmæssige niveau. Fra Happé, 1997, s16. Figur 3 (a) (b) (c) 2 1 2 biologisk 1 2 2 kognitiv S 1 S 2 S 1 S 2 S adfærdsmæssig 5
På det biologiske niveau (type a i figur 3) er beskrivelsen eller teorien om årsagerne til autisme ikke specifik for gruppen af mennesker med autisme. De forskelle, der er fundet, især i brugen af frontallappen hos mennesker med autisme, finder man også hos en lang række andre psykiske forstyrrelser (Jørgensen, i Haracopos et al, 2002, s51-52). På det kognitive niveau (type b i figur 3) er beskrivelserne ikke universelle. Det er ikke hele gruppen af mennesker med en diagnose inden for autismespekteret, der opfører sig som forventet når de udsættes for Theory of Mind test (Happé, 1997, s85). Jeg er ikke stødt på teorier, der hævder, at autismes definerende karakteristika findes på det adfærdsmæssige niveau (type c i figur 3). Wings triade kan måske siges at være universel for gruppen med autisme, selv om ikke alle elementer i triaden nødvendigvis indgår i alle diagnoserne inden for autismespektret. Wings triade kan dog næppe siges at være specifik for autisme, problemer inden for kommunikation, social adfærd og forestillingsevne forekommer hos en række andre forstyrrelser. Det er muligt, at fremtidig forskning vil finde frem til det definerende karakteristikum på et af de tre niveauer. Det vil jeg som filosof ikke begynde at spå om. Det jeg vil er at gøre opmærksom på, at man fra et filosofisk standpunkt ikke behøver at tale om problemer ved autismebegrebet, fordi de eksisterende, og for den sags skyld også fremtidige, teorier for autisme ikke kan leve op til essentialistiske krav. Problemet skal måske findes i de krav, der stilles til en god forklaring, frem for i de forklaringer der rent faktisk er tilrådighed i dag. Det 20. århundredes måske mest indflydelsesrige filosof Ludwig Wittgenstein fremsatte et glimrende alternativ til essentialismens forståelse af, hvad en god forklaring er. Familielighed I sin bog Filosofiske undersøgelser fra 1958 gør Wittgenstein op med, hvad han selv mener, er en misforståelse i alle tidligere teorier for sproget og dermed de krav, der stilles til forklaring. Det er netop kravet om, at alle begreber skal besidde et definerende karakteristikum eller et fælles træk som Wittgenstein ikke mener kan opfyldes for ellers klare begreber som f. eks. spil. Ifølge Wittgenstein kan man ikke pege på et fælles træk, der går igennem alle typer af spil. Wittgenstein opfordrer os til selv at prøve at tænke det igennem: Betragt f.eks. brætspillene med deres mangfoldige slægtsbånd. Gå nu over til kortspillene: her finder du noget der svarer til førnævnte klasse af spil, men mange fælles træk forsvinder, andre dukker op. Når vi nu går over til boldspillene, så bibeholdes en del af det, der er fælles, men meget går tabt. Er de alle underholdende? Sammenlign skak med trip trap træsko. Eller findes der alle steder det at vinde og tabe eller en konkurrence mellem de spillende? Tænk på kabalen. I boldspillene findes det at vinde og tabe, men når et barn kaster bolden op mod muren og griber den igen, er dette træk faldet bort. [ ] Og sådan kunne 6
Figur 4 vi gennemgå de mange grupper af spil. Se ligheder dukke op og forsvinde. Resultatet af undersøgelsen lyder nu: Vi ser et kompliceret net af ligheder, som overlapper og krydser hinanden. Ligheder i det store og i det små. (Wittgenstein, 1958, s 66.) Wittgenstein har utvivlsomt ret i, at der ikke findes et enkelt træk eller et definerende karakteristikum i gruppen af spil, der kan leve op til essentialismens strenge krav om at være universelt, specifikt, nødvendigt og tilstrækkeligt på samme tid. Wittgenstein mener i stedet, at det, der danner gruppen af spil, er at spil udgør en familie. I en familie er der ikke et enkelt træk, der går igennem hos alle familiens medlemmer. Nogle har store ører og vigende hage, andre har store ører, men kombineret med opstoppernæse. Familien har en række ligheder, der går igen hos de enkelte medlemmer, og som gør, at vi kan se slægtskabet tydeligt. Men der er ikke et enkelt træk, der genfindes hos dem alle. Et sådan mønster, vi tydeligt kan genkende, men hvor vi ikke kan udpege det definerende karakteristikum kalder Wittgenstein en familielighed. En familielighed kan skematisk fremstilles som i Figur 4. O1 O2 O3 E1 x E2 x x E3 x x E4 x Figur 4: Objekterne O1; O2; O3 kan siges at udgøre en klasse, når de deler egenskaberne E1-4 som vist på figuren. Det mønster, de deler, kaldes af Wittgenstein en familielighed. Det mønster, der kaldes familielighed, kan genfindes i en række af de diagnose kriterier, der gælder inden for autismebegrebet. Herunder er gengivet DSM-IV for Aspergers Syndrom. 1. Kvalitative forstyrrelser i socialt samspil, som viser sig ved mindst to af følgende: a. Udtalt forringet evne til at bruge varieret nonverbal adfærd så som øjenkontakt, ansigtsudtryk, kropsholdning og gestus som et led i det sociale samspil. b. Ikke i stand til at etablere venskaber med jævnaldrende, svarende til udviklingsniveauet. c. Manglende lyst til spontant at dele glæde, interesser eller aktiviteter med andre mennesker (delagtiggør f.eks ikke andre mennesker i ting af interesse for personen, ved at vise eller pege på det). d. manglende social eller følelsesmæssig gensidighed. 2. Begrænsede, repetative og stereotype mønstre i adfærd, interesser og aktiviteter, manifesteret ved mindst en af følgende: a. Udtalt optagethed af en eller flere stereotype og begrænsede interesser, som er afvigende med hensyn til intensitet eller fokus. b. Tilsyneladende ubøjelig fastholden af specifikke, formålsløse rutiner eller ritualer. c. Stereotype og repetative motoriske manerer (fx hånd- eller fingerbasken eller vriden, eller komplekse kropsbevægelser) d. Vedvarende optagethed af delelementer eller ting. 7
[ ] (Haracopos et al, 2002, s303, min fremhævelse). Det der gør, at mønstret fra familielighedsbegrebet kan genfindes i diagnosekriterierne, viser sig i de fremhævede passager. Kravet om at man kun skal finde 2 af de 4 følgende kriterier, eller bare 1 af 4 andre kriterier, gør, at kriterierne kan opstilles på formelt samme skematiske form som Wittgensteins familielighed. Se figur 5. AS 1 AS 2 AS 3 1a x 1b x x 1c x x 1d x osv Figur 5: Personerne AS 1-3 deler kriterierne 1 a-d fra DSM-IV i et familielighedsmønster. Et hedt emne i den filosofiske debat om familielighedsbegrebet har været,om, begreber defineret ved familielighed kunne have klare grænser. Når der ikke er et klart fælles træk eller et definerende karaktaristikum, hvordan kan man så afgøre, hvad der hører ind under begrebet, og hvad der ikke hører med. Det syntes at være en sådan bekymring Jørgensen giver udtryk for i det følgende: Aspergers syndrom har kunnet defineres umiddelbart meningsfuldt for ikke-fagfolk, og samtidig videnskabeligt konkret. Det har været muligt for patienter og pårørende at genkende dette syndroms væsentligste træk og relatere det til dagligdags vilkår og gjort det muligt for forskere at bruge definitionen pålideligt over hele verden, trods de usikkerhedsmomenter, der fortsat eksisterer vedrørende afgrænsningen af syndromet (Jørgensen, i Attwood 2000, s.7, min fremhævelse). Med Wittgenstein vil vi ikke, som Jørgensen i citatet ovenfor, sige, at vi forstår og bruger autismebegrebet på trods af afgrænsningsproblemerne. Det, Jørgensen kalder usikkerhedsmomenter vedrørende afgrænsningen, er for Wittgenstein et grundvilkår for vores brug af sproget. Det er ikke et problem, det er den måde sproget fungerer på! Wittgenstein giver ikke selv nogen klar løsning på, hvordan man skal forstå grænsen mellem to forskellige begreber. Wittgenstein ville måske ligesom Jørgensen pege på, at der i praksis ikke er noget problem. Aspergers syndrom (eller spil) er et begreb, der giver fuldt ud mening i dagligdagen, hvorfor så bekymre sig om klare grænser? Autismebegrebet: familielighed eller essentialisme? Indtil nu har vi set, at de teorier eller forklaringer, der eksisterer om autisme på det biologiske og det kognitive niveau ikke kan leve op til essentialistiske krav. Vi har set, at ihvertfald nogen af de beskrivelser, der eksisterer på det adfærdsmæssige niveau fint passer ind i et familielighedsmønster. Kan vi så konkludere, at forstyrrelserne under autismebegrebet bare skal forstås på det adfærdsmæssige niveau? Eller kan vi konkludere, at bare vi leder lidt mere, så vil vi også finde familielighedsmønstre på det kognitive eller det biologiske niveau? 8
Selvom det kunne være fristende at drage disse konklusioner, vil det være at gå for langt for en filosof. Disse spørgsmål er i sagens natur af psykologisk eller psykiatrisk art og bør derfor besvares af fagfolk. Det, der derimod er på sin plads, er at påpege, at selvom de tilgængelige teorier ikke kan leve op til essentialismens krav, betyder det ikke, at der er et problem med autismebegrebet. Der er andre muligheder end essentialistiske forklaringer. Vi har set, at der er nogen begreber (f.eks. spil og diagnosen for Aspergers syndrom), der er defineret ved hjælp af et familielighedsmønster. Diskussionen, om autismebegrebet skal forstås essentialistisk eller som et familielighedsmønster, er ikke kun en teoretisk filosofisk diskussion. Den usikkerhed om autismebegrebet, der skabes af problemerne med at leve op til de essentialistiske krav til forklaring, er med til at give næring til debatten mellem tilhængere af ABA og tilhængere af TEEACH. I citatet fra ABA-forum i starten af artiklen rettes en essentialistisk kritik mod autismebegrebet. ABA tager derfor, i behandlingen af børn med autisme, ikke udgangspunkt i en række af teorierne om autisme. TEEACH begrunder en række af deres pædagogiske principper direkte i de selv samme teorier for autisme. En større filosofisk klarhed kunne måske gøre debatten om ABA kontra TEEACH mere frugtbar. Et andet eksempel på kritik af autismebegrebet kan findes hos den svenske sociolog Eva Kärfve (Information 6. januar 2004). Eva Kärfve er stærkt skeptisk over for diagnosen for Aspergers syndrom og mener, at en beslægtet diagnose som DAMP er decideret uvidenskabeligt funderet. Eva Kärfves kritik går ikke kun på en manglende entydighed i kriterierne for autisme, men fremfører også et krav om, at forklaringerne på autisme skal inddrage det biologiske niveau. Denne artikel har dog gået let hen over ontologiske aspekter, såsom at diagnoser skal være biologisk funderet, men fokuseret på epistemologiske aspekter, såsom at begreber skal være entydigt defineret med klare karakteristika. Jeg vil ikke her tage stilling til, om Eva Kärfves synspunkter på nogle områder er berettigede, men blot konstatere, at Eva Kärfves og andres kritik af autismebegrebet holder liv i gamle myter om, at autister bare er dårligt opdragede, eller at autisme skyldes køleskabsmødre. Igen kunne en større filosofisk klarhed værre ønskelig. Det er ikke kun i debatten om autismebegrebet, at diskussionen om autismebegrebet skal forstås essentialistisk eller som et familielighedsmønster gør en forskel. Det vil også gøre en forskel i det pædagogiske arbejde med mennesker med autisme. Pædagogiske konsekvenser Jeg mener, at der findes et væsentligt argument for at vælge en forståelse af autisme baseret på familielighedsmønstrer, frem for en forståelse baseret på en essentialistisk definition. Dette er, at essentialistiske definitioner let kan komme i konflikt med det daglige pædagogiske arbejde. Pædagogisk arbejde skal nemlig først og fremmest 9
tage sit udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke i en teoretisk abstraktion. Heri ligger både en konflikt og et dilemma. I al pædagogisk arbejde er det vigtigt at tage sit udgangspunkt i den enkelte persons eksisterende kompetencer, kompetencer som definerer det udviklingspotentiale, denne person har. Dette potentiale ændrer sig hele tiden i takt med, at personen erhverver nye kompetencer. Man kan sige, at udgangspunktet her er, at ethvert menneske er unikt og skal behandles herefter (Se f.eks. Skolen og specialundervisning, 1996). I modsætning hertil er den essentialistiske tankegang, der deler mennesker ind i grupper, hvor alle i gruppen har samme karaktertræk eller egenskaber. Udgangspunktet er her, at alle mennesker tilhører en gruppe og derfor skal behandles som alle andre medlemmer i gruppen. Amerikanske undersøgelser blandt læger viser, at et essentialistisk udgangspunkt gør det sværere at betragte mennesker som unikke individer. Undersøgelserne viste, at når en patient først havde fået en diagnose med et essentialistisk udgangspunkt, havde lægerne tendens til at overdrive de træk ved patienten, der passede med diagnosen og se bort fra de træk, der ikke passede med diagnosen. Der er ingen grund til at tro, at en sådan konflikt ikke skulle eksistere i det pædagogiske arbejde i Danmark. Der er altså al mulig grund til at tro, at essentialistiske teorier for autisme gør det sværere at få øje på det autistiske menneskes unikke kompetencer og potentialer, hvilket er nødvendigt for pædagogisk arbejde. Heri består konflikten. Nu til dilemmaet! Vi har brug for generelle begreber og teorier, fx et begreb om autisme for at kunne videregive erfaringer på en hensigtsmæssig måde. Tænk på hvor besværligt det ville være uden generelle begreber, begreber som autisme eller spil. Hver gang vi ville spørge, om nogen vil spille et spil, måtte vi i stedet spørge, om nogen ville spille skak eller ludo eller domino eller kort eller matador og så videre Vi har brug for generelle begreber til at kommunikere og overføre erfaringer. Generelle begreber betragtes næsten altid som essentialistiske begreber. På den ene side har vi brug for generelle begreber, på den anden side kommer disse nemt i konflikt med pædagogisk arbejde. I pædagogisk arbejde kan man ikke bare undlade at bruge generelle begreber, det vil umuliggøre fornuftig kommunikation. Samtidig vil brugen af generelle begreber (på grund af det essentialistiske udgangspunkt) gøre det sværere at have et fornuftigt udgangspunkt i det pædagogiske arbejde. En løsning på både konflikten og dilemmaet kunne være at bruge generelle begreber, der ikke havde et essentialistisk udgangspunkt. Wittgensteins familielighedsbegreb leverer generelle begreber uden det essentialistiske udgangspunkt. Familielighedsmønstre udmærker sig ved netop at sætte fokus på forskellene mellem individerne i en gruppe. Man kan forestille sig, at denne måde at se verden på nemmere vil kunne forliges med et pædagogisk 10
krav om at betragte alle individer som unikke og samtidig gøre det muligt at formidle erfaringer og kvalificere det pædagogiske arbejde. Litteratur: Attwood, Tony, 2000: Én fod ude én fod inde, Dansk Psykologisk Forlag. Beyer, Jannik, 2003: Om diagnosen autisme, Autisme Bladet nr. 2. juni 2003. Happé, Francesca, 1997: Autisme En introduktion til psykologisk teori, Hans Reitzels Forlag. Harocopos et al (red), 2002: Aspergers syndrom Fra diagnose til behandling, Videnscenter for Autisme. Redaktionen, ABA-forum.dk, 2003: Introduktion til ABA, Autisme Bladet nr. 4, december 2003. Skolen og Specialundervisning Temahæfte 16, Undervisningsministeriet 1996. Vermeulen, Peter, 2001: Jeg er noget helt særligt, Dansk Psykologisk Forlag. Wittgenstein, Ludwig, 1958 Filosofiske Undersøgelser, Munksgaard Rosinante, (på dansk 1999) 11